Såret af kæresten

[Mette A.]

Havde lige en dum episode imorges, hvor jeg blev ret såret af min kæreste :( Vi stod begge ude i køkkenet og Lise kravlede rundt på sin trækvogn på gulvet. Hun begyndte at sige klynkelyde, der plejer at betyde "Mor og Far, kom og hjælp mig" - dem benytter hun som regel, hvis hun sidder fast et sted, prøver at få fat i noget hun ikke kan nå, eller nogen gange bare når hun falder på halen og har ondt af sig selv. Denne gang virkede det til at hun synes det var lidt besværligt at kravle rundt på trækvognen og hun kunne ikke helt få foden med sig osv.

Min kæreste vender sig om og rækker ud efter hende, hvorefter jeg siger "Lad hende nu bare prøve selv lidt". Jeg synes det er forkert hvis vi hopper og springer for hende hver gang hun klynker og mener hun har godt af at lære hun skal prøve sig lidt frem selv først. Kæresten reagerer ved at sige "Hun var ved at miste balancen og slå hovedet ned i flisegulvet. Men det er du jo ligeglad med".

Av den sved... jeg blev helt paf og reagerede først ikke. Men så blev jeg både vred og voldsomt ked af det. Jeg sagde til ham at det var rigtig tarveligt sagt. Fortalte ham at hvis jeg selv havde set hende være ved at miste balancen, ville jeg selvfølgelig også gribe ud efter hende og at jeg selvfølgelig IKKE var ligeglad med om mit barn slog hovedet ned i fliserne. Og fortalte ham grunden til jeg ville stoppe ham fra at hjælpe hende. Og spurgte om det virkelig var hans tanker om mig som mor.

Han brummede kun og jeg fik aldrig rigtig noget svar.

Så lidt senere sad jeg og spiste lidt, men kunne ikke få tankerne fra hans kommentar og havde derfor svært ved at få noget mad ned. Så spurgte han bare om jeg ikke havde nogen appetit, hvorefter jeg så begyndte at græde lidt og sagde han havde gjort mig rigtig ked af det før. Her rækker han så ud og aer mig kort på hovedet, og jeg fortsætter så og nævner at han godt kunne have sagt undskyld eller at han ikke havde ment det på den måde. Jeg siger at hvis han virkelig synes jeg er sådan en dårlig mor, hvad laver han så sammen med mig og planlægger flere børn sammen med mig. Også her svarer han mig ikke, kommer ikke over og krammer eller noget, men fortsætter bare med at tage sig af Lise, skifter hende og går derefter ud og putter hende i barnevognen.

Jeg har stadig ikke hørt noget fra ham omkring det - jeg lagde mig ind i sengen lidt og efter jeg stod op har han bare ladet som ingenting og er nu igang med at lappe min cykel som jeg har haft plaget ham om at gøre i laaaaang tid.

Er det bare mig der overreagerer? Jeg har mest af alt lyst til bare at give ham den kolde skulder indtil han selv kommer og enten giver mig et kram eller siger undskyld el. lign. Eller kan det være han virkelig bare ikke er istand til det - eller kan tænke sig til at det ville være smart at gøre? Jeg har bare slet ikke lyst til at slippe den - det er svært at tilgive uden at have fået nogen form for undskyldning eller forståelse fra hans side.

Det er meget sjældent at vi har været oppe at skændes på trods af at vi nu har været sammen i 7½ år... og det er ligeså sjældent at jeg har haft grædt og været ked af noget han har gjort eller sagt. Så på det punkt kender jeg ikke hans reaktionsmønster særlig godt.

[tazdiginez]

Det kan være at han selv skal tænke lidt over situationen og at han skammer sig? :unsure

Jeg kan ha' rigtigt svært ved at give et helhjertet undskyld med det samme i en diskussion el. Lign. - men efter lidt tid så kommer jeg så også og undskylder.

Det kunne jo tænkes at han virkeligt er ked af det og ikke helt ved, hvordan han skal redde situationen?

