Gravid - Smalltalk

[Guest]

Er træt. Og udmattet.

Har brugt de sidste fire dage på at have det ad helvedes til med den forestående fødsel. Er blevet ramt af deciderede angst-anfald og græder mere eller mindre i alle mine vågne timer. Jeg føler mig ikke taget seriøst af sundhedspersonalet som jeg har forsøgt at snakke med omkring det, siden mit første jordemoder besøg i uge 16.

Til en selvbetalt scanning i går fik jeg så yderligere bekræftet min mavefornemmelse. Det er en ordentlig basse jeg bærer rundt på (og jeg er IKKE ret stor, hverken i højde eller bredde) - det har jo i aller højeste grad 1. forstærket min angst og 2. bidraget til at jeg ikke stoler ret meget på 'de kloge', som hele vejen i gennem har påstået at jeg fik en lille baby, fordi kvinder på min størrelse ikke laver store børn (øhh?!).

Selvsagt er jeg total udmattet mentalt og egentlig også fysisk. Og alligevel kan jeg ikke sove.

Jeg har nu været vågen siden kl. 1 (efter knap en times søvn) og har bl.a. været i gennem anfald af hedeslag, ondt i maven (som ved maveonde), voldsom halsbrand, uro i kroppen og en absurd aktiv dreng i maven!

Ved ikke lige hvad jeg vil med det her, nok bare brokke mig og prøve at få lidt styr på de mange tanker.

Føler mig enormt alene omkring det, alle dem jeg kender der har født, synes det er fantastisk og forstår vist ikke rigtig at jeg ikke bare er almindeligt nervøs og spændt på fødslen, men panisk angst, så jeg næsten er gået ind i sådan en deprimeret tilstand.

Jeg tager mig selv i at "ønske" en grund til at blive sat i gang, så han ikke bliver større, selvom det jo ville betyde at noget ikke var som det skulle være. Føler mig som en dårlig mor, allerede inden jeg er blevet mor, fordi jeg tænker sådan og ikke er glad over at knægten har det strålende og kommer til verden med en bedre evne til at stå imod. Normale mennesker bliver jo glade over at baby tager flot på og trives.

Puha, tankemylder.....

[Guest]

Er træt. Og udmattet.

Har brugt de sidste fire dage på at have det ad helvedes til med den forestående fødsel. Er blevet ramt af deciderede angst-anfald og græder mere eller mindre i alle mine vågne timer. Jeg føler mig ikke taget seriøst af sundhedspersonalet som jeg har forsøgt at snakke med omkring det, siden mit første jordemoder besøg i uge 16.

Til en selvbetalt scanning i går fik jeg så yderligere bekræftet min mavefornemmelse. Det er en ordentlig basse jeg bærer rundt på (og jeg er IKKE ret stor, hverken i højde eller bredde) - det har jo i aller højeste grad 1. forstærket min angst og 2. bidraget til at jeg ikke stoler ret meget på 'de kloge', som hele vejen i gennem har påstået at jeg fik en lille baby, fordi kvinder på min størrelse ikke laver store børn (øhh?!).

Selvsagt er jeg total udmattet mentalt og egentlig også fysisk. Og alligevel kan jeg ikke sove.

Jeg har nu været vågen siden kl. 1 (efter knap en times søvn) og har bl.a. været i gennem anfald af hedeslag, ondt i maven (som ved maveonde), voldsom halsbrand, uro i kroppen og en absurd aktiv dreng i maven!

Ved ikke lige hvad jeg vil med det her, nok bare brokke mig og prøve at få lidt styr på de mange tanker.

Føler mig enormt alene omkring det, alle dem jeg kender der har født, synes det er fantastisk og forstår vist ikke rigtig at jeg ikke bare er almindeligt nervøs og spændt på fødslen, men panisk angst, så jeg næsten er gået ind i sådan en deprimeret tilstand.

Jeg tager mig selv i at "ønske" en grund til at blive sat i gang, så han ikke bliver større, selvom det jo ville betyde at noget ikke var som det skulle være. Føler mig som en dårlig mor, allerede inden jeg er blevet mor, fordi jeg tænker sådan og ikke er glad over at knægten har det strålende og kommer til verden med en bedre evne til at stå imod. Normale mennesker bliver jo glade over at baby tager flot på og trives.

Puha, tankemylder.....

Allerførst et kæmpe :kram

Jeg synes at du skal prøve at tage fat i din jordemor en gang til, så du ikke panikker når fødslen går i gang.

