Hvordan skal jeg håndtere det, når min datter; kradser, slår, sparker mv.

[Nitzen1987]

Maja er 17 måneder gammel og udtrykker sin vrede/utilfredshed? fx på puslebordet ved at sparke. Vi forsøger efter bedste evne at gøre ble- og tøjskift til en leg og vi taler beroligende med hende og forklarer hvad vi gør, men alligevel modsætter Maja sig og sparker fx, eller hvis hun kan komme til det kradser/river hun os i ansigtet - hun får gerne taget fat ned ved kind og hage området og det kan gøre ret ondt, hvis hun får rigtig fat. Jeg tager bestemt fat i hende, når hun gør det og siger bestemt til hende, at jeg ikke vil have at hun napper, kradser, slår (eller hvad hun nu lige gør i den givne situation)

 

Jeg er udmærket godt klar over, at det er fordi hendes sprog endnu ikke er til at hun kan udtrykke sig mundtligt over hendes utilfredshed, men det er simpelthen så frustrerende, at hun gang på gang kradser, sparker, slår, napper mv.

 

Hvordan lærer jeg (vi) Maja, at hun ikke må kradse og sparke mv.? Hvordan skal jeg håndtere det?

[Little Miss]

Har desværre ikke nogle råd/hjælp da vi selv har selv samme problem. Er med på en lytter

[Guest]

Årh det er så skide svært! Også fordi børn er så forskellige så hvad der virker for nogen vil aldrig virke for andre! Umiddelbart gør i det rigtige, hvis ikke hun er på puslebordet ville jeg sætte hende ned med ryggen mod dig selv og sig "NEJ - det vil jeg IKKE have" og skrue den skrappe bisse på. Men på puslebordet med bar numse, tis og prut er det jo bare ikke en mulighed!!!

Man kan måske afhjælpe situationen lidt, altså forebygge at det kommer derud? Jeg kan give vores eksempel på hvad vi gør, men om det virker på Maja aner jeg ikke: herhjemme forsøger jeg lige nu (Mie har været bange på puslebordet) med hjælp-til-selvhjælp og kalder hende ud på badeværelset ved at sige "kom du skal have en ny ble på" og viser at jeg har fundet en ble, så hjælper jeg med st få bukserne ned om numsen og så sætter hun sig ned og får resten af ved at jeg guider og hjælper (hvilket vil sige jeg hjælper RET meget, det ved Mie bare ikke endnu ;) ), hvis der er bonus kommer hun så op på puslebordet, hvis ikke så får hun lov til selv at hjælpe med at tage bleen af og smide den i skraldespanden og så står hun op og får bleen på (jeg har ret meget øvelse i den "diciplin", hvilket er heldigt for hun står ikke stille :p det øver vi ;) ) og hjælper med at finde fødderne når hun får bukser på. Det betyder at hun syntes bleskift er en fantastisk aktivitet og det syntes jeg også, det er lige pludselig hyggeligt.

Men altså hvis hun slår mv. I en hvilken som helst situation, Skal der jo være en konsekvens hun forstår, nogle bruger time outs, men det er op til en selv om man går ind for det! Jeg gør til en hvis grænse, vi har bare ikke brugt det endnu!

[Pumpkins]

Luge præcist med voldelig adfærd er jeg ret skrap. Niver hun, tager jeg fat i hendes hånd og siger "nej! Jeg vil ikke ha' det" eller bare "stop!". Og så får hun ikke sin vilje hvis hun slår eller noget.

Det er det eneste der virker, selv om jeg da helst gerne ville kunne sige det til hende stille og roligt. Men hvad angår den slags adfærd er det 0-tolerance i vores hjem. Slår hun under leg, så er det slut, gør hun det for at få sin vilje, så bliver hun ignoreret. Jeg er ret obs på ikke at lade det blive en måde for hende at få opmærksomhed på, for så risikerer vi bare at hun gør det fx mod andre børn i vuggestuen, hvis pædagogerne har travlt og ikke lige er ved hende.

Ellers sørger jeg for så godt jeg kan at prøve at lytte til hende, når hun ikke er vred og gerne inden hun når dertil. Jeg siger gerne til hende i god tid, hvis vi skal noget nyt, fx "om lidt går vi ind og skifter din ble", så hun er mere klar på omstillingen, sørger for at inddrage hende hvor jeg kan, og at give hende den positive opmærksomhed i løbet af dagen, så hun ikke tyr til negative måder at få den på.

