sex og samliv - smalltalk

[Solvej99]

Det tager mig desværre altid en krig at falde i søvn, også selvom jeg ikke har været oppe. Er bare ikke god til at sove...

Kunne måske godt lade manden have Aron en nat hvor jeg så ikke var hjemme. Men jeg er nok bare ikke klar til det, fordi han ikke hører ham, selvom Aron stadig sover hos os

Jeg tror at mænd er meget bedre til at høre deres børn om natten, når moderen ikke er hjemme ;)

Jeg kan sagtens være ude om natten, hvor min kæreste fortæller næste dag, at Theo har været vågen. Men når jeg ER hjemme, så vågner han aldrig :D

[Guest]

Jeg tror at mænd er meget bedre til at høre deres børn om natten, når moderen ikke er hjemme ;)

Jeg kan sagtens være ude om natten, hvor min kæreste fortæller næste dag, at Theo har været vågen. Men når jeg ER hjemme, så vågner han aldrig :D

:ditto

Det er INTET problem at høre Mie når jeg ikke er hjemme, men er jeg hjemme så snorker han selvom Mie tudbrøler i babyalarmen!

[Barbamama]

Jeg tror at mænd er meget bedre til at høre deres børn om natten, når moderen ikke er hjemme ;)

Jeg kan sagtens være ude om natten, hvor min kæreste fortæller næste dag, at Theo har været vågen. Men når jeg ER hjemme, så vågner han aldrig :D

:ditto

Brian hørte langt fra altid Mar da jeg ammede (= gav kun mening at det var mig, der gik ind om natten), men nu hvor Brian mere eller mindre har fast nattevagt hører han tit Mar før mig. :)

[Lovely Lady]

Jeg er selv ligesådan. Jeg hører intet, hvis ikke jeg skal tage mig af det...

[MforMor]

Jeg er selv ligesådan. Jeg hører intet, hvis ikke jeg skal tage mig af det...

Hvor er du heldig!! :) ville ønske jeg havde det sådan.

Har det præcis som dig JustMe - og min mand hører heller ikke møffen før hun virkelig græder. MEN: vi har mange gange gjort sådan, at han sov med Inger i et rum og jeg sov i et andet. Og der vågnede han fordi han vidste, at han var på. Det fungerede bedst hvis det var hos mine forældre, hvor jeg kunne lægge mig så langt væk, at jeg ikke kunne høre hende.

[Lovely Lady]

Hvor er du heldig!! :) ville ønske jeg havde det sådan.

Har det præcis som dig JustMe - og min mand hører heller ikke møffen før hun virkelig græder. MEN: vi har mange gange gjort sådan, at han sov med Inger i et rum og jeg sov i et andet. Og der vågnede han fordi han vidste, at han var på. Det fungerede bedst hvis det var hos mine forældre, hvor jeg kunne lægge mig så langt væk, at jeg ikke kunne høre hende.

Jeg har så endnu ikke prøvet med vores søn (jeg ammer, så nætterne er alle mine). Men jeg har stort set aldrig hørt min mands særbørn, hvorimod jeg springer ud af sengen ved mindste lyd, hvis det er mine niecer ved døren. Om hunden forstyrrer mig er også helt afhængig af, om vi har aftalt, hvem af os der skal ud med ham.

[Bamse&Kylling]

De første fire timer af min søvn hører jeg intet! Heller ikke da jeg ammede.. Jeg er ofte blevet vækket af min mand stående med sulten baby i armene! Men er jeg alene med hende, så hører jeg hvert eneste lille pip - måske det er det samme med jeres mænd?

Min mand hører alt! Og vækker mig unødvendigt, ret belastende!! Jeg plejer at sige, at jeg hører Bella, når det virkelig "gælder" :D

[Guest]

NØJ hvor har jeg bare en periode pt hvor overskud nu nærmere er underskud, og jeg bare føler at jeg skal behage andre og tage mig af andre og dække deres behov, mens jeg bare er ved at falde totalt fra hinanden ved sømmene... Igår aftes tudede jeg da manden spurgte om det var rigtigt at jeg var for træt til sex... Føler seriøst bare at selv sex er en pligt jeg skal udføre for andre... :boo :boo

Min mand hjælper da til herhjemme - helt sikkert, og han ligger absolut ikke forventninger om et fuldt rengjort hjem eller noget... Mit ansvar er sådan set "bare" at tage mig af Aron når min mand arbejder samt om natten, lave mad og købe ind, og dele ansvaret for børnene når han er hjemme. Derudover skal jeg jo så selvfølgelig også være hustru for min mand... Og bare det føler jeg SLET ikke jeg kan overskue i disse dage... :boo

BTW jeg LOVER det bliver bedre! Jeg tror vi alle har været hvor du er, søvn mangel er alt ødelæggende for - ja stort set ALT! :kram husk dig selv - indfør en enkelt Malene aften i ugen, hvor du er fritaget for ALT med børnene og huslige pligter i mindst 2 timer! Så du kan stene på sofaen uden at skulle være PÅ!

