Tør jeg, kan jeg, vil jeg?

[CamillaNK]

Hej med Jer

 

Jeg er ny herinde, så bær over med mig.

 

Jeg står i den situation, at jeg har spist min sidste p-pille igår, og derved påbegynder projekt baby efter denne mens.

MEN, er så meget i tvivl om, det er det rigtige.

Ikke fordi mit liv ikke er, som det burde. Er lige blevet gift med den eneste ene, og er nået de 30, så skal det være, skal det være snart.

 

Jeg har bare aldrig haft det her dybe ønske om at få børn, som så mange har.

Synes da de er fine nok, så længe jeg kan aflevere dem tilbage igen  :rolleyes

Måske det havde hjulpet på det, hvis jeg havde veninder, der selv har født.

Min lillebror blev far tidligere på året, og der mærkede jeg da følelsen af, at sådan en lille sag vil jeg også have, men den følelse bliver hurtigt afløst af frygt, bekymringer og tvivl.

Der er ingen tvivl om, min mand vil have børn, men jeg har så svært ved at leve med tanken om, at mit lille univers, hvor jeg prøver at have kontrol med alt, kommer til at forsvinde helt med sådan en lille en.

Lider desuden af angsten for at kaste op og angst for sygdom generelt, hvilket betyder, jeg selvfølgelig frygter at blive syg og dårlig under en graviditet.

Og efterfølgende, når barnet bliver syg  :wacko

Det betyder i korte træk, at jeg frygter:

• Angst for kvalme
• Opleve andres opkast, høre det, lugte det, se det m.m.
• Sygdomme som forårsager opkast
• Graviditet (pga. morgenkvalme)
• Lægeundersøgelser som har med hals og svælg at gøre
• Angst for at sluge medicin i pilleform, pga. evt. kvalmeeffekt
• Babyer og børn – pga. bekymringstanker om gylp og opkas

Måske jeg lægger alt for meget i det?

Er vist bare frygtelig bange for det nye, der skal til at ske, da jeg er kæmpe vanemenneske.

 

Vi har dog talt om børn længe. At på et tidspunkt kommer der et tegn, og så er det igang.

Nu er tegnet kommet. Er blevet opsagt fra mit arbejde, fordi de lukker min afdeling, så står uden job fra 1.2.14.

Så i mit hoved er det tegnet, men for pokker, hvor er jeg alligevel bange...

Tvivler så meget på, om jeg overhovedet kan finde ud af at passe på en baby.

Alle siger, det nok skal gå, og at det er det hele værd uanset hvad, og at det bliver det bedste, der nogensinde er sket for mig...

Hvad hvis de tager fejl, og jeg fortryder...? 

Ved godt, det nok bare er panikken, der taler, for kan i lyse øjeblikke godt se fornøjelsen ved den store mave og en baby, der ligner os begge, som smelter en, når den smiler..

 

Føles bare som om, jeg er den eneste i verden med de her tanker  :blink

[Guest Felixmor]

Angst er jo aldrig sjov. Men når det så er sagt er gevinsten bare fantastisk når man er kommet igennem en graviditet. Og man vokser med opgaven. Så klø på og få afklaret med manden inden, hvordan i tackler tingene.

[Påskesen]

Jeg syntes det vil være en god ide at sætte dig ind i/google/læse hvad børn virkelig indebærer af både sorger, glæde, pasning mm., for på den måde at være fuldstændig klar på hvilke udfordringer i vil komme til at skulle tackle derhjemme. Selve det at være mor og passe på sådan en lille fis syntes jeg, for mig er kommet helt naturligt, til gengæld kom det faktisk meget bag på mig hvor hård graviditeten var og allerede fra meget tidligt i graviditeten. Når det er sagt syntes jeg nu det lyder som om at du faktisk ønsker at få et barn med din mand, men måske bare er bange for det ukendte i det ? Hvis jeg var dig ville jeg nok snakke min frygt igennem med en terapeut eller læge således at du er godt forberedt og mental klar til at tackle frygten. Jeg er også sikker på at det nok skal gå (for det gør det) men det er jo altid federe at gøre det med mindre ,,bump'' på vejen ;) Ang. det der med andre børn, så har jeg aldrig selv haft den store lyst til at skulle holde andres børn, jeg har aldrig været den der sagde nej hvor er de bare søde mm. Men min egen, hende kan jeg da slet ikke stå for ;)

