Hvordan vidste du, at du var klar?

[Lovebird]

Jeg tror virkelig at man skal passe på med at have en fast forventning om livet med baby... Jeg mener, man kan få jordens letteste barn, eller man kan få et barn med særlige behov. Uanset er man nødt til at sige, at man kan bare ikke planlægge alt og man kan bare ikke stoppe børn i kasser. Man kan ikke gardere sig mod at ting ikke går som man gerne vil.

Men uanset, så når først man HAR sit barn, så vil man jo ikke af med det igen, og de ting som man må undvære i en periode, det er jo bare en lille pris at betale for smil som smelter hjertet, latter som er den skønneste lyd i verden, små fingre som lukker sig om hånden og er den mest hjertevarme følelse ever, og en stikkende smerter første gang ens barn græder med tårer.

Jeg ser ikke på mit liv og føler jeg har opgivet noget. Jo, der er dage hvor jeg føler at jeg må opgive det der med at sove - men det er jo bare en periode. Men jeg savner ikke at kunne være ude flere gange om ugen til klokken sent (dvs besøge familie og venner - har aldrig været en festabe og drikker ikke), at spontant tage på weekendtur, sove længe i weekenderne osv, fordi jeg i stedet har 2 børn i huset som jeg knuselsker, og som jeg får meget mere fra end det jeg må undvære. Så må jeg sove når jeg bliver gammel, og familiebesøg må planlægges nogle dage i forvejen :)

Men hvis du ikke er parat, så vent! Glem ideer om at man ikke skal have børn efter en hvis alder, og vent til du har lyst til at have børn. Vent til du ikke har et behov for at planlægge PB start ud fra om du får mens i sommerferien, og vent til du rent faktisk tænker at dette vil du gerne!

Jeg tror bare, at hvis jeg skal vente så længe, så bliver det nok til, at jeg bliver 70... Jeg bliver aldrig en, der ikke planlægger ud fra praktiske hensyn (vil bare så gerne bade om sommeren), eller en, der bare LÆNGES efter at have børn. Jeg tror, at jeg kan nå det punkt, hvor jeg kan overskue at få et barn (og synes da også, at jeg er ved at være der? Måske?), men jeg tror ikke, at jeg nogensinde når et punkt, hvor jeg slet ikke kan se resten af mit liv uden et barn. Jeg må lade min bedre halvdel have det sådan, og så indtage standpunktet, som fædre gennem tiderne har finpudset: "Nå ja, hvis du så gerne vil, så kan vi vel godt." ;) Som min far siger, så var der ingen af hans børn, der var ønskebørn fra hans side, men han elsker da os allesammen lige højt for det (og han er en fantastisk far!).

[Karwin]

Allerførst vil jeg fortælle at jeg er 23 år gammel, lever med min kæreste snart på vores femte år sammen, har to katte og snart færdig udannet..

Jeg har egentlig aldrig interesseret mig for børn, som andre har. En tidligere veninde blev gravid da jeg havde alderen 19, og jeg var edderspændt – indtil lillepigen kom til verdenen. Jeg fandt det ikke interessant og synes det var irriterende når der var gråd i baggrunden, eller vi blev forstyrret i en film vi sad og så – og jeg skulle så absolut IKKE holde hende – det frygtede jeg!

Med alderen er jeg selvfølgelig blevet mere moden, men jeg har også forandret mig personlig 180 grader. Det har gjort mig til en helt anden pige, som min fortid slet ikke kan genkende. Flere og flere af mine nye veninder fandt kærester og blev gravide. Her oplevede jeg som sådan ikke den ”YES!” følelse, men glæde på deres vegne.. Min interesse voksede og jeg tog mig selv i at spørge ind til deres graviditet. Når jeg gik igennem H&M, kunne mine øjne ikke holde sig fra børnetøjet og når mine veninder viste mig deres nyindkøbte tøj, legetøj osv. Blev jeg glad og fik en behagelig og blomstrende fornemmelse. Da de dejlige babyer kom til verdenen kunne jeg ikke lade være med at stirre på deres helt fantastiske øjne og de helt små små fingre.

En veninde spurgte mig på et tidspunkt med et smil på læben, om jeg egentlig var kommet for at besøge hende eller hendes lille pige.. Det er stille kommet snigende vil jeg sige og pludselig en dag, gik det op for mig at, ja at jeg er skruk! Efter denne opdagelse er det gået stærkt. Jeg søger på navne, har tilmeldt mig denne hjemmeside og har egentlig også sat dato for hvornår p-pillen skal smides J

Jeg fantasere om min kæreste sidder i sofaen med den lille gut liggende på brystet. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg er klar til at mit liv skal tage en kæmpe ændring..

