Guest Christina30

Førstegangs gravid

6 indlæg i dette emne

Jeg fandt ud af i fredags, jeg var gravid, dette burde jeg selvfølgelig være meget lykkelig over, men.....

Ham der er faderen er slet ikke interesseret i at få børn overhoved, dette er der selvfølgelig en god grund til, da han selv kom til verden ved en voldtægt desværre.

Vi er hellere ikke kærester, men har set hinanden siden maj sidste år og ses ikke med andre.

Jeg synes det er så skide svært at stå her og være gravid men ikke ved hvordan jeg skal fortælle ham jeg er det og vil beholde det, for jeg synes ikke det er fair overfor ham overhoved jo, når han ikke vil have børn :( samtidig er jeg psykisk syg så der er så mange ting jeg skal tænke på, men det vil aldrig komme til at påvirke mit barn overhoved.

Jeg vil meget gerne hører fra andre som stå lidt i samme sted som mig, da jeg synes et er rigtig hårdt pt og egentlig har lyst til at sætte mig ned og tude over det hele i stedet for egentlig at glæde mig

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Søde Christina..

Det er HÅRDT at stå alene med et barn - og det er det for os alle. Men for dig som har ekstra udfordringer i din psykiske sygdom, er det MÅSKE mere end du skal byde dig selv?!

Under alle omstændigheder, synes jeg du skal sætte dig ned og tænke over, hvordan dit eget bagland er; har du forældre, søskende eller andre, der vil/kan træde til med kærlighed, omsorg og helt konkret praktisk hjælp hvis det brænder på for dig??

Hvor meget overskud føler du, at du har til et barn sådan som dit liv ser ud NU - og ikke som du håber det ser ud i morgen?

Selv håber jeg jo at blive mor nu, i en alder af 43 år - og når jeg er så sent ude, skyldes det netop at jeg ikke kunne svare ja til de to ovenstående spørgsmål igennem mange år, hvor jeg selv fik grundig og gennemgribende terapeutisk bistand.

I dag er jeg så klar. Det kan være det er for sent - og sorgen over ikke at blive mor vil jeg så evt. skulle leve med. Men IKKE visheden om, at jeg gjorde noget der ikke var godt for det barn jeg måtte have fået før jeg var klar.

Jeg håber du finder lykke og kærlighed, lige meget hvordan din beslutning ender ud!

*kram*

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Du er i hvert fald nødt til at fortælle faren det - og lade ham komme ud med tankerne omkring det... Han vil nok mest af alt tænke "Hvad kan jeg/vi give og tilbyde et barn"..

Du skal være ærlig overfor ham - også skal du prøve at tænke dig om.. Jeg tror meget på det laver en "upser" er helt parat til det og bliver lidt paniske når de tænker over det (Min graviditet er også en upser - selvom jeg altid har haft ønsket om at blive mor, så har der været mange paniktanker omkring det)

Held og lykke :goodluck

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hejsa begge 2 og tak for jeres besvarelser :)

Jeg har selvfølgelig ikke gjort andet end at tænke over tingene og snakket med mine 2 bedste veninder om sagen. Jeg har den fulde opbakning for både min familie også mine veninder.

Jeg skal helt sikker havde en snak med min kontaktperson omkring det hele.

Min baggrund er jo meget rodet og har været en del i gemmen, men det har jo kun gjort mig stærkere den dag i dag, så med al det taget i betragtning ja så det ikke det der bekymret mig, det er jo hårdt for alle uanset baggrund.

Ja satser på at få en snak med faderren i morgen, når jeg har været til lægen, har ikke ville fortælle ham noget før jeg er 100% sikker selvom jeg allerede er det, men det stadig rart at få det rigtig bekræftet af ens læge jo :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Dejligt at du lyder optimistisk :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kære Christina, hvordan er det gået med at fortælle nyheden til den kommende fader?!

Jeg håber for dig, det gik fint, trods omstændighedrne :blush :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Please sign in to comment

You will be able to leave a comment after signing in



LOG IND HER