Ej jeg ved det ikke.. jeg kender hverken dig eller din mand, så jeg har ikke rigtigt andet at gå ud fra end det du har skrevet.

Jeg håber dog at situationen løser sig :)

:kram2

[TroldeMor]

Øv, kan godt forstå du blev ked af det, det var ikke særlig smart sagt! Måske ved han ikke rigtig hvad han skal sige for at undskylde, nu i ikke så tit er i den slags situationer..... Måske er det hans måde at vise på han er ked af han trådte i spinaten, at han går i gang med at lappe din cykel?

:kram

[Sensommerbaby]

Uden at være parterapeut eller noget... Hvis din mand er som min vægter han ikke et sagt 'undskyld' så højt som jeg gør.

At han aer dig og lapper din cykel er måske hans måde at sige undskyld, jeg holder af dig og vil dig....

Egentlig er det så ikke også mere værd end det sagte ord? :)

Har du læst om kærlighedssprog?

Måske er dit sprog 'anerkendende ord' og hans er 'tjenester' og 'fysisk berøring' ...

Han lyder som en mand der holder af både dig og Lise :)

[Mistel]

Jeg kan sgu godt forstå, du blev ked af det - ikke smart sagt! Jeg tænker dog ligesom de andre, at han også skammer sig lidt, så nu bliver der lappet cykel!

Men vær evt. obs på om det skulle gentage sig, og hvis det gør (hvilket jeg ikke tror) så hold fast i det og tag en snak, der hedder - ikke acceptabelt, ej heller sandt, hvilket du ved, så hvad er det, det generer dig?

[Mette A.]

Tak for kram :kram

Det er helt sikkert rigtigt at jeg har meget brug for ord. Hvis jeg tænker tilbage til nogle af de første år i vores forhold, så generede det mig utrolig meget at han aldrig sagde "jeg elsker dig" - kun som svar tilbage når jeg havde sagt det først. Så jeg gik i en periode på ½ år uden at sige det fordi jeg ventede på hvornår han opdagede det og selv sagde det. Det skete så aldrig, så en dag opgav jeg og begyndte bare at sige det igen og være glad for at jeg fik et svar tilbage. Jeg spurgte migselv om jeg var i tvivl om han elskede mig og det var jeg jo ikke - han var rigtig god til at vise det! Så hvad betød det egentlig om han sagde "jeg elsker dig" først? Nu har jeg bare lært at leve med det og tænker ikke over det mere.

Han har generelt svært ved at tale om følelser, det eneste tidspunkt det lykkes er når han er godt fuld :rolleyes så det kan godt være det som også gør han ikke ved hvad han skal sige når jeg så er ked af det.

Han fiser rundt og leger med Lise nu, og snakker til mig som om alt er normalt... det gør det svært at blive ved med at være sur på ham, for han registrerer jo ikke når jeg går og mukker. Og så er det jo ikke nogen "straf" for ham når han ikke ved at jeg stadig er sur, og så kan det jo være lige meget :rolleyes forstår I hvad jeg mener?

Jeg må nok bare lade den slippe og så stole på at han selvfølgelig synes jeg er en god mor på trods af at han ikke kan sige det! For ja... ellers så var vi vel ikke igang med at prøve at blive gravide igen??

Og med hensyn til hvorfor det så generer mig, så er det nok min egen usikkerhed. Om jeg nu virkelig ER god nok som mor. Så tænker man på alle de gange man ikke var hurtig eller forudseende nok og kunne have skånet Lise fra at have slået sig eller lign. Eller de gange hvor man bare var for træt og fyldt op og hun derfor fik lov til at gå rundt og brokke sig uden at få opmærksomhed nok. Jeg har svært ved at slippe følelsen af at jeg kunne gøre det bedre, og så gør sådan en kommentar bare ekstra ondt.

