Slår igen og igen

[Kamillawn]

Jeg hæver også spontant stemmen i farlige situationer som du beskriver. Og så gør jeg det hvis hun slår mig flere gange i træk, men måske skal jeg gøre det konsekvent hver gang? Altså, jeg råber ikke, men hæver stemmen med en fast og bestemt tone!

Måske hun bare tester, ja....

Synes heller ikke man skal råbe :)

Jeg stiller jo egentlig et spørgsmål. Fordi jeg kan fornemme at nogle taler for at hæve stemmen og andre er imod.

Som udgangspunkt er jeg også meget pro, at forstå hvad der foregår inde i deres små hoveder. Men jeg tror vitterligt også at de nogle gange bare søger grænserne og tester os af, hvordan skulle de ellers finde ud af hvor grænsen går?

Og nogle ting er bare så alvorligt og over grænsen at det kræver en kraftigere reaktion end normalt.

Det er mine tanker.

[Ihpets-mortilto]

Må jeg spørge hvorfor?

Jeg skrev "jeg" med stort, fordi det er MIN holdning.

Jeg tror ikke man skal tage det at børn slår særlig bogstaveligt. Som Fie Hørby skriver, så skal børn oversættes, altså man skal finde ud af hvad de prøver at sige men ikke kan.

Hvis nu det var dig der slog (eller jo faktisk sagde, som voksne gør fordi vi kan), ville jeg sige i normalt toneleje: Maja jeg vil ikke have du slår mig (taler grimt, what ever), har du en ide om hvorfor du gør det? Jeg ville jo aldrig hæve stemmen over for en voksen, så HVORFOR skulle jeg gøre det overfor børn?

William slår nogle gange ud efter mig når han bliver sur. Jeg siger "jeg vil ikke have du slår" og fjerner hans hånd/hjælper ham væk.

Jeg skal selv minde mig om det, jeg er IKKE opvokset på den måde som jeg vil være forældre. Jeg har snerret, små råbt, og sagt dumme ting. Men jeg øver mig.

[Bamse&Kylling]

Synes heller ikke man skal råbe :)

Jeg stiller jo egentlig et spørgsmål. Fordi jeg kan fornemme at nogle taler for at hæve stemmen og andre er imod.

Som udgangspunkt er jeg også meget pro, at forstå hvad der foregår inde i deres små hoveder. Men jeg tror vitterligt også at de nogle gange bare søger grænserne og tester os af, hvordan skulle de ellers finde ud af hvor grænsen går?

Og nogle ting er bare så alvorligt og over grænsen at det kræver en kraftigere reaktion end normalt.

Det er mine tanker.

Jeg er enig! De skal jo lige lære grænserne osv. 

Mon ikke AB bare er inde i en grænsesøgende fase som (forhåbentlig) snart er ovre :)

[Bamse&Kylling]

Jeg skrev "jeg" med stort, fordi det er MIN holdning.

Jeg tror ikke man skal tage det at børn slår særlig bogstaveligt. Som Fie Hørby skriver, så skal børn oversættes, altså man skal finde ud af hvad de prøver at sige men ikke kan.

Hvis nu det var dig der slog (eller jo faktisk sagde, som voksne gør fordi vi kan), ville jeg sige i normalt toneleje: Maja jeg vil ikke have du slår mig (taler grimt, what ever), har du en ide om hvorfor du gør det? Jeg ville jo aldrig hæve stemmen over for en voksen, så HVORFOR skulle jeg gøre det overfor børn?

William slår nogle gange ud efter mig når han bliver sur. Jeg siger "jeg vil ikke have du slår" og fjerner hans hånd/hjælper ham væk.

Jeg skal selv minde mig om det, jeg er IKKE opvokset på den måde som jeg vil være forældre. Jeg har snerret, små råbt, og sagt dumme ting. Men jeg øver mig.

Jeg er til dels enig. 

Hvis et voksent menneske slog mig, ville jeg også hæve stemmen og meget bestemt sige, at jeg ikke ville have det!

 

Jo mere jeg tænker over det, jo mere tilbøjelig er jeg til at tro på, at AB er inde i en grænsesøgende periode og det er helt tydeligt, at det ikke virker at sige "jeg vil ikke have du slår" i et helt almindeligt toneleje. Det er først, når jeg hæver stemmen en lille smule at hun stopper. Hvis hun derimod piller ved noget (oftest på besøg hos andre), kan jeg sagtens sige "den er flot, men skal blive stående på sin plads.." eller what ever, hvor hun lytter og reagerer efter det.

