Vandfødsel - en smuk start på livet

[Krebsen]

Det er onsdag, og jeg er 41+0. Jeg tager en tur i svømmehallen og får en zoneterapi-behandling. Jeg beder behandleren om at gøre alt hun kan for at modne mig til fødsel. Hun siger til mig, at jeg skal gå en rigtigt lang tur, og at jeg nok skal have født inden ugen er omme. Da jeg kommer hjem, prioriterer jeg dog en lang lur i stedet. Det føles rigtigt.

Torsdag. Jeg er 41+1. Jeg får lyst til at arrangere en kaffeaftale med en veninde. Inden da tager jeg en tur ind til byen og køber hindbærbladete i helsekosten. Jeg har læst at det skulle være godt at drikke op til termin, men jeg tænker ”bedre sent, end aldrig”. Jeg går en tur igennem byen, går og går, indtil mit bækken begynder at gøre rigtigt ond. Jeg tænker det må gøre det ud for den lange tur zoneterapeuten har anbefalet. Jeg kommer hjem, og laver te af hindbærbladene og spiser jordbærtærte med min veninde. Senere på dagen bliver jeg tidligt træt, og vi går i seng. Om natten begynder de første kraftige plukveer. Klokken er 2 om natten til fredag. Jeg er 41+2. Jeg kan ikke sove, og går ind i stuen og ser en serie. Jeg får 3 plukveer pr. afsnit. Jeg spiser lidt, og går i seng igen kl. 5. Det er stilnet lidt af.

Fredag morgen har jeg lyst til at blive hjemme. Jeg kan mærke plukveerne (veerne!) komme med jævne mellemrum. Jeg har taget kurset ”Smertefri fødsel”, og øver mig i laboro vejrtrækningen hver gang der kommer en plukve. Jeg prøver også at sammenligne laboro vejrtrækningen med dybe yoga-vejrtrækninger. Jeg bliver enig med mig selv om at laboro virker bedst for mig. Det flytter fokus og hjælper mig hurtigere igennem sammentrækningen. Klokken 10 ringer jeg og bestiller tid til overtidstjek på Skejby. Jeg får en tid til kl. 09.30. Jeg håber, håber, håber at jeg slipper for at blive sat i gang.

Fredag aften bliver veerne regelmæssige med 7-8 minutter imellem, og de er af 1 minuts varighed. Jeg er begyndt at skrive ned på et stykke papir når der kommer sammentrækninger. Jeg prøver først at gå i seng, men kan ikke ligge ned og sove. Jeg siger til min mand, at han skal tage ørepropper i, og sørge for at få en god nats søvn. Jeg tager dynen med ind i stuen, sætter mig i en lænestol og forbereder mig på en lang nat. Hele natten har jeg sammentrækninger. Jeg tænker og tænker om det nu er rigtige veer? Min største frygt er at komme ud på fødegangen, og at de så beder os tage hjem igen og først komme igen, når det gør rigtigt ondt! Så jeg trækker vejret, og forsøger at hvile i pauserne. Jeg tvinger mig selv til at tænke at kroppen under alle omstændigheder er i gang med at forberede sig, og at det er rigtigt godt at det går langsomt, for så kan kroppen følge med.

Det bliver lørdag morgen, og jeg er 41+3. Det har været en lang nat. Jeg har taget 2 pinex og et langt bad kl. 4. Varmen fra badet var dejlig. Jeg skal koncentrere mig virkelig meget om at komme igennem sammentrækningerne. Lørdag formiddag er strid at komme igennem. Jeg har ikke sovet hele natten, og jeg er træt. Jeg kan ikke spise noget, for jeg har kvalme og det hele presser sig sammen. Jeg går på toilet mange gange og kaster op 2 gange imens der er sammentrækning. Jeg begynder at være HELT sikker på det er veer. Jeg ringer og får udskudt overtidstjekket til kl. 16.

