Hvordan spotter man et sensitivt barn?

[Barbamama]

Jeg har egentlig altid tænkt på Valdemar som en ret robust lille fyr, men i nat, hvor jeg for 117. gang sad i børneværelset og prøvede at få min lille urolige guldklump til at falde til ro, tænkte jeg lidt over det der med sensitivitet. Og jeg ved ikke meget om fænomenet, men jeg sad og tænkte:

- JEG har altid følt mig ret "udsat" for indtryk, så hvorfor skulle min søn være anderledes?

- Mar er for det meste glad og "mild", men har f.eks. altid blevet ked af det over visse lyde

- Vi fik meget hurtigt efter fødslen følelsen af at han så ALT og tog ALT ind. Han har (næsten) aldrig det der tomme, drømmende blik, men iagttager altid noget

- Han har altid været vældig selektiv med hvem der måtte holde (og nogle gange endda røre) ham (og det er ofte kun mor og far der må)

- Jeg synes, at han har meget uro i fingrene når han sover. Det er som om at han graver og skal undersøge, selvom han sover. Vi har ihærdigt prøvet at gøre ham gode venner med en puttebamse, men det er sjældent nok. Der skal også rykkes i tremmer, krølles lagen, rystes med sutter, viftes med puttebamse og (hvis han sover hos os) stikkes fingre i vores øjne, næse og mund og rykkes i vores tænder

- og hvem ved, om det er derfor at vi har haft skodnat stortset hver nat siden jul? (Og aldrig RIGTIG haft en god nat)

Jeg ved ikke, om jeg tror, at Valdemar er særligt sensitiv, og jeg vil ikke konkludere det ud fra disse få punkter, men omvendt vil jeg heller ikke vende det blinde øje til, HVIS han faktisk er sensitiv...

Så kære kloge mødre med sensitive børn (eller andre, der ved noget :)): Hvad er de første tegn? Hvordan opdagede I, at jeres børn er sensitive? Hvad skal jeg evt holde øje med?

:help :lovebk

[Guest Samantha]

Jeg følger lige med. For vi har haft det oppe og vende herhjemme.

Madison har feks aldrig kunne have at hun gik på omgang, det kunne resultere i skrigeture når hun skulle sove.

Nogen mennesker må heller ikke holde hende.

Der skal heller ikke ske for meget omkring hende flere dage i træk for så bliver hun nemt meget ked af det, vil ikke sove osv.

Og kan sove meget uroligt

Hun har lige som Valdemar været meget iagttagende. Hvilket sp synes var fint, men andre synes det var underligt. For hun var ofte meget stille når vi var nogen steder.

[Guest LouiseB]

Min yngste er særlig sensitiv, jeg kunne bare mærke han var 'anderledes' end min første søn. Da han har andre skavanker, talte vi med vores børnelæge om det. Vi har læst bøger, været til foredrag omkring, det hvilket har hjulpet for omverdens forståelse. Med alderen nu er ham fem, er han blevet mere robust, men hans verden kan vælte pludselig

[Tinakp]

Jeg følger lige med. For vi har haft det oppe og vende herhjemme.

Madison har feks aldrig kunne have at hun gik på omgang, det kunne resultere i skrigeture når hun skulle sove.

Nogen mennesker må heller ikke holde hende.

Der skal heller ikke ske for meget omkring hende flere dage i træk for så bliver hun nemt meget ked af det, vil ikke sove osv.

Og kan sove meget uroligt

Hun har lige som Valdemar været meget iagttagende. Hvilket sp synes var fint, men andre synes det var underligt. For hun var ofte meget stille når vi var nogen steder.

Uden at gøre mig klog på noget, så synes jeg faktisk at det lyder til, ud fra det du skriver om Madison, at det er meget almindelig at babyer har det sådan som Madison har det. Og måden hun reagerer på lyder på mig, som en naturlig måde at tage indtryk ind på og bearbejde dem. Men igen, jeg ved absolut intet om sensitive børn....

[Guest Samantha]

Uden at gøre mig klog på noget, så synes jeg faktisk at det lyder til, ud fra det du skriver om Madison, at det er meget almindelig at babyer har det sådan som Madison har det. Og måden hun reagerer på lyder på mig, som en naturlig måde at tage indtryk ind på og bearbejde dem. Men igen, jeg ved absolut intet om sensitive børn....

Det ville være dejligt hvis det er helt normalt :)

Vi havde et hyr med folk da hun var helt lille fordi hun reagerede sådan, og det kunne de ikke forstå for det havde deres aldrig. Men børn er forskellige så der behøver jo heldigvis ikke være noget galt pga det :)

[Tinakp]

Jeg har egentlig altid tænkt på Valdemar som en ret robust lille fyr, men i nat, hvor jeg for 117. gang sad i børneværelset og prøvede at få min lille urolige guldklump til at falde til ro, tænkte jeg lidt over det der med sensitivitet. Og jeg ved ikke meget om fænomenet, men jeg sad og tænkte:

- JEG har altid følt mig ret "udsat" for indtryk, så hvorfor skulle min søn være anderledes?

