Ærlige tanker fra en som endnu ikke er gravid.

[MajbritL]

Vi er endnu ikke blevet gravide, jeg ved godt at vi sikkert nok skal blive det, men tanker og følelser vælter stadig ind over mig hver gang jeg får min menstruation. (jeg stoppede med p-piller i julen 2012, og vi begyndte aktivt at prøve at blive gravide i oktober 2013).

Vi blev gift i oktober, og overtog hus i november, og hver gang vi er sammen med venner eller familie, føles det som om folk kigger på min mave, eller liiige ligger mærke til at jeg også drikker alkohol til denne fest. Folk hælder sågar vin op til min mand uden at spørge, men spørg lige mig inden de hælder op til mig. Jeg ved godt dette kun er for at være flink, men det minder mig bare om at vi endnu ikke er gravide. Foruden vi gerne selv vil være gravide, er det også et slags "forventningspres". Skal I ikke også snart være gravide? I vil måske ikke? 

Min barndomsveninde blev mor for 2 1/2 år siden i første forsøg, og hun spørg hver gang vi ses om "der er noget nyt hun skal vide". Jeg har sagt det går mig på at vi ikke er blevet gravide, og de har sågar et vennepar som også forsøgte i 2 år, så hun ved præcis hvad vi gennemgår. Men jeg bliver bare stadig så ked af det. Jeg har meget svært ved at blive ked af det foran andre, så jeg trækker mig heller væk, og "lukker lidt". 

Vi var til barnedåb i pinsen ved et vennepar, vi skal til barnedåb ved min mands fætter om 2 uger, min brors kone har lige født og 2 på mit arb. venter sig. Det gør bare så ondt, jeg tænker virkelig... hvornår bliver det os? Har vi ikke fortjent det. Jeg bliver helt egoistisk og misundelig på folk. Jeg tænker næste gang er det vores tur.

Min svigermor er helt pjattet med babyer, og vil gerne holde dem, og hun nusser og mader, og siger "er han ikke skøn?". Jeg får lyst til at skrige.. Jo han er fucking fantastisk!! Men han er ikke min :( 

Jeg har nok snakket med min mand et par gange, og en tåre har da også trillet. Men han er også ked af det, og tackler det anderledes end mig. Han vil bare gerne se fremad.

Min forstand fortæller mig at det nok skal blive os en dag, men mit hjerte er bare knust.. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på om min psyke tricker min krop. Man hører altid om dem der gerne vil og så ikke kan, når man giver op og slapper af, så bliver man gravid. Men hvordan skal man slappe af..? Nogen der har erfaringer med hyptonisør, psykolog, mindfullness eller lign?

Håber ikke der er andre der har det som mig, men hvis der er, så må I gerne dele jeres tanker med mig <3

[Guest]

Jeg ved, der er mange, der kan genkende dine tanker og har været der :( Det ER bare en sårbar proces, når man drømmer om baby og ikke ved, hvornår det vil lykkes. Selv måtte jeg vente 13. cykli på at blive gravid og er 33 år gammel, så mange af mine veninder har nået at få et eller to børn allerede. så jeg har også i perioder været trist over det.

 

Der er nok ingen tvivl om, at det vil hjælpe, hvis du kan lære at lægge de opgivende triste tanker lidt fra dig, men det er lettere sagt end gjort. Det er dog bestemt et skridt på vejen, at du lukker dine tanker ufiltreret ud herinde :) Det er vi mange, der har gjort og haft stor glæde af. Det betyder meget at møde forståelse, at finde ud af, at man ikke er den eneste og ikke mindst at få et opmuntrende virtuelt kram og nogle gode råd herinde. :kram2 

[MajbritL]

Tak skal du have.

[Diamanten]

Vi er endnu ikke blevet gravide, jeg ved godt at vi sikkert nok skal blive det, men tanker og følelser vælter stadig ind over mig hver gang jeg får min menstruation. (jeg stoppede med p-piller i julen 2012, og vi begyndte aktivt at prøve at blive gravide i oktober 2013).