Sen formiddag føles det meget intenst. Jeg får massage af min mand, og han sørger for at tilbyde mig vand og at pakke bilen. Han er meget rolig, og det hjælper mig. Jeg er klar til at komme en tur på fødegangen. Der bliver kortere og kortere imellem veerne. L (mand) hjalp til med at tage tid på veerne, og jeg var utålmodig over at de stadig ikke var nede på mellem 3-5 minutter. I det øjeblik der havde været 5 minutter mellem veerne i ½-1 time, besluttede jeg at vi skulle afsted til fødegangen! Vi hørte Norah Jones og Tina Dickow, og L sørgede for at spise bagerbrød med hønsesalat, så han var tanket op. Jeg var egentlig sulten, men jeg kunne slet ikke have noget i maven – jeg havde så meget opstød og kvalme og tanken om at få noget i maven var bare ækel. Det var en lille smule provokerende at L bare kunne sidde og nyde sin mad, men på den anden side vidste jeg jo godt at jeg havde brug for at han var kørende, så det var jo helt OK J L varmede varmepuder, og gav mig massage på lænden. Det var allerbedst at stå på knæ i lænestolen, og at han så masserede lænden imens. Det lettede helt enormt. Egentlig var det bare helt enormt beroligende at han var så rolig – jeg sad og tænkte, at jeg fandme ikke havde været så rolig, hvis det var ham der havde haft veer.

Kl ca. 11.45 ringede L ud på fødegangen og snakkede med en sur gebrokken jordemoder. Hun spurgte om jeg havde været i bad, og sagde at det var jo også god smertelindring! Jeg skulle absolut ikke i bad igen, og jeg ville ud på fødegangen NU! Jordemoderen gav sig heldigvis, og vi måtte komme ud til et tjek. Så vi fik lov til at køre afsted. Så jeg skulle bare have sko på – det tog en krig, men afsted, det kom vi.

På fødegangen blev vi vist ind i undersøgelsesrum. Jeg var rædselsslagen for at blive sendt hjem med besked om først at komme igen når det gjorde rigtigt ondt – og da jordemoderen sagde ”livmoderhalsen er fuldt udslettet og du er 3 cm åben”, var jeg SÅ lettet. Jordemoderen ville sørge for der blev en stue klar til os og foreslog at jeg fik en cocktail bestående af 4 smertestillende og ½ sovepille. Først ville jeg ikke have sovepillen, men L spurgte om det mon ikke var en god idé, så jeg kunne få slappet endnu bedre af i vepauserne. Pludselig syntes tanken om at få slappet af utroligt tiltalende, så jeg fik hele baduljen indenbords og glædede mig til lidt fred og ro.

Vi kom på fødestuen, og kiggede på badekaret, toilettet og selve føderummet. Det så ok ud. L hentede taskerne, og jeg indstillede mig på at nu var det nu. Jeg gik lidt rundt, satte mig i lænestolen og på bolden, men kunne ikke rigtigt finde en god stilling. Veerne gjorde ondt, men vejrtrækningen hjalp. Cocktailen gjorde at jeg faldt i søvn mellem veerne, men jeg blev så også vækket af selvsamme veer når de kom, og jeg blev hylet lidt ud af den, fordi jeg så for sent kom ind i vejrtrækningen. Jeg ville helst sidde i lænestolen, men L fik mig sat på den store pilatesbold og jeg lænede mig ind over sengen – L stod imens og gnubbede mig på lænden med en nubret bold. Vi var for os selv til kl. 15. Jordemødrene troede jeg sov, men det havde jeg altså ikke gjort. Ved vagtskiftet kom en sød jordemoder ind på stuen og sagde at nu tog hun afsted, og der var en anden der overtog. Hun kunne godt se jeg havde ondt, og spurgte til om vi ikke skulle finde på noget smertelindring? Jo tak, jeg ville gerne have akupunktur. Det ville hun sørge for med det samme, og der var en super jordemoder på arbejde, der bare var dygtig til at få lagt de nåle.

Nu kom så Anne Louise, jordemoder, ind og hilste på os. Sød pige, der var rigtigt rolig og venlig. Hun fik min vandrejournal med fødselsønskerne i, og læste dem igennem. Sagde til mig at hun kunne se min vejrtrækning hjalp mig, og at hun ville lade mig arbejde med dem. Jeg skulle sige til hvis jeg fik brug for hjælp til vejrtrækning, så ville hun hjælpe mig på den måde hun kunne finde ud af. Det var ok med mig, og jeg sagde at jeg primært havde brug for hjælp i pressefasen. AL undersøgte mig, og vupti – jeg var gået fra 3 til 5 cm på 2,5 time. Det var jeg glad for.

