Enebørn - tabu??

[Bamse&Kylling]

Er det kun mig, der synes, at det efterhånden er helt tabubelagt kun at få et barn?

Lige nu ved jeg ikke, om vi skal have flere børn, men man skal aldrig sige aldrig.. :)

Jeg synes dog, at hver gang jeg bliver spurgt, hvornår vi skal have nr. 2 og jeg svarer, at det ikke er sikkert, vi vil have flere, så skal jeg forsvare det. Men siger jeg derimod bare, at vi ser på det om et par år, så er det et acceptabelt svar.

Er der andre der har oplevet det samme?

Er min mand og jeg helt forkerte/anderledes på den, når vi tænker, at vi evt. kun vil have et barn?

[tazdiginez]

Det synes jeg bestemt ikke i er!

Det er jeres valg om i skal ha' flere børn og at være enebarn skulle jo bestemt heller ikke være slemt.

Jeg tror bare at "normen" i danske familier er at man har mere end et barn, og så kan det undre nogen at nogle kan "finde på" kun at få et barn.

Jeg har ofte tænkt på om Maliva skulle være enebarn og tanken strejfer mig stadig, men sådan som min krop er skruet sammen, så har jeg enormt svært ved at vi kun skulle ha' Maliva, selvom hun er mere end nok :) :wub

Det jeg mener er at jeg bliver så skruk under min ÆL, at det ikke er til at styrer. Hormonerne racer afsted og jeg kan slet ikke styrer min lyst til baby. Så jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke vil kunne holde tanken ud om "kun" et barn sådan som min krop reagerer... :)

Derfor er der bestemt intet forkert i kun at ville ha' et barn i min verden.

Det er jo fuldstændigt op til en selv og den familie man skaber og har :)

Men et :kram2 skal du ha', det må være trættende at skulle forklarer sig hele tiden.

[Lovely Lady]

Åh... Ingen egentlige erfaringer her eller domme herfra, men min egen søster er og har altid været noget af det bedste, tætteste og mest stabile i mit liv, så tanken om at være enebarn er fæl for mig (helt personligt).

Jeg sagde ja til at få barn med min mand på betingelse af, at så skulle vi have to... Der er selvfølgelig ingen garanti for, at de får et tæt forhold, men så er muligheden der:-).

Meeeen for the record, så kender jeg nu flere glade og tilfredse enebørn;-).

[mille1981]

Min mand har to store børn fra tidligere, og har hele tiden sagt at han kun vil have en mere. Så vores bliver også mere eller mindre enebarn, da de store er 11 og 14 nu og bor mest hos deres mor.

Jeg har selv en bror, men vi har ikke haft et meget tæt forhold, så ser ikke noget problem i kun at få et barn.

(null)

[Little Miss]

Vi oplever samme spørgsmål. Min mand vil ikke have flere børn (jeg vil gerne :wub) men alle spørger og siger at det er synd at Carl Emil ikke får en søster eller bror. Begrundelsen fra folk er altid at enebørn er røv forkælede og at man med søskende altid har nogen. Vi har talt meget om det og min mands argumentation om at ikke alle søskende enes er jo rigtig nok. Det gælder for ham og hans søster, mig og min søster (som dig har det bedre nu) og for mange af vores venner med søskende.

Derudover er vi enige om at vi vil gøre hvad vi kan for ikke at få gjort vores søn til en forkælet møgunge ;)

[MacMus]

Jeg kan sagtens genkende det du fortæller om at skulle "forsvare" eller i hvertfald møde en uforståenhed overfor hvis man ikke vil have mere end ét barn.

Jeg har selv dummet mig lidt i den retning, da jeg var af den opfattelse, at man ikke kunne have en "ordentlig" barndom uden at have en søskende - for det har jeg. Min mand derimod er enebarn og synes han har haft den perfekte barndom og var slet ikke enig med mig i min forståelse af, at det er da synd for enebørnene - de må da have manglet noget - og gør det stadig som voksne. Min mand er god til at møde nye mennesker, har mange tætte venner, har haft en god og tryg opvækst og føler ikke han har manglet søskende. Så HOVSA, det var da vist min forforståelse af "den rigtige barndom" jeg lige kom til at mene var den eneste rigtige uden syn for, at der er da mange der vokser op som lykkelige enebørn.