[My-Moren]

Uden lige at have læst det hele igennem 100%, foruden dit første indlæg, tænker jeg: Spørg ham igen! Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg ville ikke kunne finde ro uden at vide. Derfor ville jeg sætte mig ned og sige, jeg ved ikke om du hørte mig tidligere, men jeg spurgte om noget (sig det igen) og vil egentlig gerne vide hvordan landet ligger. Intet ondt ment, jeg har bare undret mig og følt mig trist til mode over at du ikke sagde noget.

Det ville jeg gøre :)

[Camillat]

Aj, soede, det er da ogsaa en rigtig traels situation at staa i... :kram

Forleden viste vi Noah en ny kommode, vi har faaet ind i indgangspartiet i stuen. Jeg lukkede saa en skuffe lidt energisk og naaede godt selv at se, at Noahs smaa fingre sneg sig hen i kanten af skuffen. Men M, dramatisk som han kan vaere, siger meget hoejt og forfaerdet PAS DOG PAA, som om jeg ville klappe skuffen i men Noahs fingre i klemme. Det er bare ikke fedt at blive talt til paa den maade, naar vi faktisk goer saa meget for vores boern :unsure

Det lyder paa mig, som om du har svaert ved at lade den ligge nu. Saa jeg ville goere det, du lige har gjort her og gaa til ham paa en soed og stille og rolig maade. Fortaelle ham, at du nogle gange har det saadan som mor, som du lige har beskrevet (hvilket jeg tror mange af os har, faktisk!), og at det derfor ramte dig paa et sted, hvor du virkelig er saarbar, Saa kan du spoerge ham, hvorfor han sagde det, han sagde. Og saa skal du give ham laaaang tid til at svare, hvor du ikke nedstirrer ham, men maaske laver noget andet mens du venter taalmodigt(laeg vasketoej sammen eller noget andet...). Det er jo slet ikke sikkert, at det lige handlede om situationen, men om noget andet(traet, dum arbejdsdag etc...).

har du husket at sige tak for at han har lappet cyklen? ;)

[stilletten]

Min mand siger, at hvis jeg vil noget, eller går med kvaler, så er han altså ikke tankelæser. Ergo skal mine vinkmed vognstænger være meget tydelige for at han opfatter dem.... Og undskyld mig, men sådan virker de fleste mænd! De er oftest lige så fintfølende som en værktøjskasse.

og lad nu være med at bebrejde ham det. I hans verden fyldte det ikke bare en tiendedel af hvad du gør det til. Han har med garanti lappet cyklen for ligesom at glatte ud igen.

Jeg hader også at sige undskyld, og det er i hvert fald helt sikkert at min mand er for stolt til at overgive sig på den måde du tænker det. Han har aet dig på kinden. For mig at se ligger der rigtigt meget i det, han har med den gestus sat sig i dit sted, trøstet dig, og vist dig både henivenhed og respekt.

For mig at se overså du den anerkendelse du nu higer efter at få en gang til.

Men så må du sige det til ham lige ud. Sig at du lige har brug for et kram og at kys ham og blink med øjnene og sige på en lidt kæk måde at du da håber du er kvalificeret som løvemor for jeres barn. Og så glem det igen....

[Mette A.]

Jeg tror måske I har ret I at jeg skal prøve at snakke med ham igen - på en helt almindelig og stille og rolig måde. Og så håber jeg ikke han synes jeg er træls fordi jeg stadig hænger fast i det :unsure

Jeg sagde tak for at han lappede cyklen, men det var nok ikke så helhjertet et tak, da jeg på det tidspunkt stadig var ked og vred. Så det kan godt være jeg skal sige mere ordentligt tak idag.

