Frejas vej til verden - nu i fuld version :-)

[Ema]

Jeg har under min graviditet haft stor glæde af at læse andres fødselsberetninger, så nu hvor jeg endelig har modtaget min journal fra sygehuset, så vil jeg dele min beretning også. ADVARSEL: Det bliver langt, nu er I advaret

 

Selve fødslen husker jeg kun i brudstykker, så undskylder på forhånd hvis det evt. bliver lidt rodet, men det er altså stykket sammen af hvad jeg selv husker, hvad min mand har fortalt og så journalen fra sygehuset.

 

Til oplysning så har jeg født i Sverige, hvor jeg også bor, så der er flere ting, der adskiller sig fra det danske sygehusvæsen.

 

Min fødselsberetning starter fredag d. 7. marts, hvor jeg er 38 + 3 og har tid til besøg hos min JM Veronika. Jeg er på dette tidspunkt meget træt af at være gravid, da jeg både har bækkenløsning, karpal tunnel syndrom i begge hænder og har sindssygt meget væske i hele kroppen. Generelt har jeg bare ondt, svært ved at sove og orker ingenting. Har desuden haft en del forholdsvis kraftige plukveer de sidste par uger.

 

Besøget starter med at jeg bliver vejet og jeg har taget 4 kg på på 2 uger, hvilket giver mig en totalt vægtøgning på 9 kg indenfor de seneste 4 uger. Ikke rigtig noget at sige til jeg følte mig tung.

 

Ellers går besøget stille og roligt, mit blodtryk, som flere gange har været lidt højt og dermed skabt mistanke om svangerskabsforgitning er normalt og Frejas puls, som også tidligere har været for høj, er også helt normal,

 

Vi snakker lidt om hvor træt jeg er af at være gravid og Veronika tilbyder at lave en gyn.us og se om hun kan lave hindeløsning for måske at sætte lidt gang i det hele. Det takker jeg ja til og som sagt så gjort.

Plukveerne må alligevel have gjort et eller andet for Veronika fortæller at jeg er 4 cm åben i selve livmodermunden. Desværre er der ret meget livmoderhals tilbage og hun kan ikke komme igennem, så hindeløsning bliver det desværre ikke til.

Så er jeg egentlig på vej hjem, da vi kommer i tanke om at jeg ikke har afleveret urinprøve, så det skynder jeg mig at gøre.

Og så går det galt.

Der er kraftigt udslag af protein i min urinprøve og pga tidligere mistanke om svangerskabsforgiftning samt min kraftige vægtøgning, så ringer Veronika til fødegangen for at høre om de vil se mig til kontrol.

Det vil de gerne, men først senere på dagen, da der skal være et eller andet møde. Klokken er ca 12.30 og jeg får besked på at komme kl 16 med forbehold for ventetid.

Det passer mig egentlig udemærket, at jeg ikke skal stresse derud direkte for havde nogle andre ting jeg lige skulle have ordnet.

Da jeg er på vej ud af døren siger Veronika at det nok ville være en god ide at pakke min taske og tage med på FG, hvis nu man valgte at sætte mig i gang.

Say what :blink

 

Lige pludselig sa var de der andre ting ikke så vigtige længere og jeg skyndte mig at ringe til N og sige at han godt kunne sørge for at være hjemme i tid til at køre med på FG.

Helt rundt på gulvet ved tanken om at det evt kunne være nu fik jeg spist frokost, gået en tur med hunden og pakket de sidste ting i tasken.

Jeg fik også ringet til både min og Ns mor, selvom N og jeg egentlig havde aftalt at vi ikke ville fortælle nogen noget når vi kørte på FG, men de vidste jo at jeg skulle til KM og ventede spændt på opdatering og syntes altså ikke jeg kunne lyve for dem. Men fik gjort det meget klart at det jo kun var måske og at vi nok selv skulle ringe når vi vidste noget, de behøvede ikke ringe for at høre hvordan det gik.

N kom hjem lidt i 15 og så havde vi lige en lille halv time til at snakke og han skulle selvfølgelig lige opdateres på hvad det helt præcist var sket.

 

Vi kom afsted og ind på fødegangen hvor der var ret travlt, men blev alligevel hurtigt vist ind på et undersøgelsesrum af en sød JM, som jeg har glemt navnet på.

Fik målt blodtryk, som nu var for højt, selvom det blev taget af flere omgange og en ny urinprøve viste samme høje protein som tidligere.

Fik taget blodprøver og JM mente at hun lige så godt kunne sætte et venekateter, hvis nu... I Sverige har de en underlig præference for at sætte kateteret i armhulen af alle steder, hvilket er skide træls, da man så overhovedet ikke kan bøje armen ude at det gør ondt :shooter

 

Heldigvis klagede jeg min nød og fik lov til at få det på oversiden af hånden i stedet.

