Hvor tidligt?

[Lullaen]

Jeg har kun været sammen med min kæreste i en måned, og kun kendt ham sådan rigtigt i 2.

Vi er begge meget klar til at blive forældre, han er 28 og jeg er 24, jeg ved dog at min familie ihvertfald, vil syntes det er alt for tidligt bare at tænke på børn. Men skal vi bar være ligeglade med dem? Vi skal dog vente 3/4 måneder endnu, for jeg mangler lige nu godt 9 måneder af min uddannelse. (Jeg er ved at uddanne mig til pædagogisk assistent, og det har bare gjort mig endnu mere skruk, har jeg dog været siden jeg var 16, så har egentlig ventet længe nok syns jeg )

Syns i det er for tidligt at begynde baby projekt efter et forhold på 4/5 måneder?

[Hønemor2100]

Det er jo noget du kun selv kan svare på :)

Personligt ville jeg nok vente lidt - i hvert fald til den første forelskelse er forsvundet og man kender hinanden lidt bedre - på godt og ondt. Det er ærgeligt at gå fra hinanden under grav. eller lige efter.

Men I kan jo vente de 4-5 mdr du snakker om, og hvis I stadig er vilde efter det der, kan I jo prøve :)

[Mette]

Det er så svært at sige noget når man ikke kender dig overhovedet, men umiddelbart ville mit korte svar være ja det er for tidligt efter en måned at ville have børn sammen. Hvorfor ikke nyde hinanden lidt og se hinanden lidt an - det synes jeg i skylder jer selv og et eventuelt fremtidig barn :) lær hinanden at kende, både de gode og de dårlige sider - så er jeg sikker på man bliver bedre forældre hvis man kender hinanden rigtig godt og ved hvordan man reagerer i dumme situationer

[Glossi]

Jeg vil også sige, som de andre, at det kommer utrolig meget an på, hvem I er som personer, og hvem I er sammen. Hvor godt kender I overhovedet hinanden efter så forholdsvist kort tid? Hvor godt kender du dig selv?

Jeg selv har faktisk ikke været sammen med min kæreste så længe, og faktisk havde vi kun kendt hinanden et par måneder, da vi først begyndte at snakke om at få børn sammen. Vi ville først være sikre på hinanden, før vi valgte at begynde, for det ville være synd for jeres barn, hvis I går fra hinanden, når først det er kommet til verden, for slet ikke at tale om, hvor hårdt det ville være for dig at stå med alting alene.

Der er intet korrekt svar på dit spørgsmål. Se ind i jer selv. Føles det rigtigt, jamen... jeg har jo selv været der, og vil derfor ikke sige, at det ikke kan være rigtigt for nogen. :)

[Lullaen]

Tak for jeres svar. Jamen syns nok os selv det er for tidligt, ellers var jeg nok sprunget på :) men tror det har noget at gøre med at jeg endelig fandt en fyr der havde de samme drømme som mig. Og ja han kender mig på ondt ihvertfald.. Er inde i en periode med "stress", skal snart til eksamen, hvilket jeg hader, der gør at man ikk ska sige bøh hvis man sgu sige buh, uden jeg lige får et "flip"' og det er han "ok" med..

[stilletten]

Hej!

Jeg synes det er meget fornuftigt at vente lidt. Jeg vil ikke diktere noget, men taler ud af min egen erfaring fra to langvarige forhold.

Jeg synes det tager tid at komme rigtigt ind på livet af ens kæreste. Ham jeg er gift med, var jeg meget hurtigt meget på bølgelængde med, og jeg vidste det var det rigtige for mig. Ikke desto mindre er der nogle ting der måtte afstemmes. Vi har måttet tale økonomi over et par år før vi blev parate til bryllup og til at eje fast ejendom sammen. Vi har måttet bruge tid på at lære hinandens grænser, og kende hinandens styrker og svage sider. Det kom ikke over et par måneder.

Og så har jeg stået i den situation hvor jeg efter et år tænkte: nu kender jeg (min exmand) godt nok til at jeg tror på det for resten af livet, og så viste det sig at jeg ikke kendte mig selv nok til at tage den beslutning. Og jeg kendte slet ikke ham, da krisen indtraf. Han viste sig at have helt fundamentalt anderledes menneskelige værdier. Værdier jeg ikke var enig med ham i.