AB kan jo godt snakke og er generelt rigtig god til at be om hjælp, sige stop, nej osv. - altså markere sine egne grænser. 

[Bamse&Kylling]

 

PS. Jeg har også indtil nu været af samme overbevisning som dig og er det jo i bund og grund stadig. Jeg håber, det kan virke for dig på længere sigt og at W lytter til dig i almindeligt toneleje :) Her går den bare ikke længere, dog kun i slå tilfældene (indtil videre).

[Kamillawn]

PS. Jeg har også indtil nu været af samme overbevisning som dig og er det jo i bund og grund stadig. Jeg håber, det kan virke for dig på længere sigt og at W lytter til dig i almindeligt toneleje :) Her går den bare ikke længere, dog kun i slå tilfældene (indtil videre).

Det er nøjagtigt det samme her :)

[tazdiginez]

Selvfølgeligt skal du da behandle dit barn som et individ og ikke råbe af det.

Jeg taler oftest til Maliva, som jeg vil til enhver anden - dog med forbehold for at hun er et barn og dermed ikke forstår forklaringer; så jeg taler i korte "konstateringer" nærmest :P

Men, når hun slår i et tantrum, selvom jeg bevarer roen og fokus på hende; så hæver jeg altså stemmen - og jeg ville nok være en anelse mere vred hvis enhver anden slog mig. ;)

[millivanilli]

Jeg tror generelt, at det er vigtigt at reagere i forhold til barnet. Dvs. at nogle børn har behov for, at man hæver stemmen når det er meget vigtigt at de stopper, mens andre kan klare sig med at det bliver sagt i almindeligt toneleje. Hvis man ofte/hele tiden hæver stemmen, og barnet reagerer med at blive bange og ked af det, så bør man vel revurdere sin taktik. Samtidigt er det også vigtigt at børn lærer, at forældre også er mennesker med følelser, og kan blive vrede og sure, uden at det er FARLIGT, og uden at det betyder, at verden raser sammen.

 

Selv er jeg vokset op i et meget pædagogisk korrekt hjem, med konfliksky forældre der nærmest blev bange hvis en af os børn viste vrede og temperament. Som resultat kan jeg ikke lide når folk bliver sure/vrede, har svært ved at vise min egen vrede, og bliver i stedet ked af det og græder, når jeg jo egentligt bare vil sige, at jeg er utilfreds/sur/skuffet/vred. DET har faktisk lidt været en hæmsko for mig, selv om jeg nu er ved at lære, at udtrykke vrede og surhed. Synes det er enormt vigtigt at børn lærer, at voksne ikke er robotter, at ALLE følelser er ok, men at det SELVSAGT er adfærd der ikke er ok, som at slå.

 

I øvrigt er jeg enig i dem der siger, at man kan forsøge sig med at se barnets adfærd som kommunikation. Man kan dog ikke VIDE hvad barnet forsøger at sige, ofte ved vel barnet det hellere ikke selv. Hvis det er tydeligt, at barnet er vredt, for eksempel over at det skal puttes, og derfor slår, så kan man sige: "Jeg kan se og høre, at du er vred/utilfreds/sur, og det er ok. Men jeg vil IKKE have, at du slår!"

[Guest]

"Må" man aldrig hæve stemmen?

Som udgangspunkt hæver vi aldrig stemmen, men når hun gør noget hun virkelig ikke må, og som kan være farligt - i nærheden af varmt komfur/ovn, slår os, slår lillesøster som stadig ikke kan slå igen. Så kan vi altså godt hæve stemmen.

Det har ikke altid noget at gøre med at "hun har noget på hjertet", nogle gange tester hun altså bare, og der synes jeg altså at hun skal have klar besked

:ditto

For mig handler det om at få sat grænser. I 90% af situationerne er det slet ikke nødvendigt at hæve stemmen, men lige præcis at slå, sparke m.m. Er jeg ret firkantet. Handlingen er ukonstruktiv/forkert/uhensigtsmæssig og SKAL stoppe, så kan vi arbejde på grunden bagefter og skille tingene ad. At slå skal aldrig være en vej til en løsning, altså i barnets øjne. Mie skal ikke tro at det at slå = (positiv) opmærksomhed eller at få sin vilje.

Jeg ved godt hvad grunden er lige nu, så det arbejder vi på, men i situationen reagerer jeg på handlingen i sig selv.

[Pumpkins]

Karla har også en tendens til at slå, ofte hænger det stæt sammen at hendes grænser bliver overskredet.