Jeg har brug for indhold i mit liv – ikke i form af en ny hobby eller nye venner osv. – jeg har brug for at kunne give mig selv, min kærlighed og omsorg til andet en min kæreste og to katte. Jeg føler at jeg står stille og mit liv flyver forbi. Jeg arbejder 37 timer om ugen, træner 3-4 gange om ugen, spiller ishockey, har kæreste og familie der skal passes og nogle dejlig veninder – men alligevel mangler jeg noget. Bare det at sidde og skrive dette får min mave til at eksplodere af glæde. Jeg føler slet ikke at jeg kan beskrive følelserne inde i mig, og jeg kunne citere halvdelen af de andre som har skrevet på dette opslag, fordi de med deres ord beskriver mine følelser.

Jeg kan ikke finde ord, men følelserne er kæmpe store <3

[Lovebird]

Allerførst vil jeg fortælle at jeg er 23 år gammel, lever med min kæreste snart på vores femte år sammen, har to katte og snart færdig udannet..

Jeg har egentlig aldrig interesseret mig for børn, som andre har. En tidligere veninde blev gravid da jeg havde alderen 19, og jeg var edderspændt – indtil lillepigen kom til verdenen. Jeg fandt det ikke interessant og synes det var irriterende når der var gråd i baggrunden, eller vi blev forstyrret i en film vi sad og så – og jeg skulle så absolut IKKE holde hende – det frygtede jeg!

Med alderen er jeg selvfølgelig blevet mere moden, men jeg har også forandret mig personlig 180 grader. Det har gjort mig til en helt anden pige, som min fortid slet ikke kan genkende. Flere og flere af mine nye veninder fandt kærester og blev gravide. Her oplevede jeg som sådan ikke den ”YES!” følelse, men glæde på deres vegne.. Min interesse voksede og jeg tog mig selv i at spørge ind til deres graviditet. Når jeg gik igennem H&M, kunne mine øjne ikke holde sig fra børnetøjet og når mine veninder viste mig deres nyindkøbte tøj, legetøj osv. Blev jeg glad og fik en behagelig og blomstrende fornemmelse. Da de dejlige babyer kom til verdenen kunne jeg ikke lade være med at stirre på deres helt fantastiske øjne og de helt små små fingre.

En veninde spurgte mig på et tidspunkt med et smil på læben, om jeg egentlig var kommet for at besøge hende eller hendes lille pige.. Det er stille kommet snigende vil jeg sige og pludselig en dag, gik det op for mig at, ja at jeg er skruk! Efter denne opdagelse er det gået stærkt. Jeg søger på navne, har tilmeldt mig denne hjemmeside og har egentlig også sat dato for hvornår p-pillen skal smides J

Jeg fantasere om min kæreste sidder i sofaen med den lille gut liggende på brystet. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg er klar til at mit liv skal tage en kæmpe ændring..

Jeg har brug for indhold i mit liv – ikke i form af en ny hobby eller nye venner osv. – jeg har brug for at kunne give mig selv, min kærlighed og omsorg til andet en min kæreste og to katte. Jeg føler at jeg står stille og mit liv flyver forbi. Jeg arbejder 37 timer om ugen, træner 3-4 gange om ugen, spiller ishockey, har kæreste og familie der skal passes og nogle dejlig veninder – men alligevel mangler jeg noget. Bare det at sidde og skrive dette får min mave til at eksplodere af glæde. Jeg føler slet ikke at jeg kan beskrive følelserne inde i mig, og jeg kunne citere halvdelen af de andre som har skrevet på dette opslag, fordi de med deres ord beskriver mine følelser.

Jeg kan ikke finde ord, men følelserne er kæmpe store <3

Ja, du er da vidst fuldstændig klar. :) Jeg har nok bare ikke den der følelse af, at mit liv mangler noget...i hvert fald ikke et barn. Men jeg kan mærke, at kæresten synes det, så han må jo synes det for os begge. ;)

[Susanne79]

Manden og jeg har kendt hinanden i 13 år og været gift i de 4. Men vi snakkede lidt om det at få børn i mange år. Men efter et stort vægttab følte jeg at jeg var ved at være klar. Så efter en masse lange snakke med manden besluttede vi at prøve at se om vi kunne blive gravide.

Først havde jeg ikke den store lyst til at få børn, det det ikke sagde mig noget. Og så ville jeg ikke have børn bare for at redde mit forhold til min mand - da vi havde en dum periode. Jeg ville heller ikke have børn bare fordi andre fik eller sagde at jeg skulle have nogen. Til sidst ville jeg ikke have børn bare fordi jeg blev 30.