Vi blev gift i oktober, og overtog hus i november, og hver gang vi er sammen med venner eller familie, føles det som om folk kigger på min mave, eller liiige ligger mærke til at jeg også drikker alkohol til denne fest. Folk hælder sågar vin op til min mand uden at spørge, men spørg lige mig inden de hælder op til mig. Jeg ved godt dette kun er for at være flink, men det minder mig bare om at vi endnu ikke er gravide. Foruden vi gerne selv vil være gravide, er det også et slags "forventningspres". Skal I ikke også snart være gravide? I vil måske ikke? 

Min barndomsveninde blev mor for 2 1/2 år siden i første forsøg, og hun spørg hver gang vi ses om "der er noget nyt hun skal vide". Jeg har sagt det går mig på at vi ikke er blevet gravide, og de har sågar et vennepar som også forsøgte i 2 år, så hun ved præcis hvad vi gennemgår. Men jeg bliver bare stadig så ked af det. Jeg har meget svært ved at blive ked af det foran andre, så jeg trækker mig heller væk, og "lukker lidt". 

Vi var til barnedåb i pinsen ved et vennepar, vi skal til barnedåb ved min mands fætter om 2 uger, min brors kone har lige født og 2 på mit arb. venter sig. Det gør bare så ondt, jeg tænker virkelig... hvornår bliver det os? Har vi ikke fortjent det. Jeg bliver helt egoistisk og misundelig på folk. Jeg tænker næste gang er det vores tur.

Min svigermor er helt pjattet med babyer, og vil gerne holde dem, og hun nusser og mader, og siger "er han ikke skøn?". Jeg får lyst til at skrige.. Jo han er fucking fantastisk!! Men han er ikke min :(

Jeg har nok snakket med min mand et par gange, og en tåre har da også trillet. Men han er også ked af det, og tackler det anderledes end mig. Han vil bare gerne se fremad.

Min forstand fortæller mig at det nok skal blive os en dag, men mit hjerte er bare knust.. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på om min psyke tricker min krop. Man hører altid om dem der gerne vil og så ikke kan, når man giver op og slapper af, så bliver man gravid. Men hvordan skal man slappe af..? Nogen der har erfaringer med hyptonisør, psykolog, mindfullness eller lign?

Håber ikke der er andre der har det som mig, men hvis der er, så må I gerne dele jeres tanker med mig <3

 

 

VI har det meget på samme måde... vi vil SÅ gerne have et barn, men det lykkes bare ikke for os. Og i starten tænkte vi ikke særlig meget over det. Nu hvor vi har forsøgt uden held i to år, så er det lidt anderledes.

Vi holder også pause fra det nu over sommeren. Men ja- det er mega hårdt! Især når omverdenen er helt skruk på ens vegne (kun én person ved det udover os selv). Alle snakker om det konstant, prikker til os etc.

Og ja- hver gang det ikke lykkes gør det lidt ondt indeni. Så forstår dig udmærket godt.

 

Jeg er begyndt at tvivle på, at det nogensinde sker.

[SDB]

:kiss :kramJeg har ingen gode råd eller trøstende ord, men synes alle jer der kæmper skal have et kæmpe kram :kram

[Bermuda]

Øv, hvor jeg kender de følelser, du beskriver.

 

Jeg kan ikke komme med gode råd eller opmuntringer, for jeg er i samme situation... Med mindre det naturligvis 'trøster' en smule at vide, at du ikke er alene  :kiss

[bare mig]

Jeg forstår godt dine tanker, men jeg synes det er så synd at du har det sådan.

Jeg har tit tænkt på om der mangler en stor og vigtig del i unges seksualitets undervisning i folkeskolen, når så mange unge kvinder går rundt og tror at er babyen der ikke i første eller andet hug så er der noget galt, og de er unormale. Du er altså helt normal!!! Det er helt normalt at gå 6-12 måneder før der er bonus - og der kan også gå længere uden at det betyder at hverken du eller din mand fejler noget som helst. Og især når du har været på p-piller (sikkert i en del år) hormonerne skal jo altså lige ud af kroppen først, og der kan altså sagtens gå nogle måneder med det!!

Men prøv evt at læse lidt om selve undfangelsen. Det er altså sådan et lille vindue der er åbent 1 gang om måneden. Det vil være som at stå op skyde på mål med en bold. Nogle vil ramme i første hug, andre skal altså bruge nogle flere og sådan er det bare.

