Hvordan vidste I, at I var klar til en lillebrøster?

[Barbamama]

Ja, man skulle tro, at jeg vidste, hvornår man følte sig "klar" til baby, for jeg har jo været igennem det én gang ;) Men jeg vil alligevel gerne høre nogle historier om, hvordan beslutningen om at 3 skulle blive til 4 (eller evt. at 4 eller flere skulle blive til 5 eller flere) opstod hjemme hos jer. Hvornår/hvorfor/hvordan vidste I at I var klar? :)

Inden vi begyndte at overveje, at vi skulle have vores første, tænkte jeg at jeg SKULLE være gift, færdiguddannet, have job og helst også hus inden jeg fik børn. Det blev der slækket ret kraftigt på :P Jeg er godt nok gift, men stadig under uddannelse (mangler dog kun et år) og vi bor i lejet lejlighed. Og det går altså helt fint :)

Jeg er IKKE klar til nr 2 nu, men jeg går alligevel og drømmer om det :blush

Og så begynder "kravene" at opstå i mit hoved igen: Denne gang SKAL jeg være uddannet, have job, vi skal have huset, og så skal vi iøvrigt have styr på ALT med vores søn. Og det sker jo ikke :rolleyes

Vi får jo aldrig styr på ALT omkring sønnike, der vil jo nok altid være udfordringer med børn, de er aldrig "færdige"

Jeg kommer til at være færdiguddannet, når vi får nr 2., andet kan næsten ikke "nås" (medmindre vi går igang NU og så får jeg termin midt i mit speciale, og dét gør vi altså ikke!) så dén kommer på plads.

Men jeg aner jo ikke, om jeg får job lige efter uddannelsen :unsure Jeg synes det ville være dejligt, trygt, økonomisk fornuftigt og "arbejdsmæssigt" fornuftigt at komme i job så snart jeg er færdiguddannet og få noget erfaring istedet for at "starte karrieren" med barsel. Men det er jo ikke til at vide, hvornår jeg får noget. Og så vil jeg nok hellere starte med en barsel, end jeg vil starte med x antal måneders jobsøgning, så barsel og så endelig i job. Men omvendt skal man vel heller ikke "spille fallit" med det samme og gå ud fra at man bare ikke får et job. Det kunne jo være, at jeg var så heldig/dygtig at jeg fik noget hurtigt ;) Men det er jo ikke til at vide. Og er det virkelig et "problem" at starte karrieren med barsel? Man skal vel nok få et job bagefter alligevel? Eller hvad? Kom gerne med nogle erfaringer :)

Og hus? Tjah... Vi skal nok flytte i noget større, når vi får nr 2, men jeg ville nok alligevel ikke købe et dyrere hus end at vi kunne klare den på dagpenge, for det kunne man jo alligevel risikere...

Jeg er IKKE klar nu. Det er der for lidt overskud og søvn til :P Men lysten kan jeg ikke rigtig komme udenom... Og selvfølgelig er lysten ikke nok, det skal også hænge sammen. Så det er ikke fordi jeg overvejer at kaste mig ud i noget rod. Men jeg går sådan og spekulerer i "hvornår mon", for det kunne tilfredsstille min lyst lidt at have et tidspunkt at se frem til :kuller Og jeg regner da kraftigt med at der bliver både mere søvn og overskud med tiden :D Og jeg vil jo heller ikke have ALT for lang tid imellem mine børn. :)

Nå, jeg ævler :oops Kom med jeres erfaringer, kære piger! :lovebk

[bassen]

Vi havde alt det praktiske på plads da vi fik nummer 1. Vores bevægrrunde for at starte med numemr 2 var at det tog noget tid at producere den ældste. Skulle et tage lige så "lang" tid med nummer 2 så skulle vi igang. Det kom vi så og så tog det 2 forsøg :D hvilket resulterede i at der er præcis 2 år mellem vores ældste børn. Ikkehelt efter planen men ganske fint

[Guest]

Vi havde de ydre rammer på plads da nr. 1 kom, så det har ikke rigtigt været et issue for os.

Jeg synes det er svært at sige hvad der gjorde mig klar, men vi ville have tid til at nyde Sebastian før vi fik en til.

Vi ville have at vores søn havde en, hvad vi mener, god alder til at blive storebror i. Det var meget vigtigt for min mand, at der var en del år imellem, da der er 13 mdr. mellem ham og hans bror og det har aldrig været lykken, det ville han ikke for vores børn. Derfor var det mere alderen på Sebastian der afgjorde det, jeg ville gerne have 3 år imellem børnene, min mand 5 år, så vi blev enige om, at vi gik igang da den nye ville have fødselsdag omkring Sebastians 4 års fødselsdag.

Der er 4 år og 3 mdr. imellem Sebastian og Cassandra og det er for os og dem helt perfekt.