Fx hvis hun slår andre børn, har det i alle de tilfælde jeg har set, handlet om at de er kommet for tæt på. Hun er ret bevidst om hendes "personal space" og kan ikke lide hvis folk hun ikke kender så godt, kommer for tæt på, fx hvis et andet barn vil kramme hende, og hun ikke har lyst. Så kan hun godt finde på at slå.

Vi kan godt opleve at blive slået eller revet etc. Hvis vi gør noget hun ikke vil, fx børster hendes tænder når hun ikke vil, eller siger nej til at hun må få noget, hun gerne vil have.

Vi har været meget bestemte overfor at vi ikke vil have det. Men samtidig har vi (og vuggestuen når hun er der) lært hende at håndtere situationen anderledes. Fx med bestemt at sige "nej! Jeg vil ikke have at du slår!" Og så forklaret hende, at hun skal sige "stop" og vise med hånden, at hun ikke vil have det.

Det har faktisk virket liiidt for godt - nu får jeg tit "hånden" og en bestemt ordre, når jeg fx gerne vil give hende ble på, og hun selv vil :D

Min pointe er at vi har været bestemte, men også givet hende et alternativ til at slå, så hun lærer at det er forkert at slå, men samtidig lærer hvordan man skal gøre i stedet :)

[Bamse&Kylling]

Karla har også en tendens til at slå, ofte hænger det stæt sammen at hendes grænser bliver overskredet.

Fx hvis hun slår andre børn, har det i alle de tilfælde jeg har set, handlet om at de er kommet for tæt på. Hun er ret bevidst om hendes "personal space" og kan ikke lide hvis folk hun ikke kender så godt, kommer for tæt på, fx hvis et andet barn vil kramme hende, og hun ikke har lyst. Så kan hun godt finde på at slå.

Vi kan godt opleve at blive slået eller revet etc. Hvis vi gør noget hun ikke vil, fx børster hendes tænder når hun ikke vil, eller siger nej til at hun må få noget, hun gerne vil have.

Vi har været meget bestemte overfor at vi ikke vil have det. Men samtidig har vi (og vuggestuen når hun er der) lært hende at håndtere situationen anderledes. Fx med bestemt at sige "nej! Jeg vil ikke have at du slår!" Og så forklaret hende, at hun skal sige "stop" og vise med hånden, at hun ikke vil have det.

Det har faktisk virket liiidt for godt - nu får jeg tit "hånden" og en bestemt ordre, når jeg fx gerne vil give hende ble på, og hun selv vil :D

Min pointe er at vi har været bestemte, men også givet hende et alternativ til at slå, så hun lærer at det er forkert at slå, men samtidig lærer hvordan man skal gøre i stedet :)

Tak for dit input. Det vil jeg helt klart prøve at gøre, altså give hende et alternativt.

Jeg synes ellers hun er rigtig god til at sige nej og stop, men der skal vist lidt mere vejledning til nu :)

[tazdiginez]

Orv ja!

Vi har også lært Maliva at lave stop-tegnet og sige stop og når jeg tænker over det, så hjalp det faktisk en del i starten.

[louisevibe]

Jeg har også brugt top-tegnet rigtig meget, især da jeg var i praktik i vuggestue. Det er især godt til de børn, som intet sprog har :)

[Pandamoren]

Hmmm, der er mange meninger her. Og det er spændende.

 

Problemet med "slå-handlinger", er at de er tabu, idet vold anses som et barn der er i mistrivsel.

 

Derfor reagerer en del forældre ofte langt mere voldsomt end normalt. Nogle børn ser denne overreaktion som spændende og resultatet er, at barnet gør det igen og igen. Andre børn bliver bange for denne reaktion og slår aldrig igen. Jeg bryder mig ikke om, at opdrage med sidstnævnte for øje. At mit barn skal ændre adfærd pga. frygt, henleder mig tilbage til engang hvor børneopdragelse var lig med kæft trit og retning.

 

Derfor jeg vil sige, nej, man bør aldrig råbe af sit barn. Børn bliver bange og utrygge. Mister tillid, som er svær at genoprette. Hvis man kommer til at råbe, være for bestemt i sin behandling af børnene (fx. sætte dem hårdt ned eller lignende), så kræver det ( i min verden i ordentlig undskyldning), også selvom barnet har slået.

 

 

 

Der er en vis snak om grænser. "Man skal sætte grænser for sit barn" - Hvorfor? spørger jeg så.

 

Et barn har brug for forældrenes grænser. Ikke at blive sat grænser for. Et barn vil med tiden lære at visse reaktioner og adfærdsmønstre ikke ses i familien, ikke bifaldes i familien, men at andre meget mere hensigtsmæssige handlemønstre gør.

