Arbejder du for at leve, eller lever du for at arbejde?

[Mistel]

Hmmm. Jeg ved ikke, om jeg ELSKER mit arbejde. Men jeg er glad for det (det meste af tiden i hvert fald ;)) Jeg har jo haft en lille forsmag  på at være hjemmegående husmor her i forbindelse med barslen, og selvom det har været fint i pga. fysikken, så bliver jeg ikke for alvor gode venner med det. Min mand kommer hjem og fortæller om spændende projekter og problemstillinger - jeg fortæller om, der var tilbud på mælk i brugsen... Men altså, så er jeg også den type, at hvis jeg ikke skal noget, så når jeg ikke noget, hvilket nok er den afgørende grund til, at jeg bliver nødt til at have et arbejde.

Man kan så sige, at hvis vi vandt alle de der lottomillioner, jamen, så kunne jeg godt se mig selv indgå i nogle frivillige sammenhænge med færre timer fremfor et regulært job.

[Susanne]

Jeg vil godt lige understrege, at jeg arbejder for at leve, men jeg kunne ikke være hjemmegående! Hvis jeg ikke at økonomiske årsager var nødt til at have et job, så ville jeg bare finde på noget andet at lave. Noget frivilligt arbejde eller noget selvstændigt af en art, men kun så det fyldte ca. 20 timer om ugen. Jeg elsker at bruge min uddannelse og min hjerne, men jeg kunne sagtens nøjes med at arbejde 20 timer om ugen og bruge resten hjemme med Anna :)

[Pada]

Jeg vil godt lige understrege, at jeg arbejder for at leve, men jeg kunne ikke være hjemmegående! Hvis jeg ikke at økonomiske årsager var nødt til at have et job, så ville jeg bare finde på noget andet at lave. Noget frivilligt arbejde eller noget selvstændigt af en art, men kun så det fyldte ca. 20 timer om ugen. Jeg elsker at bruge min uddannelse og min hjerne, men jeg kunne sagtens nøjes med at arbejde 20 timer om ugen og bruge resten hjemme med Anna :)

 

:ditto 

[Guest]

Selvfølgelig er der lighedspunkter mellem at være på barsel og være hjemmegående med fuldtids barn hjemme. Men der er også forskelle og jeg synes ikke det 100 % kan sammenlignes. En barsel er så intensiv og handler meget om barnet og den nye hverdag. At være hjemmegående er for mig mere en livsstil og man finder andre måder at gøre tingene på end under en barsel.

Jeg har selv et ansvar og blot fordi jeg går hjemme betyder det ikke at jeg sumper dagen væk i dårlige tv serier og hvad fordommene ellers er.

Jeg er meget politisk interesseret og jeg følger meget med. Når jeg har tid følger jeg med i debatterne i folketinget og jeg elsker en god politisk debat :) også selv at debattere.

Fagligt kan jeg selv tage ansvar og jeg følger med så godt jeg kan på lovgivningen på mine gamle arbejdsområder.

Når Cassandra kommer i pasning så glæder jeg mig til at grave mig dybt ned i en bog, måske tage et kursus. Det har jeg ikke tid til nu.

Så som jeg ser det har jeg selv et ansvar, men jeg bruger hovedet stadig og vi har rigeligt at tale om om aftenen og det er ikke kun min mand der kan byde ind.

[TiaK]

Jeg lever for at arbejde ;) jeg ville højst gå ned på en 30 timers stilling. Men allerhelst ville vi gerne hvis min mand kunne blive hjemmegående/gå endnu mere ned i tid, da jeg jo så også ville få mere tid til min familie, da vi så stort set ikke skulle deles om de praktiske ting.

[Guest]

Jeg vil godt lige understrege, at jeg arbejder for at leve, men jeg kunne ikke være hjemmegående! Hvis jeg ikke at økonomiske årsager var nødt til at have et job, så ville jeg bare finde på noget andet at lave. Noget frivilligt arbejde eller noget selvstændigt af en art, men kun så det fyldte ca. 20 timer om ugen. Jeg elsker at bruge min uddannelse og min hjerne, men jeg kunne sagtens nøjes med at arbejde 20 timer om ugen og bruge resten hjemme med Anna :)

Har det på præcis samme måde!!! Jeg elsker mit fag og vil ikke bytte for noget i verden, men jeg kunne godt "nøjes" med 20-25 timer hvis økonomien tillod det.