- Mar er for det meste glad og "mild", men har f.eks. altid blevet ked af det over visse lyde

- Vi fik meget hurtigt efter fødslen følelsen af at han så ALT og tog ALT ind. Han har (næsten) aldrig det der tomme, drømmende blik, men iagttager altid noget

- Han har altid været vældig selektiv med hvem der måtte holde (og nogle gange endda røre) ham (og det er ofte kun mor og far der må)

- Jeg synes, at han har meget uro i fingrene når han sover. Det er som om at han graver og skal undersøge, selvom han sover. Vi har ihærdigt prøvet at gøre ham gode venner med en puttebamse, men det er sjældent nok. Der skal også rykkes i tremmer, krølles lagen, rystes med sutter, viftes med puttebamse og (hvis han sover hos os) stikkes fingre i vores øjne, næse og mund og rykkes i vores tænder

- og hvem ved, om det er derfor at vi har haft skodnat stortset hver nat siden jul? (Og aldrig RIGTIG haft en god nat)

Jeg ved ikke, om jeg tror, at Valdemar er særligt sensitiv, og jeg vil ikke konkludere det ud fra disse få punkter, men omvendt vil jeg heller ikke vende det blinde øje til, HVIS han faktisk er sensitiv...

Så kære kloge mødre med sensitive børn (eller andre, der ved noget :)): Hvad er de første tegn? Hvordan opdagede I, at jeres børn er sensitive? Hvad skal jeg evt holde øje med?

:help :lovebk

Jeg synes at det er fint at være opmærksom på det - jeg ved desværre ikke noget om det emne, men vil da lige følge med i denne tråd, for synes at det er godt at tage det op (det er nok pædagogen i mig, for jeg ved ALT for lidt småbørn har jeg fundet ud af)

[Tinakp]

Det ville være dejligt hvis det er helt normalt :)

Vi havde et hyr med folk da hun var helt lille fordi hun reagerede sådan, og det kunne de ikke forstå for det havde deres aldrig. Men børn er forskellige så der behøver jo heldigvis ikke være noget galt pga det :)

Jeg synes generelt at folk har en tendens til at sammenligne alt for meget med deres egne børn, eller børn de kender. Og børn er forskellige! Det kan ikke siges nok gange! Men jeg er selv blevet skide meget i tvivl om alt omkring Elin netop pga. folks velmenende ord og råd, men det er bare lige til at gøre en mere usikker end man i forvejen var. Havde det ikke været pga. to erfarne og fornuftige piger i min mødregruppe havde jeg slet ikke været så sikker på mine valg, som jeg er nu.

Madison lyder som en go pige, som kan og gør det hun skal på hendes måde. Og det er en go ting at hun kan sige fra - det er sundt.

[Frøen]

Jeg er selv sensitive og har derfor overvejet det meget i forhold til Eigil. Jeg ved endnu ikke om han er særligt sensitiv eller bare følsom men kan klart mærke når der skal ro omkring ham.

Men ellers er jeg også ret på bar bund i forhold til ham. (Han "kradser" også i madrassen? !)

Jeg har selv haft rigtig meget glæde af at læse Elaine Arons bøger om særlig sensitive der er også en om børn og en specielt om drenge jeg venter på at få i fødselsdags gave så jeg kan læse dem. Indtil da har jeg bare de samme overvejelser som dig.

[louisevibe]

Åh det er et godt spørgsmål. Her var alle tegnene der - meget tidligt! Hun er særlig sensitiv og signalstærk. Som Frøen siger, er Elaine Arons bøger rigtig gode og giver et super indblik i hvordan det er at have et særligt sensitivt barn.

Her var nogle af tegnene fx

- skreg hvis bare andre end mor eller fra kiggede på hende

- kunne dermed ikke holdes af andre. Det kan lige gå lidt nu med dem hun kender allerbedst.

- skal hjælpes i søvn, svøbes og bruge doodoo bamse

- sover dårligt og mindre end mange andre

- bliver meget let overstimuleret

- reagerer meget kraftigt på lyde og lys.

- reagerer kraftigt på forandringer og nye steder/fremmede

Ja, jeg kan blive ved :)

Man siger at 1/5 af alle er sensitive i en el ler anden grad, hvor nogle så er særligt sensitive. Det er et arveligt personlighedstræk.

Nu har du jo en dreng, så prøv fx at læse "]denne artikel og læs lidt på denne hjemmeside.

[MissingLink]

Jeg har faktisk lige kommet hjem fra børnepsyk, hvor vi snakkede om begrebet "særligt sensitiv". Et begreb der er blevet ret "moderne". Der er kommet øget fokus på det, hvilket selvfølgelig er godt, men på mange måder møder man også rigtig mange "nervøse" mødre, der er meget opmærksomme på, om deres barn mon er "særligt sensitiv".

