Børn og hospice - trist Update i nr 12

[Guest M's mor]

Rasmus bedstemor har givet udtryk for at når hun når så langt så vil hun gerne på hospice. Det synes jeg er et rigtig smukt sted at afslutte sit liv på.

Men der dukker et spørgsmål op, vil det være okay at tage et barn på feks 1 år med derhen eller hvad gør man? Da min mormor lå på sygehuset op til hendes død der besøgte vi børnebørn hende ikke for vi skulle huske hende som hun var. Men Madison vil jo intet kunne huske. Jeg synes det er lidt svært. Jeg er personligt ikke vild med at omgås syge og døsende personer men det kommer man jo ikke uden om at man skal. Men jeg ønsker ikke Madison skal opleve det som noget dårligt.

Jeg ved feks at hun ikke skal med til begravelse. Der hører så små børn efter min mening ikke til. Så det er jeg afklaret med, men synes det er sværere hvis hun kommer så langt at den sidste tid skal være på hospice.

Hvad tænker i?

[Mistel]

Jeg tænker, at du skal tale med hospicet om, hvad de tænker om at tage helt små børn med derhen - og så følge deres retningslinjer.

Med det mere principielle omkring spørgsmålet børn - død - begravelse - jamen, du kender jo din datter bedst og dermed ved hvad der er det rigtige. Og så er hun jo også meget lille endnu. Men jeg kan da fortælle om det fra min side som barn. Min farmor døede, da jeg var 4. Og jeg kom netop ikke med til begravelsen for at skåne mig. Men jeg var simpelthen så ked af det og savnede hende rigtig meget, og jeg tror, at det ville have været godt for mig at være kommet med, så jeg kunne sige farvel ligesom alle andre. Evt. med en voksen der var "dedikeret" til mig, som kunne gå ud med mig, hvis det blev for meget. Sorgen og savnet over min farmor blev ikke mindre af, at jeg ikke måtte deltage - måske tvært imod.

Min moster døde af kræft, da jeg var 12. Hun var ikke gift og havde børn, så vi var hendes eneste familie. Hun var ikke ret gammel - kun 52 år - og hun havde været syg i mange, mange år, da hun endelig måtte give op. Faktisk så længe at jeg ikke kan mindes, at hun har været rask... Man forsøgte også at skåne mig ved ikke fortælle, hvad der var i vejen. Ikke nævne K-ordet, når jeg var til stede - kalde det cancer i stedet for osv. Min moster holdt helt op med at spise slik og sukker på et tidspunkt for at styrke sin krop. Jeg spurgte så, om hun måske havde sukkersyge, men neeeej, det var jo ikke helt det. Jeg fandt så ud af det helt uforberedt en dag jeg havde fået tidligt fri fra skole, og min moster ikke havde nået at få parykken på endnu... Og jeg glemmer det aldrig!! Det chok jeg fik....

Så mit bud er - tal med børn på en alderssvarende måde om de svære ting - også døden. For den forsvinder jo ikke, bare fordi man er tavs :)

[Maustique]

Man kan ikke skjule hverken sygdom eller død for børn - heller ikke små børn...

Børn har det bedst med at få forklaret hvad det foregår, deltage så meget som muligt i de små ritualer og så have en dedikeret voksen der har overskud til at fokusere på barnet hvis det hele bliver for meget...

Man risikerer at barnet føler sig "snydt" for muligheden for at sige farvel og ikke kan forstå rigtigt, hvor personen er blevet af. Det er lettere at begrave en nær slægtning hvis man har SET at personen er død og i kisten... Børn ser jo også døde fugle og mister kæledyr. Og så kan man også som meget lille sige farvel ved at lægge en bamse i kisten, eller komme med blomster til gravstedet.

Tag mit ord for det - jeg er ud af en kræftfamilie og har mistet alle mandlige familiemedlemmer på min fars side til sygdommen.

