Mine børn er ikke verdens centrum

[Guest]

Et inspirerende og interessant blog-indlæg omkring hvordan mange børn opdrages i dag...

http://themetzfamilyadventures.blogspot.se/2013/10/why-my-kids-are-not-center-of-my-world.html

[Ihpets-mortilto]

Fedt blogindlæg. Tankevækkende, inspirerende og interesant!

Og endnu mere fedt oven på en KAMP jeg havde med William i går. Kort fortalt: han blev sur fordi han ikke måtte ødelægge hans myggenet - ville trøstes - jeg satte mig på gulvet for at trøste - han SKREG i 20 minutter fordi jeg ikke ville stå op og trøste ham.

[Camillat]

Fedt blogindlæg. Tankevækkende, inspirerende og interesant!

Og endnu mere fedt oven på en KAMP jeg havde med William i går. Kort fortalt: han blev sur fordi han ikke måtte ødelægge hans myggenet - ville trøstes - jeg satte mig på gulvet for at trøste - han SKREG i 20 minutter fordi jeg ikke ville stå op og trøste ham.

 

Ha ha, lille William, dog :) 

 

Nogle gange er det bare haardt at vaere den lille... jeg har haft ganske faa af dem med Noah. Igaar var det 2 gange, at han ikke ville have jakke paa, vrider sig og protesterer hoejlydt, men jakken faar han nu paa alligevel. 

 

En morgen ville han ikke sidde til bords og spise morgenmad og graed og blev ved med at kalde paa M, der sad og spiste. Da M og jeg havde spist mrogenmad gik M paa arbejde og jeg havde en lille snak med Noah inden vi skulle ud af doeren: Han ville have haft, at M skulle lege med Lego med han NU!  :rolleyes

[TroldeMor]

Jeg kunne faktisk ikke være mere enig! Men synes dog også det kan være rigtig svært at overholde det altid.... Især når tiden er presset, så kommer man hurtigt til at gøre alting for dem :rolleyes

Forsøger dog at lære dem at de ikke altid er første prioritet i enhver situation...

[Guest NinjaMama]

Jeg er 100 % enig i alt hvad hun skriver!!! Jeg får røde knopper af forældre som ikke tør tage en konflikt med deres børn, og som skal have bunker af legetøj med, før de kan besøge bedsteforældre i et par timer...

 

Altså, jeg gør jo også ting som er dumme i det store perspektiv. Mine børn lærer da at jeg rigtig gerne vil dem, og at når de forsøger at fortælle mig noget, så lytter jeg. Jeg er ikke altid god til at bede dem vente, men vi prøver. 

 

Lige i dette øjeblik leger børnene med hinanden på gulvet, omend jeg kan ikke helt gennemskue HVAD de laver (noget med at kravle rundt på gulvet og sige lyde, mens de indimellem lægger sig ned og ruller rundt...), og jeg har ingen intention om at afbryde deres leg så jeg kan lege med ungerne. Vi har fri sammen imorgen hvor vi skal i Haunstrup Dyrepark, hvor de nok skal få masser af opmærksomhed. Så overlever de nok at de ikke bliver konstant underholdt...

Har du ikke legetøj med til Aron, når i skal besøge bedsteforældre/andre folk som ikke har legetøj? :unsure

[Vinnus]

Har du ikke legetøj med til Aron, når i skal besøge bedsteforældre/andre folk som ikke har legetøj? :unsure

Jeg har altså også legetøj med ud til folk, hvor jeg ved der ikke rigtig er noget. For jeg vil gerne undgå at de tænder for tvet, hvilket er en ret stor tendens ved folk som ikke har børn/små børn.

[Guest NinjaMama]

Okay, den kunne godt misforstås :-p

Alle Arons bedsteforældre har legetøj i bunkevis, men ikke fancy ting som ipads, det nyeste nye osv. De har biler, bolde, LEGO, dukker, traktorer, klodser, bøger osv i spandevis. Det var mere ment at de behøver ikke lære at man kun kan lege med det nyeste nye, men at man også kan have det sjovt med en bold i græsset :-p

Når vi er steder uden legetøj (som stort set aldrig sker), så har vi da noget med, men ikke oplades osv. Så har vi bøger, biler, barbie, my little pony, klodser, en bold eller hvad ved jeg. De behøver bestemt ikke sidde og lege med en sten medmindre de selv vælger det :-)

Haha, jeg kunne lige se for mig, at i rent faktisk ikke havde legetøj med, og tvang dem til at lege med sten :lol

Thea får slet ikke lov til at spille på vores iPad eller telefoner. Jeg vil helst vente så længe som overhovedet muligt med at hun bliver hooked på den slags.