[Caddie]

Jeg er nok lidt gammeldags, men jeg elsker altså når mænd er galante.

Idag på arbejdet kom jeg gående med en kop i den ene hånd og iPad i den anden, jeg skulle igennem en tung dør. Vi har håndværkere på jobbet, og straks kom en af dem og åbnede døren for mig. Det er dejligt med nogle rigtige mænd!

[Solvej99]

Er uvenner med min kæreste. Vi har igen diskuteret barn nummer 2, men han er hverken til at hugge eller stikke i :( Han siger kun at han ikke ved om han får lyst til flere. Jeg sagde at det kunne jeg jo ikke bruge til noget. Jeg vil gerne vide hvad jeg har at forholde mig til. Han blev sur over at jeg antydede at ville gå fra ham.

Det er jo bare pest eller kolera det her. Enten får jeg et barn med én, der måske ikke ønsker det eller også får jeg aldrig flere børn :(

[Pumpkins]

Er uvenner med min kæreste. Vi har igen diskuteret barn nummer 2, men han er hverken til at hugge eller stikke i :( Han siger kun at han ikke ved om han får lyst til flere. Jeg sagde at det kunne jeg jo ikke bruge til noget. Jeg vil gerne vide hvad jeg har at forholde mig til. Han blev sur over at jeg antydede at ville gå fra ham.

Det er jo bare pest eller kolera det her. Enten får jeg et barn med én, der måske ikke ønsker det eller også får jeg aldrig flere børn :(

 

Årh, den er hård :kram

 

Kan godt forstå dine tanker, men mon ikke han bare ikke er klar, og derfor ikke kan forholde sig til et barn mere? Det kan vel være svært at forholde sig til noget, man ikker er klar til?

[Susanne]

Er uvenner med min kæreste. Vi har igen diskuteret barn nummer 2, men han er hverken til at hugge eller stikke i :( Han siger kun at han ikke ved om han får lyst til flere. Jeg sagde at det kunne jeg jo ikke bruge til noget. Jeg vil gerne vide hvad jeg har at forholde mig til. Han blev sur over at jeg antydede at ville gå fra ham.

Det er jo bare pest eller kolera det her. Enten får jeg et barn med én, der måske ikke ønsker det eller også får jeg aldrig flere børn :(

Er det en seriøs overvejelse du har? Det er godt nok drastisk :unsure

 

Jeg kan godt forstå du synes det er røvlatterligt - jeg har været der! Du må gøre op med dig selv, hvad der betyder mest for dig - at få et barn mere, eller at blive sammen med din kæreste. Det er hårde odds at give parforholdet, hvis du til evig tid skal være bitter over, at han ikke ville have flere børn - det tror jeg kan dødsdømme et forhold :( Så hvis du vælger at blive sammen med ham, så er det virkelig vigtigt, at du bliver afklaret omkring I ikke skal have flere børn og kan leve med det uden at bebrejde ham. Det er jo ligeså legitimt, at han ikke har lyst til at få flere børn, som at du har. Og som du selv siger, så tror jeg bare heller ikke det er fedt, at få et barn med en der grundlæggende ikke ønsker det. Og hvad hvis barnet kan mærke det? :unsure

 

Åh, jeg synes sgu det er synd for dig, Maria! 

 

Kæmpe kram :kiss

[Pumpkins]

Er så sk*de træt af mandens chef. Hun er simpelthen SÅ egoistisk! 

De er normalt 3 på dagsholdet, og hun har lige fyret den ene og samtidigt besluttet at tage 2 ugers afspadsering. Og får at få hendes afspadsering til at gå op har hun trukket på aftenholdet, sådan at al personale nu er spil, mere eller mindre. 

