Skal det være en hemmelighed?

[Ingrid]

Hej med alle jer :)

Min mand og jeg har prøvet at blive gravide i over et år.. I starten var vi helt enige om, at vi ikke ville sige noget, før jeg var de 3 obligatoriske måneder henne, og alt var som det skulle være. Men det er desværre ikke gået så nemt for os, som vi jo alle går og håber på.

Jeg har fået konstateret en mild form for PCO, og min mand har desværre fået konstateret en temmelig ringe sædkvalitet. Vi er derfor blevet henvist til en fertilitetsklinik med henblik på IVF. Vi glæder os rigtig meget til at komme igang og er meget spændte.

Det der er mit spørgsmål er, hvordan har I gjort det? Har I fortalt det til jeres omgangskreds og andre, der har spurgt? Hvad med jeres arbejdsplads? Jeg tænker bare, der bliver mange løgne, hvide løgne om man vil, når der bliver mange besøg på klinikken og evt. humørsvingninger m.m.

Jeg er i tvivl om, om det mere er samfundets holding end min egen, at man ikke siger noget om graviditetsønsket. Jeg tænker også, at der er for meget tabu over uønsket barnløshed. Og det ville jeg gerne lave om og være åben om vores egen uønskede barnløshed. Men jeg synes bare, det er svært for mig, at tage den endelige beslutning. Når først det er sagt, kan det jo ikke tages tilbage.

Jeg bliver jævnligt spurgt, om vi ikke snart skal have et barn, og jeg synes det er lidt svært, når vores ønske er så stort, og sige nej hver gang. Jeg tænker, det vil være nemmere, bare at fortælle det som det er. "Ja, vi vil gerne have børn, men vi bestemmer desværre ikke selv tempoet. Vi er igang på fertilitetsklinik."

Håber I kan hjælpe mig med mit spørgsmål :)

Kærlig hilsen Ingrid.

[mille1981]

Vores Noah tog lidt over et år at lave, og vi fik også tit spørgsmålet, om vi ikke snart skulle have børn.

Vores svar endte med at blive "Vi gør ikke noget for at undgå det". På den måde behøvede vi ikke at fortælle i detaljer om alt muligt, og folk forstod også, at det nok skulle komme. For os var det en god løsning, men jeg tror det er meget individuelt hvad man har det bedst med.

(null)

[Myliona]

Øv at det skal tage tid :( Jeg har aldrig selv stået i situationen, men min lillesøster og hendes mand, måtte igennem behandling for at få deres tvillinger :) De havde et forsøg, som desværre ikke lykkedes.. De valgte at være helt åbne om det, hvilket gav dem mulighed for at smide et "Det gør ondt at tale om" - Fx, når nogen af os andre sad og talte om babyer osv. Udover det, gjorde det også at vi alle kunne støtte dem, ved det forsøg som gik galt.. Og vi allesammen heppede og støttede med tvillingerne fra "day one".. Det betød også at vi allesammen var nysgerrige, og vi alle gerne ville høre.. Men de sagde fra hvis nogen kom "for tæt på"... :) Skulle jeg selv i behandling, ville jeg dele det; Simpelthen fordi jeg kunne se på min søster hvor "hårdt" det var, og hvor meget støtte hun faktisk havde brug for..

[Girl Next Door]

Vi deler med måde. Nu har vi prøvet i 4 år, så man bliver bare træt af at lyve hele tiden. Når nogen spørger, svarer jeg altid at det tager lidt længere tid end for andre. Så er det op til folk selv at spørge ind til mere. Jeg har ikke behov for at dele det, men gider ikke lyve om det :)

[Mette]

Hvis jeg havde været i din situation tror jeg faktisk jeg vil sige det som det var. Det virker egentlig til det er det du har mest lyst (og måske behov?) til.

Jeg tror det med man ikke siger det stammer fra at man vil overraske. Det er jo så stort at komme og fortælle det og folk blir jo så glade, men hvis man konstant blir spurgt om det og bare går og blir ked/irriteret, så er det jo måske ikke helt det værd! Og det er jo stadig lidt en overraskelse når det så endelig sker :) og folk ved jo hvor meget I har måttet kæmpe så blir måske endda ekstra glade over nyheden :)

[Minlillekrudtmås]

Føl efter i jeres mave hvad i har det bedst med.

Da vi forsøgte selv, var der ingen der vidste noget.

Men da vi gik videre til fertilitetsbehandling valgte vi at spille med helt åbne kort over for den nærmeste familie, de nærmeste venner og kolleger.

Og det havde vi det meste af tiden det rigtig fint med. I de hårde perioder, og specielt når et forsøg ikke lykkedes var det ikke så fedt at skulle ringe rundt og fortælle de dårlige nyheder. Men det var skønt at de var der til at bakke op, og trøste.

Da vi gik videre til adoption, var det virkelig dejligt at folk vidste hvor lang tid, og hvor hårdt vi havde kæmpet. De vidste i høj grad hvor meget vi ønskede et barn, og vores VIDUNDERLIGE datter, er idag et næsten lige så stort mirakel for vores familie og venner, som hun er for os.