Der er også mange der vokser op som ulykkelige søskendebørn, ulykkelige enebørn, ulykkelige storfamilie-børn. Alt kan gå galt og alt kan gå godt. Der er vist ingen "korrekt" opskrift på, hvad der er det rigtige.

[Guest]

Helt egoistisk set vil jeg have 2 børn- Min mand mistede sin bror til en arvelig nyre sygdom, og er nu enebarn den historie hans forældre fortæller om sorgen og at de trods alt stadig har noget at leve for i min mand og nu også Mie, den går helt tæt på. Ingen vil overleve sine børn men det styrer man ikke selv. Men hvis jeg mister et barn til sygdom eller ulykke så vil jeg ikke stå uden nogen!

Den risiko vil jeg ikke løbe!

Desuden har Manden samme sygdom og dermed kan Mie også have den - risikoen er derfor forhøjet hos os.

Jeg siger ikke det er forkert kun at ville have et barn, eller alle skal tænke så dystert som jeg, men det er en anden side af sagen. Jeg har selv 3 søstre men kun den ene er jeg "tæt" på.

[Guest]

altså jeg tror, hvis jeg skal lægge hånden på hjertet, også at vi kun får et barn. Sådan som udsigterne er på adoptionsfronten, så tror jeg der bliver for mange år mellem børnene, eller at der kommer til at være andre grunde som bl.a. økonomi, hvis vi også vil sætte huset i stand og endnu et godkendelsesforløb osv.

Jeg har selv en storesøster, og vi har altid haft enormt meget glæde af hinanden også selvom der er 4 års forskel på os. Derfor er det jo så i min det normale med søskende, også særligt når min kusine, som er enebarn, fortæller om, hvor svært det var for hende at stå alene med alle de problemstillinger, som var i hendes familie bl.a,. med det, at hendes forældre blev skilt osv. Hun siger at det vil hun ikke udsætte andre for.

Men som Macmus også skriver, så kan der jo også være enorm konkurrence mellem søskende, som kan føre til en ulykkelig og uheldigt forhold mellem dem.

Så hvorfor sætte en lykke på spil?

[Frøen]

jeg syntes jeg ser så mange familier der uden overvejelser følger normen som læmminger uden at overveje hvad der er godt for netop dem og deres liv og derfor får børn 1, 2, 3 jeg syntes IKKE det er en menneskeret at få børn og jeg syntes helt klart det er noget at overveje HVOR mange man så får når man har valgt at sætte dem i verden.

JA man kan ikke være forberedt 100% på det arbejde det er, MEN man kan godt overveje og indrette sit liv derefter (ikke at man partout skal gøre alt i børnehøjde så snart de kommer, men måske overveje om 1 bytur er nok eller om det stadig skal være 4 om måneden)

Hvis 1 barn er "rigeligt" i jeres verdensbillede (lige nu) så syntes jeg bare i skal nyde det og sk.... højt og flot på hvad andre siger. 1 velfungerende barn i en glad familie er bedre end 2 i en fortravlet, træt og stresset familie.!

...og der er jo heller ingen der siger de skal komme lige efter hinanden, jeg kender flere hvor der er op til 10 år imellem, og JA de har måske ikke helt så meget "søskende" ting sammen i traditionel stand at de kan huske hvor meget de skændtes osv men så har de noget andet, den store er anderledes med, med den lille osv DET kan altså også fungere.

Jeg tror jeg selv ville tage den nemme løsning og holde jeres tanker privat og bare glide lidt af på spørgsmålene og sige "vi ved ik endnu hvornår der bliver plads til nr 2" og så se hen af vejen hvordan familielivet former sig om der kommer plads eller ej.

[Barbamama]

Jeg tror enebørn kan være lige så lykkelige som søskendebørn, og jeg tror at børn har det bedst, hvis de er i en familiestruktur som passer til forældrenes drømme/overskud/økonomi/lyst. MEN når barnet bliver ældre, synes jeg at det ville være synd, hvis det ønskede sig søskende og forældrene slet ikke lyttede til det. Ikke dermed sagt, at børnene skal styre hvor mange børn, der skal være i familien, men jeg tænker at det bedste vil være en struktur, som hele familien har det godt med, og ikke kun forældrene. Nogle børn trives måske med at være enebørn, mens det for andre børn vil være nærmest helt forfærdeligt.

Det må være hver families vurdering, hvad der passer dem bedst, men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at sætte mig ind i ønsket om kun at have ét barn - medmindre der er et eller andet særligt i familien, der taler for det.