Men vi har da nogle kampe, og Karla er bestemt viljefast og stædig! Men vi tager det som det kommer :)

[Susanne]

Anna gør det også - ikke så meget mere, men det hænder.

 

Hvis hun slår/skubber/niver så tager jeg hendes hånd og holder den, kigger på hende og siger "Jeg vil ikke have du slår". Det gør jeg et par gange uden at være vred eller hæve stemmen. Hvis hun bliver ved, så siger jeg det mere bestemt og viser med min ansigtsmimik, at jeg er vred. Hjælper det ikke, så prøver jeg at hjælpe hende ud af det - går så at sige væk fra konklikten ved at snakke om noget andet, sætte hende op/lægge hende ned eller lignende, der kan hjælpe hende ud af den fastlåste situation hun har svært ved at komme ud af. Går det helt galt, så sætter jeg hende på gulvet og så plejer det at gå op for hende, at jeg altså er vred og så bliver hun ked og vil gerne op og trøstes.

[Susse]

Silje gør det også i perioder. Her tager vi fat i hendes hånd og siger bestemt NEJ.. Det plejer vi at skulle gøre et par gange før hun retter sig efter det. Synes dog ikke det sker så ofte længere efter hun kan kommunikere mere tydeligt. Her kommer det oftest når hun er frustreret eller så vred at hun ikke kan rumme det, det hjalp dog meget da hun begyndte at snakke for alvor. Andre gange sker det hvis vi ikke er tilstedeværende, og så tager vi jo det til efterretning ;)

[Kathinka]

Når hun slår og niver skal hun selvfølgelig have at vide m bestemt stemme osv at det ikke er ok.

Hvis det som oftest er på puslebordet kampen foregår, så vil jeg ville jeg simpelthen bruge det så lidt som muligt. Og flytte bleskift et andet sted hen - eksempelvis dom Majs foreslår.

[Pandamoren]

Jeg har nok en lidt anden tilgang, men hvorfor tror du, hun niver, sparker og slår? Hvad er det ved "pusleriet" hun ikke bryder sig om?

 

For mig er det ikke bare "uartighed", men årsagsbetinget. Selvfølgelig skal hun lære at håndtere sin vrede på en mere hensigtsmæssig måde, men hvorfor bliver hun så vred, at hun ser sig nødsaget til at sparke og rive?

 

 

Vi havde en periode hvor Anna græd som pisket, når hun skulle tørres med klude efter et "stort" besøg. Jeg granskede noget tid over hvorfor hun dog var så ked, for jeg syntes, jeg var forsigtig og prøvede at gøre det hyggeligt. Hun kom også og fortalte, når hun skulle have en ren ble, men så snart hun kom på bordet, græd hun helt vildt.

 

Jeg fandt ud af, at det var fordi hun blev så øm af vaskekludene, og oveni at hun i dagplejen blev tørret hårdere og hurtigere end herhjemme, blev det åbentbart for meget for hende. Vi skiftede over til engangsservietter og tog også problematikken op overfor DPmor. Hun indvilgede heldigvis i at bruge engangsservietter (vi køber) på Anna, og kunne godt se efter hun begyndte på dem, at Anna aldrig var rød mere, og var super glad for at komme på bordet. Vi har ikke haft problemer siden vi skiftede, og pulseriet er blevet en fryd igen!

 

 

Jeg tror mange børn hader at komme på puslebordet fordi deres behov ofte overhøres. Det må ikke være rart at få trukket tøjet af, blive tørret med klude bagi, hvor man muligvis er lidt øm, og få tøj af og på.

 

 

Jeg siger ikke det er tilfældet med Maja, men jeg ville prøve at finde ud af om det er dér problemet ligger.

 

Når hun bliver vred, ville jeg anerkende, at jeg forstår, hun ikke synes det er sjovt, men at vi bliver nødt til at skifte bleen, og at jeg gør det forsigtigt. Hvis hun slår, sparker og bider, ville jeg fjerne hendes hånd og ignorere adfærden dog samtidig med at jeg beroliger hende.

[Camillat]

Det kommer an paa situationen... Noah har idag raabt, skreget og dasket mig over ikke at ville have dryppet naese, men han har saa meget snot, fordi han er ved at faa to hjoernetaender og en kindtand, at det er jeg noedt til -> snot lig hoste! Saa jeg siger, at jeg forstaar at han er sur og har lyst til at slaa, men at jeg goer det ligesaas tille og at vi snart har overstaaet det. Jeg tror helt sikkert han har ondt i naesen, saa krammer ham godt og grundigt bagefter. Jeg skaelder ham ikke ud, for kan ski godt forstaa, han foeler behov for at saette sig i modvaerge. 

