Voksen smalltalk

[millivanilli]

Jeg synes i øvrigt hellere ikke at spørgsmålet om hvordan man forklarer et rumvæsen hvorfor man børster tænder, er tåbeligt. Det har formentligt været stillet for at belyse personens evne til at sætte sig ind i andres tanker, følelser og synspunkter, hvilket er ret centralt når man taler om Aspergers syndrom.

"Særlig sensitiv" er ingen godkendt diagnose i vores diagnosesystem (endnu). Hvis/når den bliver, så er jeg sikker på, at det ikke bliver lige så populært at diagnosticere sig selv eller sine børn som særlig sensitiv. Det har altid været sådan, at mange anser enkelte diagnoser som mere fordelagtige end andre, hvilket er meget forståeligt, og at man derfor tit kan være uenig hvis man får stillet en diagnose der ikke er så populær. Synd, men igen, forståeligt.

Selvsagt skal man sige i fra hvis man ikke kender sig igen i en diagnose man har fået. Det kan være den er forkert, eller det kan være man ikke har fået den forklaret godt nok.

I øvrigt bør man huske, at diagnoser ikke er evige, og at mange ting ændrer sig med tid (også uden behandling), således at man ikke længere opfylder kravene til en diagnose.

[millivanilli]

Vil lige skynde mig at understrege, at mit sidste svar var ikke rettet mod dig, Mor-i-Bayern. Det lyder forkert og meget nedslående, at din søster og venindes mand har fået diagnoser hverken de eller pårørende kan genkende, samt ingen hjælp. Så er pointen med diagnosen jo væk, uanset om de opfyldte kriterierne eller ej. Håber din venindes mand får hjælp for sin social fobi!

[Guest]

Tihi, sjovt i er de første ever som jeg har fortalt om det spørgsmål ( og jeg har fortalt det til en del) som kan se fornuften og jeg kan stadig ikke. Trods jeres forsøg på at retfærdiggøre det. Jeg synes det er et latterligt spørgsmål og man kunne lave noget mere nærværende for at finde ud af om en person kan sætte sig ind i andres situation.

Min venindes mand blev også spurgt om hvilke bøger han læser. Det var i en interview situation. Han fik at vide han svarede atypisk da han ikke spurgte psykologen/psykiateren hvad hun læste. Ja det havde jeg altså heller ikke gjort i den situation og jeg har 100 % ikke asperger.

[Guest]

Nu springer jeg lige ind midt i det hele, men jeg troede at "særligt sensitiv" var mere et personlighedstræk og ikke en "sygdom"? :unsure kan ma få en diagnose der hedder "særligt sensitiv"? Altså jeg ved godt at man får lavet en sensorisk profil, og derved kan redegøre for om der er sensitive træk. Men at det skulle være en diagnose vidste jeg godt nok ikke :unsure Så er vi godt nok mange herinde som svinger om os med diagnoser :D

Nej det var ment som en forklaring på en problemstilling der var let at relatere til :)

IMO:

Diagnoser er betegnelser for personlighedsforstyrrelser, men er det st være særligt sensitiv ikke også det? Altså groft skitseret er særligt sensitive styret af sensitiviteten de lever ikke med den men efter den.

Er man fx sensitiv på følesansen undgår man at røre andre eller blive rørt af andre, er man på høresansen fungerer man bedst i ro osv... Så mit gæt et at det bliver anerkendt.

Der er i øvrigt forskel på sensitiv, særligt sensitiv og hyper sensitiv. At være sensitiv kan man sagtens "leve med" det er vi vist alle på en eller anden måde om ikke andet når vi er trætte eller stressede, det finder vi "overlevelses" strategier eller "snerrer" af de nærmeste. Særligt sensitiv og hyper sensitiv er derimod SVÆRT fordi det fylder mere i ens liv, sensitiviteten tager overhånd.

Sensitive børn bliver i pæd. Verdenen allerede betragtet som "diagnose" børn - man kan få tildelt ekstra ressourcer hvis det er "slemt nok" og der laves sensoriske profiler for at kortlægge udfordringerne og åbne op for forståelses rammen og dermed kan man målrette den pæd. Indsats, præcis som hvis man havde et barn med angst, ADHD eller andre personlighedsforstyrrelser.

[tazdiginez]

Er der nogen, der kan fortælle mig konsekvenserne ved at have en urigtig diagnose? Altså, sådan, hvis vi går ud fra det, der (såvidt jeg kunne læse) startede diskussionen, med at egentlig normale og velfungerende (omend vilde) børn eller voksne med "småskavanker" kunne risikere at få en diagnose?

Jeg tænker, at der er kæmpe forskel på:

- At få en forkert diagnose, hvor man burde have fået en anden.

- At få en diagnose, selvom man i bund og grund har det fint.

Og jeg synes lidt, at de to ting bliver blandet sammen i diskussionen.

Det første er selvfølgelig skidt, men har IMO ikke noget at gøre med, at flere og flere får diagnoser, men noget at gøre med, at mennesker er komplekse og at det kan være svært at finde den mest optimale beskrivelser af nogle vanskeligheder.

Det andet kan hænge sammen med en øget tendens til diagnoser, men hvis man faktisk er velfungerende, så kan jeg for det første undre mig over, hvordan man kunne få diagnosen, og for det andet spekulere på, hvordan det skader en at have den. Står sådan en diagnose i et eller andet papir, som man kan være forpligtet til at vise?