Hver gang vi er til familie fester sidder mine nevøer fra start til slut med deres ipads, og det ser virkelig træls ud! De er umulige at komme i kontakt med, fordi de er fordybede indernes spil, og hver gang man prøver at snakke med dem får man at vide at man liiige skal vente til at de har spillet færdigt. Det er så uhøfligt, efter min mening, og jeg vil virkelig gøre alt for at Mine piger ikke bliver sådan.

Men når vi skal besøge pigernes bedstefar eller farmor, bliver vi altid nød at have masser af legetøj med. De har intet legetøj til Thea, og de har dyre porcelænsvaser og glas lysetstager til at stå overalt lige indenfor børns rækkevidde, så når vi er der, er det nærmest som

At have en elefant med i et glashus. Vi bliver nød til at have noget der kan holde Thea beskæftiget så hun ikke begynder at bevæge sig væk fra fra den lille plet på gulvet hvor hun må lege.

[Vinnus]

Haha, jeg kunne lige se for mig, at i rent faktisk ikke havde legetøj med, og tvang dem til at lege med sten :lol

Thea får slet ikke lov til at spille på vores iPad eller telefoner. Jeg vil helst vente så længe som overhovedet muligt med at hun bliver hooked på den slags.

Hver gang vi er til familie fester sidder mine nevøer fra start til slut med deres ipads, og det ser virkelig træls ud! De er umulige at komme i kontakt med, fordi de er fordybede indernes spil, og hver gang man prøver at snakke med dem får man at vide at man liiige skal vente til at de har spillet færdigt. Det er så uhøfligt, efter min mening, og jeg vil virkelig gøre alt for at Mine piger ikke bliver sådan.

Men når vi skal besøge pigernes bedstefar eller farmor, bliver vi altid nød at have masser af legetøj med. De har intet legetøj til Thea, og de har dyre porcelænsvaser og glas lysetstager til at stå overalt lige indenfor børns rækkevidde, så når vi er der, er det nærmest som

At have en elefant med i et glashus. Vi bliver nød til at have noget der kan holde Thea beskæftiget så hun ikke begynder at bevæge sig væk fra fra den lille plet på gulvet hvor hun må lege.

Sådan er det faktisk også ved mine svigerforældre. De tænder så tv hver eneste gang, for er børnene jo stille :rolleyes og med en på knap 8, som max må få 1 time med tv, computer osv pr dag, så er det røøøøv.

Så der har jeg altid en taske med med tegnesager, legetøj osv.

Ved mine forældre har vi også legetøj med til Pixie, for man kan altså ikke forvente at folk har legetøj. Og gryder og køkkenting er KUN forbeholdt madlavning ved mine forældre, så det kan hun ikke lege med.

Synes ikke man som forældre kan forvente at folk har "noget". Jeg ser det som min pligt at have noget med så de ikke "raserer" huset. Det kan jeg ikke se gør børnene til verdens centrum.

Tablets og den slags kommer ikke med ud hjemmefra

[Pumpkins]

Jeg synes indlægget har en vigtig pointe. Og jeg er overordnet set enig. 

 

Men jeg synes ikke at det er så sort hvidt. Jeg tror de fleste forældre, der gør deres barn til verdens centrum, gør det udfra en ide om, at de hjælper barnet. Men der er en stor forskel på at hjælpe barnet med at løse en konflikt, og på at løse konflikten for dem. 

Jeg ser absolut ikke noget galt i, at man hjælper børnene med at finde noget, de ikke kan finde. Problemet opstår først, når man leder alene, for at finde nøglerne for børnene. 

 

Vi havde en dreng i min folkeskoleklasse, hvis mor var sådan en, som bloggeren beskriver. Hver gang, der var det mindste, ringede hun til de andre forældre, eller tog op på skolen, for at give klassen en samlet skideballe, med hånden solidt plantet på sønnens skulder. Det var pinligt for drengen, men samtidig udviklede han naturligvis en holdning om, at hans mor ville løse alle problemer for ham. 