Helt egoistisk set vil jeg have 2 børn- Min mand mistede sin bror til en arvelig nyre sygdom, og er nu enebarn den historie hans forældre fortæller om sorgen og at de trods alt stadig har noget at leve for i min mand og nu også Mie, den går helt tæt på. Ingen vil overleve sine børn men det styrer man ikke selv. Men hvis jeg mister et barn til sygdom eller ulykke så vil jeg ikke stå uden nogen!

Den risiko vil jeg ikke løbe!

Desuden har Manden samme sygdom og dermed kan Mie også have den - risikoen er derfor forhøjet hos os.

Jeg siger ikke det er forkert kun at ville have et barn, eller alle skal tænke så dystert som jeg, men det er en anden side af sagen. Jeg har selv 3 søstre men kun den ene er jeg "tæt" på.

Jeg har meget de samme tanker + (hvis vi skal blive i det dystre hjørne) jeg tænker, at når mine forældre en dag dør, så bliver jeg MONSTER afhængig af min bror til støtte og minder. Den "tryghed" vil jeg gerne give Valdemar også. Når Brian og jeg engang ikke er her mere, så vil jeg gerne at Valdemar har mindst én bror eller søster at dele sorg og minder med. Det kan han selvfølgelig forhåbentlig også med en kone, men hun vil jo slet ikke have kendt Brian og jeg ligeså længe som Valdemar og en lillebrøster vil have.

[MacMus]

Jeg kan slet ikke følge de der tanker om, at så er man alene enten om det ene eller andet, hvis man ikke har fået børn, mere end ét barn eller har en søskende at dele forældres død med, minder, ting i livet.

Der er ingen garantier her i livet for at man hverken som forældre/børn eller som søskende følges ad gennem hele livet. Det ses rigtig ofte at mennesker der møder hinanden senere i livet får en tættere og selvvalgt forbindelse.

Barbamama: Derudover er jeg slet ikke enig i betragtningen omkring, at børn skal have noget at skulle have sagt i fht om der skal fødes endnu et barn i en familie, fordi barnet ønsker sig en søskende - det er en voksenbeslutning, der skal træffes ud fra de voksnes overvejelser og viden om deres ressourcer, formåen og deres (ene-)barns behov.

Men selve dén betragtning stemmer jo meget godt overens med de undersøgelser der viser at børn enten træffer eller er med til at træffe en eller anden rigtig høj procentdel af store beslutninger i en familie såsom hvilken bil der skal købes, hus og ja, nu også om forældrene skal sætte flere børn i verden.

[Frøen]

Jeg kan slet ikke følge de der tanker om, at så er man alene enten om det ene eller andet, hvis man ikke har fået børn, mere end ét barn eller har en søskende at dele forældres død med, minder, ting i livet.

Der er ingen garantier her i livet for at man hverken som forældre/børn eller som søskende følges ad gennem hele livet. Det ses rigtig ofte at mennesker der møder hinanden senere i livet får en tættere og selvvalgt forbindelse.

Barbamama: Derudover er jeg slet ikke enig i betragtningen omkring, at børn skal have noget at skulle have sagt i fht om der skal fødes endnu et barn i en familie, fordi barnet ønsker sig en søskende - det er en voksenbeslutning, der skal træffes ud fra de voksnes overvejelser og viden om deres ressourcer, formåen og deres (ene-)barns behov.

Men selve dén betragtning stemmer jo meget godt overens med de undersøgelser der viser at børn enten træffer eller er med til at træffe en eller anden rigtig høj procentdel af store beslutninger i en familie såsom hvilken bil der skal købes, hus og ja, nu også om forældrene skal sætte flere børn i verden.

hørt

[MacMus]

Det må være hver families vurdering, hvad der passer dem bedst, men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at sætte mig ind i ønsket om kun at have ét barn - medmindre der er et eller andet særligt i familien, der taler for det.

Det kan jeg godt forstå du har, når du har det lige modsat. Så kan ét barn jo ikke"være nok".

Det er lidt ligesom de mennesker, der vitterligt ikke ønsker børn. Dér kan det være svært for forældre eller for mennesker, der selv er helt sikre på de ønsker børn, at sætte sig ind i følelsen af vitterligt ikke at ønske børn.

