Voksen smalltalk

[Barbamama]

Jeg har nu oplevet både voksne, der har fået en diagnose, de ikke kan genkende, og pædagoger og lærere, der MEGET gerne ville have psykologens ord for at et barn havde ADHD (og autisme for den sags skyld), selvom det ikke var hverken min eller forældrenes opfattelse. Det findes desværre.

Men jeg er nu enig med Majs i, at man også må have tillid til at fagfolkene omkring børn ikke lægger op til diagnoser på må og få og for sjov. Jeg har heldigvis mødt mange flere pædagoger, der har været positive overfor "krudt i røven", end førnævnte tilfælde.

I øvrigt tror jeg heller ikke, at de pædagoger og lærere, der råber om ADHD, hvor forældre/psykologer/barn/psykiater ikke oplever det sådan, gør det for at genere nogen eller fordi de ikke gider tage sig af vilde børn. Jeg tror de gør det, fordi de oprigtigt vil barnet det bedste, men at forskellige mennesker har forskellige grænser for, hvad der er normalt.

Og jeg tror stadig, at problemerne med "overdiagnosticering" oftest kommer ved selvdiagnosticering, altså når man selv genkender nogle symptomer så meget, at man "beslutter" sig for at man har ADHD eller at ens barn er sensitivt. Og som nævnt tidligere, så har jeg det lidt sådan, at hvis man ønsker sig en diagnose, så går jeg ud fra, at det er fordi man på en eller anden måde har en form for vanskelighed, og det synes jeg i så fald, at man har krav på at få taget seriøst :)

[Barbamama]

Jeg tror også, at det handler om, hvad man synes en diagnose er.

Jeg holder meget af at tænke, at ADHD ikke "findes", men at der findes en (stor) gruppe mennesker, der har nogle lidelser til fælles, og det har vi så valgt at kalde ADHD, fordi det kan give os en slags genveje til at finde bud på, hvordan vi bedst hjælper dem.

Man får ikke ADHD af at få en ADHD-diagnose, og lidelserne har man uanset om man har diagnosen eller ej. Derfor vil jeg ikke hænge mig så meget i, om man får stillet en "fejlagtig" diagnose eller ej, men mere om man føler sig forstået og hjulpet.

Og btw, sidst jeg så kriterierne for ADHD, så blev diagnosen stillet ud fra symptomer og ikke ætiologi (altså sygdomsoprindelse). Dvs. at man sagtens kan få en ADHD-diagnose "rigtigt" selvom problemerne bunder i f.eks. omsorgssvigt, som jo oftest skal behandles på en anden måde, end hvis der er tale om ren kemi i hjernen :)

[Susanne]

Se lige hvad jeg har gjort i dag! :o Det troede jeg ikke jeg ville turde, men synes faktisk det var fedt og føler mig ret sej! :yay

[Barbamama]

Se lige hvad jeg har gjort i dag! :o Det troede jeg ikke jeg ville turde, men synes faktisk det var fedt og føler mig ret sej! :yay

Woop woop, det er sejt!! :respekt Det er da også en halvstor fætter, den der? :)

[Barbamama]

Jeg er egentlig blevet i tvivl om, hvad vores lille diagnose diskussion går ud på :D Måske skulle den have sin egen tråd? :)

[Susanne]

Woop woop, det er sejt!! :respekt Det er da også en halvstor fætter, den der? :)

Ja, det er en python på 15-20 kg. :)

[Guest]

Jeg har i mit arbejde (socialrådgiver) i en familie afdeling, set en del børn hvor man tænker de er fejl diagnosticeret eller aldrig skulle have haft en diagnose. Forældrene til mange af de børn var dog meget på stikkerne for at barnet skulle have en diagnose, hvorfor ved jeg ikke. Men det er bestemt mange gange jeg har set det. Hvor der ikke var noget galt med barnet det var langt mere opdragelse og forældre/barn forholdet der skulle kigges på.

