Oprettet November 18, 2013 Jeg faldt lige over denne artikel: http://m.europe.wsj.com/articles/SB10001424052748704111504576059713528698754?mobile=y (Beklager at jeg ikke har oversat overskriften helt korrekt). Og den kunne jeg ikke rigtig sidde inde med :) Synes den var så interessant, og tænkte at der nok kunne være noget debat i den ;) Jeg studser meget over, at hun har kaldt sit barn for affald. Det minder mig om når mine forelæsere har påpeget, at det ikke er alle steder, man er enige om, at børn ikke har godt af at blive slået. :o Synes det er interessant med kulturforskelle, for der er meget, af det, som Amy Chua skriver i artiklen her, som jeg har svært ved at sluge. Men også noget, som jeg kunne være tilbøjelig til at give hende ret i... Anyway, ville bare dele en spændende artikel, men kom endelig med jeres mening også :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 18, 2013 Jeg læser sammen med 3 kinesiske piger, som tydeligt er vokset op under denne opdragelse. Jeg har haft utallige samtaler med dem om, at det altså er okay at få en lavere karakter end 12 - de er på ingen måde enige. Vi har opgivet at snakke om emnet, da vi aldrig bliver enige! Jeg har det nok lidt som dig. Måske kunne jeg et eller andet sted godt tænke mig at have den overbevisning, og føle at det er det rigtige at presse børnene på den måde, så de får det ypperste ud af livet. På den anden side synes jeg altså også at børn skal have lov at være børn. Hvis jeg var opdraget at en "kinesisk mor" ville jeg helt sikkert ikke have en hel del af mine gode minder - til gengæld ville jeg nok have højere karakterer. Aller helst vil jeg gerne have begge dele, men hvis jeg skal vælge den ene, er det ikke svært - mine gode minder har gjort mig til den jeg er :7himmel Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 18, 2013 Jeg hader karakterræs. Og jeg synes at livet MÅ og SKAL være andet og mere end 12-taller og vanvittige klaverevner. Men jeg kan faktisk godt følge Amy en lille bitte smule i fornuften i at kinesiske mødre har en klippefast tro på, at børnene KAN. Jeg mindes, at jeg selv er flasket op med "Tab og vind med samme sind", "Du kan ikke gøre det bedre end dit bedste, og det er godt nok" og "Man kan ikke være verdensmester til alting". Og jeg har egentlig altid tænkt, at det var en god tilgang. Men jeg kan da godt filosofere lidt over, at det måske ikke har rustet mig bedst muligt til et konkurrencesamfund. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 18, 2013 Det er lige netop den insisterede tro på at børnene godt kan, som jeg også gerne ville have. Jeg fik helt ondt i maven over at hun på den måde havde presset pigen til at lære at spille det stykke på klaveret. For som faren sagde; måske kan hun slet ikke. Men på det anden side må det også være en rar følelse at give sit barn den sejr. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 18, 2013 Synes det er spændende! I mit virke som lærer møder jeg da forældre, som har en meget ærgerlig opfattelse af skole og uddannelse, såsom "vi fik ikke lavet lektier, da vi valgte at køre til Tyskland på en hyggetur/fik gæster/farmors fødselsdag mv.." Eller mit barn møder en time senere, fordi vi så stand up i går aftes eller "vi tager på 3 ugers sommerferie midt i terminsprøver" mv.. Dette ville nok ikke ske hos de her kinamødre :) dog synes jeg også det er ærgerligt, at de ikke ser teater og andre instrumenter end klaver og violin som dannelse og medvirkende til at berige et barns tilværelse. Jeg tænker det må være en god mellemting. At vi ser skole som noget vigtigt i barnets liv, bakker op omkring lektier mv, men samtidig hjælper barnets dannelse med andre ting end lige skole. For mig er karakterræs noget hø, men synes sagtens man kan stille krav og forventninger til alle børn ud fra "har du gjort dig umage - så er det godt!" Håber jeg fik formuleret det forståeligt nok :D Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 21, 2013 Jeg synes faktisk hun overskrider grænsen for hvad jeg synes er ok. At fortælle sit barn, at hendes yndlingslegetøj bliver givet bort, hvis ikke hun kan et kompliceret stykke musik til dagen efter synes jeg ikke er ok! Men jeg synes det er en interessant debat. Vi har snakket meget om det herhjemme, for balancen er svær at finde. Vi er begge ambitiøse på Karla (og fremtidige børns) vegne, og vi synes begge at det er vigtigt at få en god skolegang. Det betyder meget for os at hun gør en indsats i skolen, og det er vigtigt for os at hun kommer på en god skole. Jeg forventer ikke, at hun bliver en elev med rene 12-taller, men jeg håber at hun vil gøre sit bedste. På den anden side skal hun ikke presses, og bestemt ikke "straffes" til at yde mere end hun kan. For det er lige så vigtigt for os, at hun kommer til at synes godt om at lære og at blive undervist. Det skal ikke forståes sådan at jeg vil blive skuffet, hvis hun kommer hjem med dårlige karakterer, og der bliver ikke givet ekstra lommepenge for gode karakterer og lignende. Og jeg er bestemt ikke fan af karakter-ræs. Men jeg er nok bare ikke tilhænger af "vær tilfreds med middelmådighed". Dessuden synes jeg det er vigtigt at lære børn, at der er forpligtelser, der skal passes. At man skal lave sine opgaver i tide, møde op til undervisningen og følge de regler der er i skolen. De skal jo lære det før eller siden, og hellere indføre det som en naturlig del af deres opvækst. Når det er sagt så handler det for os om at gøre indlæringen til noget sjovt, der tager udgangspunkt i nysgerrighed og en lyst til at lære. Allerede nu betyder det noget for os at lade hende udfolde sin nysgerrighed og støtte hende, når hun vil lære noget nyt. Allerede nu elsker hun at undersøge verden, og hun elsker at spille klaver og kigge i bøger :D Del dette indlæg Link to post Share on other sites
.thumb.jpg.7c59ad97db19e2bac31958d8049b520c.jpg)