Kl 17 fik jeg klyx. L gik en tur ned i cafeteriet imens. Det var fint nok, men afsindigt svært at ligge og knibe sammen samtidigt med at der var ve. Min krop havde selv sørget for at tømme ud, så det var ret begrænset hvad der kom. Men det var rart at vide, at det var væk.

Kl ca 17:15 blev jeg undersøgt igen og her var jeg 6 cm åben. Juhu, endelig kunne jeg komme i badekarret. Jeg havde lyst til mere smertestillende, og AL foreslog at hun lagde bistik. Det var OK, for det trak både foran nederst i maven og rigtigt meget om i lænden, og jeg havde svært ved at overskue det. Bistikkene sved, men jeg brugte vejrtrækningen. AL virkede helt overrasket over at jeg ikke sagde ”av”, men jeg var så fikseret på at trække vejret og jeg fik sagt bagefter ”jeg kan ikke både snakke og trække vejret!”. L og AL sad og snakkede om at det ikke var normalt at man slet ikke kviede sig ved at få de bistik. Selvom jeg vist ikke kommenterede på det, blev jeg alligevel lidt stolt. Jeg havde på en eller anden måde brug for at vise L at jeg altså havde en OK høj smertetærskel. Bistikkene hjalp med det samme.

Jeg kan ikke finde ud af at beskrive hvordan veerne føltes, andet end at de var pisseirriterende og at det gjorde hammer ondt foran og i lænden – men hvis jeg fik vejrtrækningen startet på det rigtige tidspunkt, hjalp det med at bære igennem og til at flytte fokus fra veen. Jeg husker L’s stemme fra hele forløbet – kæbe, skuldre, hænder – slap af slap af, træk vejret, træk vejret. Det var han bare så dygtig til. Og de gange hvor jeg blev hylet ud af det, var det hans stemme der fik mig tilbage til fokus og igennem veen.

Kl. 17.30 var karret fyldt. Jeg frøs meget og AL og L sad og hældte vand hen over mig. Jeg skulle op og tisse et par gange, og AL og Karen (sosu-assistenten) sagde jeg bare kunne tisse i karret. Det kunne jeg bare absolut ikke! Så jeg måtte op og på rigtigt toilet. Jeg fik lagt flere bistik – denne gang sved de mere i lænden, men til gengæld virkede de også bedre.

Kl. ca 19.15 ville L ud og finde noget at spise. Jeg bad ham om at tage sin telefon med, og ville sikre mig at AL kunne få fat på ham hvis det var nødvendigt. Jeg følte at det begyndte at gå stærkt. L gik afsted og jeg var alene med AL. Det begyndte at blive rigtigt stygt, og jeg manglede L til at give mig vand. Jeg blev sindsygt tør i munden efter hver ve, og L var super god til at stikke et glas vand med sugerør hen til mig efter hver ve. Jeg glædede mig til han kom tilbage. Jeg husker jeg klamrede mig til kanten af badekarret og begyndte at jamre mig under veerne. Jeg skulle tisse igen og jeg ville have flere bistik! Den var AL med på. Stik, stik, stik, stik, stik – og det hjalp. En hurtig tur på toilet, og så blive undersøgt. Kl var nu ca. 20 og jeg var 9 cm åben! Nøj, hvor var jeg stolt ligefrem – tænkte bare JUHU, det går hurtigt og måske når jeg at føde inden AL skal hjem! L var kommet tilbage fra aftensmad. Han havde fået mørbradgryde med pomfritter og havde skyndt sig helt vildt. AL fortalte at det var gået stærkt imens han var væk.

Kl 20 – 21 husker jeg ikke meget af. Der begyndte at komme mere og mere lyd på mig. Jeg kan huske jeg syntes det var træls at jeg skulle sige så høje lyde, for de andre måtte tænke jeg var pisseirriterende. Jeg prøvede at holde fast i vejrtrækning, og AL begyndte også at hjælpe med at sige ”pust ud!”, når hun kunne høre jeg var ved at gå i selvsving. Igen husker jeg L’s stemme ”slap af, slap af, kæbe!, skuldre!, hænder!”, og så det dejlige vand, L hele tiden blev tilbød mig.

