Ordet 'nej'...

[Pumpkins]

Det sidste du skriver, ja, Noah kan blive virkelig ulykkelig og graede meget, hvis jeg haever stemmen :( Der taenker jeg da ogsaa over, om jeg kunne have loest det paa anden vis. Vi har en gigastor antik vaegt nede i kaelderen paa hotellet, som boernene elsker at klatre op paa. Vaegtdelen "danser" og der er lige netop plads til en lille barnefinger mellem den store, dansene metaldel og det faste vaegtstykke. Noah var lige ved at stikke fingeren derned saa sent som igaar, hvor jeg naermest fik raabt NAAAJ og det var lige lidt for hoejt og dramatisk, for han blev bange, selvom han jo saa ikke klemte fingeren... what to do? Jeg skal nok bare oeve mig i ikke at haeve stemmen saa meget, som stod jeg med 25 unger i en svoemmehal, hvor den er ret handy for at naa igennem   ;)

 

Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt at råbe, men på den anden side, så er du jo et helt menneske, der reagerer som et menneske. Du blev forskrækket og råbte, sikkert lige som langt de fleste andre ville have gjort ;) . Det er vel også en vigtig ting at lære sine børn, at mennesker ikke er fuldkomne. Hvis Noah ser dig begå fejl, så lærer han jo også, at det er ok, hvis han selv kommer til at begå fejl. 

Der findes ikke perfekte mødre, og gud ske lov for det - forestil dig at skulle leve op til det forbillede ;) 

[bare mig]

Rigtig spændende tråd at læse! Den sætter mange tanker i gang hos mig.

 

Jeg er nok meget modsat største delen af jer andre kan jeg fornemme (uden at jeg har mit barn ude hos mig endnu)

Men jeg er af den overbevisning at børn har godt af at høre og lærer et nej. Børn har godt af helt klare rammer og grænser. Jeg tror på at uden så bliver de utrygge. Og for at kende grænserne skal der altså et Nej til. Og ikke bare "men du må gerne...." For der lærer de ikke grænsen at kende af. Der lærer de kun alt det de godt må. Det gør det hele meget åbent, og ikke afgrænset.

 

Jeg får en lille tanke hen på curling børn der når de kommer i skole aldrig har hørt et "Nej det må du ikke" eller "Fordi jeg siger det" De er så vant til, kom og se her, orv se hvad du så må, du må gerne lege med denne i stedet, at de får det rigtig svært når de fx i skolen får af vide at "Nej du må ikke rende rundt lige nu" Du må faktisk kun det jeg beder dig om, nemlig sætte dig ned og lytte efter. Der kommer ikke andre forslag om at se lige den her, eller du kunne jo også lege med den her. Og så bliver det rigtig svært for dem i skolen og generelt i samfundet.

 

Nu kommer jeg lige med et ekstremt tilfælde, men jeg oplevede engang nogle børn stå og kaste med sten på nogle egern, mens forældrene stod ca 15 meter derfra og sagtens kunne se hvad de lavede. Jeg blev så vred at det røg ud af mig "Det der det må I ikke" De 3 børn gloede på mig som om jeg var faldet ned af månen. "Jamen vi kaster bare, vi rammer ikke" - "Det er fuldstændig lige meget, i skræmmer dyrene og det skal i ikke"

De børn vidste slet ikke hvordan de skulle agere. De stod og gloede meget mistroisk på mig som om at nu måtte jeg da snart sige at det var for sjov, eller hvad de så måtte i stedet. Men deres forældre havde hørt mig om kom over og hev dem væk uden et ord.

 

Og nu skal det på ingen måde forståes som om at I lader jeres børn være onde ved dyr, men jeg synes bare at det er ok at børn får af vide "Nej" og så er den ikke længere. I stedet for, kan jeg forstille mig, at forældrene har sagt at de godt må kaste med sten, bare de ikke rammer nogen, eller det lign. Det var hvert fald meget tydeligt at de ikke var vandt til at få et nej fra nogen.

[Pumpkins]

Rigtig spændende tråd at læse! Den sætter mange tanker i gang hos mig.

 

Jeg er nok meget modsat største delen af jer andre kan jeg fornemme (uden at jeg har mit barn ude hos mig endnu)

Men jeg er af den overbevisning at børn har godt af at høre og lærer et nej. Børn har godt af helt klare rammer og grænser. Jeg tror på at uden så bliver de utrygge. Og for at kende grænserne skal der altså et Nej til. Og ikke bare "men du må gerne...." For der lærer de ikke grænsen at kende af. Der lærer de kun alt det de godt må. Det gør det hele meget åbent, og ikke afgrænset.

