Hvorfor reagere han mon sådan :(

[Guest]

William har altid været en meget følsom/sensitiv(?) dreng . Helt fra helt lille har han givet mor og far grå hår med lange skrige ture og generelt en meget bestemt personlighed.

Han trives fint i dagplejen (såfremt han ikke får en uges pause derfra så reagere han igen ved aflevering) og hygger sig virkelig sammen med de andre børn. Han var også endelig blevet bedre til at komme med i hallen , uden at reagere kraftigt med gråd og ville hænge ved dagplejemor . Men pludselig reagere han igen kraftigt nu. Han vil have hun som minimum holder ham i hånden . Kan mærke det går mig rigtig meget på da hun Idag fortalte at det virkelig gør ondt på hende at han reagere sådan , og det gør det jo også rigtig meget på mig! Og jeg er god til at tænke om det er mig, som mor, der har gjort noget forkert :( kunne jeg gøre anderledes for han blev mere sikker på sig selv. For det er den tvivl utryghed der gør han reagere sådan. Og han reagere kraftigt så. Hun skal nu have en snak med pædagogen i næste uge om det. Vi har også et kæmpe dilemma mht at vi ikke ønsker han kommer i gæstepleje netop pga han er så følsom som han er og reagere kraftigt på fremmede mennesker. Og kan seriøst ikke bare få mig selv til at aflevere ham hos en vild fremmed og i et fremmed hjem! Jeg ved han vil reagere kraftigt og være dybt ulykkelig i lang lang tid ! Måske hele dagen ... Han er særligt i en periode nu hvor det er et stort problem .

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med indlægget . Få lidt luft omkring mine tanker og frustrationer fordi det gør så ondt langt ind i hjertet at han skal have det sådan og føle sådan en utryghed. Og som forældre vil man jo sit barn det bedste ! Og jeg føler bestemt ikke det bedste for ham er at afl ham hos en fremmed. Det skulle han have været imorgen da hans DP mor er nødt til at holde fri. Og da jeg blev ringet op på skolen med spørgsmålet skal han have en gæstepleje plads ? Får jeg straks kold sved på panden :(

Er jeg den eneste med et barn som der er som William ? Føler mig ofte alene . Og alle andre bare har de nemmeste børn der aldrig reagere sådan . Er jeg virkelig så dårlig en mor ? :(

Vi forsøger at sætte grænser herhjemme og han søger meget grænser for tiden. Men er også en virkelig sød og kærlig dreng og faktisk også en meget klog dreng ! Hvilket hans dagplejemor også siger . Han har bare det problem at han har svært ved det når tingene bliver ændret og han skal andre steder hen. Har selv ingen problemer når vi besøger familie , er ude og handle osv. Så det undre mig lidt ...

[Guest]

DP mor har også sagt at hun godt kan forstå vi har haft en hård tid med William som spæd og i perioder også ellers. Da hun også har ment han er et "krævende" barn der særligt har en vilje der siger spar-2. Men var egentlig "rart" at få hendes ord på det også. Og at vi jo har gjort det så godt vi kunne . Der gik meget meget lang tid før han begyndte at acceptere overhovedet at være i dagplejen dengang han startede der.

[Anna1980]

vi har haft lidt samme problem med Tobias. Han kunne absolut ikke klare at være i legestuen. Kan skreg når dp gik ud af rummet og ingen andre kunne komme i nærheden af ham..

Vi fik en god snak med pædagogen og hun gav min dp fri tøjler til at gå hjem hvis Tobias havde brug for det. Altså ikke bare være der når han ikke kunne overskue det..

Det hjalp.. der er ikke noget nu.

Men vi kan godt mærke på ham at han har været i legestue, han er emre pylret og kontaktsøgende når han kommer hjem..

Så du er absolut ikke nogen dårlig mor.. !!!