Tak for råd og forståelse piger! :kram

[Barbamama]

Jeg læste dit første indlæg i nat, og skimmede resten af tråden og så lå jeg ellers og tææææææænkte. Det virker til, at du har truffet en beslutning, men jeg vil alligevel lige knytte et par ord :)

Først og fremmest:

Søde Mette, af det jeg "kender" dig her fra bk, så er du en FANTASTISK mor :kram2 Jeg ved godt, at det ikke er det samme at høre det fra mig, som fra din kæreste, men siges, det skal det. :kram2

Dernæst lidt filosofi omkring det at snakke følelser med sin mand:

Jeg holder også på, at du skal tage en snak med manden. Jeg er af den overbevisning at mænd GODT kan snakke om følelser. Jojo, der er måske forskel på mænd og kvinder, og jojo, måske er der mænd, der ikke er gode til at snakke om følelser. Men den der med at "det er mænd jo bare dårlige til", den hopper jeg bare ikke på! Jeg tænker, at sålænge det hedder sig, at mænd er dårlige til at snakke om følelser, så vil mænd også være tilbageholdende med det. Dels fordi de måske selv tror på, at de er dårlige til det, og dels fordi "er de nu også rigtige mænd, hvis de pludselig kunne snakke om følelser alligevel?". Jeg ved ikke om DIN mand er dårlig til at snakke om følelser, men sådan helt generelt synes jeg, at det er ærgerligt, hvis man ikke giver mændene en chance for at snakke om følelser. Især, hvis kvinden har nogle følelser i klemme. Det er da ikke fair for nogle parter. Og btw så er det mit indtryk, at du egentlig "bare" har brug for et "Undskyld skat, selvfølgelig synes jeg, at du er en god mor", og det vil jeg altså ikke kategorisere som at snakke om følelser, men bare som at komme med en undskyldning. Og det er der mange mennesker, der ikke synes er særlig sjovt, men man kan altså godt, og skal IMO i hvert fald ikke slippe bare fordi man er mand og "er dårlig til at snakke om den slags" ;)

Det blev lige ultra ultra kort sammendrag af mine tanker, så jeg ved ikke om pointen er kommet rigtigt frem. Ellers må jeg lige se om jeg kan finde et hul til at skrive igen...

Håber, at du får en god snak med manden :kram

[Mistel]

Jeg læste dit første indlæg i nat, og skimmede resten af tråden og så lå jeg ellers og tææææææænkte. Det virker til, at du har truffet en beslutning, men jeg vil alligevel lige knytte et par ord :)

Først og fremmest:

Søde Mette, af det jeg "kender" dig her fra bk, så er du en FANTASTISK mor :kram2 Jeg ved godt, at det ikke er det samme at høre det fra mig, som fra din kæreste, men siges, det skal det. :kram2

Dernæst lidt filosofi omkring det at snakke følelser med sin mand:

Jeg holder også på, at du skal tage en snak med manden. Jeg er af den overbevisning at mænd GODT kan snakke om følelser. Jojo, der er måske forskel på mænd og kvinder, og jojo, måske er der mænd, der ikke er gode til at snakke om følelser. Men den der med at "det er mænd jo bare dårlige til", den hopper jeg bare ikke på! Jeg tænker, at sålænge det hedder sig, at mænd er dårlige til at snakke om følelser, så vil mænd også være tilbageholdende med det. Dels fordi de måske selv tror på, at de er dårlige til det, og dels fordi "er de nu også rigtige mænd, hvis de pludselig kunne snakke om følelser alligevel?". Jeg ved ikke om DIN mand er dårlig til at snakke om følelser, men sådan helt generelt synes jeg, at det er ærgerligt, hvis man ikke giver mændene en chance for at snakke om følelser. Især, hvis kvinden har nogle følelser i klemme. Det er da ikke fair for nogle parter. Og btw så er det mit indtryk, at du egentlig "bare" har brug for et "Undskyld skat, selvfølgelig synes jeg, at du er en god mor", og det vil jeg altså ikke kategorisere som at snakke om følelser, men bare som at komme med en undskyldning. Og det er der mange mennesker, der ikke synes er særlig sjovt, men man kan altså godt, og skal IMO i hvert fald ikke slippe bare fordi man er mand og "er dårlig til at snakke om den slags" ;)

Det blev lige ultra ultra kort sammendrag af mine tanker, så jeg ved ikke om pointen er kommet rigtigt frem. Ellers må jeg lige se om jeg kan finde et hul til at skrive igen...

Håber, at du får en god snak med manden :kram

Det er nemlig rigtigt!:)

[Mette A.]