 

Jeg får en lille tanke hen på curling børn der når de kommer i skole aldrig har hørt et "Nej det må du ikke" eller "Fordi jeg siger det" De er så vant til, kom og se her, orv se hvad du så må, du må gerne lege med denne i stedet, at de får det rigtig svært når de fx i skolen får af vide at "Nej du må ikke rende rundt lige nu" Du må faktisk kun det jeg beder dig om, nemlig sætte dig ned og lytte efter. Der kommer ikke andre forslag om at se lige den her, eller du kunne jo også lege med den her. Og så bliver det rigtig svært for dem i skolen og generelt i samfundet.

 

Nu kommer jeg lige med et ekstremt tilfælde, men jeg oplevede engang nogle børn stå og kaste med sten på nogle egern, mens forældrene stod ca 15 meter derfra og sagtens kunne se hvad de lavede. Jeg blev så vred at det røg ud af mig "Det der det må I ikke" De 3 børn gloede på mig som om jeg var faldet ned af månen. "Jamen vi kaster bare, vi rammer ikke" - "Det er fuldstændig lige meget, i skræmmer dyrene og det skal i ikke"

De børn vidste slet ikke hvordan de skulle agere. De stod og gloede meget mistroisk på mig som om at nu måtte jeg da snart sige at det var for sjov, eller hvad de så måtte i stedet. Men deres forældre havde hørt mig om kom over og hev dem væk uden et ord.

 

Og nu skal det på ingen måde forståes som om at I lader jeres børn være onde ved dyr, men jeg synes bare at det er ok at børn får af vide "Nej" og så er den ikke længere. I stedet for, kan jeg forstille mig, at forældrene har sagt at de godt må kaste med sten, bare de ikke rammer nogen, eller det lign. Det var hvert fald meget tydeligt at de ikke var vandt til at få et nej fra nogen.

 

Jeg kan godt se din pointe, men IMO kan man godt sætte grænser uden at råbe "nej!" 20 gange om dagen. 

 

For mig handler det om at give udtryk for hvor mine grænser går - ved at tage udgangspunkt i mine egne grænser lærer jeg også min datter at respektere sine egne og andres grænser, i stedet for at jeg bare fortæller hende "regelsættet", og så har hun bare at makke ret. 

 

For at give et eksempel:

Karla er nysgerrig og går i køkkenskabet. JEG vil ikke have at hun roder derinde, fordi jeg ved at der er tunge ting, hun roder så jeg skal rydde op igen bagefter, og fordi jeg ved at hvis hun får lov til at gøre det, så vil hun også gøre det, når jeg er i køkkenet, hvor jeg kan falde over hende, og det kan være farligt. Derfor har JEG en masse gode grunde til at hun ikke må rode i skabet. 

På den anden side er hun rigtig god til at hjælpe med at tømme opvaskemaskinen, og hun elsker at sætte ting på plads. 

Hvis jeg siger til hende, at hun ikke må gå i skabet, så bliver det en "universal" regel. Altså må hun aldrig gå i skabet. Men hvad så når hun hjælper mig med at tømme opvaskemaskinen?

Jeg kan sætte nok så mange super strikse rammer, men der er også bare en risiko for at jeg selv kommer til at overtræde dem og forvirre hende. Det der er forbudt den ene dag, kan pludselig være ok i en anden dag, i en anden situation.

Derfor mener jeg, at man skal holde "reglerne" til der, hvor de virkelig gælder. Det er aldrig ok at slå - så det kan godt være en regel. Men det kan være ok at larme en dag, men ikke den anden - så kan det IMO ikke være en regel.

Ved at bruge mine egne grænser, så er udgangspunktet en anden. Her kan jeg godt tillade mig at sige "det er et dårligt tidspunkt at larme" eller "nu er det ikke ok at rode" - fordi hun lærer at forstå at det er mig, der har et behov, som hun skal respektere (ligesom hendes behov også skal respekteres), ikke fordi det er en "universal regel"

 

Jeg tror på at børn har bedre af respekt og forståelse end de har af militante rammer. De rammer, der er rutiner (sengetider, hvornår vi spiser mm. ) er en anden sag, men de faste rammer der ikke tager hensyn til barnet, den voksne og situationen er jeg ikke meget for. Man kan sagtens fortælle et barn, at det gør noget forkert, uden at råbe eller skælde ud, og hvis man har lært barnet respekt (blandt andet ved at vise det respekt), så vil det også have respekt nok til at lytte.