 

Her til aften kom han til at kradse mig i ansigtet i kaadhed, men det var i leg og ikke med vilje. Han blev selv paf og ked af det, da jeg sagde av, men jeg sagde saa "av paa mor", men ogsaa "det er ok, min skat" og saa aaede vi baade Noah og mor. 

 

Efter badet kommer han op til mig og knuser med haandklaedet om sig og han eeeeelsker at kramme mig efter badet. Han kom til at bide i mig, hvilket jeg altsaa ikke tog tungt. Men jeg sagde stille og roligt, at jeg ikke vil bides. Imens jeg siger den slags, hvor jeg har et vigtigt budskab, kigger han paa mig, ellers beder jeg ham om at kigge paa mor, foer jeg siger det. 

 

Jeg er ogsaa blevet meget opmaerksom paa at taenke aarsagen til handlingen igennem, og jeg er faktisk ved at vaere enig med Pandamoren i, at der for det meste er en aarsag. Kaadhed, uheld eller modvaerge, Hvis det sidste er tilfaeldet, saa skal aarsag jo findes og laves om paa eller ogsaa accepteres og handling, ja, forsoeges beroliget, hvis ikke aarsagen kan fjernes - qua saltvand i naesen i dag. 

[Camillat]

Forresten har jeg succes med at synge og fjolle under pusleseancen, saa selvom Noah heller ikke har alskens tid til det, saa synes jeg vi faar det bedste ud af det og at det er en lille hyggestund. 

[Pumpkins]

Jeg er helt enig med dig her, Pandamor. Der er jo en årsag til at de bliver sure/ vrede/ kede, og det skal man helt klart være opmærksom på, også i forhold til hvordan man handler.

Her hjemme er det tydeligt at mærke på Karla, når hun er bliver vred over noget, der er svært for hende eller går hende på, og når hun bliver sur fordi hun fx ikke får sin vilje.

Bliver hun hidsig over fx at komme på puslebordet, så handler det for mig om at sørge for at det bliver en god oplevelse ved at hygge, fjolle, synge eller hvad der nu virker. Men bliver hun sur over fx ikke at måtte bide i min telefon, så får hun ikke sin vilje, også selv om det gør hende ked.

Uanset hvad grunden er, så er det efter min opfattelse det rigtigste, at hun får et klart Nej! Når hun gør andre ondt. Det er vigtigt at hun finder ud af, at det ikke er acceptabelt, og at reglerne ikke er til fortolkning.

Men når hun er inden for de faste rammer, skal der være plads til leg og hygge. Men jeg er bestemt tilhænger af, at børn har en tryghed i at reglerne er gennemsigtige, og at hun ved, hvor grænserne er :)

[Pandamoren]

Jeg er helt enig med dig her, Pandamor. Der er jo en årsag til at de bliver sure/ vrede/ kede, og det skal man helt klart være opmærksom på, også i forhold til hvordan man handler.

Her hjemme er det tydeligt at mærke på Karla, når hun er bliver vred over noget, der er svært for hende eller går hende på, og når hun bliver sur fordi hun fx ikke får sin vilje.

Bliver hun hidsig over fx at komme på puslebordet, så handler det for mig om at sørge for at det bliver en god oplevelse ved at hygge, fjolle, synge eller hvad der nu virker. Men bliver hun sur over fx ikke at måtte bide i min telefon, så får hun ikke sin vilje, også selv om det gør hende ked.

Uanset hvad grunden er, så er det efter min opfattelse det rigtigste, at hun får et klart Nej! Når hun gør andre ondt. Det er vigtigt at hun finder ud af, at det ikke er acceptabelt, og at reglerne ikke er til fortolkning.

Men når hun er inden for de faste rammer, skal der være plads til leg og hygge. Men jeg er bestemt tilhænger af, at børn har en tryghed i at reglerne er gennemsigtige, og at hun ved, hvor grænserne er :)

 

Ja der skal være klare uomtvistelige grænser fra ens forældre, fordi det giver tryghed og forudsigelighed. 

 

I mange tilfælde vil det bare hjælpe forældrene utrolig meget at prøve at sætte sig mere ind i den "lilles" sind. For det er jo ikke fordi barnet ønsker at være vrede, spytte, nive og slå. 

 

I tilfældet med at bide i mobiltelefonen, gør de det jo for at udforske, men det er selvfølgelig rigtig at de bør lære en hensigtsmæssig omgang med tingene, og i langt de fleste tilfælde vil de med tiden kopiere forældrenes omgang med tingene. 