 

 

 

 

 

Derfor Kamilla, vil mit bedste bud være:

 

Hun har set nogle andre børn i dagplejen slå hinanden i forskellige situationer. (fordi hendes handling kommer ud i det blå)

 

Hun prøver den handling af på dig.

 

 

 

 

 

Mit råd.

 

Snak med dagplejen, om at de skal være opmærksomme på alle børnenes adfærd derhenne i forhold til at slå/bide ect, og få det italesat.

 

Tegn en tydelig streg i sandet, som er en markering af DIN grænse, når hun slår dig: Kom ned i hendes højde. Kig hende i øjnene og sig roligt men bestemt (og du må gerne se sur ud, for det er en normal reaktion, når der er noget man ikke bryder sig om), at "her i familien slår vi ikke hinanden" eller "jeg vil ikke have, du slår mig".

 

 

 

Umiddelbart bagefter er det vigtigt, du får en anden kontakt som er mere blid, hvor du kort forklarer at (lad os sige hun slog ud i det blå), "hvis du gerne vil fortælle mig/mor noget, så må du sige det til mig,istedet for at slå. For jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe dig". Og afslut med at i bliver gode venner igen. :)

 

 

 

Jeg har kun oplevet Anna slå to gange, da hun var omkring 1 år. Det "løste" jeg på ovenstående måde. Jeg havde selv set med mine egne øjne i dagplejen, at der var en dreng der kunne finde på at slå, så jeg er ret sikker på, det er der hun har opstøvet det ;) Heldigvis er vores dpmor meget opmærksom på det, og det skal til.

[Camillat]

Jeg er meget enig i ovenstaaende og at det er ens egen personlige graense, der skal tegnes op for sit barn. Det er jo graenseoverskridende at blive slaaet, saa dermed maa man godt reagere med nej, surt ansigt, en standsning heraf paa ikke-voldelig vis. Som udgangspunkt soeger jeg ogsaa at forklare kort, men godt, og saa at blive gode venner og fortaelle Noah, at vi elsker hinanden, selvom vi er sure og ikke maa slaa. Det er ogsaa hensigtmaessigt at vare i oejenhoejde med Noah og at faa hans oejenkontakt/opmaerksomhed, naar jeg taler med ham om vigtige ting. 

 

IMO er det ogsaa graenseoverskridende at blive raabt vredt af, saa det synes jeg er ganske unoedvendigt, men en bestemt stemme kan bruges og derudover er der den meget vrede og haevede STEMME. STEMMEN kommer kun i brug her i tilfaelde af fare - f.eks. igaar, hvor Noah havde faaet fat i en bilnoegle og stak den ind i en stikkontakt. DET er farligt og han tog den ikke ud/stoppede ved almindelig tale - saa kom STEMMEN ved tredje italesaettelse og han blev vildt ked af det med graad. Derefter stopper han naturligvis, men jeg ved, at han har et stort behov for naerhed og troest, samt en forklaring paa, at stemmen kom og en stor kaerlighederklaring, som kan rette op paa den skade, stemmen lige har gjort paa ham. Jeg har det ikke godt med at bruge stemmen, men jeg har det vaerre med at lade ham faa stoed...

 

Hans slaaen efter os er blevet til skub nu og han er meget mere bevidst om, at han ikke behoever goere mere. En fremmed mand roerte idag ved ham nede i familierummet og Noah sagde NO og skubbede hans haand vaek, saa sagde han "det er ikke din" med loeftet pegefinger ;) 

[Guest]

Jeg vil godt slå fast at jeg ALDRIG har råbt af mit barn (dårlig formulering med "halv-råbte" i know) jeg HÆVER stemmen - så kan vi ikke få diskussionen om hvorvidt man råber af sit barn smidt af helvede til? Det giver tråden et forkert fokus - det handler om hvordan Kami skal agere i forhold til når Anbabella slår! JEG foreslår ikke at hun råber, jeg FORTÆLLER at det HER virker at hæve stemmen.

Jeg vil slå fast at jeg bestemt ikke mener at det er et tegn på mistrivsel at fx Mie slår - det er et tegn på udvikling! Men jeg mener STADIG at uhensigtsmæssig adfærd skal stoppes.

Jeg havde egentlig skrevet en hel masse andet, men det er uden betydning fordi vi jo aldrig bliver enige og ligegyldig hvordan jeg formulerer mig kommer jeg til at lyde enten sur og urokkelig eller som om jeg forsvarer min måde at gøre tingene på og det behøver jeg ikke. Dem spm kender mig IRL ville aldrig betegne mig som skrap, sur eller en der tromler mit barn.

Nå tilbage til emnet!