[Guest]

jeg synes den er svær at svare på, Jeg har jo ikke prøvet andet end at arbejde - jo jeg var arbejdsløs i 2 mdr sidste år, og nåede jo ikke rigtig at enten blive træt af det, eller rigtig nyde det.

Men det ville også afhænge af mit arbejde. Om jeg arbejder for at leve eller lever for at arbejde.  Jeg synes selv, at jeg har det fedeste job, og jeg arbejder jo 7 7, altså arbejder 7 nætter og har fri i 7 dage - når jeg ikke tager ekstra vagter. De uger, hvor jeg har fri og ikke har ekstravagter, der nyder jeg da min fritid, men kan også mærke, at jeg begynder at savne mit arbejde efter en 3-4 dage.

 

Jeg har jo ikke sådan prøvet at være hjemmegående, men når nu de fleste venner og bekendte arbejder, så kunne jeg kun forstille mig, at det i længden er kedeligt, at gå hjemme og ikke sådan opleve noget.

 

Og pt er mit arbejde jo en stor og vigtig del af mit liv. Det er det, som jeg virkelig går op i, og flygter ind i, når ventetiden bliver for svær. Så jeg tror mit svar er både og. Jeg ville ikke bare arbejde gratis, fordi jeg skal jo også betale regninger, men jeg er virkelig glad for mit arbejde, og tager ofte og gerne ekstravagter, fordi jeg kan opleve af savne arbejdet i mine friuger.

 

 

___

 

Min mand er sådan en rigtig lønmodtager iflg. bøger osv. Han er lager arbejder, og er rigtig aktiv i fritiden. Meeen jeg kan også mærke på ham, at det også er både og for ham, for han kan heller ikke holde ud at gå hjemme ret mange dage af gangen. En weekend eller måske forlænget fri i 4 dage er fint. Men jeg kan mærke han bliver restløs derefter, og glæder sig til at komme på arbejde efter en ferie. 

[Solvej99]

Synes det er en lidt sjov opfattelse de fleste har af begreberne :)

"At arbejde for at leve": Man arbejder som udgangspunkt, fordi man er nødt til at tjene penge, men derfor kan man jo sagtens være glad for sit job alligevel?

"At leve for at arbejde" ser jeg som et udtryk for ekstreme karrieremennesker, der ingen familie har, men kun LEVER og ånder for deres job.

Min pointe er bare, at selvom man svarer nr. 1, behøver det jo ikke at betyde, at man ikke er glad for sit job, at man KUN arbejder for at leve, og at man hellere ville være hjemmegående. Synes der kan ligge flere ting i det :)

Ja, jeg har jeg et arbejde for at kunne leve, men vandt jeg den store gevinst, tror jeg dog stadig, at jeg ville lave en eller anden form for arbejde alligevel (men det betyder jo ikke at jeg så ville "leve for at arbejde" ;) )

Giver det mening? ^_^

[Barbamama]

Synes det er en lidt sjov opfattelse de fleste har af begreberne :)

"At arbejde for at leve": Man arbejder som udgangspunkt, fordi man er nødt til at tjene penge, men derfor kan man jo sagtens være glad for sit job alligevel?

"At leve for at arbejde" ser jeg som et udtryk for ekstreme karrieremennesker, der ingen familie har, men kun LEVER og ånder for deres job.