[Pumpkins]

Jeg tror bestemt ikke du er en dårlig mor!! Børn er bare forskellige, og har forskellige behov. Det at han er klog og kærlig synes jeg vidner rigtig meget om, at i gør det helt rigtige. Men jeg kan godt forstå i synes det er hårdt :kram2

Jeg har ingen gode råd, men masser af positive tanker og opbakning!

[Guest]

Tak for kommentarens begge to! Det hjælper meget. Synes bare man er så god til at tro man selv gør noget forkert når ens barn reagere sådan . Jeg ved ikke om det er en mulighed at hun går med ham. De har jo nok den holdning han skal lære det. Men jeg tror netop også hans reaktion kommer af han ikke kan overskue det.

[Susanne]

Sødeste dig! :kiss

Du har ikke gjort noget galt og du er ikke en dårlig mor! Jeg tror, at din lille William er særligt sensitiv - har du hørt om det? Særligt sensitive børn er på godt og ondt mere modtagelige overfor alle indtryk, de lægger mærke til flere nuancer end andre børn og har lettere ved at blive overvældet af indtryk.

Min Anna er særligt sensitiv (ligesom sin far) og ud fra din beskrivelse af William, så lyder han også som om han er det. Da Anna var helt lille havde vi også problemer med, at hun græd rigtig meget og var 'dårlig' til at håndtere nye steder og nye mennesker - og det er hun sådan set stadig. Hun er også meget kærlig, empatisk, omsorgsfuld og intelligent hvilket er klassiske karaktertræk hos særligt sensitive børn (og voksne).

Anna reagerede også kraftigt på at komme i VS - hun var rigtig ked af det i starten og det tog 3 ugers indkøring, hvor de fleste andre kan nøjes med 1-2 uger. Det er ikke fordi der er noget galt med hende - det er bare en meget større omvæltning og tilvænning for særligt sensitive børn, at skifte miljø på den måde end det er for gennemsnitlige børn. Faktisk er 15-20% af alle børn særligt sensitive, så det er jo ikke engang fordi man kan sige det er noget 'særligt'. Mange ved bare ikke hvad det er og tror derfor der er noget 'galt' med deres børn, fordi de er så tydeligt anderledes.

Særligt sensitive børn har brug for ekstra meget omsorg og nærhed og har brug for, at deres primære omsorgspersoner er rolige og kan få barnet til at føle sig tryg og passet på.

Du er lige nu usikker på, om du har gjort noget galt og om du er en dårlig mor og den usikkerhed mærker William med det samme og han reagerer ved at virke usikker og bange. Du er hans mor og det han har allermest brug for er, at du udviser ro og at du har styr på situationen og ved, hvad der er rigtigt og bedst for ham - så vil han finde ro i, at du passer på ham. Det er svært fra det ene øjeblik til det andet et skulle udvise en sikkerhed og tro på sig selv man ikke synes man har, men du har IKKE gjort noget galt og du ER en god mor og når du tror på det helt inde, så kan William mærke det og blive mere tryg.

Jeg vil helt klart anbefale dig at læse den bog der hedder 'Særligt sensitive børn' af Elaine Aron - den har hjulpet mig rigtig meget (og min søster, der har en særligt sensitiv søn på nu knap 6 år - da hun havde lånt den sagde hun, at der pludselig var rigtig mange ting der var faldet på plads for hende).

Du kan evt. også læse lidt her: http://www.sensitiv.dk/srligt_sensitive_brn_og_unge

Til sidst skal du have et kæmpe :kram2 og så siger jeg det lige igen: Du er en god mor og du har ikke gjort noget forkert! :kiss

[Guest]

Sødeste dig! :kiss

Du har ikke gjort noget galt og du er ikke en dårlig mor! Jeg tror, at din lille William er særligt sensitiv - har du hørt om det? Særligt sensitive børn er på godt og ondt mere modtagelige overfor alle indtryk, de lægger mærke til flere nuancer end andre børn og har lettere ved at blive overvældet af indtryk.