Sådan rent teknisk, findes der værktøjer til at afgøre om barnet er "særligt sensitiv". Bla. Sensory profile, der fortæller om barnets evne til at håndtere visuelle og auditive (syn og lyd) indtryk, samt taktile (berøring) indtryk. Sensorisk stimuli som helhed og barnets evne til at reagere konstruktivt på den. Testen foretages i samrbejde med forældre og fys./ergoterapeut.

Min yngste datter fik lavet den første sensoriske profil, da hun var 6 måneder gammel. Allerede der stak hun ud på alle de testede områder.

Karoline er hypersensitiv, hvilket betyder at hendes krop slet ikke kan finde ud af at reagere normalt på forskellige indtryk. Hendes har været så ekstremt, at hun blev henvist til børnepsykiatisk afdeling, hvor vi lige har været indlagt med hende for udredning. Vi startede forløbet for 5 måneder siden. Hun har lige fået foretaget en BAILEY test, som vi afventer resultatet af. Men karoline er nok lidt ude for nummer her, selvom hun er sensitiv (i det ekstreme)

Min ældste datter, fik lavet en sensorisk profil sidste efterår, da karolines ergoterapeut mente, at hun så nogle ting hos Isabella, som ikke var helt "normale". Isabellas sensoriske profil placerede hende som "særligt sensitiv". Hun har altid været sensitiv, og det har altid vist. Oftest er de særligt sensitive børn, ikke i kategorien af "nemme børn". Isabella skreg de første 6 måneder af sit liv- virkelig skreg. Hun nægtede pure at være hos sin far. Ikke bare nogle gange, men altid. Havde det stået til hende, havde jeg buret mig inde med hende, indtil hun var et års tid, og begyndte at kunne være sammen med andre. Hendes bedsteforældre blev ikke accepteret hele det første år, til trods for at vi så dem relativt ofte. Hun skreg lige op i luften, så hun blev hurtigt afleveret tilbage ;) Hun havde svært ved at håndtere ændringer. F.eks. I dagplejen hvor hun ellers var glad for at være. Hun kunne ikke være i ggæstedagpleje før 2 års alderen, ligesom vi måtte opgive at sende hende afsted om torsdagen hvor der var legestue, indtil hun var omkring 2 år. Isabellas første tegn på at være "særligt sensitiv" var, at hun ikke kunne kapere ændringer. Hn skulle puttes på samme måde, med samme nusseklud, i samme stilling og med nøjagtig samme for-ritualer hver eneste gang. Hun skreg! Enormt meget! Igen, så siger de kloge på børnepsykken, at blandt de sensitive, er ofte de der har haft kolik. Hendes manglende evne til at indgå i for hende alderssvarende sociale relationer. Hun knytter sig ofte til et eller to børn (og gør stadig) og så er det KUN dem man kan lege med. Hvis de ikke er der, er dagen skidt.

Man kan sagtens have motorisk uro, uden at man nødvendigvis er sensitiv. Et godt råd er, at man som putteritual indfører dybe tryk på huden. Man "krammer" simpelthen kroppen over det hele i dybe, faste tryg. Det kan give de små en bedre ro i kroppen.

Mht lyde, kan det være en rigtig god ide at fortælle dem med ord, hvor lyden kommer fra. F.eks hvis der kommer en larmende lastbil kan man sige "hold da op en stor lastbil- den larmede godt nok meget hva?" Han forstår selvfølgelig ikke alle ordene, men han ser at du har set det samme som ham, og du sætter ord på den følelse af "hold da op det var højt" samtidig med du er rolig. Giver det mening? Det har vi brugt rigtig meget herhjemme.

Du spørger, hvad du skal være opmærksom på. Umiddelbart synes jeg ikke det du skriver, virker særligt "alarmklokke-agtigt". Han er stadig ret lille, og det med de dårlige nætter sker (hvor skide træls det lyder, i know) for rigtig mange. Jeg mener, at der hvor man skal være opmærksom er, hvis han begynder at falde ud af sociale relationer. Ikke bare, hvor han ligesom falder i staver og betragter, men der hvor de ikke kan rumme verden mere.

Det er blevet nemmere for mig med Isabella, fordi hun er blevet så stor at hun kan sætte ord på nogle af de følelser hun har indeni. Hun kan f,eks, sige "det larmer alt for meget inde i mit hovede" (hun er meget auditiv følsom) Hun går i børnehave 20 timer om ugen, fordi mere magter hun ikke i øjeblikket. Hendes sensitivitet har klart også været præget af lillesøsters sygdom og mange indlæggelser.