 

Her må Anna så slet ikke lege med vores telefoner og vores fjernebetjeninger, så hvis hun tager dem er det for at komme og aflevere dem hos os :)

 

Jeg ser bare tit forældre brøle til deres børn "NAARRJ!" "Det må DU ikke!!!" , og børnene ville bare lige kigge på noget interessant, - studere det og udforske det - de er jo nysgerrige sjæle, der kun får deres kreative sans ødelagt ved altid at blive bremset, foruden at de også bliver totalt skræmt fra vid og sans og bliver rigtig flove! De ville jo ikke genere deres forældre med vilje.

 

Og jeg har oplevet det samme vedrørende andre ting, hvor det er tydeligt at barnet ikke forstår eller faktisk ikke kan, - har mulighed for eller ser det samme problem som vi forældre. 

 

Og det værste er jo når barnet faktisk reagerer, fordi de har ondt (som i Annas tilfælde), eller fordi de er bange, og så bliver overhørt af forældre der mener, de ved bedst, og at de "sætter reglerne" og bestemmer! 

 

 

 

 

Men forældres egne grænser og integritet er jo en anden sag. Det handler jo om at gøre det til en "jeg synes" istedet for "du er" problematik. I langt de fleste tilfælde synes jeg godt at egne grænser vs. barnets grænser kan kombineres efter lidt en venlig og empatisk guidetur :)

[Camillat]

Glemmer ioevrigt aldrig synes af en lille pige i Bilka, der pegede ivrigt og sagde "MOR, SE!" :glad til et prinsesseslot i legetoejsafdelingen. Moren vendte sig og kiggede olmt paa sin lille pige med ordende "det er sgu da grimt" og gik videre....! Needless to say, at pigen mistede en gnist... 

 

Den oplevelse sidder stadig meget i mig og jeg soerger virkelig for at tage den i Noahs (andre boerns) glaede over alskens ting og sager. Det er jo frygteligt, som den mor har behandet sit barn og taenker, at det ogsaa er den slags mor, der saetter dagordenen i alle andre sammenhaenge... Trist :(

[Guest]

Ja der skal være klare uomtvistelige grænser fra ens forældre, fordi det giver tryghed og forudsigelighed.

I mange tilfælde vil det bare hjælpe forældrene utrolig meget at prøve at sætte sig mere ind i den "lilles" sind. For det er jo ikke fordi barnet ønsker at være vrede, spytte, nive og slå.

I tilfældet med at bide i mobiltelefonen, gør de det jo for at udforske, men det er selvfølgelig rigtig at de bør lære en hensigtsmæssig omgang med tingene, og i langt de fleste tilfælde vil de med tiden kopiere forældrenes omgang med tingene.

Her må Anna så slet ikke lege med vores telefoner og vores fjernebetjeninger, så hvis hun tager dem er det for at komme og aflevere dem hos os :)

Jeg ser bare tit forældre brøle til deres børn "NAARRJ!" "Det må DU ikke!!!" , og børnene ville bare lige kigge på noget interessant, - studere det og udforske det - de er jo nysgerrige sjæle, der kun får deres kreative sans ødelagt ved altid at blive bremset, foruden at de også bliver totalt skræmt fra vid og sans og bliver rigtig flove! De ville jo ikke genere deres forældre med vilje.

Og jeg har oplevet det samme vedrørende andre ting, hvor det er tydeligt at barnet ikke forstår eller faktisk ikke kan, - har mulighed for eller ser det samme problem som vi forældre.

Og det værste er jo når barnet faktisk reagerer, fordi de har ondt (som i Annas tilfælde), eller fordi de er bange, og så bliver overhørt af forældre der mener, de ved bedst, og at de "sætter reglerne" og bestemmer!

Men forældres egne grænser og integritet er jo en anden sag. Det handler jo om at gøre det til en "jeg synes" istedet for "du er" problematik. I langt de fleste tilfælde synes jeg godt at egne grænser vs. barnets grænser kan kombineres efter lidt en venlig og empatisk guidetur :)

Bare lige for at få det skåret ud i pap så mener du vel ikke at TS er en af de forældre du henviser til her? Jeg tror at jeg ville føle mig lidt trådt over tæerne hvis jeg var TS lige nu.

Nu har jeg mødt nitzen og Maja og mit indtryk er at nitzen er en meget rolig og empatisk mor der aldrig kunne finde på at råbe af sit barn og som har helt og aldeles øje for Maja og hendes behov. Så hvis det er det indtryk du sidder med vil jeg godt modargumentere det.