Min søster fik for nogle år siden en asperger diagnose. Hun havde problemer med at komme i skole og blev hjemmeundervist i et år. Mine forældre bad om hjælp og hun kom derfor igennem udredning på børnepsyk, hvilket faktisk gik hurtigt. Hun endte som sagt med en asperger diagnose, men ingen hjælp. Mine forældre havde søgt hjælp men aldrig tænkt i baner af en diagnose.

Ingen der kender hende, familie, læge eller lære mente det var en korrekt diagnose og det var mig der via nettet fandt svaret. Hun er så men "bare" særlig sensitiv og det har hjulpet hende så meget at få det svar og fundet noget hvor hun kunne genkende sig selv.

Min venindes mand har ligeledes lige fået en asperger diagnose. Som med min søster kan ingen genkende ham i det jo træk ligeså med min søster, men ikke til en diagnose. Han har så via andre professionelle fundet ud af at han lider af social forbi og ikke asperger.

Fælles for min søster og min venindes mand er at de har fåettåbelige spørgsmål. Et af spørgsmålene til dem begge var 'Hvordan vil du forklare et rumvæsen hvordan man børster tænder, rumvæsnet har ikke selv tænder" og andre tåbelige spørgsmål. Ligeså var det fælles at de ting de pårørende sagde om personen sjældent blev taget med da der modsagde diagnosen.

Så med de to erfaringer i bagagen tager jeg det lidt med et gran salt. Det virkede mest som om de professionelle død og pine skulle finde en diagnose og at det sidste nye er asperger.

Der er klart nogle hvor diagnoserne er rigtige, men jeg synes diagnoserne bliver lidt udvandet når man har disse oplevelser.

Jeg har ikke været igennem det eller kendt nogen der har, men jeg stoler personligt mere på fagfolk end som så. En diagnose er jo ikke et facit som der også før er nævnt. Men "forståelses ramme", det udløser ikke nødvendigvis hjælp, men det åbner da en række muligheder for at søge den rette hjælp.

De tåbelige spørgsmål et jeg 100% sikker på har en afgørende betydning, og slet ikke så tåbelige endda. Om de tager pårørendes svar med eller ej skal jeg ikke kloge mig på men syntes nu det lyder grotesk hvis de ikke gjorde.

En anden ting er at du nævner 2 personer der i dag er voksne. Dvs det er en betydelig årrække siden de blev diagnosticeret og jeg går id fra at metoderne konstant finpudses og nye diagnoser "opdages" (fx særligt sensitiv) derfor er det IMO forkert at kaste fortidens skygge over nutidens børn. Vi bliver klogere hele tiden. Desuden nævner du 2 personer der trods alt stadig har en diagnose du mener bare det er en forkert "kasse" de blev puttet i, hvilket sagtens Lan være, men de har begge en personligheds forstyrrelse (er det der politisk korrekte udtryk? Undskyld hvis det ikke er) og dermed har omverdenen jo ment de havde brug for noget og dermed er det ikke fagfolk "bare" uddelt en unødvendig diagnose.

Asberger og ADHD er diagnoser der ligger så tæt op af hinanden at det i mange tilfælde kan være svært at skelne. Min fætter havde da ADHD i et år, men da de så fandt ud af at han i stedet havde asberger fandt de den rette "hylde" og han gik fra deprimeret selvmordstruet(pga medicin) til glad fyr med ambitioner i livet.

Man kan som følge af sin asperger sagtens få social fobi, det ene udelukker ikke det andet.

Mht forældre der "presser" en diagnose ud af systemet så er det forældrenes "fejl" ikke pædagoger, lærere eller andre der har "presset en diagnose ned over hovedet" på folks børn mod forældrenes vilje.

Og hvad angår forælder barn samspillet så kan diagnose børn være NOK så "normale ude, men reaktionen kommer hjemme. Især hvis det er milde diagnoser. Bare tænk på de særligt sensitive børn hvis mødre florerer herinde, der beskriver hvordan omverdenen er uforstående overfor deres skærmen af børnene for når de er ude er der INTET det er der bare når de kommer hjem og i flere dage! Så på den baggrund vil jeg lade tvivlen komme forældrene til gode.