Jeg tror egentlig jeg ville sige, at man skal se barnet, og så være "ligeglad" med hvad vi kalder det. Om det er sensitiv, særligt sensitiv eller særlige behov eller noget 4. er jo for så vidt ligemeget. Jeg synes personligt der er gået for meget "trend" i at sige man har et sensitivt barn (nu bliver jg nok skudt). Jeg tror faktisk nogle bliver en smule hæmmet, fordi forældrene i allerbedste mening skærmer dem for alt for meget. (Har som sagt lige haft diskussionen med overlegen fra børnepsyk ;)) Man skal med andre ord passe på med at blive over-opmærksom. På den anden side, skal man selvfølgelig reagere, hvis barnet viser tegn på mistrivsel. Og børn er forskellige. Hvad der er normalt for andre, er måske ikke normalt for dit barn- og omvendt. Personligt går jeg ikke og spekulerer over, at jeg har et "særligt sensitivt" og et "hyper sensitivt" barn, selvom selve definition klart er dybt præget i vores hverdag og sociale formåen. Jeg har bare Isabella og Karoline- helt som de er :)

[MissingLink]

Jeg følger lige med. For vi har haft det oppe og vende herhjemme.

Madison har feks aldrig kunne have at hun gik på omgang, det kunne resultere i skrigeture når hun skulle sove.

Nogen mennesker må heller ikke holde hende.

Der skal heller ikke ske for meget omkring hende flere dage i træk for så bliver hun nemt meget ked af det, vil ikke sove osv.

Og kan sove meget uroligt

Hun har lige som Valdemar været meget iagttagende. Hvilket sp synes var fint, men andre synes det var underligt. For hun var ofte meget stille når vi var nogen steder.

Kommenterer lige på dette; du skriver hun ikke kan gå på omgang. Hvis du tænker sådan helt rationelt, hvem dvælen kan så lide at gå på omgang? Nogle kan måske, men det er da vildt grænseoverskridende at skulle gå fra hænder til hænder. Og hvis der sker "for meget omkring hende" flere dage i træk, synes jeg det er naturligt hun bliver ked af det. Det ville jeg også blive, hvis jeg skulle noget eller der skete for neget flere dage i træk. Hvis hun havde været "særligt sensitiv" havde hun slet ikke tage bare den ene dag, hvor der skete meget omkring hende.

Børn er iagttagere, nysgerrige af natur. Jeg synes faktisk slet ikke der er noget der tyder på (på det du skriver) at hun skulle være særligt sensitiv :)

[Guest Samantha]

Jeg synes generelt at folk har en tendens til at sammenligne alt for meget med deres egne børn, eller børn de kender. Og børn er forskellige! Det kan ikke siges nok gange! Men jeg er selv blevet skide meget i tvivl om alt omkring Elin netop pga. folks velmenende ord og råd, men det er bare lige til at gøre en mere usikker end man i forvejen var. Havde det ikke været pga. to erfarne og fornuftige piger i min mødregruppe havde jeg slet ikke været så sikker på mine valg, som jeg er nu.

Madison lyder som en go pige, som kan og gør det hun skal på hendes måde. Og det er en go ting at hun kan sige fra - det er sundt.

Det er jo det. Det er der så bare nogen der synes er underligt. Men man har tendens til at sammenligne, og så kan man nemlig komme i tvivl når folk siger at der da må være noget galt.

[Guest Samantha]

Kommenterer lige på dette; du skriver hun ikke kan gå på omgang. Hvis du tænker sådan helt rationelt, hvem dvælen kan så lide at gå på omgang? Nogle kan måske, men det er da vildt grænseoverskridende at skulle gå fra hænder til hænder. Og hvis der sker "for meget omkring hende" flere dage i træk, synes jeg det er naturligt hun bliver ked af det. Det ville jeg også blive, hvis jeg skulle noget eller der skete for neget flere dage i træk. Hvis hun havde været "særligt sensitiv" havde hun slet ikke tage bare den ene dag, hvor der skete meget omkring hende.

Børn er iagttagere, nysgerrige af natur. Jeg synes faktisk slet ikke der er noget der tyder på (på det du skriver) at hun skulle være særligt sensitiv :)

Det er jeg kun glad for at høre :)

Folk, især svigerfamilien har stillet sig meget undrende overfor at madison ikke kunne gå på omgang og ikke havde det godt med at der skete noget flere dage i træk. Jeg er selv et stort hjemme mennesker og kan heller ikke have der sker en masse h er dag. Men sådan havde deres børn aldrig opført sig så der måtte være noget galt med madison.

I starten forklarede jeg dem at børn er forskellige. Dejligt de ikke havde de problemer med deres, men madison er ikke til det og det skal der tages hensyn til. Det passede dem ikke helt, og de virker stadig ikke til at de har accepteret det men de siger ikke noget i dag.

[Forunderligt]

Det var bare rigtig spændende læsning ML, tak for det indlæg. Og hvor har du ret i at man skal se barnet og ikke diagnosen - men jeg ved også det kan være en enorm lettelse for nogle forældre at få at vide at det de oplever og ikke forstår og blir frustrerede og bekymrede over har et navn, at andre også oplever det, og at der er "noget" man kan gøre ved det, hvad det end er. Så kan det godt være der er lige lovlig mange "særlig sensitive" børn i øjeblikket - for nogle år siden var der rigtig mange der fik adhd diagnoser (måske stadig) og før det var der mange hyperaktive osv, når noget nyt får et navn og en forklaring tror jeg mange søger den fordi de har brug for at kalde det noget.