[Bamse&Kylling]

Min mand har to store børn fra tidligere, og har hele tiden sagt at han kun vil have en mere. Så vores bliver også mere eller mindre enebarn, da de store er 11 og 14 nu og bor mest hos deres mor.

Jeg har selv en bror, men vi har ikke haft et meget tæt forhold, så ser ikke noget problem i kun at få et barn.

Ej, hvor sjovt, det er lige præcis sådan det har været med min mand. Altså, han har to ældre søskende, hvor de kun har samme far, så han har tilnærmelsesvist været enebarn - han har hvert fald aldrig boet med nogle søskende. Jeg har altid tænkt, at man da skal have to børn, men han har sat tankerne igang om, HVORFOR man egentlig vil have to.. ;)

Vi oplever samme spørgsmål. Min mand vil ikke have flere børn (jeg vil gerne :wub) men alle spørger og siger at det er synd at Carl Emil ikke får en søster eller bror. Begrundelsen fra folk er altid at enebørn er røv forkælede og at man med søskende altid har nogen. Vi har talt meget om det og min mands argumentation om at ikke alle søskende enes er jo rigtig nok. Det gælder for ham og hans søster, mig og min søster (som dig har det bedre nu) og for mange af vores venner med søskende.

Derudover er vi enige om at vi vil gøre hvad vi kan for ikke at få gjort vores søn til en forkælet møgunge ;)

Jeg synes helt sikkert, man kan gøre meget for, at ens barn ikke bliver forkælet og ikke ryger ind under fordommene overfor enebørn! Både min mand og en kammerat mener f.eks. at de er blevet meget mere udadvendte og bedre til at møde nye mennesker, fordi de har været "tvunget" til at lege med "fremmede" børn på ferier osv. :)

Jeg har meget de samme tanker + (hvis vi skal blive i det dystre hjørne) jeg tænker, at når mine forældre en dag dør, så bliver jeg MONSTER afhængig af min bror til støtte og minder. Den "tryghed" vil jeg gerne give Valdemar også. Når Brian og jeg engang ikke er her mere, så vil jeg gerne at Valdemar har mindst én bror eller søster at dele sorg og minder med. Det kan han selvfølgelig forhåbentlig også med en kone, men hun vil jo slet ikke have kendt Brian og jeg ligeså længe som Valdemar og en lillebrøster vil have.

Lige præcis det dystre i det, har jeg også tænkt over, men synes nu altså det er en lidt for negativ måde, at sætte et barn i verden på - ved godt, det ikke udelukkende vil være derfor! :)

Der skal heller ikke besluttes noget nu, men emnet har hvert fald sat nogle tanker igang hos mig! Jeg er enig i rigtig mange af jeres synspunkter, både mht. at få flere og at "nøjes" med en. Det er svært! Måske jeg vågner op en dag om to år og ved, hvad JEG synes og føler for, lige nu er begge dele gode :)

[Barbamama]

Jeg kan slet ikke følge de der tanker om, at så er man alene enten om det ene eller andet, hvis man ikke har fået børn, mere end ét barn eller har en søskende at dele forældres død med, minder, ting i livet.

Der er ingen garantier her i livet for at man hverken som forældre/børn eller som søskende følges ad gennem hele livet. Det ses rigtig ofte at mennesker der møder hinanden senere i livet får en tættere og selvvalgt forbindelse.

Barbamama: Derudover er jeg slet ikke enig i betragtningen omkring, at børn skal have noget at skulle have sagt i fht om der skal fødes endnu et barn i en familie, fordi barnet ønsker sig en søskende - det er en voksenbeslutning, der skal træffes ud fra de voksnes overvejelser og viden om deres ressourcer, formåen og deres (ene-)barns behov.

Men selve dén betragtning stemmer jo meget godt overens med de undersøgelser der viser at børn enten træffer eller er med til at træffe en eller anden rigtig høj procentdel af store beslutninger i en familie såsom hvilken bil der skal købes, hus og ja, nu også om forældrene skal sætte flere børn i verden.

Jeg tror egentlig ikke at vi er så uenige, for da jeg skrev at børnene ikke skulle styre hvor mange børn, der skulle fødes i familien, men lyttes på, så mente jeg netop at det var forældrenes beslutning, men at den beslutning også bør træffes ud fra de allerede fødte børns/barns behov :)

Jeg kan ikke lige gennemskue, hvilken interesse et barn skulle have i valg af bil og hus, men jeg tror bestemt at børn kan være bevidste om hvorvidt de ønsker sig søskende eller ej. Og det ønske om at få/ikke få søskende synes jeg bør høre med i betragtningen. Selvfølgelig er det de voksne, der endegyldigt skal træffe beslutningen, men jeg synes sådan set at det er fair nok at hele familien høres.