Fik også kørt CTG og den viste heldigvis at Freja havde det super inde i maven.

 

Efter ca 1,5 times ventetid var der kommet svar på blodprøverne, som bekræftede svangerskabsforgiftning. Dog ikke sa kraftig at de ville sætte mig i gang med det samme, men jeg blev indlagt til observation og evt igangsættelse dagen efter.

Når nu jeg var indlagt, så mente lægen (som jeg i øvrigt aldrig mødte) at de skulle samle al mun urin for det næste døgn for at de hvor meget protein jeg tabte under den tid.

Det betød i praksis at jeg var nødt til at ringe på en sygeplejerske hver gang jeg skulle på toilettet for at få en steril beholder at tisse i. Ih, hvor føler man sig altså lille når man ikke engang kan få lov til at gå på toilettet når man vil.

 

Dagen efter blev det besluttet at man ikke ville sætte mig i gang fordi der var for travlt på FG og jeg var så stabil at det ikke var nødvendigt med akut igangsættelse. Men jeg skulle fortsat være indlagt, så jeg blev overført til barselsgangens afsnit for gravide.

Her kom jeg på stue med en sød pige ved navn Josefine, som også havde svangerskabsforgiftning og ventede på igangsættelse. Så kunne vi ligge der og udveksle erfaringer og have ondt af os selv :lol

 

Søndag blev samme historie, travlt på FG, for stabil til akut igangsættelse :blabla

Fik dog lov til at komme hjem på en åben indlæggelse hvis jeg lovede at holde sengen og ringe, hvis jeg blev dårlig. Nåede at være hjemme i præcis 3,5 time, så fik jeg det skidt og kastede op. Havde virkelig ikke lyst til at ringe for vidste jo godt at beskeden ville bliver at jeg skulle komme ind igen og ville meget hellere være hjemme.

Men efter at N klogeligt havde sagt at jeg jo skulle tænke på Freja og at det måske lige netop var dette der skulle til for at jeg blev sat igang, ja så ringede jeg og selvfølgelig gik turen så tilbage til sygehuset.

 

Desværre mente de ikke at jeg var så meget dårligere end tidligere, så ingen igangsættelse til mig til min store skuffelse, men i stedet endnu en nat i hospitalssengen.

Det blev en meget lang nat, da jeg havde ret svært ved at rumme det hele og jeg var led og ked af at ligge på sygehus.

 

Næste morgen ville jublen dog ingen ende tage, da det endelig blev besluttet at sætte mig i gang (til stor skuffelse for Josefine er jeg sikker på, som stadig fik samme smøre om travlhed osv).

YES, endelig skete der noget :yay

Lægen havde håbet at de kunne sætte ballonkateter, da jeg jo havde været noget åben om fredagen, men det viste sig ikke at være muligt, så fik lagt en gel op, som skulle blødgøre livmoderhalsen.

Effekten fik jeg glæde af næsten umiddelbart i form at hvad der føltes som forholdsvis kraftige, konstante mens smerter, men med panodil og en varmepude, så var det til at holde ud.

 

Efter 6 timer blev jeg så undersøgt igen og der var ikke sket en skid...

Klokken var nu 18.30 og det blev besluttet at der ikke skulle gøres yderligere den aften, men at jeg skulle have lov til at hvile under natten.

Havde dog stadig mens smerter og fik lov til at komme i karbad for at lindre smerten, hvilket var fantastisk. Da jeg havde siddet i karbadet i ca en halv time begynder jeg dog at få mere ondt og der går lige et stykke tid inden det går op for mig at smerten kommer i korte perioder med mellemrum på ca 5 minutter.

bliver fulgt tilbage til min seng (badet var på en anden afdeling) er jeg nødt til at stoppe flere gange, da det virkelig niver og jeg begynder virkelig at tro at det er fødslen som er ved at gå i gang.

Tilbage i min seng tager jeg tid med min timer-app og de bliver faktisk rimelig regelmæssige med 3-4 minutters mellemrum og en varighed på 30-45 sekunder.

Desværre går de i sig selv efter ca 2 timer og så mærker jeg ikke mere resten af natten.

Øv, hvor var jeg skuffet :(

 

Det var første etape af min beretning og resten må I vente lidt med, da der er en lille prinsesse der er ved at vågne og behøver opmærksomhed :7himmel

 

 

 

[Little Miss]

Ih hvor spændende. Uretfærdigt at stoppe midt i det hele

[Guest]

Spændende levende fortællinng! Det så dejligt dem der vil berette, har stor glæde af at læse dem!