Min pointe er bare, at selvom man svarer nr. 1, behøver det jo ikke at betyde, at man KUN arbejder for at leve og at man hellere ville være hjemmegående. Synes der kan ligge flere ting i det :)

Ja jeg har jeg et arbejde for at kunne leve, men vandt jeg den store gevinst, tror jeg dog stadig at jeg ville lave en eller anden form for arbejde alligevel (men det betyder jo ikke at jeg så ville "leve for at arbejde" ;) )

Giver det mening? ^_^

Det giver bestemt mening :) Jeg valgte nok udtrykkene med tanke på, at det var hver sin "ekstrem" og så var der en masse imellem :) Men ja, sjovt at høre forskellige opfattelser :)

[Fister]

Med fare for at blande lidt for mange nuancer ind i debatten - here it goes. Jeg har aldrig været karrieremenneske, har aldrig arbejdet for at stige i graderne (selvom det på en eller anden måde var en forventet del af jobbet), men jeg har virkelig fået meget ud af at arbejde. Jeg har elsket (mange af) udfordringerne, at skabe netværk (uden at det var bevidst), at skulle holde sig opdateret, kunderne, kollegaerne, og bidrage med noget. At få ros. Og det selvom jeg ikke endte i en branche, jeg havde gået og drømt om. 

 

Men jeg fik stress, det var/er virkelig en drøj omgang og meget hårdt. Pludselig havde jeg ikke mere mit netværk, ingen kollegaer, ingen jeg skulle levere noget for. Bare mig selv, og jeg virkede ikke rigtig. Jeg kæmpede mig tilbage. 2 gange! Men hver gang blev jeg mødt af en virkelig ubehagelig og nedværdigende chef - en chef jeg før havde haft et godt forhold til, men jeg tror bare hun var blevet fornærmet over at jeg (hurra-medarbejderen) var blevet syg, og at jeg kritiserede arbejdsmiljøet. Så jeg skulle ned med nakken, men "på en ordentlig måde". Jeg kæmpede videre, fordi jeg jo troede at jeg hørte til dér, hvor jeg var en dygtig medarbejder. Dumt!

I dag har jeg ikke mulighed for at vende tilbage til den branche, det er for farligt. Der er endda ret stor tvivl om jeg kan fungere på en almindelig arbejdsplads med chefer, deadlines og kunder. Min verden ser ikke ud ligesom min jævnaldrenes - mine muligheder er ikke længere de samme. Jeg har på mange måder lært en masse og er styrket i nogen henseender, men min krop kan simpelthen ikke klare pres. Den flipper helt ud, åbenbart.

Så jeg er startet på uni. Jeg trængte til at putte noget ind i mit hoved igen, at se nogle mennesker, at skabe en anden fremtid, fordi jeg slet, slet ikke kan holde tanken ud om at gå hjemme for good. Jeg havde også nemt ved skolen i sin tid, så uni virkede som det helt rette. Men som sagt, min krop vil ikke være med. Jeg har tinnitus, eksem, hovedpine, bliver syg. Kan ikke læse, glemmer hvad jeg får fortalt, glemmer aftaler, kan ikke huske hvad jeg skal i morgen eller hvad folk hedder. Der kommer en masse psykiske reaktioner oven i det, som bare stinker. Jeg er så satans træt af det. Der er jo ingen der gør mig noget mere - men jeg er bare ændret. 

 

Derfor ved jeg nu, at jeg som troede jeg arbejdede for at leve (du ved...af princip! :blink ), ved nu at jeg også levede for at arbejde. For det gav mig så meget mere end jeg var klar over. Det gav mig også noget negativ og uretfærdigt, men jeg ville give min højre arm, for at kunne fungere 37 timer om ugen imellem interessante kollegaer og kunder. Fuck, hvor jeg savner dem og frygter dem på samme tid. Og jeg håber at arbejdslivet i Danmark generelt snart ændrer retning, så flere ikke skal rende ind i det samme som mig, og flere går glade hjem fra arbejde med overskud de fleste dage. Men jeg gad da godt have muligheden for at vælge, hvis millionerne rullede ind. Så det ville føles som at tage fri i stedet for. Vi har tidligere taget fri i månedsvis for at rejse jorden rundt, og det er en helt fantastisk gave og det valg jeg er allermest tilfreds med at have truffet. Jeg tror bare ikke man skal undervurdere de ting et arbejde bidrager med til ens person.