[Guest M's mor]

Jeg tænker, at du skal tale med hospicet om, hvad de tænker om at tage helt små børn med derhen - og så følge deres retningslinjer.

Med det mere principielle omkring spørgsmålet børn - død - begravelse - jamen, du kender jo din datter bedst og dermed ved hvad der er det rigtige. Og så er hun jo også meget lille endnu. Men jeg kan da fortælle om det fra min side som barn. Min farmor døede, da jeg var 4. Og jeg kom netop ikke med til begravelsen for at skåne mig. Men jeg var simpelthen så ked af det og savnede hende rigtig meget, og jeg tror, at det ville have været godt for mig at være kommet med, så jeg kunne sige farvel ligesom alle andre. Evt. med en voksen der var "dedikeret" til mig, som kunne gå ud med mig, hvis det blev for meget. Sorgen og savnet over min farmor blev ikke mindre af, at jeg ikke måtte deltage - måske tvært imod.

Min moster døde af kræft, da jeg var 12. Hun var ikke gift og havde børn, så vi var hendes eneste familie. Hun var ikke ret gammel - kun 52 år - og hun havde været syg i mange, mange år, da hun endelig måtte give op. Faktisk så længe at jeg ikke kan mindes, at hun har været rask... Man forsøgte også at skåne mig ved ikke fortælle, hvad der var i vejen. Ikke nævne K-ordet, når jeg var til stede - kalde det cancer i stedet for osv. Min moster holdt helt op med at spise slik og sukker på et tidspunkt for at styrke sin krop. Jeg spurgte så, om hun måske havde sukkersyge, men neeeej, det var jo ikke helt det. Jeg fandt så ud af det helt uforberedt en dag jeg havde fået tidligt fri fra skole, og min moster ikke havde nået at få parykken på endnu... Og jeg glemmer det aldrig!! Det chok jeg fik....

Så mit bud er - tal med børn på en alderssvarende måde om de svære ting - også døden. For den forsvinder jo ikke, bare fordi man er tavs :)

Jeg tænker også at var hun det ældre og kunne forstå så skulle hun også vide hvad der foregik. Der er ikke noget værre end at holde sådan nogle ting for børn for de opfanger meget mere end man tror.

Og synes det er rigtig synd at du ikke fik fortalt noget. Især med din moster da du var så stor du godt kunne forstå det du fik at vide,

Var ikke klar over man kunne høre hospice ad. Men må jeg gøre til den tid. Madison er meget højt råbende på den positive måde, men er jo ikke sikkert det lige er så smart sådan et sted

[Guest M's mor]

Man kan ikke skjule hverken sygdom eller død for børn - heller ikke små børn...

Børn har det bedst med at få forklaret hvad det foregår, deltage så meget som muligt i de små ritualer og så have en dedikeret voksen der har overskud til at fokusere på barnet hvis det hele bliver for meget...

Man risikerer at barnet føler sig "snydt" for muligheden for at sige farvel og ikke kan forstå rigtigt, hvor personen er blevet af. Det er lettere at begrave en nær slægtning hvis man har SET at personen er død og i kisten... Børn ser jo også døde fugle og mister kæledyr. Og så kan man også som meget lille sige farvel ved at lægge en bamse i kisten, eller komme med blomster til gravstedet.

Tag mit ord for det - jeg er ud af en kræftfamilie og har mistet alle mandlige familiemedlemmer på min fars side til sygdommen.