[Ema]

Er glad for I gider læse med. Er godt klar over det er for dårligt at stoppe midt det hele, men det er altså svært at ignorere den her lille smuksak

 

 

Håber jeg kommer videre med min beretning i løbet af eftermiddagen

[Krebsen]

Juhu - god start - glæder mig til resten :-) og selvfølgelig skal du bare gøre det i dig eget tempo - når man har fået sådan en lille smuksak, er det nemt nok at prioritere :-)

[Ema]

Havde skrevet et laaangt indlæg på den bærbare, som så lige pludselig mistede netforbindelsen og nu nægter at gå på vores trådløse netværk

Så I må have tålmodighed til jeg enten finder et netværkskabel eller får det trådløse til at virke igen

[Guest]

Ihh, spændende :wee

Og tillykke med din smukke pige :7himmel

[Ema]

Tirsdag ventede jeg så spændt på stuegang for at høre hvad den videre plan var og stor var min glæde da jeg fik besked om man havde besluttet at overføre mig til fødegangen og sætte ve-drop, så der kunne komme gang i mine veer.

Beskeden var at jeg ville blive flyttet i løbet af en halv time, så skyndte mig at ringe til N og give ham besked på at tage afsted og komme direkte på FG i stedet for op på stuen. Han svarer at han bare lige skal ud med hunden, men ellers kører med det samme.

Jeg går i gang med at pakke mine ting sammen, man får alligevel indrettet sig lidt når man er indlagt i flere dage, og så ligger jeg mig ellers bare til at vente.

Efter en time er der ikke sket noget og jeg ringer til N og fanger ham netop som han er på vej ind på fødegangen og får sagt at han skal komme op på stuen i stedet for. Han når lige at komme op til mig, så kommer JM og hun ser helt forkert ud i hovedet.

Allerede der har jeg luret at der er noget galt, men det slår mig alligevel helt ud, da hun forklarer at de (igen igen) har mega travlt på fødegangen og jeg derfor ikke vil blive yderligere  igangsat lige nu og hun kunne ikke sige hvornår det ville ske, men de håbede at der blev plads snart

Prøv lige at spørg om jeg blev skuffet... :boo

Nå, men der var jo ikke rigtig andet at gøre end at vente. Og i mellemtiden kunne vi så "nyde" lyden af roommate Josefine (som åbenbart lige præcis nåede at blive sat igang inden FG sagde stop for patienter) som fik flere og flere veer i sengen ved siden af.

Midt på eftermiddagen var der ikke sket en skid og da Josefine går i fødsel og bliver kørt på fødegangen, ja så brast alt håb for at der skulle ske mere den dag. Hold op, hvor jeg hadede hende lige der, selvom det jo ikke var hendes skyld, men syntes bare det var så uretfærdigt

Vi blev enige om at N lige så godt kunne tage hjem igen og så lå jeg så der alene på stuen og var sur og depri. Samtidig så slap den der åndssvage mens lignende smerte aldrig rigtigt, så jeg havde ondt hele tiden også. Generelt følte jeg mig vist bare rigtig sølle lige der.

Ved 18 tiden kommer JM og fortæller at der ikke kommer til at ske yderligere i dag og jeg kan kun sige at det havde jeg ligesom gættet. Jm forsikrer mig om at jeg er først i køen næste dag (som om jeg kan bruge det til noget :klap ) og siger at det er vigtigt at jeg får sovet godt i løbet af natten, så jeg er klar til fødslen.

Jeg fortæller hvor dårligt jeg har sovet de sidste par nætter, smerter, frustration og sygehusseng gør altså ikke underværker for ens søvn, og hun vi undersøge om jeg kan få noget at sove på så jeg får hvilet ordentlig ud.

Ender med at jeg ved 10-tiden får en pille, der skal hjælpe mig med at falde i søvn samt en dosis morfin til at tage smerterne og så lykkes det mig at falde i søvn.

Jeg vågner igen ved 1-tiden og skal tisse. Ude på toilettet opdager jeg at mit bind er helt gennemblødt af en farveløs væske, men det går ikke rigtig op for mig hvad det kan betyde før jeg er på vej tilbage i seng og kan mærke at der pludselig løber væske ud af mig, da jeg sætter mig ned.

Vandet er gået, jeg kan næsten ikke tro det, men da jeg samtidig kan mærke at smerten i maven tager til for så at stilne af igen, så begynder jeg at tro på det.

Jeg ringer på klokken og stønner næsten indvendigt, da jeg ser hvilken JM der er på vagt. Den eneste af dem jeg har mødt som jeg ikke bryder mig om. Go figure

Nå, men hun bekræfter at det ser ud som om vandet er gået, men da jeg ikke har særlig kraftige eller regelmæssige veer, så anbefaler hun at jeg hopper i seng og forsøger at sove lidt mere. Yeah right, som om det kan lade sig gøre på nuværende tidspunkt

Efter et stykke tid synes jeg veerne kommer med kortere og kortere mellemrum og jeg begynder at tage tid på dem med min app.