Så nu står C med åbnevagterne (møder kl. 5), ansvaret for hele butikken, og hele puslespillet når noge ligger sig syg. Og på 3 dage har han fået 4 sygemeldinger. I mandags måtte han arbejde fra 5-2 og igen fra 17.30-22.30 - for så at skulle op kl. 4 igen næste morgen. Fordi hun har brugt al personalet, og ingen kan hjælpe, når han ringer rundt.

Samtidigt skal han knokle ekstra hårdt, når han er på arbejde, fordi dem fra aftenholdet ikke kan bestille varer mm.  

 

Og så står jeg herhjemme og skal være den overbærende kone til en mand der kommer hjem, smidder sig på sofaen, hvor han falder i søvn, stå for alt det huslige, fordi han er så udkørt, rumme alle hans frustrationer over arbejdet, servere aftensmad, hvorefter han går i seng. Og der er ikke en fis jeg kan gøre ved det! 

:shooter  :angry  :box  :sm  :puke  :gal

[Solvej99]

Årh, den er hård :kram

Kan godt forstå dine tanker, men mon ikke han bare ikke er klar, og derfor ikke kan forholde sig til et barn mere? Det kan vel være svært at forholde sig til noget, man ikker er klar til?

Han er helt sikkert ikke klar og det er også i orden. De første næsten 2 år efter Theo var jeg heller ikke klar, men jeg vidste dog at jeg gerne ville på et tidspunkt.

Han kan planlægge alt mulig andet ud i fremtiden, men bare ikke det her. Derfor har jeg bare svært ved at forestille mig at han får lyst :(

[Solvej99]

Er det en seriøs overvejelse du har? Det er godt nok drastisk :unsure

Jeg kan godt forstå du synes det er røvlatterligt - jeg har været der! Du må gøre op med dig selv, hvad der betyder mest for dig - at få et barn mere, eller at blive sammen med din kæreste. Det er hårde odds at give parforholdet, hvis du til evig tid skal være bitter over, at han ikke ville have flere børn - det tror jeg kan dødsdømme et forhold :( Så hvis du vælger at blive sammen med ham, så er det virkelig vigtigt, at du bliver afklaret omkring I ikke skal have flere børn og kan leve med det uden at bebrejde ham. Det er jo ligeså legitimt, at han ikke har lyst til at få flere børn, som at du har. Og som du selv siger, så tror jeg bare heller ikke det er fedt, at få et barn med en der grundlæggende ikke ønsker det. Og hvad hvis barnet kan mærke det? :unsure

Åh, jeg synes sgu det er synd for dig, Maria!

Kæmpe kram :kiss

Ja, det er drastisk. Jeg overvejer det ikke lige nu for vi har stadig masser af tid. Men helt ærligt, så kan jeg ikke afvise, at det ikke er noget jeg vil overveje om nogle år, hvis tingene ikke ændrer sig.

Jeg ønsker selvfølgelig ikke at true ham til noget, og som du skriver, er det jo også helt fair, at hans ønske er et andet end mit. Jeg er dog bare sikker på, at jeg resten af livet ville fortryde, hvis jeg ikke fik et barn mere. Så én af os kommer jo til ikke at få det, som vi ønsker.

Du har helt ret i, at hvis vi bliver enige om ikke at få flere, så skal jeg selvfølgelig acceptere det. Hvilke tanker gjorde du dig, da S måske ikke ville have flere?

Jeg vil så sige, at jeg er ret overbevist om at barnet intet ville mærke. Han er en fantastisk far og ville 100 % blive lige så glad for barnet, som han er for Theo. Men at få et barn skal jo være en fælles beslutning.

Tak for kram :kiss

[Susanne]

Ja, det er drastisk. Jeg overvejer det ikke lige nu for vi har stadig masser af tid. Men helt ærligt, så kan jeg ikke afvise, at det ikke er noget jeg vil overveje om nogle år, hvis tingene ikke ændrer sig.

Jeg ønsker selvfølgelig ikke at true ham til noget, og som du skriver, er det jo også helt fair, at hans ønske er et andet end mit. Jeg er dog bare sikker på, at jeg resten af livet ville fortryde, hvis jeg ikke fik et barn mere. Så én af os kommer jo til ikke at få det, som vi ønsker.

Du har helt ret i, at hvis vi bliver enige om ikke at få flere, så skal jeg selvfølgelig acceptere det. Hvilke tanker gjorde du dig, da S måske ikke ville have flere?