Derudover kan uhensigtsmæssig samspil i familie tydeliggøre diagnoser, som hos fagfolk der holder på faste rammer, er tydelige og har en rygsæk af pædagogiske redskaber, ikke oplever nær så tydeligt. Men det vil jeg stadig lade psykiateren vurdere.

[MamatilJ&M]

Se lige hvad jeg har gjort i dag! :o Det troede jeg ikke jeg ville turde, men synes faktisk det var fedt og føler mig ret sej! :yay

Sådan !! :yay :glad

[Barbamama]

Ja, det er en python på 15-20 kg. :)

Vildt :D Og sjovt at det er en python, jeg synes den ligner meget vores gamle boa, men jeg er nok ikke så god til at se forskel :)

[Barbamama]

Personlighedsforstyrrelse er helt stuerent og ok :)

[Guest]

Jeg har nu oplevet både voksne, der har fået en diagnose, de ikke kan genkende, og pædagoger og lærere, der MEGET gerne ville have psykologens ord for at et barn havde ADHD (og autisme for den sags skyld), selvom det ikke var hverken min eller forældrenes opfattelse. Det findes desværre.

Men jeg er nu enig med Majs i, at man også må have tillid til at fagfolkene omkring børn ikke lægger op til diagnoser på må og få og for sjov. Jeg har heldigvis mødt mange flere pædagoger, der har været positive overfor "krudt i røven", end førnævnte tilfælde.

I øvrigt tror jeg heller ikke, at de pædagoger og lærere, der råber om ADHD, hvor forældre/psykologer/barn/psykiater ikke oplever det sådan, gør det for at genere nogen eller fordi de ikke gider tage sig af vilde børn. Jeg tror de gør det, fordi de oprigtigt vil barnet det bedste, men at forskellige mennesker har forskellige grænser for, hvad der er normalt.

Og jeg tror stadig, at problemerne med "overdiagnosticering" oftest kommer ved selvdiagnosticering, altså når man selv genkender nogle symptomer så meget, at man "beslutter" sig for at man har ADHD eller at ens barn er sensitivt. Og som nævnt tidligere, så har jeg det lidt sådan, at hvis man ønsker sig en diagnose, så går jeg ud fra, at det er fordi man på en eller anden måde har en form for vanskelighed, og det synes jeg i så fald, at man har krav på at få taget seriøst :)

Hvis en pæd. På den måde ser ADHD der ikke er der, så bliver det jo også stoppet inden diagnosen stilles. Og ja de tror jo det er til barnets bedste. Men man kan vel tage fejl.

Jeg tror også, at det handler om, hvad man synes en diagnose er.

Jeg holder meget af at tænke, at ADHD ikke "findes", men at der findes en (stor) gruppe mennesker, der har nogle lidelser til fælles, og det har vi så valgt at kalde ADHD, fordi det kan give os en slags genveje til at finde bud på, hvordan vi bedst hjælper dem.

Man får ikke ADHD af at få en ADHD-diagnose, og lidelserne har man uanset om man har diagnosen eller ej. Derfor vil jeg ikke hænge mig så meget i, om man får stillet en "fejlagtig" diagnose eller ej, men mere om man føler sig forstået og hjulpet.

Og btw, sidst jeg så kriterierne for ADHD, så blev diagnosen stillet ud fra symptomer og ikke ætiologi (altså sygdomsoprindelse). Dvs. at man sagtens kan få en ADHD-diagnose "rigtigt" selvom problemerne bunder i f.eks. omsorgssvigt, som jo oftest skal behandles på en anden måde, end hvis der er tale om ren kemi i hjernen :)

Jeg kan SÅ godt lide din tænke måde omkring ADHD.

Jeg kender KUN pædagoger der ser barnet for barnet og diagnosen som et redskab til forståelse. Vi tager på kurser omkring inklusion og diagnoser hvis vi har et barn med en sådan. Men det er jo for at optimere den pædagogiske indsats omkring barnet, forstå barnets udfordringer og give barnet hjælp til selvhjælp!

[Guest]

Min søster er 17 år hun fik "diagnosen" da hun var 15 år, min venindes mand er 40 og ja gran voksen men fik "diagnosen" for 6 mdr siden. Så det kan man da næppe kalde fortidens synder og synes så sandeligt de stadig er tidssvarende og relevante nu.

