Voksen smalltalk

[Fru SP]

Jeg gider snart ikke mere! Altså for idag ;)

Er stadig småsyg, dog har jeg fået noget hostesaft (med opium :huh :blink) som virker fint, men er stadig snottet og hoster også stadig noget. Det gør bare ikke helt så ondt!

Men har været alene med E hele dagen, og skulle varte mand + kammerat op (fordi de laver Kvist på Ediths værelse :yay) med frokost, aftensmad og passe kammeratens hund (som er mega sød, men når man ikke er vant til at gå med hund og klapvogn er det lidt omstændigt!), Edith sov kun 45 minutters lur og har skulle mandsopdækkes hele eftermiddagen OG samtidig har en anden ven været og låne trailer og sætte nogle ting på loftet, da hende og kæresten er gået fra hinanden!

Nu skal jeg lige til at rydde op efter maden og så drømmer jeg om slik og is, men har INTET!!! Suuuuk!

[tazdiginez]

Jeg tror på at der er RIGTIGT mange voksne og fungerende mennesker, der ville ende med en eller anden form for diagnose, hvis de var barn i dagens Danmark.

Jeg har altid synes at der forventes for meget af børnene. Der stilles højere og højere krav til, hvad de skal kunne og beherske - konstant. Det er så synd, for de børn som ikke kan følge med eller har svært ved det; kommer i en boks istedet for at blive hjulpet.

Selvfølgeligt er der børn som kræver en diagnose, men der dælme også mange børn som bare er børn!

Jeg glæder mig ikke til at Maliva skal i børnehave eller starter i skole, for indtil videre falder hun totalt ind på ALLE punkter for et barn med en "let" diagnose..

Hvor jeg ser noget helt, helt andet.

Jeg tror at mange børn med sådan en diagnose, er misforståede individer som bare prøver at trænge igennem eller gemme sig pga. Deres omgivelser og at de har brug for en anden tilgang til ting.

Jeg tror at mange børn får en diagnose, fordi det er nemmest og fordi mange forældre forventer en diagnose og at der er noget galt med barnet - fordi barnet er udadreagerende eller genert

[Lovely Lady]

Lige præcis! Og jeg synes faktisk at det går ud over de børn som virkelig HAR udfordringer... Ex. er Maja en pige med krudt i måsen på mange punkter, men ligesom hun kan fare rundt, lige så meget kan hun sidde og nørkle med Lego i en time hvis det lige fanger hende, eller sidde og tegne, eller hvad hun nu lige bliver fanget af. Nej, hun kan ikke sidde stille på en stol og lytte til en historie i en halv time uden at hoppe lidt op og ned af stolen og pille ved et eller andet - men hun er altså også kun 4,5 år... Hendes mor (som fik diagnosen ADHD for noget tid siden) har allerede luftet tanken om der mon er noget fordi det er arveligt. Jeg ser virkelig intet unormalt hos hende!

 

Og hvis en pige som hende pludselig skulle stemples, så ville de forældre som har børn med ADHD for fuld udblæsning jo ikke blive forstået, fordi "alle" børn har ADHD... Giver det mening?

Du giver masser af fornuftig mening:-)))

[Guest]

Åh jeg har det svært med udtrykket "let" diagnose og udtrykket at "mange har diagnoser" og at børn "kommer i en boks".

Ingen får trukket en diagnose ned over sit barn uden grund.

Det er jo ikke ligefrem super nemt at få stillet en diagnose, dem der stiller diagnosen er yderst kompetente og proffesionelle og for at børnene overhovedet skal indstilles til børnepsykolog skal de igennem så ufattelig mange instanser at man får stress ved tanken.

Jeg tror simpelthen ikke på at nogen render rundt med en diagnose de "bare" har fået fordi forældrene vil have det. men måske jeg stoler for meget på systemet?

I min verden HJÆLPER en diagnose de proff. (Mig) til at forstå handle og reaktionsmønstre og give mig redskaber til at gebærde mig hensigtsmæssigt over for de børn. Men de er kun nødvendige hvis institutionen ikke har ressourserne til at inkludere lige netop dette barn (hvilket desværre er virkeligheden at vi sjældent har) eller barnet har det FOR svært og derfor skal medicineres eller flytte institution.