Min Anna er særligt sensitiv (ligesom sin far) og ud fra din beskrivelse af William, så lyder han også som om han er det. Da Anna var helt lille havde vi også problemer med, at hun græd rigtig meget og var 'dårlig' til at håndtere nye steder og nye mennesker - og det er hun sådan set stadig. Hun er også meget kærlig, empatisk, omsorgsfuld og intelligent hvilket er klassiske karaktertræk hos særligt sensitive børn (og voksne).

Anna reagerede også kraftigt på at komme i VS - hun var rigtig ked af det i starten og det tog 3 ugers indkøring, hvor de fleste andre kan nøjes med 1-2 uger. Det er ikke fordi der er noget galt med hende - det er bare en meget større omvæltning og tilvænning for særligt sensitive børn, at skifte miljø på den måde end det er for gennemsnitlige børn. Faktisk er 15-20% af alle børn særligt sensitive, så det er jo ikke engang fordi man kan sige det er noget 'særligt'. Mange ved bare ikke hvad det er og tror derfor der er noget 'galt' med deres børn, fordi de er så tydeligt anderledes.

Særligt sensitive børn har brug for ekstra meget omsorg og nærhed og har brug for, at deres primære omsorgspersoner er rolige og kan få barnet til at føle sig tryg og passet på.

Du er lige nu usikker på, om du har gjort noget galt og om du er en dårlig mor og den usikkerhed mærker William med det samme og han reagerer ved at virke usikker og bange. Du er hans mor og det han har allermest brug for er, at du udviser ro og at du har styr på situationen og ved, hvad der er rigtigt og bedst for ham - så vil han finde ro i, at du passer på ham. Det er svært fra det ene øjeblik til det andet et skulle udvise en sikkerhed og tro på sig selv man ikke synes man har, men du har IKKE gjort noget galt og du ER en god mor og når du tror på det helt inde, så kan William mærke det og blive mere tryg.

Jeg vil helt klart anbefale dig at læse den bog der hedder 'Særligt sensitive børn' af Elaine Aron - den har hjulpet mig rigtig meget (og min søster, der har en særligt sensitiv søn på nu knap 6 år - da hun havde lånt den sagde hun, at der pludselig var rigtig mange ting der var faldet på plads for hende).

Du kan evt. også læse lidt her: http://www.sensitiv....ive_brn_og_unge

Til sidst skal du have et kæmpe :kram2 og så siger jeg det lige igen: Du er en god mor og du har ikke gjort noget forkert! :kiss

Tusind tak for dit svar Susanne! Og du får jo lige slået sømmet med hammeren på hvad det lige præcis er der også altid har været et problem for William. For det er præcis de ting du nævner vi også har "kæmpet med".

Jeg kan godt se hvad du mener med at hvis han mærker usikkerhed fra mig, så bliver det også værre for ham, fordi vi jo gerne skulle være "hans trygge base". Jeg er egenlig "glad" for du nu også bekræfter mine anelser om William blot er anderledes, men ikke på en negativ måde, men mere a la han skal have trygge, faste rammer jeg tror bare virkelig ikke min dagplejemor aner det kan være præcis dette der gør han er som han er. Men det er klart noget jeg vil nævne for hende nu. jeg føler mig også bare lidt ramt når hun kommer med kommentarer om hun ikke ved hvad hun skal gøre med ham, og er nervøs for hans fremtid osv. Det har man seriøst ikke brug for som mor at få i hovedet. William har altid været et barn der har suget omverdenen til ham. Jeg havde ham først med ude og handle som 5 mdrs mener jeg. Og der blev han så træt af alle de indtryk, fremmede mennesker osv at han efter blot 10 min skreg og skreg og var total hysterisk. Følte bare alles blikke på mig :( og det var rigtig stressende hurtigt at få varer på båndet, betalt og pakket sammen igen med en dybt ulykkelig dreng på armen. Han har også været noget bagefter med tingene. Er det også et tegn på et sensitivt barn? Altså han kravlede først da han var over 1 år, og det foregik på rumpen, gik først da han var 20-21 mdr. Og sproget begynder også først rigtig at komme mere og mere nu. Dagplejemor mener også han er et meget forsigtigt barn, der først gør tingene når han føler sig helt sikker/tryg ved det.