Kl 21 undersøgte AL mig i vandet, og jeg var 10 cm åben. Jeg var begyndt at sige en mærkelig aaaaaaaaaarrrhhhhhhhhhhhhhhhhhhh-urlyd. Jeg syntes selv det lød temmelig funky. Men jeg huskede også at det betød at nedtrængningsfasen var begyndt. Lorte fase, i øvrigt! Både almindelig ve-smerte OG pressetrang. Virkelig dum kombination. Jeg var lettet da AL sagde at jeg måtte begynde at presse så småt med, når min krop fortalte mig den skulle gøre det. Jo, jo – jeg havde jo bare lyst til at få hende ud, så var det mig eller kroppen der talte til mig… ?- det havde jeg svært ved at vurdere. På et tidspunkt spurgte jeg om AL troede jeg havde født inden kl 23? JA, svarede AL, og hvis vi er heldige har du også født inden kl. 22. Der fik jeg lidt blod på tanden.

Det var en spøjs ting at være i pressefasen – jeg havde rigtigt, rigtigt svært ved at slappe af, og kunne bare mærke at det føltes helt skørt. På den anden side, var det en lettelse at presse med. Jeg tror jeg hele tiden havde bristninger i baghovedet, og at det var det der holdt mig tilbage. Men i fasen var AL simpelthen guld værd – hun opmuntrede mig til at presse, og fik mit fokus flyttet til at give plads og ikke klemme ballerne sammen ;-) Klokken blev 22, og jeg begyndte at blive rigtigt træt. Det var rart at få længere pauser imellem veerne, og jeg fik egentlig slappet helt godt af i dem. Under presseveen kunne jeg mærke hun gled længere og længere nedad, men jeg kunne også mærke et ”svup” tilbage, når veen var ovre. Jeg mindede mig selv om at det var godt, godt, godt, at hun rykkede lidt tilbage, fordi det betød at min krop bedre kunne følge med, og at risikoen for bristning var mindre.

Jeg tænker på et tidspunkt at det virkelig er heldigt at jeg har taget kurset – hvordan skulle jeg nogensinde have fået hende ud, hvis jeg ikke vidste at jeg skulle presse med den øverste del af maven?

På et tidspunkt siger AL at man nu kan se noget af hovedet. Om jeg har lyst til at mærke? Det gør jeg, og det føles rigtigt blødt – jeg får vist spurgt om det kan passe det skal føles så blødt? Det siger AL ja til. AL spørger L om han har lyst til at kigge med, og Ja!-det har han!!! Jeg kan se på ham at det ser helt vildt ud. Han får også joket med at han bare mangler nogle popcorn og nogle 3d-briller – det synes jeg vist ikke er så morsomt. Det at hovedet kan ses, giver mig lidt mere energi – men jeg er virkelig ved at være tappet. På et tidspunkt begynder AL at sjusse på hvor mange veer der er til at hovedet er ude – en 3-4 stykker, siger hun vist. OK, tænker jeg, det kan jeg godt klare. Og pludselig er vi der, AL siger ”i næste ve kommer hovedet”, og jeg tænker at jeg så må presse så godt som aldrig før. Jeg venter også på at mærke ”burning ring of fire” – men jeg synes faktisk slet ikke jeg kan mærke andet end at det selvfølgelig spænder, men ikke at det er en helt uoverskuelig brændende smerte. AL guider mig igennem, og hovedet kommer ud. Så skal vi vente på resten af kroppen, og den kommer ud i den efterfølgende ve. Og lige der i vandet, ligger hun så. Hun kigger op på os, og jeg når at tænke ”WOW/WHAT/HOLD DA KÆFT!!!!!!!/OH MY GOD” – det er den absolut vildeste oplevelse jeg nogensinde har prøvet. Smukke store øjne, og et lidt forundret udtryk. AL siger, at jeg bare kan samle hende op. Jeg fisker hende forsigtigt op ad vandet og lægger hende på min mave. Et kort øjeblik efter giver hun lyd fra sig. Det er så forløsende. Jeg kan ikke huske om jeg græder, men jeg kan huske at jeg kigger på L og bare er så taknemmelig for at han er der, og for at hun er ude i god behold. Klokken er 22.38.

