Oprettet September 11, 2013 I dag er det årsdagen for terror angrebet i USA, hvor to fløj ind i hver sit tvilling tårn. Puha jeg får stadig gåsehud, når jeg tænker tilbage på hvad vi kunne se i fjernsynet derovre fra. Og jeg kan godt huske hvad jeg lavede den eftermiddag - kan i ???? Jeg arbejdede om natten og efter jeg havde sovet plejede jeg at vågne til en omgang Beverly Hills 90210, men det blev ikke sendt dag. Og jeg kunne ikke forstå hvorfor der stadig var nyheder. Og da jeg havde fået søvnen ud af øjnene fik jeg et chok. Mennesker som var fanget i bygningerne, støvet i gaderne, mennesker på gaden som så helt blege ud og i chok over hvad de så... R.I.P. til dem som vi mistede. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jeg husker det alt for tydeligt... Gik på efterskole og kan huske at folk sad i tvstuen og så nyheder, hvilket jeg brokkede mig lidt over.. Lige indtil jeg så hvad det drejede sig om.. Så skrækkeligt og meget syrealistisk Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jeg husker det også helt tydeligt. Men jeg tænkte over for noget tid siden, at nu skulle datoen 9/11 snart ikke længere kun handle om terror og sorg. Og det er ikke af manglende respekt for de døde, men faktisk det helt modsatte. Jeg synes det er lidt ærgerligt, at terrorister har "fået" denne dag, og at vi hvert år mindes om, at vi ikke er sikre, for på den måde har terroristerne jo på en måde sejret (Jeg læste engang noget om at formålet med terror ikke var de, der blev slået ihjel, men tvivlen på sikkerhed og truslen om at nogen kunne komme til skade igen). Så jeg prøver at indstille mig på at 9/11 kan få nye og mere positive betydninger. Som f.eks. at det er Tazdiginez' datter, Malivas fødselsdag :loveshower (Hvilket var det første, jeg tænkte imorges - ikke terror). Nå, det blev et sidespor og også en lidt kort formulering af mange tanker. Håber det giver mening, og ikke støder nogen :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jeg var på ø-lejr med min efterskole = ingen tv/radio mv.. Så ca 100 elever blev ringet op af forælde og fik jo vildt mange forskellige informationer om krig mv. Så det var ret kaotisk efter de første par timer.. Selve billederne/optagelserne af det forfærdelige, så jeg først et par dage efter.. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jeg sad også og ventede på Beverly Hills som dig Susanne ;) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jeg sad i bussen og var på vej hjem fra hh hvor jeg fik en SMS fra min mand om jeg havde set hvad der var sket. Så hjem og tænde for tv... Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jeg kan også godt huske det, jeg tror det er en dag der er fæstet i de flestes hukommmelse. Jeg skulle på arbejde, men havde lige lidt tid før jeg skulle afsted, så tændte for tv'et på tv2. Jeg tændte ca 5 min før det andet fly fløj ind i tårnet. Jeg måtte slukke da jeg skulle på arbejde, men toget og strøjet summede af hvad der var sket. Da jeg ankom på arbejde, arbejde på Berlingske tidende, summede det også. Vi arbejdede ikke meget den aften og de sælgere m.m. der skulle ringe ud aftalte vi hurtigt at det nok ikke var dagen til det. Så vi talte om det forfærdelige der var sket, så fjernsyn og gik tidligt hjem. Resten af aftenen /natten så jeg fjernsyn. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jeg tror de fleste på vores alder kan huske det. Men er enig med Mette om at det ikke bør fylde så meget mere. Har dog et Tlf møde med nogle amerikanere om lidt, og er squ lidt ambivalent ved at skulle snakke med dem lige i dag.. :/ Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jeg skulle også se Beverly Hills. Gik i 8. Klasse og var lige kommet hjem efter vi havde haft idræt i de sidste timer. Kan huske at jeg sad inde på mit værelse og da jeg så nyhederne kaldte jeg på min mor. Har egentlig ikke tænkt så meget over at det var 11/9 i dag, før nu... Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jeg vil nu også sige det ikke er noget jeg tænker på så meget længere. Nok fordi jeg jo ikke blev direkte berørt. Men det gjorde da indtryk at se de store højhuse styrte osv, det var barske billeder og historier, og en begivenhed som netop er med til at huske de ubetydelige ting jeg ellers tilfældigvis lavede den dag. Jeg var i Stofa butikken nede i Århus C for at få byttet vores internetmodem, CNN kørte på flere skærme og personalet havde næsten for travlt med at stirre på skærmene til at betjene kunder. Det var LIGE efter det var sket, så ingen var helt klar over hvad eller hvorfor, senere da jeg kom hjem så vi så højhusene styrte sammen. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jeg fik på efterskole, og skulle have undervisning, men det blev afbrudt og vi blev alle samlet i vores foredragssal hvor vi så det i tv. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jeg var på vej hjem fra arbejde og på vej ind til min far ( som på det tidspunkt havde butikker) vores nabo butik havde fjernsyn i vinduet. Jeg troede ikke det var rigtig før jeg kom hjem, og det forsatte resten af dagen Jeg husker dagen efter i kantinen, hvor en af mine kollegaer var mest sur over de sendte angrebet på begge kanaler. For det var bare for dårligt Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jeg sad også og ventede på Beverly Hills som dig Susanne ;) :ditto Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Ok vildt JustMe! Det er sgu da at være lige midt i det hele. Jeg var au pair i Bruxelles og husker dagen tydeligt. Jeg husker også tiden efter, hvor der var snak om at Europa var i farezonen (måske særligt Bruxelles) og følelsen af at være alene. Og så huske jeg natte-billederne fra CNN hvor USA angreb Afghanistan kort tid efter. I dag forbinder jeg desværre også datoen med en skøn mands alt for tidlige død for et par år siden - så der er en helt anden grund til at jeg får tårer i øjnene 9/11. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jo tak, den dag glemmer jeg sgi aldrig sådan lige... Jeg var dagen før rejst fra New York til Washington DC for at besøge en veninde lige nord for Pentagon (ca 2 km). Jeg havde arbejdet som aupair de sidste 12 mdr inden, hvor min værtsfar arbejdede som IT-konsulent på Wall Street. Dagen før jeg forlod min værtsfamilie spurgte jeg min værtsfar hvor det nu lige var at han arbejdede lige pt, og han fortalte at det var i World Trade Center i sydtårnet på 67. etage eller noget i den stil... Jeg åbner for fjernsynet rent tilfældigt lige 5 minutter efter det første tårn er ramt, og sidder så og ser resten live, mens jeg til dels panisk forsøger at få fat i min værtsmor og til dels græder hysterisk.... Lige pludselig hører jeg et ordenligt brag, og ser så kort efter at de fortæller at Pentagon er blevet ramt... Så gav det pludselig mening at hele bygningen rystede... Ca 20 minutter efter Pentagon er blevet ramt får jeg endelig fat i min værtsmor, hvor de første ca 10 minutter går med at vi skriger af hinanden, hhv "Har du hørt fra Fred (hendes mand)??? Har du hørt fra Fred? Har du hørt fra Fred" og "Hvor er du i Washington??? Hvor er du i Washington" indtil vi ligesom får sådan mentalt kontakt til hinanden, og Sabra fortæller mig at Fred er ok. Han skulle have været til møde på sit kontor med toppen af Wall Street den morgen kl 9 (!) men kl 8.30 får han besked om at mødet er flyttet til Times Square, og det blev så igen lige efter angrebet flyttet til i nærheden af Central Park (Nok grundet de folk som var med til mødet...). Han mistede "kun" 3 mdr. arbejde... Alle de han kendte i Twin Towers var med til mødet den formiddag, men al hans arbejde var ødelagt. Jeg fik fortalt min værtsmor hvor jeg var, og fik meget strenge ordre fra hende om at jeg bare havde at blive i lejligheden. En times tid efter ringer telefonen, og jeg har en yderst panisk russer i røret... Min veninde var russer, og