Hvad skal jeg stile op?

[salka20]

Jeg bliver simpelthen lige nødt til at få lettet mit hjerte.

Som det første vil jeg lige sige at jeg har en gigtsygdom.

Jeg blev gift i maj sidste år med en dejlig mand, som jeg elsker. Vi har været sammen i snart 5 år. Og er i behandling for barnløshed. Jeg er 33 han er 30 år.

Vi har nogle små skænderier i ny og næ, men ikke noget der ikke løser sig hurtigt.

Han bruger med tid på computerspil(nærmest fra han kommer hjem fra job til han går i seng) og fred være med det, det er hans hobby. Men han har bare sjældent lyst til at være med til andet. Og slet ikke når det involvere andre personer. (læs: min familie og vores venner) og forstyrrer man ham midt i en spil bliver han sur.

Der skal ikke ret meget til at gøre ham rigtig gnaven og sur. Og nævner man det mindste negative om hans familie og flyver han straks i flint. Hans forældre er af den gamle skole. Mor laver alt i huset, far går på jagt og laver det han har lyst til.

Den opfattelse af livets gang har manden også lidt. Han hjælper dog lidt til indimellem. Men i hovedtræk er det mig der holder huset. Spørger man ham om han gider fx skrælle kartofler, siger han altid nej, men han gør det alligevel, efter noget tid.

Han er mekanikker og hver gang jeg bringer på bane om han ikke syns han skal lave lidt også, kommer han straks med begrundelse: ja men laver du så bilen. Jeg bruger nærmest alt mig fritid på at holde huset.

Fair nok at han kan lave bilen, men så meget er der jo heller ikke galt med den bil, at det tager lige så lang tid, som alt det tid jeg bruger på rengøring, madlavning, tøjvask, madpakkesmørring osv. Og det er da ikke min skyld at han til tider bruger meget tid på at lave andres biler.

Jeg kan ikke lave ret meget i haven, fordi det kan jeg pga. min sygdom ikke holde til, og det syns jeg helt ærligt heller ikke kan være rigtigt, at jeg skal, når jeg også laver alt i huet. Men spørger man ham pænt om der ikke snart skal luges, eller slås græs etc. Så bliver han pisse sur, og siger at har så travlt, så travlt. (med hvad?? Spille computer??)

Har også flere gange bedt ham om at få ryddet op i skur, garage, og hans computerrum, som nærmest bare er proppet op med lort. Igen bliver han pisse sur. Men er det resten af huset der flyder, så skal han nok være der, og stikker til mig om at få gjort rent.

Han går meget op i at toiletbrætte t er slået helt ned og at der kommer en ny karklud fra med det samme den gamle er smidt til vask etc.. Og glemmer jeg det en enkelt gang i mellem så er han der med det samme, men jeg har fx hver eneste gang han har barberet sig, bedt ham om at skylle skæg væk fra vasken og andre små ting. Jo jo det skal han da nok, når jeg husker at slå brættet ned. Jeg glemmer det måske 1 ud af 20 gange.

Og kommer jeg i tanke om at jeg har glemt det, er jeg næsten helt bange for at han opdager det.

Nå men ind i mellem er det som om der er et eller andet der slå klik oven i hovedet på ham, også sviner han mig til og er rigtig modbydelig. Han gør mig ikke noget fysisk. Det kunne han aldrig finde på, men mentalt/verbalt. Og hvis jeg så begynder at græde siger han jeg skal holde op med det flæberi.

Senest den anden dag, da jeg spurgte om han ikke kunne skrue lidt ned for musikken på computerværelset, da det eneste jeg kunne høre i køkkenet var dung dung dung fra bassen.

Så flippede han fuldstændigt og sagde at han aldrig havde mødt nogen der ikke kunne lide højt musik og om det havde noget med min sygdom at gøre, og nu gad han sku snart ikke mere, hvis han ikke kunne få lov at være sig selv og være den han er. Og jeg kunne inden tirsdag beslutte om vi skulle sætte huset til salg og flytte hvert til sit.

Jeg syns ikke jeg gør/siger noget til/mod ham som gør at han ikke kan være den han er.

Men jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal stille op. Jeg elsker ham jo og har lyst til at være sammen med ham. Men jeg orker smart ikke de der moodswings mere. Det er som om han syns det kun er mig der er noget galt med, og han selv er helt perfekt.

Jeg har næsten lyst til at smide håndklædet i ringen og give op. Men jeg vil jo også rigtig gerne være sammen med ham, og det meste af tiden har vi det fint sammen.

Undskyld hvis det er lidt rodet.

[tazdiginez]

Som JustMe skriver, hvis det var din bedste veninde som du snakkede med, hvad ville hun så sige?

Hber den bedste veninde for dig selv!

Uanset om du elsker manden eller ej, så er det ikke i orden at behandle sine medmennesker på den måde han behandler dig.

Ligger der noget til grund for hans opførelse (udover at være en mors dreng, der har fået alting gjort) - jeg tænker stress over det med barnløsheden? Stress over arbejde? Måske har han det enormt skidt og prøver at få dig ned på hans følelsesniveau "for at forstå" - det er aldrig ok, men hvis der nu er noget galt, så kan det være en måde for ham at "fortælle" det.

