Oprettet August 16, 2014 Så blev det min tur til at skrive en lille beretning. Det hele startede fredag d. 18/7. Jeg vågnede ved at jeg havde lidt ondt i maven, men tænkte ikke nærmere over det. Men i løbet af dagen blev smerterne værre og værre. Hen ad eftermiddagen fik jeg slæbt mig ind i seng (var på daværende tidspunkt helt i knæ med tårer i øjnene), og ikke længe efter kom kæresten med sin computer, satte en film på, puttede mig og lagde sig ned ved siden af og holdt om mig. Vi faldt begge i søvn og da jeg vågnede var smerterne gået i sig selv igen. Men set i bakspejlet kan jeg nu sige at det var veer! Om lørdagen skete der ikke det vilde, vi tog en afslapningsdag og så lidt film i stuen, hen imod aften gik vi tidligt i seng da vi havde aftalt at vi ville se om vi ikke kunne tage til High Chaparral om søndagen. Natten imellem lørdag og søndag vågner jeg kl. 01.00-01.30 ved at sengen er helt våd. Jeg tænker i min træthedståge at jeg helt sikkert bare havde tisset i sengen, så jeg lister ud på toilettet og finder et bind (i tilfælde af at jeg skulle tisse igen), fandt et håndklæde til at ligge i senge og faldt derefter i søvn igen. Jeg vågner så igen kl. 03.30-04.00 ved at alt endnu en gang er gennemblødt. Denne gang finder jeg min mobiltelefon og går ud på toilettet for at ringe til fødegangen i Danmark (da jeg var i Sverige hos min kæreste). De spørger mig hvordan det gennemblødte bind ser ud, og vi snakker lidt sammen. Udfaldet bliver at hun syntes jeg skal tage forbi et sygehus og lige lade dem se på mig da det kunne være vandet som var gået. Jeg skulle dog ikke være urolig, for det var nok ingenting, men det er nu meget rart lige at blive tjekket som hun sagde. Så jeg går ind til kæresten og vækker ham, klokken er nu 04.30, og siger til ham at vi skal ned på hospitalet, for jeg vidste ikke om vandet var gået (følte mig lidt dum der, at jeg ikke anede om vandet var gået eller ej). Han går nærmest i panik og hopper op ad sengen og spørger om jeg er okay, jeg siger at alt er ok, men at jeg havde snakket med den danske fødegang og at de anbefalede mig at tage til sygehuset. Kæresten farer herefter rundt for at få tøj på, han spørger om vi skal pakke noget at tage med, men jeg afviser og siger at vi skal da hjem igen, der er jo lang tid til termin (22.09), så jeg skal overhovedet ikke føde endnu! Kl. 05.00 sætter vi os ud i bilen og kører (jeg kører selv skal det lige siges). Og ca. kl. 05.20 ankommer vi til sygehuset. Vi går ind i akutmodtagningen og min kæreste forklarer situationen. Damen i skranken bliver helt bleg og forklare hvor vi skal hen og spørger om jeg kan gå selv. Selvfølgelig kan jeg gå selv forklarer jeg, og vi trisser op på fødegangen. Her bliver vi mødt af en jordemoder som hilser pænt på os og siger at jeg skal ligge mig ind i en seng. Vi går ind på den anviste stue og jeg sætter mig på sengen. Efter nogle minutter kommer hun tilbage og siger at hun meget gerne vil se mit bind og foreslår at vi går ud på toilettet. Da vi kommer derud og jeg får bukserne af siger hun: "Det er vandet som er gået, jeg er nødt til at finde en læge som kan se på dig". I det øjeblik tænker jeg bare, det sker ikke, der er 10 uger til!! Jeg skal ikke føde endnu! Efter ca. 10 minutter bliver jeg vist ind til en læge som beder mig smække benene op, så vi kan se på sagerne. Her konstatere han at min livmoderhals kun er 12 mm. Jeg er dog ikke åben endnu, men han rekvirere en ambulance så jeg kan overflyttes til et andet hospital som kan tage imod så tidligt fødte børn. Jeg bliver mere og mere panisk da jeg endelig kommer tilbage i sengen, og min kæreste er nødt til at trøste mig. Imens vi sidder der, kommer der en sygeplejerske, først med noget lungemodner og bagefter lægger hun et drop i min hånd. Da det er gjort (efter 1 mislykket drop forsøg), kommer ambulancefolkene og kører mig ud i ambulancen. Og så drøner vi til Jönköping sygehus (kæresten er selvfølgelig