Der er da situationer hvor det er ren vilje kamp, mange kan vi nok godt undgå med kreativ tænkning men andre kampe bliver vi bare nød til at tage og som jeg forstår Nitzen så er det hvordan hun skal forholde sig når nu kampen er der. Så er vi nogle der er kommet med bud på hvordan pusle situationen måske kan vendes.

[Kamillawn]

Bare lige for at få det skåret ud i pap så mener du vel ikke at TS er en af de forældre du henviser til her? Jeg tror at jeg ville føle mig lidt trådt over tæerne hvis jeg var TS lige nu.

Nu har jeg mødt nitzen og Maja og mit indtryk er at nitzen er en meget rolig og empatisk mor der aldrig kunne finde på at råbe af sit barn og som har helt og aldeles øje for Maja og hendes behov. Så hvis det er det indtryk du sidder med vil jeg godt modargumentere det.

Der er da situationer hvor det er ren vilje kamp, mange kan vi nok godt undgå med kreativ tænkning men andre kampe bliver vi bare nød til at tage og som jeg forstår Nitzen så er det hvordan hun skal forholde sig når nu kampen er der. Så er vi nogle der er kommet med bud på hvordan pusle situationen måske kan vendes.

Sådan forstod jeg altså ikke Pandamorens indlæg :)

Jeg læser det som en generel "snak" hende og Pumpkins er ude i :)

[Kathinka]

Er egentlig ikke uenig i alle de gode meninger, der findes frem i denne tråd. Og jeg syntes klart man skal se på sit barn og finde årsagen, og jeg går klart ind for st løse konflikter ved at aflede, og prøve at forstå, hvad der forårsager konflikten.

Men anyways så er der også temperament, stædighed, selvstændighedsalder, afprøvning af grænser at tage højde for mm. Og så er børn bare forskellige.

Min mand og jeg er nogle af de mest rolige væsener, man kan falde over. Der skal virkelig meget til, før vi hæver stemmen både indbyrdes, men bestemt også over for vores dreng.

Men vi har simpelthen fået jordens mest stædige selvstændige lille hidsig prop. Han er nu knap tre, og vi begynder så småt at kunne snakke mere med ham og undgå konflikter på den måde. Så småt som hans hjerne udvikler sig og han ikke er helt så impulsstyret.

Vi har efterhånden haft mange konflikter, hvor vi må sætte vilje mod vilje, og der er altså ofte ikke anden årsag for vores knægt, end at han gerne vil bestemme mest muligt og det er meget hårdt for ham, når tingene ikke er som han forestiller sig. Men altså det er mor og far der bestemmer!

I TS tilfælde har vi en pige på 17 mdr der umulig at skifte og niver og sparker. Og selvfølgelig må man se efter årsagen, men ud over det, så et det ikke ok at et barn på 17 mdr niver og sparker, her skal der da sættes grænser.

Måske kan hun ikke lide at ligge på ryggen eller noget andet. Så er det om at finde en anden måde at skifte på. Aflede og opfinde noget nyt, der fungerer. Hun fortæller i hvert fald tydeligt, ag hun ikke syntes om situationen, som den er.

Når det blev en lang smøre :-) vil bare lige slå at slag for at ikke alt kan forklares og analyseres til en løsning. Nogle gange handler det bare om at prøve at vende en skidt situation til noget positivt. Grænser og afledning - det har vi brugt i bunkevis ;)

[Nitzen1987]

Jeg vil da godt lige nævne at puslesituationen bare var et eksempel på, hvornår hun kan finde på at sparke, kradse mv. 8 ud af 10 gange hun bliver skiftet er der ingen problemer overhovedet, her hyggesnakker, synger og leger vi. Andre tidspunkter hun kradser og slår på kan fx være, hvis vi går på fortovet og Maja så gør anstalter til at vil ud på vejen, så løfter jeg hende op og forklarer hende, at hun ikke må løbe ud på vejen hvor Maja så kradser eller slår. Jeg ved godt, at hun gør det, fordi jeg har taget hende op og forhindret hende i noget hun gerne ville. Men hun skal jo ikke løbe ud på vejen!