Mht til fødslen så er mit råd, slap så meget af du kan, stol på din krop og stol på de anbefalinger, som du må få fra sundhedspersonalet.

Jeg ved at både jeg selv og så Ria havde rigtig gode erfaringer med at føde storedrenge i 2012.

Linket til min fødselsberetning finder du i min ticker og her er det til Rias: http://www.babyklar.dk/forum/13448/juni-bebs´ens-fødselsberetning.html/?p=272139.

[Guest]

Er træt. Og udmattet.

Har brugt de sidste fire dage på at have det ad helvedes til med den forestående fødsel. Er blevet ramt af deciderede angst-anfald og græder mere eller mindre i alle mine vågne timer. Jeg føler mig ikke taget seriøst af sundhedspersonalet som jeg har forsøgt at snakke med omkring det, siden mit første jordemoder besøg i uge 16.

Til en selvbetalt scanning i går fik jeg så yderligere bekræftet min mavefornemmelse. Det er en ordentlig basse jeg bærer rundt på (og jeg er IKKE ret stor, hverken i højde eller bredde) - det har jo i aller højeste grad 1. forstærket min angst og 2. bidraget til at jeg ikke stoler ret meget på 'de kloge', som hele vejen i gennem har påstået at jeg fik en lille baby, fordi kvinder på min størrelse ikke laver store børn (øhh?!).

Selvsagt er jeg total udmattet mentalt og egentlig også fysisk. Og alligevel kan jeg ikke sove.

Jeg har nu været vågen siden kl. 1 (efter knap en times søvn) og har bl.a. været i gennem anfald af hedeslag, ondt i maven (som ved maveonde), voldsom halsbrand, uro i kroppen og en absurd aktiv dreng i maven!

Ved ikke lige hvad jeg vil med det her, nok bare brokke mig og prøve at få lidt styr på de mange tanker.

Føler mig enormt alene omkring det, alle dem jeg kender der har født, synes det er fantastisk og forstår vist ikke rigtig at jeg ikke bare er almindeligt nervøs og spændt på fødslen, men panisk angst, så jeg næsten er gået ind i sådan en deprimeret tilstand.

Jeg tager mig selv i at "ønske" en grund til at blive sat i gang, så han ikke bliver større, selvom det jo ville betyde at noget ikke var som det skulle være. Føler mig som en dårlig mor, allerede inden jeg er blevet mor, fordi jeg tænker sådan og ikke er glad over at knægten har det strålende og kommer til verden med en bedre evne til at stå imod. Normale mennesker bliver jo glade over at baby tager flot på og trives.

Puha, tankemylder.....

Hvor stor er han skønnet til?

Ellers er jeg enig med leras - vi er et par stykker der har født store drenge uden komplikationer. Hvis du ikk føler dig hørt, så må du banke i bordet. Men tvivler på at du får lov at bli sat i gang, så længe din søn har det godt i maven.

[Barbamama]

Er træt. Og udmattet.

Har brugt de sidste fire dage på at have det ad helvedes til med den forestående fødsel. Er blevet ramt af deciderede angst-anfald og græder mere eller mindre i alle mine vågne timer. Jeg føler mig ikke taget seriøst af sundhedspersonalet som jeg har forsøgt at snakke med omkring det, siden mit første jordemoder besøg i uge 16.

Til en selvbetalt scanning i går fik jeg så yderligere bekræftet min mavefornemmelse. Det er en ordentlig basse jeg bærer rundt på (og jeg er IKKE ret stor, hverken i højde eller bredde) - det har jo i aller højeste grad 1. forstærket min angst og 2. bidraget til at jeg ikke stoler ret meget på 'de kloge', som hele vejen i gennem har påstået at jeg fik en lille baby, fordi kvinder på min størrelse ikke laver store børn (øhh?!).

Selvsagt er jeg total udmattet mentalt og egentlig også fysisk. Og alligevel kan jeg ikke sove.

Jeg har nu været vågen siden kl. 1 (efter knap en times søvn) og har bl.a. været i gennem anfald af hedeslag, ondt i maven (som ved maveonde), voldsom halsbrand, uro i kroppen og en absurd aktiv dreng i maven!

Ved ikke lige hvad jeg vil med det her, nok bare brokke mig og prøve at få lidt styr på de mange tanker.