Muligt det ene ikke udelukker det andet, men det betyder heller ikke man har begge fordi man har det ene.

Selvfølgelig var der en grund til at begge blev udredt. Men ikke fordi de ville have en diagnose, men fordi de ville have hjælp. Hjælpen fik de blot ikke og nej den var heller ikke til at få efterfølgende.

Ingen af de 2 har fundet svar eller hjælp i diagnosen men fundet svar og hjælp efterfølgende.

Jeg stoler ikke på nogen måde blindt på fagfolk og når jeg ser de basere deres diagnoser på tåbeligheder endnu mindre. Med min søster mente psykiateren hun var asperger men psykologen der var med og andre psykiatere i forløbet mente det ikke. Det var en fag person ud af mange der var af den opfattelse, men alligevel skulle hun i en kasse hun ikke hører til.

Jeg er glad for vi hhar en vis skepsis over for fagfolk for det er det der gør min søster i dag trives og har det rigtig godt.

Jeg er så lodret uenig med dig i at det giver mening ikke at tage det de pårørende siger med. Hvorfor så spørge og det var kun det der ikke passede i deres kasse som ikke kom med. Sådan var der grundlæggende også selvom det blev tilbagrvist mange gange. Kassen passede og så skulle patienten død og pine også selvom patienten var firkantet og kassen trekantet.

Klart der er nogle der er anderledes ude end hjemme, men derfor mener jeg nu stadig mange reagerer på andet som ikke nødvendigvis har noget med en diagnose at gøre.

[Barbamama]

Hvis en pæd. På den måde ser ADHD der ikke er der, så bliver det jo også stoppet inden diagnosen stilles. Og ja de tror jo det er til barnets bedste. Men man kan vel tage fejl.

Jeg kan SÅ godt lide din tænke måde omkring ADHD.

Jeg kender KUN pædagoger der ser barnet for barnet og diagnosen som et redskab til forståelse. Vi tager på kurser omkring inklusion og diagnoser hvis vi har et barn med en sådan. Men det er jo for at optimere den pædagogiske indsats omkring barnet, forstå barnets udfordringer og give barnet hjælp til selvhjælp!

Til det første: desværre ikke nødvendigvis. Ligesom der findes (omend få) pædagoger med et snævert syn på, hvad der er normalt, så findes der også psykologer og psykiatere, der har det sådan. Men ligesom dig har jeg indtrykket af at det er ret sjældent. Heldigvis :)

Og til det andet: tak :) Det er heldigvis også den slags pædagoger, jeg oftest har mødt. :)

[Myliona]

Ofte er det jo svært at stille en diagnose - det tog i sin tid næsten 6 måneder at få min diagnose- borderline, angst og depressioner..

Efterfulgt af et flere års langt behandlingsforløb.

Jeg oplever ikke som lærer, at børn får trukket diagnoser ned over sig.

Til gengæld, oplever jeg ofte forældre med uopdragne børn, undskylde og sige "vi mistænker han har ADHD"... ;)

Tror ikke mange får en forkert diagnose - men mange giver selv deres barn en diagnose...

[Guest]

Jeg er så lodret uenig med dig i at det giver mening ikke at tage det de pårørende siger med. Hvorfor så spørge og det var kun det der ikke passede i deres kasse som ikke kom med. Sådan var der grundlæggende også selvom det blev tilbagrvist mange gange. Kassen passede og så skulle patienten død og pine også selvom patienten var firkantet og kassen trekantet.

.

Det var nu slet ikke det jeg skrev, jeg mener det er grotesk hvis det passer at de ikke tog de pårørendes svar med. Jeg forstår det ikke.

Det er fint de begge har det bedre nu, selvom de mener de er fejldiagnosticeret, det blev en personlig diskussion som kommer til at lyde som om jeg tror du lyver, det skal det ikke, for det tror jeg ikke :)

Hvilken hjælp havde de forventet at få? Venindens mand blev jo færdig udredt? Var det for egen regning?

