jeres kæreste/mand

[Misse23]

Hejsa :)

Jer der har børn eller er gravide eller prøver på det ;)

De fleste kvinder er vel før klar til at få barn end de kære mænd, jeg synes det kunne være interssant at høre nogle fortælle hvordan jeres kæreste eller mand blev klar, altså kom han selv og sagde til, eller skulle der overtagelse til, hvis ja, hvordan ?

Vh misse

[casw]

Jeg var ikke i tvivl om at min var klar. Han begyndte at vise en større og større interesse for andres børn, altså venner og familie og så begyndte han at sige, at sådan en ville han også have. Her var det nok mig som var mere tilbageholdene, men efter at få snakket om det, så var vi enige om at vi var klar til opgaven :-)

[Guest]

Jeg havde talt om børn i 2-3 år, men min mand stod meget fast på at vi skulle giftes først. Så da vi først var blevet gift var der ligesom ingen undskyldning. :D

Men jeg tror også at vi bare var klar til det på det tidspunkt.

[Bamse&Kylling]

Her sagde min mand (kæreste dengang), at han var så klar, som han kunne blive, så jeg skulle bare sige til :)

[Maustique]

Min mand var klar helt fra begyndelsen - og sagde det også.. Jeg ville bare gerne lige have lidt tid til at finde os selv og giftes først.

Og så blev det bare sådan at vi aftalte at smide præventionen efter brylluppet. Jeg tror faktisk stadig han er mere skruk end mig ;-)

[Fru-Nielsen]

Min mand var nu nok før klar end jeg var. :) Han er seks år ældre end mig, så tror da bestemt det har lidt at sige. :) Men vi var nu rimelig klar samtidig - A havde nok bare lidt mere travlt, da han gerne ville nå at få den først inden han bliver 30 - hvilket han først bliver næste år, så det lykkedes ham ;)

Men her snakkede vi vel bare om drømme og forventninger - heriblandt børn. Og på den måde kom det frem at han var klar. Det var ikke sådan at han kom til mig en dag, og ud af den blå luft sagde "nu vil jeg have børn". Faktisk var vi vel nok egentlig klar samtidig, for vi blev enige om at være klar til det. :)

[MariaPiesen]

Herhjemme var det Rasmus der var klar først, jeg var mere betænkende. Da jeg var urolig for at Ida skulle opleve det samme som jeg gjorde da jeg var barn(en far der slet ikke gad/gider mig), men jeg var ikke i tvivl om at det var/er Rasmus jeg skal være sammen med, så der skulle lidt overtalelse til før jeg også var klar.

[Carcassonne]

Vi har hele tiden talt om at vi gerne ville have børn, og jeg har sagt at jeg vil ha den første før jeg bliver 25. Kæresten har sagt at det lød fint, men at det jo heldigvis var nogle år ude i fremtiden.

For 2 års tid siden begyndte vi at tale lidt mere om det, fordi jeg var blevet meget skruk, men kæresten var ikke klar så vi aftalte at begynde på projektet når vi var startet kandidat (gjorde vi i sommer), men da vi kom tilpas tæt på var kæresten stadig meget tilbageholdende så vi udskød det til at vi kunne begynde dette forår..... Undervejs er kæresten også begyndt at reagere mere og mere på andre børn omkring os, så har jo gået den rigtige vej. :) Nu da vi så nærmede os foråret så blev vi enige om at vente til sommer, idet kæresten så kan føle sig helt klar, og at jeg faktisk kan komme ud udveksling i efteråret. :).

Men nu har kæresten mere eller mindre meddelt at han er klar, og jeg har bedt ham om at få købt folsyre, når han mener vi begynder at nærme os helt :) så nu starter vi snart :) og jeg når så at være 23/24 ved fødsel hvis vi bliver gravide med det samme :) så overholder mit ønske :).

[Glossi]

Min kæreste har altid været ligeså klar som jeg. Vi begyndte også at snakke om børn ENORMT tidligt i vores forhold. Det har egentlig været rigtig rart at være på bølgelængde fra starten; og det betød, at vi kunne gå i gang, når det passede rent praktisk, og ikke bare, når han endelig engang måske blev overtalt. :)

Han har endda sagt, at han var skruk, så der er vist intet at være i tvivl om ;)

[M_lund]

Efter flere forhold på gennemsnit 2,5 år, ville jeg ikke have nogen som ikke ville have børn. Så den aften jeg mødte min mand sagde jeg til ham at jeg ikke var noget for ham for jeg havde alllerede baby tøj derhjemme.. og til sagde han bare "okay, det er da fint" og derfra var det bare spørgmål om at lære hinanden at kende.. :)dejlig nemt..

[stilletten]

Her er det bare kommet snigende hos os begge. Mig først, men min mand har afgjort fået meget større interesse for andres børn et års tid eller to op til. Men det kom vel som flere små samtaler hvor jeg har spurgt mere eller mindre forsigtigt til hvornår det skulle være og hvor vi har drøftet bekymringer osv. Det skal lige siges at vi er 30 og 35 nu. Så alderen er med os, og vi er blevet gift og har bygget hus om og alt det der.