 

I det eksempel du nævner skulle børnene selvfølgelig have at vide, at det ikke var i orden. Og det er helt forkert af forældrene bare stod og så på. Men lad os nu sige, at forældrene havde fortalt børnene at de ikke måtte kaste med sten, basta! Hvad så når de er nede ved søen og gerne vil slå smut - så er det lige pludselig ok at kaste med sten. Hvis forældrene bare havde råbt "nej!" og hevet dem væk, så ville de skulle gætte sig til, om det var fordi de havde kastet med sten, om det var fordi de kastede efter egern eller noget helt tredje. 

For mig at se er børnenes handling ikke et udtryk for at de ikke har nogle faste rammer, men om at de ikke har lært at respektere dyr og lært hvordan man opfører sig hensigtsmæssigt. Det lærer de altså bedst ved at få det fortalt, få det vist etc. Ligesom man heller ikke kan rette en danskstil med et "Nej" ;)

 

Og som en der er vokset op med 1000x "fordi jeg siger det", så kan jeg afsløre, at der ikke kommer andet end afmagt og vrede ud af den sætning. Den er bandlyst herhjemme ;) 

 

Hvad vil du helst have, en chef der skælder dig ud og siger at du skal gøre en opgave "fordi han siger det, og det er ham der bestemmer", eller en chef, der fortæller dig at der er den her opgave der skal løses, og det må du meget gerne gøre? 

 

For mig handler det om at se min datter som et helt menneske. Jeg behandler hende med den respekt som jeg behandler andre mennesker, så godt jeg kan. Jeg ville aldrig skælde min mand, min veninde, min nabo, min mor ud, hvorfor er det så når det er mit barn? 

 

Det er selvfølgelig ekstremiseret for forståelsens skyld, og jeg har da også selv hævet stemmen overfor min datter - og også råbt "nej!" flere gange. Men et "nej!" i en akut faresituation eller fordi man bliver forskrækket er noget andet end et "Nej!" (det må du ikke gøre)

[Pumpkins]

Og så mener jeg dessuden også, at en afledning er en god ting, men den kan ikke stå alene. Hvis barnet gør noget forkert, så synes jeg at man bør fortælle dem, at de gør noget forkert, og så aflede dem. 

 

Helt små børn får selvfølgelig ikke noget ud af at få lange søforklaringer, det må man koge det ned for at de kan forstå en, men de lidt større børn bør have en forklaring. 

 

Et barn på halvandet-2 år kan IMO sagtens få en forklaring, den behøver ikke være længere end "jeg vil ikke have du leger med fjernbetjeningen, den kan gå i stykker. Men du må gerne lege med din legetelefon her" - så har man fortalt barnet at det har gjort noget det ikke må, givet en grund, og et alternativ. 

 

Jeg er helt med på at man hurtigt for ondt i kæberne, hvis man skal snakke sådan hele dagen, men for mig at se er det den ideelle måde at snakke til sit barn. Dermed sagt at det ikke er ok at sige "kom så" når man har travlt og skal ud af døren ;)

[Guest NinjaMama]

Jeg kan godt se din pointe, men IMO kan man godt sætte grænser uden at råbe "nej!" 20 gange om dagen.

For mig handler det om at give udtryk for hvor mine grænser går - ved at tage udgangspunkt i mine egne grænser lærer jeg også min datter at respektere sine egne og andres grænser, i stedet for at jeg bare fortæller hende "regelsættet", og så har hun bare at makke ret.

For at give et eksempel:

Karla er nysgerrig og går i køkkenskabet. JEG vil ikke have at hun roder derinde, fordi jeg ved at der er tunge ting, hun roder så jeg skal rydde op igen bagefter, og fordi jeg ved at hvis hun får lov til at gøre det, så vil hun også gøre det, når jeg er i køkkenet, hvor jeg kan falde over hende, og det kan være farligt. Derfor har JEG en masse gode grunde til at hun ikke må rode i skabet.

På den anden side er hun rigtig god til at hjælpe med at tømme opvaskemaskinen, og hun elsker at sætte ting på plads.

Hvis jeg siger til hende, at hun ikke må gå i skabet, så bliver det en "universal" regel. Altså må hun aldrig gå i skabet. Men hvad så når hun hjælper mig med at tømme opvaskemaskinen?

Jeg kan sætte nok så mange super strikse rammer, men der er også bare en risiko for at jeg selv kommer til at overtræde dem og forvirre hende. Det der er forbudt den ene dag, kan pludselig være ok i en anden dag, i en anden situation.