[Forunderligt]

Da jeg 10 min efter fødslen kiggede forelsket på min lille skat og tænkte "det var da ikke så slemt" ... :D

But seriously... jeg tror vi er så forskellige mennesker at det er svært at svare, men når på et tidspunkt lysten til et barn mere overstiger forbeholdene (plads, økonomi, nattesøvn osv) så er man klar :7himmel

[Susse]

Vi har hele tiden snakket 2-3 år.. Da det så ville komme til at kambulere med en mulig udsendelse gik vi igang før.. At der så ikke er sket en skid er en anden sag ;-)

Jeg er blevet færdig med uddannelse, vi har købt hus men jeg har endnu ikke job.. Men vi føler stadig at det er rigtigt nu :D

[Helle H]

Vi havde vores det praktiske på plads inden vi fik Astrid for 11 måneder siden :-D.

Da vi ikke er helt unge og Astrid er kommet til verden via ivf behandling. Så blev vi hurtigt enige om at vi ville prøve at se om vi selv kunne blive gravid med Nr 2. Så da Astrid var 12 uger gik vi igang med at prøve.

Nu er Astrid også et ekstremt nemt og glad barn. Så det er kun fødslen jeg ikke glæder mig til....... For jeg har ikke glemt hvor hæsligt det var.

Og ja, det lykkedes for os...... Astrid skal være storesøster til jul og vi er lykkelige.

[Susse]

Stort tillykke Helle... Dejligt det gik så hurtigt

[TroldeMor]

Jeg har nok sådan en meget "det skal nok gå" agtig indstilling til livet generelt, og derfor tænker jeg ikke så meget på de ydre omstændigheder når det kommer til planlægningen af et barn..... Hvis det føles rigtigt i hjertet, så er jeg klar! Selvfølgelig skal de helt basale ting være på plads, så man kan sørge ordentligt for den lille ny..... Men der skal imo, ikke så frygtelig meget andet til end overskud, kærlighed og rene bleer ;-)

Jeg ER klar til en nummer 3, og det samme er manden. Og var det ikke fordi jeg var blevet anbefalet af lægerne, at vente et par år fra min seneste fødsel, til jeg skal føde igen.... Så røg præventionen på hylden med det samme ;) (på trods af at jeg snart skal tilbage til et noget usikkert job efter endt barsel, og ikke ved om jeg bliver fyret, og så enten skal finde nyt job, eller starte på en 3 1/2 årig uddannelse)

Jeg har fået rodet lidt rundt med P pillerne, og er ikke kommet i gang rettidigt efter mens pause, så lige nu hedder det kondom, og manden sagde i dag, (altså, under en samtale om emnet ;) )at man jo kunne håbe det sprang på det rette tidspunkt :P

Så ja..... Var det ikke for blødningsrisikoen ved en fødsel om 9 måneder, så var vi mere end klar herhjemme ;)

Efter Marlon, var vi faktisk klar igen ret hurtigt.... Han var ikke mere end et par måneder, men Kristian havde læst at man helst skal give kroppen et halvt års hvile efter en graviditet, så det blev 6 måneder efter Marlons fødsel at vi forsøgte på ny.... Og jeg blev så gravid med det samme, og der er derfor kun 15 måneder mellem vores drenge :D

Hvilket er HÅRDT men SKØNT ;)

[Barbamama]

Jeg har nok sådan en meget "det skal nok gå" agtig indstilling til livet generelt, og derfor tænker jeg ikke så meget på de ydre omstændigheder når det kommer til planlægningen af et barn..... Hvis det føles rigtigt i hjertet, så er jeg klar! Selvfølgelig skal de helt basale ting være på plads, så man kan sørge ordentligt for den lille ny..... Men der skal imo, ikke så frygtelig meget andet til end overskud, kærlighed og rene bleer ;-)

Jeg ER klar til en nummer 3, og det samme er manden. Og var det ikke fordi jeg var blevet anbefalet af lægerne, at vente et par år fra min seneste fødsel, til jeg skal føde igen.... Så røg præventionen på hylden med det samme ;) (på trods af at jeg snart skal tilbage til et noget usikkert job efter endt barsel, og ikke ved om jeg bliver fyret, og så enten skal finde nyt job, eller starte på en 3 1/2 årig uddannelse)

Jeg har fået rodet lidt rundt med P pillerne, og er ikke kommet i gang rettidigt efter mens pause, så lige nu hedder det kondom, og manden sagde i dag, (altså, under en samtale om emnet ;) )at man jo kunne håbe det sprang på det rette tidspunkt :P

Så ja..... Var det ikke for blødningsrisikoen ved en fødsel om 9 måneder, så var vi mere end klar herhjemme ;)

Efter Marlon, var vi faktisk klar igen ret hurtigt.... Han var ikke mere end et par måneder, men Kristian havde læst at man helst skal give kroppen et halvt års hvile efter en graviditet, så det blev 6 måneder efter Marlons fødsel at vi forsøgte på ny.... Og jeg blev så gravid med det samme, og der er derfor kun 15 måneder mellem vores drenge :D

Hvilket er HÅRDT men SKØNT ;)

Årh hvor er I søde :kuller Der er bare så meget kærlighed i det du skriver, både til din mand og til dine børn - og til livet. Blev helt glad af det :loveshower

Jeg er nok ikke så "det skal nok gå" agtig som jeg gerne ville være. Men nu må vi se. Som Saga så fint siger, så er vi vel klar når lysten til endnu en lille guldklump overstiger alt det andet :biglove

[Bima0906]

Her var jeg også under uddannelse da vi fik nr 1 (han var dog helt planlagt). Og jeg følte mig slet ikke klar til en nr 2 før efter 1,5- 2 år. Ville gerne nyde ham og ville egentlig også gerne have at han var lidt mere selvhjulpen inden en ny baby kom.