Kan man sætte et køkken op sammen uden at gå fra hinanden, plejer min mor at sige, så kan forholdet holde :D

sagt med andre ord: det er ingen sag at være nyforelskede kærester sammen. det kan vi også sagtens finde ud af hos mig. Når svigermor er indlagt, når der er kommet en uforudset regning på 30.0000 kr, når man kommer til at køre bilen ind i et eller andet, når man skal vælge bolig, når man skal lægge budgetter sammen, det er der forholdet står sin prøve. Når man skal købe møbler, når man skal samle et skab, hvordan han takler det når du beder ham om noget han ikke gider, men som betyder noget for dig. Det er den slags ting, der tager sin tid at opleve, men det er med til at skabe et godt parforhold.

Man kan sagtens have fundet den rette, og være helt sikker efter et par måneder. Men jeg synes det er meget risikabelt, især fordi du er så ung endnu. 24 er ingen alder. Jeg skænkede det som 20-årig ikke mange tanker om jeg havde nydt min ungdom og frihed længe nok. At have børn er ikke på nogen måder idyllisk. det handler om faste strukturer, vaner og mønstre, og det handler om til en vis grad at ofre sine egne egne behov for babyens. Det handler om bekymringer, det handler aftaler, om søvnunderskud og alligevel at trisse ud af sengen og gøre de daglige gøremål, det handler om at selv om man er syg har man pligter, der tager tid, det handler også om at være nødt til at sige nej når vennerne inviterer ind imellem. Og som 24-årig vil du muligvis have en venneflok der ikke selv er klar til at få børn. Det betød for mit vedkommende at jeg blev hægtet lidt af socialt. Ikke af nogen som helst anden grund end at jeg ikke kunne mødes spontant og blive hængende til ud på aftenen som resten af flokken kunne, og at en hyggelig cafe bare ikke er tiltalende for et 3 års barn. slet ikke hvis veninden har noget vigtigt at tale om, og man hele tiden skal se en bamse eller en legoklods.

Alt oven for skrevet er ikke til skræk, ikke til advarsel, ikke til noget som helst andet end at jeg prøver at sætte ord på de erfaringer jeg har gjort mig omkring ændringer af mit liv i forbindelse med at blive mor i håbet om at du kan bruge det i dine overvejelser :)

[Lullaen]

Ja alt det har jeg tænkt over, og jo alle i min omgangskreds har enten børn eller er afklaret med om de vil ha dem eller ej. Blir så os 25 her om 2 måneder, så jeg syns virkelig det er ved at være på tide, for har altid villet ha børn som 24 årig, så det ka nærmest kun Gå for langsomt.

Min bedste veninde er 27 og mor til en på 5 og har alle dage været alene med hende. Har to tætte veninder der er en måned yngre end mig der allerede nu har 3 børn. Og mange af dem har også to.. Så jo i min omgangskreds er 24 en alder. Og en meget høj en faktisk..

[Guest]

Jeg ville personligt vente og nyde livet og hinanden lidt før større forpligtelser.

Jeg er glad for jeg havde nogle år med min mand, hvor vi bare var os og kunne være egoistiske og lære hinanden og kende. Det er altså noget andet når der kommer et barn med ind i ligningen, manglende søvnunderskud m.m., der tror jeg det er godt at kende hinanden lidt mere indgående.

[Myliona]

Jeg ville også vente :)

Vi har kendt hinanden i 7-8 år, og været bedste venner inden vi blev kærester for mere end to år siden.. Alligevel har det taget rigtig hårdt på vores forhold - vi havde de samme drømme og håb, men alligevel er vi bare gået i hver sin retning for at komme dertil.

Vi har den nemmeste, smukkeste lille pige - og alligevel er det SÅ hårdt for vores forhold.. Havde vi ikke kendt hinanden så godt som vi gør, havde jeg opgivet FOR LÆNGST...

Så min personlige erfaring siger mig NEJ NEJ NEJ I skal vente!