[Camillat]

Anita, Noah kan ogsaa finde paa at blive ganske vred og "hysterisk", hvis han ikke maa gaa hen og komme en noegle i en bildoers noeglehul, ligesom en puslesituation, som han ikke har tid til eller at han ikke maa banke genstande ind i glaslaager og TV-skaerm. Men jeg er bange for at han ridser fremmed mands bil, saa det maa han bare ikke og det giver sig selv, at glas ikke skal slaas paa. Noah bed foer ud efter mig, som en lille hund, Det er han saa stoppet med, siden jeg har taget ham i situationen og har bedt om oejenkontakt og sagt bestemt, at jeg ikke vil bides i. Han basker nu med armene og smider vredt og demonstrativt med ting, f.eks. noegle, istedet. Det er vigtigt for mig, at Noah faar plads til at reagere udad, fordi jeg ikke selv fik det som barn. Men selvfoelgelig er "vold" aldrig nogen god loesning, saa jeg ville nok proeve at saette den graense med at DU ikke vil have, at hun kradser/bider/slaar osv. Og goere det lidt markant med bestemt stemme og oejenkontakt. For mig er sidstnaevnte vigtigt, for saa har vi kontakt og budskabet naar frem og jeg foeler ikke behov for at gentage og goere en stor sag ud af det. Selvofelgelig ogsaa anerkende, at hun er vred nu, men at du ikke vil kradses i. Det er jo hendes gode ret at vaere vred. Derpaa viser jeg alternativet eller afleder alt efter situationen. 

 

Hvis Maja ikke vil blive paa fortovet, saa ville jeg fortaelle, at her gaar vi paa fortoevet og saa ville jeg maaske undlade at tage hende op og istedet proeve at motivere til at gaa "derhen" i den rigtige retning. Giver det mening? Altsaa faa mit budskab leveret og saa videre i teksten med at aflede og tilbyde et indbydende alternativ. Jeg kan ogsaa fjolle mig videre - ligesom hvis han ikke vil pusles :) 

 

Lige for tiden er de andre tilspidsede situationer ofte overgange, saa jeg forbereder Noah i god tid med ord og fagter. Saa faar han gerne lidt tid til at tage det ind, foer vi gaar ind i overgangen. F.eks. at skulle spise, at skulle have skiftet ble, have overtoej paa, jeg tager en genstand fra dig om lidt osv. Jeg henter i VS og saetter mig paa hug, hvor jeg venter paa at Noah kommer til mig og goer tegn til, at han er klar til at komme med hjem. Det kan ogsaa vaere en god ting at involvere ham, som i hvilken sko, vil du have paa foerst. Skal mor gaa foerst eller vil Noah gaa foerst osv... 

 

Det blev lige en talestroem.... 

 

 

Sådan forstod jeg altså ikke Pandamorens indlæg :)
Jeg læser det som en generel "snak" hende og Pumpkins er ude i :)

 

 

 

:ditto 

 

Det "spoegelse" kan jeg bare slet ikke faa oeje paa.... :)

[Pandamoren]

Sådan forstod jeg altså ikke Pandamorens indlæg :)

Jeg læser det som en generel "snak" hende og Pumpkins er ude i :)

 

Korrekt :) 

[Pandamoren]

Bare lige for at få det skåret ud i pap så mener du vel ikke at TS er en af de forældre du henviser til her? Jeg tror at jeg ville føle mig lidt trådt over tæerne hvis jeg var TS lige nu.

Nu har jeg mødt nitzen og Maja og mit indtryk er at nitzen er en meget rolig og empatisk mor der aldrig kunne finde på at råbe af sit barn og som har helt og aldeles øje for Maja og hendes behov. Så hvis det er det indtryk du sidder med vil jeg godt modargumentere det.

Der er da situationer hvor det er ren vilje kamp, mange kan vi nok godt undgå med kreativ tænkning men andre kampe bliver vi bare nød til at tage og som jeg forstår Nitzen så er det hvordan hun skal forholde sig når nu kampen er der. Så er vi nogle der er kommet med bud på hvordan pusle situationen måske kan vendes.

Nej, jeg kunne aldrig drømme om at anfægte en person, jeg ikke kender. Jeg henviser til episoder, jeg har været vidne til i dagligdagen. 