[Barbamama]

Her sagde manden selv (måske ledte jeg ind på emnet, det kan jeg ikke huske) at han havde tænkt, at jeg kunne smide P-pillerne, når han var færdiguddannet, hvilket han var meget kort efter (en uges tid, såvidt jeg husker). Det havde åbenbart været hans tanke længe, at vi skulle begynde, når han var færdig, og jeg blev faktisk lidt irriteret over at han ikke havde sagt noget før, så jeg kunne have startet på folin. :D

[Myyynte]

Hos os var det min mand der blev klar først - måske fordi han er fire år ældre end jeg og derfor også først var færdig med udd. osv., men ellers er det kommet meget intakt med vores forlovelse, bryllup og huskøb :7himmel

[Tinkerbell]

Jeg har linket til dagen hvor min mand "spurgte mig" om vi skulle forsøge i min graviditetstråd hvis du vil læse det.

Jeg begyndte at blive rigtig skruk hen over vinteren 2011-2012 og talte meget om at få børn og hvornår manden mon var klar. Han havde altid sagt at han IKKE ville begynde før han var 30 (blev han i lørdags) og det frustrede mig meget da jeg simpelthen ikke kunne holde ud hvis vi skulle vente med at gå i gang i 15 måneders tid endnu! Han blev bare ved :( dog begyndte han at Løsne op og sagde at han muligvis kunne være med på det i løbet af sommeren. Men han ville ikke presses og ikkenlove noget. Det var bare SÅ svært ikke at tale om det hele tiden, selvomjeg virkelig prøvede at lade være.

D. 1 marts sidste år overraskede min mand mig ned at spørge om vi ikke skulle gå igang og gjorde mig og utrolig glad og stortudende :D :loveshower

Så vi var heldigvis i sidste ende ikke så langt fra hinanden som jeg først havde frygtet ;)

[Trumpf]

Her er min kæreste stadig ikke hundrede procent klar endnu, til trods for at vi har været uden prævention i ni måneder nu, men jeg tror det er fordi han ikke helt vil stå ved at han er klar...

[Venus]

Vi blev faktisk enige SAMME dag.

Vi havde været til barnedåb i familien. Og på hjem vejen næsten i kor blev der sagt synes vi skal prøve at lave et barn.

:)

[TMaria]

Her kom det af at alle andre i mandens omgangskreds annonceret at de var gravide, og det gjorde åbenbart det sidste for at manden blev klar :-)

Så vi blev enig om at hvis jeg kom ind på uddannelse ville vi smide pillerne når den pakke jeg var igang med var slut, kom jeg ikke ind skulle vi vente til jan-marts 13. Jeg kom heldigvis ind og vi håber det snart er vores tur :)

[Syfong]

Skidegodt emne at tage op vil bare lige starte med at sige! :D

Min kæreste siger at han slet ikke er klar endnu, så jeg er stadig i overtalelsesfasen, for jeg er super klar! :P Hans storebror skal have sit første barn til oktober, så jeg håber lidt at det kan sætte skub i tingene :P

Men jeg har tænkt meget over hvordan andr emænd har det med at få børn og heg ved jo godt at det ikke kun er min kæreste der er lidt tøvende på det punkt ;) Så syens det er godt at hør eom folks oplevelser og om hvornår mændene blev klar - så har jeg noget at støtte mig til ;P

[Hexia406]

Hos os gik det meget nemt, da min kæreste kom af sig selv og mente, at nu måtte det være på tide, at jeg smed de dumme P-Piller, hvilket jeg så hurtigt gjorde, eftersom jeg rent faktisk havde været klar i flere år, men bare ikke var sikker på om han var klar, da vi ikke havde boet sammen i mere end næsten et halvt år.

Det var jo skønt, men på den anden side, så er vi også lidt underlige på sådanne punkter. :yay

Vi er begge af den overbevisning, at vi er rette folk for hinanden og satser alt på det. Ved at det gør de fleste, men måske ikke så hurtigt som os. Vi har 2 års dag her til Juni, flyttede sammen efter første date, smed pillerne efter 5½ måned og har lige købt hus + der spares sammen til bryllup. Hahaha... :kuller

Måske er det alderen. Man finder sig ikke i så meget når man kommer over de 30. Man er som man er, man ved, hvad man går efter og vil have.

Hvis jeg ser tilbage på tidligere i min yngre dage, så var det ikke helt så nemt og man snakkede i hvert fald ikke om børn på mandens opfordring. Hahaha... :blink

[Annaperenna]

Hos os gik det meget nemt, da min kæreste kom af sig selv og mente, at nu måtte det være på tide, at jeg smed de dumme P-Piller, hvilket jeg så hurtigt gjorde, eftersom jeg rent faktisk havde været klar i flere år, men bare ikke var sikker på om han var klar, da vi ikke havde boet sammen i mere end næsten et halvt år.