Hvordan går det Kami? Er du kommet frem til en måde der virker/du tror der vil virke for AB?

[Guest]

Synes heller ikke man skal råbe :)

Jeg stiller jo egentlig et spørgsmål. Fordi jeg kan fornemme at nogle taler for at hæve stemmen og andre er imod.

Som udgangspunkt er jeg også meget pro, at forstå hvad der foregår inde i deres små hoveder. Men jeg tror vitterligt også at de nogle gange bare søger grænserne og tester os af, hvordan skulle de ellers finde ud af hvor grænsen går?

Og nogle ting er bare så alvorligt og over grænsen at det kræver en kraftigere reaktion end normalt.

Det er mine tanker.

Jeg tror vi er meget enige ;)

[Pandamoren]

Jeg vil godt slå fast at jeg ALDRIG har råbt af mit barn (dårlig formulering med "halv-råbte" i know) jeg HÆVER stemmen - så kan vi ikke få diskussionen om hvorvidt man råber af sit barn smidt af helvede til? Det giver tråden et forkert fokus - det handler om hvordan Kami skal agere i forhold til når Anbabella slår! JEG foreslår ikke at hun råber, jeg FORTÆLLER at det HER virker at hæve stemmen.

Jeg vil slå fast at jeg bestemt ikke mener at det er et tegn på mistrivsel at fx Mie slår - det er et tegn på udvikling! Men jeg mener STADIG at uhensigtsmæssig adfærd skal stoppes.

Jeg havde egentlig skrevet en hel masse andet, men det er uden betydning fordi vi jo aldrig bliver enige og ligegyldig hvordan jeg formulerer mig kommer jeg til at lyde enten sur og urokkelig eller som om jeg forsvarer min måde at gøre tingene på og det behøver jeg ikke. Dem spm kender mig IRL ville aldrig betegne mig som skrap, sur eller en der tromler mit barn.

Nå tilbage til emnet!

Hvordan går det Kami? Er du kommet frem til en måde der virker/du tror der vil virke for AB?

Jamen du behøver ikke forklare, for det jeg skriver, var slet ikke møntet dig eller nogen anden. Det var min holdning/forklaring ect.i forhold til det tråden handlede om, og det der blev debatteret, og fordi Kamillalawn spurgte retorisk. Derfor ville jeg give mit besyv med og fordi der hersker een eller anden teori omkring at hvis et barn udfolder sig lidt for fysisk, så skal der SÆTTES GRÆNSER FOR BARNET. Det er jeg uenig i.

 

Jeg synes altså ikke tråden får et forkert fokus af min holdning...for jeg mener vitterligt ikke det er nødvendigt eller gavnligt for udviklingen at råbe eller hæve stemmen overfor sit barn. Desuden bliver det en balancegang imellem hvornår er nok nok.

 

 

 

 

Vi kan sagtens være enige om, at man kan "komme til" at hæve stemmen/råbe overfor/til sit barn i situationer hvor der enten er fare på færde, at man er fuldstændig udkørt mentalt/fysisk ect.

 

 

MEN i min verden bør det ALDRIG være en strategi man "kører efter" for at få barnet til at "rette ind".

[Guest]

Jeg skrev "jeg" med stort, fordi det er MIN holdning.

Jeg tror ikke man skal tage det at børn slår særlig bogstaveligt. Som Fie Hørby skriver, så skal børn oversættes, altså man skal finde ud af hvad de prøver at sige men ikke kan.

Hvis nu det var dig der slog (eller jo faktisk sagde, som voksne gør fordi vi kan), ville jeg sige i normalt toneleje: Maja jeg vil ikke have du slår mig (taler grimt, what ever), har du en ide om hvorfor du gør det? Jeg ville jo aldrig hæve stemmen over for en voksen, så HVORFOR skulle jeg gøre det overfor børn?

William slår nogle gange ud efter mig når han bliver sur. Jeg siger "jeg vil ikke have du slår" og fjerner hans hånd/hjælper ham væk.

Jeg skal selv minde mig om det, jeg er IKKE opvokset på den måde som jeg vil være forældre. Jeg har snerret, små råbt, og sagt dumme ting. Men jeg øver mig.

Jeg er til dels enig.

Hvis et voksent menneske slog mig, ville jeg også hæve stemmen og meget bestemt sige, at jeg ikke ville have det!

Jo mere jeg tænker over det, jo mere tilbøjelig er jeg til at tro på, at AB er inde i en grænsesøgende periode og det er helt tydeligt, at det ikke virker at sige "jeg vil ikke have du slår" i et helt almindeligt toneleje. Det er først, når jeg hæver stemmen en lille smule at hun stopper. Hvis hun derimod piller ved noget (oftest på besøg hos andre), kan jeg sagtens sige "den er flot, men skal blive stående på sin plads.." eller what ever, hvor hun lytter og reagerer efter det.