Der kan jo sagtens være børn der fx er sensitive som vi overhovedet ikke indstiller fordi vi kan løfte opgaven i institutionen - inkludere - men det kræver da sin leder at få det til at hænge sammen. Jeg lyver heller ikke når jeg siger at nogle gange er vi NØD til at få en diagnose hvis vi skal have ressourserne vi behøver for at inkludere. (At vi så ikke får det der skal til er jo så en anden diskussion)

JEG tror at eskaleringen af diagnoser er sket fordi vi er blevet så meget klogere. Derudover er samfundet gået op i gear, der forventes mere, vi Zapper rundt dagen lang, vi skal indgå i større og større sammenhænge, de små institutioner lukkes, normeringen falder, ressourcerne reduceres så er det IMO logik for burhøns at diagnose børn tydeliggøres. Der er jo ikke tilnærmelsesvis den ro de har behov for, i forhold til tidligere.

Jeg tror ikke man altid behøver en diagnose hvis man har en, jeg tror at faren er at man BLIVER sin diagnose og jeg tror også man kan fejldiagnostiseres.

Mange omsorgssvigtede børn får diagnoser, men om det er reelle diagnoser pga fejl udvikling pga svigtende at de så reelt har fået udviklet diagnosen, eller om de "kun" viser tegnene er så spørgsmålet. Men hvis svaret er at de får det bedre ud fra handleplaner der tager udgangspunkt i en diagnose så er jeg pisse ligeglad. Medicinering har jeg ikke en dyt forstand på - men går ud fra at kompetente mennesker har HELT styr på det.

Derudover tror jeg vi alle har træk af autisme, sensitivitet osv som vi lever med. Diagnosen er først når "det kammer over" og bliver et problem og ikke blot en udfordring for individet. Jeg kunne fx rigtig godt tænke mig at lave en sensorisk profil af mig selv.

Btw. JustMe jeg kan også sætte flueben ved alt det du skriver du har svært ved, men jeg har da heller ingen diagnose.

[Guest]

Lige præcis! Og jeg synes faktisk at det går ud over de børn som virkelig HAR udfordringer... Ex. er Maja en pige med krudt i måsen på mange punkter, men ligesom hun kan fare rundt, lige så meget kan hun sidde og nørkle med Lego i en time hvis det lige fanger hende, eller sidde og tegne, eller hvad hun nu lige bliver fanget af. Nej, hun kan ikke sidde stille på en stol og lytte til en historie i en halv time uden at hoppe lidt op og ned af stolen og pille ved et eller andet - men hun er altså også kun 4,5 år... Hendes mor (som fik diagnosen ADHD for noget tid siden) har allerede luftet tanken om der mon er noget fordi det er arveligt. Jeg ser virkelig intet unormalt hos hende!

Og hvis en pige som hende pludselig skulle stemples, så ville de forældre som har børn med ADHD for fuld udblæsning jo ikke blive forstået, fordi "alle" børn har ADHD... Giver det mening?

Sådan helt ærlig tror du så nogen vil stille en diagnose på Maja? Og Taz tror du nogen vil stille en diagnose på Maliva? Jeg har da aldrig hørt noget så fjollet! Første indstans er børnehaven/DP, er de bekymrede?

I blæser det op som om alle børn kan "risikere" en diagnose bare de leger en vild leg. Jeg har arbejdet med børn siden 2005 og jeg har aldrig indstillet et barn. Jeg har beroliget bekymrede forældre på daglig basis, jeg har lavet indberetninger om bekymrende forhold, omsorgssvigt og vold - men kun en eneste gang har jeg arbejdet i en institution hvor et barn blev indlagt på børnepsyk til udredning. Barnet havde indberetninger hele vejen fra dagplejen til fritidshjem ja selv skolen indberettede jævnligt indtil 2 klasse før der blev gjort noget.

[Girl Next Door]

Jeg tror også at alle har træk i større eller mindre grad på enten ADHD, asberger, sensitiv eller noget andet.

Jeg snakkede en dag med en veninde om det - hun arbejder i psykiatrien - da jeg mente at på mange punkter både er sensitiv og har asberger træk. Hun sagde at så længe det var noget jeg levede med og ikke levede efter, så var jeg altså ganske normal. Og det tror jeg er rigtigt. Så jeg er HELT normal :D

[Barbamama]

Fra psykologernes side, kan jeg da tilføje, at alle de psykologer, som jeg har snakket diagnoser med (og det er dæleme mange efterhånden, for det er et hot emne ;)) er RET diagnosekritiske.

Nu ved jeg godt, at det er lægen/psykiateren og ikke psykologen, der STILLER diagnoser, men psykologen har ofte en god portion at skulle have sagt i forhold til vurderingen, og der har jeg kun set, at man ser på behov og styrker frem for kasser. Min erfaring (og den er sparsom, indrømmet, men alligevel) er absolut ikke, at børn får diagnoser mod deres/forældrenes vilje. Man kan blive pålagt en form for støtte, hvis bekymringen er stor nok, men selve diagnoserne mener jeg faktisk at man ofte "stiller" i samråd og fællesskab med forældrene.