Føler mig enormt alene omkring det, alle dem jeg kender der har født, synes det er fantastisk og forstår vist ikke rigtig at jeg ikke bare er almindeligt nervøs og spændt på fødslen, men panisk angst, så jeg næsten er gået ind i sådan en deprimeret tilstand.

Jeg tager mig selv i at "ønske" en grund til at blive sat i gang, så han ikke bliver større, selvom det jo ville betyde at noget ikke var som det skulle være. Føler mig som en dårlig mor, allerede inden jeg er blevet mor, fordi jeg tænker sådan og ikke er glad over at knægten har det strålende og kommer til verden med en bedre evne til at stå imod. Normale mennesker bliver jo glade over at baby tager flot på og trives.

Puha, tankemylder.....

Jeg er ikke gravid, jeg lurer bare lige :blush

Og kæmpe kram til dig! :kram

Jeg fik også nogle "anfald" da jeg var gravid, hvor jeg blev virkelig bange for fødslen. Muligvis ikke så slem angst som dig, men stadig med tudeture. Og min dreng var skønnet til at være ret gennemsnitlig (3700-3800 da jeg var 4 dage over terminsdatoen).

Men da det gik i gang var det som om, at jeg slet ikke havde tid til at være bange, så tog kroppen bare over. Og det BLEV en fantastisk oplevelse! Og en rigtig god fødsel uden behov for bedøvelse eller andet. Og han var 4630 gram ;)

Jeg bristede godt nok, men helt ærligt så anede jeg det ikke, før jordemoderen fortalte mig det. Og jeg tror faktisk ikke, at det var pga hans størrelse, men snarere fordi han stod skævt og fordi kommunikationen mellem jm og jeg ikke var så god. Men alt er fint nu, jeg er ikke ødelagt eller noget som helst ;)

Jeg kan godt forstå, at du er bange, for det ER skræmmende. Men en stor dreng behøver SLET ikke at betyde dårlig fødsel :kram2

Men bank i bordet overfor jm. Jeg tror ikke, at du bliver sat igang, men måske kunne hun være åben overfor pks eller også en form for angsthåndtering (min svigerinde fik nogle ekstra jm besøg til at snakke om fødselsangst, mener jeg).

Det skal nok gå alt sammen :goodluck :kram

[Guest]

Oenskebaby14: Det skulle ikke have den store betydning om barnet er stort eller ej (med mindre det er gigantisk), det vigtigste er vist "bare" at hovedets vinkel er rigtig. Jeg kan godt forstå, at du kan blive fanget af panik (det gør jeg nok også selv, når jeg kommer tættere på min termin), og vil jeg give de andre ret i, at det er vigtigt, at du hiver fat i jordemoder og lægger kortene på bordet om, hvor lammende din angst er lige nu, så hun kan hjælpe dig videre. 

 

Du kan også overveje evt. at købe bogen og/eller et virtuelt kursus hos smertefrifoedsel.dk ? Jeg tror angsten bliver mindre, hvis man føler sig forberedt på at takle, hvad der kommer :) Pøj pøj med det :kram

[Guest]

Man siger også at oftest er det nemmere at føde store børn pga de hjælper til under fødslen.

[Guest]

Tak for jeres opmuntrende ord.

Problemet er vist at jeg HAR forberedt mig - har læst og øvet og deltaget i kurser. Og på trods af alt min viden om hvad der kommer og at barnets størrelse ikke som sådan er af betydning, andet end at han så netop kan hjælpe mere til, og at jeg på ingen måde ønsker at blive sat i gang, da jeg jo ved at det ikke er godt for noget, så tager den irrationelle del af min hjerne over det meste af tiden.

Jeg har også tænkt mig at banke i bordet hos jordemoderen (skal se hende torsdag), men hun er typen der hørte mig bede om pks første gang jeg nævnte min angst, på trods af at det aldrig selv har været en del af mine tanker og så brugte hun ellers tiden på at tale mig fra det, selvom jeg sagde flere gange at det slet ikke var dér jeg var på vej hen, men at det var vigtigt for mig at de tog min angst seriøst, så fødslen (og nu de næste par ugers eventuelle ventetid) ikke får mig til at gå i panik. Mere end det gør i forvejen.

Han er scannet til 3800 i går (37+6). Med til den historie hører at jeg selv er en pige på 150 cm og et hoftemål på 82, der vejede 42 kilo før jeg blev gravid.

[SaraLK]

okay, så er det nok bare min krop der spiller mig et puds!