Men det betyder IMO ikke, at man skal gå i den anden grøft, og sige til sine børn, at de selv skal løse problemet, hvis de har noget de tumler med. Det rigtige må vel være at finde en mellemvej, hvor man hjælper sine børn til selv at kunne løse problemet. 

 

Jeg gør hvad jeg kan for at styrke Karla i, at hun selv skal prøve selv, før vi hjælper. Det er ikke altid, at det praktiseres - hvis hun selv skulle tage alt tøj på, så kom vi aldrig ud af døren - men hvis der er noget hun har svært ved, må hun prøve selv først. Hvis hun bliver frustreret, vil jeg gerne hjælpe hende til at finde løsningen, og hvis det er noget, der tydeligvis er for svært, så kan vi sagtens gøre det for hende. Men hun skal prøve selv først. 

Det vigtige for mig, er dog at hun ved, at vi altid gerne vil hjælpe hende og støtte hende. Hun kan altid komme til os med problemer, og vi vil hellere end gerne hjælpe hende til at finde en løsning. 

Selv om bloggeren har en vigtig pointe i, at vores børn skal lære at løse problemerne selv, så synes jeg også at det er vigtigt, at man som forældre står "stand-by" og er klar til at hjælpe, uden samtidig at overvåge dem. 

 

Vi har legetøj med til Karla når vi er ude, både fordi hun skal have noget at lave, hvis hun keder sig, men også for, at vi selv kan få noget albuerum til at snakke med dem, vi nu besøger. Ikke, at hun skal være overladt til sig selv, men hvis hun kan hygge sig med noget dublo eller lignende, mens "de voksne snakker", så ser jeg intet i vejen for det. 

At hun lærer at lege selv, synes jeg faktisk er en vigtig ting, men det betyder ikke, at jeg ikke synes det er hyggeligt at lave "mad" med hende. 

 

 

Jeg synes også at det er vigtigt, at mit barn (mine børn) lærer, at i familien er alle lige værd. Jeg lytter lige så meget til C som jeg gør til Karla, men jeg kan godt sige til Karla, at jeg lige snakker med far, og at jeg nok skal høre hvad hun har at sige bagefter. Eller jeg kan sige til hende, at jeg gerne vil hjælpe hende med at trække stolen ud, når jeg har taget maden ud af ovnen. 

Hun er lille endnu, og der er nogle ting, hun ikke kan behovudsætte, ligesom der er nogle ting, der må prioriteres før andre. Hun er ikke den vigtigste herhjemme, for det er der ingen der er. :)

[Ihpets-mortilto]

Total enig med Pumpkins. Men jeg indrømmer da også at det nogengange er svært.

Men altså nu er jeg jo gift med verdens centrum. Seriøst. Ej, ikke i forhold til verden, men i forhold til mine svigerforældre. Og det er dét træk jeg finder allermest frastødende ved min mand - nok især fordi jeg er opdraget direkte modsat. 1 ud af 4, lær at klar dig selv, stol ikke på nogen, vil du have noget gjort så gør det SELV.

Jeg håber inderligt at vores børn lærer et mix!

[Barbamama]

(Det her vækker mange følelser i mig, men jeg har snot i hele hovedet og tænker ikke så klart, så bær over med mig, hvis noget bliver rodet, og spørg endelig :D)

Jeg er ikke direkte uenig, men der er mange ting, som jeg forstår lidt anderledes. Der er noget i retorikken og hvad der forståes ved forskellige udtryk, der clasher lidt for mig. Jeg tror måske, jeg forstår noget andet ved "(min) verdens centrum", end blogskribenten og måske nogle i denne tråd gør.

Jeg synes, det er interessant, at blogindlægget direkte oversat til dansk hedder: "Hvorfor mine børn ikke er centrum i min verden", men at det i denne tråd er blevet til "Mine børn er ikke verdens centrum". For mig er der stor forskel på de to ting. Valdemar er ABSOLUT IKKE verdens centrum. Men han ER min verdens centrum. Og det betyder ikke, at jeg gør alt for ham eller at han altid får sin vilje. Men det betyder, at han (sammen med min mand) er det vigtigste i mit liv, og at en stor del af hvad jeg gør med mit liv direkte eller indirekte handler om, at gøre ham til et stærkt og lykkeligt menneske. Han er min verdens centrum, men ikke hele min verden.