Ved 3-tiden varer veerne ca 1 min. og kommer med 3 minutters mellemrum, men de er ikke særligt kraftige og da jeg på trods af alting føler mig søvning forsøger jeg at få sovet lidt.

Jeg halvsover ca en times tid og kan nu konstatere at veerne nu både kommer hyppigere og tager til i styrke. Jeg ringer efter den trælse JM og får kørt en ctg, der bare bekræfter hvad jeg selv har konstateret, men mine veer er stadig ikke regelmæssige nok til at komme på FG. Men de tiltager helt klart i styrke og jeg får sværere og sværere ved at holde mig i ro. Endelig slipper jeg for ctg'en og kan komme op og gå rundt og det er noget bedre end at ligge i sengen.

Kl 6 kommer JM ind for at høre hvordan det går og hun undersøger mig og kan konstatere at min livmoderhals nu er helt udslettet, selvom jeg (stadig!!!) kun er 4 cm åben. Og endelig får jeg lov at komme på fødegangen

Skynder mig at ringe til N og sige at NU er det altså nu og denne gang er det sikkert. Når dårligt at lægge på inden de kommer for at køre mig afsted.

Klokken er 6.30 da jeg kommer ned på FG og da der er vagtskifte kl 7, hilser jeg bare meget kort på en JM, som viser mig tilrette og fortæller at min JM kommer ind og hilser på min så snart de har haft overleveringsrunde.

N ankommer lidt over 7 og 7.20 kommer JM Åsa og JM-student Mirja så ind og præsenterer sig. Jeg får ros for min vejrtrækning i forbindelse med veerne, selvom jeg kæmper noget med dem, da jeg er nødt til at ligge mig på senge for at blive undersøgt. Det er bare meget nemmere når jeg kan bevæge mig rundt. Åsa tilbyder mig lattergas. Føler dog at jeg har det under kontrol, da jeg kan komme op og gå igen, så vælger at vente.

Ved 10-tiden vil Åsa gerne køre en ny ctg, hvilket betyder at jeg er nødt til at lægge mig på sengen igen og her er jeg nødt til at bede om lattergasen for ellers kan jeg ikke holde mig i ro. Den får jeg og bliver instrueret i at begynde at bruge den når jeg kan mærke veen er på vej og når veen er slut skal jeg trække frisk luft ind og ånde ud i masken min. 4 gange for ikke at lukke for meget lattergas ud i rummet. Det tager lige et par forsøg, men så får jeg lidt rytme på og får styr på at komme ind på det rigtige tidspunkt. Og det hjælper faktisk meget på smerterne

Efter en halv times ctg undersøger Åsa mig igen og jeg er stadig kun 4 cm åben, hvilket jeg kan huske jeg synes var skide uretfærdigt. Åsa synes jeg skal have ve-drop for at sætte lidt mere gang i processen og synes jeg jo lyder meget fornuftigt. Men jeg skulle blive klogere.

I følge journalen koples ve-droppet præcis kl 11.04 og så starter mit smertehelvede ellers.

Hold nu op, sådan et ve-drop er da godt nok det ledeste torturredskap. Håber aldrig jeg behøver opleve det igen.

Herfra forsvinder min tidsfornemmelse fuldstændigt og det er også herfra at jeg kun kan huske brudstykker. Men det jeg i hvert fald kan huske er de kraftigere og kraftigere veer, der bare kommer og kommer og kommer stort set uden pause.

Jeg klamrer mig til min lattergasmaske med den ene hånd og N med den anden, mens jeg forsøger at huske min vejrtrækning. For at få en fornemmelse af hvor kort der var mellem veerne, så kunne jeg sjældent nå at tage mine 4 åndedrag inden jeg kunne mærke næste ve var på vej.

Som sagt, har jeg ingen fornemmelse for tidsforløbet herefter, men jeg kan huske at Åsa på et tidspunkt spørger om ikke jeg synes vi skal få lagt en epidural for at hjælpe på smerterne. Kan kun nikke samtykkende for har bare ONDT. I journalen kan jeg se at der kun er gået 40 min siden ve-droppet blev sat igang.

45 min senere (igen i følge journalen) kommer anæstesilægen så og jeg skal op og sidde så han kan lægge epiduralen. Hold nu på, hvor gjorde det ondt at komme op og sidde og så skal man sidde helt musestile for at han ikke skal stikke forkert.

Sveden haglede i bogstaveligste forstand af mig, mens jeg klamrede mig til N, som gjorde sit bedste for at støtte mig og hjælpe mig med at sidde stille. Og det eneste jeg tænker er bare: Hold ud, det bliver bedre så snart han har lagt den. Hold ud, det bliver snart bedre.

og selvfølgelig kan han så ikke få den lagt. Han bliver ved med at bede mig ændre stilling og lige lidt hjælper det. Efter 3 forsøg er han nødt til at tilkalde en kollega, som heldigvis får den lagt i første forsøg. Kan se i journalen at hele denne seance varede i lidt over 1 time.

