Mobning (TV2)

[Bamse&Kylling]

I går var der første afsnit af en "serie" om mobning børn imellem på TV2. Der er to afsnit i alt.

 

Jeg så det og synes det var ret interessant at se, hvordan forældrene til de mobbede børn griber det an, hvordan skolerne gør (de udtalte sig ikke selv) og især at høre, hvordan det er at blive mobbet! Og hvor er det dog forfærdeligt at nogle børn på 12 år bliver mobbet så meget, at de går med selvmordstanker!! Og at andre fører det ud i livet - jeg fik det helt dårligt, af at se programmet! 

Det der kom mest bag på mig var, at mobning også er fysisk nu! Hvordan kan sådan noget ske på skolerne rundt i landet? Måske det også skete, da jeg selv gik i skole, men jeg mindes ikke, at have set eller hørt om det dengang.

 

Noget, jeg synes, der manglede og også mangler i artikler på TV2's hjemmeside efterfølgende, er at se det fra mobbernes side og "hvorfor/hvordan" man bliver et barn der mobber og hvor/hvordan forældrene til mobberne er. Det er i min verden den side af problemet, der kan gøre den største forskel og her forandringerne skal ske.

 

Jeg er dog lidt splittet faktisk... Jeg tænker at det selvfølgelig er forældrene til mobberne, der har gjort noget "galt", men er det alligevel så sort og hvidt?? Kan det også have noget at gøre med, at de mobbede ikke har nok selvværd og nok tro på sig selv hjemmefra og derved er lette ofre?? 

 

Der er ingen undskyldning for at mobbe andre, så hellere lade dem passe sig selv (om det så er "passiv mobning" skal jeg ikke gøre mig klog på)!

 

Jeg vil gerne høre jeres meninger om emnet og evt. få en lille debat igang - hvor starter problemerne?? Og hvordan får man dem stoppet??

[Vinnus]

Jeg er selv mobbe offer og ved i dag hvorfor det gik ud over mig.

Jeg var anderledes. Kort sagt.

Alle i klassen var med, fordi ellers ville det gå ud over dem. På en måde kan jeg godt følge dem i den tankegang, for ingen har jo lyst til at blive mobbet.

Lederen var en dreng fra et hårdt miljø. Han har siden selv oplevet voksen mobning og har givet mig en kæmpe undskyldning fordi han var sådan.

Jeg tænkte flere gange som barn (det forløb igennem hele folkeskolen, værst i 7-8.) hvad jeg havde gjort for at fortjene det. For det var den gængse mening. At jeg selv var ude om det. Specielt fordi jeg ikke drak eller røg i 7-8. Klasse.

Mine forældre gjorde ikke det store. De mente at skoleskift ikke ville hjælpe. Min far var selv blevet mobbet af drengens far, da han var barn.

Mobbere gør det ofte fordi de er usikre på sig selv. De får "magt" ved at mobbe og får flyttet fokus fra sig selv. Det var det jeg fandt ud af , da jeg læste om fænomenet.

Jeg ville aldrig nogensinde sætte skylden på ofrene for mobning!! Uanset om de er usikre eller anderledes, så er det ingen grund til den behandling!!

Mobning sætter store ar som følger en resten af livet.

[skruk]

Jeg er selv mobbe offer og ved i dag hvorfor det gik ud over mig.

Jeg var anderledes. Kort sagt.

Alle i klassen var med, fordi ellers ville det gå ud over dem. På en måde kan jeg godt følge dem i den tankegang, for ingen har jo lyst til at blive mobbet.

Lederen var en dreng fra et hårdt miljø.

Mobning sætter store ar som følger en resten af livet.

Det var det samme for mig. Ved mig var det også fysisk, så tænker det ikke er nyt. Vil sige, at blive ignoreret er mindst ligeså hårdt! Jeg skiftede skole, det hjalp desværre ikke, da en fra klassen fulgte med og det derfor fortsatte. Der er så dybe, dybe ar. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke er præget af det. Hvis mit barn mobber, aner jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Det må bare ikke ske.

[Lovely Lady]

Det fysiske er ikke nyt... Jeg blev selv nærmest mishandlet, og en af mine kolleger (der er den bedste rareste mand i dag) mindes med gru at have jagtet (som medløber) en jævnaldrende dreng, som de i flok smed sten efter...

Der er givet nogen, der er lettere ofre end andre (men det er jo en helt anden dag end at sige, at det er deres 'skyld').