det var så et eller andet familiemedlem som ringede - sikkert for at høre om de alle var ok - men det eneste jeg kunne forstå var familiens navne, og det eneste jeg kunne gøre var at sige på engelsk "I don't understand. They are not here". Så lagde russeren på. Min veninde kom hjem ca kl 14, og hun begyndte at ringe til hele hendes familie, mens jeg forsøgte at komme på internettet så jeg kunne give min familie besked om at jeg var ok. Hun fik kun fat i sin lillebror, mens hendes forældre ringede hjem lidt senere for at sige at de var ok, men ville komme sent hjem, idet de begge arbejdede som læger på et af hospitalerne i nærheden. De kom hjem ca kl 19. Den aften sad Anya og jeg på familiens balkon da det var blevet mørkt og kiggede ud over horisonten hvor vi kunne se flammerne fra Pentagon, høre luft-alarmerne som lød ud over byen, og mærkede regnen fra tordenvejret. Vi sagde ikke ret meget... Jeg kan bare huske at vi sad derude på puderne fra sofaen og stirrede ind i ingenting, og snakkede om, at hvis der var nogen som forsøgte at flyve ind i Pentagon igen, så ville vi med en hvis sandsynlighed blive ramt af vragdele når militæret ville skyde flyet ned, som de havde annonceret på tv... Der gik næsten 4 dage før der var hul igennem på telefonen mellem DK og Washington, hvor min far ringede. Han skulle komme til USA ca 10 dage senere for at hente mig og have en uge sammen med mig derovre, og han spurgte om han skulle holde fast i planen eller om han evt. skulle komme med det samme. Vi blev enige om at holde fast i planerne. D. 30. september 2011 var min far og jeg på Wall Street for at se Statue of Liberty, for det var ligesom den sydligste subway station som var åbent. Da vi kom op af undergrunden blev vi mødt af en rådden stank jeg slet ikke kan beskrive, men som stadig sidder i næsen af mig. Vi tog Staten Island Ferry ud forbi Statue of Liberty, og det passede med at da vi passerede hende forsvandt stanken, men da vi sejlede tilbage forbi hende kom stanken bølgende ud over vandet... Vi forlod USA d. 1. oktober 2011, hvor der stod soldater i hele lufthavnen med luftgeværer, og det blev annonceret at det nok ikke lige var nu at man skulle joke med bomber eller lignende.... Så jeg glemmer sgi ikke lige sådan hvad der skete... Indtil for et par år siden havde jeg virkelig svært ved at rumme d. 11. september, fordi jeg slet ikke kan magte når folk siger ting så som "Ja, jeg blev jo meget bange for mit liv lige den dag, for jeg sad jo i Danmark som også blev et mål"... Så prøv lige at vide at det var rent HELD at dine kære ikke blev slået ihjel... Undskyld hvis jeg rammer nogen - og der er helt sikkert mennesker som var endnu tættere på, som synes jeg er et pjank... Men jeg glemmer ALDRIG den panik der bredte sig den dag, den nationalisme som viste sig da hele NYC gik på gaderne samme aften med lys, den meget underlige følelse at sidde og se på ilden fra Pentagon og vide at man dagen før havde snakket om at tage hen og se Pentagon... Fårk hvor crazy, det må være svært og barsk at se tilbage på. Forstår dine følelser fuldt ud. Ikke situationen men den følelse når folk tror at det er dem som er ofre i en given situation som faktisk ikke har noget direkte med dem at gøre. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jeg vil nu også sige det ikke er noget jeg tænker på så meget længere. Nok fordi jeg jo ikke blev direkte berørt. Men det gjorde da indtryk at se de store højhuse styrte osv, det var barske billeder og historier, og en begivenhed som netop er med til at huske de ubetydelige ting jeg ellers tilfældigvis lavede den dag. Enig - tænker ikke så meget over det længere. Først da jeg så denne tråd gik det op for mig hvilken dag det var :rolleyes Jeg er også enig med Barbamamma - terroristerne "vinder" en lille sejr hvis vi tænker for meget over det. Hvis man som JustMe var direkte berørt var det noget andet, men DK har nok ikke været på top 10 over vigtige terror mål. 9-11 er for mig en forfærdelig begivenhed, men datoen 11/9 er altså bare en dato ;) Men kan fortælle at den dag i 2001 havde jeg været i skole og på arbejde og kom hjem og så det andet tårn blive ramt og alt det forfærdelige der fulgte i fjernsynet resten af dagen. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Var lige kommet tilbage fra løbetur i idræt på efterskolen og blev mødt med beskeden om at vi sku i fordragssalen, hvor tv'et stod. Må dog indrømme at jeg ikke helt forstod hvad der foregik og gik så hurtig derfra for at komme i bad. Først nogle timer senere forstod jeg det. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 altså d. 11/9 er generelt en historisk dag, der er sket meget andet i historien end det angreb i usa. Min mor fylder bl.a. år idag. Og jo jeg husker også tydeligt den 11/9 2001, for mine forældre skulle rejse til Australien en uge efter, så vi sad til fødselsdag hos mine forældre og fulgte med i nyhederne, og var pænt nervøse for deres rejse ugen efter. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jeg sad også og ventede på Beverly Hills som dig Susanne ;) :ditto Jeg var lige startet på uni og stenede ofte Beverly Hills om eftermiddagen :rolleyes Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jeg sad i bussen og var på vej hjem fra hh hvor jeg fik en SMS fra min mand om jeg havde set hvad der var sket. Så hjem og tænde for tv... Jeg sad ved siden af og fik derfor beskeden nogenlunde samtidig. Så uhyggeligt :( Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jeg gik i 5.klasse i 2001, så jeg forstod slet ikke betydningen af hvad der skete, før senere i livet. Men jeg kan sagtens huske hvad jeg lavede den dag. Jeg var ude og spille fodboldkamp hvor vi vandt 11-1 og derefter var jeg på sygehuset og besøge min bedstefar. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 VILDT, Justme :o :kiss Jeg boede i Berlign dengang og var paa arbejde i et storcenter, hvor der saelges indretning/moebler. Nogle butikker videre laa der en B&O, som havde det hele paa skaermen. Der var i loebet af kort tid faerre kunder og mange mennesker stod henne ved b&O og fulgte med paa TV-skaermene. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 11, 2013 Jeg gik på gymnasiet på det tidspunkt og havde lige haft idræt, så jeg stod i omklædningen, da jeg fik en sms fra min daværende kæreste om at jeg skulle skynde mig og tænde for fjernsynet. Så løb jeg med min klassekammerat hjem til hende, hvor vi tændte for fjernsynet og fandt ud af hvad der var sket... Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 12, 2013 Jeg sad også og ventede på Beverly Hills som dig Susanne ;) :D Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret September 12, 2013 Jo tak, den dag glemmer jeg sgi aldrig sådan lige... Jeg var dagen før rejst fra New York til Washington DC for at besøge en veninde lige nord for Pentagon (ca 2 km). Jeg havde arbejdet som aupair de sidste 12 mdr inden, hvor min værtsfar arbejdede som IT-konsulent på Wall Street. Dagen før jeg forlod min værtsfamilie spurgte jeg min værtsfar hvor det nu lige var at han arbejdede lige pt, og han fortalte at det var i World Trade Center i sydtårnet på 67. etage eller noget i den stil... Jeg åbner for fjernsynet rent tilfældigt lige 5 minutter efter det første tårn er ramt, og sidder så og ser resten live, mens jeg til dels panisk forsøger at få fat i min værtsmor og til dels græder hysterisk.... Lige pludselig hører jeg et ordenligt brag, og ser så kort efter at de fortæller at Pentagon er blevet ramt... Så gav det pludselig mening at hele bygningen rystede... Ca 20 minutter efter Pentagon er blevet ramt får jeg endelig fat i min værtsmor, hvor de første ca 10 minutter går med at vi skriger af hinanden, hhv "Har du hørt fra Fred (hendes mand)??? Har du hørt fra Fred? Har du hørt fra Fred" og "Hvor er du i Washington??? Hvor er du i Washington" indtil vi ligesom