med). Her bliver jeg installeret på en stue og får fortalt at jeg senere skal ind til en læge som vil foretage nogle skanninger og div. tests/undersøgelser. Jeg er ikke helt klar over hvor længe der går før jeg kommer ind til lægen. Også han konstatere at vandet er gået og at min livmoderhals stadigvæk kun er 12 mm. Han beordre mig sengeliggende og siger jeg skal tage det med ro og at kæresten skal hente mad og drikke til mig. Vi sendes herefter tilbage på stuen. Kæresten ringer til sin storebror som bor i Göteborg, og han kommer og henter ham for at han kan hente lidt ting derhjemme til mig. Mandag sker der ikke det store. Jeg får anden del af lungemodneren og de tager en masse blodprøver. De har desuden haft kontakt til Danmark og det skal besluttes i løbet af de næste par dage om jeg skal blive i Sverige eller transporteres til Danmark. Tirsdag starter med at veer. De sætter en CTG skanner på mig og de kan se at de tager til. Jeg får en sprøjte med vehæmmende medicin og det hjælper. Onsdag kommer veerne igen og jeg får endnu en sprøjte + at de tilkobler CTG skanneren igen. Denne gang hjælper indsprøjtningen ikke og efter nogle timer får jeg vehæmmende medicin i droppet, dette tager veerne. Senere samme dag kommer jeg ind til en ny læge, han siger at vandet IKKE er gået og de vil nu finde en måde hvorpå jeg kan blive transporteret til Danmark. Torsdag morgen får jeg af vide at jeg skal transporteres til Danmark via fly. Samme aften afhentes jeg af en ambulance og de kører mig til Göteborg lufthavn (med vehæmmende medicin i droppet). På vejen til lufthavnen skal jeg tisse mere og mere og da vi endelig ankommer til lufthavnen bliver jeg rullet ind i indgangshallen for at komme på toilettet. Jordemoderen er nødt til at gå med mig på toilettet for ar holde droppet og maskinen der styrer det hele. Hold da op det var svært at tisse! Herefter køres jeg tilbage til ambulancen og vi kører hen for at finde flyet. Her får vi af vide at det er forsinket, da det lige fik en anden tur. Imens vi holder der, ankommer der en ambulance mere med et lille barn i en kuvøse. De skal med det fly jeg også skal med, så vi venter lige en time mere. Ca kl. 22.30 er jeg installeret i flyet, og på vej imod Danmark. Jeg spørger her lægen hvor vi egentlig skal lande henne af og han siger han lige skal tjekke det med piloten. Efter 2 minutter siger han at de har fået åbnet den militære del af Karup og at det er der vi skal lande. Efter små 30 minutters flyvning lander vi i Karup og jeg bliver modtaget af 2 Falckreddere. De har ingen faciliteter til at have et drop kørende, så det skal jeg ligge med indtil vi ankommer til Herning sygehus. Her kommer jeg ind på en stue og får lidt at spise. Kl. 02.30 bliver jeg vist op på stue 19, men kan slet ikke falde i søvn. Men må da være blundet hen, for jeg bliver vækket af en laborant som skal tage en masse blodprøver kl. 07.30. Fredag er en lidt mærkelig dag. Er stadigvæk meget træt efter gårsdagens noget specielle hjemtransport og det er også dagen hvor der bliver foretaget en masse tests for at se hvordan jeg og babyen har det. Lørdag, søndag og mandag bliver der også taget blodprøver, ellers sker der ikke noget. Tirsdag bliver jeg sendt ned til en læge som skal måle min livmoderhals og se hvorvidt vandet er gået eller ej. Han konstatere at min livmoderhals stadigvæk er 12 mm og at vandet ikke er gået, men at jeg bare har rigtig meget udflåd. Så jeg bliver sendt hjem på 2 dages orlov og skal så komme tilbage torsdag for at få taget en blodprøve og nogle flere tests. Torsdag ankommer jeg og får taget de blodprøver jeg nu skal og går derefter over for at få foretaget den endelige test som skal afgøre hvorvidt vandet er gået eller ej. Jeg hilser pænt på den læge som skal undersøge mig og jeg sætter mig til rette med stængerne i vejret. Hun kigger kort på min undervogn og siger: "Det der er vandet som er gået, der er slet ingen tvivl. Men jeg