AB kan jo godt snakke og er generelt rigtig god til at be om hjælp, sige stop, nej osv. - altså markere sine egne grænser.

Jeg er enig! Mie er rigtig god og bliver stadig bedre til at få forklaret sig. Som hos dig er der også forskel på situationerne i 99% af tilfældene er der jo INGEN grund til at hæve stemmen.

[Kamillawn]

Jamen du behøver ikke forklare, for det jeg skriver, var slet ikke møntet dig eller nogen anden. Det var min holdning/forklaring ect.i forhold til det tråden handlede om, og det der blev debatteret, og fordi Kamillalawn spurgte retorisk. Derfor ville jeg give mit besyv med og fordi der hersker een eller anden teori omkring at hvis et barn udfolder sig lidt for fysisk, så skal der SÆTTES GRÆNSER FOR BARNET. Det er jeg uenig i.

Jeg synes altså ikke tråden får et forkert fokus af min holdning...for jeg mener vitterligt ikke det er nødvendigt eller gavnligt for udviklingen at råbe eller hæve stemmen overfor sit barn. Desuden bliver det en balancegang imellem hvornår er nok nok.

Vi kan sagtens være enige om, at man kan "komme til" at hæve stemmen/råbe overfor/til sit barn i situationer hvor der enten er fare på færde, at man er fuldstændig udkørt mentalt/fysisk ect.

MEN i min verden bør det ALDRIG være en strategi man "kører efter" for at få barnet til at "rette ind".

Men det er vel også min egen grænse jeg markerer ved at sige "Jeg vil IKKE have du slår"?

Hvorfor er det krænkende for barnet at ligge tryg på "IKKE"?

[Bamse&Kylling]

Hmmm, der er mange meninger her. Og det er spændende.

 

Problemet med "slå-handlinger", er at de er tabu, idet vold anses som et barn der er i mistrivsel.

 

Derfor reagerer en del forældre ofte langt mere voldsomt end normalt. Nogle børn ser denne overreaktion som spændende og resultatet er, at barnet gør det igen og igen. Andre børn bliver bange for denne reaktion og slår aldrig igen. Jeg bryder mig ikke om, at opdrage med sidstnævnte for øje. At mit barn skal ændre adfærd pga. frygt, henleder mig tilbage til engang hvor børneopdragelse var lig med kæft trit og retning.

 

Derfor jeg vil sige, nej, man bør aldrig råbe af sit barn. Børn bliver bange og utrygge. Mister tillid, som er svær at genoprette. Hvis man kommer til at råbe, være for bestemt i sin behandling af børnene (fx. sætte dem hårdt ned eller lignende), så kræver det ( i min verden i ordentlig undskyldning), også selvom barnet har slået.

 

 

 

Der er en vis snak om grænser. "Man skal sætte grænser for sit barn" - Hvorfor? spørger jeg så.

 

Et barn har brug for forældrenes grænser. Ikke at blive sat grænser for. Et barn vil med tiden lære at visse reaktioner og adfærdsmønstre ikke ses i familien, ikke bifaldes i familien, men at andre meget mere hensigtsmæssige handlemønstre gør.

 

 

 

 

 

Derfor Kamilla, vil mit bedste bud være:

 

Hun har set nogle andre børn i dagplejen slå hinanden i forskellige situationer. (fordi hendes handling kommer ud i det blå)

 

Hun prøver den handling af på dig.

 

 

 

 

 

Mit råd.

 

Snak med dagplejen, om at de skal være opmærksomme på alle børnenes adfærd derhenne i forhold til at slå/bide ect, og få det italesat.

 

Tegn en tydelig streg i sandet, som er en markering af DIN grænse, når hun slår dig: Kom ned i hendes højde. Kig hende i øjnene og sig roligt men bestemt (og du må gerne se sur ud, for det er en normal reaktion, når der er noget man ikke bryder sig om), at "her i familien slår vi ikke hinanden" eller "jeg vil ikke have, du slår mig".

 

 

 

Umiddelbart bagefter er det vigtigt, du får en anden kontakt som er mere blid, hvor du kort forklarer at (lad os sige hun slog ud i det blå), "hvis du gerne vil fortælle mig/mor noget, så må du sige det til mig,istedet for at slå. For jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe dig". Og afslut med at i bliver gode venner igen. :)

 

 

 

Jeg har kun oplevet Anna slå to gange, da hun var omkring 1 år. Det "løste" jeg på ovenstående måde. Jeg havde selv set med mine egne øjne i dagplejen, at der var en dreng der kunne finde på at slå, så jeg er ret sikker på, det er der hun har opstøvet det ;) Heldigvis er vores dpmor meget opmærksom på det, og det skal til.

