svigermor prøvede at ødelægge vores lille familie!!!!!!!!!!!!!

[wivvi6021]

Jeg skriver her på siden da jeg er rigtig meget alene med mine tanker og ellers ikke lige har nogle andre at dele dem med. Jeg mødte drømmefyren for ca 4,5 år siden. (her mødte jeg også hans skønne familie for første gang. Allerede efter 9 mdr var en lille blanding mellem ham og mig på vej. nu har jeg så svært ved at forklarer hvilken voldsom adfærdsændring der sker hos min svigermor, uden at det kommer til at lyde som om der er noget galt med mig. men jeg vil nu prøve af lige vælget. Ca 2 mdr efter at vores dreng var født, kommer hun op på mit værelse og siger åbent til mig, at kun vil tilbyde mig at kører mig til psygiskadisk afdeling og få mig indlagt fordi hun åbenbart må have syntes at jeg hørte til bag låste og lukkede dører og bestemt heller ikke egner mig som mor. Hendes andledning til at komme var at min kæreste selv havde inviteret hende og også fortalt hende at jeg var ret ked af det den dag. (så lidt støtte fra hende ville være på sin plads) Jeg vil så godt lige sige her, at grunden til at jeg var ked af det, var at min egen mor lige var død med et hjertestop 2 mdr inden min fødsel. Jeg blev glad da jeg hørte svigermors trin på trappen, for det var lige sådan en voksen jeg havde brug for at snakke med den dag, men da hun gik ind i soveværelset til mig inden jeg var nået ud af sengen og satte sig på min sengekant hos mig, ændrede alt sig, for nu kom ordene. (jeg vil have dig indlagt så kør med mig nu så får jeg dig gemt af vejen) Jeg kan ikke beskrive hvad jeg følte, mit hjerte stod stille og følelsen var næsten værer end da jeg fik avide at jeg aldrig skulle se min mor igen. Det siger jo sig selv at sådan et udgangspungt er ikke godt at have med sin svigermor og sitrationen gik da også helt over gevind da jeg hoppede ud af sengen og råbte så højt jeg kunne at hun skulle forlade mit hjem lige nu. Jeg råbte så højt at min kæreste kom løbende ind af døren. Jeg havde ikke tid til at forklarer ham hvad der var gået forud, jeg havde bare så travlt med at få hans mor til at forlade vores hjem, men det ville hun selvfølgelig ikke, istædet stillede hun sig hænd ved siden af min kæreste og pegede på mig og sagde se hun er da sindssyg. Jeg gik helt hænd til hende og sagde hvis du ikke går nu så gør jeg! jeg kunne mærke hvordan Svigermor fryede sig over siturationen og spændt væntede mit næste træk. Så blev mit næste træk at pakke min lille søn i babyliften på vej over til naboen, for selv at gå fra lejligheden. men hende i døren mødte jeg igen svigermor, denne gang tog hun fat i min baby og rev til så han røg ud af hænderne på mig og sagde gå, du bare men det bliver uden ham her. Jeg har aldrig følt mig så magtesløs i hele mit liv, jeg nægtede at stå og hive i mit spædbarn så jeg forlod ham. Jeg forlod min lejlighed kun iført nattøj og græd mens mærkede de følelser der skulle vise sig at blive hos mig i de næste 3 år, nemlig følelsen af magtesløshed, præstationsangst og frygt. Siturationen endte ved at min nabo gik med over i min lejlighed og fik min svigermor smidt ud. Den eneste grund til jeg ikke ringede til politiet var for at min kæreste ikke skulle se hans mor blive fjernet fra lejligheden sådan. Da jeg kom tilbagen med min nabo var svigermor gået, hun havde efterlads sig min kæreste og nyfødte spædbarn som efter hendes besøg, nu lå helt sammenkrøllet midt på gulvet og græd. Jeg trøstede ham ikke, jeg tror jeg bebrejdede ham for at jeg var kommme i den situration. (efter at have snakket denne aften igennem med ham i nu 3 år , ved jeg godt at han på ingen måde vidste at hans mor skulle vise sig at være sådan en psygopat, han havde aldrig set hende sådan før og han gik næsten i chook. Sådan startede vores familie liv for ca 3 år nu siden. terroen fra svigermor forsatte, blot ved at hun over for min kæreste svinede mig til hvær gang han var der ude. han kunne aldrig få lov at fortælle nogle glædelige ting om vores lille dreng for hvad han end sagde lavede svigermor det om til noget negativt og fortalte ham at det var fordi jeg var moderen at vores dreng kunne lide dans; spiste den forkerte mad osv. På naturligvis gik der længre og længre tid mellem at min kærste besøgte hende og tilsidst flyttede vi helt væk fra vores lejlighed hvor jeg aldrig mere kom til at finde fred. På nuværende tidspungt har jeg ikke set eller hørt fra hende i 2 år. Desværre er mange af de hændelser jeg var ude for ved hende blevet sidende og jeg er idag rigtig bange for hende, bange for hun pludselig dukker op her eller bange for om hun kan finde på at kidnappe vores søn fra børnehaven. Jeg ved jo godt at det kun er mig der opfinder alle de tanker og bekymringer men jeg er bare blevet så bange for hende og min angst er desvære også tæt forbundet med dårlig samvittighed fordi jeg føler at jeg har ødelagt noget mellem min kærste og hans mor som næsten aldrig ser hinnanden. Jeg prøver at komme vidre med livet, men det er rigtig rigtig svært. Så prøver jeg at snakke mig ud af de dårlige oplevelser ved at dele det med min kæreste men hvær gang jeg har snakket om hende får jeg det skrækkeligt de næste 2 døgn efter(lige som angstanfald der kommer og går. Jeg har prøvet at snakke med min egen familie om det (dem jeg har tilbage) men de tænker kun på at jeg ikke har min mor at dele ud af til mine børn så de siger at jeg selvfølgelig skal give svigermor en chance(det bliver altid lagt op som om jeg også har en del af skylden i at svigermor ikke kan lide mig og det ender altid med at de begynder at snakke om hvor synd det er for svigermor at hun ikke får lov at se sine børnebørn(selvfølgelig fordi de tænker på hvor knust min mor ville blive hvis nogle fratog hende retten til at se hendes børnebørn. Mig og min kærste har idag 2 skønne børn. En dreng og en pige og så har vi en lille på vej med termin den 1 dec. vi er en lille lykkelig famile pånær angsten for svigermor som lever i mig hvad skal jeg gøre hilsen wivvi