Det var jo skønt, men på den anden side, så er vi også lidt underlige på sådanne punkter. :yay

Vi er begge af den overbevisning, at vi er rette folk for hinanden og satser alt på det. Ved at det gør de fleste, men måske ikke så hurtigt som os. Vi har 2 års dag her til Juni, flyttede sammen efter første date, smed pillerne efter 5½ måned og har lige købt hus + der spares sammen til bryllup. Hahaha... :kuller

Måske er det alderen. Man finder sig ikke i så meget når man kommer over de 30. Man er som man er, man ved, hvad man går efter og vil have.

Hvis jeg ser tilbage på tidligere i min yngre dage, så var det ikke helt så nemt og man snakkede i hvert fald ikke om børn på mandens opfordring. Hahaha... :blink

Sådan var det også for os - flyttede sammen efter 2 mdr, købte hus efter 5 mdr, blev gravide da vi havde været samen 1 år og 3 mdr - og blev gift ved 1½ år, og på 2-års mærket fik vi så vores søn, da var jeg 23 og Axel 31

[Susse]

Min mand spurgte mig allerede inden vi mødtes om jeg ville have børn, for det ville han gerne på et tidspunkt (vi mødtes på nettet så skrev en del sammen inden første møde). Tidspunktet var vi nogenlunde enige om, vi kunne begge mærke lysten efter vi havde været til en barnedåb sammen, vi blev så enige om at vi ville starte efter vores bryllup. Jeg trak den så lige en måned med at smide ppillerne da jeg gik lidt i panik ;)

[Syfong]

Jeg vil vove at påstå at vi er kommet lidt længere hjemme hos os nu :P Jeg har nu fået "lov til" at strikke babytøj til mig selv, hvis jeg ikke kan finde på noget til svigerinden :) jow jow, lige så langsomt skal han nok bløde op :P

[Hilde]

Min mand sagde, at vi bare kunne prøve, da han vidste, at vi ikke havde chancer for at blive gravid uden hjælp :prik

Da jeg efter mange måneder spurgte, om vi ikke skulle få en henvisning til fertilitetsklinik, sagde han bare "Det kan vi godt, men du skal ikke forvente noget, for det kan ikke lade sig gøre!". Jeg tror, at han inderst inde var klar til at få børn, men var bange for at indrømme det, fordi frygten for, at han aldrig kunne blive biologisk far var så stor.

[Pseudo mamma]

Vi mødte hinanden for næsten 2 år siden. På det tidspunkt var holdningen at børn I HVERTFALD kunne vente 5-10 år. Hvor til jeg svarede at vi bare gør det, når tiden kommer. Men at jeg ikke ville vente i 10 år.. - Jeg troede selv at 5 år ville være passende ;) så ingen panik..

Da vi havde været kæster i et år, var flyttede sammen og levede et "voksent" liv. - begyndte vi (istarten) for sjov at snakke om børn.. Han var mere interesseret i andres børn, og vi gav begge udtryk for at vi gerne ville ha børn med hinanden, men da ikke nu ;)

Han rejser så sidste sommer, en tur i en gammel ambulance fra England til Mongoliet, og er væk i 2 mdr. Tiden inden har han flere gange nævnt børn igen..

- jeg har altid haft problemer med mine p-piller, mens i tide og utide og meget svingende. - så jeg beslutter at holde en p-pille pause i den periode han er væk, så kan kroppen jo bare te sig, uden at det er til besvær..

Efter 1½ mdr ringer min kæreste en aften og fortæller at han har tænkt meget frem og tilbage, og han synes at jeg skal lade være med at starte op på p-pillerne igen.. - Vi taler meget frem og tilbage om det, er det nu, er vi klar, er det for tidligt osv osv..

Jeg siger at vi jo bare kan tage det op nogle gange, de sidste uger han er væk, jeg kan jo bare starte hvis det er.. Vi undersøger lidt på nette, og kan komme frem til at det i gennemsnit tager 4-6 mdr at blive gravid. - Så vi tager det helt stille og roligt ;)

Det går dog meget hurtigere, og vi venter vores første søn med forventet ankomst om små 8 uger ;)

[Haarup]

Vi snakkede om at vi ville have børn sammen inden for den første uge vi kendte hinanden (men på den anden side vi flyttede også sammen den dag vi mødte hinanden) spørgsmålet var bare hvornår...

Jeg blev syg af p-pillerne, så stoppede med dem 1 1/2 år før vores bryllup. Vi havde en halv aftale om at starte på bryllupsrejsen. Men da så tiden nærmede sig bryllupet, blev manden nemmere og nemmere at overtale til at "glæmme" kondomet i kampens hede.

Og hen over et halvt år efter bryllupet sagde han så at han var helt klar, da vi snakkede om at kontakte lægen for at få tjekket om der var noget i vejen, siden det ikke lykkes med projekt baby.