Jeg vil så sige, at jeg er ret overbevist om at barnet intet ville mærke. Han er en fantastisk far og ville 100 % blive lige så glad for barnet, som han er for Theo. Men at få et barn skal jo være en fælles beslutning.

Tak for kram :kiss

Jeg var først og fremmest fuldstændig overbevist om, at jeg IKKE ville have barn med en der ikke ønskede det. Jeg ville bare ikke risikere at stå i en situation, når hverdagen med to børn er hård, hvor han kunne sige "det var også dig der ville have et barn mere".

Jeg tænkte meget over, at jeg jo selv har været i tvivl om hvorvidt jeg ville/kunne gøre det hele igen. Jeg tænkte, at alting er blevet så meget nemmere, lidt personlig frihed kommer hastigt tilbage, Anna er fantastisk og jeg ved bare, at Søren og Anna og jeg kunne bliver lykkelige sammen. Vi ville kunne give Anna nogen fantastiske oplevelser og selvom hun ikke ville have en søster eller bror, så tror jeg nu nok hun kunne blive lykkelig. Og hellere enebarn med lykkelige forældre der bliver sammen, end at have en søster/bror, men være skilsmissebarn. 

 

Så efter tusind tanker og lidt tårer for mig selv, så var jeg faktisk okay med, at jeg måske ikke skulle have flere børn. Og første gang jeg sagde det til ham - at jeg accepterede, at han ikke ville have flere børn, så kiggede han på mig og sagde, at det havde han aldrig sagt :rolleyes Ved ikke om han virkelig aldrig har 'sagt det' i sin egen forståelse, eller det bare blev mere konkret, at jeg satte ord på det for ham, men han er i hvert fald åben for det. Jeg ved, at han stadig er meget bekymret for at gøre det hele igen og at han helt reelt ikke glæder sig til spædbarns-tiden igen, men han ved, at han på sigt gerne vil have to børn og gerne vil give Anna en søster/bror. Og så kræver det jo, at vi gør det hele igen ;)

 

Jeg håber virkelig, at I finder ud af hvad der er rigtigt for Jer! :kiss

[Barbamama]

Er uvenner med min kæreste. Vi har igen diskuteret barn nummer 2, men han er hverken til at hugge eller stikke i :( Han siger kun at han ikke ved om han får lyst til flere. Jeg sagde at det kunne jeg jo ikke bruge til noget. Jeg vil gerne vide hvad jeg har at forholde mig til. Han blev sur over at jeg antydede at ville gå fra ham.

Det er jo bare pest eller kolera det her. Enten får jeg et barn med én, der måske ikke ønsker det eller også får jeg aldrig flere børn :(

:kram :kram :kram Var han også skeptisk da I besluttede at få Theo eller har han altid drømt om at have et enebarn eller hvordan?

[Tumlepigen]

Jeg var først og fremmest fuldstændig overbevist om, at jeg IKKE ville have barn med en der ikke ønskede det. Jeg ville bare ikke risikere at stå i en situation, når hverdagen med to børn er hård, hvor han kunne sige "det var også dig der ville have et barn mere".

Jeg tænkte meget over, at jeg jo selv har været i tvivl om hvorvidt jeg ville/kunne gøre det hele igen. Jeg tænkte, at alting er blevet så meget nemmere, lidt personlig frihed kommer hastigt tilbage, Anna er fantastisk og jeg ved bare, at Søren og Anna og jeg kunne bliver lykkelige sammen. Vi ville kunne give Anna nogen fantastiske oplevelser og selvom hun ikke ville have en søster eller bror, så tror jeg nu nok hun kunne blive lykkelig. Og hellere enebarn med lykkelige forældre der bliver sammen, end at have en søster/bror, men være skilsmissebarn. 

 

Så efter tusind tanker og lidt tårer for mig selv, så var jeg faktisk okay med, at jeg måske ikke skulle have flere børn. Og første gang jeg sagde det til ham - at jeg accepterede, at han ikke ville have flere børn, så kiggede han på mig og sagde, at det havde han aldrig sagt :rolleyes Ved ikke om han virkelig aldrig har 'sagt det' i sin egen forståelse, eller det bare blev mere konkret, at jeg satte ord på det for ham, men han er i hvert fald åben for det. Jeg ved, at han stadig er meget bekymret for at gøre det hele igen og at han helt reelt ikke glæder sig til spædbarns-tiden igen, men han ved, at han på sigt gerne vil have to børn og gerne vil give Anna en søster/bror. Og så kræver det jo, at vi gør det hele igen ;)

 

Jeg håber virkelig, at I finder ud af hvad der er rigtigt for Jer! :kiss

 

Sådan har jeg det også på et eller andet plan :unsure Jeg glæder mig til at være gravid, men jeg glæder mig ikke særligt til de første måneder med ingen rytme og potentielt meget lidt søvn.