Men tror jeg skal have en rigtig rigtig god snak med dagplejemoren om hvordan det hele skal gribes an. For hun er også nødt til at prøve at acceptere han bare er sådan, fremfor at udvise irritation over det. Det mærker han jo også, og han må jo føle sig rigtig usikker når de er i hallen eller besøg i børnehaven når han reagere sådan. Og så søger hen til dagplejemoren. Jeg har ikke selv de problemer med ham mere. Han elsker at være med ude at handle, og der er heller ikke noget når vi besøger familie, venner osv mere. Han vil dog gerne se folk an. Så lægebesøg er fortsat en kæmpe udfordring. Og ender med en total hysterisk dreng :( Fordi han ikke kan have lægen skal tæt på og undersøge ham + han måske forbinder det med noget dårligt med de gange han er blevet vaccineret osv.

[Susanne]

Tusind tak for dit svar Susanne! Og du får jo lige slået sømmet med hammeren på hvad det lige præcis er der også altid har været et problem for William. For det er præcis de ting du nævner vi også har "kæmpet med".

Jeg kan godt se hvad du mener med at hvis han mærker usikkerhed fra mig, så bliver det også værre for ham, fordi vi jo gerne skulle være "hans trygge base". Jeg er egenlig "glad" for du nu også bekræfter mine anelser om William blot er anderledes, men ikke på en negativ måde, men mere a la han skal have trygge, faste rammer jeg tror bare virkelig ikke min dagplejemor aner det kan være præcis dette der gør han er som han er. Men det er klart noget jeg vil nævne for hende nu. jeg føler mig også bare lidt ramt når hun kommer med kommentarer om hun ikke ved hvad hun skal gøre med ham, og er nervøs for hans fremtid osv. Det har man seriøst ikke brug for som mor at få i hovedet. William har altid været et barn der har suget omverdenen til ham. Jeg havde ham først med ude og handle som 5 mdrs mener jeg. Og der blev han så træt af alle de indtryk, fremmede mennesker osv at han efter blot 10 min skreg og skreg og var total hysterisk. Følte bare alles blikke på mig :( og det var rigtig stressende hurtigt at få varer på båndet, betalt og pakket sammen igen med en dybt ulykkelig dreng på armen. Han har også været noget bagefter med tingene. Er det også et tegn på et sensitivt barn? Altså han kravlede først da han var over 1 år, og det foregik på rumpen, gik først da han var 20-21 mdr. Og sproget begynder også først rigtig at komme mere og mere nu. Dagplejemor mener også han er et meget forsigtigt barn, der først gør tingene når han føler sig helt sikker/tryg ved det.

Men tror jeg skal have en rigtig rigtig god snak med dagplejemoren om hvordan det hele skal gribes an. For hun er også nødt til at prøve at acceptere han bare er sådan, fremfor at udvise irritation over det. Det mærker han jo også, og han må jo føle sig rigtig usikker når de er i hallen eller besøg i børnehaven når han reagere sådan. Og så søger hen til dagplejemoren. Jeg har ikke selv de problemer med ham mere. Han elsker at være med ude at handle, og der er heller ikke noget når vi besøger familie, venner osv mere. Han vil dog gerne se folk an. Så lægebesøg er fortsat en kæmpe udfordring. Og ender med en total hysterisk dreng :( Fordi han ikke kan have lægen skal tæt på og undersøge ham + han måske forbinder det med noget dårligt med de gange han er blevet vaccineret osv.

Det var så lidt :kiss Jeg kan godt forstå hvis du synes det har været ekstra hårdt at være mor til et særligt sensitivt barn, hvis du ikke engang vidste det var det han var.