Et af problemerne med mobbernes forældre er vel en naturlig uvilje til at tro, at ens børn opfører sig sådan over for andre mennesker.. Og så er der jo tilfælde af manglende ressourcer - og dem hvor der slet og ret er tale om nogen idioter, der så opdrager nogen børn, der er lige så utiltalende som dem selv...

[Pumpkins]

Jeg synes det er svært at give et konkret indlæg, der siger: "det er er min mening", fordi der er så mange sider af sagen: ofrene, mobberne, medløbere, lærenes ansvar, skolens ansvar, forældrenes ansvar mm.

Som forælder synes jeg det er vigtigt både at opdrage mit barn så hun (de) bliver tolerante og bevidste om deres handlinger, sådan at de så godt som det er muligt, forstår hvorfor det er forkert at mobbe. Det giver lidt sig selv.

Men jeg synes faktisk også, at jeg har et ansvar for at "opdrage" mit barn, så hun ikke bliver et nemt offer. Tit synes jeg, at dem der bliver mobbet, passer ind i nogle (stereotypiske) karakterer, ofte er det dem, der er usikre, har svært ved det sociale, har lavt selvværd eller på en eller anden måde lader sig kue lettere end andre. Børn er virkelig gode til at fornemme svagheder, men hvis man formoder at give sit barn en grundfølelse af, at de er gode nok, så tror jeg man er langt. Derudover tror jeg også det er vigtigt at man lærer børnene at håndtere kritik på en konstruktiv måde, sådan at det ikke knækker dem, når de møder modstand.

Hvis man formoder at give sit barn de egenskaber eller evner om man vil, så tror jeg man har givet dem et ret godt skjold mod mobning. Dermed ikke sagt, at det er et sikkert middel, børn vil altid kunne finde et eller andet at mobbe med, og der er bestemt ingen garantier for at det ikke er de mest selvsikre og robuste børn der bliver mobbet, men det er et skridt på vejen tror jeg.

Hvis man har et barn det mobber eller bliver mobbet, så tror jeg det er vigtigt at man taler om det, følger op på det og lader barnet tale uden at føle sig dømt. Når et barn bliver mobbet, er det ikke en konflikt de kan løse selv, og der tror jeg at det bedste er et bredt samarbejde mellem skole og forældre. For selv om skolen måske har et ansvar for hvad der sker i skolegården, så har forældrene i sidste ende et ansvar for deres barns opførsel.

Men der er mange sider af sagen og 1000 forskellige versioner, så der findes nok ingen god "standartløsning" - men det eneste man IMO skal gøre er at snakke om det og ikke ignorere at ens barn kan være på begge sider af mobningen.

[My love]

Det er lidt sjovt for vi har nemlig lige siddet og snakket om mobning.

Ingen af os mindes at der var fokus på mobning da vi var børn/unge. Vi er hhv 28 og 30 år. Enten så er der mere fokus på det i dag eller også var det ikke så slemt den gang.

Jeg har ikke selv set det program du nævner. Men jeg synes det er frygteligt nogen der mobbes kan komme så lang ud de vælger at tage deres eget liv. Man har læst om meget unge børn som ikke så nogen anden udvej.

I min folkeskole klasse var der nogen der mobbede, og det gik altid udover nogle få bestemte. Ofte mobbede de pga udseende altså påklædning (en blev mobbet med hendes hårpragt under armene) og den måde man opførte sig på. Det sidste resulterede egentlig mest i man ikke ville være sammen med vedkommende.

Personligt har jeg aldrig selv mobbet og er heller aldrig blevet det. Men jeg har heller aldrig grebet ind når jeg har set nogen blive det.

Men stakkels børn i dag. Der skal jo nærmest intet til før de mobber i dag. Jeg håber aldrig nogensinde mine børn kommer ud for det og gør de vil jeg for alt i verden hjælpe dem.

[skruk]

Jeg har ikke set det konkrete program, men jeg har det ærlig talt svært med alt det mobnings-fokus...

For det første er jeg selv et mobbe-offer! Startede en af de første dage i børnehaveklassen fordi vi kom fra landet, og stoppede da jeg gik ud af 3. g, til trods for skoleskift... Jeg er blevet slået, sparket, spændt ben for, mine til blev gemt, jeg blev nægtet deltagelse i grupper, de andre elever rottede sig sammen mod mig for at få mig i unåde hos lærerne, de hang mig op på en knagerække i min krave så fødderne hang 20 cm over jorden - bare for at nævne noget!