tilkalder lige en anden læge, således at jeg ikke er den eneste der har set det". Da den anden læge ankommer konstatere hun det samme. Min livmoderhals bliver målt igen og den er nu nede på 7,5 mm. Jeg bliver beordret op på en stue og skal forholde mig totalt i ro. Jeg må ingenting bære og får derfor et rullebord til at transportere ting på, mad m.m. Lige inden jeg trisser op på stuen spørger jeg lægen hvor lang tid jeg skal regne med der går før jeg føder. Hun siger at det selvfølgelig ville være bedst at han blev derinde til uge 34 (var på daværende tidspunkt 32 + 2), men at jeg ikke skulle regne med meget mere end 4 dage til en uge maks. Fredag har jeg lidt plukkeveer, men de går i sig selv igen. Der kommer også en skylle fostervand 1 gang i løbet af dagen. Lørdag får jeg besøg af min mor, hun har taget lidt mad med til mig (da hun syntes det var synd at jeg kun skulle leve af hospitalsmaden). Hun ankommer omkring kl. 19 og tager afsted igen kl. 20. I dette tidsrum kommer der 2-3 skyller af fostervand og lige inden hun går tilslutter en jordemoder en CTG skanner. Jeg aftaler med min mor at jeg ringer til dem hvis der sker noget. Samtidig ringer jeg til kæresten og forklare situationen, men jeg mener ikke at han bør komme, da jeg jo ingen veer har. Han spørger gentagende gange om jeg er sikker, da det sidste tog fra Sverige afgår kl. 20.30. Jeg beroliger ham og siger at alt er fint. Omkring kl. 20.30 begynder jeg at få rigtige veer. Dette bekræfter CTG skanneren. Jordemoderen siger at jeg nok hellere må ringe til mine forældre, for nu går jeg altså i fødsel! Jeg skynder mig at ringe og de siger at de lige skal pakke en taske så kommer de. Den næste times tid tager veerne til og bliver mere regelmæssige. Ca. kl 22 ankommer mine forældre, veerne kommer nu med jævne mellemrum. Kl. 23 mærke jordemoderen på mig og kan konstatere at jeg er 2 cm åben. Igen kl. 00 mærker hun og jeg er nu 3 cm åben. Pga. vagtskifte får jeg en ny jordemoder, men på det tidspunkt har jeg så kraftige veer, at jeg ikke tænker mere over det, men hilser blot pænt på den nye jordemoder. Da klokken er hen imod 01 har jeg stort set ingen pauser imellem veerne, og den nye jordemoder siger at hun lige skal mærke hvor åben jeg er, her konstatere hun at jeg er helt åben. I panik ringer hun til operationsstuen og siger at vi kommer nu (de er bange for der skal ske ham noget, og vil derfor tage ham via et kejsersnit). De siger på operationsstuen at de ingen narkoselæge har, men at de vil sende bud efter ham. Kl. 01.30 ca. har jeg ve på ve uden pauser, og jordemoderen ringer og siger at nu er vi på vej, så de har bare at finde den narkoselæge lige nu! Jordemoderen siger at hun endnu en gang er nødt til at mærke, og siger at han er så langt nede at hun er nødt til at skubbe ham lidt op igen :o Få minutter senere kommer en portør for at køre mig til operationsstuen. Han løber med sengen og jordemoderen løber ved siden af og holder min hånd, bagved løber mine forældre. Flere gange skynder portøren på mine forældre og til sidst forklare min mor at hun altså har sclerose, og derfor ikke kan løbe, jeg siger at det er fint nok, vi skal nok nå det (set i bakspejlet er jeg list stolt af mig selv, ligger der med veer som ingen pauser har og jeg kan mærke at han bare presser på for at komme ud, og jeg er den ENESTE der tager det helt roligt). Endelig når vi operationsstuen og en masse mennesker kommer og hilser og forklare hvem de er. Jeg bliver bedt om at flytte mig fra sengen over op operationsbordet, men må lige bede om 2 minutter da jeg har en slem ve. Min jordemoder holder øje med mig, og da hun kan se at veen aftager beordre hun at jeg flytter mig nu. Jeg bliver herefter bedt om at sætte mig op, men benene på en elefantfod, og hvilken lettelse det var! Nu pressede han ikke længere så slemt. Imens jeg sidder der og bliver gjort klar til bedøvelsen i ryggen spørger narkoselægen om min vægt, det skal lige