 

Held og lykke med projektet 

[Mia maya]

Jeg forstår godt dine bekymringer

[Gail]

Jeg kan godt sætte mig ind i dine tanker - jeg har lige kommenteret ud fra dine frygtscenarier:

• Angst for kvalme: Ikke alle oplever dette. Mange ser det som positivt, og at graviditeten er en realitet. Jeg ørler mig igennem alle mine graviditeter i alle 9 mdr, men har overlevet hver gang og nu igang med nr. 4.:-)
  
• Opleve andres opkast, høre det, lugte det, se det m.m. Det behøver du jo ikke at opleve i DIN graviditet :-)


• Sygdomme som forårsager opkast: Ikke graviditetsbetinget :-) 


• Graviditet (pga. morgenkvalme): Vend det til noget positivt, hvis du skulle komme til at få det, så bliver det nemmere at komme igennem. 


• Lægeundersøgelser som har med hals og svælg at gøre: ikke graviditetsbetinget :-)


• Angst for at sluge medicin i pilleform, pga. evt. kvalmeeffekt: Jeg har ikke haft problemer med at sluge vitaminer, folin og jern trods kvalme og opkast.


• Babyer og børn – pga. bekymringstanker om gylp og opkast: Man vænner sig til det ret hurtigt. Glæden overskygger hurtigt.

[Deva]

Det er normalt at være usikker og bekymret for hvad projekt baby indebære, og de ændringer det medføre for ens liv. Man kan ikke rigtig forestille sig det, før man står i det. Her blev jeg positivt overrasket. Da jeg var gravid, sagde alle at det var SÅ hårdt at få børn. Vi var så heldige, at få en nem baby ( det bestemmer man.desværre ikke selv), så for os har det overvejende været en rigtig positiv og dejlig oplevelse. Det der kom bag på mig ifm projekt baby, var graviditeten. Den synes jeg ikke var særlig fantastisk. For mit vedkommende havde jeg en del gener og Hormonerne var strenge. Skulle jeg vælge måtte en graviditet godt vare 3 mdr istedet for 9;-) Men det er jo meget individuelt hvordan folk oplever en graviditet, for nogle er det en super dejlig oplevelse. Og du kan jo sagtens være en af de heldige, der hverken lider af kvalme, opkast eller andre gener:-)

Før jeg fik barn, sagde andres børn mig ikke rigtig noget. Havde jeg valget mellem at hilse på en hundehvalp og en baby, valgte jeg hundehvalpen. Idag synes jeg også andres babyer er søde. Så måske det ændre sig for dig, og måske ikke. Men man behøver altså heller ikke at være vild med andres babyer. Det er nok at være vild med sin egen:-)

Vi er biologisk designet til at kunne klare opgaven, så når man står i situationen, får man hjælp fra naturen (din krop) til at klare opgaven. Derudover vokser man med opgaven. Jeg er derfor sikker på at du godt kan klare den opgave:-) Mht dine angst tanker, vil det sikkert være en god ide at få noget hjælp til at få nogle redskaber (kan være du allerede har det) til at håndtere dem så de ikke eskalere/bliver værre når du er gravid. Det ville være synd, hvis det kommer til at forstyrre dig for meget i din graviditet og den første tid med baby.

Rigtig meget held og lykke med beslutningen og projektet:-)

[Forunderligt]

Jeg må sige jeg tænker at den angst du beskriver ifht opkast og lignende skal du ha bearbejdet på en eller anden måde, så du ved hvordan du skal håndtere det.

