Er ved at knække

[pjevser79]

vi var så tæt på men alligevel så langt væk. efter 2 år prøvelser og så skulle vi igang igen trækker min kæreste sig tilbage og siger at han ikke ved om han vil da han er bange for at han ikke vil føle sig som far til det barn der ville komme da vi skal bruge donersæd er så langt nede nu ved ikke hvad jeg skal gøre

[Mistel]

Stort kram. Ja, det er svært. Hvad skal jeg sige.. Der er så meget mere til forældreskab end at aflevere en klat! Det er ikke uvæsentligt, det med klatten ;) siger jeg mens jeg kigger på vores søn, vores donorbarn, som lige nu kun vil falde til ro hos sin far!

Men hvis du skal sætte dig i din mands sted, hvordan ville du have det, hvis du kun kunne undfange ved donoræg? Bare for tankeeksperimentets skyld? For at møde din mand der hvor han er..

[pjevser79]

jeg kan godt følge ham men det er bare alt det der har været ved siden af han har haft mulighed for at sige fra i lang tid men nu ved han ikke hvad han vil det er bare så hårdt

[TiaK]

:kram

[ki schou]

Jeg har desværre ikke nogen kloge guldkorn men du skal have et kram med på vejen :kram :kram

[Guest]

i er nød til at snakke det rigtig godt igennem, snakke om vigtigheden af at få et barn, om det er lige vigtigt for jer begge. 

Vi bliver jo heller aldrig biologisk forbundet med vores barn, og ja det har krævet nogle snakke, og at begge er enige om dette. Men man skal tage den beslutning, om man kan leve med det, eller leve uden barn.

[MrsMom]

Ved heller ikke hvad jeg skal svare :kram

På søndag tager vi det første skridt mod et donorbarn.

Det eneste der er vigtigt er at i er på samme side og ikke har nogen tvivl, følelser kan være svære at forudbestemme.

Håber i får en god snak :kram

[stilletten]

Jeg tror han bare skal have tid og respekt. Jeg kan godt forstå mænds kvaler omkring det her. Det er "hans eneste" opgave i graviditeten og den fejler han. Altså fra hans eget synspunkt ;-)

Det er måske ret relevant at sætte jer ned og tale om arv og miljø. Hvor meget fylder generne i forhold til miljøet i jeres eget liv? Hvad tror Hander tæller mest hos barnet? Prøv at finde de ting, der gør at din mand alligevel vil knytte sig til barnet.

Opvej hvad der giver mest glæde til jer. Ingen børn pga. En detalje, der med tiden vil udviskes, fordi din mand forhåbentlig bliver opslugt af kærlighed til JERES barn, for det vil det jo være eller at gå gennem livet uden glæden ved at blive forældre?

Er det det at være far gennem en blodlinje, der tæller, eller er det at være forælderen, ham der bader, leger, putter, henter og bringer. Ham der reparerer ting, tager på cykeltur, giver svingture og kilder til barnet er lige ved at tisse i bukserne af grin, og ham der i en lang periode er HELTEN i barnets øjne. Hvem er det din mand gerne vil være?

Og husk at der på navneattest. Og i faderskabspapirerne faktisk kommer til at stå at din mand er faderen, fordi han giver samtykke til behandlingen, Så fremt i bor sammen eller er gift ;-) så juridisk er din mand far.

[Sunspirit]

Min mand har på forhånd sagt at han ikke er villig til at bruge donorsæd, på trods af at der er så godt som ingen chance for at vi kan blive gravide med hans. Jeg har det lidt nemmere end du, men min mand har også meldt klart ud fra starten.

 

Han siger at han ikke kan klare tanken om at jeg skal have en anden mands sæd indeni mig, at han føler det som utroskab og han er helt vildt bange for at han ikke knytter sig til barnet fordi det ikke er hans. Han fortæller også at han er bange for at jeg vil bruge det imod ham, at det er mit barn og ikke hans i et skænderi eller andet. Derudover føler han ikke han har nogen del i graviditeten, hvis det ikke er ham der er faren til barnet. Det havde været nemmere hvis det var mine æg der ikke duede, for så ville jeg idet mindste knytte mig til barnet gennem graviditeten, og han ville være faderen.

Min mand har altid drømt om børn, meget længere end jeg har og det er en kæmpe byrde på ham, så muligvis er det noget af dette der gør at din mand trækker sig væk. Jeg kan ikke forestille mig hvor ondt det må gøre på dig, når I nu stod lige på tærsklen til at gøre det, måske kan i finde nogle der er donorfædre som han kan snakke med og blive beroliget? Der må være en del herinde der muligvis kan hjælpe med det? 

[Mannie]

Jeg frygter også at min mand bakker ud når/hvis vi skal bruge donorsæd. Jeg håber krydser og ønsker at de kan finde bare en lille smule relevante brugbare sædceller. Men pessimisten i mig er også ved at gøre sig klar til donor. Hvor stor den kamel end er at sluge

[Pumpkins]

Puha, det er godt nok også en tung beslutning! :kram

Jeg kan fortælle historien fra den anden side: Den mand, der var ved min mors side, da hun fandt ud af at hun var gravid med mig, holdt hendes hånd under fødslen, sagde "ej, en smuk datter jeg har fået", da han så mig for første gang, ham der i alle henseender er min far, er ikke min biologiske far.

Og det betyder ingen ting! Min far har fulgt mig op ad kirkegulvet, passet mig som barn mens jeg var syg, trøstet mig, når jeg var ked, skældt mig ud, når jeg var en uansvarlig teenager, kneb en tåre da han fandt ud af at han skulle være morfar. På alle tænkelige måder, udover den med DNA'et er han min far. Og uanset at der render en mand rundt et sted, der er ejermanden bag mit biologiske ophav, så vil han aldrig være en far for mig. Den rolle er taget :)

Jeg elsker min far, og jeg har aldrig set ham som andet end min far, selv om jeg godt ved, at vi ikke er beslægtet med blod. Men tilgengæld har jeg arvet hans musiksmag - og faktisk også hans smil :)

[Xanita]

Da vi sad i venteværelset hos lægen for at komme til den første samtale om fertillitetsbehandling, foreslår min mand, at hvis nu det skulle være ham den var gal med, at så kunne hans bror måske levere donorsæden! Det var altså en lidt svær samtale at have på dét tidspunkt, og jeg aner ikke hvad jeg ville have gjort hvis der havde været noget galt med min mands sæd.

 

Nu ved jeg ikke om din mand har en bror og om det overhovedet er noget du vil være interesseret i, men det var altså sådan min mand tænkte fordi han gerne ville have at barnet havde nogle af hans gener. Det var ikke noget vi diskuterede yderligere, for det var på det tidspunkt ikke noget jeg havde lyst til at tage stilling til (alt det der med at vide præcist hvad man vil hvis og hvis nu ikke kan jeg ikke helt forholde mig til).

[Ema]

Jeg synes at I skulle forsöge at få kontakt med nogle andre mänd, der har har fået barn via donorsäd, så han har en mulighed for at snakke med nogen der har stået i samme situation.

Har en rigtig god veninde (i Sverige, så nok ikke så relevant for jer) hvis mand havde lidt de samme tanker, men ham hjalp det rigtig meget at snakke med andre, som havde väret det igennem og som stod på "den anden side"