Da Vitus kom til verden...

[Mistel]

Jeg har lyst til at fortælle om første gang, jeg mødte Vitus, opholdet på barselsgangen og mine tanker - måske bliver det over flere omgange...

 

Lige nu ligger min lille søn, som i dag er 18 dage gammel, og sover sødeligt i sin seng. Min skønne, smukke lille dreng! :)

 

Torsdag aften d. 10. oktober tænkte jeg lige pludselig - hov, det der var sgu da en ve... Ikke? Der gik lidt tid - en til. Og en til. Og så nogle kraftige "jag" i skeden.. Hold da op! Vi begyndte at tage tid. Der var 8 minutter imellem. De var ikke vildt kraftige, men kunne klart mærkes, og de havde en pæn længde. Så vi besluttede at gå tidligt i seng, så vi var så udhvilede som muligt, når slaget skulle stå. Jeg blev vækket en del gange i løbet af natten pga. veer, tog tid, og pludselig var der kun 7 minutter imellem og de var også blevet kraftigere. Næste morgen stod vi op, mentalt forberedte på, at nu var det nu, spiste morgenmad, checkede tasken, oooooog så forsvandt veerne! Samtidig syntes jeg, at jeg ikke rigtig mærkede Grønærten særlig meget, så jeg ringede til sygehuset og fortalte at jeg havde haft veer fra i går aftes, men nu var de på vej væk, og jeg ikke mærkede ham så meget. Helt normalt fik jeg at vide - men hvis han ikke kommer på banen inden for de næste par timer, så ring igen. Men det gjorde han.Veerne var godt nok væk, men Grønærten futtede lige så fint rundt. Ok, fair nok.Var nok lidt skuffet, men måtte konstatere, at det bare var falsk opstart. Indtil det blev aften. Så kom veerne tilbage - nogenlunde samme tidsrum og lidt kraftigere. Ok, SÅ var det jo tydeligvis nu. I seng med os - de siger jo, det er vigtigt at være så udhvilet som muligt. Jeg sov så godt jeg kunne og anstrengte mig for at falde i søvn hurtigst muligt hver gang jeg vågnede af veer. Skønne spildte kræfter, for næste morgen - jo da, væk var de. Pænt anstrengende! Jeg havde haft termin d. 5. oktober og havde først tid til PLANLÆGNING af igangsættelse torsdag d. 18. Jeg synes, virkelig det var uretfærdigt, og samtidig begyndte jeg at blive nervøs for, om det var ok, at have veer on/off på denne måde i 36 timer, så lørdag formiddag ringede jeg til sygehuset igen, og fik i øvrigt fat i den sødeste JM, som sagde, at hun ikke synes, det lød bekymrende, men at jeg var velkommen derind, og at hun i øvrigt kunne give mig den undersøgelse med det samme, som jeg først havde tid til om torsdagen. Jaaaa! Hvor var det bare dejligt, at der endelig skete noget! Så et par timer senere kørte vi til Roskilde Sygehus og kom til med det samme. Hun kørte en strimmel - alt var fint. Og så undersøgte hun mig - 2½ cm åben (yes, baby!!) og hun lavede en hindeløsning på mig. Vi tog hjem og ventede. Åhr, jeg fik de VILDESTE ligamentssmerter i løbet af dagen, og om aftenen tog veerne til. Og søndag morgen - kan I gætte hvad der skete? Jo, jo, kom nu - de forsvandt nemlig igen! PIK ALTSÅ!! Søndag aften - veer. Efterhånden var jeg bare så sur og så træt og frustreret og ked af det, at jeg bare ikke gad det lort længere. Men hvem lytter til mig? Så bare for at genere var veerne fuldstændig uregelmæssige på alle måder - tiden mellem dem, styrken, hvor længe de varede.. Det kunne svinge med 6 minutter til 45 minutter. Helt ærlig!! Om natten  - gad ikke gå specielt tidligt i seng - begyndte nogle af dem at bide for alvor.Vi var blevet enige om, at vi uanset hvad ville ringe til sygehuset næste morgen,mandag, kl. 8 og insistere på at blive undersøgt. Men ca. kl. 3 havde jeg en ve (ja, ja bare 1), som var så kraftigt, at jeg sagde, at nu ringede vi altså. Så som sagt så gjort, og vi fik, til min store overraskelse lov til at komme. Så jeg stod op og tog et bad, pakkede de sidste ting til tasken og og tog af sted. Veerne var selvfølgelig taget af, og da min mand har en nærmest fobisk angst for at køre bil, kørte jeg selv. Holdt lige ind til siden en enkelt gang og tog en ve ;) Men ellers nåede vi frem i fin stil! 