Min mand er nørd med stort N - vores hjem har ALTID været fyldt op med unødvendige ting i mine øjne. Ting han har en følelsesmæssig relation til, som slet ikke har nogen funktion andet end at fylde. Han spiller computer og er i band; men jeg kan ALTID snakke med ham. Bede om hjælp eller spørger om spillet kan vente uden at få en stikpille tilbage. Han VED at funntionen af familien og vores hverdag er vigtigere end hans hobbyer. Det sætter jeg enormt stor pris på.

Jeg tog på ferie med vores datter op til mine forældre en uges tid. Her gik det virkeligt op for ham, hvor meget jeg egentligt gjorde her hjemme og hvor meget han sætter pris på det.

Ud fra det du skriver, så synes jeg virkeligt du skal tage ham på ordet og sige "jeg tager hjem til mine forældre næste uge - så kan du få ALT den frihed du vil ha' til at være dig selv og så kan vi snakke sammen, når jeg kommer hjem igen". Så får han set på den hårde måde, hvad du gør i hverdagen og så kan det måske være at han vågner op.. sker der intet synes jeg virkeligt du skulle overveje om det er kampen værd at blive hos ham.

Du skal tænke på dig selv og din psyke. Vil du kunne klarer daglige stikpiller og holde til at DU er forkert på den altid, så længe han ikke kan se at der er et reelt problem?

[Barbamama]

:kram Det lyder godt nok voldsomt :o Jeg tror aldrig før, at jeg var hørt, at det var manden, der gik agurk over toiletsædet :unsure og den behandling der synes jeg bare slet ikke er i orden :blink

Jeg er lidt i tvivl, om du spørger os, HVAD du skal gøre for at få forholdet til at virke eller om du spørger os OM du skal gøres noget (= eller om du skal flytte).

Jeg tør ikke udtale mig om, om du skal blive eller gå, men hvis du gerne vil blive, så tænker jeg at du på en eller anden måde, er nødt til at komme til bunds i, hvad der stikker din mand.

Har han altid spillet så meget computer? Har han altid været humørsvingende? Eller er det kommet? F.eks. efter at I kom i behandling?

Jeg tænker lidt, om din mand måske er vred, ked af det og frustreret over at han ikke bare lige kan gøre dig gravid. Rationelt set er der jo mange i jeres situation og helt uden skyld, men på det følelsesmæssige plan var det måske ikke utænkeligt at han ubevidst er vred på dig, fordi du "står i vejen for at han kan få børn" ELLER at hans egen selvtillid/maskulinitetsfølelse har fået et knæk over at han ikke "bare kan give dig det barn". Måske prøver han dig af, for at se om du skrider, hvis han skaber sig længe nok, fordi han er bange for at du har lyst til at gå fra ham og finde en anden mand, der kan gøre dig gravid? Måske "ønsker" han på et eller andet plan at du skal forlade ham og finde en anden, så du kan få et barn? Det er ikke til at vide, det er bare bud på, hvad der måske kunne være årsag til hans ubehagelige opførsel.

Og jeg tænker at hans opførsel skal til livs fra to vinkler. På den ene side, skal du markere en grænse "Jeg vil ikke finde mig i, at blive råbt af", "Jeg vil have, at vi taler roligt om tingene", "Jeg vil gerne gøre det, det og det men dét vil jeg ikke, det kan jeg ikke holde til med min sygdom", osv. Og på den anden side, tror jeg, at du er nødt til at vide, hvad der rører sig i din mand omkring det her, for ellers tror jeg højest at du opnår, at han "makker ret" og lægger låg på nogle ting, og det optimale ville jo være en arbejdsfordeling og stemning i hjemmet som I begge har det rart med :)

Men kæmpe kram, der skal sgu nye boller på suppen hjemme ved jer, synes jeg :kram2

[salka20]

Hejsa

Tak for jeres svar. Jeg vil egentlig bare gerne høre andres mening.

Grunden til at graviditet er svært er min gigt sygdom, og har intet med ham at gøre. Og det er også ham der brænder mest for barnet så er sikker på han ikke opfører sig sådan for at få mig til at skride og finde en anden der kan gøre mig gravid.

De første par år vi var sammen, var han ikke sådan. Men er begyndt før vi kom i fetiliitetsbehandling, så trorheller ikke dette er grunden.

Han har altid spillet meget computer, men var i starten af vores forhold, da til at trække væk derfra, nu kommer han fx ikke når der bliver sagt, så er der mad, men først når hans spil er færdigt. Hvilket jeg mener er dårlig opdragelse og manglende respekt. Men sådan foregår det også hjemme hos hans forældre.

Det var i tirsdags det her foregik, igår var han sådan lidt halv sur og i dag er han ganske normal..

[Guest]

Min helt helt ærlige rå og uforsødede mening?

I er ikke ligeværdige og måske han ikke udøver fysisk vold, men det jeg læser er psykisk vold! Du lyder allerede kuet, du et jo BANGE for hans udbrud! Jeg vil helt ærlig råde dig til at komme ud af forholdet!