Det med grænser er jeg meget enig i. Jeg føler hvert fald også at det er mine grænser jeg sætter, at jeg ikke vil have det, det gør ondt osv..

 

Pudsigt du nævner det med DP. Da jeg hentede AB i dag, slog den ene dreng den anden lige i ansigtet så han stak i et hyl. Jeg havde givet AB jakke på og forklarede hende, at det gør ondt når man slår og den anden bliver ked af det. Hun så meget alvorligt ud og ked ud af det på drengens vegne. 

Jeg ville ikke lige spørge ind til at det slåeri i dag, men jeg fik da et tydeligt indblik i, hvad DP gør og hun reagerer på det uden at hæve stemme - så langt så godt.

Herhjemme, hvor hun slog i dag, spurgte jeg efterfølgende, om der er nogle hos DP der slår, hvor hun nikkede. Jeg forklarede, at herhjemme slår vi ikke osv.. 

Dog gjorde hun det meget igen, da hun skulle sove - og hun nikker skaller!! Jeg bliver vanvittig!!

 

Jeg går ned i øjenhøjde, når jeg taler til hende, men oftest slår hun videre, når jeg taler og så føler jeg mig nødsaget til at holde hendes arme, hvor hun så nikker skaller. Jeg kan ikke få talt ud eller få hende til at sige, hvad hun rigtigt mener, uden at holde hende :(

[Bamse&Kylling]

Jeg er meget enig i ovenstaaende og at det er ens egen personlige graense, der skal tegnes op for sit barn. Det er jo graenseoverskridende at blive slaaet, saa dermed maa man godt reagere med nej, surt ansigt, en standsning heraf paa ikke-voldelig vis. Som udgangspunkt soeger jeg ogsaa at forklare kort, men godt, og saa at blive gode venner og fortaelle Noah, at vi elsker hinanden, selvom vi er sure og ikke maa slaa. Det er ogsaa hensigtmaessigt at vare i oejenhoejde med Noah og at faa hans oejenkontakt/opmaerksomhed, naar jeg taler med ham om vigtige ting. 

 

IMO er det ogsaa graenseoverskridende at blive raabt vredt af, saa det synes jeg er ganske unoedvendigt, men en bestemt stemme kan bruges og derudover er der den meget vrede og haevede STEMME. STEMMEN kommer kun i brug her i tilfaelde af fare - f.eks. igaar, hvor Noah havde faaet fat i en bilnoegle og stak den ind i en stikkontakt. DET er farligt og han tog den ikke ud/stoppede ved almindelig tale - saa kom STEMMEN ved tredje italesaettelse og han blev vildt ked af det med graad. Derefter stopper han naturligvis, men jeg ved, at han har et stort behov for naerhed og troest, samt en forklaring paa, at stemmen kom og en stor kaerlighederklaring, som kan rette op paa den skade, stemmen lige har gjort paa ham. Jeg har det ikke godt med at bruge stemmen, men jeg har det vaerre med at lade ham faa stoed...

 

Hans slaaen efter os er blevet til skub nu og han er meget mere bevidst om, at han ikke behoever goere mere. En fremmed mand roerte idag ved ham nede i familierummet og Noah sagde NO og skubbede hans haand vaek, saa sagde han "det er ikke din" med loeftet pegefinger ;)

Jeg råber skam heller ikke, men taler med fast let hævet stemme. Som jeg lige skrev til Pandamoren, så kan jeg simpelthen ikke nå igennem uden jeg også holder AB's arme samtidig. Hun virker dog fuldstændig upåvirket af det jeg siger og reagerer ikke med tårer eller andet, som du beskriver Noah gør..

[Pandamoren]

Men det er vel også min egen grænse jeg markerer ved at sige "Jeg vil IKKE have du slår"?

Hvorfor er det krænkende for barnet at ligge tryg på "IKKE"?

Ja, det er jeg netop det, jeg skriver. ;)

 

Det handler blot om at jeg synes formuleringen og muligvis også handlinger bag "der skal sættes grænser for et barn", er forkert.

 

Et barn har ikke brug for at blive sat noget "for". Et barn har brug for forældre der har selvværd og kender deres grænser. I sådanne tilfælde er det ikke nødvendigt at hæve stemmen eller råbe. 