;)

[Caddie]

Er træt. Og udmattet.

Har brugt de sidste fire dage på at have det ad helvedes til med den forestående fødsel. Er blevet ramt af deciderede angst-anfald og græder mere eller mindre i alle mine vågne timer. Jeg føler mig ikke taget seriøst af sundhedspersonalet som jeg har forsøgt at snakke med omkring det, siden mit første jordemoder besøg i uge 16.

Til en selvbetalt scanning i går fik jeg så yderligere bekræftet min mavefornemmelse. Det er en ordentlig basse jeg bærer rundt på (og jeg er IKKE ret stor, hverken i højde eller bredde) - det har jo i aller højeste grad 1. forstærket min angst og 2. bidraget til at jeg ikke stoler ret meget på 'de kloge', som hele vejen i gennem har påstået at jeg fik en lille baby, fordi kvinder på min størrelse ikke laver store børn (øhh?!).

Selvsagt er jeg total udmattet mentalt og egentlig også fysisk. Og alligevel kan jeg ikke sove.

Jeg har nu været vågen siden kl. 1 (efter knap en times søvn) og har bl.a. været i gennem anfald af hedeslag, ondt i maven (som ved maveonde), voldsom halsbrand, uro i kroppen og en absurd aktiv dreng i maven!

Ved ikke lige hvad jeg vil med det her, nok bare brokke mig og prøve at få lidt styr på de mange tanker.

Føler mig enormt alene omkring det, alle dem jeg kender der har født, synes det er fantastisk og forstår vist ikke rigtig at jeg ikke bare er almindeligt nervøs og spændt på fødslen, men panisk angst, så jeg næsten er gået ind i sådan en deprimeret tilstand.

Jeg tager mig selv i at "ønske" en grund til at blive sat i gang, så han ikke bliver større, selvom det jo ville betyde at noget ikke var som det skulle være. Føler mig som en dårlig mor, allerede inden jeg er blevet mor, fordi jeg tænker sådan og ikke er glad over at knægten har det strålende og kommer til verden med en bedre evne til at stå imod. Normale mennesker bliver jo glade over at baby tager flot på og trives.

Puha, tankemylder.....

:kram2 jeg forstår dig udemærket godt!

For det første er det bare mega hårdt at være højgravid, især i denne varme, og du har haft en lang graviditet der ikke har været helt nem. Og nu usikkerheden omkring fødslen, som man på ingen måde aner hvad er når man aldrig har prøvet det før.

Jeg havde det på samme måde i min første graviditet. Jeg kunne blive panisk og græde ved tanken om fødslen, fordi jeg var SÅ bange for det! Det tog også en del af glæden, for jeg så slet ikke frem til den fødsel skulle gå i gang, og tanken om vi snart fik Dicte ud til os hjalp slet ikke. Hun kom jo først ud når fødslen var overstået...

MEN, da det så gik i gang, var jeg fuldstændig rolig. Min krop vidste hvad den skulle, og jeg fandt hurtigt ud af at arbejde med veerne. Inden havde jeg tænkt at det var noget pjat det med at 'gå med' veerne, men det gav hurtigt sig selv. Og ja det gjorde ondt! Men ikke mere end jeg kunne styre det under næsten hele fødslen. De aller sidste veer inden presseveerne var slemme, for der tabte jeg kontrollen. Men jeg fik den hurtigt tilbage, og i det sekund Dicte blev født var al smerte væk, og jeg følte mig som verdens aller sejeste kvinde! Jeg var fuldstændig høj efter fødslen, fordi JEG gjorde det! Den fornemmelse vil jeg aldrig glemme, og det gjorde det hele værd. At vi så oven i fik Dicte, fuldendte bare oplevelsen. Allerede samme dag som jeg fødte, tænkte jeg at det vil jeg prøve igen :)

At du ikke føler JM lytter til dig er noget skidt! Du må tale med hende igen, og også med din mand. Min mand og jeg har talt meget om fødslen denne gang, og det er virkelig rart og en god ro for mig at han ved hvad jeg gerne vil undervejs, hvad han skal gøre og at han er på min side, såfremt noget går galt.

:kram :kram jeg er sikker på du nok skal klare det!

[Guest]

:kram2 jeg forstår dig udemærket godt!

For det første er det bare mega hårdt at være højgravid, især i denne varme, og du har haft en lang graviditet der ikke har været helt nem. Og nu usikkerheden omkring fødslen, som man på ingen måde aner hvad er når man aldrig har prøvet det før.