N blev helt chokeret da vi snakkede om dette, for han syntes det havde taget meget længere tid.

Endelig får jeg lov at ligge mig ned igen og så venter jeg ellers bare på at epiduralen sætter ind. Og det bliver da også bedre, men slet ikke den der fantastiske effekt, som jeg har hørt så mange andre snakke om. Det føles lidt som min mave er delt i 3 dele: Højre side, venstre side og så et bredt stykke lidt under navlen som går på tværs. I højre side mærker jeg helt klart en forbedring, men i venstre og tværstykket næsten ingen ændring.

Åsa undersøger mig igen kl 13.30 og jeg har udvidet mig 4 cm siden droppet blev sat i gang. Jeg kan huske at hende og N snakker om at det er meget på 2 timer og at nu går det stærkt og jeg ligger og forsøger at få styr på et tidsforløb i mit hoved. Jeg har ingen anelse om hvad klokken er på dette tidspunkt og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst er blevet undersøgt og midt i alle mine veer har jeg ikke overskud til at spørge og så opgiver jeg bare til sidst og stiller mig bare tilfreds med at det forhåbentlig går stærkt nu.

Kl 14 er der vagtskifte og Jm Catrine overtager sammen med JM-studerende Rondik. Jeg kan godt huske at Åsa og Mirja sagde farvel og at Catrine og Rondik præsenterede sig selv, men på en eller anden måde har jeg alligevel ikke registreret at der blev skiftet personale. Det er svært at forklare, men i mit hoved er de alle sammen bare registreret som JM eller studerende. Nok fordi jeg har haft overskud til rigtigt at registrere hvem de egentlig var.

14.30 beslutter Cathrine at forsøge at give en extra dosis af epiduralen mens jeg ligger på venstre side for at se om det kan hjælpe på smerten. Det gør ondt ad pommern til at vende mig, men det hjælper faktisk. Dog er der stadig ingen effekt i det der tværstykke under navlen og Cathrine tilkalder åbenbart en læge, der kommer og undersøger mig for at tjekke at der ikke er noget galt, men alt er normalt. Jeg har absolut ingen erindring om at der har været en læge på stuen OVERHOVEDET. Det er faktisk lidt skræmmende når man tænker over det.

Derimod kan jeg huske at Cathrine spørger mig om jeg er blevet opereret i området omkring livmoderen og da jeg fortæller at jeg har fået fjernet endometriose væv ad flere gange, siger hun at det kan være arvæv efter endometriosen som gør livmoderen mindre smidig og derfor gør mere ondt.

 

Omkring kl 15.30 undersøger Cathrine mig igen og jeg er nu 10 cm åben, men Freja er ikke trængt helt ned gennem bækkenet endnu,

Åbenbart vil Cathrine gerne tage lattergassen fra mig på det her tidspunkt (kan jeg ikke huske) og da jeg åbenbart nægter at slipppe den ( :badgirl ) så slukker hun for den, så der kun kommer ilt, men N har fortalt at jeg stædigt nægtede at give masken fra mig og hårdnakket insisterede på at det stadig hjalp og jeg ikke kunne undvære den :lol 

Efter undersøgelsen går det op for Cathrine at jeg hverken har spist eller drukket, siden jeg fik morgen mad kl 7 og selvom jeg ikke vil have noget "tvinger" hun mig til at drikke lidt blåbærsuppe (ækel svensk opfindelse), som desværre kommer retur få minutter efter jeg har drukket det. Og det smager IKKE bedre på vej op igen. Cathrine opgiver at få noget i mig og jeg får et drop med sukkerløsning for at give kroppen næring.

 

Jeg bliver undersøgt igen kl 17.30 og 18.30 (ikke noget jeg selv kan huske) og ved sidste undersøgelse er Freja endelig kommer langt nok ned, men jeg får stadig igen presseveer, så Cathrine vælger øge ve-droppet for at komme videre. Kan se af journalen at droppet øges hver halve time frem til Freja kommer ud. Jeg har ikke selv registreret at droppet blev øget, så kan ikke sige om veerne blev værre, men tror faktisk ikke jeg ville have været i stand til at mærke det for jeg er stadig helt væk i de der veer og det eneste jeg husker er Ns hånd og min elskede lattergasmaske.

Generelt er mit indtryk af hele det her forløb at jeg trak mig utrolig meget ind i mig selv for at håndtere smerten og mine fokuspunkter var N og lattergasmasken, medmindre nogen virkelig afledte mig og trængte igennem.

Jeg husker at N flere gange blev sendt ud for at få pause og jeg var nærmest desperat for at få ham tilbage de gange han var væk, men et eller andet sted forstod jeg jo også godt hvorfor han behøvede pauser. Det kunne jeg også godt selv have brugt.