Jeg lærte lynhurtigt at hvor jeg var, der var det ikke nogen god ide at fortælle det til mine forældre, for så fik de da lige noget mere at mobbe mig med...

Det har sat enormt dybe spor i mig, og på den måde synes jeg det er fedt at man forsøger at undgå at min historie skal gentage sig. Jeg havde været en af dem i statistikken som havde begået selvmord hvis ikke for en helt speciel oplevelse som ikke hører denne debat til. Men je var der hvor selvmord var eneste vej ud, for at fortsætte var ikke en mulighed...

Problemet med debatten er, at pludselig bliver mobning noget vi alle har været ude for. Men undskyld hvis jeg støder nogen, men at blive drillet i en periode er ikke mobning! Mobning er systematisk fysisk og / eller psykisk vold!!! Det er ikke 3 uger hvor man ikke er populær!

Jeg kan blive så ked af det når mobning reduceres til hvad jeg ville se som småtterier, fordi alle det pludselig er blevet noget vi alle har oplevet.

Jeg plejer at sige at den dag du har hængt i en knagerække og ikke kunne få vejret i et frikvarter og du kun lever i dag fordi et andet mobbeoffer var høj nok til at hjælpe dig ned - så kan vi snakke.

Mobning er absolut rædselsfuldt!!! Je ville ikke ønske for nogen at have min historie! Og ve mit barn hvis en af dem opfører sig så hadefuldt over for andre. Jeg aner ikke hvad jeg ville gøre, men jeg kan love jer at mit barn får at vide at det er bare på ingen måde acceptabelt og der falder brænde ned lige på stedet...

Jeg kunne ikke være mere enig! Selvom jeg ikke hængte i en knagerække, vil jeg nu stadig sige at jeg blev mobbet ;) kan sige, at det ikke er sjovt at stå i badet efter idræt og finde ud af, at alt ens tøj+håndklæde er væk. Men jeg gjorde ligesom dig, holdt min mund. Ellers var det bare blevet værre! Mit blev der gjort noget ved, da jeg fik brækket min næse og og arm, mens jeg fik tæsk :/

[Vinnus]

Jeg har ikke set det konkrete program, men jeg har det ærlig talt svært med alt det mobnings-fokus...

For det første er jeg selv et mobbe-offer! Startede en af de første dage i børnehaveklassen fordi vi kom fra landet, og stoppede da jeg gik ud af 3. g, til trods for skoleskift... Jeg er blevet slået, sparket, spændt ben for, mine til blev gemt, jeg blev nægtet deltagelse i grupper, de andre elever rottede sig sammen mod mig for at få mig i unåde hos lærerne, de hang mig op på en knagerække i min krave så fødderne hang 20 cm over jorden - bare for at nævne noget!

Jeg lærte lynhurtigt at hvor jeg var, der var det ikke nogen god ide at fortælle det til mine forældre, for så fik de da lige noget mere at mobbe mig med...

Det har sat enormt dybe spor i mig, og på den måde synes jeg det er fedt at man forsøger at undgå at min historie skal gentage sig. Jeg havde været en af dem i statistikken som havde begået selvmord hvis ikke for en helt speciel oplevelse som ikke hører denne debat til. Men je var der hvor selvmord var eneste vej ud, for at fortsætte var ikke en mulighed...

Problemet med debatten er, at pludselig bliver mobning noget vi alle har været ude for. Men undskyld hvis jeg støder nogen, men at blive drillet i en periode er ikke mobning! Mobning er systematisk fysisk og / eller psykisk vold!!! Det er ikke 3 uger hvor man ikke er populær!

Jeg kan blive så ked af det når mobning reduceres til hvad jeg ville se som småtterier, fordi alle det pludselig er blevet noget vi alle har oplevet.

Jeg plejer at sige at den dag du har hængt i en knagerække og ikke kunne få vejret i et frikvarter og du kun lever i dag fordi et andet mobbeoffer var høj nok til at hjælpe dig ned - så kan vi snakke.

Mobning er absolut rædselsfuldt!!! Je ville ikke ønske for nogen at have min historie! Og ve mit barn hvis en af dem opfører sig så hadefuldt over for andre. Jeg aner ikke hvad jeg ville gøre, men jeg kan love jer at mit barn får at vide at det er bare på ingen måde acceptabelt og der falder brænde ned lige på stedet...