Håber det giver mening, det er ikke for at træde nogen over tæerne :)

Jeg fik kommunens familie- og unge afdeling på nakken af mig pga. En fejldiagnose.. (Jeg vil mægtigt gerne svarer i denne tråd, men er kun på fra mobilen, så glemmer det i har skrevet, når jeg svarer :P )

[Guest NinjaMama]

Min iPad gider ikk samarbejde om at quote i dag, så i må lige undvære at blive quotet :)

Jeg har lidt svært ved at se, hvordan "særligt sensitiv" kan blive en "rigtig" diagnose, i hvert fald ved småbørn :unsure især fordi det ofte stammer fra et umodent nervesystem, som børnene kan vokse fra efterhånden som nervesystemet udvikler sig(i hvert fald efter hvad jeg har forstået ud fra det jeg har læst). Ikke at alle vokser fra det, så måske kunne det blive en diagnose hvis barnet stadig har de sensitive træk ved 8-10 års alderen.

Hapset fra sensitiv.dk: "Psykologisk forsking peger på, at sensitivitet er et træk, der går i arv. Det er et temperament og ikke en diagnose. Det særligt sensitive temperamentstræk betegner en normal variation blandt børn og unge."

Der er en her i tråden der skrev, at hvis "særligt sensitiv" blev lavet til en diagnose, så ville folk ikke bruge det nær så meget, og det tror jeg er helt rigtigt! Så længe det ikke er en diagnose er det jo ganske ufarligt at bruge. Netop fordi, at det lige hvad det angår, mere er tale om et personlighedstræk træk, som skal tages hensyn til.

[Barbamama]

Jeg fik kommunens familie- og unge afdeling på nakken af mig pga. En fejldiagnose.. (Jeg vil mægtigt gerne svarer i denne tråd, men er kun på fra mobilen, så glemmer det i har skrevet, når jeg svarer :P )

Ja det er selvfølgelig ikke så heldigt :chin: Jeg er lidt splittet her, for på den ene side vil jeg helst ikke blande personlige historier ind i diskussionen og på den anden side har jeg lyst til at spørge dig ind til, hvordan og hvorfor du konkret "fik dem på nakken" :unsure (Jeg kender jo noget af historien, men jeg mener sådan hvad der officielt foregik, hvilke papirer og den slags)

Ud fra den smule kendskab, jeg har til din historie, kunne jeg godt tænke, at noget er gået galt. Men ellers tænker jeg, at diagnoser vel generelt kun er aktuelle, hvis der er opstået en bekymring over nogle forhold i hjemmet?

[Barbamama]

Min iPad gider ikk samarbejde om at quote i dag, så i må lige undvære at blive quotet :)

Jeg har lidt svært ved at se, hvordan "særligt sensitiv" kan blive en "rigtig" diagnose, i hvert fald ved småbørn :unsure især fordi det ofte stammer fra et umodent nervesystem, som børnene kan vokse fra efterhånden som nervesystemet udvikler sig(i hvert fald efter hvad jeg har forstået ud fra det jeg har læst). Ikke at alle vokser fra det, så måske kunne det blive en diagnose hvis barnet stadig har de sensitive træk ved 8-10 års alderen.

Hapset fra sensitiv.dk: "Psykologisk forsking peger på, at sensitivitet er et træk, der går i arv. Det er et temperament og ikke en diagnose. Det særligt sensitive temperamentstræk betegner en normal variation blandt børn og unge."

Der er en her i tråden der skrev, at hvis "særligt sensitiv" blev lavet til en diagnose, så ville folk ikke bruge det nær så meget, og det tror jeg er helt rigtigt! Så længe det ikke er en diagnose er det jo ganske ufarligt at bruge. Netop fordi, at det lige hvad det angår, mere er tale om et personlighedstræk træk, som skal tages hensyn til.

Bare fordi det ikke er en diagnose nu, kan man (= dem, der bestemmer den slags ;)) jo godt overveje om det skal være det :) Og diagnoser behøver slet ikke at dække over en tilstand, der gælder hele livet, såvidt jeg husker findes der også "børnediagnoser" og nogle diagnoser er endnu mere midlertidige (influenza og kolik er jo f.eks. også diagnoser)

Nu er det ikke mig, der vælger, hvilke tilstande, der skal have en diagnose og hvilke, der ikke skal, men for mig virker det meningsfuldt at medtage "særligt sensitive" som diagnose. Uanset hvorfor nogen er sådan, så er det vel en tilstand med nogle symptomer, som kan give nogle bestemte behov. Og det er dét, som en diagnose IMO kan: at forklare en tilstand.

Jeg kan godt blive lidt bekymret, hvis det er en generel tendens, at det er ufarligt at kategorisere børn, så længe kategorien ikke er en diagnose. :unsure

For det første tænker jeg, selvkategorisering kan have de samme risici som selvdiagnosticering: Man kan have fuldstændig ret i, at ens barn har nogle særlige behov, men man risikerer at begrebet bliver udvandet, fordi hver enkelt person kan have forskellige opfattelser af, hvad det indebærer.

For det andet giver det mig indtrykket af, at der deles lidt op i "gode labels" og "dårlige labels". Som om at man vil ikke have en diagnose for det er skidt, men man vil gerne have en betegnelse, der ikke er en diagnose. Og så nærmer vi os IMO noget med, at ADHD-børn er skidte og særligt sensitive børn er gode.

Det er selvfølgelig, hvis man tænker tankegangen langt ud, og ikke de vendinger som jeg hører folk sige i dagligdagen. Men et eller andet sted kunne jeg godt ønske mig, at de, der betegner sig selv eller deres børn som værende i en eller anden kategori, ville betragte det som en diagnose. Dvs. ikke nødvendigvis som sygt/dårligt/nederlag, men som en tilstandsbeskrivelse som kan gøre nytte i forhold til forståelse af behov.