[Barbamama]

Er der nogen, der kan fortælle mig konsekvenserne ved at have en urigtig diagnose? Altså, sådan, hvis vi går ud fra det, der (såvidt jeg kunne læse) startede diskussionen, med at egentlig normale og velfungerende (omend vilde) børn eller voksne med "småskavanker" kunne risikere at få en diagnose?

Jeg tænker, at der er kæmpe forskel på:

- At få en forkert diagnose, hvor man burde have fået en anden.

- At få en diagnose, selvom man i bund og grund har det fint.

Og jeg synes lidt, at de to ting bliver blandet sammen i diskussionen.

Det første er selvfølgelig skidt, men har IMO ikke noget at gøre med, at flere og flere får diagnoser, men noget at gøre med, at mennesker er komplekse og at det kan være svært at finde den mest optimale beskrivelser af nogle vanskeligheder.

Det andet kan hænge sammen med en øget tendens til diagnoser, men hvis man faktisk er velfungerende, så kan jeg for det første undre mig over, hvordan man kunne få diagnosen, og for det andet spekulere på, hvordan det skader en at have den. Står sådan en diagnose i et eller andet papir, som man kan være forpligtet til at vise?

Håber det giver mening, det er ikke for at træde nogen over tæerne :)

[Guest NinjaMama]

Jeg har ikke været igennem det eller kendt nogen der har, men jeg stoler personligt mere på fagfolk end som så. En diagnose er jo ikke et facit som der også før er nævnt. Men "forståelses ramme", det udløser ikke nødvendigvis hjælp, men det åbner da en række muligheder for at søge den rette hjælp.

De tåbelige spørgsmål et jeg 100% sikker på har en afgørende betydning, og slet ikke så tåbelige endda. Om de tager pårørendes svar med eller ej skal jeg ikke kloge mig på men syntes nu det lyder grotesk hvis de ikke gjorde.

En anden ting er at du nævner 2 personer der i dag er voksne. Dvs det er en betydelig årrække siden de blev diagnosticeret og jeg går id fra at metoderne konstant finpudses og nye diagnoser "opdages" (fx særligt sensitiv) derfor er det IMO forkert at kaste fortidens skygge over nutidens børn. Vi bliver klogere hele tiden. Desuden nævner du 2 personer der trods alt stadig har en diagnose du mener bare det er en forkert "kasse" de blev puttet i, hvilket sagtens Lan være, men de har begge en personligheds forstyrrelse (er det der politisk korrekte udtryk? Undskyld hvis det ikke er) og dermed har omverdenen jo ment de havde brug for noget og dermed er det ikke fagfolk "bare" uddelt en unødvendig diagnose.

Asberger og ADHD er diagnoser der ligger så tæt op af hinanden at det i mange tilfælde kan være svært at skelne. Min fætter havde da ADHD i et år, men da de så fandt ud af at han i stedet havde asberger fandt de den rette "hylde" og han gik fra deprimeret selvmordstruet(pga medicin) til glad fyr med ambitioner i livet.

Man kan som følge af sin asperger sagtens få social fobi, det ene udelukker ikke det andet.

Mht forældre der "presser" en diagnose ud af systemet så er det forældrenes "fejl" ikke pædagoger, lærere eller andre der har "presset en diagnose ned over hovedet" på folks børn mod forældrenes vilje.

Og hvad angår forælder barn samspillet så kan diagnose børn være NOK så "normale ude, men reaktionen kommer hjemme. Især hvis det er milde diagnoser. Bare tænk på de særligt sensitive børn hvis mødre florerer herinde, der beskriver hvordan omverdenen er uforstående overfor deres skærmen af børnene for når de er ude er der INTET det er der bare når de kommer hjem og i flere dage! Så på den baggrund vil jeg lade tvivlen komme forældrene til gode.

Derudover kan uhensigtsmæssig samspil i familie tydeliggøre diagnoser, som hos fagfolk der holder på faste rammer, er tydelige og har en rygsæk af pædagogiske redskaber, ikke oplever nær så tydeligt. Men det vil jeg stadig lade psykiateren vurdere.