Men mit svar til dig må være og som jeg virkelig håber, at du går efter er at du ikke skal gøre noget som du ikke er 100% klar til. Også selvom det er manden som gerne vil og du tøver. Tænk dig om og MÆRK efter i din krop, for ellers vil det ikke fungere.

SÅ MÆRK EFTER!!!!!

[Lovebird]

Manden og jeg har kendt hinanden i 13 år og været gift i de 4. Men vi snakkede lidt om det at få børn i mange år. Men efter et stort vægttab følte jeg at jeg var ved at være klar. Så efter en masse lange snakke med manden besluttede vi at prøve at se om vi kunne blive gravide.

Først havde jeg ikke den store lyst til at få børn, det det ikke sagde mig noget. Og så ville jeg ikke have børn bare for at redde mit forhold til min mand - da vi havde en dum periode. Jeg ville heller ikke have børn bare fordi andre fik eller sagde at jeg skulle have nogen. Til sidst ville jeg ikke have børn bare fordi jeg blev 30.

Men mit svar til dig må være og som jeg virkelig håber, at du går efter er at du ikke skal gøre noget som du ikke er 100% klar til. Også selvom det er manden som gerne vil og du tøver. Tænk dig om og MÆRK efter i din krop, for ellers vil det ikke fungere.

SÅ MÆRK EFTER!!!!!

Jeg prøver virkelig at mærke efter... Men hvordan mit problem er især, hvordan jeg sorterer den generelle panik-angst ved tanken om at skulle have det fulde (eller i hvert fald det halve) ansvar for et andet menneske fra den der modstand mod overhovedet at skulle have et barn. Jeg har enormt svært ved at forlige mig ved tanken om at miste min frihed, men når min hjerne så blander sig, så kan den jo hurtigt oplyse, at den frihed bruger jeg jo ikke ligefrem til noget særlig seriøst alligevel... Og så ligger min allerstørste frygt nok i, at jeg ikke kan se mig selv som en god mor - jeg havde selv en ret fantastisk mor, og jeg kan slet ikke nogen af de der mor-ting...jeg er hamrende upædagogisk!

[Guest]

Har aldrig brudt mig om børn og har aldrig været super skruk, det blev jeg først da vi blev enige om hvornår vi gik i gang med baby projektet. Men vi var bare nået til punktet i vores liv, hvor vi var klar til børn.

Og så behøver det ikke tage et år at blive gravid selvom man er overvægtig ;). Fra jeg smed p-pillerne til jeg var gravid gik der 2,5 mdr og jeg er i kategorien overvægtig (faktisk kom jeg op og ramme svært overvægtig under graviditeten :( )

[Lovebird]

Har aldrig brudt mig om børn og har aldrig været super skruk, det blev jeg først da vi blev enige om hvornår vi gik i gang med baby projektet. Men vi var bare nået til punktet i vores liv, hvor vi var klar til børn.

Og så behøver det ikke tage et år at blive gravid selvom man er overvægtig ;). Fra jeg smed p-pillerne til jeg var gravid gik der 2,5 mdr og jeg er i kategorien overvægtig (faktisk kom jeg op og ramme svært overvægtig under graviditeten :( )

Men har det bare svært med, at verden forventer, at jeg skal blive skruk, fordi vi også er ved at være nået til at være klar til børn, hvis du forstår?

Nu skræmmer du...vi håber næsten på, at det tager et par måneder at blive gravid... :P

[kath4703]

Jeg vidste jeg var klar allerede som 19 årige hvor jeg blev gravid for første gang, men fik så lavet en abort fordi min kæreste på daværende tidspunkt ikke var klar, og jeg vidste at han ikke skulle være far til mit barn pga. alle de ting har var rodet ud i, han var total bad boy. Siden jeg fik lavet min abort har jeg ville have et barn, og nu har jeg endelig fundet den rette for mig, og som jeg ved vil være der 100% hele vejen igennem, også selvom han er total bange for det. Vi har så valgt at vente et år inden vi begynder at prøve, for han føler sig ikke helt klar endnu, og jeg vil gerne være færdig med min uddannelse først. Mit bedste råd er bare at tage den tid som det nu skal tage for der er ingen grund til at forhaste sig. Et barn er ikke noget man bare skal vælge at få fordi den ene ønsker den brændene, det er noget man skal lave i fællesskab, og føle lige meget for, ellers bliver det bare noget rod og man ender med at stå alene med hele ansvaret i den sidste ende.