Omvendt HAR jeg set forældre, der ØNSKEDE at få en diagnose på deres - IMO helt normale - barn, fordi det kunne give nogle økonomiske fordele og/eller fordi de havde en tanke om, at det ville gøre hverdagen lettere for er barn med lidt "tilbøjeligheder". Et ønske, som jeg flere gange har set (og været med til at) afslået.

Og så har jeg mødt flere voksne, som "selvdiagnosticerer". Som forklarer deres ubehag med en eller anden diagnose, som de synes passer på dem. Og gerne ud fra, hvad de har set i en youtube video, i stedet for efter de konkrete kriterier i diagnosen eller ud fra lægens ord. Eller forældre, der selvdiagnosticerer deres børn for at forklare deres vanskeligheder. Og nogle ville jo nok møde enighed med en læge i deres selvdiagnoser og andre ville måske ikke.

Jeg har det et eller andet sted sådan, at hvis man selv påråber sig en diagnose, så går jeg ud fra at man har brug for den. IMO er det ikke rask adfærd at betragte sig selv som syg (NB, rask i bogstaveligste forstand som i "sund og tilpas" - jeg er ikke inde på, hvem der er rigtig/forkert eller god/dårlig her), så hvis man siger "Jeg fejler xxxx" så må vi tage det seriøst. Det betyder ikke nødvendigvis at man fejler det, som man selv mener, at man fejler, men noget er der vel galt.

Derfor vil min tilgang som psykolog være, at jeg først og fremmest meget gerne vil italesætte børns (og voksnes) adfærd, som normal og forståelig, og hvis de så godtager det, så er de "raske", men hvis ikke, jamen så er det vel fordi de har det skidt, og så må man se på, om en diagnose kan passe OG være brugbar. Jeg synes diagnoser er vigtige, gode og ikke nødvendigvis forbeholdt dem, der er døden nær eller slet ikke kan være nogle steder. Men det er et redskab, ikke en kur i sig selv.

Nå, jeg ryger vist ud på et sidespor :blush Pointen var vistnok, at jeg godt kan se at diagnoser fylder mere og mere, men at jeg mener, at i hvert fald mange fagpersoner er ret påpasselige med at strø om sig med dem :)

[Guest]

Både og... Jeg ser ting fra en anden vinkel end dig, og jeg har faktisk flere gange set diagnoser hvor institutionerne sukker dybt, fordi de bare ser helt almindelige børn... Jeg tror det er muligt, at hvis man som forældre ønsker det, så kan man få sit barn diagnosticeret, og desværre er ikke alle psykiatere så samvittighedsfulde som de burde... Indtil fornyligt var der en privat-praktiserende psykiater på fyn som diagnosticerede børn og udskrev medicin på baggrund af en forældresamtale på 10 minutter - og nej jeg overdriver ikke!

Jeg er helt enig med dig i, at at få en diagnose efter den "rigtige" vej er ikke noget man lige gør på en eftermiddag... men tænker samtidig at der er en pointe i det du skriver om at der måske nok er børn som diagnosticeret på baggrund af symptomer som egentlig skyldes noget helt andet. Tag ex. børn som er tidligt skadet på grund af omsorgssvigt - de udviser ofte adfærd som minder meget om ADHD, men det er ikke ADHD. Og jeg mener faktisk at det gør en forskel, selvom handleplanerne gør en forskel for barnet - fordi det ikke bare handler om børnehaven, om de små klasser i skolen, men at barnet ofte blive defineret ud fra diagnosen. Når først det står i papirerne at lille Jens (fiktivt navn, BTW) har ADHD, så bliver han behandlet anderledes gennem resten af sin skoletid - og DET mener jeg ikke er positivt. Jeg mener ikke det er positivt når Jens' adfærd defineres ud fra en diagnose, som "frikender" forældrene, mens forældrene så fortsætter med en adfærd som er destruktiv overfor deres barn.

OMG :blink

I vores verden (pædagog inden for normal området) er diagnoser ALTID sidste instans. Vi har er hav af muligheder før det, både i institutionen, faglig viden, særlige pædagogikker (fx Marte Meo som jeg kan) særligt fokus, osv. Og så er der Samarbejde med PPR for at få friske øjne på eller indstille til familie terapi (i Herning bruger de De Utrolige År rigtig meget). Jeg har ærlig talt aldrig hørt at nogen "normalt fungerende" fik en diagnose.

[Guest]

Fra psykologernes side, kan jeg da tilføje, at alle de psykologer, som jeg har snakket diagnoser med (og det er dæleme mange efterhånden, for det er et hot emne ;)) er RET diagnosekritiske.