Jeg læste dit første indlæg i nat, og skimmede resten af tråden og så lå jeg ellers og tææææææænkte. Det virker til, at du har truffet en beslutning, men jeg vil alligevel lige knytte et par ord :)

Først og fremmest:

Søde Mette, af det jeg "kender" dig her fra bk, så er du en FANTASTISK mor :kram2 Jeg ved godt, at det ikke er det samme at høre det fra mig, som fra din kæreste, men siges, det skal det. :kram2

Dernæst lidt filosofi omkring det at snakke følelser med sin mand:

Jeg holder også på, at du skal tage en snak med manden. Jeg er af den overbevisning at mænd GODT kan snakke om følelser. Jojo, der er måske forskel på mænd og kvinder, og jojo, måske er der mænd, der ikke er gode til at snakke om følelser. Men den der med at "det er mænd jo bare dårlige til", den hopper jeg bare ikke på! Jeg tænker, at sålænge det hedder sig, at mænd er dårlige til at snakke om følelser, så vil mænd også være tilbageholdende med det. Dels fordi de måske selv tror på, at de er dårlige til det, og dels fordi "er de nu også rigtige mænd, hvis de pludselig kunne snakke om følelser alligevel?". Jeg ved ikke om DIN mand er dårlig til at snakke om følelser, men sådan helt generelt synes jeg, at det er ærgerligt, hvis man ikke giver mændene en chance for at snakke om følelser. Især, hvis kvinden har nogle følelser i klemme. Det er da ikke fair for nogle parter. Og btw så er det mit indtryk, at du egentlig "bare" har brug for et "Undskyld skat, selvfølgelig synes jeg, at du er en god mor", og det vil jeg altså ikke kategorisere som at snakke om følelser, men bare som at komme med en undskyldning. Og det er der mange mennesker, der ikke synes er særlig sjovt, men man kan altså godt, og skal IMO i hvert fald ikke slippe bare fordi man er mand og "er dårlig til at snakke om den slags" ;)

Det blev lige ultra ultra kort sammendrag af mine tanker, så jeg ved ikke om pointen er kommet rigtigt frem. Ellers må jeg lige se om jeg kan finde et hul til at skrive igen...

Håber, at du får en god snak med manden :kram

Tak skal du ha' Mette, det er sødt af dig! :kram

Jeg tror der er meget rigtigt i det du siger, vi skal også passe på med at "udueliggøre" mændene mere end de er. Men lige i Pers tilfælde så ER han rigtig dårlig til at snakke følelser :rolleyes Og det gælder ikke kun at sætte ord på egne følelser, men følelsesladede samtaler generelt! Men du har også ret i at det ikke skal være en undskyldning, så jeg må lige hive fat i ham igen.

[MLM]

Jeg forstår dig nok ikke helt, og som jeg kan læse er jeg den eneste. ( undskylder på forhånd, det er ikke skrevet for at træde på dig hvis du stadigvæk er såret)

Men for mig er det dig som starter med at gå over grænsen, ved at irettesætte ham og hans måde at håndtere Lise på.

Ved at sige at hun skal klare sig selv osv. ( den måde du ser situationen på) hvorefter han svare igen med at hun var ved at slå hovedet i en flise.

Tror simpelhen han smider den sidste bemærkning som forsvar til dig.

For som jeg ser det underkender du ham og hans måde at være sammen med Lise. Og så gør han lidt det samme.

Jeg tror også jeg kunne svare på den måde, hvis jeg følte mig angrebet i en situation som jeg syntes jeg klarede godt.

Det var ikke noget som jeg ville tolke på den måde du gør ( jeg skal passe på ligenu, men syntes du overtolker maks i den givende situation)

Men følelsen han gav, er en følelse du har/ fik og den syntes jeg du skal snakke med ham om.

Jeg ved godt at han ikke kan gøre for hvad du føler ( det er heller ikke hans ansvar) men han kan undgå en ligende situation ved at han er klar over hvad han fik dig til at føle.