Anna kunne slet ikke heller med mange mennesker og lyd/lys - jeg har aldrig ammet hende nogen offentlige steder, for hun skreg som en sindssyg, hvis der ikke var ro til det og hvis hun havde haft en dag med bare lidt anderledes indtryk, kunne hun skrige i timevis om aftenen inden hun dejsede om.

Hun er heller ikke fan af, at lægen rører ved hende - hun må gerne snakke til hende og hun har ikke noget imod at være der, men så snart lægen kommer tæt på og rører ved hende, så vil hun ikke være med mere og bliver vred, usikker og ked af det.

Jeg synes du skal fortælle din DP-mor om særligt sensitive børn. Det er vigtigt for William, at hun ved bare lidt om hvordan han er anderledes og hvordan han skal håndteres. F.eks. skal man ikke opdrage et særligt sensitivt barn som man kan opdrage et gennemsnitligt barn. Alt det kan du læse meget mere om i den bog jeg har anbefalet - den er altså virkelig god til at fortælle hvad begrebet dækker over og hvordan man skal være mor til et særligt sensitivt barn.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at et særligt sensitivt barn 'bare skal lære det' hvis han er utryg og usikker - det kan altså være skadeligt for det stakkels barn :( Når hun er DP-mpr er hun jo også en slags primær omsorgsperson for William og derfor opfanger han jo også hvis hun er usikker på hvorfor han reagerer som han gør og ikke ved 'hvad hun skal gøre'. Derfor ville det måske være godt, hvis hun også læste bogen ;) Og hun skal ikke være nervøs for hans fremtid! (og det skal hun da under ingen omstændigheder sige til dig :prik) - William 'fejler' ikke noget og som sagt er særligt sensitive børn ofte intelligente og yderst empatiske og du skal ikke bekymre dig om sådan noget :kram2

Jeg ved ikke om den motoriske udvikling hænger sammen med særlig sensitivitet. Anna kravlede da hun var 8 måneder og gik 8 dage før hun blev 1 år og umiddelbart tror jeg ikke der er en sammenhæng, så det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men nu går han jo, så det skal du ikke bekymre dig om mere! :kiss

[Guest]

Jeg har bestilt bogen :) så håber jeg at jeg også kan få lært lidt om hvordan jeg griber det an med ham...

Jeg har ofte tænkt om han var sensitiv men troede egentlig bare det ofte var for tidligt fødte børn der var det. Og at han nok bare var mere krævende end andre børn. Men er glad for at have fundet ud af nu at han faktisk ikke er anderledes som sådan men bare skal have mere tryghed og omsorg som jeg også har kunnet læse i hans væremåde. Håber så jeg kan få forståelse ved dagplejemor om at også hun skal støtte op omkring ham.

Synes det er lidt "ubehageligt" at vide hun ligefrem skal have møde om ham med pædagogen der kommer rundt og følger børnene :( vil jo faktisk gerne selv være til stede også og høre hvad der bliver sagt samt selv komme med mine ord om ham.

[Guest]

Jeg er sikker på, at du gør det godt. :kram

Hvordan er hans evne til at leve sig ind i hvad andre føler? Jeg synes, jeg kan genkende min nevø lidt i det, du fortæller. Han har altid været meget tryghedssøgende og har haft det bedst med rutiner. Det tager lang tid for ham at "godkende" mennesker, og han kan have svært ved at takle ukendte situationer, og så kan han blive enormt frustreret hvis man synger en sang forkert eller andre ting, der ikke passer ind i hans system. Han er nu 5 år og han har lige fået konstateret Asperger (en slags autisme), og det kan godt ærgre mig lidt, at det først er nu, det er blevet konstateret, for jeg synes ikke altid, at han nødvendigvis har fået de rigtige udfordringer, og jeg ved at min bror og svigerinde har undgået at tage konflikter med ham, fordi han kan bliver så voldsomt ulykkelig/hysterisk - men resultatet af, at de ikke har taget konflikterne er, at han fx. kke kan finde ud af at spise med kniv og gaffel, og han er derfor mere synligt anderledes, når han skal starte i skole til sommer, end han havde behøvet at være. For det at han har en diagnose udløser noget ekstra støtte i institutionen og i skolen, men det er jo også vigtigt at de derhjemme hjælper med at forberede ham til at skulle kunne klare at gå i skole.