Og nej, selvfølgelig er der ingen garanti for at søskende følges ad hele livet. Der er ikke garantier for noget som helst her i livet. Men jeg synes det giver god mening, at handle efter det, der giver størst sandsynlighed for det man ønsker. Og jeg har svært ved at se, hvem der skulle kende ens forældre på samme måde som en selv, bedre end søskende... Så jeg tænker, at hvis man har en søskende, så har man en bedre mulighed for at dele sorg og minder når forældrene dør, end hvis man ikke har søskende.

Btw. synes jeg ikke, at det er en negativ måde at tænke på. Måske nok dystert, men ikke negativ. IMO er det kun realistisk at tage stilling til ting vedrørende min død, og kun positivt at gøre hvad jeg kan for at mit barn/mine børn har en eller flere søskende at søge trøst ved, når det sker. :)

[Barbamama]

Jeg filosoferer lige lidt... Det gælder bestemt ikke kun emnet enebørn, men tråden satte nogle tanker igang. Tag det eller lad være ;)

Med fare for at blive lynchet, så synes jeg, at noooooogle voksne (ikke nødvendigvis i denne tråd, og ikke nødvendigvis alle forældre til enebørn, og ikke nødvendigvis kun forældre til enebørn) kan blive vældig moderne, individualistiske, og "alt er okay, der findes ikke rigtig og forkert og man må selv finde ud af hvad der er rigtig for netop en selv", og slet og ret egoistiske. At så bliver der "trofæ"-barn/børn, der har dødsmart tøj på, har set det halve af verden inden de er gamle nok til at fatte det, og de har alt det "rigtige" (og designerflotte) legetøj - men de har ikke noget at skulle have sagt, og så er der forøvrigt ikke råd til søskende.

Og hvis de er lykkelige sådan, så skal jeg ikke gøre mig til herre over at det er en dårlig måde at leve på.

Men jeg er skeptisk overfor om børnene er lykkelige ved at leve på den måde, og jeg ærgrer mig, når jeg støder på, at man ikke må være kritisk overfor sådan en måde at leve på (men gerne må være kritisk over for "lemming-mentalitet" og dem der går i det samme tøj som alle andre). Uden at ønske mig, at alle skal være ens og at der skal være konkret rigtig/forkert, så kan jeg godt filosofere over, om det ikke bare er "den nye lemming-mentalitet" at alle skal være unikke og må finde ud af hvad der er rigtigt for lige præcis dem... Måske er det tabu at ønske sig enebørn... Eller måske er det tabu at synes at enebørn (næsten) altid er en dårlig idé? Jeg sidder i hvert fald, og føler egentlig allerinderst inde, at børn har bedst af at få søskende, medmindre særlige forhold taler for det, men jeg tør næsten ikke sige det (men nu er det sagt - GISP!)

Så er det sagt, OG jeg har sagt, at det ikke nødvendigvis gælder nogle herinde, eller specifikt forældre til enebørn/søskendebørn. Så må man selv vælge om man føler sig ramt :balloons

[Guest]

Det er ærgerligt at folk har så travlt med hvad der er rigtigt på andres vegne :(

Jeg har ikke selv mærket tabuet, men vi har så også ville have flere børn.

De første 18 år af mit liv var jeg enebarn og det var altså ikke specielt slemt :) Jeg blev røv forkælet af mine forældre og farmor og farfar hvor jeg var eneste barnebarn. Jeg fik også lov til at mærke ansvar og havde ofte venner med på ferier. Jeg manglede intet. Da jeg var 18 år, blev min lillesøster født og det var også dejligt :)

Min mand har en lillebror der er 13 mdr. yngre end ham og det er ikke lykken og idag er der kun kontakt når der er et stort familie arrangement, så vi ses efterhånden ikke engang årligt og har intet tilfælles og barndommen var ingen lykke overhovedet for dem. Så jeg har bestemt ikke holdningen at søskende er det bedste i verden. Det kan være rigtig godt, men også skidt. Man skal få de børn der passer ind i ens familie liv og som man har det godt med og som man har overskud til og ikke efter hvad andre mener.