Derudover ved man jo at psyke og stress med mere spiller ind. I har haft rigtig meget at se til, så jeg vil dårligt kalde de første måneder for rigtige forsøg.

Jeg tror på at du skal slappe af, og nyde din mand. Nyd at være nygifte og hyg om hinanden og jeres nye hjem, så er jeg helt sikker på at det andet nok skal komme!

:kiss

[MajbritL]

Tak til alle jer der har skrevet. Det hjælper at hører at jeg ikke er den eneste der har det sådan. 

Til "Bare mig" så lod jeg mig faktisk provokere lidt af din besked, jeg ved godt det ikke var din hensigt. Men jeg følte lidt jeg blev sammenliget med en teenage pige, da du skrev om seksualundervisning, men jeg er enig med dig. Som jeg skrev stoppede jeg med p-piller i julen 2012, jeg skulle mene at de er ude af kroppen nu ;) Og så skal det siges at jeg er udemærket klar over hvordan kvindekroppen fungere, og at dette er helt normalt. Det er mine følelser jeg som stresser mig og som jeg ikke kan ændre. Jeg søger råd til HVORDAN jeg kan slappe af i det :) Men tak for din besked.:)

[Pada]

Årh, det er så svært.. For hvad tænker man på, når man får at vide man ikke må tænke på en lyserød elefant?! :kram2 Vi prøvede selv i 10 mdr efter en spontan abort, og jeg var mega jaloux hver gang der var andre der blev gravide.. Og da min bedste og tætteste veninde kom (et par dage før min termin med det barn vi mistede) og fortalte at hun var gravid var jeg virkelig en dårlig veninde, der slet ikke kunne rumme det.

 

Da jeg havde bestilt tid ved lægen til videre udredning begyndte vi så småt af slappe af, for nu fik vi snart noget hjælp eller i hvert fald nogle svar på hvorfor der ikke skete mere.. og så blev jeg gravid! 

 

jeg svarer vel egentlig ikke på din spørgsmål.. Det er mega svært at lade være med at tænke på det.. Har du evt. nogle hobbyer eller et stort projekt du kan kaste dig over? 

[Lovely Lady]

Hvor gammel er du?

Jeg er ikke en af dem, der præker, atam nærmest kun kan blive gravid, hvis man ikke tænker på det. Der er de historier med dem, der dropper projektet og så sker det - men jeg er pænt sikker på, at andelen ikke er større end dem, hvor projektet lykkes efter lang tid (hvir de stadig er i gang) og dem, der opgiver, og der aldrig blev mere ud af det.

Det være sagt, så skal det nok passe, at det på marginalerne kan have en indflydelse, hvis man er vildt stresset og ødelagt over det. Og så er det jo bare i det hele taget en forfærdelig følelse, så den skal helst væk - ikke bare for baby-projektets skyld, men for en selv...

Vi blev udredt efter cirka et år, derefter var der ventetid osv, og alt i alt gik der ca halvandet år fra p-pillestop til positiv test. Det var hæsligt (af flere grunde - jeg havde ekstra udfordringer i den tid;-/). Nu er vi i behandling igen, og jeg skal virkeligt passe på ikke at ryge i er hul, men:

Jeg elsker mit arbejde - når jeg er på arbejde, så handler alt om det, og ikke om at få barn,

Jeg løber ture - det renser hoved og sind (og en sund krop skader i hvert fald ikke babywise;-)

Vi købte verdens dejligste lille vaps, lige inden vi startede i behandling - der er uanede mængder terapi i sådan en størrelse:-D

Jeg laver aftaler med veninder, der ikke har børn og ikke arbejder på det - så går snakken naturligt på noget andet

Jeg finder på små projekter - læg musiksamling ind elektronisk, læs en bestemt bogserie osv.

Og denne gang glæder jeg mig naturligvis over den søn, vi allerede har - den kan du naturligvis ikke bruge til noget, og den er også tveægget, for det minder mig også om, hvor gerne jeg vil gøre ham til storebror...

Jeg krydser fingre og tæer for jer! Og jeg kan altså anbefale at blive udredt. Vi blev tilbudt udredning efter 6 måneder, men jeg trak den netop på grund af alt det 'det er altså heeeeelt normalt, at det tager 100 år' osv - og der var ikke noget på papiret, der tydede på, at der burde være nogen problemer.