Hun vil helt klart skulle med på gravstedet. Det kommer hun også med mine bedsteforældre. Men at skulle have hende med til begravelsen tror jeg bare ikke vil være godt. Jeg ville sagtens kunne tage mig af hende, men hun er en der kommer med mange høje lyde og det er måske ikke lige passende til en begravelse. Men formentlig er der mange år endnu til hun skal begraves og vi skal tage stilling til det

[MissingLink]

Jeg tænker det handler om, hvordan I selv håndterer det. Jeg er ret sikker på, at det godt kan gøres til en smuk og god oplevelse at besøge hende. Og et hospice er jo ikke på samme måde "klinisk" og sørgeligt som et almindeligt hospital IMO. Jeg ville forsøge at gøre det til noget positiv og smukt. Ikke mindst for bedstemors skyld :)

Vores ældste datter var på sygehuset og sige farvel til sin oldemor, dagen før hun døde. På det tidspunkt var hun ca 20 mrd. Hun kan selvfølgelig ikke huske det selv, men for olde betød det meget at hun nåede at se alle børn, børnebørn og oldebørn, inden hun skulle herfra :7himmel

[Guest M's mor]

Jeg tænker det handler om, hvordan I selv håndterer det. Jeg er ret sikker på, at det godt kan gøres til en smuk og god oplevelse at besøge hende. Og et hospice er jo ikke på samme måde "klinisk" og sørgeligt som et almindeligt hospital IMO. Jeg ville forsøge at gøre det til noget positiv og smukt. Ikke mindst for bedstemors skyld :)

Vores ældste datter var på sygehuset og sige farvel til sin oldemor, dagen før hun døde. På det tidspunkt var hun ca 20 mrd. Hun kan selvfølgelig ikke huske det selv, men for olde betød det meget at hun nåede at se alle børn, børnebørn og oldebørn, inden hun skulle herfra :7himmel

Jeg tænker nemlig også det vil betyde noget for hendes oldemor at hun fik lov at sige farvel. Og det tror jeg også er en god ting selv om Madison er så lille. Om ikke andet så vil vi kunne fortælle hende om det senere.

[Pumpkins]

Jeg tror generelt ikke, at man vinder noget ved at holde hemmeligheder omkring sådan noget fra sine børn.

Min mormor begik selvmord da jeg var 3, og det har altid været et kæmpe tabu i min familie. Jeg har altid fået at vide, at hun døde af "en eller anden sygdom". Det var først som teenager det gik op for mig, hvad der var sket, da en af mine barndomsveninder nævnte at min mormor var "hende, der havde taget en pose over hovedet" (hendes mor kendte min mor). Det var en skrækkelig måde at finde ud af det på! Selv i dag har jeg ikke snakket med min mor om det, for det gør man ikke i min familie - desværre.

Men der er også en stor forskel på at holde noget hemmeligt og tabuiseret og at undgå at gå i for mange detaljer. Når Maddison ikke er ældre, vil hun ikke vinde noget ved den helt store forklaring omkring livet og døden, men jeg tror sagtens i kan sige til hende, at i skal hen og sige farvel, og så kan hun få forklaringen, når hun er gammel nok til at huske den.

Hospice er langt fra det samme som et hospital. Da C's faster kom på hospice sidste år, var det et sted, hvor de både måtte have husdyr boende, og de måtte ryge på værelset. Så kan jeg næppe forestille mig et sted, hvor små børn ikke er velkomne. Selvfølgelig skal de ikke løbe skrigende op og ned af gangene, men det er jo bare almindelig respekt :)

Jeg tror det vil betyde meget for Rasmus' bedstemor, at se Maddison en sidste gang, så jeg ville gøre det for hendes skyld.

Og til den med at huske nogle som syge og afkræftede:

Min morfar døde efter lang tids kamp mod kræft, da jeg var 16 år. Jeg har mange minder om ham, både af hvordan han var som rask og syg. Jeg så ham dagen efter han døde, da bedemændene kom og hentede ham, og så hvor meget sygdommen havde ændret ham til det aller sidste. Han havde altid været en lidt robust mand med tattooveringer og lidt ølmave, men tilsidst var han helt hul og tom at se på. Hans kræft sad i halsen, hvilket påvirkede hans evne til at spise, samt at han mistede alle sine tænder efter strålebehandlingerne som skulle ind gennem kæben. Så han ændrede drastisk udseende!