Derfor mener jeg, at man skal holde "reglerne" til der, hvor de virkelig gælder. Det er aldrig ok at slå - så det kan godt være en regel. Men det kan være ok at larme en dag, men ikke den anden - så kan det IMO ikke være en regel.

Ved at bruge mine egne grænser, så er udgangspunktet en anden. Her kan jeg godt tillade mig at sige "det er et dårligt tidspunkt at larme" eller "nu er det ikke ok at rode" - fordi hun lærer at forstå at det er mig, der har et behov, som hun skal respektere (ligesom hendes behov også skal respekteres), ikke fordi det er en "universal regel"

Jeg tror på at børn har bedre af respekt og forståelse end de har af militante rammer. De rammer, der er rutiner (sengetider, hvornår vi spiser mm. ) er en anden sag, men de faste rammer der ikke tager hensyn til barnet, den voksne og situationen er jeg ikke meget for. Man kan sagtens fortælle et barn, at det gør noget forkert, uden at råbe eller skælde ud, og hvis man har lært barnet respekt (blandt andet ved at vise det respekt), så vil det også have respekt nok til at lytte.

I det eksempel du nævner skulle børnene selvfølgelig have at vide, at det ikke var i orden. Og det er helt forkert af forældrene bare stod og så på. Men lad os nu sige, at forældrene havde fortalt børnene at de ikke måtte kaste med sten, basta! Hvad så når de er nede ved søen og gerne vil slå smut - så er det lige pludselig ok at kaste med sten. Hvis forældrene bare havde råbt "nej!" og hevet dem væk, så ville de skulle gætte sig til, om det var fordi de havde kastet med sten, om det var fordi de kastede efter egern eller noget helt tredje.

For mig at se er børnenes handling ikke et udtryk for at de ikke har nogle faste rammer, men om at de ikke har lært at respektere dyr og lært hvordan man opfører sig hensigtsmæssigt. Det lærer de altså bedst ved at få det fortalt, få det vist etc. Ligesom man heller ikke kan rette en danskstil med et "Nej" ;)

Og som en der er vokset op med 1000x "fordi jeg siger det", så kan jeg afsløre, at der ikke kommer andet end afmagt og vrede ud af den sætning. Den er bandlyst herhjemme ;)

Hvad vil du helst have, en chef der skælder dig ud og siger at du skal gøre en opgave "fordi han siger det, og det er ham der bestemmer", eller en chef, der fortæller dig at der er den her opgave der skal løses, og det må du meget gerne gøre?

For mig handler det om at se min datter som et helt menneske. Jeg behandler hende med den respekt som jeg behandler andre mennesker, så godt jeg kan. Jeg ville aldrig skælde min mand, min veninde, min nabo, min mor ud, hvorfor er det så når det er mit barn?

Det er selvfølgelig ekstremiseret for forståelsens skyld, og jeg har da også selv hævet stemmen overfor min datter - og også råbt "nej!" flere gange. Men et "nej!" i en akut faresituation eller fordi man bliver forskrækket er noget andet end et "Nej!" (det må du ikke gøre)

Man behøver jo hverken at råbe eller skælde ud, for at bruge et nej :)

Jeg har ikke prøvet at råbe af Thea endnu. Det kommer sikkert en dag, hvor jeg kommer til at reagere sådan, men til dags dato er det ikke sket.

Jeg bruger altid "nej" i et helt roligt tonefald, F.eks "nej Thea, du må ikke lege med bilnøglerne, du må lege med den her bla bla istedet".

Altså jeg bruger både nej, og kommer med et alternativ hun kan lege med istedet :)

[Pumpkins]

Man behøver jo hverken at råbe eller skælde ud, for at bruge et nej :)

Jeg har ikke prøvet at råbe af Thea endnu. Det kommer sikkert en dag, hvor jeg kommer til at reagere sådan, men til dags dato er det ikke sket.

Jeg bruger altid "nej" i et helt roligt tonefald, F.eks "nej Thea, du må ikke lege med bilnøglerne, du må lege med den her bla bla istedet".

Altså jeg bruger både nej, og kommer med et alternativ hun kan lege med istedet :)

 

Det har du helt ret i :) 

Jeg bruger det selv, så er da bestemt ikke hellig. 

 

Det "nej!" jeg har noget imod er ikke det stille nej, som bliver fulgt af en forklaring. Det er det "nej" der er udskældende, hårdt, og ikke får en forklaring (i så fald er det "fordi jeg siger det!"), som jeg har noget imod. 