At blive holdt udenfor er aldrig rart.

Der er forskellige grader af mobning.

Det du var udsat for var noget af det værste.

Jeg er aldrig blevet hængt op, men jeg har fået ødelagt tøj, skoletasker, bøger, sko, blevet klippet i, blevet brændt, bagtalt, ydmyget, hånet og slået. Både af elever og en lærer.

Jeg vil godt give dig ret i at lidt sladder i et par uger er ikke helt det samme. Men tænk hvis det er en meget påvirkelig person, det sker for? Hvis grim sladder på en eller anden måde får påvirket personens liv i en meget uheldig grad?

Jeg hader så virkelig meget, når folk mener at offeret selv har del i det!

Man kan sige nok så meget om opdragelse og selvværd, men faktum er at nogle børn er mere skrøbelige end andre. Op i r**** med om de er nemme ofre.

Det er den der mobber, som har skylden. Det er dem som mangler forståelse og respekt for at vi ikke alle er ens.

[Lovely Lady]

Jeg hader så virkelig meget, når folk mener at offeret selv har del i det!

Man kan sige nok så meget om opdragelse og selvværd, men faktum er at nogle børn er mere skrøbelige end andre. Op i r**** med om de er nemme ofre.

Det er den der mobber, som har skylden. Det er dem som mangler forståelse og respekt for at vi ikke alle er ens.

Bare så enig...

[Barbamama]

Jeg mener bestemt at mobbernes forældre har et ansvar, men jeg tror ikke, at det er så sort/hvidt.

Jeg bryder mig ikke om "tendensen" til at mene at skolerne skal opdrage vores børn, men i betragtning af, hvor lang tid børnene tilbringer i skolen (især når der bliver indført længere skoledage), og i betragtning af at jeg formoder at meget mobning foregår i skolen, så synes jeg det er rimeligt at mobning (eller måske snarere "god opførsel overfor sine medmennesker") kommer på skoleskemaet.

Jeg tror langt flere forældre er opmærksomme på, at deres børn ikke skal være hverken mobbere eller mobbeofre, end hvad man skulle tro ud fra hvor hyppigt mobning forekommer. Jeg ved godt, at der findes forældre, der ikke har ressourcer nok til deres børn, og jeg synes ikke det lyder usandsynligt, at et barn, der bliver dårligt behandlet hjemme, selv vil mobbe. Men jeg tænker også, at selv meget ressourcesvage forældre gerne vil lære deres børn, at vi skal behandle hinanden ordentligt, jeg tror ikke at man er "garanteret mobbefri" uanset hvilke forældre man har.

Jeg tror også på, at mobning i høj grad findes "derude" og i mindre grad i barnet selv (altså både mobberen eller ofret). Det er en teoretisk holdning, for jeg har meget lidt personlig erfaring med mobning. Men jeg tror konsekvent ikke på, at det findes onde børn, slut færdig bum ;) Og jeg tror ikke på, at mobbeofret "selv er ude om det".

Jeg tror, det opstår i samspil, og jeg tror det i høj grad skal forebygges i samspil. Det er også derfor, jeg mener, at forældrene ikke kan have hele ansvaret, en del af problemet skal IMO forebygges og bekæmpes i selve "arenaen".

Jeg tænker, at det er svært at ændre ret meget i hjemmene. "Lær dit barn at være god ved både andre og sig selv" men hvad mere? Derimod kunne jeg sagtens se for mig, at der blev sat flere penge af (hvor de så end skulle komme fra :rolleyes) til klassearbejde.

Jeg har selv (i min praktik) deltaget i sådan et klassearbejde, der skulle skabe bedre dynamik i klassen. Det var to akt-lærere (adfærd, kontakt og trivsel), der styrede en række "lege" og øvelser og de var bare så fantastisk dygtige, og jeg tror virkelig på, at det hjalp.

Jeg tænker, at hvis vi kunne få råd til flere af den slags folk, så kunne der være konstruktiv hjælp og rådgivning til både mobbere, mobbeofre og medløbere. Og måske kunne nogle af dem også opholde sig i nærheden af børnene i frikvartererne, så ingen ryger på knagerækkerne (Det lyder godt nok modbydeligt :kram)

[Barbamama]

Jeg mener forresten at følelsen af at blive mobbet er ret subjektiv. Der kan med fordel skelnes mellem " at blive mobbet" og "at mistrives", men jeg mener bestemt at langt mindre end at ryge på en knagerække kan betragtes som mobning.