(That said, så finder I nok ikke større kritiker af arbejdsvilkår i krise-Danmark end undertegnede).

[Pandamoren]

Med fare for at blande lidt for mange nuancer ind i debatten - here it goes. Jeg har aldrig været karrieremenneske, har aldrig arbejdet for at stige i graderne (selvom det på en eller anden måde var en forventet del af jobbet), men jeg har virkelig fået meget ud af at arbejde. Jeg har elsket (mange af) udfordringerne, at skabe netværk (uden at det var bevidst), at skulle holde sig opdateret, kunderne, kollegaerne, og bidrage med noget. At få ros. Og det selvom jeg ikke endte i en branche, jeg havde gået og drømt om. 

 

Men jeg fik stress, det var/er virkelig en drøj omgang og meget hårdt. Pludselig havde jeg ikke mere mit netværk, ingen kollegaer, ingen jeg skulle levere noget for. Bare mig selv, og jeg virkede ikke rigtig. Jeg kæmpede mig tilbage. 2 gange! Men hver gang blev jeg mødt af en virkelig ubehagelig og nedværdigende chef - en chef jeg før havde haft et godt forhold til, men jeg tror bare hun var blevet fornærmet over at jeg (hurra-medarbejderen) var blevet syg, og at jeg kritiserede arbejdsmiljøet. Så jeg skulle ned med nakken, men "på en ordentlig måde". Jeg kæmpede videre, fordi jeg jo troede at jeg hørte til dér, hvor jeg var en dygtig medarbejder. Dumt!

I dag har jeg ikke mulighed for at vende tilbage til den branche, det er for farligt. Der er endda ret stor tvivl om jeg kan fungere på en almindelig arbejdsplads med chefer, deadlines og kunder. Min verden ser ikke ud ligesom min jævnaldrenes - mine muligheder er ikke længere de samme. Jeg har på mange måder lært en masse og er styrket i nogen henseender, men min krop kan simpelthen ikke klare pres. Den flipper helt ud, åbenbart.

Så jeg er startet på uni. Jeg trængte til at putte noget ind i mit hoved igen, at se nogle mennesker, at skabe en anden fremtid, fordi jeg slet, slet ikke kan holde tanken ud om at gå hjemme for good. Jeg havde også nemt ved skolen i sin tid, så uni virkede som det helt rette. Men som sagt, min krop vil ikke være med. Jeg har tinnitus, eksem, hovedpine, bliver syg. Kan ikke læse, glemmer hvad jeg får fortalt, glemmer aftaler, kan ikke huske hvad jeg skal i morgen eller hvad folk hedder. Der kommer en masse psykiske reaktioner oven i det, som bare stinker. Jeg er så satans træt af det. Der er jo ingen der gør mig noget mere - men jeg er bare ændret. 

 

Derfor ved jeg nu, at jeg som troede jeg arbejdede for at leve (du ved...af princip! :blink ), ved nu at jeg også levede for at arbejde. For det gav mig så meget mere end jeg var klar over. Det gav mig også noget negativ og uretfærdigt, men jeg ville give min højre arm, for at kunne fungere 37 timer om ugen imellem interessante kollegaer og kunder. Fuck, hvor jeg savner dem og frygter dem på samme tid. Og jeg håber at arbejdslivet i Danmark generelt snart ændrer retning, så flere ikke skal rende ind i det samme som mig, og flere går glade hjem fra arbejde med overskud de fleste dage. Men jeg gad da godt have muligheden for at vælge, hvis millionerne rullede ind. Så det ville føles som at tage fri i stedet for. Vi har tidligere taget fri i månedsvis for at rejse jorden rundt, og det er en helt fantastisk gave og det valg jeg er allermest tilfreds med at have truffet. Jeg tror bare ikke man skal undervurdere de ting et arbejde bidrager med til ens person.

(That said, så finder I nok ikke større kritiker af arbejdsvilkår i krise-Danmark end undertegnede).

 

Super interessant! Jeg er ked af at høre, hvad stress har gjort ved din krop!