Kan huske et tidspunkt hvor både N og JM (kan ej huske hvornår det er, så ved ikke hvilken af dem) er ude af stuen og den studerende spørger om det er ok at hun også går, hvor jeg bare får sagt NEJ for kan på ingen måde overskue at være alene. Går ud fra hun blev til N, kom tilbage, men kan faktisk ikke huske det. Kan bare huske jeg syntes hun måtte være den dummeste person i hele verden, hvis hun troede jeg var ok med at være alene...

 

Kl 19 får jeg pressetrang og får besked på at jeg bare skal presse med, men nu SKAL jeg altså aflevere masken (som der jo ikke har været lattergas i de sidste 2,5 time...

Syntes stadig at presseveerne gjorde pænt nas og det kunne vist også høres. Havde aldrig troet at jeg kunne brøle så højt :oops

Men det bedste ved pressefasen var at der nu faktisk var pauser mellem veerne. Jeg er på dette tidspunkt fuldstændig smadret og føler overhovedet ikke at jeg har kræfter til at presse med, men det er jo umuligt at lade være.

Kan huske at jeg mellem veerne bare lå og nød pausen og at jeg hver gang jeg kunne mærke en ny ve på vej tænkte: nej, den her ignorere jeg bare, men det gik jo ikke.

Jeg ved ikke hvor langt tid jeg havde haft presseveer før jeg gav op. Jeg følte ikke at der skete noget som helst og var ret ligeglad med at Cathrine sagde at det gik fint fremad. Jeg orkede bare ikke mere og jeg tiggede og bad om at få kejsersnit.

N forsøgte på bedste vis at opmuntre mig og selvom jeg for det meste bare ignorerede ham, så var der i hvert fald et tidspunkt, hvor jeg fik bedt ham om at holde sin kæft på en knap så pæn måde :oops

Til sidst fik Cathrine vist nok af min plagen om kejsersnit og jeg fik venligt, men MEGET bestemt besked på at den her baby altså ikke skulle fødes ved kejsersnit, men at hun kunne tilkalde en læge og så kunne han hjælpe til med sugekop, hvis jeg virkelig ikke mente jeg kunne selv.

Så fik jeg den og da jeg absolut ikke ville have nogen sugekop, så måtte jeg jo tage mig sammen. Tror faktisk aldrig jeg svarede hende på det med lægen, men snakkede i hvert fald ikke mere om kejsersnit.

 

Pludselig begyndte det at gøre ondt nede mellem mine ben mellem veerne også og Cathrine kunne fortælle at NU var det lige ved og jeg skulle bare presse rigtig meget med næste ve. Tror ikke hun kom ud i den første ve efter dette, men jeg ved faktisk ikke hvor mange veer der gik.

 

Præcis kl 20.00 lettede presset pludselig midt i en ve og Freja meldte sin ankomst til verden ved at sætte i et hyl, der (næsten) matchede de brøl hendes mor havde udstødt.

 

Jeg fik hende straks op på maven og hun var bare perfekt :kuller :kuller :kuller

Blev øjeblikkeligt fuldstændig overvældet og kunne bare slet ikke holde op med at stirre på hende. Og jeg følte det virkelig som om tårerne strømmede ned ad kinderne på mig, men der kom bare alsdrig nogen rigtige tårer. Tror simpelthen jeg var for dehydreret til det, men havde virkelig den der fornemmelse i hele kroppen, som når man græder.

Da jeg endelig kan løsrive mig fra hende kigger jeg til siden og kan bare se N sidde og stirre lige så forelsket på hende med tårer i øjnene.

Puha får helt tårer bare ved at sidde og skrive om det nu.

 

N klippede navlestrengen og på et eller andet tidspunkt mens jeg var optaget af min smukke datter, så kom moderkagen også ud. Mærkede overhovedet ikke noget og det gik ikke op for mig at den var ude før Cathrine fortalte mig at den var hel og spurgte om vi ville se den. Det havde vi slet ikke tid til for vi var fuldstændig fortryllede af den der lille skabning, der lå på min mave.

 

Hun scorede i øvrigt 9 på Apgar efter 1 minut og 10 efter 5. Det var kun farven, der trak lidt ned på første bedømmelse. Hun blev også lagt til brystet et par gange, men viste ingen lyst til at sutte.

 

Jeg var desværre bristet i begge skamlåber samt i selve vagina og selvom det ikke var store eller dybe bristninger, så blødte det en hel del og skulle sys. Cathrine lokalbedøvede og begyndte at sy, men måtte tilsidst tilkalde en læge til hjælp. Kan se i journalen at det tager lige omkring 1 time inden de er færdige med at sy, men jeg er så opslugt at min fantastiske Freja at jeg dårligt nok registrerer at de er der.