AL sætter tang på navlesnoren, og L får en saks og klipper. Jeg tænker jeg er glad for at han klipper, men det er også en mærkelig ting at hun nu ikke er ét med mig.

Efter det utroligt skønne øjeblik, siger AL at nu skal jeg op af vandet, og føde moderkagen på lejet. Sosu-assistenten tager det lille vidunder med ind i fødestuen for at undersøge hende, og L går med. 10 på Apgar, finder jeg senere ud af.

Herefter skal jeg bakse mig op af karret. Puha, det er faktisk temmelig besværligt! Men det lykkes med hjælp fra AL. Jeg kommer på fødelejet, og får lillepigen på min mave. Hold op, hvor er det bare skønt. Jeg kigger og kigger på hende, og er bare så utroligt rørt. Jeg kigger på L og kan næsten ikke forstå at vi nu er forældre.

Nu er der vagtskifte og ind kommer ny jordemoder og sosu-assistent. Sosu’en er temmelig klodset, og taber ting, og det larmer. Jeg bliver temmelig irriteret. Jeg aftaler med L at han skal ringe til sin mor, og sige hun godt kan gå i gang med at bage en fødselsdagskage. Klokken er ca. 23. Jeg ligger og lytter til at L taler med sin mor. Det gør mig bare så glad, at vi kan ringe og give besked. De får talt færdig, og L kommer ind på stuen igen. Jeg spørger om han også vil ringe til mine forældre? Det vil han gerne, og han ringer til min mor.

Nu går der lidt tid, og vi venter stadig på moderkagen. Jordemoderen begynder at snakke om at nu må den gerne snart komme. Da der er gået en lille time, får de supervisor jordemoderen ind på stuen. De trykker mig på maven, og det er bare pisse irriterende og det gør ondt. De siger at moderkagen skal have noget hjælp til at komme ud, og at de vil simulere veer for at få den ud. Nu går der nogle minutter med hvad der er det absolut mest smertefulde under hele fødslen: simulering af veer, og det sidste store forsøg på at få moderkagen ud. Til det store forsøg, beder de mig om at trække vejret dybt og forberede mig på at der kommer et stort pres på maven. Jeg kan huske at jeg skriger ,da det sker – det gør bare AFSINDIGT ondt, og jeg bliver bare sindsygt ked af det og begynder vist at græde. Jeg kan mærke noget glider ud af mig. Det står lidt tåget for mig, men de er i hvert fald tilfredse med at moderkagen er kommet ud og at den ikke skal opereres ud. So far, so good.

Nu skal jordemoderen se på om jeg er bristet. Jeg holder vejret og håber, håber, håber at vi er under en 2. grads bristning. Da hun siger at jeg har fået to små rifter, kan jeg næsten ikke tro mine ører. De skal lige have et lille sting, og jeg får noget bedøvende meget koldt gele på. Herefter syer hun lige lidt, og det gør ikke rigtigt ondt. Jeg skal tisse som en sindsyg, og jeg får lagt kateter for at komme af med vandet.

Sosu-assistenten vil gerne at lillepigen begynder at sutte. Og hun bakser for at få mine flade brystvorter ind i lille pigens mund. Hun har røget en cigaret, og jeg kan lugte hendes tobaksånde. Adr. Jeg bliver rigtigt træt af hende, og tænker at det dog var utroligt at hun skal være så irriterende. Lillepigen tager fat, men ikke rigtigt fat, og da hun har suttet i ca 10 minutter er der kommet en stor revne i brystvorten.

NU falder der ro på, og sosu-assistenten siger at hun vil hente os lidt mad. Det glæder jeg mig til, for jeg er simpelthen helt vildt sulten og tørstig. Alle forlader stuen, og L, lillepigen og jeg er tilbage i én stor lykkerus. Der bliver trillet en bakke ind, og L smører nogle madder.