 

Men man kan komme til at hæve stemmen/råbe. Og det er en anden snak.

 

 

TIl det sidste du skriver, så har jeg aldrig skrevet det. Du hæver vel heller ikke stemmen ved at sige ikke eller?

 

Altså hæver stemmen for mig er blot et andet ord for at skælde ud. Man kan godt sige noget bestemt men roligt. Men som jeg skrev tidligere er det jo svært at finde ud af hvordan barnet har det, i de mellemværender. Hvor lidt og hvor meget skal der til, før barnet bliver krænket?

 

Så for mig at se: Better be safe than sorry.

 

Og det handler om hvilken strategi der skal lægges for, at AB lærer nogle nye og bedre kontaktmetoder, og der mener jeg udgangspunktet er lidt tabt, hvis man bare mener, at "hæve stemmen/råbe" altid er vejen frem, når barnet søger forældrenes grænser. :)

[Bamse&Kylling]

Nå tilbage til emnet!

Hvordan går det Kami? Er du kommet frem til en måde der virker/du tror der vil virke for AB?

Tjae, jeg ved ikke rigtig. Jeg er nødt til at holde hendes arme, fordi hun bliver ved med at slå imens jeg taler. Når jeg holder armene nikke hun skaller. Så jeg skal enten undvige, holde hende væk fra mig eller holde hende "fast" nærmest (lyder voldsommere end det er), imens jeg siger jeg ikke vil have det. 

Jeg lægger ekstra tryk på IKKE og siger især det ord med fast let hævet stemme, men uden at råbe. Jeg har virkelig skulle hive mig selv i nakken for ikke at råbe, hold fast hvor jeg synes det er hårdt at hun slår sådan!!

 

Når hun stopper med at slå, prøver jeg at spørge ind til, hvad hun prøver at sige og vi har fundet frem til noget alle gange i dag - så der er måske en mening med galskaben ;) 

F.eks. måtte hun ikke få en banan LIGE da vi skulle spise aftensmad, så der blev hun sur og slog - vi nåede sammen frem til, at hun var sur, fordi hun gerne ville have bananen og hun slog ikke mere.

Ligeledes ville hun have mere på sin tallerken da vi spiste, hvor hun vælger at slå mig i stedet for at be om mere (som hun ellers altid bare be'r om).

 

Så jeg tror, det er rette teknik at få sporet ind på det, hun prøver at sige/vise og så er mit håb, at hun snart starter med at sige det i stedet for at slå..?

Lyder det helt ved siden af at håbe det? 

[Bamse&Kylling]

Ja, det er jeg netop det, jeg skriver. ;)

 

Det handler blot om at jeg synes formuleringen og muligvis også handlinger bag "der skal sættes grænser for et barn", er forkert.

 

Et barn har ikke brug for at blive sat noget "for". Et barn har brug for forældre der har selvværd og kender deres grænser. I sådanne tilfælde er det ikke nødvendigt at hæve stemmen eller råbe. 

 

Men man kan komme til at hæve stemmen/råbe. Og det er en anden snak.

 

 

TIl det sidste du skriver, så har jeg aldrig skrevet det. Du hæver vel heller ikke stemmen ved at sige ikke eller?

 

Altså hæver stemmen for mig er blot et andet ord for at skælde ud. Man kan godt sige noget bestemt men roligt. Men som jeg skrev tidligere er det jo svært at finde ud af hvordan barnet har det, i de mellemværender. Hvor lidt og hvor meget skal der til, før barnet bliver krænket?

 

Så for mig at se: Better be safe than sorry.

 

Og det handler om hvilken strategi der skal lægges for, at AB lærer nogle nye og bedre kontaktmetoder, og der mener jeg udgangspunktet er lidt tabt, hvis man bare mener, at "hæve stemmen/råbe" altid er vejen frem, når barnet søger forældrenes grænser. :)

Som jeg læser det, er det måske definitionen på at hæve stemmen, der er forskellig fra person til person?

 

Jeg føler ikke, at jeg som sådan skælder AB ud, ved at jeg siger "jeg vil IKKE have, du slår mig". Jeg synes selv, jeg siger det ret roligt, men siger det på en bestemt måde og ved ordet "ikke", hæver jeg stemmen/lægger jeg ekstra tryk på, for at få budskabet helt igennem.

 

Jeg synes især det er svært lige nu, fordi AB ser SÅ kold og ligeglad ud, når jeg siger det. Hvis hun begyndte at græde hver gang, eller så forskrækket ud, ville jeg tænke, hun kunne føle sig krænket, men sådan har hun på intet tidspunkt reageret..