[millivanilli]

Bare fordi det ikke er en diagnose nu, kan man (= dem, der bestemmer den slags ;)) jo godt overveje om det skal være det :) Og diagnoser behøver slet ikke at dække over en tilstand, der gælder hele livet, såvidt jeg husker findes der også "børnediagnoser" og nogle diagnoser er endnu mere midlertidige (influenza og kolik er jo f.eks. også diagnoser)

Nu er det ikke mig, der vælger, hvilke tilstande, der skal have en diagnose og hvilke, der ikke skal, men for mig virker det meningsfuldt at medtage "særligt sensitive" som diagnose. Uanset hvorfor nogen er sådan, så er det vel en tilstand med nogle symptomer, som kan give nogle bestemte behov. Og det er dét, som en diagnose IMO kan: at forklare en tilstand.

Jeg kan godt blive lidt bekymret, hvis det er en generel tendens, at det er ufarligt at kategorisere børn, så længe kategorien ikke er en diagnose. :unsure

For det første tænker jeg, selvkategorisering kan have de samme risici som selvdiagnosticering: Man kan have fuldstændig ret i, at ens barn har nogle særlige behov, men man risikerer at begrebet bliver udvandet, fordi hver enkelt person kan have forskellige opfattelser af, hvad det indebærer.

For det andet giver det mig indtrykket af, at der deles lidt op i "gode labels" og "dårlige labels". Som om at man vil ikke have en diagnose for det er skidt, men man vil gerne have en betegnelse, der ikke er en diagnose. Og så nærmer vi os IMO noget med, at ADHD-børn er skidte og særligt sensitive børn er gode.

Det er selvfølgelig, hvis man tænker tankegangen langt ud, og ikke de vendinger som jeg hører folk sige i dagligdagen. Men et eller andet sted kunne jeg godt ønske mig, at de, der betegner sig selv eller deres børn som værende i en eller anden kategori, ville betragte det som en diagnose. Dvs. ikke nødvendigvis som sygt/dårligt/nederlag, men som en tilstandsbeskrivelse som kan gøre nytte i forhold til forståelse af behov.

Meget enig her, Barbamama, og det var også noget af det jeg forsøgte at skrive i mine svar længere op. En psykiatrisk diagnose er "blot" en diagnose, dvs. en beskrivelse af en samling symptomer, og det tror jeg både fagfolk, kommuner og ikke-fagfolk glemmer en gang i mellem. Derudover er jeg enig i din bekymring vedr. gode og dårlige labels, og selvkategorisering/selvdiagnosticering.

[tazdiginez]

Ja det er selvfølgelig ikke så heldigt :chin: Jeg er lidt splittet her, for på den ene side vil jeg helst ikke blande personlige historier ind i diskussionen og på den anden side har jeg lyst til at spørge dig ind til, hvordan og hvorfor du konkret "fik dem på nakken" :unsure (Jeg kender jo noget af historien, men jeg mener sådan hvad der officielt foregik, hvilke papirer og den slags)

Ud fra den smule kendskab, jeg har til din historie, kunne jeg godt tænke, at noget er gået galt. Men ellers tænker jeg, at diagnoser vel generelt kun er aktuelle, hvis der er opstået en bekymring over nogle forhold i hjemmet?

Det er en lang og knudret historie, men meget af grunden til at de var "bekymrede" (det nævnte de i beretningen til ny kommune), var pga. Min sindslidelse jeg fik diagnosticeret ved distrikt psykiatrie. i 2008. En diagnose baseret på 3 samtaler der SAMLET varede 45 minutter i alt, hvilket betød at psykiateren baserede det på 15 minutter pr. Besøg.

Jeg var stresset, kørt psykisk ud til grænsen, jeg blev mobbet dagligt af min daglige leder på daværende tidspunkt. Jeg var så stresset, at min krop sagde fra. Det kædede psykiateren sammen med borderline med manio depressive og skitzofrene tendenser.. Jeg kom på heftig medicin som gjorde mig mere aggressiv og syg i bolden.

Jeg tog efter noget tid, styring selv og kontaktede en psykolog.

Jeg snakkede derefter med psykologen over en periode på 3 måneder, med 1 times samtale om ugen. Psykologen mente at jeg var angst og stresset. At jeg havde en svær depression og han hjalp mig med at give mig værktøjer til at tackle mine følelser og registrere dem.

Det gav bagslag da jeg blev gravid. Pga. Den skide diagnose ved psykiatrien, så var jeg stemplet derefter.

Der var ingen bekymring what so ever, udover en løgnagtig sagsbehandler der pyntede på detaljerne og som havde set sig sur på mig :rolleyes

[tazdiginez]

Og jeg var "tvunget" ud i en diagnose.. Jeg ville miste min kontanthjælp, hvis jeg blev væk fra samtalerne - ikke bare på dagsbasis, men som hele måneden.

[TiaK]

Jeg har lige købt Crocs til Erica og mig! :yay

 

Glæder mig til de kommer med posten!! :glad

[Pumpkins]

Jeg tror også, at det handler om, hvad man synes en diagnose er.

Jeg holder meget af at tænke, at ADHD ikke "findes", men at der findes en (stor) gruppe mennesker, der har nogle lidelser til fælles, og det har vi så valgt at kalde ADHD, fordi det kan give os en slags genveje til at finde bud på, hvordan vi bedst hjælper dem.