Da det så viste sig, at min mand (der skulle forestille at have gjort sin ex gravid to gange på ingen tid) havde en sædkvalitet, som det ville kræve mirakler at opnå naturlig graviditet med, så var jeg sa*** træt af, at jeg havde haft det af H til i seks måneder ekstra...

[Sparklinrock]

Jeg kan også kende mange af dine tanker. Det er bare super hårdt en gang i mellem. Og det der med at tænke på noget andet, kan være SÅ svært. Så gælder det virkeligt om at have nogle projekter til at distrahere en.

 

Jeg tænker, at I da godt kunne gå i gang med at blive udredt hos lægen. Nogle læger vil først se en, når man har været i gang i 1 år. Men I jeres tilælde, kan du jo sige, at du ikke har spist p-piller 1,5 år (så pyt med at I 'kun' har forsøgt aktivt i 8 måneder). Der kan alligevel gå en rum tid fra udredningen til en evt henvisning til behandling. Udredningen består som regel af: blodprøver for virusmarkører (jer begge), smear, klamydiatest, blodprøver for hormonniveauer og undersøgelser for passage i æggelederne (dig), samt sædprøve (din mand). I vores tilfælde tog det faktisk flere måneder at komme igennem alt dette. Og jeg tror faktisk, at jeg slappede lidt mere af i denne periode, fordi nu skete der ligesom noget. Det også kunne måske være noget for jer?

 

Mht alle dem, der har så travlt med at få børn på jeres vegne, så plejer jeg at sige, at jeg helst først vil meddele noget, hvis der er noget at meddele. På den måde, så forstår de fleste, at de ikke skal spørge ind til det. Jeg har nemlig også syntes, at det har været SÅ MEGA irriterende, at alle spørger hele tiden.

 

Til sidst vil jeg anbefale dig at bruge dette forum - det hjælper enormt at få lov til 'rase ud' et sted, hvor de fleste kan følge en.

 

Held og lykke til jer :bd :bd :bd

[BabyBlue]

Jeg har det helt som dig. Bliver også spurgt ofte af venner, familie og kolleger "om vi ikke snart skal have børn", og hver gang har jeg lyst til at skrige at nu har vi prøvet i flere måneder og der sker ikke noget, så hold nu for sgu og ind i h... jeres kæft!!

 

Og det er helt rigtigt som en anden skriver, at hvis man ikke må tænke på en lyserød elefant, så er det jo det eneste man kan. :(

 

Jeg ved ikke hvordan man skal slappe af omkring det, for det er en stor del af ens liv at man prøver at blive gravid. Især for mig - min kæreste skal bare levere en klat og så vente på om jeg annoncerer noget. Jeg skal tænke over alkohol, spisevaner, har jeg nu drukket for meget kaffe i dag, burde jeg have taget den body pump time, etc. Og samtidig svare på dumme spørgsmål fra velmenende personer.

 

Det er sikkert rigtigt nok normalt at der går flere måneder, men jeg synes kun jeg hører om dem der smed pillerne og vupti så var de gravide. Eller endnu værre, dem der bliver gravide på trods af både spiral og kondom og barnet er uønsket. Hvorfor lykkes det for dem der ikke ønsker det, men ikke for mig der ønsker det? Irrationelle tanker, men de kan ikke bare styres. :)

[Girl Next Door]

Her til september er det 5 år siden jeg smed pillerne og intet er sket endnu. For mig (os) har det hjulpet at være ærlig for omgivelserne når de spørger. Svarer kort og konkret at vi gerne vil have børn, men det er ikke lige nemt for alle. Så ved de hvorfor storken ikke bare kommer :)

Det første år var det værste for mig. For der håber og tror man hele tiden på noget positivt. Nu er jeg mere afslappet og prøver så vidt muligt at være positiv. Jeg VED det nok skal lykkes en dag, og så længe lægerne er positive, ja så er jeg også. Vi nyder hinanden og vores 'frihed', venner og familie indtil vi får barn. Jo jeg kan også godt blive negativ og misundelig. Det er skisme naturligt! Men bliver nødt til at vende den og sige at jo det er sku da pisse snyd at XX og YY bliver gravide, men ønsker ikke for nogen at skulle vente så lang tid som mig. Du bliver nødt til at tro på det lykkes og finde positive tanker frem, for negativitet og pessimisme tror jeg ikke hjælper kroppen.