 

Da de er færdige er det tid til vagt skifte og vi må derfor vente med at få vejet og målt Freja til næste JM kommer. Cathrine og Rondik siger stort tillykke og så er vi pludselig helt alene med vores lille prinsesse :7himmel

 

Pludselig begyndte jeg dog at ryste og fryse og får det generelt skidt og vi må ringe efter JM Lena, som har overtaget efter Cathrine. Jeg har heldigvis ikke feber, så hun mener at det er en stress reaktion fra min krop og jeg bliver pakket ind i tæpper og varmedunke.

Jeg ryster så meget at jeg ikke tør have Freja liggende, da jeg er bange for at tabe hende, så da hun er blevet målt og vejet kommer hun over til N.

Freja målte 51 cm og vejede 3715 g. Min tykke lille baby :7himmel

Da jeg endelig får varmen igen falder jeg åbenbart i søvn. Havde åbenbart ikke kræfter til at holde mig vågen.

 

En sygeplejerske kom ind med en fin bakke med mad til os, men jeg kunne slet ikke spise noget. Til gengæld var jeg sindssygt tørstig og i følge N var sandwichen ikke noget at råbe hurra for.

 

Lena vil gerne beholde mig på fødegangen over natten for at være sikker på jeg har det godt og N får lov til at overnatte sammen med mig. Det er helt uvirkeligt da vi pludselig ligger i hver sin seng med Freja i en vugge mellem os. Tror aldrig jeg har været så lykkelig i hele mit liv.

 

Det var min fødselsberetning og jeg kan hilse og sige at uanset hvor hård og træls jeg syntes min graviditet og fødsel har været, så er det det hele værd at sidde her med min smukke lille datter på skødet, mens jeg skriver dette. :kuller :7himmel :loveshower

[Ema]

Kan dog lige nævne at vi endte med at være indlagte en uge efter fødslen, da Freja ikke viste nogen sugerefleks de første to døgn og da hun endelig fangede pointen, ja så ville min mælk ikke løbe til. Så vi kæmpede en brav kamp med madning hver 2.-3. time i næsten en uge inden det begyndte at fungere, men så har der heldigvis ikke været nogen problemer med amningen efter det og hun har allerede indhentet det tabte vægt

[Påskesen]

Hold da op :) Sikke et langtrukket forløb du har været udsat for! Men skøn beretning på trods af at du ikke selv husker det hele tydeligt :) Stort tillykke med jeres datter !

[Little Miss]

Sikken en omgang. Skræmmende så meget den minder om min egen da den først gik igang. Jeg kan bare kun huske meget få brudstykker undervejs.

Jeg havde arvæv efter keglesnit som gjorde jeg ikke udvidedet mig. Hold kæft hvor jeg også bandede de jm langt væk som undersøgte mig og sagde der stadig ikke var sket noget.

Har du hørt fra læge eller Jordmoder om hvad sandsynligheden er for du vil gå samme slags fødsel igennem igen? Jeg har flere gange (heldigvis) fået af vide at nu skulle arvævet være "elastisk" så en ny fødsel skulle ikke blive så fæl.

Så fedt at høre du er hel igennem dit forløb og kan se positivt på det :-)

[Little Miss]

Dobbelt

[Ema]

Sikken en omgang. Skræmmende så meget den minder om min egen da den først gik igang. Jeg kan bare kun huske meget få brudstykker undervejs.

Jeg havde arvæv efter keglesnit som gjorde jeg ikke udvidedet mig. Hold kæft hvor jeg også bandede de jm langt væk som undersøgte mig og sagde der stadig ikke var sket noget.

Har du hørt fra læge eller Jordmoder om hvad sandsynligheden er for du vil gå samme slags fødsel igennem igen? Jeg har flere gange (heldigvis) fået af vide at nu skulle arvævet være "elastisk" så en ny fødsel skulle ikke blive så fæl.

Så fedt at høre du er hel igennem dit forløb og kan se positivt på det :-)

 

Nej, jeg har faktisk ikke fået spurgt om sandsynligheden for at det bliver samme forløb igen, mest af alt fordi jeg i de første dage efter fødslen svor at hvis Freja skulle have søskende, så måtte de komme til verden gennem kejsersnit, men jeg har tænkt mig at spørge når jeg skal til 8-ugers kontrol.

Skal også have spurgt hvordan jeg står ifht svangerskabsforgiftning.

 

Min personlige teori går også lidt på at det også var extra hårdt fordi det var en igangsættelse og livmoderen nok ikke har været helt moden, men det er ikke noget jeg har fået konfirmeret af nogen fagfolk.