Håber alt er ok for jer igen

[Mette A.]

Jeg forstår dig nok ikke helt, og som jeg kan læse er jeg den eneste. ( undskylder på forhånd, det er ikke skrevet for at træde på dig hvis du stadigvæk er såret)

Men for mig er det dig som starter med at gå over grænsen, ved at irettesætte ham og hans måde at håndtere Lise på.

Ved at sige at hun skal klare sig selv osv. ( den måde du ser situationen på) hvorefter han svare igen med at hun var ved at slå hovedet i en flise.

Tror simpelhen han smider den sidste bemærkning som forsvar til dig.

For som jeg ser det underkender du ham og hans måde at være sammen med Lise. Og så gør han lidt det samme.

Jeg tror også jeg kunne svare på den måde, hvis jeg følte mig angrebet i en situation som jeg syntes jeg klarede godt.

Det var ikke noget som jeg ville tolke på den måde du gør ( jeg skal passe på ligenu, men syntes du overtolker maks i den givende situation)

Men følelsen han gav, er en følelse du har/ fik og den syntes jeg du skal snakke med ham om.

Jeg ved godt at han ikke kan gøre for hvad du føler ( det er heller ikke hans ansvar) men han kan undgå en ligende situation ved at han er klar over hvad han fik dig til at føle.

Håber alt er ok for jer igen

Det er super, det du har skrevet! Jeg havde slet ikke overvejet at det jeg havde sagt først måske kunne tolkes som irettesættende og underkendende - så jeg måske selv lidt "var ude om" den bemærkning han kom med. Jeg synes stadig det var tarveligt sagt af ham, men jeg kan måske lidt bedre forstå ham og acceptere at jeg også selv gik for langt. Jeg kunne måske istedet havde taget snakken med ham på et andet tidspunkt om at vi generelt skulle lade hende prøve selv før vi kom springende hver gang hun klynker - så det handler om os begge. Og ikke lige i selve situationen, hvor det så kun handler om ham.

Tak for din ærlighed :)

[Fister]

Jeg forstår dig nok ikke helt, og som jeg kan læse er jeg den eneste. ( undskylder på forhånd, det er ikke skrevet for at træde på dig hvis du stadigvæk er såret)

Men for mig er det dig som starter med at gå over grænsen, ved at irettesætte ham og hans måde at håndtere Lise på.

Ved at sige at hun skal klare sig selv osv. ( den måde du ser situationen på) hvorefter han svare igen med at hun var ved at slå hovedet i en flise.

Tror simpelhen han smider den sidste bemærkning som forsvar til dig.

For som jeg ser det underkender du ham og hans måde at være sammen med Lise. Og så gør han lidt det samme.

Jeg tror også jeg kunne svare på den måde, hvis jeg følte mig angrebet i en situation som jeg syntes jeg klarede godt.

Det var ikke noget som jeg ville tolke på den måde du gør ( jeg skal passe på ligenu, men syntes du overtolker maks i den givende situation)

Men følelsen han gav, er en følelse du har/ fik og den syntes jeg du skal snakke med ham om.

Jeg ved godt at han ikke kan gøre for hvad du føler ( det er heller ikke hans ansvar) men han kan undgå en ligende situation ved at han er klar over hvad han fik dig til at føle.

Håber alt er ok for jer igen

Aaarh, jeg er sgu ikke helt enig her.

Jeg er helt på linje med at kommunikationen fra begge parter kunne have være skønnere. I mine øjne reagerer Mette også lidt mobset, men sådan er det nu engang indimellem i en travl hverdag - hvis man kan sige at mænd er dårlige til at snakke følelser, kan man i hvert fald også sige at kvinder er gode til at dramatisere. I øvrigt er jeg enig med Barbarmama i, at den slags prædikater ikke gør noget godt for kommunikation og ligeværd.

Men helt grundlæggende, synes jeg ikke at "Men det er du jo ligeglad med" er en forsvarlig kommentar på nogen som helst måde. Det er ikke i orden at han siger sådan, og når det nu er røget ud, så skylder han også en undskyldning.