I øvrigt det med høje/uvante lyde syns jeg de fleste børn reagerer på, min lille mus rigtig meget for tiden, støvsugeren, blenderen osv - selv om hun ikke forstår så meget endnu har hun tydeligvis brug for at jeg fortæller hende med mit toneleje at det her ikke er farligt. Jeg plejer at sige til hende "så skat nu larmer det" inden jeg starter og så "ih hvor den støvsuger/blender/osv larmer hva? Jeg er færdig lige om lidt".

[MissingLink]

Det er jeg kun glad for at høre :)

Folk, især svigerfamilien har stillet sig meget undrende overfor at madison ikke kunne gå på omgang og ikke havde det godt med at der skete noget flere dage i træk. Jeg er selv et stort hjemme mennesker og kan heller ikke have der sker en masse h er dag. Men sådan havde deres børn aldrig opført sig så der måtte være noget galt med madison.

I starten forklarede jeg dem at børn er forskellige. Dejligt de ikke havde de problemer med deres, men madison er ikke til det og det skal der tages hensyn til. Det passede dem ikke helt, og de virker stadig ikke til at de har accepteret det men de siger ikke noget i dag.

Prøv at være ligeglad med hvad "de andre siger". Jeg synes det er absurd, at FORVENTE nogen overhovedet kan lide at gå på omgang :blink

Jeg er også en af dem, der ikke laver aftaler flere dage i træk, og når jeg gør hader jeg det ;)

[MissingLink]

Det var bare rigtig spændende læsning ML, tak for det indlæg. Og hvor har du ret i at man skal se barnet og ikke diagnosen - men jeg ved også det kan være en enorm lettelse for nogle forældre at få at vide at det de oplever og ikke forstår og blir frustrerede og bekymrede over har et navn, at andre også oplever det, og at der er "noget" man kan gøre ved det, hvad det end er. Så kan det godt være der er lige lovlig mange "særlig sensitive" børn i øjeblikket - for nogle år siden var der rigtig mange der fik adhd diagnoser (måske stadig) og før det var der mange hyperaktive osv, når noget nyt får et navn og en forklaring tror jeg mange søger den fordi de har brug for at kalde det noget.

I øvrigt det med høje/uvante lyde syns jeg de fleste børn reagerer på, min lille mus rigtig meget for tiden, støvsugeren, blenderen osv - selv om hun ikke forstår så meget endnu har hun tydeligvis brug for at jeg fortæller hende med mit toneleje at det her ikke er farligt. Jeg plejer at sige til hende "så skat nu larmer det" inden jeg starter og så "ih hvor den støvsuger/blender/osv larmer hva? Jeg er færdig lige om lidt".

Det er super godt det du gør! Sæt ord på det der er anderledes og virker farligt.

Og du har ret i det med, at det kan give en "ro" at få sat navn på- det har det da også gjort for os (de diagnoser hun har nu). Men hun har "svær neuroregulatorisk forstyrrelser"- det er der ikke en kæft der ved hvad er alligevel :D Det jeg mente var bare, at vi ikke bruger diagnosen selv. Det er allermest for omverdenen og for at man kan få den rette hjælp. Og så er det hvad enten det er en somatisk eller psykiatrisk diagnose :)

[Guest Samantha]

Prøv at være ligeglad med hvad "de andre siger". Jeg synes det er absurd, at FORVENTE nogen overhovedet kan lide at gå på omgang :blink

Jeg er også en af dem, der ikke laver aftaler flere dage i træk, og når jeg gør hader jeg det ;)

Ja det skal jeg. Det er blevet lidt bedre, men når det drejer sig om madison kan jeg virkelig komme i tvivl.

Ja det forstår jeg heller ikke at man kan tro. Måske de bare ikke har kunne aflæse deres børn rigtigt den gang.

Kender jeg alt for god. Skal heller ikke lave aftaler lang tid i forvejen for så kan jeg fortryde mange gange inden ;)

[Barbamama]

Det bliver lige lidt kort fra mobilen, men jeg er super glad for jeres besvarelser! Og spændende "debat" med diagnosers "nytte" eller hvad man nu kan sige :) Jeg er både enig med dig, ML, og med dig, Saga. :)

Efter at have læst jeres indlæg og links er jeg ret sikker på, at Valdemar IKKE er særligt sensitiv. Der er nogle af punkterne, der passer men det gennemgående billede synes jeg ikke passer på ham. Fint at få det "afklaret" :) Jeg har bestemt heller ikke behov for, at han får en diagnose, men med de nætter som vi pt holder os, så holder jeg ører og øjne på stilke efter en forklaring ;) Jeg ved godt at lortenætter er "en del af pakken" og det er jo som det er, men det er alligevel for hårdt og for surt (for både ham og os) til at jeg ikke tænker mulige forklaringer - hvoraf sensitivitet bare er en ud af mange.