[Nitzen1987]

Anita, Noah kan ogsaa finde paa at blive ganske vred og "hysterisk", hvis han ikke maa gaa hen og komme en noegle i en bildoers noeglehul, ligesom en puslesituation, som han ikke har tid til eller at han ikke maa banke genstande ind i glaslaager og TV-skaerm. Men jeg er bange for at han ridser fremmed mands bil, saa det maa han bare ikke og det giver sig selv, at glas ikke skal slaas paa. Noah bed foer ud efter mig, som en lille hund, Det er han saa stoppet med, siden jeg har taget ham i situationen og har bedt om oejenkontakt og sagt bestemt, at jeg ikke vil bides i. Han basker nu med armene og smider vredt og demonstrativt med ting, f.eks. noegle, istedet. Det er vigtigt for mig, at Noah faar plads til at reagere udad, fordi jeg ikke selv fik det som barn. Men selvfoelgelig er "vold" aldrig nogen god loesning, saa jeg ville nok proeve at saette den graense med at DU ikke vil have, at hun kradser/bider/slaar osv. Og goere det lidt markant med bestemt stemme og oejenkontakt. For mig er sidstnaevnte vigtigt, for saa har vi kontakt og budskabet naar frem og jeg foeler ikke behov for at gentage og goere en stor sag ud af det. Selvofelgelig ogsaa anerkende, at hun er vred nu, men at du ikke vil kradses i. Det er jo hendes gode ret at vaere vred. Derpaa viser jeg alternativet eller afleder alt efter situationen. 

 

Hvis Maja ikke vil blive paa fortovet, saa ville jeg fortaelle, at her gaar vi paa fortoevet og saa ville jeg maaske undlade at tage hende op og istedet proeve at motivere til at gaa "derhen" i den rigtige retning. Giver det mening? Altsaa faa mit budskab leveret og saa videre i teksten med at aflede og tilbyde et indbydende alternativ. Jeg kan ogsaa fjolle mig videre - ligesom hvis han ikke vil pusles

 

Lige for tiden er de andre tilspidsede situationer ofte overgange, saa jeg forbereder Noah i god tid med ord og fagter. Saa faar han gerne lidt tid til at tage det ind, foer vi gaar ind i overgangen. F.eks. at skulle spise, at skulle have skiftet ble, have overtoej paa, jeg tager en genstand fra dig om lidt osv. Jeg henter i VS og saetter mig paa hug, hvor jeg venter paa at Noah kommer til mig og goer tegn til, at han er klar til at komme med hjem. Det kan ogsaa vaere en god ting at involvere ham, som i hvilken sko, vil du have paa foerst. Skal mor gaa foerst eller vil Noah gaa foerst osv... 

 

Det blev lige en talestroem.... 

 

  

 

 

Til et i rødt: Det gør jeg også i første og måske anden omgang.

[Pandamoren]

Anita, Noah kan ogsaa finde paa at blive ganske vred og "hysterisk", hvis han ikke maa gaa hen og komme en noegle i en bildoers noeglehul, ligesom en puslesituation, som han ikke har tid til eller at han ikke maa banke genstande ind i glaslaager og TV-skaerm. Men jeg er bange for at han ridser fremmed mands bil, saa det maa han bare ikke og det giver sig selv, at glas ikke skal slaas paa. Noah bed foer ud efter mig, som en lille hund, Det er han saa stoppet med, siden jeg har taget ham i situationen og har bedt om oejenkontakt og sagt bestemt, at jeg ikke vil bides i. Han basker nu med armene og smider vredt og demonstrativt med ting, f.eks. noegle, istedet. Det er vigtigt for mig, at Noah faar plads til at reagere udad, fordi jeg ikke selv fik det som barn. Men selvfoelgelig er "vold" aldrig nogen god loesning, saa jeg ville nok proeve at saette den graense med at DU ikke vil have, at hun kradser/bider/slaar osv. Og goere det lidt markant med bestemt stemme og oejenkontakt. For mig er sidstnaevnte vigtigt, for saa har vi kontakt og budskabet naar frem og jeg foeler ikke behov for at gentage og goere en stor sag ud af det. Selvofelgelig ogsaa anerkende, at hun er vred nu, men at du ikke vil kradses i. Det er jo hendes gode ret at vaere vred. Derpaa viser jeg alternativet eller afleder alt efter situationen. 

 

Hvis Maja ikke vil blive paa fortovet, saa ville jeg fortaelle, at her gaar vi paa fortoevet og saa ville jeg maaske undlade at tage hende op og istedet proeve at motivere til at gaa "derhen" i den rigtige retning. Giver det mening? Altsaa faa mit budskab leveret og saa videre i teksten med at aflede og tilbyde et indbydende alternativ. Jeg kan ogsaa fjolle mig videre - ligesom hvis han ikke vil pusles :)

 

Lige for tiden er de andre tilspidsede situationer ofte overgange, saa jeg forbereder Noah i god tid med ord og fagter. Saa faar han gerne lidt tid til at tage det ind, foer vi gaar ind i overgangen. F.eks. at skulle spise, at skulle have skiftet ble, have overtoej paa, jeg tager en genstand fra dig om lidt osv. Jeg henter i VS og saetter mig paa hug, hvor jeg venter paa at Noah kommer til mig og goer tegn til, at han er klar til at komme med hjem. Det kan ogsaa vaere en god ting at involvere ham, som i hvilken sko, vil du have paa foerst. Skal mor gaa foerst eller vil Noah gaa foerst osv... 