Jeg havde det på samme måde i min første graviditet. Jeg kunne blive panisk og græde ved tanken om fødslen, fordi jeg var SÅ bange for det! Det tog også en del af glæden, for jeg så slet ikke frem til den fødsel skulle gå i gang, og tanken om vi snart fik Dicte ud til os hjalp slet ikke. Hun kom jo først ud når fødslen var overstået...

MEN, da det så gik i gang, var jeg fuldstændig rolig. Min krop vidste hvad den skulle, og jeg fandt hurtigt ud af at arbejde med veerne. Inden havde jeg tænkt at det var noget pjat det med at 'gå med' veerne, men det gav hurtigt sig selv. Og ja det gjorde ondt! Men ikke mere end jeg kunne styre det under næsten hele fødslen. De aller sidste veer inden presseveerne var slemme, for der tabte jeg kontrollen. Men jeg fik den hurtigt tilbage, og i det sekund Dicte blev født var al smerte væk, og jeg følte mig som verdens aller sejeste kvinde! Jeg var fuldstændig høj efter fødslen, fordi JEG gjorde det! Den fornemmelse vil jeg aldrig glemme, og det gjorde det hele værd. At vi så oven i fik Dicte, fuldendte bare oplevelsen. Allerede samme dag som jeg fødte, tænkte jeg at det vil jeg prøve igen :)

At du ikke føler JM lytter til dig er noget skidt! Du må tale med hende igen, og også med din mand. Min mand og jeg har talt meget om fødslen denne gang, og det er virkelig rart og en god ro for mig at han ved hvad jeg gerne vil undervejs, hvad han skal gøre og at han er på min side, såfremt noget går galt.

:kram :kram jeg er sikker på du nok skal klare det!

Hvor er det dejligt at høre at du også har haft det sådan. Især det med slet ikke at se frem til at få ham ud. Alle der prøver at opmuntre mig siger 'tænk på at du snart har ham i dine arme' og det hjælper bare slet ikke

[Guest NinjaMama]

Er træt. Og udmattet.

Har brugt de sidste fire dage på at have det ad helvedes til med den forestående fødsel. Er blevet ramt af deciderede angst-anfald og græder mere eller mindre i alle mine vågne timer. Jeg føler mig ikke taget seriøst af sundhedspersonalet som jeg har forsøgt at snakke med omkring det, siden mit første jordemoder besøg i uge 16.

Til en selvbetalt scanning i går fik jeg så yderligere bekræftet min mavefornemmelse. Det er en ordentlig basse jeg bærer rundt på (og jeg er IKKE ret stor, hverken i højde eller bredde) - det har jo i aller højeste grad 1. forstærket min angst og 2. bidraget til at jeg ikke stoler ret meget på 'de kloge', som hele vejen i gennem har påstået at jeg fik en lille baby, fordi kvinder på min størrelse ikke laver store børn (øhh?!).

Selvsagt er jeg total udmattet mentalt og egentlig også fysisk. Og alligevel kan jeg ikke sove.

Jeg har nu været vågen siden kl. 1 (efter knap en times søvn) og har bl.a. været i gennem anfald af hedeslag, ondt i maven (som ved maveonde), voldsom halsbrand, uro i kroppen og en absurd aktiv dreng i maven!

Ved ikke lige hvad jeg vil med det her, nok bare brokke mig og prøve at få lidt styr på de mange tanker.

Føler mig enormt alene omkring det, alle dem jeg kender der har født, synes det er fantastisk og forstår vist ikke rigtig at jeg ikke bare er almindeligt nervøs og spændt på fødslen, men panisk angst, så jeg næsten er gået ind i sådan en deprimeret tilstand.

Jeg tager mig selv i at "ønske" en grund til at blive sat i gang, så han ikke bliver større, selvom det jo ville betyde at noget ikke var som det skulle være. Føler mig som en dårlig mor, allerede inden jeg er blevet mor, fordi jeg tænker sådan og ikke er glad over at knægten har det strålende og kommer til verden med en bedre evne til at stå imod. Normale mennesker bliver jo glade over at baby tager flot på og trives.

Puha, tankemylder.....