Men jeg skal da klart prøve det med ekstra "kram" på arme og krop, det er da et rigtig godt tip :super :tak

[Pandamoren]

Jeg har faktisk lige kommet hjem fra børnepsyk, hvor vi snakkede om begrebet "særligt sensitiv". Et begreb der er blevet ret "moderne". Der er kommet øget fokus på det, hvilket selvfølgelig er godt, men på mange måder møder man også rigtig mange "nervøse" mødre, der er meget opmærksomme på, om deres barn mon er "særligt sensitiv".

Sådan rent teknisk, findes der værktøjer til at afgøre om barnet er "særligt sensitiv". Bla. Sensory profile, der fortæller om barnets evne til at håndtere visuelle og auditive (syn og lyd) indtryk, samt taktile (berøring) indtryk. Sensorisk stimuli som helhed og barnets evne til at reagere konstruktivt på den. Testen foretages i samrbejde med forældre og fys./ergoterapeut.

Min yngste datter fik lavet den første sensoriske profil, da hun var 6 måneder gammel. Allerede der stak hun ud på alle de testede områder.

Karoline er hypersensitiv, hvilket betyder at hendes krop slet ikke kan finde ud af at reagere normalt på forskellige indtryk. Hendes har været så ekstremt, at hun blev henvist til børnepsykiatisk afdeling, hvor vi lige har været indlagt med hende for udredning. Vi startede forløbet for 5 måneder siden. Hun har lige fået foretaget en BAILEY test, som vi afventer resultatet af. Men karoline er nok lidt ude for nummer her, selvom hun er sensitiv (i det ekstreme)

Min ældste datter, fik lavet en sensorisk profil sidste efterår, da karolines ergoterapeut mente, at hun så nogle ting hos Isabella, som ikke var helt "normale". Isabellas sensoriske profil placerede hende som "særligt sensitiv". Hun har altid været sensitiv, og det har altid vist. Oftest er de særligt sensitive børn, ikke i kategorien af "nemme børn". Isabella skreg de første 6 måneder af sit liv- virkelig skreg. Hun nægtede pure at være hos sin far. Ikke bare nogle gange, men altid. Havde det stået til hende, havde jeg buret mig inde med hende, indtil hun var et års tid, og begyndte at kunne være sammen med andre. Hendes bedsteforældre blev ikke accepteret hele det første år, til trods for at vi så dem relativt ofte. Hun skreg lige op i luften, så hun blev hurtigt afleveret tilbage ;) Hun havde svært ved at håndtere ændringer. F.eks. I dagplejen hvor hun ellers var glad for at være. Hun kunne ikke være i ggæstedagpleje før 2 års alderen, ligesom vi måtte opgive at sende hende afsted om torsdagen hvor der var legestue, indtil hun var omkring 2 år. Isabellas første tegn på at være "særligt sensitiv" var, at hun ikke kunne kapere ændringer. Hn skulle puttes på samme måde, med samme nusseklud, i samme stilling og med nøjagtig samme for-ritualer hver eneste gang. Hun skreg! Enormt meget! Igen, så siger de kloge på børnepsykken, at blandt de sensitive, er ofte de der har haft kolik. Hendes manglende evne til at indgå i for hende alderssvarende sociale relationer. Hun knytter sig ofte til et eller to børn (og gør stadig) og så er det KUN dem man kan lege med. Hvis de ikke er der, er dagen skidt.

Man kan sagtens have motorisk uro, uden at man nødvendigvis er sensitiv. Et godt råd er, at man som putteritual indfører dybe tryk på huden. Man "krammer" simpelthen kroppen over det hele i dybe, faste tryg. Det kan give de små en bedre ro i kroppen.

Mht lyde, kan det være en rigtig god ide at fortælle dem med ord, hvor lyden kommer fra. F.eks hvis der kommer en larmende lastbil kan man sige "hold da op en stor lastbil- den larmede godt nok meget hva?" Han forstår selvfølgelig ikke alle ordene, men han ser at du har set det samme som ham, og du sætter ord på den følelse af "hold da op det var højt" samtidig med du er rolig. Giver det mening? Det har vi brugt rigtig meget herhjemme.

Du spørger, hvad du skal være opmærksom på. Umiddelbart synes jeg ikke det du skriver, virker særligt "alarmklokke-agtigt". Han er stadig ret lille, og det med de dårlige nætter sker (hvor skide træls det lyder, i know) for rigtig mange. Jeg mener, at der hvor man skal være opmærksom er, hvis han begynder at falde ud af sociale relationer. Ikke bare, hvor han ligesom falder i staver og betragter, men der hvor de ikke kan rumme verden mere.