Nu ved jeg godt, at det er lægen/psykiateren og ikke psykologen, der STILLER diagnoser, men psykologen har ofte en god portion at skulle have sagt i forhold til vurderingen, og der har jeg kun set, at man ser på behov og styrker frem for kasser. Min erfaring (og den er sparsom, indrømmet, men alligevel) er absolut ikke, at børn får diagnoser mod deres/forældrenes vilje. Man kan blive pålagt en form for støtte, hvis bekymringen er stor nok, men selve diagnoserne mener jeg faktisk at man ofte "stiller" i samråd og fællesskab med forældrene.

Omvendt HAR jeg set forældre, der ØNSKEDE at få en diagnose på deres - IMO helt normale - barn, fordi det kunne give nogle økonomiske fordele og/eller fordi de havde en tanke om, at det ville gøre hverdagen lettere for er barn med lidt "tilbøjeligheder". Et ønske, som jeg flere gange har set (og været med til at) afslået.

Og så har jeg mødt flere voksne, som "selvdiagnosticerer". Som forklarer deres ubehag med en eller anden diagnose, som de synes passer på dem. Og gerne ud fra, hvad de har set i en youtube video, i stedet for efter de konkrete kriterier i diagnosen eller ud fra lægens ord. Eller forældre, der selvdiagnosticerer deres børn for at forklare deres vanskeligheder. Og nogle ville jo nok møde enighed med en læge i deres selvdiagnoser og andre ville måske ikke.

Jeg har det et eller andet sted sådan, at hvis man selv påråber sig en diagnose, så går jeg ud fra at man har brug for den. IMO er det ikke rask adfærd at betragte sig selv som syg (NB, rask i bogstaveligste forstand som i "sund og tilpas" - jeg er ikke inde på, hvem der er rigtig/forkert eller god/dårlig her), så hvis man siger "Jeg fejler xxxx" så må vi tage det seriøst. Det betyder ikke nødvendigvis at man fejler det, som man selv mener, at man fejler, men noget er der vel galt.

Derfor vil min tilgang som psykolog være, at jeg først og fremmest meget gerne vil italesætte børns (og voksnes) adfærd, som normal og forståelig, og hvis de så godtager det, så er de "raske", men hvis ikke, jamen så er det vel fordi de har det skidt, og så må man se på, om en diagnose kan passe OG være brugbar. Jeg synes diagnoser er vigtige, gode og ikke nødvendigvis forbeholdt dem, der er døden nær eller slet ikke kan være nogle steder. Men det er et redskab, ikke en kur i sig selv.

Nå, jeg ryger vist ud på et sidespor :blush Pointen var vistnok, at jeg godt kan se at diagnoser fylder mere og mere, men at jeg mener, at i hvert fald mange fagpersoner er ret påpasselige med at strø om sig med dem :)

Enig i det hele.

[Vinnus]

Jeg fik først for få år siden min "diagnose". Indtil har psykologer og læger bare kaldt mig genert og indadvendt. Eller ligefrem mærkelig. En psykolog skreg mig ind i hovedet, at jeg skulle tage mig sammen og blive normal, da jeg var 16. (efter et selvmordsforsøg)

At få at vide at jeg faktisk var "normal" i og med at der er ca 350.000 andre med social fobi i dk, hjalp mig utrolig meget. For første gang i mit liv følte jeg mig normal. Jeg fik nogle værktøjer og linjer som jeg kunne arbejde med. Det løftede en stor byrde af mig.

[Pumpkins]

Jeg er enig med jer, der er for mange - særligt børn - der får diagnoser for let. Og det er brand ærgerligt. Både for den, der bliver fejldiagnostiseret, men også for dem, der reelt har en diagnose, og må se og mærke hvordan det bliver udvandet og taget mindre seriøst. 

 

Jeg har selv været en af dem, der tænkte at sådan noget som ADHD var lidt en gummidiagnose, som hvis man strækker den nok, kan passe langt de fleste. Jeg har selv været skeptisk. Altså indtil jeg selv fik diagnosen 

 

Det "tricky" ved mange psykiske sygdomme, nok især ADHD, er at de er så skjulte. Man kan ikke tage en blodprøve og måle værdier, det er i hvert fald ikke udbredt at gøre sådan. Det eneste fagfolk reelt kan gøre er at komme med et kvalificeret gæt - og der kommer de nok til at skyde forkert engang imellem. 

Langt de fleste vil kunne genkende symptomer på ADHD - glemsomhed, manglende overskud, tankemylder, manglende koncentration etc, men for mig er det altså hver dag, hele dagen og hele mit liv. Det bliver værre i stressede perioder, men det går aldrig væk. Selv om mange kan have dage hvor de kommer hjem og er helt mentalt udmattede, har jeg det hver dag - og det er heri forskellen ligger. 