Da vi så følte os klar til en nr 2 så var der det praktiske i det hele. Jeg var næsten uddannet og så der var de samme tanker som dig. Men vi valgte at time det med at nr 2 kom lige efter at jeg var færdiguddannet. Tror at de fleste arbejdsgivere tænker det med barsel ind i det når de har unge nyuddannede kvinder til samtale. Og har man allerede et barn så tænker de fleste nok tanken om der snart kommer en nr. 2. Så tænkte at mine chancer for job var større hvis vi allerede havde fået nr. 2 samt at jeg synes at aldersforskellen ville blive for stor hvis vi ventede.

Og jeg fik da også job uden problemer lige efter barsel.

Og vi valgte at skifte lejligheden ud med en større som vi kunne bo i alle fire og så vi havde tiden til at finde det rette hus når jeg fik job.

Efter nr 2 var jeg sådan set allerede klar til nr 3 efter det første år men min mand var bestemt ikke. Det tog lidt tid men jeg havde egentlig heller ikke noget imod at vente. Dog tilsidst ville jeg gerne have en beslutning for jo større børnene bliver jo hårdere synes jeg det er at starte forfra igen. Men nu hvor nr 3 er lige på trapperne synes jeg faktisk aldersforskellen er god da børnene er så store og nogenlunde selvhjulpne og det giver os (forhåbentlig) lidt mere overskud til nyde den lille ny... Også fordi det bestemt er vores sidste!

Men jeg tænker også at når følelsen er der med at man bare ikke kan vente, så er man klar. Og så må man lige tage det praktiske derefter.

[Forunderligt]

Jeg syns faktisk også det er skønt at ha "store" børn når man får en lille ny fordi man har ro til at nyde den lille fremfor hvis de er tæt på hinanden. Mine to ældste er knap to år imellem og jeg syns det var lidt hårdt med to blebørn og storebror som stadig krævede en masse mens jeg var gravid og da den næste kom - det har været anderledes med at kunne nyde efternølerne. At de to ældste så har leget sammen som de med stor aldersforskel nok ikke kommer til er så en anden ting.

[Dorita]

Jeg har hele tiden tænkt at der skulle være tre år mellem vores børn. Havde så planlagt at gå i gang lidt tidligere, da man jo aldrig ved. Det passede også bedst med min jobsituation.

Men en dag blev jeg så overvældet af skrukhed. Den gik desværre ikke væk, blev bare værre og værre. Det var da Leo var 1 år og 3 måneder. Efter et par måneder, hvor jeg talte om det næsten konstant, fik min mand også lysten til en baby mere. Så jeg smed pillerne og blev straks gravid. Der kommer til at være 2 år og 2 mdr imellem dem. Det kan godt være det ikke er det helt optimale, men er sikker på det bliver fantastisk :) Nyder ihvertfald at være gravid :loveshower

Så mit svar til dig er nok bare at gå efter følelsen. Lad være med at tænke på meget på job/barsel osv. Du kan finde argumenter for og imod uanset din situation. Hvis I føler jer klar, så tror jeg det er tid :)

[SmukMor]

Vi var slet ikke forberedte, da H. meldte sin ankomst, men vi havde styr på en række praktiske ting: Karrieren kørte, der var masser af plads i lejligheden osv. Men mentalt var vi helt uforberedte.

Vi snakker om nr. 2, men er enige om, at der gerne må gå nogle år. Som i måske 3-4 år. Vi har dog snakket om, om det er for lang tid mellem de to. Men der går nok i hvert fald MINDST et år mere inden vi skal have nr. 2. Men ih, hvor vi drømmer :)

[camilla80]

Jeg var klar til nr 2 ret hurtigt efter Fiona blev født. Fornuften sagde dog at vi skulle vente med at prøve til der mindst ville være 2 år imellem. Der endte med at være 2 år og 1,5 måned i mellem dem. Det var en del hårdere end forventet og storesøster var ikke glad for lillesøster i starten. Det er hun nu, men hun er altid meget hård ved hende. Hvis jeg kunne ha "lavet det om", ville jeg havde foretrukket 3-3,5 år imellem dem :-)

Alt det praktiske var i orden ved nr 1. uddannelse, gift og godt job. hus har vi købt efter angelina blev født :-)