 

Vi blev taget imod af JM Marie, som undersøgte mig, og jeg var sgu lige pludselig 4-5 cm åben, og lige pludselig havde jeg det der hospitalsarmbånd på, hvilket undrede mig vildt meget, for veerne var overhovedet ikke regelmæssige, og den eneste grund til vi overhovedet havde ringet var, at jeg var SÅ træt af at have ondt on and off på den der irriterende måde og nærmest bare trængte til at blive distraheret. Jeg var HELT sikker på, at vi bare skulle hjem igen. Men vi fik kørt en kurve og JM rynker panden og siger, hvis den kurve ikke retter sig, så er det aks, for han så kan han ikke stå en fødsel igennem! Der gik lidt tid og så rettede kurven sig rent faktisk. Jeg ved ikke, om jeg for alvor havde forstået, hvad der lige var blevet sagt, men trætheden overvældede mig bare. Jeg var helt udmattet. Jeg havde ikke sovet ordentligt i 4 døgn, jeg rystede af kulde. Jeg fik en varmepude for at lindre veerne, som sad i lænden, den røg fluks ned på mine isklumper af fødder. Vi blev enige om, at jeg skulle have en klyx, så det fik jeg mens veerne stille og roligt tog til. Pis, hvor føler man sig elendig, når man - nu rent ud sagt - sidder på toilettet og tisser og skider og kaster op i en pose og har en ve.Samtidig!! Og så blev der spurgt ind til mine ønsker for smertestillelse. Jeg sagde, som jeg havde planlagt, at jeg helst ikke ville have epidural, hvis jeg kunne undvære det, men hvis jeg ikke kunne, så var det sådan - og at de i øvrigt bare kunne blive mig fra livet med de der modbydelige bistik! Det grinede JM lidt af ;) Men det var nok meget godt, at vi havde den samtale på det tidspunkt, for 2 timer senere lå jeg i vestorm. Hvis jeg var heldig var der 2 minutter mellem veerne, men rigtig mange af dem hang bare sammen. Jeg kunne slet ikke følge med den intense smerte, jeg var så træt og så kold, og min krop gav bare op og rystede, mens jeg kæmpede for at styre min vejrtrækning, holde fokus - og ja, bare holde ud. Epi, tak! NU!!! Jamen, lægen kan komme om 25 minutter, de har lige 2 rigtig dårlige patienter. Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg for alvor troede, at der fandtes mennesker i verden, der lige der havde det værre end mig;) Men ok...fair nok - det gjorde der jo nok. Men tanken om, at jeg snildt kunne nå 50 veer endnu, den var bare virkelig uoverskuelig. Nå, men summa summarum præcis 40 minutter senere var jeg 100% smertestillet, og jeg kunne nu sige pænt goddag til JM Tina og stud. Maja, som jeg godt lige havde registreret havde prøvet at præsentere sig for mig på et eller andet tidspunkt i løbet af den forgangne halve time. AHHHH! I love drugs! Og så sov jeg!

 

Fortsættelse følger - for det her bliver tydeligvis langt!

 

[Mistel]

Da jeg havde sovet nogle timer, tror jeg, tiden begynder nu at blive lidt sløret, blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at vi slukkede for den epidural, så jeg kunne føde. NEJ TAK! Jeg havde det lige SÅ godt, og jeg kunne sagtens sove noget mere, og sådan blev det. Men det er faktisk først efter at jeg havde set min journal, at jeg svagt kunne huske at det var sket. Efterfølgende blev jeg spurgt mange gange, hvornår jeg syntes, jeg ville føde, og jeg kan huske at det virkelig undrede mig, og sådan set bare set svarede "i dag". Jeg havde simpelthen ikke forstået, at det var noget, jeg formodedes at tage stilling til, og synes i øvrigt stadig, det er mærkeligt. Og så havde jeg glemt, at jeg havde sagt nej første gang. Men stadig hyggede jeg mig gevaldigt med min epidural og lå stor og mægtig i min seng og uddelegerede opgaver til hvem, der nu måtte være i nærheden. Ja, jeg er sulten og puh lidt saft ville være rart, og skat,åbn lige døren for jordemoderen, hun har alt muligt i hænderne! Har jeg sagt det før - druuuugs! Gotta lov'em!!!:D

På den måde gik næste vagtskifte. Hvilket var lidt synd for stud . Maja, for hun fik vist ikke ret ud af at være sammen med mig, selvom det var meget hyggeligt!