Man får ikke ADHD af at få en ADHD-diagnose, og lidelserne har man uanset om man har diagnosen eller ej. Derfor vil jeg ikke hænge mig så meget i, om man får stillet en "fejlagtig" diagnose eller ej, men mere om man føler sig forstået og hjulpet.

Og btw, sidst jeg så kriterierne for ADHD, så blev diagnosen stillet ud fra symptomer og ikke ætiologi (altså sygdomsoprindelse). Dvs. at man sagtens kan få en ADHD-diagnose "rigtigt" selvom problemerne bunder i f.eks. omsorgssvigt, som jo oftest skal behandles på en anden måde, end hvis der er tale om ren kemi i hjernen :)

ADHD er teknisk set ikke en psykisk sygdom, men en hjernefejl, der gør at dopaminreceptorerne ikke virker som de skal - jeg skal ikke gå i detaljer.

Man KAN rent faktisk lad undersøgelser af hjernen, der kan konstatere om man har ADHD eller ej, på en helt lægevidenskabelig (måle, scanne, tælle etc) måde, men det bliver ikke brugt i Danmark (endnu)

Så det findes, og det er i den grad en "rigtig ting"

Til den med sydgomsbilledet vil jeg give dig delvist ret - for mange ting kan skjule sig som ADHD uden at være det, men det bliver altså stillet krav om at man har haft symptomerne hele livet - også når man tager det store indledende sprøgeskema. Det er altså ikke muligt at komme ud for en traumatisk oplevelse som 8 årig og få eb ADHD-diagnose bagefter. Men (meget)tidlig omsorgssvigt kan godt ødelægge den ikke udviklede hjerne hos helt små børn, sådan at de får den hjerneskade ADHD er.

Men man kan ikke behandle ADHD ret godt ud fra et "du får denne medicin og så er du fint behandlet", fordi den kommer til udtryk i psyken og udspiller sig her. Derfor er man nødt til at blande felterne, så man giver den medicinske behandling, men samtidig lærer patienterne at håndtere at leve med ADHD. Man kan ikke behandle den psykologisk, men man kan lære folk at leve med det.

Jeg har ikke fortalt ret mange at jeg har ADHD, ikke fordi jeg føler at det er forkert eller skamfuldt at have, men fordi jeg ikke vil ses som "hende med ADHD" og fordi der er rigtig mange fordomme og mange mennesker der ikke ved hvad det indebærer.

Karlas vuggestue ved det ikke, og kommer nok heller ikke til det. Jeg vil gerne have at de ser Karla som et helt menneske, og ikke "ser spøgelser". Jeg er bange for at de vil se på Karla som et potentielt ADHD-barn, og jeg vil gerne undgå at de tænker "hun er godt nok urolig, er det mon fordi hun har ADHD. Hun har trods alt generne til det". Måske tænker de ikke sådan, men måske ligger det i deres underbevidsthed.

Jeg kan heller ikke se hvad de skulle få ud af den viden. Jeg har ikke brug for en undskyldning ala "ej undskyld vi kommer for sent, men det er bare fordi at min ADHD giver mig en dårlig tidsfornemmelse", og jeg vil heller ikke have at de forskelsbehandler mig, om det så er ved at slække på kravene fordi "jeg jo har det hårdt" eller om det er ved at holde øje med om jeg nu gør det godt nok, fordi jeg er psykisk syg og fordommene så siger at jeg måske ikke er så god en mor som ikke-psykisk syge.

Jeg håber en dag at jeg kan sige "jeg har adhd" og at det bliver taget imod på samme måde som hvis jeg sagde "jeg kan godt lide rock" eller "jeg hader ederkopper". Altså at det bare var en del af mig som så meget andet er :)

[Guest]

Altså så vidt jeg ved og kender mine kollegaer og tidligere kollegaer så er vi BEDØVENDE ligeglade med forældrenes diagnose hvis børnene trives. Men jeg kan godt se pointen, der er sorte får inden for alle brancher og pædagog faget går bestemt ikke fri.

Desuden ville jeg ikke kunne bruge den oplysning til noget - det har jo intet med barnet at gøre medmindre det mistrives og det ser vi (håber jeg da alle gør) uanset, bare ved at se på barnet.

[Barbamama]

Det er en lang og knudret historie, men meget af grunden til at de var "bekymrede" (det nævnte de i beretningen til ny kommune), var pga. Min sindslidelse jeg fik diagnosticeret ved distrikt psykiatrie. i 2008. En diagnose baseret på 3 samtaler der SAMLET varede 45 minutter i alt, hvilket betød at psykiateren baserede det på 15 minutter pr. Besøg.

Jeg var stresset, kørt psykisk ud til grænsen, jeg blev mobbet dagligt af min daglige leder på daværende tidspunkt. Jeg var så stresset, at min krop sagde fra. Det kædede psykiateren sammen med borderline med manio depressive og skitzofrene tendenser.. Jeg kom på heftig medicin som gjorde mig mere aggressiv og syg i bolden.

Jeg tog efter noget tid, styring selv og kontaktede en psykolog.

Jeg snakkede derefter med psykologen over en periode på 3 måneder, med 1 times samtale om ugen. Psykologen mente at jeg var angst og stresset. At jeg havde en svær depression og han hjalp mig med at give mig værktøjer til at tackle mine følelser og registrere dem.

Det gav bagslag da jeg blev gravid. Pga. Den skide diagnose ved psykiatrien, så var jeg stemplet derefter.