Når man får stillet diagnosen ADHD skal man først gennem en indledende spørgeskemaundersøgelse med ca. 200 spørgsmål om alt lige fra om man tit glemte skolebøger som barn til om man har svært ved at huske navne - de ting du snakker om JustMe, men de nok vigtigste spørgsmål er, om symptomerne har eksisteret fra før skoletiden, og om symptomerne er hæmmende for ens hverdag. Kan man ikke svare ja til de sidste 2 spørgsmål har man ikke ADHD. 

 

For mig har det været både godt og skidt at blive diagnostiseret. I starten var det ret overvældende, og der var mange ting der skulle falde på plads for mig, mange minder og oplevelser der skulle ses i et andet lys. Jeg var vred og skuffet over at det ikke var blevet opdaget noget før. Jeg har været til skolepsykolog som barn, var generelt utilpasset som barn og ung, og for under et år siden havde jeg været til egen læge og fortalt hende om de klokkeklare ADHDsymptomer jeg havde, som jeg troede skyldtes en fødselsdepression. Ingen kunne fortælle hvorfor jeg havde det sådan, og det blev fejet af bordet med "begyndende depression", "lavt selvværd" eller "du er nok bare stresset". 

Men mest af alt var jeg lettet. For diagnosen var samtidig en forklaring, en håndteringsplan og en behandlingsmulighed. Jeg har et helt klart billede af mine udfordringer og problemer, og jeg kan arbejde med det. Når jeg er helt overvældet ved jeg at det er en dårlig dag og i morgen bliver bedre, når jeg er helt forvirret kan jeg takle det, og jeg kan styre sygdommen i stedet for at lade mig styre af den.

 

Det har også forbedret mit selvværd og mit forhold til andre. Jeg ved godt, at jeg ikke er doven når jeg ikke kan overskue en huslig opgave, at jeg ikke er dum når jeg ikke kan følge med i undervisningen - jeg skal bare ændre min læringsstrategi. Mit gennemsnit er gået 2,3 op, mit engagement i skolen er steget gevaldigt, C er ikke længere roden til alt ondt i vores forhold og er en klart bedre mor. Jeg har tabt 12 kg mest fordi jeg ikke længere spiser med følelserne eller fordi jeg er rastløs og skal have et eller andet at foretage mig. Jeg er mere tolerant overfor andre mennesker, hvor jeg før kunne blive rasende inden i hvis folk aflyste aftaler i sidste øjeblik eller blive voldsomt irriteret over folk der taster hårdt på tastaturet når de skriver i undervisningslokalet. 

Men jeg har også bekymringer i forhold til at det er en permanent tilstand, noget der ikke kan kureres. Jeg kan medicinere en stor del af generne væk og jeg kan lære at håndtere resten, men det vil altid være det, og jeg vil altid være på røven, hvis jeg glemmer min medicin en morgen og kommer afsted uden back-up. Derudover er det ret arveligt - så når vi skal have flere børn ved jeg at der er en god risiko for at jeg giver det videre. 

 

Puha sikke en smørre :D (der var nok nogle ting der skulle luftes :p)

[Forunderligt]

Hvordan finder man en person i danmark?

 

Jeg havde engang en veninde, vi var meget nære i nogle år, og så gled vi fra hinanden, egentlig på ret kort tid, og har vel kun talt sammen en enkelt gang siden. Hun slettede sin profil fra facebook for nogle år siden, og det tlf nr jeg havde dur ikke længere. Jeg ved hvor hun boede, jeg ved hvornår hun har fødselsdag og jeg kender hendes navn, men jeg ved hun blev gift med sin kæreste og måske har hun skiftet efternavn. Egentlig har jeg tænkt at så var det jo bare sådan, engang havde vi meget til fælles, det har vi nok ikke mere...

 

Men i går kom Mathilde og snakkede om hende, hendes far havde talt om min veninde, som han også kendte en smule, aner ikke hvorfor han har fortalt vores datter om hende. Mathilde siger noget i retning af "Kan du huske din veninde X som havde sukkersyge og drak cola alligevel - og så døde hun?" Jeg svarede jo bare at hun selvfølgelig ikke er død... men lå vågen i nat og tænkte, for fanen er det fordi min eks ved noget om min tidligere veninde eller hvad, hvordan kan jeg vide at hun lever og er ok, tænk hvis hun er død og jeg ikke aner det.

 

:help

[Guest]

Hvordan finder man en person i danmark?