Nu springer jeg lige ind midt i det hele, men jeg troede at "særligt sensitiv" var mere et personlighedstræk og ikke en "sygdom"? :unsure kan ma få en diagnose der hedder "særligt sensitiv"? Altså jeg ved godt at man får lavet en sensorisk profil, og derved kan redegøre for om der er sensitive træk. Men at det skulle være en diagnose vidste jeg godt nok ikke :unsure Så er vi godt nok mange herinde som svinger om os med diagnoser :D

[Barbamama]

Nu springer jeg lige ind midt i det hele, men jeg troede at "særligt sensitiv" var mere et personlighedstræk og ikke en "sygdom"? :unsure kan ma få en diagnose der hedder "særligt sensitiv"? Altså jeg ved godt at man får lavet en sensorisk profil, og derved kan redegøre for om der er sensitive træk. Men at det skulle være en diagnose vidste jeg godt nok ikke :unsure Så er vi godt nok mange herinde som svinger om os med diagnoser :D

Jeg mener heller ikke, at det er en diagnose, men jeg tror, det overvejes, om det skal med i en af opdateringerne af diagnosesystemerne.

Men det betyder nu ikke, at man behøver at se det som en sygdom. Såvidt jeg husker findes der også diagnoser for at tisse i sengen, at ryge hash og (indtil for få år siden) at være transseksuel. Så selvom diagnose ofte bliver brugt i forbindelse med sygdom, så tænker jeg, at det giver bedre mening at se det som en tilstandsbeskrivelse. Og der kan særligt sensitiv jo sagtens være med :)

I øvrigt synes jeg, du har fat i noget, med det du skriver til sidst med at mange (ikke kun herinde, men generelt) "svinger om sig" med diagnoser. Det betyder jo ikke, at man tager fejl i, at man/ens barn har nogle særlige behov, men jeg synes det er et godt eksempel på, at mange "selvdiagnosticerer", hvilket jeg tænker kan være medvirkende til at udvande begreber. Altså at man sætter nogle "labels" på, som man ikke nødvendigvis er enig (med fagfolk eller andre) i, hvad præcist indebærer.

[Forunderligt]

Efter endnu en tudetur i dag siger min kæreste til mig... du skal altså ha noget hjælp.

 

Jeg tudede lidt mere og tænkte over det og ja... jeg har ingen energi mere, jeg tuder alt for meget... Han kender mig så godt han har nok ret. Det er begyndt at gå ud over min familie. Jeg vil helst bare være i fred. Hele tiden! Det går jo ikke...

 

Jeg startede med at ringe til min mor og lægge kortene på bordet, selv om det er hårdt at indrømme over for hende, hun blir jo også ked af det. Vi har nu aftalt at hun tager Mathilde nogle weekender. Så vil jeg prøve om vi kan få rengøringshjælp på den ene eller anden måde. Og så må jeg høre min bostøtte om "hjælp"... altså jeg er jo "opgivet" af den sidste psykolog jeg gik hos, så jeg ved ikke hvad man gør med "sådan en som mig". Medicin virker dårligt på mig. Så... jeg må på en eller anden måde prøve at trække mig selv op ved håret, som min mor udtrykte det. Prøve at gøre ting som trækker mig i den rigtige retning, prøve på ikke bare at lukke af for alt og alle. Det er hårdt... 

 

 

Fortsæt endelig diagnosedebatten, det er interessandt at læse med.

[Barbamama]

Efter endnu en tudetur i dag siger min kæreste til mig... du skal altså ha noget hjælp.

Jeg tudede lidt mere og tænkte over det og ja... jeg har ingen energi mere, jeg tuder alt for meget... Han kender mig så godt han har nok ret. Det er begyndt at gå ud over min familie. Jeg vil helst bare være i fred. Hele tiden! Det går jo ikke...

Jeg startede med at ringe til min mor og lægge kortene på bordet, selv om det er hårdt at indrømme over for hende, hun blir jo også ked af det. Vi har nu aftalt at hun tager Mathilde nogle weekender. Så vil jeg prøve om vi kan få rengøringshjælp på den ene eller anden måde. Og så må jeg høre min bostøtte om "hjælp"... altså jeg er jo "opgivet" af den sidste psykolog jeg gik hos, så jeg ved ikke hvad man gør med "sådan en som mig". Medicin virker dårligt på mig. Så... jeg må på en eller anden måde prøve at trække mig selv op ved håret, som min mor udtrykte det. Prøve at gøre ting som trækker mig i den rigtige retning, prøve på ikke bare at lukke af for alt og alle. Det er hårdt...