Der var ingen bekymring what so ever, udover en løgnagtig sagsbehandler der pyntede på detaljerne og som havde set sig sur på mig :rolleyes

Jeg vil stadig gerne prøve at holde mig fra personlige historier, og jeg er såmænd også åben overfor, at der selvfølgelig kan ske (frygtelige) fejl i systemerne.

Men jeg hæfter mig lidt ved, at du skriver, at du var blevet kørt psykisk langt ud og at du var blevet mobbet. Som jeg læser det, så havde du det rigtig skidt og så vil jeg mene, at der er tale om en forkert diagnose, hvor du måske skulle have haft en anden (f.eks. stress), og ikke tale om at du som velfungerende person i trivsel har fået en diagnose. Og jeg mener bestemt at det kan være fyldt med konsekvenser at få en forkert vurdering af ens vanskeligheder eller lidelser!

Det, som jeg er lidt skeptisk overfor, er om det virkelig sker så tit at et barn, der trives og er velfungerende får presset en diagnose ned over sig (f.eks. ADHD) fordi det bevæger sig på kanten af normerne. Og hvilke konsekvenser det i så fald ville have (hvor jeg forestiller mig, at det vil være relativt få, hvis barnet netop trives - for så er der vel ingen grund til at handle).

Håber det giver mening, hvad jeg mener. :) Det er et vældigt komplekst emne :D

[Caddie]

Legoland! Jeg mener at have læst noget billigere billetter til Legoland herinde? Og nu kan jeg selvfølgelig ikke huske hvor, selv om jeg har været rundt omkring (og bliver i tvivl om det var et andet sted??)

[Bolsin]

Legoland! Jeg mener at have læst noget billigere billetter til Legoland herinde? Og nu kan jeg selvfølgelig ikke huske hvor, selv om jeg har været rundt omkring (og bliver i tvivl om det var et andet sted??)

Jeg mener at man som kunde i Danske Bank kan få billigere billetter :) Ellers har jeg lige set, at McDonalds reklamerer med, at der er en børnefribillet med i hvert happymeal :)

[Barbamama]

ADHD er teknisk set ikke en psykisk sygdom, men en hjernefejl, der gør at dopaminreceptorerne ikke virker som de skal - jeg skal ikke gå i detaljer.

Man KAN rent faktisk lad undersøgelser af hjernen, der kan konstatere om man har ADHD eller ej, på en helt lægevidenskabelig (måle, scanne, tælle etc) måde, men det bliver ikke brugt i Danmark (endnu)

Så det findes, og det er i den grad en "rigtig ting"

Til den med sydgomsbilledet vil jeg give dig delvist ret - for mange ting kan skjule sig som ADHD uden at være det, men det bliver altså stillet krav om at man har haft symptomerne hele livet - også når man tager det store indledende sprøgeskema. Det er altså ikke muligt at komme ud for en traumatisk oplevelse som 8 årig og få eb ADHD-diagnose bagefter. Men (meget)tidlig omsorgssvigt kan godt ødelægge den ikke udviklede hjerne hos helt små børn, sådan at de får den hjerneskade ADHD er.

Men man kan ikke behandle ADHD ret godt ud fra et "du får denne medicin og så er du fint behandlet", fordi den kommer til udtryk i psyken og udspiller sig her. Derfor er man nødt til at blande felterne, så man giver den medicinske behandling, men samtidig lærer patienterne at håndtere at leve med ADHD. Man kan ikke behandle den psykologisk, men man kan lære folk at leve med det.

Jeg har ikke fortalt ret mange at jeg har ADHD, ikke fordi jeg føler at det er forkert eller skamfuldt at have, men fordi jeg ikke vil ses som "hende med ADHD" og fordi der er rigtig mange fordomme og mange mennesker der ikke ved hvad det indebærer.

Karlas vuggestue ved det ikke, og kommer nok heller ikke til det. Jeg vil gerne have at de ser Karla som et helt menneske, og ikke "ser spøgelser". Jeg er bange for at de vil se på Karla som et potentielt ADHD-barn, og jeg vil gerne undgå at de tænker "hun er godt nok urolig, er det mon fordi hun har ADHD. Hun har trods alt generne til det". Måske tænker de ikke sådan, men måske ligger det i deres underbevidsthed.

Jeg kan heller ikke se hvad de skulle få ud af den viden. Jeg har ikke brug for en undskyldning ala "ej undskyld vi kommer for sent, men det er bare fordi at min ADHD giver mig en dårlig tidsfornemmelse", og jeg vil heller ikke have at de forskelsbehandler mig, om det så er ved at slække på kravene fordi "jeg jo har det hårdt" eller om det er ved at holde øje med om jeg nu gør det godt nok, fordi jeg er psykisk syg og fordommene så siger at jeg måske ikke er så god en mor som ikke-psykisk syge.

Jeg håber en dag at jeg kan sige "jeg har adhd" og at det bliver taget imod på samme måde som hvis jeg sagde "jeg kan godt lide rock" eller "jeg hader ederkopper". Altså at det bare var en del af mig som så meget andet er :)

Bum bum, der er flere af de ting, du skriver om ADHD, der ikke stemmer overens med, hvad jeg har lært og læst på mit studie, men jeg tør ikke være skråsikker på, hvem der har ret :unsure Meget muligt, at du har opdateret info, som jeg ikke kender til :)

Men f.eks. mener jeg ikke, at ADHD NØDVENDIGVIS kan ses på scanninger. Vi er enige i, at det nogle gange kan, men såvidt jeg har forstået er der også mange tilfælde, hvor man ikke kan se det i hjernen (og som du nævner er det langt fra alle, der overhovedet bliver scannet).