Jeg havde engang en veninde, vi var meget nære i nogle år, og så gled vi fra hinanden, egentlig på ret kort tid, og har vel kun talt sammen en enkelt gang siden. Hun slettede sin profil fra facebook for nogle år siden, og det tlf nr jeg havde dur ikke længere. Jeg ved hvor hun boede, jeg ved hvornår hun har fødselsdag og jeg kender hendes navn, men jeg ved hun blev gift med sin kæreste og måske har hun skiftet efternavn. Egentlig har jeg tænkt at så var det jo bare sådan, engang havde vi meget til fælles, det har vi nok ikke mere...

Men i går kom Mathilde og snakkede om hende, hendes far havde talt om min veninde, som han også kendte en smule, aner ikke hvorfor han har fortalt vores datter om hende. Mathilde siger noget i retning af "Kan du huske din veninde X som havde sukkersyge og drak cola alligevel - og så døde hun?" Jeg svarede jo bare at hun selvfølgelig ikke er død... men lå vågen i nat og tænkte, for fanen er det fordi min eks ved noget om min tidligere veninde eller hvad, hvordan kan jeg vide at hun lever og er ok, tænk hvis hun er død og jeg ikke aner det.

:help

Hmm... Jeg tror jeg ville Google hende, måske er der hits. Søg på alt fra hendes navn og adresse og hvis du kan huske kærestens fornavn.

Havde i fælles venner/bekendte du kunne spørge?

Er der hjemmesider hvor man kan søge personer? Ellers er det jo før set at en efterlysning over facebook kan hjælpe :) om hun selv er på eller ej, så kan det jo være nogen hun kender er.

[Bolsin]

Hvordan finder man en person i danmark?

Jeg havde engang en veninde, vi var meget nære i nogle år, og så gled vi fra hinanden, egentlig på ret kort tid, og har vel kun talt sammen en enkelt gang siden. Hun slettede sin profil fra facebook for nogle år siden, og det tlf nr jeg havde dur ikke længere. Jeg ved hvor hun boede, jeg ved hvornår hun har fødselsdag og jeg kender hendes navn, men jeg ved hun blev gift med sin kæreste og måske har hun skiftet efternavn. Egentlig har jeg tænkt at så var det jo bare sådan, engang havde vi meget til fælles, det har vi nok ikke mere...

Men i går kom Mathilde og snakkede om hende, hendes far havde talt om min veninde, som han også kendte en smule, aner ikke hvorfor han har fortalt vores datter om hende. Mathilde siger noget i retning af "Kan du huske din veninde X som havde sukkersyge og drak cola alligevel - og så døde hun?" Jeg svarede jo bare at hun selvfølgelig ikke er død... men lå vågen i nat og tænkte, for fanen er det fordi min eks ved noget om min tidligere veninde eller hvad, hvordan kan jeg vide at hun lever og er ok, tænk hvis hun er død og jeg ikke aner det.

:help

Jeg ved min mor fandt et par gamle klassekammerater via kommunen. Kan ikke huske hvilke oplysninger hun havde på dem, men ved at hun skulle betale et eller andet beløb pr. person som blev slået op.

[Forunderligt]

Hmm... Jeg tror jeg ville Google hende, måske er der hits. Søg på alt fra hendes navn og adresse og hvis du kan huske kærestens fornavn.

Havde i fælles venner/bekendte du kunne spørge?

Er der hjemmesider hvor man kan søge personer? Ellers er det jo før set at en efterlysning over facebook kan hjælpe :) om hun selv er på eller ej, så kan det jo være nogen hun kender er.

 

 

Jeg ved min mor fandt et par gamle klassekammerater via kommunen. Kan ikke huske hvilke oplysninger hun havde på dem, men ved at hun skulle betale et eller andet beløb pr. person som blev slået op.

Tak for ideer

 

Jeg fandt hendes mand (hvis de stadig er gift) på facebook, men det så ikke ud som om han er aktiv. Men via hans venneliste fandt jeg nogle af deres naboer som jeg har mødt, så skal jeg bare lige finde ud af at ta mod til at spørge, føler mig jo som totalt idiot...

[Forunderligt]

Kan heller ikke rigtig slippe den tanke at hun jo nok ikke rigtig gider snakke med mig, jeg har hverken ændret navn eller telefonnummer...

[Ihpets-mortilto]

Det er lidt noget sjovt noget, det der med diagnoser...

En på min facebook venneliste postede en video som skulle illustrere hvordan det er at have ADHD, og personen i videoen siger, at hvis man kan nikke genkendende til hovedparten af eksemplerne, så er der en god chance for at man har ADHD. Ganske uvidenskabeligt, dog.