 

En kvinde i min nære familie lider af lignende angst, altså især for opkast og mavesyge, så jeg blev da lidt bekymret da jeg fik at vide for nogle år siden at hun var gravid. Lad os kalde hende Bodil i dagens anledning. Vi har oplevet mange gange til børnefødselsdage og lignende, at min datter pludselig kastede op (vi fandt efterhånden ud af hun ikke kan tåle kakaomælk!), hvor Bodil gik fuldstændig i panik, råbte op og løb ud af døren og stod udenfor og hylede på sin mand at han sku komme NU for hun ville hjem NU og vi fik ikke en chance for at sige farvel. Hun gik igennem sin graviditet uden alvorlige problemer med kvalme og opkast, men de fik et meget gylpende barn, men på en eller anden måde havde hun ro med, at gylp og opkast slet ikke er det samme - og det vil jeg som erfaren mor også sige, gylp skyldes at maven er umoden og sender lidt (nogen gange meget/mange gange) retur efter måltidet. Det kommer uden bræklyde og uden tilsyneladende at genere barnet, og det har intet med sygdom at gøre. Til gengæld må jeg sige jeg stadig blir bekymret når jeg oplever/hører om hvor meget Bodil farer op og råber, bliver vred/rasende og panikker (det er hendes reaktion på angsten) hvis barnet blir sygt, eller hvis nogen i omgivelserne er syg/har været syge - for det påvirker jo et lille barn at opleve. Barnet er nu 2 år og har lært at hvis det skal ha lidt særlig opmærksomhed skal det bare proppe hånden så langt ind i munden som muligt og sige bræk lyde.

 

Jeg tænker at det er en fobi du har og at sådan en fobi godt kan behandles så du kan "lære at leve med den". Jeg ville syns det var utroligt synd hvis den skulle afholde dig fra at få barn/børn. Ovennævnte "Bodil" er også en rigtig sød og skøn mor for sit barn, men som sagt er der lige et punkt hvor jeg virkelig tænker det er svært, fordi hun ikke har arbejdet med angsten/fobien.

 

Held og lykke med dine overvejelser og babyprojektet

[CamillaNK]

Angst er jo aldrig sjov. Men når det så er sagt er gevinsten bare fantastisk når man er kommet igennem en graviditet. Og man vokser med opgaven. Så klø på og få afklaret med manden inden, hvordan i tackler tingene.

Nej, angst er noget frygtelig noget.

Vi har prøvet at aftale, at alt med sygdom tager han sig af, men det kommer jo nok ikke til at holde i praksis.

Men han ved, hvordan jeg har det, og vil gøre alt for at hjælpe :)

[CamillaNK]

Jeg syntes det vil være en god ide at sætte dig ind i/google/læse hvad børn virkelig indebærer af både sorger, glæde, pasning mm., for på den måde at være fuldstændig klar på hvilke udfordringer i vil komme til at skulle tackle derhjemme. Selve det at være mor og passe på sådan en lille fis syntes jeg, for mig er kommet helt naturligt, til gengæld kom det faktisk meget bag på mig hvor hård graviditeten var og allerede fra meget tidligt i graviditeten. Når det er sagt syntes jeg nu det lyder som om at du faktisk ønsker at få et barn med din mand, men måske bare er bange for det ukendte i det ? Hvis jeg var dig ville jeg nok snakke min frygt igennem med en terapeut eller læge således at du er godt forberedt og mental klar til at tackle frygten. Jeg er også sikker på at det nok skal gå (for det gør det) men det er jo altid federe at gøre det med mindre ,,bump'' på vejen ;) Ang. det der med andre børn, så har jeg aldrig selv haft den store lyst til at skulle holde andres børn, jeg har aldrig været den der sagde nej hvor er de bare søde mm. Men min egen, hende kan jeg da slet ikke stå for ;)

 

Held og lykke med projektet

  