Så kom aftenvagten - JM Laura. Vel ca. 30 år gammel og meget en no nonsense type - lige noget for mig. Hun konstaterede, at jeg var fuldt åben og nu skulle vi da bare se at komme videre. Wuhuu! Endelig en der gad at tage stilling til, at der skulle komme et barn til verden. Grønærten skulle stadig lidt længere ned i bækkenet, og Laura ville gerne prøve rebozomassage, men da jeg ingen kontrol havde over især mit højre ben, blev jeg på en eller anden måde stavlet op i sengen over en sækkestol med røven i vejret - og iført hospitalsunderbukser med ben og en skjorte. Og min mand har ikke bedt om skilsmisse - ret imponerende faktisk! Så rebozoede vi derud af, og jeg kunne gennem epi'en godt mærke noget, som skulle vise sig at blive til presseveer. Og så tog onde JM Laura min epidural fra mig. Neeeej..... Og presseveerne tog til. Og lige pludselig begyndte de at synes, at Grønærten ikke havde det heeelt godt. Jeg begyndte at presse. Jeg brugte alle mine kræfter. Jeg var så frustreret. Det gjorde SÅ ondt. Det hjalp ikke. Og mit barn var i fare? Og til og med havde jeg overhovedet ikke pressetrang på de veer. Det gjorde bare ondt. ondt, ondt. Jeg var i tvivl om, jeg havde veer - ja, lyder mærkeligt, og jeg var ikke klar nok i hovedet til at forklare, hvad jeg oplevede. Jeg havde det sådan, at enhver laboratorierotte med respekt for sig selv trykker på den knap, hvor den får stød og ikke mad max 3 gange, Så finder den på noget andet! HELT ÆRLIG - lortet virker jo ikke, og jeg GIDER ikke mere!! Til sidst var situationen så kritisk, at jeg fik at vide, at nu skulle han tages med sugekop, og vi havde 3 forsøg til at få ham ud - derefter var det akut kejsersnit. Og så var der mange mennesker på fødestuen! Og i mit stille sind sendte jeg min epi endnu en venlig tanke, for skulle der et kejsersnit til, så var det bare at tænde for den igen! Men jeg fik lagt sugekop. Øh av! AVAVAVAVAVAVAV!!!!!! Og hovedet var ude i første forsøg! Og i næste ve kroppen! Og op på min mave kom en varm klump, som græd og var levende - overlevende. Den 14. oktober 2013 kl. 20.42 kom min Søn Vitus  på 3130 gram og 52 cm. til verden efter en lille times presseveer. Lille, fin, spinkel. Jeg hviskede - eller gispede - hans fulde navn og at hans mor elsker ham - og så blev han taget fra mig, for han havde det ikke særlig godt. Hans vejrtrækning var hektisk, han skulle have ilt og hans forskellige værdier var for høje og for lave og.... ja. 9 dage for længe i mors mave, havde ikke været godt for ham. Der var meget lidt fostervand, og det der var, var grønt og tykt. De havde mistanke om "sivende fostervand", og spurgte om jeg var helt sikker på, at vandet ikke var gået. Altså, i princippet ja. Når man går 9 dage over tid, er man SÅ opmærksom på ALT, der kunne indikere snarlig fødsel, og jeg har ikke set skyggen og vand..

Han kom dog ret hurtigt over til mig igen, og hos mig blev hans vejrtrækning hurtigt bedre til normal. Jeg var og var ikke til stede. Jeg er ikke helt sikker på, jeg troede på, at det for alvor skete for mig. Men her var den lille sjæl, for hvem jeg er ansvarlig resten af mit liv, for hvem jeg kæmpede for lige så hårdt jeg kunne - og vandt!

Efterfølgende fik jeg at vide, at jeg "sagtens kunne have født ham selv", men han havde det for skidt til at lade mig gøre forsøget..