Det bliver KUN værre med baby! Som JustMe skriver er der ingen tid til sig selv i hvert fald det første år og sikkert længere (jeg har kun prøvet det første år) - hvor meget KAN du holde til? Kan du støtte dig op af ham når hormonerne racer, du ikke har sovet i 36 timer og barnet skriger på 3 time?

[Guest]

P.S. Så er din sygdom da helt og aldeles underordnet i denne sag.

[Guest]

jeg må også sige, at sikke dog en hustyran du har dig. I er nød til at snakke om nogle nye regler, hvor han bidrager med at hjælpe, og så er jeg sådan set ligeglad med, hvilken baggrund han kommer med...

[MLM]

Kort og godt

SKRID, du er mere værd.

Jeg var gået, og var nok ikke igang med den store hvorfor reagere du på den måde i forhold til din lorte barndom osv.

Kort og godt det ville jeg ikke finde mig i.

Kan du stadig mærke dig selv i jeres forhold ?

[Forunderligt]

Du må i hvert fald ikke tænke at når I får et barn blir det bedre eller anderledes. Hvis det ikke er godt nu blir det et helvede til den tid og du vil føle dig endnu mere alene om det hele. Jeg tror du sidder med mange problemer som egentlig bare er kommet snigende, i starten var de ikke så alvorlige, men pludselig opdager du at det virkelig generer dig og når du beskriver dem lyder det egentlig ret alvorligt.

Som et par andre siger, prøv at være din egen bedste veninde. Læs det du har skrevet som om det var din veninde som fortalte dig de her ting. Hvad ville du sige til hende? Hvordan ville du råde hende? Husk at du er mindst lige så meget værd som enhver veninde og fortjener at ha det godt!

Jeg tænker at situationen er uholdbar. At hvis ikke han tar sig sammen og imødekommer nogle af dine behov og forsøger at ændre sig, så er der faktisk ikke håb for jer. Jeg tænker at du er nødt til at få talt med ham om hvor alvorligt det er at han opfører sig sådan og at du faktisk blir nødt til at gå fra ham hvis det fortsætter.

[Guest]

Du må ikke finde dig i den behandling... Normalt vil jeg altid råde folk til at få snakket sammen, og ellers få hjælp udefra til at løse det... MEN jeg synes det du skriver lyder som Psykisk vold... og det er IKKE i orden... Det kan ødelægge dig, og det lyder lidt som om du allerede er under nedbrydelse... Så hvis det du skriver er jeres hverdag, og hvis det er sådan dit liv/jeres samliv er, så synes jeg godt nok at jeg alligevel vil råde dig til at komme ud af forholdet... der er simpelthen ikke nogen mennesker der er tjent med at leve under psykisk vold :shooter

Jeg håber virklig du gør noget ved din situation, bedre idag end i morgen :kram :kram

[Vinnus]

Jeg var i et 10 år langt forhold med psykisk vold og jeg lærte at den slags ikke stopper ved dig.

Da det begyndte at også gå ud over mine børn valgte jeg at gå. Men det har sat meget dybe spor.

Gør op med dig selv om du kan leve med det som det er nu. Han skal nemlig selv indse at der er et problem, for det er kun ham, som kan ændre på det.

:kram

[Guest]

Tilståelse. Jeg har ikke lige fået læst de andre indlæg, så jeg gentager nok noget, der allerede er blevet sagt :blush

MEN jeg må sige, at jeg får SUPER meget dejavu til min ex som også spillede meget computer og ikke løftede en finger med det huslige. Og det dræbte vores forhold, at balancen var så skæv. Da jeg var allermest træt af ham, kom det her nummer frem, og det har jeg godt nok lyttet meget til ;-)

Nå, men jeg vil sige, at jeg synes helt bestemt, at den er gal. Det er en forklaring men IKKE en undskyldning, at han kommer fra et hjem, hvor hans mor har påtaget sig alt husligt. Det er vigtigt, at du siger fra. På den ene side, så tænker jeg, at der er grænser for, hvor meget man kan lave et andet menneske om, men det er vigtigt, at I begge forstår alvoren. Hvor meget vil du finde dig i? Her tænker jeg på den tone, han bruger overfor dig. Det er ikke i orden, og det SKAL der gøres noget ved, eller også må du sgu videre i livet uden ham.

Personligt tænker jeg, at det er på grænsen til, at du har fundet dig i FOR meget og, at der er FOR meget, der skal ændres ved ham, MEN hvis du vil have det til at fungere, så tror jeg, at I skal overveje kraftigt, at lave et ugeskema med pligter (og aftaler) og hvem der påtager sig dem. Så kan du gøre klart for ham, at du selvfølgelig ikke afbryder hans computerspil NÅR HAN HAR SØRGET FOR AT ORDNE SINE PLIGTER. Om han kan overholde det, det ved jeg ikke. Men jeg tror, at du vil få større succes med at planlægge og aftale opgavefordeling på forhånd frem for at afbryde.

Pøj pøj med det :kram