Efter lidt tid kommer jordemoderen og ser til os. Jeg bløder en del. De begynder at veje det der ligger under mig, for at holde øje med hvor meget der kommer. De begynder at tælle sammen, hvor meget jeg har blødt. Jeg husker omkring 400 ml, og 900 ml. Herefter kommer supervisor jordemoderen ind på stuen igen. Jeg skal have ve-drop og noget medicin. Det hele går rigtigt stærkt. Jeg er ked af ve-droppet, og jeg tror jeg skal til at have veer igen. Det fortæller de at jeg ikke skal – ve-droppet får jeg, for at livmoderen trækker sig sammen. Livmoderen er meget træt, og gør det ikke helt af sig selv. Kort efter kommer der en læge på stuen, der skal vurdere situationen. Der bliver snakket på kryds og tværs, og ikke til L og mig. Jeg kan mærke jeg begynder at blive nervøs. Lægen kommer så og præsenterer sig, og siger at jeg er nødt til at komme på en operationsstue, så de kan få livmoderen til at trække sig sammen. OK, siger jeg. Bliver bedt om at sige mit navn og cpr-nummer – og idet jeg gør det, tænker jeg at det er utroligt jeg overhovedet kan huske det. L får lillepigen over på min mave, og han ser bange ud. Da de triller afsted med mig, beder jeg om at de fortæller L hvad der skal ske. Jeg tror jeg får sagt at jeg elsker ham.

Nu triller de afsted med mig. Det går ret hurtigt og de løber ved siden af sengen. Vi kommer ind på operationsstuen og narkoselægen præsenterer sig. Han præsenterer sig og lyder meget rolig og venlig. Han fortæller at han skal lægge en rygmarvsbedøvelse, og at han vil lokalbedøve først, og derefter bedøve. Jeg kommer ikke til at mærke noget, og jeg skal ikke være nervøs. Han er utroligt rolig og rigtig god. Jeg får en hat på hovedet, og skal sætte mig op på kanten af sengen og bukke mig forover. Da jeg sidder der, begynder tårerne at trille ned af kinderne på mig. Jeg er meget overvældet, og rigtigt, rigtigt ked af at jeg skal have bedøvelse og at jeg ikke bare kan få lov til at være sammen med L og lillepigen. Jeg føler mig helt snydt. Tårerne triller videre, imens jeg kan høre den rolige narkoselæge fortælle hvad han gør. Jeg mærker ikke noget, lige som han har lovet. Nu skal jeg ned og ligge, og der er et rundt spejl oppe i loftet. Jeg kan se direkte ned i et stort gabende hul, der skulle være mit underliv. Jeg får sagt til sygeplejersken at jeg godt gad jeg ikke kunne se noget – og hun får lynhurtigt arrangeret et klæde, der bliver sat op, så jeg ikke har udsigten. Narkoselægen kommer og tjekker at bedøvelsen virker, og lægen går i gang. Lægen siger at jeg vil kunne mærke en spøjs bevægelse, men at det ikke skal gøre ondt – hvis det gør ondt, skal jeg sige til med det samme. Rigtigt nok: jeg mærker en skvulpende bevægelse, men det gør ikke ondt. Jeg har ingen tidsfornemmelse overhovedet. Jeg hører heller ikke rigtigt hvad der bliver sagt. Lægen siger at de godt kan sende det ekstra blod tilbage, for nu er det aftagende, og det stopper snart. Der er gået en lille time, og operationen er sluttet. Lægen siger at der sad en blodansamling ved livmoderen, som gjorde at det blev ved med at bløde. Jeg har mistet 1750 ml i alt. Der er ikke nogen speciel grund til at det sker, og det sker ikke nødvendigvis næste gang jeg skal føde.

Nu kører de mig på opvågning, og siger at L og min lille pige venter på mig der og at L har fået at vide hvad der sker og at jeg er godt igennem operationen. Jeg glæder mig til at se dem, og kan mærke at jeg både er træt og lettet, men der sidder stadig en bange fornemmelse i kroppen på mig og jeg er stadig ret overvældet.

Vi mødes på opvågning, og jeg får et kys og lillepigen over til mig igen. Vi får en ny bakke med mad, og jeg får saftevand, iskold saftevand. Det er dejligt.