 

:kram2 til dig, LilleMi, for det må være svært at stå i den situation og du fortjener et :kram og :kiss

[Guest]

Er uvenner med min kæreste. Vi har igen diskuteret barn nummer 2, men han er hverken til at hugge eller stikke i :( Han siger kun at han ikke ved om han får lyst til flere. Jeg sagde at det kunne jeg jo ikke bruge til noget. Jeg vil gerne vide hvad jeg har at forholde mig til. Han blev sur over at jeg antydede at ville gå fra ham.

Det er jo bare pest eller kolera det her. Enten får jeg et barn med én, der måske ikke ønsker det eller også får jeg aldrig flere børn :(

Jeg har også været der. Da jeg mødte min mand ville han slet ikke have børn. Jeg ville og fortalte ham at det var mig og børn ellers blev det ikke mig. Han overvejede det nøje og sagde ja til 1 også måtte vi se derefter. Det accepterede jeg og vi fik Sebastian.

Da vi havde fået Sebastian ville jeg jo gerne vide hvad så! Jeg ville gerne have en til. Da Sebastian var et år, fortalte min mand mig, at han gerne ville have en til, såfremt der blev en del år imellem dem. Den var jeg med på.

Vi har nu fået Cassandra og havde økonomi, tid med mere været der i metermål så havde han faktisk været til at overtale til en 3'er. Mit helbred sætter dog en stopper, men det havde jeg nu alligevel ikke troet for 6 år siden.

Jeg kan forstå jeres søn er over 2 år så du har ventet længere på svaret end jeg gjorde. Det er hårdt og jeg forstår godt dine overvejelser om i skal blive sammen også selv om det er drastisk specielt når man har et barn sammen.

Det kan være svært, hvem der skal opgive sin drøm for den anden og oftest er det jo den der ikke ønsker barnet som får det sådan.

Jeg gjorde mit ønske om 1 barn til meget klart og derefter gav jeg ham tid til at mærke efter. Det kan være en anden fremgangsmåde med din mand, men den virkede her.

Begge vores børn er ønskebørn for os begge og det er meget vigtigt for mig.

Jeg håber du snart kan få et klat svar, for uvisheden er heller ikke rar.

[Solvej99]

Jeg var først og fremmest fuldstændig overbevist om, at jeg IKKE ville have barn med en der ikke ønskede det. Jeg ville bare ikke risikere at stå i en situation, når hverdagen med to børn er hård, hvor han kunne sige "det var også dig der ville have et barn mere".

Jeg tænkte meget over, at jeg jo selv har været i tvivl om hvorvidt jeg ville/kunne gøre det hele igen. Jeg tænkte, at alting er blevet så meget nemmere, lidt personlig frihed kommer hastigt tilbage, Anna er fantastisk og jeg ved bare, at Søren og Anna og jeg kunne bliver lykkelige sammen. Vi ville kunne give Anna nogen fantastiske oplevelser og selvom hun ikke ville have en søster eller bror, så tror jeg nu nok hun kunne blive lykkelig. Og hellere enebarn med lykkelige forældre der bliver sammen, end at have en søster/bror, men være skilsmissebarn.

Så efter tusind tanker og lidt tårer for mig selv, så var jeg faktisk okay med, at jeg måske ikke skulle have flere børn. Og første gang jeg sagde det til ham - at jeg accepterede, at han ikke ville have flere børn, så kiggede han på mig og sagde, at det havde han aldrig sagt :rolleyes Ved ikke om han virkelig aldrig har 'sagt det' i sin egen forståelse, eller det bare blev mere konkret, at jeg satte ord på det for ham, men han er i hvert fald åben for det. Jeg ved, at han stadig er meget bekymret for at gøre det hele igen og at han helt reelt ikke glæder sig til spædbarns-tiden igen, men han ved, at han på sigt gerne vil have to børn og gerne vil give Anna en søster/bror. Og så kræver det jo, at vi gør det hele igen ;)

Jeg håber virkelig, at I finder ud af hvad der er rigtigt for Jer! :kiss

Tak fordi du deler dine tanker :kram2

Han har sagt, at han ikke vil have flere, men han har heller ikke sagt, at han vil.