Men håber de har sat godt med tid af til den kontrol, for har godt nok mange spørgsmål om en evt næste graviditet

[Krebsen]

Sikke en omgang! Hvor er du bare SEJ! :)

[Guest]

Det var noget af en omgang! Stort tillykke med den lille pige :)

[Little Miss]

Nej, jeg har faktisk ikke fået spurgt om sandsynligheden for at det bliver samme forløb igen, mest af alt fordi jeg i de første dage efter fødslen svor at hvis Freja skulle have søskende, så måtte de komme til verden gennem kejsersnit, men jeg har tænkt mig at spørge når jeg skal til 8-ugers kontrol.

Skal også have spurgt hvordan jeg står ifht svangerskabsforgiftning.

Min personlige teori går også lidt på at det også var extra hårdt fordi det var en igangsættelse og livmoderen nok ikke har været helt moden, men det er ikke noget jeg har fået konfirmeret af nogen fagfolk.

Men håber de har sat godt med tid af til den kontrol, for har godt nok mange spørgsmål om en evt næste graviditet

Jeg havde virkelig svært ved de første mange måneder så meget som overveje en ny fødsel. Jeg var sikker på Carl Emil skulle være enebarn men heldigvis glemmer man lidt hvordan det helt præcist var med tiden.

Og som sagt fik jeg af vide efterfølgende at nu var arvævet ligesom brudt så det ville blive meget anderledes ved næste fødsel.

Lyder fornuftigt at høre til 8 ugers check. Du må meget gerne skrive til mig hvad du får af svar. For det fylder alligevel en del til mig nu hvor vi taler pb2 herhjemme....

[Forunderligt]

Sikke en sej omgang du har været igennem - åh kom til at grine lidt da du skriver at du ville ignorere næste ve  :D der er jo ikke noget at stille op, man må tage dem en ad gangen. 

 

Tillykke med jeres datter, hvor bevægende at læse med her, tak for den fine beretning.

[Guest]

Hold fast en hård omgang :kiss

Men hvor er du sej! :respekt

(Husker selv ve-droppet! - forfærdeligt! :box )

[Ema]

Sikke en sej omgang du har været igennem - åh kom til at grine lidt da du skriver at du ville ignorere næste ve  :D der er jo ikke noget at stille op, man må tage dem en ad gangen. 

 

Tillykke med jeres datter, hvor bevægende at læse med her, tak for den fine beretning.

Ja de der veer lade sig ikke lige ignorere, men jeg forsøgte ihærdigt kan jeg love dig :lol

[Ema]

Hold fast en hård omgang :kiss

Men hvor er du sej! :respekt

(Husker selv ve-droppet! - forfærdeligt! :box )

 

Det er lidt sjovt at I alle sammen kommenterer hvor sej jeg har været, for sådan ser jeg det overhovedet ikke selv.

Nærmere som at jeg med nød og næppe overlevede :lol

 

Og ja, det der ve-drop, det burde forbydes...

[mnl]

Tillykke med Freja!  :wub  Sikke dog en langtrukken fødsel :blink

[Ema]

Tillykke med Freja! :wub Sikke dog en langtrukken fødsel :blink

Ja det må du nok have lov at sige. Men resultatet er jo heldigvis blevet fantastisk

Var til kontrol besøg hos JM i fredags og hun var faktisk lidt chokeret over at de havde ladet droppet køre så længe uden at give mig en pause, men de har ikke skrevet noget om hvorfor man ikke gjorde det, så det bliver vi nok aldrig klogere på

[Ema]

Jeg havde virkelig svært ved de første mange måneder så meget som overveje en ny fødsel. Jeg var sikker på Carl Emil skulle være enebarn men heldigvis glemmer man lidt hvordan det helt præcist var med tiden.

Og som sagt fik jeg af vide efterfølgende at nu var arvævet ligesom brudt så det ville blive meget anderledes ved næste fødsel.

Lyder fornuftigt at høre til 8 ugers check. Du må meget gerne skrive til mig hvad du får af svar. For det fylder alligevel en del til mig nu hvor vi taler pb2 herhjemme....

Har nu snakket med JM om det og hun sagde at det generelt var bedre med arvæv ved efterfølgende fødsler, da det allerede har "givet sig" men som hun også sagde så er der jo ingen garantier

Så vi kan jo krydse fingre for at det bliver bedre i anden omgang

[Little Miss]

Har nu snakket med JM om det og hun sagde at det generelt var bedre med arvæv ved efterfølgende fødsler, da det allerede har "givet sig" men som hun også sagde så er der jo ingen garantier

Så vi kan jo krydse fingre for at det bliver bedre i anden omgang

Vi krydser

[Ema]

Hvor er det sjovt at læse sin egen beretning igen og hvor er det vildt at det på lørdag er 2 år siden allerede.

Faktisk var jeg indlagt i dag for 2 år siden.

Og til de interesserede kan jeg jo så fortælle at udvidelsesfasen på ingen måde var lige så slem ved fødsel nr 2, så måske var der noget om det der med arvævet