Stille og roligt kommer bevægelsen tilbage til mine ben og fødder. Vi er her indtil ca. kl. 4/4.30. De sørger for at samle vores baggage fra fødestuen, og nu kommer der en portør og kører os over på mor/barn afsnittet. Der er en sød sygeplejerske på nattevagt. L sørger for at lave tre kander med vand og saftevand til mig. Han kan næsten ikke hænge sammen og er helt slidt op. Han finder et sugerør frem og stikker direkte ned i kanden. Jeg er tørstig som et ondt år, og er glad for at han sørger for mig. Han finder min telefon frem, og sørger for at den ligger i opladeren. Derefter kan han lægge sig til at sove.

Så ligger jeg der. Lysvågen. Og kigger på vores datter og L skiftevis. Jeg kan ikke fatte at jeg har født og at selve fødslen bare var et totalt drømmescenarie. Det er søndag den 23. marts, klokken er 5 om morgen.

Jeg føler virkelig jeg kunne overtage verdensherredømmet, hvis det var det, jeg ville – og jeg er bare taknemmelig helt ind i sjælen over at den lille pige jeg har båret på i så lang tid, nu er godt ude hos os.

[Ema]

Ih det lyder bare som en fantastisk fødsel du har haft. Ærgerligt at du så alligevel skulle på operationsbordet.

Skal se om jeg ikke kan få lavet en fødselsberettelse selv en af dagene

[Chrisi01]

Hvor er det bare skønt at høre om sin dejlige fødsel! Men puha jeg fik gåsehud da jeg læste om operationen. Dejlig at det endte lykkeligt! Jeg glæder mig til st se billeder af vidunderet :loveshower

[Guest]

Sikke en smuk fødsel :loveshower og hold op, hvor er du sej :respekt

Hvor var det synd, at du skulle opereres, men godt at den også gik godt.,

Stort tillykke med hende :wub

[Little Miss]

Wauw for en drømmefødsel. Hvor var du bare sej

[Pada]

Sikke en drømmefødsel! :biglove Jeg tog selv Smertefri Fødsel kurset og var rigtig glad for det. Fedt du også havde en god oplevelse :glad

[Påskesen]

sikke godt du beskriver det hele! Kom lige helt tilbage til alle mine tanker under min egen fødsel, og især den der uovervindelighed og specielle tilstand af lykke/stolthed/kærlighed lige efter rammer bare plet! Stort tillykke med jeres datter :)

[Dinamus]

Godt skrevet! Hvor er det fedt du er  så detaljeret. Tillykke med jeres lille pige!!! 
Jeg skal også starte kurset i Smertefri Fødsel lige om lidt, jeg håber jeg får lige så meget ud af det som dig.

[Forunderligt]

Hvor er det smukt beskrevet - tak for den fine beretning og tillykke med jeres datter.

Jeg kan godt huske den enorme tørst under og efter fødslen, tror simpelthen det er enormt hårdt fysisk arbejde at føde.

[Guest]

Tak fordi du delte din beretning.

Og stort tillykke med jeres lille pige.

[Krebsen]

Sikke en drømmefødsel! :biglove Jeg tog selv Smertefri Fødsel kurset og var rigtig glad for det. Fedt du også havde en god oplevelse :glad

Ja, det kursus er simpelthen guld værd! Det at vide hvad der sker og hvordan man aktivt kan hjælpe kroppen med at gøre sit arbejde - det er bare rigtigt godt og helt sikkert meget afgørende for at jeg nu tænker tilbage på en rigtig god fødsel og noget jeg vil glæde mig til at gøre igen :-)

[Krebsen]

Godt skrevet! Hvor er det fedt du er så detaljeret. Tillykke med jeres lille pige!!!

Jeg skal også starte kurset i Smertefri Fødsel lige om lidt, jeg håber jeg får lige så meget ud af det som dig.

Rigtig god fornøjelse med det ! Bare hæng i med træningen, så skal det nok blive rigtigt godt :-)

[Krebsen]

sikke godt du beskriver det hele! Kom lige helt tilbage til alle mine tanker under min egen fødsel, og især den der uovervindelighed og specielle tilstand af lykke/stolthed/kærlighed lige efter rammer bare plet! Stort tillykke med jeres datter :)

Ja, det er virkeligt sjovt som at erobre verdensherredømmet virker som piece of cake, når man lige har sat en lille ny lækkermås i verden :-D

[Kofoed]

Fantastisk detaljeret beretning:) var opslugt hele vejen !! Stort tillykke med jeres lille pige!