[evita]

Jeg har aldrig hængt i en knagerække, men er blevet sparket til mens jeg lå ned...

Jeg har aldrig fået ødelagt mine ting, men jeg er blevet låst inde i kosteskabet.

Jeg har selv oplevet at være den eneste i klassen der ikke blev inviteret til fødselsdage, men inviterede altid alle selv.

Jeg er blevet gjort til grin, jeg er blevet spyttet efter, jeg er blevet brændt med cigaretter...

En dag sagde jeg det til lærerne og deres svar var bare: nå ja, mon ikke du selv var skyld i det?

Det gjorde det hele værre og værre...

Som 14-årig var jeg en af de unge der overvejede selvmord... Op til flere gange endda. Jeg talte aldrig med nogen om det, hvorfor skulle jeg? Ingen kunne eller ville hjælpe mig..

I gymnasiet sørgede jeg for ikke at være sammen med dem i min klasse, for tænk nu hvis de var lige som dem i grundskolen.. Set tilbage var de så gode nok og jeg fik selv "ødelagt forholdet" som egentlig var ok.

Som kokkeelev efter gymnasiet gik det rigtig godt. Nye venner, nye oplevelser og ikke mindst positive oplevelser.

PLUDSELIG en dag da jeg er blevet 21 år gammel, går jeg fuldstændig ned med flaget midt på motorvejen og må køre ind i nødsporet og tude af. IGEN selvmord var i mine tanker - det var nemmest..

Jeg kommer til lægen og får en recept på Cipralex ("lykke"piller) og efterfølgende tid hos en psykolog - vi finder i samarbejde frem til at jeg fra 12-års alderen har lidt af en svær depression som følge af mobning fra 1.-9. klasse...

Den dag idag som 30-årig kæmper jeg fortsat med forårsdepression der kommer så snart de første forårs solstråler dukker frem... Til gengæld har jeg det rigtig godt på de fleste punkter og selvmordstankerne er laaaaangt ud af systemet - heldigvis...

Denne historie er på ingen måder for medlidenhedens skyld, blot for at fortælle, at man kan komme ud af det igen og samtidig have det godt... :)

Jeg elsker mit liv og ville aldrig undvære det for noget :) heller ikke til trods for en lille forårsdepression... :)

[Lovely Lady]

Enig med barbamama i, at skolerne også skal i sving.

Jeg vil også helst være enig i, at der ikke findes onde børn - men med tanke på, hvad jeg har set børn gøre mod andre børn, så hakker jeg alligevel lidt i det...:-/

[Susanne]

Jøsses, nogen vilde historier nogen af Jer kan berette! :o Tænk, at børn er så onde :(

 

Jeg er også blevet mobbet, men slet ikke i den grad. Jeg skiftede skole i 3. klasse fra storbyen til en lille landsbyskole hvor alle havde kendt hinanden siden legestuen. Jeg var ny og god i skolen og det var IKKE populært hos dem der ellers havde styret slagets gang. Det var ikke altid lige slemt, men i 7. klasse kulminerede det med, at 'lederpigen' sørgede for, at min kæreste slog op med mig og en dag på vej hjem i bussen, fik jeg stukket en stak sedler i hånden, med nogen meget grimme ting skrevet på. "Susanne er en luder", "Det er synd Susanne kom på xxx skole", "Susanne er en pikslikker" etc. Jeg var rystet og løb direkte ind til min mor, gav hende sedlerne og begyndte at græde. 

Min mor blev ligeså rystet og tog det (heldigvis!) meget alvorligt. Jeg fik sedlerne med i skole og i klassen time gik jeg op til katederet, gav læreren sedlerne, vendte mig mod klassen og sagde, at hvis ikke de kunne lide mig, så kunne de bare lade mig være i fred. Der var HELT stille, mens vores lærer læste sedlerne igennem og hun var rasende! Hun læste hver enkelt seddel op og fik den elev der havde skrevet den, til at indrømme det overfor hele klassen (både hun og jeg vidste ud fra skriften, hvem der havde skrevet hvilke sedler :rolleyes) og de fik sedlerne med hjem sammen med et brev til deres forældre, der skulle skrive under på at have set det.

Derefter fik jeg lov at være i fred og der var ikke mere og vi skiftede til den store skole i 8. klasse.