 

Men ja, jeg fik den fødsel jeg ønskede mig. Jeg har flere gange sagt, at jeg mest af alt ønskede mig, at mit barn og jeg kom helskindet igennem det her. Og det gjorde vi. Og jeg var tryg. Og personalet var fantastisk. Dygtige og støttende. Stor tak til dem! Min mand var fantastisk. Helt enestående. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis han ikke havde været der, for det var ham, jeg kunne høre.

 

Fortsættelse følger - om tiden på barselsgangen, om amning. Og kritik. Og flere tanker.

[Mistel]

Reserveret

[Lovely Lady]

Ih, jeg venter spændt:-)))) og var personligt klar til at gifte mig med anæstesilægen;-)

[Påskesen]

spændende! Havde selv vestorm fra start til slut, og kan sagtens sætte mig ind i dine følelser og tanker omkring det! Min krop reagerede på nøjagtig samme måde til sidst ;)

[Guest]

Ih, jeg venter spændt:-)))) og var personligt klar til at gifte mig med anæstesilægen;-)

Jeg friede faktisk til anæstesilægen! :P

Glæder mig meget til fortsættelsen!

[MumiMor]

Nej, nej, nej, du kan da ikke bare stoppe...;)

Ser frem til fortsættelsen!

[MamatilJ&M]

Nej, nej, nej, du kan da ikke bare stoppe... ;)

Ser frem til fortsættelsen!

Enig :D Glæder mig til resten ;)

[Mistel]

Ih, jeg venter spændt:-)))) og var personligt klar til at gifte mig med anæstesilægen;-)

 

 

spændende! Havde selv vestorm fra start til slut, og kan sagtens sætte mig ind i dine følelser og tanker omkring det! Min krop reagerede på nøjagtig samme måde til sidst ;)

 

 

Jeg friede faktisk til anæstesilægen! :P

Glæder mig meget til fortsættelsen!

 

 

Nej, nej, nej, du kan da ikke bare stoppe... ;)

Ser frem til fortsættelsen!

 

 

Enig :D Glæder mig til resten ;)

 

Haha, hvor er I søde, allesammen! :) Så er der lidt mere til jer ;) Har siddet her og blevet lidt rørt over at tænke det hele igennem igen.. Mens Vitus sover noget så sødt på sin fars arm. Han har tilsyneladende helt glemt at det er nu, han plejer at spatte lodret, og jeg frygter lidt, at han har tænkt sig til at gemme det til kl. midnat... ;)

 

Ang. anæstesi-læger - jeg har altid tænkt, at det var sådan en lidt kedelig ting at være, men HOLD NU OP - de er sgu da bare hospitalets helte!!! :D

[Krebsen]

Tak fordi vi må læse med :) hvor er du sej ! :)

[MumiMor]

Flot beretning - utroligt velskrevet!

Lyder som et hårdt, heftigt, og heldigvis vellykket forløb, dejligt du kan sætte ord på de forskellige følelser man oplever under den vanvittige oplevelse en fødsel er.

[Guest]

Ihh, hvor er det rørende..:loveshower sikke en afslutning på fødslen, godt du kunne få ham ud inden kejsersnit, selvom det lyder voldsomt med sugekoppen og alle de mennesker.

Tak fordi vi måtte læse med :)

[Forunderligt]

Tillykke med jeres lille Vitus :hurra :hurra :hurra (billeder?)

 

Jeg vidste slet ikke at man bare ku vente med at føde når man får epidural. Men lyder til du fik noget tiltrængt søvn inden pressearbejdet. Sejt gået!

[betina88]

Håber snart der kommer mere.....

[Zayra]

Stort tillykke :) Min epidural stoppede med at virke da mine presseveer startede, faktisk allerede da han startede med at rotere ned i bækkenet, så det forstår jeg heller ikke helt det med at vente med at føde :P Det skal man nok være fagperson for at kunne forklare..

[mnl]

Tillykke med ham! Spændende at læse din beretning :kuller  

[Lovely Lady]

Jeg har lige siddet og hygget mig med at genlæse her - og misty Mistel SKYLDER opfølgning :p

Jeg sidder og vugger sur-på-anden-time-istedet-for-at-sove-baby - det skal gå ud over nogen :rolleyes