Det er normalt at være usikker og bekymret for hvad projekt baby indebære, og de ændringer det medføre for ens liv. Man kan ikke rigtig forestille sig det, før man står i det. Her blev jeg positivt overrasket. Da jeg var gravid, sagde alle at det var SÅ hårdt at få børn. Vi var så heldige, at få en nem baby ( det bestemmer man.desværre ikke selv), så for os har det overvejende været en rigtig positiv og dejlig oplevelse. Det der kom bag på mig ifm projekt baby, var graviditeten. Den synes jeg ikke var særlig fantastisk. For mit vedkommende havde jeg en del gener og Hormonerne var strenge. Skulle jeg vælge måtte en graviditet godt vare 3 mdr istedet for 9;-) Men det er jo meget individuelt hvordan folk oplever en graviditet, for nogle er det en super dejlig oplevelse. Og du kan jo sagtens være en af de heldige, der hverken lider af kvalme, opkast eller andre gener:-)

Før jeg fik barn, sagde andres børn mig ikke rigtig noget. Havde jeg valget mellem at hilse på en hundehvalp og en baby, valgte jeg hundehvalpen. Idag synes jeg også andres babyer er søde. Så måske det ændre sig for dig, og måske ikke. Men man behøver altså heller ikke at være vild med andres babyer. Det er nok at være vild med sin egen:-)

Vi er biologisk designet til at kunne klare opgaven, så når man står i situationen, får man hjælp fra naturen (din krop) til at klare opgaven. Derudover vokser man med opgaven. Jeg er derfor sikker på at du godt kan klare den opgave:-) Mht dine angst tanker, vil det sikkert være en god ide at få noget hjælp til at få nogle redskaber (kan være du allerede har det) til at håndtere dem så de ikke eskalere/bliver værre når du er gravid. Det ville være synd, hvis det kommer til at forstyrre dig for meget i din graviditet og den første tid med baby.

Rigtig meget held og lykke med beslutningen og projektet:-)

Det er altså dejligt at høre, jeg ikke er den eneste, der aldrig har haft "kaldet" at blive mor :)

Jeg har været i behandling for min angst, så det er mest frygten for det ukendte, tror jeg.

Dog er det med opkast og sygdom vist ikke noget, jeg sådan kan blive af med, men håber jeg kan få det i små doser, så jeg kan vænne mig til det stille og roligt.

Og ja, vil jo nok i bund og grund gerne have børn, men er bange for at indrømme det, nu hvor jeg har nægtet det så længe.

Men jeg kan også mærke, at jeg er spændt.

[CamillaNK]

Jeg må sige jeg tænker at den angst du beskriver ifht opkast og lignende skal du ha bearbejdet på en eller anden måde, så du ved hvordan du skal håndtere det.

 

En kvinde i min nære familie lider af lignende angst, altså især for opkast og mavesyge, så jeg blev da lidt bekymret da jeg fik at vide for nogle år siden at hun var gravid. Lad os kalde hende Bodil i dagens anledning. Vi har oplevet mange gange til børnefødselsdage og lignende, at min datter pludselig kastede op (vi fandt efterhånden ud af hun ikke kan tåle kakaomælk!), hvor Bodil gik fuldstændig i panik, råbte op og løb ud af døren og stod udenfor og hylede på sin mand at han sku komme NU for hun ville hjem NU og vi fik ikke en chance for at sige farvel. Hun gik igennem sin graviditet uden alvorlige problemer med kvalme og opkast, men de fik et meget gylpende barn, men på en eller anden måde havde hun ro med, at gylp og opkast slet ikke er det samme - og det vil jeg som erfaren mor også sige, gylp skyldes at maven er umoden og sender lidt (nogen gange meget/mange gange) retur efter måltidet. Det kommer uden bræklyde og uden tilsyneladende at genere barnet, og det har intet med sygdom at gøre. Til gengæld må jeg sige jeg stadig blir bekymret når jeg oplever/hører om hvor meget Bodil farer op og råber, bliver vred/rasende og panikker (det er hendes reaktion på angsten) hvis barnet blir sygt, eller hvis nogen i omgivelserne er syg/har været syge - for det påvirker jo et lille barn at opleve. Barnet er nu 2 år og har lært at hvis det skal ha lidt særlig opmærksomhed skal det bare proppe hånden så langt ind i munden som muligt og sige bræk lyde.