Min pointe med mit indlæg er ikke at sige at din dreng er autist, men at jeg mener, at det er vigtigt, at du ikke "bare" læser en bog. Det kan selvfølgelig være en start, men hvis I fortsætter med at have store problemer, så tror jeg på, at det bedste for jer og for William vil være at få ham undersøgt at nogle professionelle. Det tager tid, og det kan være svært at acceptere, at det er nødvendigt, men det kan gøre en kæmpe forskel om man har den rigtige indsigt og ikke mindst de rigtige værktøjer til at hjælpe ham bedst muligt med at træne, så han kan blive bedre til de ting, han har svært ved.

Pøj pøj med det :)

[Guest]

Jeg er sikker på, at du gør det godt. :kram

Hvordan er hans evne til at leve sig ind i hvad andre føler? Jeg synes, jeg kan genkende min nevø lidt i det, du fortæller. Han har altid været meget tryghedssøgende og har haft det bedst med rutiner. Det tager lang tid for ham at "godkende" mennesker, og han kan have svært ved at takle ukendte situationer, og så kan han blive enormt frustreret hvis man synger en sang forkert eller andre ting, der ikke passer ind i hans system. Han er nu 5 år og han har lige fået konstateret Asperger (en slags autisme), og det kan godt ærgre mig lidt, at det først er nu, det er blevet konstateret, for jeg synes ikke altid, at han nødvendigvis har fået de rigtige udfordringer, og jeg ved at min bror og svigerinde har undgået at tage konflikter med ham, fordi han kan bliver så voldsomt ulykkelig/hysterisk - men resultatet af, at de ikke har taget konflikterne er, at han fx. kke kan finde ud af at spise med kniv og gaffel, og han er derfor mere synligt anderledes, når han skal starte i skole til sommer, end han havde behøvet at være. For det at han har en diagnose udløser noget ekstra støtte i institutionen og i skolen, men det er jo også vigtigt at de derhjemme hjælper med at forberede ham til at skulle kunne klare at gå i skole.

Min pointe med mit indlæg er ikke at sige at din dreng er autist, men at jeg mener, at det er vigtigt, at du ikke "bare" læser en bog. Det kan selvfølgelig være en start, men hvis I fortsætter med at have store problemer, så tror jeg på, at det bedste for jer og for William vil være at få ham undersøgt at nogle professionelle. Det tager tid, og det kan være svært at acceptere, at det er nødvendigt, men det kan gøre en kæmpe forskel om man har den rigtige indsigt og ikke mindst de rigtige værktøjer til at hjælpe ham bedst muligt med at træne, så han kan blive bedre til de ting, han har svært ved.

Pøj pøj med det :)

Tak for dit svar. Det er svært helt at sige hvordan han lever sig ind i andres følelser, når han jo stadig er så lille. Men jeg har da tænkt tanken om der kan være andet i vejen. Jeg vil selvfølgelig ikke bare kategorisere ham som et særligt sensitivt barn, uden at vide det præcist. Jeg synes ikke det er problemer med konflikter der fylder, det er mere at han reagere fordi han er utryg. Og det er tydeligt, og ligenu er han så oveni også i en periode hvor han søger grænser, og det giver også lidt ekstra hysteri. Jeg tænker at min dagplejemor som har 25 års erfaring, også må have lidt viden på, om han kan have nogle problemer på en eller anden måde. Jeg håber bare meget på at få en god dialog igang med både hende og pædagogen der kommer der, fordi jeg jo også gerne vil vide om der er noget særligt der skal gøres i forhold til William. Jeg vil jo gerne vi støtter det vi kan op om ham, og giver ham de bedste redskaber til de udfordringer der venter forude (børnehavestart, skolestart osv)

[Guest]