Når jeg tænker på ham i dag, tænker jeg mest på ham liggende i lænestolen ude i haven, eller jeg tænker ham bag roret på sin elskede båd. Når jeg tænker på de minder jeg deler med ham tænker jeg først og fremmest på de gange vi har spillet på hans orgel, og han kom og gav os hovedtelefoner på, eller de gange han har stukket os en 20'er til en is eller lignende. Minderne om hans sygdom og død er der også, men de har en særlig plads, hvor jeg har det ok med at de er der, men det er ikke dem, der er vigtige at huske.

Så jeg tror ikke på, at man skåner børn ved ikke at lade dem se syge mennesker. Jeg tror også forestillingen om, hvad der er galt, og at de ikke kan snakke med nogle om det, er endnu værre.

[Fru SP]

Jeg kunne helt ærligt, ikke forestille mig at du ikke gerne må tage Madison med på et hospice. Det hospice, hvor vi min farmor var, var et fantastisk sted og hun var så glad for at have været der. Hun fik sagt farvel til os alle sammen og også hendes 2 oldebørn og det er jeg sikker på betød meget for hende.. Men jeg ville snakke med det specifikke hospice og høre hvad deres holdning til det er. De fleste af dem, der er på hospice vælger det jo selv og har derfor måske en anden livsglæde og har derfor måske ikke så meget imod at de kan høre små børn. Men jeg synes da også man skal holde hende inde på oldemors værelse og ikke lade dem rande rundt ude på gangen.

Og mht til døden, så tror jeg det er SÅ vigtigt at være ærlig. Jeg har mistet rigtig mange i min familie, den første gang var jeg 4-5 år og det var rigtig vigtigt for mig, at jeg fik lov at komme med til begravelsen. Selvom jeg måske ikke helt forstod det, var det en god afslutning at se min morbror blive sænket ned i jorden og vide, at nu kom han ikke tilbage. Min farmor og farfar var der til at tage sig af min søster og mig og det var rigtig godt.

Som pumpkins skriver, er det ikke rart, at se en man elsker død, men for mig at se er den en måde at afslutte på og jeg har både set min morbror (jeg fandt ham, så det var ret uplanlagt), min farfar, min mormor, min far og min farmor og jeg husker de rigtige minder først. "Billederne" af dem som døde er også et minde på en måder, men de er lagret et andet sted og kan hentes frem, når jeg har behov for det!

Til sammenligning var mine to kusiner ca 12 og 10, da min far var syg af kræft og døde og min faster havde ikke fortalt dem det og ville ikke snakke med min far, når de var hjemme, "små kopper har også øre", og da han døde stod de totalt uforstående overfor det og min farmor måtte tage en snak med dem om at deres morbror (min far), havde været syg længe og hvorfor de ikke havde fået noget at vide. De var heller ikke med til begravelsen og jeg tror den dag i dag, at de mangler noget! Det var det samme da min farmor året efter fik kræft, da var det min anden kusine, der mod min fasters ønsker, sagde det til dem og de nåede at sige farvel, hvilket de er rigtig glade for idag..

[Guest M's mor]

Jeg tror generelt ikke, at man vinder noget ved at holde hemmeligheder omkring sådan noget fra sine børn.

Min mormor begik selvmord da jeg var 3, og det har altid været et kæmpe tabu i min familie. Jeg har altid fået at vide, at hun døde af "en eller anden sygdom". Det var først som teenager det gik op for mig, hvad der var sket, da en af mine barndomsveninder nævnte at min mormor var "hende, der havde taget en pose over hovedet" (hendes mor kendte min mor). Det var en skrækkelig måde at finde ud af det på! Selv i dag har jeg ikke snakket med min mor om det, for det gør man ikke i min familie - desværre.