[Forunderligt]

Jeg blev gravid med mit første barn efter at ha kendt faderen i 3 mdr - helt med vilje og ønsket. Der er nok både fordele og ulemper, som jeg tænkte dengang (og til dels stadig) er der ingen garanti for at forholdet holder til børn uanset om man har kendt hinanden i årevis eller ikke. Så hvis man virkelig har lyst kan man lige så godt kaste sig ud i det. På den anden side så går man faktisk lidt glip af at få lov til bare at være forelskede og lære hinanden at kende i fred og ro, fordi man pludselig skal forholde sig til graviditet og at blive forældre. I er jo også unge så jeg syns da I har tid nok til at vente et år eller to hvis det sku være.

Held og lykke

[mnl]

Jeg ville også vente til jeg havde kendt ham et års tid hvis jeg var dgi.. der sker meget i løbet af et års tid og du får mulighed for at se ham fra alle sider.

I sidste ende er det jo op til dig at vælge hvad du synes er rigtigt for dig!

[Robinson]

Ja alt det har jeg tænkt over, og jo alle i min omgangskreds har enten børn eller er afklaret med om de vil ha dem eller ej. Blir så os 25 her om 2 måneder, så jeg syns virkelig det er ved at være på tide, for har altid villet ha børn som 24 årig, så det ka nærmest kun Gå for langsomt.

Min bedste veninde er 27 og mor til en på 5 og har alle dage været alene med hende. Har to tætte veninder der er en måned yngre end mig der allerede nu har 3 børn. Og mange af dem har også to.. Så jo i min omgangskreds er 24 en alder. Og en meget høj en faktisk..

Jeg syntes også du skal vente lidt :) Men du er den eneste der kender svaret og kan mærke det inden i...

Men det lyder lidt i denne kommentar at det er halvt panik over din alder der gør at du syntes det er en god ide??? Jeg var også den der drømte om at blive mor i starten af 20'erne.. men er glad for at jeg ventede! Jeg har dannet mig meget som menneske bare over de sidste par år og bliver kun 27 om et halvt år ;) hehe

Jeg syntes det er for tidligt når i kun har kendt hinanden så kort tid! Giv jer selv lov til at være kærester! jeg var selv en af dem der med min mand sagde.. sker det så sker det! Og vi ville gerne...

Nu tænker jeg pyha heldigvis så skete det ikke lige da vi havde mødt hinanden! For ville da ikke undvære vores stormende forelskelse og intimiteten som vi havde meget i starten! :)

Jeg tænker.. hvis du selv er lidt i tvivl (som det virker til)... Så er du ikke klar til at få børn sammen med ham endnu... Nyd hianden og tag det stille og roligt! Det at få børn er ikke et kapløb med veninderne om hvem der kommer først, får flest eller andet! :) Det er en dejlig glæde man kan dele løbende igennem livet! :)

[Karwin]

Hej!

Jeg sidder selv i sammen situation og mine tanker strømmer rundt i hovedet!

Jeg er 24 år gammel og er kommet i et nyt forhold med en fyr på 26. Vi har været kæreste i lidt over en måned og mine tanker går allerede på børn sammen med ham. 

Mit bagland og historik for at I kan skabe jer et lille billede:
 

15-18 år - Første kæreste

17 årig - Voldsomt trafikuheld der vendte min verden op og ned. 

17 årig - Kort forhold på fire måneder med en rigtig skidt knægt

17-18½ år - Røg ud i et dårligt miljø der inderbar stoffer og alkohol hver dag

18-23 - Fandt "drømmefyren" jeg troede jeg skulle leve mit liv med osv. men efter fem år, og jeg som forandrede mig ekstremt kunne vi bare slet ikke få det til at fungere længere. Han var pludselig bare slet ikke den type mand jeg ønskede at leve mit liv med, og vi passede bare slet slet slet ikke sammen længere. 

24- Jeg har nu fundet mig en ny kæreste, der virkelig har åbnet mine øjne for hvad jeg har manglet hele mit liv. Jeg sidder tilbage med følelsen af hvad filen jeg har lavet de sidste fem år med min ekskæreste (og ja jeg ved godt at jeg er forelsket, tro mig - jeg er udmærket godt klar over det ;) ) Han er omsorgsfuld, opdraget, moden, ansvarsbevidst, loyal, hjælpsom og ekstrem bevidst om andres følelser og hensynsfuld. Han er perfekt sammen med børn og ønsker også børn. Min fornuft fortæller mig, at jeg skal lære ham at kende først på godt og ondt - og som >Stiletten< har skrevet, som virkelig satte mine følelser i perspektiv og kom ud som jeg ikke selv har kunne formulere dem:

 

Kan man sætte et køkken op sammen uden at gå fra hinanden, plejer min mor at sige, så kan forholdet holde :D
sagt med andre ord: det er ingen sag at være nyforelskede kærester sammen. det kan vi også sagtens finde ud af hos mig. Når svigermor er indlagt, når der er kommet en uforudset regning på 30.0000 kr, når man kommer til at køre bilen ind i et eller andet, når man skal vælge bolig, når man skal lægge budgetter sammen, det er der forholdet står sin prøve. Når man skal købe møbler, når man skal samle et skab, hvordan han takler det når du beder ham om noget han ikke gider, men som betyder noget for dig. Det er den slags ting, der tager sin tid at opleve, men det er med til at skabe et godt parforhold.

 

Men det behøver bare ikke at tage flere år før man kan nå til det punkt hvor man oprigtigt kan sige man kender hinanden. Jeg kan sige, at jeg kender mig selv og det kan jeg fordi min fortid er som den er. Jeg har lært så meget om mig selv, på så kort tid og tro mig, jeg kender mig selv. Jeg ved præcis hvor jeg står, og det er her jeg vil stå. 
Jeg tror ikke på, at fordi man har været sammen i 5 år, så er man klar til børn og lever sammen "forevigt" , det kan jeg jo lige præcis bevise, men jeg tror bare stadig på, at man skal vente lidt, før man begynder på at lege far, mor og barn. Jeg vil for alt i verden gerne smide ppillerne og gå igang nu, jeg er forelsket, jeg glad og jeg ejer hele verdenen.. Men min fornuft standser mig og siger, at hvis min nuværende kæreste er ham jeg skal leve med resten af min tid, så har vi heller ikke travlt. Jeg havde i tankerne, at begynde når der er gået et halvt års tid. Så er den helt ny forelskelses følelse stille forduftet, men du er stadig forelsket - det kan altså også have sine fordele - du er mere tålmodig, ser igennem fingrene med flere ting og irreterre dig ikke over de små fejl han har. Sådan ser jeg i hvert fald på det.. Min ekskæreste og jeg kunne skændes om alt, fordi der ikke den kærlighed imellem os, som der kan være når man er super glad for hinanden i starten.. I skal være enige, og parate til at give det en skalle og forstå, at i skal tilsidesætte jer selv og jeres forhold - det er ikke en dans på roser...  

[bare mig]

Puha jeg er altså i det kedelig kor der siger Vent... Det lyder på mig som om du er gået lidt i panik over at du snart bliver 25 år og havde forestilet dig at have børn nu. Men livet går ikke altid lige som vi forventer. Nogle gange viser det sig så at det var til det bedste!

 

Tænk også over hvordan det vil være for det barn at komme til verden og vokse op, hvis nu i finder ud af at det ikke skal være jer om ganske kort tid. Så vokser den lille op med mor og far skilt, og som dårligt kender hinanden.

Jeg ved at mange børn lever sådan, men det synes jeg også er synd for dem.

At få børn er en meget selvisk handling, lige meget hvordan og hvorledes man drejer det, men jeg mener virkelig at man skylder barnet at tænke på hvilke forhold man kan tilbyde barnet også på længere sigt.

[Barbamama]

Hej!

Jeg sidder selv i sammen situation og mine tanker strømmer rundt i hovedet!

Jeg er 24 år gammel og er kommet i et nyt forhold med en fyr på 26. Vi har været kæreste i lidt over en måned og mine tanker går allerede på børn sammen med ham.

Mit bagland og historik for at I kan skabe jer et lille billede:

15-18 år - Første kæreste

17 årig - Voldsomt trafikuheld der vendte min verden op og ned.

17 årig - Kort forhold på fire måneder med en rigtig skidt knægt

17-18½ år - Røg ud i et dårligt miljø der inderbar stoffer og alkohol hver dag

18-23 - Fandt "drømmefyren" jeg troede jeg skulle leve mit liv med osv. men efter fem år, og jeg som forandrede mig ekstremt kunne vi bare slet ikke få det til at fungere længere. Han var pludselig bare slet ikke den type mand jeg ønskede at leve mit liv med, og vi passede bare slet slet slet ikke sammen længere.