Du er bestemt ikke den eneste, som virkelig frygter fødslen :kram2

Jeg har det på samme måde som dig.. Jeg tuder næsten hver aften, fordi jeg er så bange for at fødslen skal gå i gang i løbet af natten. Jeg tør næsten ikke ligge mig til at sove, og når først jeg har lagt mig, så skal jeg virkelig tvinge mig selv til at rejse mig igen, fordi jeg er bange for at vandet skal gå.. Det er totalt ulogisk :rolleyes

Men jeg forstår virkelig din frygt :kram2

Inden min første fødsel, kan jeg ikke huske at jeg var bange.. I hvertfald ikke på samme måde som nu... Jeg prøvede vist at fortrænge, at den baby altså skulle ud af maven på et tidspunkt :P og så havde jeg nok lidt tanken om, at vores kroppe er skabt til at føde - efter at jeg så har prøvet at føde, så synes jeg at den sætning er totalt åndssvag :P

Jeg vil ikke fortælle om min første fødsel, for den er noget af et skrækscenarie af vestorm og totalt inkompetent jordmoder.

Men når først fødslen går i gang, så går tiden hurtigt. Det gør pisse ondt, men man klarer det. Det allervigtigste er, at have en god jordmoder, som man føler sig tryg ved. Hun et ens livline. Det er DIN fødsel, og DU bestemmer.

I denne graviditet har jeg gået hos et jordmoderteam for fødselsangste kvinder, og de jordmødre er virkelig fantastiske. Det hjælper på min frygt, at vide, at jeg kommer til at føde med en af dem. Men jeg er stadig sindssygt bange.

[Guest Felixmor]

Bliver spændende hvad diætisten siger i dag :)

[Caddie]

Bliver spændende hvad diætisten siger i dag :)

Godt det ikke er mig, min morgenmad består af kartoffelsalat og varm kakao :p (godt nok hjemmelavet og med purløg meeen....)

Hvad skal du til diætist for?

[Guest Felixmor]

Godt det ikke er mig, min morgenmad består af kartoffelsalat og varm kakao :p (godt nok hjemmelavet og med purløg meeen....)

Hvad skal du til diætist for?

Det var pga min hyperemisis og min man der rejser meget så skal jeg have fif til nemt sundt mad. Men jeg har ventet 10 uger så hyperemisis er væk så nu må vi se.

[Guest Felixmor]

Fødderne klør, fingrene sover og bækkenet gør ondt. I morgen kan kun blive bedre :)

[Caddie]

Det var et godt besøg hos jm idag :) Knap 3 kilo baby, som står med hovedet dybt nede og heldigvis er jeg stadig helt lukket så det er dejligt nu glæder jeg mig bare til det bliver tid om nogle uger :wub

Jeg tænker meget over fødslen. Det er helt uvirkeligt at jeg snart skal føde igen, men jeg glæder mig faktisk! Sidste gang gik det jo rigtig godt, og jeg fik ingen smertelindring på trods af jeg havde forestillet mig jeg skulle have alt ;) Så jeg forestiller mig det bliver uden igen, men er selvfølgelig forberedt på det kan være helt anderledes denne gang.

Jeg vil rigtig gerne tage imod hende selv, og derfor bliver JM ved med at foreslå at føde i vand. Det tiltaler mig på ingen måde, selv om jeg godt forstår hendes argumenter. Omvendt døjer Dicte ind imellem med forstoppelse, og hver eneste gang hun kommer i badekar hjælper det bare! ( underlig sammenligning måske ;)) så jeg kan jo godt se det måske kan hjælpe fødslen rigtig meget på vej.. Og at jeg nemt kan tage imod selv.

Er der nogle af jer der har/vil føde i vand? Jeg kan mærke jeg nok er lidt bange for vandet, ved faktisk ikke helt hvorfor...

[SaraLK]

Det var et godt besøg hos jm idag :) Knap 3 kilo baby, som står med hovedet dybt nede og heldigvis er jeg stadig helt lukket så det er dejligt nu glæder jeg mig bare til det bliver tid om nogle uger :wub

Jeg tænker meget over fødslen. Det er helt uvirkeligt at jeg snart skal føde igen, men jeg glæder mig faktisk! Sidste gang gik det jo rigtig godt, og jeg fik ingen smertelindring på trods af jeg havde forestillet mig jeg skulle have alt ;) Så jeg forestiller mig det bliver uden igen, men er selvfølgelig forberedt på det kan være helt anderledes denne gang.