Det er blevet nemmere for mig med Isabella, fordi hun er blevet så stor at hun kan sætte ord på nogle af de følelser hun har indeni. Hun kan f,eks, sige "det larmer alt for meget inde i mit hovede" (hun er meget auditiv følsom) Hun går i børnehave 20 timer om ugen, fordi mere magter hun ikke i øjeblikket. Hendes sensitivitet har klart også været præget af lillesøsters sygdom og mange indlæggelser.

Jeg tror egentlig jeg ville sige, at man skal se barnet, og så være "ligeglad" med hvad vi kalder det. Om det er sensitiv, særligt sensitiv eller særlige behov eller noget 4. er jo for så vidt ligemeget. Jeg synes personligt der er gået for meget "trend" i at sige man har et sensitivt barn (nu bliver jg nok skudt). Jeg tror faktisk nogle bliver en smule hæmmet, fordi forældrene i allerbedste mening skærmer dem for alt for meget. (Har som sagt lige haft diskussionen med overlegen fra børnepsyk ;)) Man skal med andre ord passe på med at blive over-opmærksom. På den anden side, skal man selvfølgelig reagere, hvis barnet viser tegn på mistrivsel. Og børn er forskellige. Hvad der er normalt for andre, er måske ikke normalt for dit barn- og omvendt. Personligt går jeg ikke og spekulerer over, at jeg har et "særligt sensitivt" og et "hyper sensitivt" barn, selvom selve definition klart er dybt præget i vores hverdag og sociale formåen. Jeg har bare Isabella og Karoline- helt som de er :)

Super interessant læsning! Tak fordi du gad at give dig tid til at skrive om det :) Jeg er meget enig. Barnet skal ses som det er, så selvværdet bliver boostet. Og selvfølgelig er det vigtigt med en diagnose for at få den rette hjælp, hvor den behøves. :)

[Guest]

Louise og ML tusind tak for at gøre os klogere. Skide gode og tankevækkende indlæg.

Jeg er MEGET enig i diagnose snakken, en diagnose er også bare et begreb der dækker 1000 forskellige symptomer i en milliard forskellige kombinationer - den i sig selv forklarer ikke barnet. Jeg har arbejdet med Asberger børn og ingen af de børn kunne tackles ens, på trods af at deres diagnose var den samme. Det var så få fællestræk at det nærmest kun var struktur og pauser de havde til fælles - noget der også går igen ved mange andre "diagnose"børn.

[My-Moren]

Jeg har faktisk lige kommet hjem fra børnepsyk, hvor vi snakkede om begrebet "særligt sensitiv". Et begreb der er blevet ret "moderne". Der er kommet øget fokus på det, hvilket selvfølgelig er godt, men på mange måder møder man også rigtig mange "nervøse" mødre, der er meget opmærksomme på, om deres barn mon er "særligt sensitiv".

Sådan rent teknisk, findes der værktøjer til at afgøre om barnet er "særligt sensitiv". Bla. Sensory profile, der fortæller om barnets evne til at håndtere visuelle og auditive (syn og lyd) indtryk, samt taktile (berøring) indtryk. Sensorisk stimuli som helhed og barnets evne til at reagere konstruktivt på den. Testen foretages i samrbejde med forældre og fys./ergoterapeut.

Min yngste datter fik lavet den første sensoriske profil, da hun var 6 måneder gammel. Allerede der stak hun ud på alle de testede områder.

Karoline er hypersensitiv, hvilket betyder at hendes krop slet ikke kan finde ud af at reagere normalt på forskellige indtryk. Hendes har været så ekstremt, at hun blev henvist til børnepsykiatisk afdeling, hvor vi lige har været indlagt med hende for udredning. Vi startede forløbet for 5 måneder siden. Hun har lige fået foretaget en BAILEY test, som vi afventer resultatet af. Men karoline er nok lidt ude for nummer her, selvom hun er sensitiv (i det ekstreme)

Min ældste datter, fik lavet en sensorisk profil sidste efterår, da karolines ergoterapeut mente, at hun så nogle ting hos Isabella, som ikke var helt "normale". Isabellas sensoriske profil placerede hende som "særligt sensitiv". Hun har altid været sensitiv, og det har altid vist. Oftest er de særligt sensitive børn, ikke i kategorien af "nemme børn". Isabella skreg de første 6 måneder af sit liv- virkelig skreg. Hun nægtede pure at være hos sin far. Ikke bare nogle gange, men altid. Havde det stået til hende, havde jeg buret mig inde med hende, indtil hun var et års tid, og begyndte at kunne være sammen med andre. Hendes bedsteforældre blev ikke accepteret hele det første år, til trods for at vi så dem relativt ofte. Hun skreg lige op i luften, så hun blev hurtigt afleveret tilbage ;) Hun havde svært ved at håndtere ændringer. F.eks. I dagplejen hvor hun ellers var glad for at være. Hun kunne ikke være i ggæstedagpleje før 2 års alderen, ligesom vi måtte opgive at sende hende afsted om torsdagen hvor der var legestue, indtil hun var omkring 2 år. Isabellas første tegn på at være "særligt sensitiv" var, at hun ikke kunne kapere ændringer. Hn skulle puttes på samme måde, med samme nusseklud, i samme stilling og med nøjagtig samme for-ritualer hver eneste gang. Hun skreg! Enormt meget! Igen, så siger de kloge på børnepsykken, at blandt de sensitive, er ofte de der har haft kolik. Hendes manglende evne til at indgå i for hende alderssvarende sociale relationer. Hun knytter sig ofte til et eller to børn (og gør stadig) og så er det KUN dem man kan lege med. Hvis de ikke er der, er dagen skidt.