Hun var 7 år undervejs - og hvis kun min mand og jeg skulle have vidst besked i alle de 7 år, var jeg nok blevet skør ;)

[MamatilJ&M]

Hvis jeg havde været i din situation tror jeg faktisk jeg vil sige det som det var. Det virker egentlig til det er det du har mest lyst (og måske behov?) til.

Jeg tror det med man ikke siger det stammer fra at man vil overraske. Det er jo så stort at komme og fortælle det og folk blir jo så glade, men hvis man konstant blir spurgt om det og bare går og blir ked/irriteret, så er det jo måske ikke helt det værd! Og det er jo stadig lidt en overraskelse når det så endelig sker :) og folk ved jo hvor meget I har måttet kæmpe så blir måske endda ekstra glade over nyheden :)

Meget enig.

Vi valgte ikke fortælle det, men havde behov for at snakke, så det endte med min frisør f.eks. Vidste det, men ikke familien. Det endte med de alle vidste det, efter jeg grædende ringede rundt for at få nogle på apoteket...

Og de blev mindst ligeså glade som hvis de ikke havde vidst det.

:goodluck håber snart det lykkes...

[Xanita]

Vi fortalte ikke til nogle da vi gik i gang med forsøgene selv (eller det troede jeg i hvert fald ikke, senere fandt jeg ud af at min mand havde fortalt til en familiefest i min familie, hvor jeg ikke selv var med, at jeg havde smidt p-pillerne). Der var heldigvis ikke rigtigt nogle der stikkede til os, men da vi så efter et års tid kontaktede lægen og blev indstillet til behandling, valgte vi at fortælle det til den nærmeste familie og venner.

Så lykkedes det os så selv lige inden vi skulle i gang med behandling, (jeg ventede på at skulle have foretaget en vandscanning), og derfor valgte vi også at fortælle det ret tidligt til familie og venner (jeg er kun 7+5) så de kan tage del i glæden og evt. være der for os hvis det skulle gå galt. En af mine veninder var ved at tude så glad blev hun, men de havde også selv været ved at skulle i behandling, så hun vidste godt hvordan det føles at være i vores situation.

Jeg tror ikke jeg ville have fortalt folk om hvornår jeg skulle insemineres osv, det tror jeg ville komme lidt for tæt på. Men det er jo forskelligt hvordan man har det. Jeg er mere privat om sådan nogle ting end min mand f.eks. er.

[louisevibe]

Jeg ville fortælle det, og var også selv ret åben omkring vores behandling. Især på arbejdspladsen da jeg og min mand begge fik en paragraf 56, så arbejdspladsen fik refunderet når vi var væk til undersøgelser, æu og æo og vi derfor ikke skulle bruge fridage på det.

Og så havde jeg brug for nogle at tale med det om, og synes det var rart at være åben og ærlig omkring hvordan det var. For det er altså ikke lutter lagkage at være i behandling, så det var godt at have veninder og familie og kunne græde ud ved :)

Pøj pøj med det :)

[Mannie]

Vi er også på vej ind i behandlingsverdenen og jeg er som du meget splittet.

Vil rigtig gerne kunne dele overraskelsen, og indtil videre har undskyldningen været at min mand skulle være færdig med at studere før vi gik i gang, nu er der kun få måneder tilbage og det ser ikke ud til at jeg når at blive gravid inden.

Vi har fortalt det til få folk undervejs, så nogle nære venner ved det. Men for en måneds tid siden måtte jeg sige det til min svigerinde.

Det blev simpelthen for meget for mig at blive prikket til hele tiden. For selvom det er små ting så bliver snakken om vores kommende børn ofte blandet ind over.

Så jeg tager det som det kommer, men bliver det for meget får jeg også sagt fra og fortalt hvorfor det bliver for meget.

Ved ikke om min mand er enig. Han er en af dem som er gode til at lukke det inde i sig selv og ikke tale om tingene.

[Frklulo]

Vi har været åbne om det fra start af. Jeg er typen som ikke kan skjule mine følelser, så det var helt naturligt for os at fortælle det. Ligeledes var det også rart at min chef vidste besked, da det bliver meget hemmelighedskræmmeri med at gå til læge, undersøgelser osv. Det gør også ondt helt ind i hjerter når folk spørger om man ikke snart skal have nogle børn og man SÅ gerne vil. Jeg har også fået af vide af venner at det var dejligt vi meldte klart ud, så de kunne ligge skuldre til... For det er nødvendigt at få talt om det. Så jeg er klart fortaler for a spille med åbne kort!!!

[Guest]

ærligt, så tror jeg det vil være nemmere for jer, hvis i er ærlige og fortæller, at i rent faktisk forsøger at lave et barn. Fordi det kan få de der trælse rammende spørgsmål fjernet. Og bed folk om ikke at komme med velmenende råd, fordi de er altså bare ikke forstår/ er klar over, at de faktisk sårer mere end noget andet.

Vi havde valgt ikke at dele med nogle, at vi forsøgte os i kundskaben i at skabe et barn. Men nada skete. Det resulterede i mange tudeturer, når vi kom hjem, fordi folk jo ikke anede, at de ramte et ømt punkt, når der blev spurgt ind til det, eller fortalte at nu var den og den gravid.

Desuden fik vi jo så mange undrende spørgsmål, da vi fortalte om vores adoption. Fordi folk jo faktisk ikke anede, at vi havde forsøgt så længe.