Der er jo en kæmpe forskel på de eksempler du nævner og så den autoritære forældre, der bestemmer alt i huset, og tromler barnets følelser, tanker, behov etc. over, med faste regler, som for gud bare skal følges, for ellers.. Jeg har heldigvis ikke mødt den sidsnævnte herinde ;) 

[bare mig]

Jeg vil gerne starte med at pointere at jeg på intet tidspunkt har sagt at man skal råbe NEJ af sine børn. Man kan sagtens sige det stille og roligt! :)

At råbe er i min verden en helt anden snak, som nok kan blive lige så lang som snakken om Nej'et, for jeg mener på ingen måde at man skal råbe af sine børn, men jeg mener faktisk at er situationen til det, så kan man fint og uden nogen dårlig samvittighed råbe af sit barn.

 

Et andet eksempel jeg har oplevet. Går tur med min veninde og hendes pige på 2 år. Hun vil ikke sidde i sin klapvogn, men vil gå ved siden af. Hun får lov til at gå og skal holde fast i håndtaget. På et tidspunkt slipper pigen og løber lige ud på vejen. Jeg ser det først og råber pr instinkt "Nej kan du komme herind igen" - moderen derimod sætter sig på hug, inde på fortorvet og siger i helt rolig stemme "X kunne du ikke tænke dig at komme herind til mig igen" - Men det kunne pigen ikke, hun synes da at det var hammer sjov ude på vejen, og der var jo intet i mors stemme der på nogen måde afslørede for pigen at det var potentielt farligt det hun havde gang i. Så der gik længe inden pigen kom ind til os igen, og jeg var ved at skide grønne grise. Til moderens forsvar var det en stille formiddag og der kom ingen biler mens dette stod på, for så er jeg også sikker på at hun havde hentet hende.

Men i et tilfælde som dette synes jeg faktisk godt at man må råbe af sine børn, både for at trænge igennem, men også for at signalere fare/det der vil jeg virkelig ikke have.

Så igen, som med Nej'et, jeg mener at der vil være tid og sted hvor det er berettiget.

Og omvendt, vokser et barn virkelig op uden nogensinde at høre nogle hæve stemmen af dem, så ved de jo slet heller ikke hvordan de skal reagere når de som store møder det.

 

Tilbage til Nej'et. Jeg er helt enig i at Nej ikke altid bør stå alene og ikke altid skal følges af et "fordi jeg siger det" for børn har brug for forklaringer, fordi de ikke selv kan forudse konsekvenser. MEN når det er sagt, så skal de jo også have en alder hvor de rent faktisk forstår forklaringen, og er de 1-1½ år så synes jeg faktisk at Nej fint kan stå alene. Og så evt med en afledning.

Men igen synes jeg faktisk også at det er ok at barnet når at mærke Nej'et og mærke, ØV hvor er det da dumt og surt at nu legede jeg lige så godt med denne fjernbetjening og så må jeg bare slet ikke. Dumme mor.

Det handler jo som altid om balance, for selvfølgelig skal barnet ikke gøres ked af det konstant og hele tiden. Men igen med måde, synes jeg at det er ok at barnet får fat i følelsen af,  øv jeg ville virkelig gerne men måtte ikke, hvor er det surt. På den måde tror jeg også barnet har udviklings potentiale både i form af følelser, men også til så at finde på SELV. Hvis ikke jeg må det, hvad må jeg så, hvad kan jeg selv finde på at lave. Og ikke bare nå nu viser mor mig en ny ting, så må jeg jo kigge lidt på den.

[Ihpets-mortilto]

Well Said Pumkins! Jeg er TOTAL enig.

Egentligt tænker jeg meget på hvordan jeg ville tale til en veninde, eller selv blive talt til (altså jeg forstår selvfølgelig aldersforskellens betydning). Jeg ville ikke bryde mig om at få et nej smidt i hovedet hele tiden, men at nogen siger fra til mig hvor de holder sig på deres banehalvdel og altså bruger "jeg", det er ikke ubehageligt.

Det handler jo også om at barnet ikke føler at det er forkert.

[Ihpets-mortilto]

Det med at lære at barnet ikke er forkert mener jeg ikke nødvendigvis hænger sammen med om forklaringen har noget med mig at gøre. Ex siger jeg ofte til Aron 'je kan godt forstå at du synes det er træls, men du skal have en ren ble' eller hvad ved jeg. Jeg anderledes at han er sur / ked / vred, men siger stadig nej

Bare passe på med at sige "jeg kan godt forstå MEN (=jeg mener det ikke), du skal have ren ble". Jeg siger kun "jeg kan godt forstå du synes det er irriterende lige nu" eller noget ligende, efterfulgt af lille pause, efterfulgt af ingenting + handling eller af "vi klarer det hurtigt" + handling.