Man kan sagtens have motorisk uro, uden at man nødvendigvis er sensitiv. Et godt råd er, at man som putteritual indfører dybe tryk på huden. Man "krammer" simpelthen kroppen over det hele i dybe, faste tryg. Det kan give de små en bedre ro i kroppen.

Mht lyde, kan det være en rigtig god ide at fortælle dem med ord, hvor lyden kommer fra. F.eks hvis der kommer en larmende lastbil kan man sige "hold da op en stor lastbil- den larmede godt nok meget hva?" Han forstår selvfølgelig ikke alle ordene, men han ser at du har set det samme som ham, og du sætter ord på den følelse af "hold da op det var højt" samtidig med du er rolig. Giver det mening? Det har vi brugt rigtig meget herhjemme.

Du spørger, hvad du skal være opmærksom på. Umiddelbart synes jeg ikke det du skriver, virker særligt "alarmklokke-agtigt". Han er stadig ret lille, og det med de dårlige nætter sker (hvor skide træls det lyder, i know) for rigtig mange. Jeg mener, at der hvor man skal være opmærksom er, hvis han begynder at falde ud af sociale relationer. Ikke bare, hvor han ligesom falder i staver og betragter, men der hvor de ikke kan rumme verden mere.

Det er blevet nemmere for mig med Isabella, fordi hun er blevet så stor at hun kan sætte ord på nogle af de følelser hun har indeni. Hun kan f,eks, sige "det larmer alt for meget inde i mit hovede" (hun er meget auditiv følsom) Hun går i børnehave 20 timer om ugen, fordi mere magter hun ikke i øjeblikket. Hendes sensitivitet har klart også været præget af lillesøsters sygdom og mange indlæggelser.

Jeg tror egentlig jeg ville sige, at man skal se barnet, og så være "ligeglad" med hvad vi kalder det. Om det er sensitiv, særligt sensitiv eller særlige behov eller noget 4. er jo for så vidt ligemeget. Jeg synes personligt der er gået for meget "trend" i at sige man har et sensitivt barn (nu bliver jg nok skudt). Jeg tror faktisk nogle bliver en smule hæmmet, fordi forældrene i allerbedste mening skærmer dem for alt for meget. (Har som sagt lige haft diskussionen med overlegen fra børnepsyk ;)) Man skal med andre ord passe på med at blive over-opmærksom. På den anden side, skal man selvfølgelig reagere, hvis barnet viser tegn på mistrivsel. Og børn er forskellige. Hvad der er normalt for andre, er måske ikke normalt for dit barn- og omvendt. Personligt går jeg ikke og spekulerer over, at jeg har et "særligt sensitivt" og et "hyper sensitivt" barn, selvom selve definition klart er dybt præget i vores hverdag og sociale formåen. Jeg har bare Isabella og Karoline- helt som de er :)

Super fedt indlæg! Og jeg er 100% enig. Jeg selv er HSP'er, men oplever en øget tendens til at folk klassificere sig HSP, fordi de ser/læser hvilke signaler man skal være opmærksomme på ved HSP. Men signalerne ved HSP er jo ret generelle og derfor kan en masse forholde sig til dem. Jeg tror bestemt der er gode mode i den og jeg kan på nogen punkter godt blive lidt harm, på mine egne vegne. Fordi jeg ved hvad jeg er og jeg arbejder ekstremt meget med selv og ingen udover min mand ved hvordan jeg har har det - også ikke engang ham ;)

Jeg har også tænkt meget over om Charlie skulle være HSP'er, men jeg har ikke behandlet ham på nogen særlig måde og han virker absolut ikke særlig sensitiv. Han er som alle andre børn ked af det når han er blevet overstimuleret og kunne som helt spæd ikke rumme så meget osv. Alle de ting jeg har set ved Charlie er observationer som jeg ville have gjort ved hvilket som helst barn. Alle små spædbørn er jo i et vidst omfang HSP'er, verden er jo helt ny for dem. Dermed ikke sagt at der er nogen børn der vitterlig er HSP'er og dermed nok er det resten af livet. Men jeg tror, som du skriver i starten af dit indlæg at vi skal passe lidt på - fordi som nybagt mor er man også super sensitiv og vil kun sit barn det bedste og vi bliver jo også bombarderet med alle mulige ting, metoder osv. som skulle være det bedste for vores børn :)

Gav det mening? Øv der er rod i mit hoved for tiden!!