 

Jeg har altid haft nogen jeg kunne lege med, som godt ville være sammen med mig - at nogen af dem gjorde det i smug for resten af klassen, er så en anden sag. Og jeg blev taget alvorligt, da jeg sagde og gjorde noget og det har helt sikkert betydet noget.

 

Men det ændrer ikke på, at mobning sætter ar i selvtilliden for evigt. Det er aldrig mobbeofferets skyld og der er ofte absolut ingen åbenlyse årsager, der afgør, hvem der ender som mobbeoffer. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at undgå, at Anna nogensinde skal opleve det på egen krop. Det er både forældre og læreres ansvar - læreren fordi h*n skal tage det meget alvorligt og aktivt gøre noget for at undgå/bekæmpe det, som min lærer gjorde. 

[Guest]

Enig med BBM.

I øvrigt så tror jeg ikke mobnings udbredelse er være i dag end for 20, 50, 75 og 100 år siden. Jeg tror fokus er større men udbredelsen er mindre og de proffesionelle omkring børnene er langt bedre rustet.

Det er ikke perfekt, 1 mobbe offer er 1 for meget, jeg tror bare på det er blevet bedre.

Vidste i at der i mange bhv allerede bliver arbejdet med forebyggelse af mobning? Bl.a med "fri for mobberi" og "trin for trin" lige nu kører min kollega vores 3-4 årige børnegruppe igennem "fri for mobberi". Det skete altså ikke for 20 år siden!

Der er meget mere viden om "fænomenet" mobning og hvilke dynamikker der gør sig gældende. Fx ved jeg at man ikke mobber nogen man identificerer sig med eller har et tilhørsforhold forhold til/sammen med.

Jeg var med mobber af en pige, dvs jeg ikke var hjernen bag, men jeg fik da sendt nogle spydige ord efter hende og er derfor overhovedet ikke hellig. Vi var virkelig onde i kæften (det blev aldrig fysisk) hun var tidligt udviklet, hun lugtede af sved, var klodset og reagerede meget voldsomt på selv de mindste små drillerier. Takket være en god vikar der tog hånd om pigen og åbnet vores øjne endte pigen faktisk med at være en af mine bedste veninder i alle mine teenage år indtil fysisk afstand ødelagde det.

[Hvorforikke]

Min store pige blev mobbet, meget. Dog uden skolen ville gribe ind..

Men da jeg så det i tv tænkte jeg, åh ikke sådan er program igen...

Det er en spiral, en ond en.... Men der hvor den kan blive brudt er hvis alle forældre lige tog den et skridt længere ud...

Ved at tage ansvar selv....

Ansvar for vores børn, at mit barn ikke mobber....

Ansvar for at lære nogle værdier, som gavner andre end bare lige en selv.

Jeg syntes det er synd for alle børn i programmet, det er slet ikke det jeg vil væk fra...

Men syntes bare der mangler lidt power bag alt snakken om mobning :-)

[Bamse&Kylling]

Hold da fast, I har været udsat for nogle voldsomme ting, nogle af jer  :o   :kram

Det ka da godt være, at jeg har levet i en halvt fantasi verden med skyklapper på, men jeg anede simpelthen ikke, at der var børn der var SÅ grove/onde mod hinanden!

Tak fordi I deler jeres historier! I har hvert fald udvidet min horisont!!

 

Susanne, jeg synes det er så godt, at du havde en lærer (og mor) der greb ind!! Det mangler der vist lidt rundt på skolerne, så vidt jeg har forstået?

 

Jeg synes helt klart programmet manglede den anden vinkel på historien - HVORFOR er der børn der mobber.?? Hvad er det de mangler hjemmefra, som får dem til det?

Jeg tror simpelthen ikke på, at børn med "rette opdragelse" (hvad end det så er?), kan finde på at mobbe andre! Jeg tror på, at det er hjemmefra man på et eller andet plan lærer det. Det er hvert fald derhjemme, man lærer, hvordan andre mennesker skal behandles og hvordan man selv vil behandles.

 

Andet afsnit kommer i aften og jeg håber, at der kommer en anden vinkel på, men jeg tror det desværre ikke..

[Pumpkins]

Jeg håber ikke, at der er nogle der læste det jeg skrev, som om at børnene har en del af skylden for at de bliver mobbet - for det er aldrig børnenes skyld!

Men jeg tror på, at man kan hjælpe sit barn, så det bliver bedre rustet, og dermed mindske risikoen for at det bliver mobbet.