Nå, men sad og så den igennem, og kunne helt klart nikke genkendende til langt hovedparten... Eksempelvis når man er i bad, at man får vasket får indtil flere gange, fordi man har glemt om man har vasket hår. At man bliver introduceret til nye mennesker, men at man indenfor få minutter har glemt hvad de hedder. At man i en samtale kan blive så optaget af et ansigtstræk at man har svært ved at holde fast i samtalen osv.

Jeg mener bestemt ikke jeg har ADHD... Jeg mener selv jeg "bare" er introvert, distræt og at alt efter hvor træt og stresset, kan have svært ved at holde fokus. I mit hoved HELT almindelige personlighedstræk!

Samtidig kan jeg også indimellem få den mistanke, at hvis jeg havde været barn i dag, så var jeg sgi nok endt med en diagnose indenfor autisme-spektret, a la asperger. Simpelthen fordi øjenkontakt falder mig ikke naturligt, men er tillært. Jeg hader forandring, som for mig er enormt angstprovokerende, jeg har det svært i sociale sammenhænge, og bryder mig faktisk slet ikke om at være i større forsamlinger. I større forsamlinger holder jeg mig altid til et par kendte mennesker, og bevæger mig meget nødigt væk fra dem. Det er noget jeg har lært mig selv, hvordan jeg skal geberde mig i sociale sammenhænge.

Alternativt ville jeg have fået stemplet "særligt sensitiv" da jeg også kan nikke genkendende til omkring 90 % af det.

Eller også er jeg bare helt normal, med almindelige personlighedstræk?

Jeg skal ikke bedømme hvem der har "rigtige" diagnoser og hvem der ikke har, jeg kan bare godt indimellem blive optaget af fænomenet med at definere sig selv ud fra en diagnose. At der er mennesker som har behov for den diagnose eller det stempel for at kunne finde deres plads i samfundet. Det er jo dybest set totalt ligegyldigt om jeg kunne få en diagnose eller ej, for jeg har jo et velfungerende liv, fordi jeg har lært mig at fungere på baggrund af maaaaaange dårlige erfaringer.

Men jeg synes det er interessant hvordan man definerer hvad der er normalt, og hvordan man selv definerer sine "anderledes-heder"... For min tankeverden er jo som den er... jeg kan ikke vide hvordan den adskiller sig fra alle andre, fordi jeg kan jo ikke hoppe ind i hovedet af dem?

Jeg synes også at hele det der "show" omkring diagnoser er nonsens.

Både fordi raske børn bliver stemplet som syge, fordi samfundet ikke længere har plads til børn med krudt i røven, eller nogle der bare er en anelse anerledes.

Men også fordi at dem der virkelig er syge, bliver mistænkt for at være "en af dem der bare for en diagnose for sjov". Min mand har ADHD, og det er sku ikke for sjov. Men han lider klart under at det er blevet så "normalt" at have ADHD, så folk mistænker ham for om det er rigtigt.

Jeg vil helst undgå at fortælle fremtidig DP, børnehave og skole om min mands sygdom - for jeg vil ikke have hevet diagnosen ned over mine børns hoveder bare fordi deres far er syg (det ER arveligt, MEN det er jo ikke sikkert).

[Barbamama]

Hvad hjertet er fyldt med... :rolleyes

Vi ser Jeopardy, og jeg laver noget andet, så jeg hører det kun lige med et halvt øre. Jeg undrer mig vældigt over, at de har en kategori, der hedder "sex-ulven" i den bedste sendetid :o Da jeg så ser svarene, går det op for mig, at kategorien faktisk var noget mere børnevenlig: "Slik-sulten".

:oops :badgirl :lolhit

[Vinnus]

Hvad hjertet er fyldt med... :rolleyes

Vi ser Jeopardy, og jeg laver noget andet, så jeg hører det kun lige med et halvt øre. Jeg undrer mig vældigt over, at de har en kategori, der hedder "sex-ulven" i den bedste sendetid :o Da jeg så ser svarene, går det op for mig, at kategorien faktisk var noget mere børnevenlig: "Slik-sulten".

:oops :badgirl :lolhit

:lol

Tak for grin :) det er første gang i dag for mig

[SaraLK]

:lol BBM! :D

[Barbamama]

Det var så lidt piger :rolleyes :D

[Guest]

Men ER det blevet normalt at få en diagnose? Eller er systemet blevet bedre til at hjælpe? Jeg syntes jeg efterhånden har mødt en mængde af voksne der har fået stillet diagnosen som store teenagere eller voksen som har lidt af depressioner, lavt selvværd og følt sig forkert og misforstået, lige indtil diagnosen blev stillet og de dermed fik en forklaring OG omverdenens forståelse, de fik redskaber og nye handlemønstre og bedre selvværd. HVIS de var blevet forstået (fx via diagnosen) som barn ville de slet ikke være blevet slæbt igennem det helvede.