Jeg vil rigtig gerne tage imod hende selv, og derfor bliver JM ved med at foreslå at føde i vand. Det tiltaler mig på ingen måde, selv om jeg godt forstår hendes argumenter. Omvendt døjer Dicte ind imellem med forstoppelse, og hver eneste gang hun kommer i badekar hjælper det bare! ( underlig sammenligning måske ;)) så jeg kan jo godt se det måske kan hjælpe fødslen rigtig meget på vej.. Og at jeg nemt kan tage imod selv.

Er der nogle af jer der har/vil føde i vand? Jeg kan mærke jeg nok er lidt bange for vandet, ved faktisk ikke helt hvorfor...

Jeg var i vand lige ind til det sidste.... Og havde nok også født i vandet, hvis Luna ellers havde haft korrekt hovedstilling. ;)

Håber og satser på vand igen denne gang.

[Guest]

Jeg skal til ekstra jm-besøg i dag pga scanning for to uger siden viste det er er en lille basse jeg venter. Jeg er spændt på hvad jm siger for hvis lillesøster har fulgt vægtstigningen skulle hun lægge omkring 3,4 kg nu og der er 4,5 uge til termin :o :blink

[Caddie]

Jeg skal til ekstra jm-besøg i dag pga scanning for to uger siden viste det er er en lille basse jeg venter. Jeg er spændt på hvad jm siger for hvis lillesøster har fulgt vægtstigningen skulle hun lægge omkring 3,4 kg nu og der er 4,5 uge til termin :o :blink

Held og lykke! Er spændt på hvor stor hun er blevet

[Caddie]

Jeg sorterer babytøj :wub årh alle de minder der er i Dictes tøj :) og hold op hvor har vi alligevel meget! Det er helt vildt, godt jeg ikke har købt særlig meget nyt.

Hvad siger i, kan vi tillade os at komme med ønsker til familie og venner? Vi mangler fx et legetæppe og en sengerand til lillesøster

[CamillaNK]

Jeg sorterer babytøj :wub årh alle de minder der er i Dictes tøj :) og hold op hvor har vi alligevel meget! Det er helt vildt, godt jeg ikke har købt særlig meget nyt.

Hvad siger i, kan vi tillade os at komme med ønsker til familie og venner? Vi mangler fx et legetæppe og en sengerand til lillesøster

Det synes jeg sagtens I kan.

I ved jo, folk gerne vil komme med noget, så hellere det er noget, I står og mangler.

Jeg nævner lidt henkastet ved hver lejlighed jeg kan, at vi mangler ihvertfald ikke tøj i 56.

Nu er der stadig lang tid til min termin, men hvis vi mangler specifikke ting til den tid, så sørger jeg for at sige det.

Min egen familie snakker jeg jævnligt med om det, og vi må gøre det samme med svigerfamilien.

Det er ærgeligt, at de køber noget i den bedste mening, når ikke I får det brugt, og det kan de da helt sikkert godt se fornuften i :)

[Guest Felixmor]

Kan næsten ikke gå i dag. Tudede dag jeg sorterede vasketøj, pga smerter. 25+0. Der er sku lang vej hjem.

[Guest Felixmor]

Jeg sorterer babytøj :wub årh alle de minder der er i Dictes tøj :) og hold op hvor har vi alligevel meget! Det er helt vildt, godt jeg ikke har købt særlig meget nyt.

Hvad siger i, kan vi tillade os at komme med ønsker til familie og venner? Vi mangler fx et legetæppe og en sengerand til lillesøster

Åh det er så hyggeligt.

Jeg har været i gang

Mht ønskesedlen så fik vi en af min søster for 2 år siden og det synes jeg var rigtig fint. Jeg laver kunsten efter og så kan den bruges som en vejledning om ikke andet.

[Tumlepigen]

Jeg sorterer babytøj :wub årh alle de minder der er i Dictes tøj :) og hold op hvor har vi alligevel meget! Det er helt vildt, godt jeg ikke har købt særlig meget nyt.

Hvad siger i, kan vi tillade os at komme med ønsker til familie og venner? Vi mangler fx et legetæppe og en sengerand til lillesøster

 

Det synes jeg også godt, at du kan. Især til nr. 2 og når det er af samme køn, hvor man jo selvsagt (ofte) har en masse til genbrug.

 

Det vil jeg huske, når vi nærmer os termin :)

[Mama Lou]

Hvorfor fanden skal vi bare ikke have det let! :boo Vi skal have lavet moderkagebiopsi på mandag. Fik dårlige tal med 1:75 for downs.