Men der er også en stor forskel på at holde noget hemmeligt og tabuiseret og at undgå at gå i for mange detaljer. Når Maddison ikke er ældre, vil hun ikke vinde noget ved den helt store forklaring omkring livet og døden, men jeg tror sagtens i kan sige til hende, at i skal hen og sige farvel, og så kan hun få forklaringen, når hun er gammel nok til at huske den.

Hospice er langt fra det samme som et hospital. Da C's faster kom på hospice sidste år, var det et sted, hvor de både måtte have husdyr boende, og de måtte ryge på værelset. Så kan jeg næppe forestille mig et sted, hvor små børn ikke er velkomne. Selvfølgelig skal de ikke løbe skrigende op og ned af gangene, men det er jo bare almindelig respekt :)

Jeg tror det vil betyde meget for Rasmus' bedstemor, at se Maddison en sidste gang, så jeg ville gøre det for hendes skyld.

Og til den med at huske nogle som syge og afkræftede:

Min morfar døde efter lang tids kamp mod kræft, da jeg var 16 år. Jeg har mange minder om ham, både af hvordan han var som rask og syg. Jeg så ham dagen efter han døde, da bedemændene kom og hentede ham, og så hvor meget sygdommen havde ændret ham til det aller sidste. Han havde altid været en lidt robust mand med tattooveringer og lidt ølmave, men tilsidst var han helt hul og tom at se på. Hans kræft sad i halsen, hvilket påvirkede hans evne til at spise, samt at han mistede alle sine tænder efter strålebehandlingerne som skulle ind gennem kæben. Så han ændrede drastisk udseende!

Når jeg tænker på ham i dag, tænker jeg mest på ham liggende i lænestolen ude i haven, eller jeg tænker ham bag roret på sin elskede båd. Når jeg tænker på de minder jeg deler med ham tænker jeg først og fremmest på de gange vi har spillet på hans orgel, og han kom og gav os hovedtelefoner på, eller de gange han har stukket os en 20'er til en is eller lignende. Minderne om hans sygdom og død er der også, men de har en særlig plads, hvor jeg har det ok med at de er der, men det er ikke dem, der er vigtige at huske.

Så jeg tror ikke på, at man skåner børn ved ikke at lade dem se syge mennesker. Jeg tror også forestillingen om, hvad der er galt, og at de ikke kan snakke med nogle om det, er endnu værre.

Jeg tror også hans bedstemor ville være rigtig glad for at madison kom og sagde farvel. Og vi kan jo altid lige høre ad på hospice hvordan de gerne vil have det er. For er vi der kun en halv time så er det bedre end ingenting.

Men var godt nok overrasket over at høre at bedstemoren havde taget stilling til hun skulle på hospice.

Jeg tror helt bestemt også det havde været bedre at man fortalte dig om hvad der var sket med din mormor. Det er da bedre du hørte det fra din egen familie frem for fra fremmede. Et var hvis det var en naturlig død, men det var der jo ikke tale om. Så der burde din familie have forberedt dig. Det må ikke have været sjovt at skulle høre sådan noget fra andre.

Nu har jeg ikke set mine bedsteforældre da de var syge. Det var blandt andet også et ønske de hver især havde. Og jeg har det egentlig fint med ikke at have set dem. Nu var jeg heller ikke så gammel da det skete, og kan heller ikke rigtig huske andre end min mormor og farfar.

Men jeg husker alt det gode fra dem :)

Jeg synes det er flt du kan huske så meget godt frem for da han var syg. Det er de gode minder der betyder allermest og dem man kan leve længe med.

Jeg husker fra min mormor alt hendes bagværk ;) vi ringede sammen i Tlf en gang om ugen og kunne snakke i flere timer. Og duften der var hos hende. En blanding af hendes vaskemiddel, nylavet kaffe og hjemmebag. Og nogen gange kan jeg fornemme den her af en eller anden grund.