får sådan mentalt kontakt til hinanden, og Sabra fortæller mig at Fred er ok. Han skulle have været til møde på sit kontor med toppen af Wall Street den morgen kl 9 (!) men kl 8.30 får han besked om at mødet er flyttet til Times Square, og det blev så igen lige efter angrebet flyttet til i nærheden af Central Park (Nok grundet de folk som var med til mødet...). Han mistede "kun" 3 mdr. arbejde... Alle de han kendte i Twin Towers var med til mødet den formiddag, men al hans arbejde var ødelagt. Jeg fik fortalt min værtsmor hvor jeg var, og fik meget strenge ordre fra hende om at jeg bare havde at blive i lejligheden. En times tid efter ringer telefonen, og jeg har en yderst panisk russer i røret... Min veninde var russer, og det var så et eller andet familiemedlem som ringede - sikkert for at høre om de alle var ok - men det eneste jeg kunne forstå var familiens navne, og det eneste jeg kunne gøre var at sige på engelsk "I don't understand. They are not here". Så lagde russeren på. Min veninde kom hjem ca kl 14, og hun begyndte at ringe til hele hendes familie, mens jeg forsøgte at komme på internettet så jeg kunne give min familie besked om at jeg var ok. Hun fik kun fat i sin lillebror, mens hendes forældre ringede hjem lidt senere for at sige at de var ok, men ville komme sent hjem, idet de begge arbejdede som læger på et af hospitalerne i nærheden. De kom hjem ca kl 19. Den aften sad Anya og jeg på familiens balkon da det var blevet mørkt og kiggede ud over horisonten hvor vi kunne se flammerne fra Pentagon, høre luft-alarmerne som lød ud over byen, og mærkede regnen fra tordenvejret. Vi sagde ikke ret meget... Jeg kan bare huske at vi sad derude på puderne fra sofaen og stirrede ind i ingenting, og snakkede om, at hvis der var nogen som forsøgte at flyve ind i Pentagon igen, så ville vi med en hvis sandsynlighed blive ramt af vragdele når militæret ville skyde flyet ned, som de havde annonceret på tv... Der gik næsten 4 dage før der var hul igennem på telefonen mellem DK og Washington, hvor min far ringede. Han skulle komme til USA ca 10 dage senere for at hente mig og have en uge sammen med mig derovre, og han spurgte om han skulle holde fast i planen eller om han evt. skulle komme med det samme. Vi blev enige om at holde fast i planerne. D. 30. september 2011 var min far og jeg på Wall Street for at se Statue of Liberty, for det var ligesom den sydligste subway station som var åbent. Da vi kom op af undergrunden blev vi mødt af en rådden stank jeg slet ikke kan beskrive, men som stadig sidder i næsen af mig. Vi tog Staten Island Ferry ud forbi Statue of Liberty, og det passede med at da vi passerede hende forsvandt stanken, men da vi sejlede tilbage forbi hende kom stanken bølgende ud over vandet... Vi forlod USA d. 1. oktober 2011, hvor der stod soldater i hele lufthavnen med luftgeværer, og det blev annonceret at det nok ikke lige var nu at man skulle joke med bomber eller lignende.... Så jeg glemmer sgi ikke lige sådan hvad der skete... Indtil for et par år siden havde jeg virkelig svært ved at rumme d. 11. september, fordi jeg slet ikke kan magte når folk siger ting så som "Ja, jeg blev jo meget bange for mit liv lige den dag, for jeg sad jo i Danmark som også blev et mål"... Så prøv lige at vide at det var rent HELD at dine kære ikke blev slået ihjel... Undskyld hvis jeg rammer nogen - og der er helt sikkert mennesker som var endnu tættere på, som synes jeg er et pjank... Men jeg glemmer ALDRIG den panik der bredte sig den dag, den nationalisme som viste sig da hele NYC gik på gaderne samme aften med lys, den meget underlige følelse at sidde og se på ilden fra Pentagon og vide at man dagen før havde snakket om at tage hen og se Pentagon... Wow.... Pyyyhhhh sikke en beretning og at du på egen krop kunne mærke og se hvordan det hele ændrede sig. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
.thumb.jpg.7c59ad97db19e2bac31958d8049b520c.jpg)