[Solvej99]

:kram :kram :kram Var han også skeptisk da I besluttede at få Theo eller har han altid drømt om at have et enebarn eller hvordan?

Tror ikke det er noget han har gået og tænkt over egentlig. Men han er selv enebarn og føler ikke at han er gået glip af noget. Det handler helt sikkert også om, at det hele er blevet lettere, nu hvor Theo er større.

Tak for kram :kram2

[Solvej99]

Sådan har jeg det også på et eller andet plan :unsure Jeg glæder mig til at være gravid, men jeg glæder mig ikke særligt til de første måneder med ingen rytme og potentielt meget lidt søvn.

:kram2 til dig, LilleMi, for det må være svært at stå i den situation og du fortjener et :kram og :kiss

Tror også det er noget af det, som han ikke orker lige pt.

Mange tak søde :kram2

[Solvej99]

Jeg har også været der. Da jeg mødte min mand ville han slet ikke have børn. Jeg ville og fortalte ham at det var mig og børn ellers blev det ikke mig. Han overvejede det nøje og sagde ja til 1 også måtte vi se derefter. Det accepterede jeg og vi fik Sebastian.

Da vi havde fået Sebastian ville jeg jo gerne vide hvad så! Jeg ville gerne have en til. Da Sebastian var et år, fortalte min mand mig, at han gerne ville have en til, såfremt der blev en del år imellem dem. Den var jeg med på.

Vi har nu fået Cassandra og havde økonomi, tid med mere været der i metermål så havde han faktisk været til at overtale til en 3'er. Mit helbred sætter dog en stopper, men det havde jeg nu alligevel ikke troet for 6 år siden.

Jeg kan forstå jeres søn er over 2 år så du har ventet længere på svaret end jeg gjorde. Det er hårdt og jeg forstår godt dine overvejelser om i skal blive sammen også selv om det er drastisk specielt når man har et barn sammen.

Det kan være svært, hvem der skal opgive sin drøm for den anden og oftest er det jo den der ikke ønsker barnet som får det sådan.

Jeg gjorde mit ønske om 1 barn til meget klart og derefter gav jeg ham tid til at mærke efter. Det kan være en anden fremgangsmåde med din mand, men den virkede her.

Begge vores børn er ønskebørn for os begge og det er meget vigtigt for mig.

Jeg håber du snart kan få et klat svar, for uvisheden er heller ikke rar.

Forskellen her er jo så bare at vi allerede har et barn. Han siger, at han bedre kunne forstå mig, hvis vi ikke havde. Han forstår ikke hvorfor jeg ikke bare kan være glad for det jeg har og så vente og se. Men som du skriver, så er uvisheden ikke rar :(

Tror bare jeg vil gøre mit bedste for at pakke det her langt væk for en stund. Og så må jeg jo håbe på, at han en dag lægger armene om mig og siger, at han vil have én til.

[Guest]

Forskellen her er jo så bare at vi allerede har et barn. han bedre kunne forstå mig, hvis vi ikke havde. Han forstår ikke hvorfor jeg ikke bare kan være glad for det jeg har og så vente og se. Men som du skriver, så er uvisheden ikke rar :(

Tror bare jeg vil gøre mit bedste for at pakke det her langt væk for en stund. Og så må jeg jo håbe på, at han en dag lægger armene om mig og siger, at han vil have én til.

Min mand var i tvivl om både nr 1 OG nr 2, så jeg har været overvejelserne og uvisheden igennem også med et barn sammen. Så forskellen er ikke så stor.

Overvejelsen om vi skulle være sammen efter nr 1 og før jeg vidste om han ville have nr 2 sneg sig også ind her, men jeg gjorde aldrig noget ved det. Jeg turde aldrig helt tænke tanken til ende og var jo heller ikke det jeg ønskede.

Kram til dig. Det er bare ikke rart og så essentielt en ting i livet.

[Glossi]

Argh, synes selv de mindste ting irriterer mig for tiden. Små ting, han gør, som ALDRIG har rørt mig før, går mig bare på nerverne. Håber bare jeg har lidt for meget om ørene for tiden og er lidt stresset og i dårligt i humør. For han er jo stadig den dejligste og mest betænksomme mand, der findes. :)