Fortsæt endelig diagnosedebatten, det er interessandt at læse med.

:kram Ked af at du har det sådan :( Men godt at din mor og kæreste har øje på dig og vil hjælpe :kram2 Jeg ville forsøge med en ny psykolog. Bare fordi en har "dømt" dig, betyder det slet ikke, at en anden ikke kan hjælpe dig :kram2

[millivanilli]

Kan ikke quote alle, så jeg skriver en generel post omkring diagnosedebatten. Helt ærligt, så tror jeg at der i langt de fleste tilfælde er hellere "svært" end "for nemt" at få en psykisk diagnose. Selvsagt findes der visse psykologer og psykiatere der er for hurtige på aftrækkeren og ikke grundige nok når det gælder at stille diagnoser. Jeg tror bare stadig det gælder de færreste. Selvsagt finder fejldiagnosticering og overdiagnosticering sted, men det sker altså ikke så tit.

Forskellige tider har opmærksomhed på forskellige diagnoser, f.eks. ADHD og Aspergers syndrom, og i disse perioder vil der naturligt nok stilles flere af de diagnoser der er fokus på, end der tidligere er blevet. F.ex. er der en del forældre der er blevet diagnosticeret med ADHD efter at deres børn har fået diagnosen. Det betyder jo ikke, at de ikke har haft symptomerne tidligere, de er bare ikke opdaget før. Øget opmærksomhed om en diagnose betyder flere, og flere korrekte, diagnoser, men også enkelte tilfælde af overdiagnosticering. Jeg tror faktisk, at et større problem er selvdiagnosticering, samt dårlig information og/eller dårlige holdninger omkring diagnoser.

Man er ikke sin diagnose, og man bliver hellere ikke en anden, fordi der kan findes et ord der beskriver de vanskeligheder man har. Psykiske diagnoser fortæller sjælden noget om ætiologien, dvs. hvordan de opstår, modsat fysiske diagnoser. Diagnosen streptokokinfektion er et eksempel. Her fortæller diagnosen i sig selv noget om hvordan symptomerne er opstået. Det er ikke tilfældet med f.eks. depression. En psykologisk/psykiatrisk diagnose bør ses som en beskrivelse af symptomer, adfærd og psykologiske fænomener. Denne beskrivelse kan umulig beskrive HELE personen, og bør kun ses som et værktøj til fagpersoner til at behandle og forstå, og et redskab for mennesker til at forstå sig selv bedre. Det er ikke en "dom"!

[Guest]

Er der nogen, der kan fortælle mig konsekvenserne ved at have en urigtig diagnose? Altså, sådan, hvis vi går ud fra det, der (såvidt jeg kunne læse) startede diskussionen, med at egentlig normale og velfungerende (omend vilde) børn eller voksne med "småskavanker" kunne risikere at få en diagnose?

Jeg tænker, at der er kæmpe forskel på:

- At få en forkert diagnose, hvor man burde have fået en anden.

- At få en diagnose, selvom man i bund og grund har det fint.

Og jeg synes lidt, at de to ting bliver blandet sammen i diskussionen.

Det første er selvfølgelig skidt, men har IMO ikke noget at gøre med, at flere og flere får diagnoser, men noget at gøre med, at mennesker er komplekse og at det kan være svært at finde den mest optimale beskrivelser af nogle vanskeligheder.

Det andet kan hænge sammen med en øget tendens til diagnoser, men hvis man faktisk er velfungerende, så kan jeg for det første undre mig over, hvordan man kunne få diagnosen, og for det andet spekulere på, hvordan det skader en at have den. Står sådan en diagnose i et eller andet papir, som man kan være forpligtet til at vise?

Håber det giver mening, det er ikke for at træde nogen over tæerne :)

Hmm gode spørgsmål!

