Hvordan takler man bedst "bøller"?

[Pumpkins]

Nu bruger jeg lige ordet "bøller", fordi jeg ikke har bedre ord ;)

 

Jeg har mange gange oplevet, at der er nogle børn i Karlas vuggestue, der reagerer udadtil for at få opmærksomhed. Det er børn der skubber, tager de andres ting, slår mm., lige så snart pædagogen vender ryggen til. 

 

I morges da jeg afleverede Karla fik hun på 5 minutter vredet legetøj ud af hænderne, og det var hun ret ked af. Begge gange var det lige foran næsen på mig. 

 

Som jeg ser det, er det børn der har brug for klare grænser, men som ikke får det. Pædagogerne dernede er ret "bløde" over for sådan noget, og selv om jeg ikke synes man skal skælde børn ud, så kan jeg heller ikke se, hvordan det hjælper at sige "nåh, nåh, det var ikke så godt". 

 

Jeg kan ikke lade være med at sige noget til børnene, men det bliver altid noget med at spørge om de ikke kune deles eller om han/ hun kam vente eller prøve at finde et andet stykke legetøj. Men mest af alt har jeg jo lyst til at markere "her til og ikke længere!". 

 

Jeg tror bestemt ikke, at det er noget der sker kun i vuggestuer, for jeg har tit hørt problemet beskrevet på andre måder, fx med børnefødselsdage, hvor der var børn, der ikke "opførte sig ordentligt" eller hvis større har legekammerater ovre, der ikke lige kender spillereglerne. 

 

Hvordan håndterer I, når andre børn opfører sig dårligt over for jeres børn? 

[tazdiginez]

Nu har det ikke været et "problem" for os, men i dagplejen og legestuen, kan der sagtens opstå problemer af denne art - det er jo heldigvis helt naturligt og jeg ved at dp lader børnene "løse konflikten" selv, meget af tiden, men hvis det er gentagende gange, at der er problemer med de samme børn, så går de ind og hjælper situationen.

Jeg tror også at det ville være sådan at jeg vile tackle det. De første par gange ville jeg se om de kunne finde ud af det selv, men hvis Frede blev ved med at drille Maliva i hendes leg, tage det hun leger med osv. Så ville jeg nok træde til og hjælpe med evt. At finde på en ny leg eller "skille dem ad".

[Pumpkins]

Jeg er helt enig med dig i, at det er naturligt for børn - de har jo ikke lært det endnu :)

 

Men problemet for mit vedkommende ligger i, at det er de samme børn hver gang. Hvis det bare er fordi et af børnene gerne vil lege med det Karla nu leger med, og ikke kan vente og derfor tager det, så ser jeg ikke noget "galt" i det, de er jo så impulsstyrede, og det ville jo være helt hen i vejret at forvente at et barn på 1-2 år havde knækket moral-kodekset for hvad der er rigtigt og forkert. 

 

Men når børn bevidst gør skade for at få opmærksomhed eller en reaktion igen, og jeg kan se/ ved, at det er noget de gør rigtig tit, så er det ret svært at lade dem løse problemet selv, for det er jo ikke en ligeværdig konflikt. Hvis et barn skubber Karla så hun falder, og derefter står og griner af mig og hende, så synes jeg ikke at jeg kan lade dem løse problemet selv, og bare ignorere det. Men hvis det er et stykke legetøj, de begge gerne vil deles om, så er det selvfølgelig ideelt, hvis de selv kan finde løsningen. 

[Guest]

Har du talt med pædagogerne om det? Karla har en kontaktpædagog, ik?

For det med bevidst at skubbe, for derefter at grine, er bare ikke i orden.

Jeg ville sige fra og skælde ud. Jeg synes nemlig det er i orden at skælde ud/fortælle, når børn gør noget forkert. (Det er måden, man gør det på, det er afgørende) :)

Og jeg synes også det er i orden, at du som Karlas mor fortæller de børn, at det må de ikke.