 

Jeg tænker at det er en fobi du har og at sådan en fobi godt kan behandles så du kan "lære at leve med den". Jeg ville syns det var utroligt synd hvis den skulle afholde dig fra at få barn/børn. Ovennævnte "Bodil" er også en rigtig sød og skøn mor for sit barn, men som sagt er der lige et punkt hvor jeg virkelig tænker det er svært, fordi hun ikke har arbejdet med angsten/fobien.

 

Held og lykke med dine overvejelser og babyprojektet

Hehe, på mange punkter kunne jeg godt værre"Bodil".

Jeg holder mig helst fra mennesker, der er syge, og hvis en af mandens niecer har været tæt på mig, og jeg så hører de er syge og kaster op, har jeg lige en times tid med panik, hvor jeg føler mig syg, men det forsvinder jo selvfølgelig igen.

Den med gylp har jeg heller aldrig været god til.

Min nevø, som jeg jo er helt vild med, gylper meget, og fordi jeg ikke er vant til det, får jeg simpelthen et kæmpe chok hver gang og har mest af alt lyst til at smide ham væk.

Det gør jeg selvfølgelig ikke, og er da kommet dertil, hvor jeg bare tørrer det væk, og så er det det.

Men får alligevel en klump i maven, og må minde mig selv om, det er naturligt og ikke betyder, han er syg og kan smitte mig.

Håber det hjælper, når jeg får min egen :)

[CamillaNK]

Jeg kan godt sætte mig ind i dine tanker - jeg har lige kommenteret ud fra dine frygtscenarier:

• Angst for kvalme: Ikke alle oplever dette. Mange ser det som positivt, og at graviditeten er en realitet. Jeg ørler mig igennem alle mine graviditeter i alle 9 mdr, men har overlevet hver gang og nu igang med nr. 4.:-)
• Opleve andres opkast, høre det, lugte det, se det m.m. Det behøver du jo ikke at opleve i DIN graviditet :-)
• Sygdomme som forårsager opkast: Ikke graviditetsbetinget :-) 
• Graviditet (pga. morgenkvalme): Vend det til noget positivt, hvis du skulle komme til at få det, så bliver det nemmere at komme igennem. 
• Lægeundersøgelser som har med hals og svælg at gøre: ikke graviditetsbetinget :-)
• Angst for at sluge medicin i pilleform, pga. evt. kvalmeeffekt: Jeg har ikke haft problemer med at sluge vitaminer, folin og jern trods kvalme og opkast.
• Babyer og børn – pga. bekymringstanker om gylp og opkast: Man vænner sig til det ret hurtigt. Glæden overskygger hurtigt.

Rigtig gode kommentarer.

Det viser jo meget godt, at jeg lægger alle for meget i det med kvalme, og jeg kan få det til at hænge sammen med alt, selvom det ikke burde.

Det er altid sundt at få andre øjne og ord på, så tak :)

[CamillaNK]

Jeg har altid vidst at jeg gerne ville have børn, men jeg har heller aldrig haft "kaldet", og har heller ikke været total skruk omkring andres børn. Er desuden også glad for kontrol ligesom du, så uvisheden om hvordan det hele skulle gå med en baby har også fyldt her.

I stedet for at fokusere på alle de ting der MÅSKE sker, så prøv at fokusere på alt det positive du kan se frem til. Her er det f.eks. glæden ved at se min mand blive far, det første møde med baby, at give mine forældre muligheden for at blive bedsteforældre og mange dejlige oplevelser som kommer i fremtiden.