Jeg syntes der er en meget generaliserende undertone - JEG har altså ALDRIG mødt nogen med en diagnose de har fået trukket ned over hovedet, ej heller nogen børn der "bare lige" fik en diagnose ELLER nogen børn der bliver dømt af fagfolk for deres diagnose, snarere tværtimod! Og jeg har altså haft en berøringsflade af børn der runder 1000+ individer inkl en special intitution. Hvor ser i de fejl diagnosticerede? Jeg spørger bare? For jeg vil da godt vide hvor de bliver gemt.

Bliver faktisk lidt harm over at folk har den opfattelse af ADHD diagnosticerede børn - at de ikke altid bør have en diagnose. Hvorfor den negative vinkel? Hvorfor ikke gå ud fra at børn der er diagnosticerede faktisk HAR en diagnose?

Og det næste bliver lidt skrapt men er herre fornærmet på min proffesions vejne:

HVORFOR er i bange for at pædagoger ser ADHD over alt og i jeres børn???? Hvad FORESTILLER i jer pædagoger gør i det daglige? Render rundt med en tjekkiske og sætter minus for hver lille ting der ikke falder inden for kassen af "normal" og sender alle oplysninger til nærmeste instans med henblik på at putte dem i en kasse? Slap nu AF altså, pædagoger har ikke trukket uddannelsen i en automat.

ærlig talt så er de eneste der skaber "myter" omkring ADHD folk som tænker som I beskriver - hvorfor gå ud fra at børn er fejl diagnosticeret eller tro at pædagoger tænker ADHD bare de ser et barn der ikke kan sidde stille i 5 min - fuck så havde jeg sku travlt med at sende indberetninger ind, det er jo beskrivelsen af børn i alderen 2,9-6 år.

Hav sku da lige tillid til at pædagoger GODT kan kende forskel på hvornår et barn "har krudt i røven" og hvornår noget er galt!!!

[Guest]

Jeg var hjemme hos min far og hans kone i weekenden, og undrede mig dybt over, at der på badeværelset stod en tube, hvor der stod 'KOLORT' på??? :blink Indtil jeg fik kigget ordentligt og der stod 'KOLORIT'! :lol

[Barbamama]

Jeg var hjemme hos min far og hans kone i weekenden, og undrede mig dybt over, at der på badeværelset stod en tube, hvor der stod 'KOLORT' på??? :blink Indtil jeg fik kigget ordentligt og der stod 'KOLORIT'! :lol

DÉT er sjovt!!!! :D :D :D

[Guest]

Jeg har i mit arbejde (socialrådgiver) i en familie afdeling, set en del børn hvor man tænker de er fejl diagnosticeret eller aldrig skulle have haft en diagnose. Forældrene til mange af de børn var dog meget på stikkerne for at barnet skulle have en diagnose, hvorfor ved jeg ikke. Men det er bestemt mange gange jeg har set det. Hvor der ikke var noget galt med barnet det var langt mere opdragelse og forældre/barn forholdet der skulle kigges på.

Min søster fik for nogle år siden en asperger diagnose. Hun havde problemer med at komme i skole og blev hjemmeundervist i et år. Mine forældre bad om hjælp og hun kom derfor igennem udredning på børnepsyk, hvilket faktisk gik hurtigt. Hun endte som sagt med en asperger diagnose, men ingen hjælp. Mine forældre havde søgt hjælp men aldrig tænkt i baner af en diagnose.

Ingen der kender hende, familie, læge eller lære mente det var en korrekt diagnose og det var mig der via nettet fandt svaret. Hun er så men "bare" særlig sensitiv og det har hjulpet hende så meget at få det svar og fundet noget hvor hun kunne genkende sig selv.

Min venindes mand har ligeledes lige fået en asperger diagnose. Som med min søster kan ingen genkende ham i det jo træk ligeså med min søster, men ikke til en diagnose. Han har så via andre professionelle fundet ud af at han lider af social forbi og ikke asperger.

Fælles for min søster og min venindes mand er at de har fåettåbelige spørgsmål. Et af spørgsmålene til dem begge var 'Hvordan vil du forklare et rumvæsen hvordan man børster tænder, rumvæsnet har ikke selv tænder" og andre tåbelige spørgsmål. Ligeså var det fælles at de ting de pårørende sagde om personen sjældent blev taget med da der modsagde diagnosen.

Så med de to erfaringer i bagagen tager jeg det lidt med et gran salt. Det virkede mest som om de professionelle død og pine skulle finde en diagnose og at det sidste nye er asperger.

Der er klart nogle hvor diagnoserne er rigtige, men jeg synes diagnoserne bliver lidt udvandet når man har disse oplevelser.