[Pumpkins]

Jeg har ikke taget en snak med pædagogerne, men jeg har spurgt ind til hvad de har gjort ved det, når Karla fx er blevet bidt.

Deres måde at takle det på er meget at sige "nåh, ej det man ikke, ae, ae!" Mm.

Jeg siger fra overfor børnene, men jeg synes ikke rigtigt at jeg har ret til at skælde ud. Det er jo ikke mine børn, og ikke mig der skal opdrage dem. Jeg ville ikke selv have noget imod, hvis en anden forælder skældte Karla ud, hvis det var berettiget og på en ordentlig måde, men sådan tror jeg ikke de her børns forældre ser på det. Hvis de gik ind for at andre satte grænser for deres børn, ville de vel også selv gøre det?

[Guest]

Jeg har ikke taget en snak med pædagogerne, men jeg har spurgt ind til hvad de har gjort ved det, når Karla fx er blevet bidt.

Deres måde at takle det på er meget at sige "nåh, ej det man ikke, ae, ae!" Mm.

Jeg siger fra overfor børnene, men jeg synes ikke rigtigt at jeg har ret til at skælde ud. Det er jo ikke mine børn, og ikke mig der skal opdrage dem. Jeg ville ikke selv have noget imod, hvis en anden forælder skældte Karla ud, hvis det var berettiget og på en ordentlig måde, men sådan tror jeg ikke de her børns forældre ser på det. Hvis de gik ind for at andre satte grænser for deres børn, ville de vel også selv gøre det?

Jeg synes godt du kan tillade dig at sige stop/fra, hvis/når det sker igen. Det ville jeg helt sikkert selv gøre. Også hvis det var mig - som mors veninde, der afleverede Karla. Du har ret til at sige fra! Og børnene skal jo vide det er forkert.

Og synes du skal tale med kontaktpædagogen, så de er opmærksomme på det. :kram2

[Pandamoren]

Først og fremmest er det jo en helt naturlig adfærd, og det sker hele tiden (at tage legetøj, ikke bide).

 

Udfordringen ligger i at det kører i ring. De små er de svage, og derfor bliver de store dem med magten. De små lærer så efterhånden hvad der skal til for at beholde legetøjet = "survival of the fittest"!

 

Man vil jo gerne at der skal være retfærdighed, men faktum er bare at de store er så snu, at de godt kan finde ud af at lægge strategier for at undgå at blive opdaget af de voksne.

 

I forhold til legetøjet, så tror jeg Karla kommer bedst afsted med selv at lære at kræve de ting der er hendes. Det skal hun nok komme til før eller siden.

 

Hvis vores Dpmor se,r at et barn forsøger at tage noget fra et andet barn, får de også krav på at finde noget andet legetøj. Det kan være hun hjælper dem med det, og nogle gange bliver de sure, men sådan er verdenen jo nu engang. Man kan ikke få alt.

 

Jeg har selv oplevet det mange gange, når jeg er ovre med Anna, men jeg føler dpmor adresserer problemet alle gange. Men jeg har samtidig observeret at Anna er gået fra at være meget passiv og offeragtig i begyndelsen, til nu også, at kræve sit, og hun kan også finde på at tage de andres legetøj.

 

Det anser jeg som et sundt tegn. Og jeg blev faktisk glad, sidst jeg så hende febrilsk hive tilbage i en ballon, som X-barn på 2 år forsøgte at hive fra hende! :gp

 

Men lige omkring bideproblematikken, handler det for mig omkring noget miskommunikation eller mangel på samme hos barnet/børnene der bider. Og det er gør desuden ondt på det barn det går ud over! Jeg mener, man skal have en stram og fast tilgang overfor sådan noget, og man bliver nødt til at være "mere over" det barn/de børn, der bider (uden det/de bliver en syndebuk). Det skal bare IKKE fejes hen!

 

Så i forhold til det, så ville jeg nævne det overfor personalet, og forsøge at få forklaret hvordan de ser på det, og hvordan de tackler det.