Og det giver jo egentlig nogenlunde samme praktiske resultat, som for blogskribenten. Valdemar får heller ikke iPad og legetøj med på restaurant, jeg leger ikke konstant med ham når han er hjemme, og jeg har ikke tænkt mig at komme og "hævne mig" på alle, der driller ham i skolen. Alt det, er jeg enig i.

Men alt stritter på mig, når hun skriver, at lille Donna får et chok i High School, når læreren hader hendes opgave, fordi forældrene har rost alt, hvad hun har lavet (eller hvad det nu var). Jeg tror ikke nødvendigvis på, at jo flere fejl man har begået og jo mere modgang man har oplevet, desto bedre kan man håndtere og acceptere det. Og jeg tror ikke på, at hvis man har haft det let, så er man nødvendigvis skrøbelig. Og jeg tror slet ikke på, at man - uanset hvor curlende forældre, man har - kan blive voksen uden nogensinde at have oplevet at begå en fejl. Så for mig handler det ikke ret meget om, hvor meget man prøver at skåne sine børn for konflikter og modgang, men i langt højere grad om, hvordan man støtter dem (eller ikke gør), når modgang - IMO uundgåeligt - rammer.

Jeg er også uenig med hende i forhold til, hvad hun skriver om mobning (eller i hvert fald, hvad jeg læser om hendes mobbeholdning). Jeg synes ikke, det giver mening at sammenligne vores tids mobning med den mobning hun oplevede i sin barndom. Samfund ændrer sig, og så gør vores tærskler for, hvad man kan tillade sig, det naturligt også. Jeg tænker (håber), at hun overdriver lidt for effektens skyld, når hun skriver at det nu er mobning at én pige kalder en anden for bitch, for jeg er enig i at dét ville være overdrevet. Men IMO kan det altså SAGTENS være mobning uden at man bliver hængt op på en krog med bukserne nede om anklerne. Jeg tror, samfundet bevæger sig i en retning, hvor vi bliver mere følsomme, mere ordrige og mere "sippede", og hvis hun synes at det er svagt og opdrager sine drenge derefter, så kan jeg godt tænke, at hun gør dem en bjørnetjeneste. Fordi så opdrager hun dem - som jeg ser det - netop efter hendes verdensbillede og ikke efter den verden, som de vil komme ud i. (Så galt tror jeg dog ikke, at det går, for hun skriver jo samtidig, at hun lærer drengene at respektere skolens regler - men altså hvilken glæde har drengene af at vokse op, og synes at alle andre er lidt for svage og bløde?)

Derudover synes jeg, at hun roder sit - meget interessante og væsentlige - indlæg lidt sammen med noget, der i mine øjne er en helt anden kæphest: Drenge skal være drenge og have lov at lege vildt og med legetøjsvåben. Det er også en interessant debat (hvor jeg heller ikke er decideret uenig, men heller ikke helt enig), men jeg synes, det er noget andet, end om drenge er hendes verdens centrum.

Alt i alt, synes jeg, at hun gør sig nogle spændende tanker, og vi vil jo alle gerne opdrage vores børn til at blive succesfulde, lykkelige og ordentlige mennesker. Men jeg er ikke sikker på, at jeg er HELT enig med hende i, hvordan man når dertil :)

[Barbamama]

Forresten skriver hun et eller andet med, at den moderne generation vokser op med en holdning om, at de ikke skal lave andet, end det, der får deres hjerter til at føles som regnbuefarvede enhjørninger, og får dem til at skide skittles på bunker af skumfiduser.

Det kan godt lyde som et lidt irriterende menneske, hun beskriver. Men jeg kan i princippet ikke se noget i vejen for, at man kan have det sådan, og stadig overholde alle love, bidrage til samfundet og ikke gå i stykker, når man møder modgang. Og hvis man kan det, så vil jeg bare sige "More power to ya!". Jeg synes samfundet kunne blive rigere med flere af sådanne farvestrålende og kreative mennesker. "Hard work" er ikke for alle, og det synes jeg faktisk er i orden.

Det bliver i mine øjne lidt jantelovsagtigt og uovervejet-selvfølgeligt, hvis man uden videre synes, at det er et problem, at mennesker laver det (og kun det), som de synes er allermest fantastisk. Hvis man kan få det til at virke, så værsgo! :)