24- Jeg har nu fundet mig en ny kæreste, der virkelig har åbnet mine øjne for hvad jeg har manglet hele mit liv. Jeg sidder tilbage med følelsen af hvad filen jeg har lavet de sidste fem år med min ekskæreste (og ja jeg ved godt at jeg er forelsket, tro mig - jeg er udmærket godt klar over det ;) ) Han er omsorgsfuld, opdraget, moden, ansvarsbevidst, loyal, hjælpsom og ekstrem bevidst om andres følelser og hensynsfuld. Han er perfekt sammen med børn og ønsker også børn. Min fornuft fortæller mig, at jeg skal lære ham at kende først på godt og ondt - og som >Stiletten< har skrevet, som virkelig satte mine følelser i perspektiv og kom ud som jeg ikke selv har kunne formulere dem:

Men det behøver bare ikke at tage flere år før man kan nå til det punkt hvor man oprigtigt kan sige man kender hinanden. Jeg kan sige, at jeg kender mig selv og det kan jeg fordi min fortid er som den er. Jeg har lært så meget om mig selv, på så kort tid og tro mig, jeg kender mig selv. Jeg ved præcis hvor jeg står, og det er her jeg vil stå.

Jeg tror ikke på, at fordi man har været sammen i 5 år, så er man klar til børn og lever sammen "forevigt" , det kan jeg jo lige præcis bevise, men jeg tror bare stadig på, at man skal vente lidt, før man begynder på at lege far, mor og barn. Jeg vil for alt i verden gerne smide ppillerne og gå igang nu, jeg er forelsket, jeg glad og jeg ejer hele verdenen.. Men min fornuft standser mig og siger, at hvis min nuværende kæreste er ham jeg skal leve med resten af min tid, så har vi heller ikke travlt. Jeg havde i tankerne, at begynde når der er gået et halvt års tid. Så er den helt ny forelskelses følelse stille forduftet, men du er stadig forelsket - det kan altså også have sine fordele - du er mere tålmodig, ser igennem fingrene med flere ting og irreterre dig ikke over de små fejl han har. Sådan ser jeg i hvert fald på det.. Min ekskæreste og jeg kunne skændes om alt, fordi der ikke den kærlighed imellem os, som der kan være når man er super glad for hinanden i starten.. I skal være enige, og parate til at give det en skalle og forstå, at i skal tilsidesætte jer selv og jeres forhold - det er ikke en dans på roser...

Åh undskyld at jeg sikkert er supertræls nu, men når jeg - som totalt udefrakommende - læser din historie, så tænker jeg, at den viser 2 ting, som IMO er RIGTIG gode grunde til ikke at have for travlt (og som jeg tænker ikke kun gælder dig, men faktisk alle):

1. Du kan forelske dig i en skidt type

2. Du kan forelske dig i en, der umiddelbart er drømmefyren, men viser sig senere ikke at være det.

Jeg kender hverken dig eller TS og jeg er helt med på, dels at der ikke er garanti for at forholdet holder, uanset hvor længe man har været sammen, og dels at det godt kan holde et helt liv, selvom man får børn efter en måned.

Men min personlige overbevisning er, at HVIS forholdet holder, efter at man får børn sammen meget tidligt i forholdet, så er det mere pga "held" eller en generel indstilling fra begge parter til at man bare ikke går fra hinanden medmindre det er tale om ekstreme tilfælde, end det er pga at man "vidste at man var rigtige for hinanden".

Generelt set, har jeg det sådan at det er meget få omstændigheder (omend de findes), der kunne afholde mig fra at tænke, at det er ufornuftigt at blive gravid sammen, når man har været sammen i under 1 år. Sorry.

PS. Indlægget startede som et svar og udviklede sig så til mere at være generel holdning og ikke nødvendigvis møntet på TS eller dig, Karwin. Så jeg siger ikke, at I nødvendigvis er ufornuftige :balloons

[Zessa]

Så vil jeg sige modsat af alle de andre at hvis det virkelig er det du gerne vil så skal du gøre det. Jeg kan godt forstå du gerne vil have børn som 24 årig og hvis mange i din omgangskreds allerede har børn bliver lysten jo kun større. Jeg har altid sagt at jeg skulle have mine børn inden jeg blev 30. Meeeen måske jeg er blevet overtalt til en efternøler ;)