Og de diagnostiske kriterier er - i hvert fald sidst, jeg tjekkede, men jeg kan se der er kommet nyt diagnosesystem siden - deskriptive, dvs. de fortæller om symptomer (såsom svært ved at holde opmærksomhed) og IKKE årsag (såsom hjernefejl).

Det udelukker jo så ikke, at folk med ADHD kan (og måske ofte har) "fejl" i hjernen (Jeg bryder mig egentlig ikke om udtrykket fejl i hjernen, men nu brugte du det også, så jeg tillader mig at blive ved med at bruge det), men det holder muligheden åben for, at man godt kan få en korrekt stillet ADHD-diagnose selvom ens hjerne fungerer fuldstændig gennemsnitligt.

Forresten tænker jeg godt, at ADHD stadig kan være en psykisk sygdom selv hvis der er tale om en hjernefejl. Men det kommer måske også an på, hvordan man definerer psykisk sygdom. Jeg definerer det (lidt forenklet) således: lidelse = sygdom, noget med psyken (herunder også opmærksomhed og koncentration) = psykisk.

Nå men min pointe var egentlig slet ikke at diskutere, hvad årsagen til ADHD kunne være eller om det var en psykisk sygdom eller ej. :blush Min pointe er, at selv hvis det skyldes noget målbart i hjernen, så synes jeg stadig, at det er mest frugtbart at tænke på diagnosen ADHD som noget "skabt" og ikke noget der "findes".

Jeg siger jo slet slet ikke, at tilstanden ikke findes. For mig giver det bare mere mening, at sige "Jeg har forstået, at du har det sådan og sådan og sådan. Det kalder vi gerne ADHD, og mange, der har det sådan, kan have glæde af bla bla bla. Hvordan tænker du, at du vil have det med det?" i stedet for at sige "Aha, jeg har fundet ud af, at det er ADHD, du har. Det er derfor, at du har det sådan og sådan". Jeg ved ikke, om klokken er for mange til at jeg kan forklare forskellen, men jeg synes, at den første måde at tænke på, giver mere plads til variation, sådan at mennesker med en ADHD diagnose ikke behandles ens og uden hensyn til deres individuelle forskelle og behov.

Ej, gad vide om det her overhovedet giver mening i dagtimerne? :rolleyes Det må læses med forbehold for sludder og modsætningsfyldte argumenter (skrev hun i slutningen af sit km lange indlæg :lol)

Jeg er forresten meget enig med dig i det sidste du skriver med "Jeg har ADHD"/"jeg kan godt lide rock". Sådan ville jeg også foretrække, at det var med diagnoser :)

[Susanne]

Legoland! Jeg mener at have læst noget billigere billetter til Legoland herinde? Og nu kan jeg selvfølgelig ikke huske hvor, selv om jeg har været rundt omkring (og bliver i tvivl om det var et andet sted??)

Man får også en børnebillet når man tanker stort på Shell. Der er også noget med børn kan tegne en tegning via hjemmesiden.

Husk, at børn under 3 år er gratis :)

[Pumpkins]

Bum bum, der er flere af de ting, du skriver om ADHD, der ikke stemmer overens med, hvad jeg har lært og læst på mit studie, men jeg tør ikke være skråsikker på, hvem der har ret :unsure Meget muligt, at du har opdateret info, som jeg ikke kender til :)

Men f.eks. mener jeg ikke, at ADHD NØDVENDIGVIS kan ses på scanninger. Vi er enige i, at det nogle gange kan, men såvidt jeg har forstået er der også mange tilfælde, hvor man ikke kan se det i hjernen (og som du nævner er det langt fra alle, der overhovedet bliver scannet).

Og de diagnostiske kriterier er - i hvert fald sidst, jeg tjekkede, men jeg kan se der er kommet nyt diagnosesystem siden - deskriptive, dvs. de fortæller om symptomer (såsom svært ved at holde opmærksomhed) og IKKE årsag (såsom hjernefejl).

Det udelukker jo så ikke, at folk med ADHD kan (og måske ofte har) "fejl" i hjernen (Jeg bryder mig egentlig ikke om udtrykket fejl i hjernen, men nu brugte du det også, så jeg tillader mig at blive ved med at bruge det), men det holder muligheden åben for, at man godt kan få en korrekt stillet ADHD-diagnose selvom ens hjerne fungerer fuldstændig gennemsnitligt.

Forresten tænker jeg godt, at ADHD stadig kan være en psykisk sygdom selv hvis der er tale om en hjernefejl. Men det kommer måske også an på, hvordan man definerer psykisk sygdom. Jeg definerer det (lidt forenklet) således: lidelse = sygdom, noget med psyken (herunder også opmærksomhed og koncentration) = psykisk.

Nå men min pointe var egentlig slet ikke at diskutere, hvad årsagen til ADHD kunne være eller om det var en psykisk sygdom eller ej. :blush Min pointe er, at selv hvis det skyldes noget målbart i hjernen, så synes jeg stadig, at det er mest frugtbart at tænke på diagnosen ADHD som noget "skabt" og ikke noget der "findes".

Jeg siger jo slet slet ikke, at tilstanden ikke findes. For mig giver det bare mere mening, at sige "Jeg har forstået, at du har det sådan og sådan og sådan. Det kalder vi gerne ADHD, og mange, der har det sådan, kan have glæde af bla bla bla. Hvordan tænker du, at du vil have det med det?" i stedet for at sige "Aha, jeg har fundet ud af, at det er ADHD, du har. Det er derfor, at du har det sådan og sådan". Jeg ved ikke, om klokken er for mange til at jeg kan forklare forskellen, men jeg synes, at den første måde at tænke på, giver mere plads til variation, sådan at mennesker med en ADHD diagnose ikke behandles ens og uden hensyn til deres individuelle forskelle og behov.