For mig har det også givet ro at 3 forskellige 'synske' har set samme antal børn og køn i mit liv. Så for mig ved jeg at de kommer :)

Spørg hvis du vil vide mere. Eller kig i min tråd ol vores vej til graviditet.

:kram

[girly1988]

Prøv måske zoneterapi, det har hjulpet os og vi har mistet to gange og kæmpet mere end 2 år og venter nu barn til december...så kender også alt til dine tanker og følelser....held og lykke med det :-)

[Guest]

Jeg kan også anbefale udredning, og ligesom Girl Next Door har det for mig været rart at have nogle, hvor jeg ærligt fortalte om vores situation. Men mærk efter hvordan du har det med det :)

[bare mig]

Tak til alle jer der har skrevet. Det hjælper at hører at jeg ikke er den eneste der har det sådan. 

Til "Bare mig" så lod jeg mig faktisk provokere lidt af din besked, jeg ved godt det ikke var din hensigt. Men jeg følte lidt jeg blev sammenliget med en teenage pige, da du skrev om seksualundervisning, men jeg er enig med dig. Som jeg skrev stoppede jeg med p-piller i julen 2012, jeg skulle mene at de er ude af kroppen nu ;) Og så skal det siges at jeg er udemærket klar over hvordan kvindekroppen fungere, og at dette er helt normalt. Det er mine følelser jeg som stresser mig og som jeg ikke kan ændre. Jeg søger råd til HVORDAN jeg kan slappe af i det :) Men tak for din besked. :)

Det er jeg rigtig ked af! Det var ikke min hensigt på nogen måde.

Og det var heller ikke møntet på dig alene, for du er på ingen måde alene med dine tanker. :kiss

Men nu er seksualundervisningen mig bekendt bare det eneste tidspunkt at den generelle dansker bliver undervist i "bien og blomsten" og siden hen høre vi jo ikke rigtig mere om hverken det ene eller andet, på undervisings/oplysnings niveau. Det var derfor min tanker går på om den undervisning man får overhoved er god nok. Der har da også været en del ting jeg heller ikke har vidst noget om i forbindelse med min graviditet og kommende fødsel. Så du er ingenlunde alene! :kiss

[MajbritL]

Vil gerne sige jer tak for alle de ideer og tanker I deler med mig :) 

Vi er faktisk så heldige at vi holder ferie i 28 + 29 og vi skal på ferie i uge 30, når vi kommer hjem skal vi have en kattekilling, mon ikke noget af alt det kan få mig til at slappe af mentalt :)

[guggi]

Jeg kan også kun anbefale dig at være ærlig om jeres situation overfor venner og familie. Efter utallige ture hjem i bilen fra familiefester og venne-fødselsdage, hvor jeg sad og græd, fordi en eller anden havde spurgt "om vi ikke også snart skulle igang", besluttede vi os for at være ærlige og sige, at vi havde problemer med at blive gravid, men at vi var ved at få hjælp til det. Og så er det en rigtig god ide at finde på en eller anden fast vending til de personer, som du egentlig ikke rigtig har lyst til at snakke med om det. Jeg sagde f.eks. tit, at "der desværre nogle gang er lidt længere leveringtid", når bekendte spurgte, om det ikke snart var vores tur.

 

Vi har selv været hele møllen igennem, og jeg kender udemærket godt frustrationen, når de andre "springer over i køen". Til sidst begyndte de par, der ikke engang kende hinanden endnu, da vi smed p-pillerne at blive gravid, og det føles virkelig som et slag i ansigtet. Det tog i alt 4 år og 10 måneder fra vi smed p-pillerne til vi stod med en positiv test og venter i dag tvillinger, men jeg har været ved at miste håbet rigtig mange gange undervejs. Næsten 5 år virker selvfølgelig meget uoverskueligt for dig lige nu, men det er mere for bare at sige, at det kan lade sig gøre, selvom det trækker ud.