 

Det blev lige en talestroem.... 

 

 

 

 

 

:ditto

 

Det "spoegelse" kan jeg bare slet ikke faa oeje paa.... :)

Forbredelse er bare SÅ vigtig i omgangen med børn! Mange konflikter undgås, fordi barnet er helt klar på hvad der skal foregå. 

 

Selvom Anna ikke har mere brug for struktur end andre, så fortæller jeg altid lidt forud for, hvad vi skal, og gerne i detaljer, for jeg kan se og mærke på hende at hun er HELT med. :) 

[Pandamoren]

Til et i rødt: Det gør jeg også i første og måske anden omgang.

 

Har hun "lært" at holde i hånd, når man går på gaden?

 

Det er ofte i vuggestue/dagpleje de lærer at de SKAL holde ved klapvognen, de voksne mv.?

 

Har du prøvet at høre pædagogerne/dpmor om de har oplevet lignende, og hvad de gør? 

[Pandamoren]

Er egentlig ikke uenig i alle de gode meninger, der findes frem i denne tråd. Og jeg syntes klart man skal se på sit barn og finde årsagen, og jeg går klart ind for st løse konflikter ved at aflede, og prøve at forstå, hvad der forårsager konflikten.

Men anyways så er der også temperament, stædighed, selvstændighedsalder, afprøvning af grænser at tage højde for mm. Og så er børn bare forskellige.

Min mand og jeg er nogle af de mest rolige væsener, man kan falde over. Der skal virkelig meget til, før vi hæver stemmen både indbyrdes, men bestemt også over for vores dreng.

Men vi har simpelthen fået jordens mest stædige selvstændige lille hidsig prop. Han er nu knap tre, og vi begynder så småt at kunne snakke mere med ham og undgå konflikter på den måde. Så småt som hans hjerne udvikler sig og han ikke er helt så impulsstyret.

Vi har efterhånden haft mange konflikter, hvor vi må sætte vilje mod vilje, og der er altså ofte ikke anden årsag for vores knægt, end at han gerne vil bestemme mest muligt og det er meget hårdt for ham, når tingene ikke er som han forestiller sig. Men altså det er mor og far der bestemmer!

I TS tilfælde har vi en pige på 17 mdr der umulig at skifte og niver og sparker. Og selvfølgelig må man se efter årsagen, men ud over det, så et det ikke ok at et barn på 17 mdr niver og sparker, her skal der da sættes grænser.

Måske kan hun ikke lide at ligge på ryggen eller noget andet. Så er det om at finde en anden måde at skifte på. Aflede og opfinde noget nyt, der fungerer. Hun fortæller i hvert fald tydeligt, ag hun ikke syntes om situationen, som den er.

Når det blev en lang smøre :-) vil bare lige slå at slag for at ikke alt kan forklares og analyseres til en løsning. Nogle gange handler det bare om at prøve at vende en skidt situation til noget positivt. Grænser og afledning - det har vi brugt i bunkevis ;)

 

Det er jeg meget uenig i, men grænser og regler kan efterfølge en forklaring og en "analyse". Førstnævnte bør (i mine øjne) aldrig stå alene. Men det kan (og bør) vi altid debattere i en anden tråd :) 

[Camillat]

Forbredelse er bare SÅ vigtig i omgangen med børn! Mange konflikter undgås, fordi barnet er helt klar på hvad der skal foregå. 

 

Selvom Anna ikke har mere brug for struktur end andre, så fortæller jeg altid lidt forud for, hvad vi skal, og gerne i detaljer, for jeg kan se og mærke på hende at hun er HELT med. :)

 

Det er helt vildt, saa stor en forskel det goer at forberede Noah... Det kan virke vildt banalt at fortaelle paa forhaand og forklare undervejs i detaljer, men det er bare alfa omega for os. Jeg har snakket meget med M om det, for han har vaeret slem til at hive Noah ud af en leg uden forvarsel, saa han blev helt forvirret og ked af det. Det fik han heldigvis hurtigt laert :)