Ej, gad vide om det her overhovedet giver mening i dagtimerne? :rolleyes Det må læses med forbehold for sludder og modsætningsfyldte argumenter (skrev hun i slutningen af sit km lange indlæg :lol)

Jeg er forresten meget enig med dig i det sidste du skriver med "Jeg har ADHD"/"jeg kan godt lide rock". Sådan ville jeg også foretrække, at det var med diagnoser :)

Jeg er enig med dig i de fleste punkter.

Jeg så for lidt siden en hjerneforsker snakke om børn med afhd og autisme. I USA er kravene ikke så skrappe, blandt andet har de ikke kravet om at symptomerne skal have været til stede hele livet, så der er mange flere børn der får diagnosen der over. Hun lavede nogle undersøgelser på de her børn, hvor hun fandt ud af at en del af børnene havde en form for epilepsi, hvor anfaldene ramte nogle steder i hjernen, der ikke var forbundet med motorikken, men kom til udtryk som symptomer på hhv adhd og autisme. Disse børn fik den rigtige behandling, og deres symptomer forsvandt. Så der findes helt sikker mennesker med adhdsymtomer som ikke reelt har adhd (men jeg er blevet testet for epilepsi før, så jeg ved at det ikke gælder mig :p )

Jeg ved ikke hvornår man indførte "før 7års-alderen kravet", men det er i hvert fald mere end et år siden. Dermed ikke sagt at der kan have været sket noget andet inden barnet blev 7, der kan have tricket symptomerne, men de færreste kan huske hvordan de følte da de var 3. Jeg tror heller ikke at det er gavnligt at sænke alderen, selv om sygdommen er medfødt, da de fleste små børn ikke har lært sådan noget som koncentration endnu, og adhd først kommer til udtryk, når barnet begynder at "skille sig ud" senere, ofte i skolealderen.

Men da jeg fik min diagnose blev der rigtigt nok ikke stillet mange spørgsmål til min barndom og tidlige trivsel. Eller der var en del om det i det spørgeskema jeg udfyldte, og så må det have opfyldt det krav.

Selvfølgelig er det vigtigt at udelukke at det kan være noget andet, men det er også ret træls at blive mødt med "tror du ikke at det er noget andet?" eller "er du nu også sikker på at det er det du har?". Min egen læge ville først ikke give mig en henvisning fordi adhd jo var en "modesygdom" som alle havde symptomer på en gang i mellem. Det var "nok bare stress", selv om han godt kunne se at det ikke hang sammen med at jeg kom midt i min sommerferie og slet ikke var stresset. Først da jeg bankede i bordet fik jeg en henvisning. Efter 23 år med skolepsykolg, mistrivsel, "begyndende fødselsdepression", mulig epilepsi, mindre hjertefejl med uforklarlige symptomer, og en række andre halve misplacerede diagnoser der alle har prøvet at forklare hvad en screening på 5 min. Kunne have svaret på. Så jeg bliver nok bare lidt træt i hovedet, når folk sætter spørgsmålstegn ved om det nu også er rigtigt. :)

Men jeg er bestemt enig med dig i at der skal tages mere hensyn til at folk - også dem med adhd - er forskellige og skal behandles forskelligt. Jeg er en af dem, der klarer mig fint på trods af det, men der er mange der har brug for meget mere og helt anden hjælp end jeg har. Det er vigtigt for mig at jeg netop ikke bliver behandlet som en syg, men jeg har samtidig også brug for mere hjælp end "raske mennesker" - det er en fin og svær balance.

Håber jeg har gjort mig forståelig (det er morgen og min medicin virker ikke endnu :p )

[millivanilli]

Jeg er enig med dig i de fleste punkter.

Jeg så for lidt siden en hjerneforsker snakke om børn med afhd og autisme. I USA er kravene ikke så skrappe, blandt andet har de ikke kravet om at symptomerne skal have været til stede hele livet, så der er mange flere børn der får diagnosen der over. Hun lavede nogle undersøgelser på de her børn, hvor hun fandt ud af at en del af børnene havde en form for epilepsi, hvor anfaldene ramte nogle steder i hjernen, der ikke var forbundet med motorikken, men kom til udtryk som symptomer på hhv adhd og autisme. Disse børn fik den rigtige behandling, og deres symptomer forsvandt. Så der findes helt sikker mennesker med adhdsymtomer som ikke reelt har adhd (men jeg er blevet testet for epilepsi før, så jeg ved at det ikke gælder mig :P )

Jeg ved ikke hvornår man indførte "før 7års-alderen kravet", men det er i hvert fald mere end et år siden. Dermed ikke sagt at der kan have været sket noget andet inden barnet blev 7, der kan have tricket symptomerne, men de færreste kan huske hvordan de følte da de var 3. Jeg tror heller ikke at det er gavnligt at sænke alderen, selv om sygdommen er medfødt, da de fleste små børn ikke har lært sådan noget som koncentration endnu, og adhd først kommer til udtryk, når barnet begynder at "skille sig ud" senere, ofte i skolealderen.

Men da jeg fik min diagnose blev der rigtigt nok ikke stillet mange spørgsmål til min barndom og tidlige trivsel. Eller der var en del om det i det spørgeskema jeg udfyldte, og så må det have opfyldt det krav.