Mobning kan have mange årsager eller begrundelser, men jeg synes tit at mobbeofferet har mange af de samme træk: Det er ofte de børn, der skiller sig lidt ud (altså det der bliver genstand for mobningen) og ofte er det de børn, der enten holder sig tilbage og ikke giver igen (så det bliver "gratis" at drille/mobbe) eller dem, der reagerer voldsomt (så der bliver en eller anden form for udfordring ved at drille eller mobbe).

Dermed ikke sagt, at det på nogen måde er offerets skyld, at mobningen foregår! Men hvis man som forælder lærer sit barn at takle modstand, lærer dem at overkomme udfordringer og lærer dem at håndtere kritik, så tror jeg personligt, at man får et barn, der vil have en højere selvtillid og selvværd, og skulle barnet komme ud for noget, der kan være starten på mobning, så kan det måske afværge det, hvis barnet ved hvordan det kan håndtere drillerierne, så reaktionen ikke bliver foder for mere mobning.

Men det handler nok mest om de mere "milde" former for mobning, hvor barnet bliver drillet over en periode, holdt uden for i visse situationer eller bagtalt mm.

I de tilfælde hvor mobningen opstår mere eller mindre spontant eller i de tilfælde, hvor barnet bliver mobbet med noget, det reelt ikke kan gøre for, hjælper det jo som en skrædder i helvede, at barnet kan trække på skuldrene, hvis mobberne alligevel forsætter. Men det tror jeg heldigvis ikke er flertallet.

Jeg tror ikke at børn er gode/ onde pr definition, jeg tror bare ikke at de altid kan gennemskue konsekvenserne af deres handling. Mindre skolebørn kan fx have svært ved at forstå at andre kan føle noget andet end dem selv, så hvis de synes det er sjovt at drille, så kan de måske ikke forstå at den der bliver drillet ikke synes det er sjovt.

De børn, der er direkte ondskabsfulde og mobber med det forsæt at gøre skade, har helt sikkert nogle sociale problemer, og dem bør der IMO også være fokus på at hjælpe, men samtidig med at de lærer, at deres handlinger har en konsekvens.

Jeg synes også at der er en tendens til at bagatelgrænsen mellem drillerier og mobning har rykket sig over de sidste 10-15 år. Hvad der i min skoletid blev kaldt drillerier vil nok i mange tilfælde blive kaldt mobning i dag, og det synes jeg er ærgerligt. For så mister ordet lidt sin værdi. Hvis man for 10-15 år siden sagde, at man blev mobbet, var det et klart udtryk for en lang række virkeligt ubehagelige oplevelser med fysisk eller psykisk vold eller terror, mens hvis jeg hører ordet i dag, så tænker jeg tit, at det handler om drillerier, hvor den der er blevet drillet måske i virkeligheden "bare overreagerer" - og det irriterer mig, for jeg ved jo godt med min fornuft, at det jo er et alvorligt emne med nogle seriøse krænkelser bag, men medierne har bare i for høj grad udvandet begrebet, så det lidt har mistet sin effekt, synes jeg.

[Bamse&Kylling]

Jeg håber ikke, at der er nogle der læste det jeg skrev, som om at børnene har en del af skylden for at de bliver mobbet - for det er aldrig børnenes skyld!

Men jeg tror på, at man kan hjælpe sit barn, så det bliver bedre rustet, og dermed mindske risikoen for at det bliver mobbet.

Mobning kan have mange årsager eller begrundelser, men jeg synes tit at mobbeofferet har mange af de samme træk: Det er ofte de børn, der skiller sig lidt ud (altså det der bliver genstand for mobningen) og ofte er det de børn, der enten holder sig tilbage og ikke giver igen (så det bliver "gratis" at drille/mobbe) eller dem, der reagerer voldsomt (så der bliver en eller anden form for udfordring ved at drille eller mobbe).

Dermed ikke sagt, at det på nogen måde er offerets skyld, at mobningen foregår! Men hvis man som forælder lærer sit barn at takle modstand, lærer dem at overkomme udfordringer og lærer dem at håndtere kritik, så tror jeg personligt, at man får et barn, der vil have en højere selvtillid og selvværd, og skulle barnet komme ud for noget, der kan være starten på mobning, så kan det måske afværge det, hvis barnet ved hvordan det kan håndtere drillerierne, så reaktionen ikke bliver foder for mere mobning.

Men det handler nok mest om de mere "milde" former for mobning, hvor barnet bliver drillet over en periode, holdt uden for i visse situationer eller bagtalt mm.