[Mynthe]

Puha sikke en historie.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg kan sige, men ville ikke løbe uden at ligge en hilsen.

Håber på det bedste for dig og din familie.

Måske det kan være en mulighed for dig at tale det igennem med en professionel? Du skriver at du oplever det som rigtig ubehageligt at tale om hende og at det påvirker dig bagefter, så det kan være at tiden hos eksempelvis en psykolog eller terapeut ville være godt givet ud.

[Guest Felixmor]

Sikke da en grim historie.

Jeg tror du har fået et chok den gang, en traumatisk oplevelse og at du skal have professionelt hjælp til at få det bearbejdet.

Husk! Det er ikke din skyld og du er en god mor men dine tanker og din angst skal bearbejdes sammen med en der kan give dig de rette værktøjer.

:kram

[Camillat]

Ja, faa professionel hjaelp til dig og evt. nogle konsultationer hos en familieterapi, saa I kan faa samlet jer 4(ssart 5, tillykke) som familie.

[mnl]

Ja, faa professionel hjaelp til dig og evt. nogle konsultationer hos en familieterapi, saa I kan faa samlet jer 4(ssart 5, tillykke) som familie.

:ditto

[M_lund]

For det første syntes jeg det er på sin plads at understrege at det er en gave til bedsteforældrene at kunne være sammen med børnebørnene / børn og ikke en ret.

Jeg har en svigermor/svigerfamilie der næsten fik lov til at ødelægge mit ægteskab indtil vi begyndte til parterapi. Det kan helt klart anbefales.. vi har det fantastisk idag., dog unden kontakt til svigerfamilien. Når folk kan finde på at overskride grænser på den måde er de ikke værd at have omkring sig.

Ov mht at du føler at din familie nogle gange tager din svigermors parti, så har jeg siddet i samme sitaution. Fortæl dem at du ikke vil tale om det og at det ikke har noget at gør med hvis det havde været din mor, for hun havde aldrig gået over dine grænser på den måde! Det kan aldrig være din skyld at din svigermor trænger dig op i en krog på den måde. Nogle mennesker er ikke værd at beskæftige sig med, de ødelægger mere end de giver glæde....

Stort kram til dig!!