Altså umiddelbart står det ingen offentligt tilgængelige steder, at man har en diagnose medmindre man selv oplyser det.

vi har et diagnosticeret barn lige nu som vi ikke vidste havde en diagnose (i den milde ende) før 2 mdr efter start, Så umiddelbart er der vist ingen konsekvens hvis det KUN er en diagnose. Er der medicinering ind over er det jo så en anden sag, for det er skidt med unødvendig medicin.

Min fætter blev som sagt fejldiagnosticeret og medicineret men han HAR asberger. Hjælpen han får fra kommunen er den samme - bortset fra at han jo ikke får medicin længere.

Faren var jo så at han fik en depression af medicinen.

Men så vidt jeg ved var han under konstant udredning i hele processen fordi de skulle finde den rigtige medicin, som viste sig at være slet ikke at få noget. Så det var prof ind over hele tiden, og de fandt jo til sidst ud af hvad det var. Tilskud og hjælp var den samme!

[Forunderligt]

:kram Ked af at du har det sådan :( Men godt at din mor og kæreste har øje på dig og vil hjælpe :kram2 Jeg ville forsøge med en ny psykolog. Bare fordi en har "dømt" dig, betyder det slet ikke, at en anden ikke kan hjælpe dig :kram2

Tak Mette.

 

Jeg vil spørge min bostøtte om det, jeg stoler ret meget på hendes viden og dømmekraft her for hun har kendt mig i over 5 år nu. Måske er det nok for mig at hun kommer lidt oftere. Det er i hvert fald en tryg løsning for mig.

 

Den sidste psykolog jeg gik hos på lokalpsykiatrien vurderede at jeg ikke længere havde gavn af terapien (dvs jeg fik det ikke mærkbart bedre) og fik mig derfor udskrevet til bostøtte.

[Vinnus]

Saga74:

Masser af kram :kram :kram :kram

[Guest]

Majs. Det må du undskylde, så misforstod jeg dig. Men det er ganske rigtigt at de pårørendes svar ikke blev taget med.

Jeg lyver ikke, men du har ganske ret i at det er en personlig diskussion og at jeg hurtigt kan føle det som et angreb.

De blev begge færdig udredt. Jeg ved ikke om min venindes mand selv betalte.

De havde håbet at få nogle værktøjer. Min søster havde brug for hjælp til at komme i skole igen, men selvom hun var folkeskole barn, var der ingen hjælp at hente, hverken til hende eller mine forældre. Vi har alle været opsøgende og hjulpet hende så godt vi kunne og hun kom tilbage i skole og fik en af de bedste afgangseksamnier der år på trods af et år med hjemme undervisning. Hun ggår nu i gymnasiet og kklarer sig rigtig godt her.

Min venindes mand fik de værktøjer at han skulle skrive sedler med hvilken rækkefølge han skulle tage tøj på i og skrive på skabe og skuffer hvor underbukser og strømper er. Fint hvis det var hans problem, men det er det bare ikke. Han er velfungerende med kone og børn og indtil for 5 år siden godt job, men blev pludselig syg. Jeg har tit tænkt om de har byttet ham rundt med en anden for det er ikke sådan jeg kender ham eller min veninde kender ham.

så ganske enkelt, de havde håbet på nogle værktøjer til at tackle de issus de har/havde. Men fik ingen.

Barbamama

Jeg er ikke sikker på de som sådan gør noget at have diagnosen, hvis man ikke oplyser den.

Jeg tror dog det står på ens læge papier, min søsters læge har ihvertfald sagt at han gerne vil arbejde for at få den af igen.

J &d

Særlig sensitiv er ikke en diagnose, men betegnes som et vilkår.

Millivanilli

Det er ikke en dom at få en diagnose og hjælper forhåbentlig de fleste, men for de 2 jeg kender så føles det mere som en dom da de ikke kan genkende sig selv i den.

Begge havde haft det ok med en diagnose hvis de mente den var rigtig og hjalp dem. Men istedet har de følt sig misforstået/ ikke hørt, sat i bås og stemplet. Og værst af alt, ikke blevet hjulpet.