Det har også hjulpet mig meget at gøre tingene ret konkrete, f.eks. at få kønnet af vide, så man kan forberede sig på en søn/datter i stedet for "bare" en baby. Forberedelsen med at købe tøj og lave babyværelse er ret hyggelig, og det hjælper til at give en hvis følelse over at have kontrol over bare lidt af processen :)

Hvis ikke du allerede har gjort det, så sørg for at snakke med din mand om hvordan du har det, så han kan hjælpe og støtte dig når du kommer til kort. :)

Jeg tror nok du skal klare den, og heldigvis er der jo ni måneders "leveringstid" fra man står med de to streger, til man står med en skøn baby i armene. På den tid når der at ske masser ting, både med kroppen men bestemt også med sindet :)

Giver rigtig god mening at forberede det, der kan forberedes og så virkelig prøve at tage resten hen af vejen.

Men for pokker, hvor er det svært, når man gerne vil have styr på alt :)

Er glad for, jeg ikke er alene :)

[marmari]

Du lyder lidt som jeg gjorde, før jeg blev gravid :) Dog var jeg mere bange for nåle (udsigten til at skulle have taget blodprøver, bedøvelse under fødslen osv..) end udsigten til opkast og sygdom. Puuh, jeg havde så slemme traumer at jeg næsten droppede tanken om at få børn (jeg var nu heller ikke specielt skruk - og havde sikkert levet fint, hvis jeg havde besluttet at børn ville jeg ikke ha) Men folk blev ved med at sige til mig at man jo altså godt kan risikere at skulle have taget BP UDEN at være gravid, så jeg ville nok ikke slippe uanset  ^_^

 

Jeg har det heller ikke fedt med opkast, og fik "selvfølgelig" en gylpeunge - men opdagede at det slet ikke er klamt på samme måde - og heldigvis har han kun kastet op to gange på snart 4 år, og det var fordi han har hostet så slemt at det har induceret det.

 

Mht mig selv, kvalme og opkast, så viste det sig at blive det mindste af mine problemer - lå da godtnok underdrejet af kvalme i 6 uger, men kastede kun op en gang. Men til gengæld, da maven blev stor og jeg begyndte at have en moslende masende baby derinde  :wacko  Uha - fatter faktisk ikke helt jeg gør det igen ;) Jeg var enormt dårlig til at være gravid, men alligevel var det som om nogen brikker var faldet på plads og fra det øjeblik jeg fik min søn op til mig, vidste jeg bare at ham her ville jeg give mit liv og slå ihjel for, hvis det skulle blive nødvendigt - og med den i bagagen var gylp, sprøjtelort (ja, en baby kan faktisk godt skide over en meter ud i rummet  :blink ) udsigt til søvnmangel og sygdom og bekymringer da bare en gang vand :)

 

(jeg er stadig ikke færdig med at være i tvivl om ikke det der med børn var en dårlig ide, men ville for ingenting i verden undvære ham nu jeg har ham - han er bare mere end velkommen til at komme på ferie hos sine bedsteforældre så tit de har lyst ;) - og jeg får stadig ikke skruk eller krøller på æggestokkene når jeg ser andres børn og mit liv ville da bare være mere frit og spontant, hvis jeg kun havde haft mig selv at tage hensyn til. Men satser alligevel på at jeg ender med at blive ligeså glad for lillebrøster når denne kommer til foråret :) )

 

Du kan ikke kontrollere alt - og slet ikke når det gælder børn og graviditet. Hvem ved, måske tager det jer lang tid at opnå graviditeten (ikke for at male fanden på væggen, men det KAN jo ske) og når det så endelig sker, vil du måske finde ud af at du er mere klar end du troede. Det kan også være du bliver ramt lidt af panik, for "shit, nu er det nu!", men så har du alligevel ni mdr til at vænne dig til det og jeg har endnu til gode at høre nogen sige at de har fortrudt de børn de HAR fået. Tror mere det vil handle om at fortryde, hvis du lader angsten og trangen til at kontrollere alting gøre at du ikke får børn. Men hvis det er meget slemt, bør du måske få hjælp for at komme over det :)

 

Held og lykke i hvert fald :)

[CamillaNK]