I de tilfælde hvor mobningen opstår mere eller mindre spontant eller i de tilfælde, hvor barnet bliver mobbet med noget, det reelt ikke kan gøre for, hjælper det jo som en skrædder i helvede, at barnet kan trække på skuldrene, hvis mobberne alligevel forsætter. Men det tror jeg heldigvis ikke er flertallet.

Jeg tror ikke at børn er gode/ onde pr definition, jeg tror bare ikke at de altid kan gennemskue konsekvenserne af deres handling. Mindre skolebørn kan fx have svært ved at forstå at andre kan føle noget andet end dem selv, så hvis de synes det er sjovt at drille, så kan de måske ikke forstå at den der bliver drillet ikke synes det er sjovt.

De børn, der er direkte ondskabsfulde og mobber med det forsæt at gøre skade, har helt sikkert nogle sociale problemer, og dem bør der IMO også være fokus på at hjælpe, men samtidig med at de lærer, at deres handlinger har en konsekvens.

Jeg synes også at der er en tendens til at bagatelgrænsen mellem drillerier og mobning har rykket sig over de sidste 10-15 år. Hvad der i min skoletid blev kaldt drillerier vil nok i mange tilfælde blive kaldt mobning i dag, og det synes jeg er ærgerligt. For så mister ordet lidt sin værdi. Hvis man for 10-15 år siden sagde, at man blev mobbet, var det et klart udtryk for en lang række virkeligt ubehagelige oplevelser med fysisk eller psykisk vold eller terror, mens hvis jeg hører ordet i dag, så tænker jeg tit, at det handler om drillerier, hvor den der er blevet drillet måske i virkeligheden "bare overreagerer" - og det irriterer mig, for jeg ved jo godt med min fornuft, at det jo er et alvorligt emne med nogle seriøse krænkelser bag, men medierne har bare i for høj grad udvandet begrebet, så det lidt har mistet sin effekt, synes jeg.

Jeg er fuldstændig enig her!! Ku ik ha skrevet det bedre selv :)

[Guest]

Hold da fast, I har været udsat for nogle voldsomme ting, nogle af jer :o :kram

Det ka da godt være, at jeg har levet i en halvt fantasi verden med skyklapper på, men jeg anede simpelthen ikke, at der var børn der var SÅ grove/onde mod hinanden!

Tak fordi I deler jeres historier! I har hvert fald udvidet min horisont!!

Susanne, jeg synes det er så godt, at du havde en lærer (og mor) der greb ind!! Det mangler der vist lidt rundt på skolerne, så vidt jeg har forstået?

Jeg synes helt klart programmet manglede den anden vinkel på historien - HVORFOR er der børn der mobber.?? Hvad er det de mangler hjemmefra, som får dem til det?

Jeg tror simpelthen ikke på, at børn med "rette opdragelse" (hvad end det så er?), kan finde på at mobbe andre! Jeg tror på, at det er hjemmefra man på et eller andet plan lærer det. Det er hvert fald derhjemme, man lærer, hvordan andre mennesker skal behandles og hvordan man selv vil behandles.

Andet afsnit kommer i aften og jeg håber, at der kommer en anden vinkel på, men jeg tror det desværre ikke..

Jeg syntes det er svært, for helt ærlig så ser jeg ikke mobberne som gennemsyrede onde eller sociale tilfælde. Det er en dynamik i klasse/gruppe regi hvor noget så primitivt som hieraki er alt afgørende. Det handler om accept fra de dominerende (ikke stærke) personligheder i klassen. Oftest er "første" mobberen ikke en alfa type, men en beta, altså den person der vil være i toppen af "fødekæden" og er det i kraft af sit venskab med "lederen" - og den position må ikke udfordres derfor "banker" man rivaler på plafs eller fastslår sin dominans ved at demonstrere sin magt fx ved at drille de svage.

Der hvor det så bliver rigtig grumt er når resten af klassen følger trop, når kulturen bliver "mob eller bliv mobbet".

Jeg er enig med Pumpkins jeg syntes at de der tv programmer har et eller andet "trafikuhelds fænomen" over sig - se lige noget forfærdeligt - det burde i stedet være programmer om HVORDAN man ændrer på det!!! Hvilke dynamikker der skal ændres, metoder, forsøg, undervisning mv der kan afhjælpe problemstillingen og gøre os alle klogere!!!