Selvfølgelig er det vigtigt at udelukke at det kan være noget andet, men det er også ret træls at blive mødt med "tror du ikke at det er noget andet?" eller "er du nu også sikker på at det er det du har?". Min egen læge ville først ikke give mig en henvisning fordi adhd jo var en "modesygdom" som alle havde symptomer på en gang i mellem. Det var "nok bare stress", selv om han godt kunne se at det ikke hang sammen med at jeg kom midt i min sommerferie og slet ikke var stresset. Først da jeg bankede i bordet fik jeg en henvisning. Efter 23 år med skolepsykolg, mistrivsel, "begyndende fødselsdepression", mulig epilepsi, mindre hjertefejl med uforklarlige symptomer, og en række andre halve misplacerede diagnoser der alle har prøvet at forklare hvad en screening på 5 min. Kunne have svaret på. Så jeg bliver nok bare lidt træt i hovedet, når folk sætter spørgsmålstegn ved om det nu også er rigtigt. :)

Men jeg er bestemt enig med dig i at der skal tages mere hensyn til at folk - også dem med adhd - er forskellige og skal behandles forskelligt. Jeg er en af dem, der klarer mig fint på trods af det, men der er mange der har brug for meget mere og helt anden hjælp end jeg har. Det er vigtigt for mig at jeg netop ikke bliver behandlet som en syg, men jeg har samtidig også brug for mere hjælp end "raske mennesker" - det er en fin og svær balance.

Håber jeg har gjort mig forståelig (det er morgen og min medicin virker ikke endnu :P )

 

Ej, det lyder til en træls lægeoplevelse! Godt at du har fået en diagnose du kender dig igen i, og at medicinen virker.

 

Vedr. årsagerne til ADHD, så er der intet der er sikker viden endnu. En del forskning tyder på, at man kan se forskeller i hjernefunktion (og her mener jeg hvilke områder der er aktive og hvornår, ikke at deres hjerne fungerer dårligere end andres!!!!) hos mennesker med ADHD sammenlignet med mennesker uden ADHD. Meget tyder på, at der er en arvelig komponent, men man kan jo ikke helt udelukke "miljømæssig" arv i denne sammenhæng. Som i de fleste andre tilfælde, så er det lidt spørgsmålet med "hønen eller ægget". Altså, man kan også se forskeller i hjernefunktion hos deprimerede kontra ikke-deprimerede, men det betyder jo ikke, at depression er en "hjernefejl". Med ret psykologisk behandling og træning, har man set at mennesker med ADHDs hjernefunktion har ændret sig. Personligt tror jeg, at ADHD er en af de mere "biologisk betingede" psykiske lidelser, men jeg tror stadig at miljø, barndom, oplevelser og den måde man er blevet mødt på spiller ind. Måske har man en biologisk sårbarhed der har potentiale til ad udvikle sig til ADHD, under de "rette" forhold, men som ikke behøver at blive udløst.

[Barbamama]

Ej, det lyder til en træls lægeoplevelse! Godt at du har fået en diagnose du kender dig igen i, og at medicinen virker.

Vedr. årsagerne til ADHD, så er der intet der er sikker viden endnu. En del forskning tyder på, at man kan se forskeller i hjernefunktion (og her mener jeg hvilke områder der er aktive og hvornår, ikke at deres hjerne fungerer dårligere end andres!!!!) hos mennesker med ADHD sammenlignet med mennesker uden ADHD. Meget tyder på, at der er en arvelig komponent, men man kan jo ikke helt udelukke "miljømæssig" arv i denne sammenhæng. Som i de fleste andre tilfælde, så er det lidt spørgsmålet med "hønen eller ægget". Altså, man kan også se forskeller i hjernefunktion hos deprimerede kontra ikke-deprimerede, men det betyder jo ikke, at depression er en "hjernefejl". Med ret psykologisk behandling og træning, har man set at mennesker med ADHDs hjernefunktion har ændret sig. Personligt tror jeg, at ADHD er en af de mere "biologisk betingede" psykiske lidelser, men jeg tror stadig at miljø, barndom, oplevelser og den måde man er blevet mødt på spiller ind. Måske har man en biologisk sårbarhed der har potentiale til ad udvikle sig til ADHD, under de "rette" forhold, men som ikke behøver at blive udløst.

Meget enig. Med det lille forbehold, at jeg ikke nødvendigvis tror at miljø mv. spiller ind, men at det KAN spille ind.

(Er for træt til at skrive mere, sorry :D)

[Caddie]

Tak Susanne og Bolsin :) Børnebilletter har vi allerede fra Shell, vi skal hele familien afsted (6 børn og 10 voksne) så det vil være dejligt at spare lidt ekstra :)

Men hold op hvor er det dyrt med sådan nogle udflugter... Tivoli, zoo, Legoland mv, det er noget af nogle entre priser de har!

[Girl Next Door]

Tænker om diagnose debatten kan flyttes til en seperat tråd??

[Pumpkins]

Barpamama og millivanilli: Jeg er ikke ekspert men bare en, der oplever det. Så jeg ved ikke så meget af det faglige. Men jeg ved at adhd er en ret ny sygdom, og der er stadig mange usikre områder og åbne spørgsmål. Det bliver rart når de bliver besvaret (nok særligt det om hvornår og hvorfor det opstår, herunder det med arveligheden).

Men jeg fornemmer vi er ret enige, eller i hvert fald ikke rygende uenige :) Men det er rart at høre nogle mere uforbeholdne holdninger og svar, så tak for det :super :)

GND: Jeg tror mere eller mindre vi har afsluttet snakken, så jeg ser ingen grund til at flytte snakken (hvis en anden har lyst er de selvfølgelig velkomne ;))