Du lyder lidt som jeg gjorde, før jeg blev gravid :) Dog var jeg mere bange for nåle (udsigten til at skulle have taget blodprøver, bedøvelse under fødslen osv..) end udsigten til opkast og sygdom. Puuh, jeg havde så slemme traumer at jeg næsten droppede tanken om at få børn (jeg var nu heller ikke specielt skruk - og havde sikkert levet fint, hvis jeg havde besluttet at børn ville jeg ikke ha) Men folk blev ved med at sige til mig at man jo altså godt kan risikere at skulle have taget BP UDEN at være gravid, så jeg ville nok ikke slippe uanset  ^_^

 

Jeg har det heller ikke fedt med opkast, og fik "selvfølgelig" en gylpeunge - men opdagede at det slet ikke er klamt på samme måde - og heldigvis har han kun kastet op to gange på snart 4 år, og det var fordi han har hostet så slemt at det har induceret det.

 

Mht mig selv, kvalme og opkast, så viste det sig at blive det mindste af mine problemer - lå da godtnok underdrejet af kvalme i 6 uger, men kastede kun op en gang. Men til gengæld, da maven blev stor og jeg begyndte at have en moslende masende baby derinde  :wacko  Uha - fatter faktisk ikke helt jeg gør det igen ;) Jeg var enormt dårlig til at være gravid, men alligevel var det som om nogen brikker var faldet på plads og fra det øjeblik jeg fik min søn op til mig, vidste jeg bare at ham her ville jeg give mit liv og slå ihjel for, hvis det skulle blive nødvendigt - og med den i bagagen var gylp, sprøjtelort (ja, en baby kan faktisk godt skide over en meter ud i rummet  :blink ) udsigt til søvnmangel og sygdom og bekymringer da bare en gang vand :)

 

(jeg er stadig ikke færdig med at være i tvivl om ikke det der med børn var en dårlig ide, men ville for ingenting i verden undvære ham nu jeg har ham - han er bare mere end velkommen til at komme på ferie hos sine bedsteforældre så tit de har lyst ;) - og jeg får stadig ikke skruk eller krøller på æggestokkene når jeg ser andres børn og mit liv ville da bare være mere frit og spontant, hvis jeg kun havde haft mig selv at tage hensyn til. Men satser alligevel på at jeg ender med at blive ligeså glad for lillebrøster når denne kommer til foråret :) )

 

Du kan ikke kontrollere alt - og slet ikke når det gælder børn og graviditet. Hvem ved, måske tager det jer lang tid at opnå graviditeten (ikke for at male fanden på væggen, men det KAN jo ske) og når det så endelig sker, vil du måske finde ud af at du er mere klar end du troede. Det kan også være du bliver ramt lidt af panik, for "shit, nu er det nu!", men så har du alligevel ni mdr til at vænne dig til det og jeg har endnu til gode at høre nogen sige at de har fortrudt de børn de HAR fået. Tror mere det vil handle om at fortryde, hvis du lader angsten og trangen til at kontrollere alting gøre at du ikke får børn. Men hvis det er meget slemt, bør du måske få hjælp for at komme over det :)

 

Held og lykke i hvert fald :)

Hehe, det med nålene var en ting, jeg slet ikke havde tænkt på før nu :-/

Men de ryger lidt i baggrunden i forhold til det andet.

Igen er jeg virkelig glad og lettet over, at jeg ikke er alene.

Da jeg kun taler med mødre om det her, så er det jo lidt svært for dem at forstå mine tanker.

Kan godt se, at temaet skal vælge at slippe kontrollen og tage det, som det kommer, men æv det er svært.

Jeg må håbe det bedste, for skulle være startet på ny omgang p-piller idag, men har med vilje ikke købt nye, så nu går vi igang.

Lur mig, om ikke jeg udsætter hanky panky mange gange i denne måned, fordi jeg nu er obs på, hvad det kan ende med :)

Bliver nok ikke klar, før det sker på et tidspunkt.