siges at en narkosesygeplejerske arbejder med droppet i min højre hånd, da det er ved at falde ud og hun kan derfor ikke tilslutte væsken, og samtidig taler jordemoderen til mig og fortæller at jeg bare skal tage det helt roligt og trække vejret dybt. Jeg tror den stakkels narkoselæge spørger mig 3 gange om min vægt, men jeg kan slet ikke finde overskuddet pga. de konstante veer til at svare ham. Men endelig får jeg bedøvelsen og hold da op, alle smerter forsvinder som dug for solen og jeg bliver lagt til rette på operationsbordet. Jeg får lagt et kateder og de tjekker om jeg kan mærke noget, herefter går de igang. Imens de arbejder kan jeg høre at lægerne snakker om at han er meget langt nede og de beder derfor jordemoderen om at skubbe ham op igen. Få minutter efter hører jeg en lille stemme græde og jeg ser lige kort min søn før børnelægen tager ham med ud i en kuvøse for at give ham ilt, i tilfælde af at han har brug for det. Her bliver han også målt og vejet. Straks efter bliver han kørt op på neonatalafdelingen. Imens bliver jeg syet sammen og kørt til opvågning. Efter små 2 timer der, bliver jeg kørt op til neonatalafdelingen og får lov at ligge hud mod hud for første gang med min søn. Han har ingen ilt eller noget, da han bare har det super godt. og ligger med ham en 2 timer før jeg er ved at falde i søvn og jeg bliver herefter kørt hen på min egen stue. Senere samme dag kommer kæresten og ser sin søn. Aldrig har jeg set så stolt og glad en far med sin søn. Og dette var så min meget lange beretning om hvordan Liam kom til verden d. 3/8-14, kl. 02.20. 46 cm og 2065 gram. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 16, 2014 Sikke da en omgang! :kram Stort tillykke :loveshower Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 16, 2014 Sikke da en omgang! :kram Stort tillykke :loveshower Mange tak :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 16, 2014 Naaah, sikke en fin lille dreng i maal og vaegt - stort tillykke :loveshower Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 16, 2014 Stort tillykke med jeres fine lille søn :hurra Sikke da et forløb, er lidt målløs over de havde så svært ved at finde ud af om vandet var gået. Og så syns jeg det er helt besynderligt at de venter til du er så langt i fødsel, hvis de alligevel har besluttet han skal tages med ks. Men du tog vist fusen på dem ved at være så hurtig. Håber du er ok ovenpå alt det, kan godt forstå du har haft brug for at skrive det ned for at få lidt overblik. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 16, 2014 Hold da op et forløb I har været igennem. Tillykke med jeres lille søn - håber I alle tre har det godt. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 16, 2014 Wauw for en omgang. Er godt nok også overrasket over de havde så svært ved at konstatere om vandet var gået... Hvordan har du det med det hele? Og hvordan har lillemanden det nu hvor han er født for tidligt? Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 16, 2014 sikke da en beretning! Du har godt nok været igennem en del. Stort tillykke med jeres fine lille fyr :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2014 Sikke en historie! lyder til du klarede det så sejt! Tillykke med ham! Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2014 Naaah, sikke en fin lille dreng i maal og vaegt - stort tillykke :loveshower Mange tak :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2014 Stort tillykke med jeres fine lille søn :hurra Sikke da et forløb, er lidt målløs over de havde så svært ved at finde ud af om vandet var gået. Og så syns jeg det er helt besynderligt at de venter til du er så langt i fødsel, hvis de alligevel har besluttet han skal tages med ks. Men du tog vist fusen på dem ved at være så hurtig. Håber du er ok ovenpå alt det, kan godt forstå du har haft brug for at skrive det ned for at få lidt overblik. Mange tak :) Det undre også mig at de havde så svært ved at finde ud af om vandet var gået eller ej. Men jeg tænker også at jeg tog fusen på dem alle ved at det lige pludselig gik så stærkt ;) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2014 Hold da op et forløb I har været igennem. Tillykke med jeres lille søn - håber I alle tre har det godt. Mange tak. Vi har det alle 3 rigtig godt :) Lægerne siger at han bare er en super stærk dreng der SÅ gerne vil livet! Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2014 Wauw for en omgang. Er godt nok også overrasket over de havde så svært ved at konstatere om vandet var gået... Hvordan har du det med det hele? Og hvordan har lillemanden det nu hvor han er født for tidligt? Jeg har det faktisk okay. Føler mig måske lidt snydt for de sidste 2 måneder, men når jeg ser på min søn ville jeg slet ikke undvære ham! Lillemanden har det rigtig godt. Han er bare så dygtig. Jeg er nemlig så uheldig at der ingen mælk kommer overhovedet, så vi har måtte gå over til flaske. Og her 2 uger efter hans fødsels drikker han selv 38 ml ud af 50 ml, resten får han så i sonden. I morgen skal han vejes, så det glæder jeg mig til, håber han har taget mere på end de sidste 2 gange han blev vejet Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2014 sikke da en beretning! Du har godt nok været igennem en del. Stort tillykke med jeres fine lille fyr :) Mange tak :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2014 Sikke en historie! lyder til du klarede det så sejt! Tillykke med ham! Mange tak :) Jeg fik i hvert fald af vide jeg gjorde det godt, så må hellere stole på jordemødrene ;) (og føler mig da også lidt stolt indeni!) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2014 Du er SÅ sej!!! :respekt Din søn vil ELSKE historien om flyet når han bliver større! Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2014 Fantastisk beretning, og godt at i alle har det godt. krydser fingre for at han har taget rigtig godt på, når han skal vejes. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2014 Du er SÅ sej!!! :respekt Din søn vil ELSKE historien om flyet når han bliver større! Mange tak ^_^ Det bliver i hvert fald sjovt at fortælle ham en dag, det er helt sikkert :P Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2014 Fantastisk beretning, og godt at i alle har det godt. krydser fingre for at han har taget rigtig godt på, når han skal vejes. Jeg skal nok lige opdatere tråden i morgen når han er blevet vejet. Krydser fingre i hvert fald! Det går dog fremad, de vil sætte ham på fri flaske fra i morgen af (i dagtimerne). Så han vil kun få resten i sonden om natten i tilfælde af at han ikke spiser op. Men som en sygeplejerske sagde, der vil ikke gå længe før han finder ud af at han selv skal spise op om natten :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2014 Hold da op for en omgang! :o men hvor har du bare klaret det flot! Og så uden at have din mand ved din side (lidt ærgerligt for ham). Hvor er det dejligt at høre at lillemanden har det så godt på trods af en så for tidlig fødsel :) Tillykke med ham! Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2014 Og må vi ikke se et billede af den lille supermand? ;) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2014 Skal nok lige uploade et når hospitalets internet virker ordentligt igen Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 18, 2014 hold da op for en omgang - lyder til at du klarede det rigtig flot! :respekt Stort tillykke med jeres lille dreng! Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 19, 2014 hold da op for en omgang - lyder til at du klarede det rigtig flot! :respekt Stort tillykke med jeres lille dreng! Takker mange gange :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 19, 2014 *missing link* Håber linket virker, ellers må I lige sige til :) Han vejede forresten 2080 gram den anden dag, men han skal vejes igen i morgen. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