[Guest M's mor]

Jeg kunne helt ærligt, ikke forestille mig at du ikke gerne må tage Madison med på et hospice. Det hospice, hvor vi min farmor var, var et fantastisk sted og hun var så glad for at have været der. Hun fik sagt farvel til os alle sammen og også hendes 2 oldebørn og det er jeg sikker på betød meget for hende.. Men jeg ville snakke med det specifikke hospice og høre hvad deres holdning til det er. De fleste af dem, der er på hospice vælger det jo selv og har derfor måske en anden livsglæde og har derfor måske ikke så meget imod at de kan høre små børn. Men jeg synes da også man skal holde hende inde på oldemors værelse og ikke lade dem rande rundt ude på gangen.

Og mht til døden, så tror jeg det er SÅ vigtigt at være ærlig. Jeg har mistet rigtig mange i min familie, den første gang var jeg 4-5 år og det var rigtig vigtigt for mig, at jeg fik lov at komme med til begravelsen. Selvom jeg måske ikke helt forstod det, var det en god afslutning at se min morbror blive sænket ned i jorden og vide, at nu kom han ikke tilbage. Min farmor og farfar var der til at tage sig af min søster og mig og det var rigtig godt.

Som pumpkins skriver, er det ikke rart, at se en man elsker død, men for mig at se er den en måde at afslutte på og jeg har både set min morbror (jeg fandt ham, så det var ret uplanlagt), min farfar, min mormor, min far og min farmor og jeg husker de rigtige minder først. "Billederne" af dem som døde er også et minde på en måder, men de er lagret et andet sted og kan hentes frem, når jeg har behov for det!

Til sammenligning var mine to kusiner ca 12 og 10, da min far var syg af kræft og døde og min faster havde ikke fortalt dem det og ville ikke snakke med min far, når de var hjemme, "små kopper har også øre", og da han døde stod de totalt uforstående overfor det og min farmor måtte tage en snak med dem om at deres morbror (min far), havde været syg længe og hvorfor de ikke havde fået noget at vide. De var heller ikke med til begravelsen og jeg tror den dag i dag, at de mangler noget! Det var det samme da min farmor året efter fik kræft, da var det min anden kusine, der mod min fasters ønsker, sagde det til dem og de nåede at sige farvel, hvilket de er rigtig glade for idag..

Jeg tænker også det er en god ide at snakke med hospice til den tid. Tænker lidt at et barn jo også bringer en masse glæde med sig. Men ja hun skal bestemt ikke rende rundt på gangene og det vil derfor heller ikke være et besøg af længere tid. Det har hun ikke tålmodighed til. Men hun skal helt klart med ud at sige farvel.

Jeg vil gerne at hun får et mere naturligt forhold til døden end jeg har. Jeg frygter når folk snakker om døden og jeg kan slet ikke klare tanken om hvad der sker med os når vi dør og ikke er her mere. Hvem skal passe på mine børn og elske dem. Osv osv. Det er virkelig lidt tabu. Og sådan skal madison ikke opleve det.

Men når hun ikke er ældre skal hun ikke med til begravelse. Men vil også sige at er hun 4-5 år så kam hun sagtens komme med og man kan også bedre forklare hende hvad der sker. Ville i hvert fald ikke holde det hemmeligt for hende. Kommer der ikke noget godt ud af.

[Guest M's mor]

Rasmus ringede lige hjem.

Bedstemoren bliver mere og mere sengeliggende og de mener det bare er spørgsmål om dage nu. Om det er dage til hun skal på hospice eller hun sover ind ved jeg ikke. Men puha

Vi tager der over i eftermiddag og viser sange og billeder fra bryllup. Så er det gjort. For det har de gerne ville se.

[Pumpkins]

God ide at tage over til hende!

:kram :kram :kram :kram :kram

[Guest M's mor]

God ide at tage over til hende!

:kram :kram :kram :kram :kram

Ja ikke. Vi fik dog af Rasmus mor at vide at de ikke kunne holde til mere end ti min. Men lidt har også sin ret. Og det kan måske gøre dem glade i længere tid