Så ja, der er nok et par snakke, som I skal have. Om et fælles fodslag for, hvor meget jeres datter skal prøve selv (men jeg er enig med MLM i, at man langt hen ad vejen skal lade manden/den anden, gøre tingene på sin måde). I skal også lige have en snak om, hvad der ikke er ok at lukke ud. Formentlig forstår han jo godt, at du bliver ked af kommentaren. Sig evt. til ham, at det vil du simpelthen ikke høre igen, og spørg ham om han har det på samme måde, med nogen af de ting du siger?

Problemet et jo formentlig ikke større end de fleste af os indimellem kommer ud for med vores udmærkede mænd, men få den da ud af jeres liv, nu hvor den er dukket op. Og kys hinanden - det blir man så glad af;)

[Barbamama]

Aaarh, jeg er sgu ikke helt enig her.

Jeg er helt på linje med at kommunikationen fra begge parter kunne have være skønnere. I mine øjne reagerer Mette også lidt mobset, men sådan er det nu engang indimellem i en travl hverdag - hvis man kan sige at mænd er dårlige til at snakke følelser, kan man i hvert fald også sige at kvinder er gode til at dramatisere. I øvrigt er jeg enig med Barbarmama i, at den slags prædikater ikke gør noget godt for kommunikation og ligeværd.

Men helt grundlæggende, synes jeg ikke at "Men det er du jo ligeglad med" er en forsvarlig kommentar på nogen som helst måde. Det er ikke i orden at han siger sådan, og når det nu er røget ud, så skylder han også en undskyldning.

Så ja, der er nok et par snakke, som I skal have. Om et fælles fodslag for, hvor meget jeres datter skal prøve selv (men jeg er enig med MLM i, at man langt hen ad vejen skal lade manden/den anden, gøre tingene på sin måde). I skal også lige have en snak om, hvad der ikke er ok at lukke ud. Formentlig forstår han jo godt, at du bliver ked af kommentaren. Sig evt. til ham, at det vil du simpelthen ikke høre igen, og spørg ham om han har det på samme måde, med nogen af de ting du siger?

Problemet et jo formentlig ikke større end de fleste af os indimellem kommer ud for med vores udmærkede mænd, men få den da ud af jeres liv, nu hvor den er dukket op. Og kys hinanden - det blir man så glad af;)

:ditto Lige min tanke - altså det med at sådan en kommentar bare ikke er ok, uanset hvad. :)

[Mette A.]

Mangler lige at komme med en update her :)

Jeg fik snakket med ham og spurgt ham om der var noget i det han havde sagt - eller om det bare var sagt i irritation. Og så sagde han at han selvfølgelig synes jeg var en god mor, men at han synes jeg måske godt kunne være lidt uopmærksom engang imellem - det havde han synes jeg havde været i situationen og derfor havde han reageret hårdt i sin irritation over dette. Og så sagde han undskyld.

Jeg kommenterede ikke videre på det om at jeg kunne være uopmærksom, men nævnte at han godt måtte tænke sig om en anden gang og lade være med at sige sådan nogle ting, når han jo godt vidste det ikke passede - og at han virkelig havde gjort mig ked af det.

For mig selv tænker jeg at jo, jeg kan indimellem godt være uopmærksom, men det tror jeg er meget normalt og noget vi alle er ind imellem (og jeg mener ikke jeg var uopmærksom i den ovennævnte situation - jeg holdte øje med Lise, men var bare ikke enig i hans vurdering af at hun var ved at miste balancen og reagerede derfor ikke). Men det er selvfølgelig noget man skal stræbe efter ikke at være! Jeg har således massere af eksempler på hvor min kæreste selv har været uopmærksom et øjeblik, men dette valgte jeg så ikke at nævne for ham.

Men alt i alt en god og rolig samtale uden nogen former for spændinger imellem os og jeg har det meget bedre nu :yay

[Camillat]

Alletiders :yay

[Pumpkins]

Hvor er det godt at høre :yay