Jeg tror, du har ret i, at det kan være svært at sige med sikkerhed, om han "fejler noget" så tidligt. Mit indlæg var nok mest ment som en reminder om netop at turde tage dialogen med de professionelle, for selvom bøger kan være super inspirerende, så kender jeg godt mig selv, når jeg begynder at læse i et opslagsværk om sygdomme - så fejler jeg pludselig en masse ;)

Dagpleje og pædagog kan hjælpe med at vurdere nu (eller senere), om der skal ske mere, og så kan I jo også diskutere bogen evt. :)

Med min nevø har vuggestue og børnehave været hurtige til at søge og få støtte til stuen, så de bedre kunne rumme min nevø, og det er jo også fint, men så er det som om, at det er gået lidt i stå, for han er først for et halvt år siden sendt til udredning, og der må jeg indrømme, at jeg undrer mig over, at man bevilger støtte uden at interessere sig for at undersøge, hvad problemet er med barnet, for så ville man have kunnet gøre mere for ham og hans forældre, for min nevø havde måske haft mere glæde af støttetimerne, hvis de blev afviklet af en pædagog, der havde taget kurser i asperger. Her tænker jeg lidt, at min bror og svigerinde måske burde have insisteret på, at man fik ham undersøgt nærmere, når nu der var enighed om, at han havde behov for støttetimer...

Jeg ved godt, at det her ikke er aktuelt for jer lige nu, men det er måske værd at skrive bag øret, at I måske bør bede om at få William undersøgt, hvis der skal søges om støtte til ham, når han skal gå i børnehave.

[Guest]

Jeg tror, du har ret i, at det kan være svært at sige med sikkerhed, om han "fejler noget" så tidligt. Mit indlæg var nok mest ment som en reminder om netop at turde tage dialogen med de professionelle, for selvom bøger kan være super inspirerende, så kender jeg godt mig selv, når jeg begynder at læse i et opslagsværk om sygdomme - så fejler jeg pludselig en masse ;)

Dagpleje og pædagog kan hjælpe med at vurdere nu (eller senere), om der skal ske mere, og så kan I jo også diskutere bogen evt. :)

Med min nevø har vuggestue og børnehave været hurtige til at søge og få støtte til stuen, så de bedre kunne rumme min nevø, og det er jo også fint, men så er det som om, at det er gået lidt i stå, for han er først for et halvt år siden sendt til udredning, og der må jeg indrømme, at jeg undrer mig over, at man bevilger støtte uden at interessere sig for at undersøge, hvad problemet er med barnet, for så ville man have kunnet gøre mere for ham og hans forældre, for min nevø havde måske haft mere glæde af støttetimerne, hvis de blev afviklet af en pædagog, der havde taget kurser i asperger. Her tænker jeg lidt, at min bror og svigerinde måske burde have insisteret på, at man fik ham undersøgt nærmere, når nu der var enighed om, at han havde behov for støttetimer...

Jeg ved godt, at det her ikke er aktuelt for jer lige nu, men det er måske værd at skrive bag øret, at I måske bør bede om at få William undersøgt, hvis der skal søges om støtte til ham, når han skal gå i børnehave.

Jeg tror ikke han skulle have noget autisme eller noget. Han kan jo fint socialt med andre, det er bare fremmede han ikke er så vild med, samt overvældende situationer. Men det er svært at sige. Men må regne med at både dagplejemor og pædagogen har erfaringer på området, og vil nævne det hvis tankerne gik de veje :unsure Jeg håber han "bare" er et særligt sensitivt barn. Han er en utrolig kærlig dreng, og meget klog også. Men tiden må jo vise hvad der skal ske. Men håber da at få en dialog også med både dagplejemor og pædagogen omkring mine tanker og erfaringer når det gælder William.

[Guest]

Det var nu ikke for at bekymre dig eller sætte en diagnose på din dreng - min pointe var bare, at det er godt at følge det til dørs og netop tage den dialog, der skal til for, at tingene fungerer :)