[logo]

Barbamama, jeg er meget enig med dig.

Og nu bliver jeg nok også lynchet lidt, for nooooooogle synes måske også, at livet med et barn er så hårdt, fordi de så har mindre tid til karriere og sig selv (ja, undskyld, men har liiiiiidt for ondt af sig selv og svært ved at skulle "ofre" sig så meget for et barn).

Min husbond mente, vi havde nok i en, hvilket jeg absolut ikke mente, så efter vi fik nummer to, var han super glad for, at han smed tanken om ét barn over bord, når han ser, hvor meget vores to drenge elsker hinanden og det, de giver hinanden. Dermed ikke sagt, at det vil gælde for alle, men min gemal syntes, det var dyrt og hårdt nok med en, men virkeligheden blev en anden, så hvis det er derfor, man ikke ønsker nummer to, er det langtfra altid, at alting bliver dobbelt så hårdt eller dyrt.

[Barbamama]

Måske skal jeg lige for en god ordens skyld tilføje, at jeg ikke mener at det konsekvent er forkert at have/være enebarn, og at jeg kender både lykkelige og velfungerende enebørn/enebørnsfamilier.

Men generelt set er det min overbevisning, at det er sundt og godt at have søskende.

[Bamse&Kylling]

Barbamama jeg er enig med dig.!

Og det vil heller ikke være pga. dyre vaner til et barn, at vi evt. ikke skal have flere. Men jeg tror, du har ret i, at nogle efterhånden gør barnet/børnene til "trofæ børn" og får børnene til at passe fuldstændig ind i et voksenliv i stedet for at tilpasse voksenlivet efter, at man nu har fået barn..

Mit "problem" er lidt, at jeg lige nu inderst inde ikke har lyst til flere børn. Kan ikke rigtig finde ud af hvorfor. Har den dejligste og nemmeste datter, så jeg er ikke skræmt. Pengene vil heller ikke være et problem om nogle år, når jeg er færdiguddannet. Håber faktisk, at jeg om et par år har ændret den følelse og har vildt meget lyst til at give Anabella en bror eller søster - men man ved jo aldrig!

Synes i bund og grund nok bare, at det er ærgeligt, at det er blevet lidt tabu (i mine øjne) kun at få et barn og har en fornemmelse af, at nogle får flere børn 'fordi det er det man gør' og sådan skal det jo heller ikke være.

Hver familie skal vælge frit, hvad der passer dem og ikke gøre som alle andre eller hvad der er trendy!

Derudover er det faktisk et ret personligt spørgsmål, om man skal have flere børn. Folk antager automatisk, at når man har fået det første, så må man frit spørge for når man kan få en, kan man vel også få to..!! Hvad nu, hvis man kun har mulighed fysisk, økonomisk eller noget helt tredje, for kun at få et barn, men at man VILDT gerne vil have et til, så er det da et ufatteligt personligt spørgsmål.!

[stilletten]

Hej!

Som voksent enebarn gift med enebarn og havende et stk. enebarn føler jeg mig kaldet til at kommentere i denne debat :blink

For hvor bliver der skrevet meget godt og meget vås!!!

For det første... hvis jeg nogensinde selv har savnet en søskende har det været i et sevlmedlidende øjeblik, hvor jeg overvejede besværet ved at holde taler alene til forældres runde fødselsdage, og når det gjaldt at besøge syge forældre. Basalt set handler mit eneste behov i retningen af at have en søskende at have en at samtale om min egen barndom og mine forældre og familieforhold med.

Ud over det er der selvfølgelig 1000 andre dejlige ting man kan bruge søskende til. Og tilsvarende 1000 knapt så gode ting man også bruger søskende til.

Når alt kommer til alt, så kan mine venner faktisk dække øvrige behov, og hvad talerne og sygehusbesøgene angår, så kan jeg nemt strække til i den retning også.

En antagelse om at det er synd for enebørn at være enebørn er noget værre vås. Hvordan skal jeg kunne være ked af at savne noget jeg aldrig har prøvet???

Forklar mig lige det! :blink For det kan jeg altså ikke. Og jeg frabeder mig enhver medlidenhed fra den kant.

Jeg kan godt resonere, som ovenfor, og konkludere at noget måske ville være rart, fordi jeg ser andre have det. Men at noget i mig selv er ufuldkomment familiemæssigt og at mine forældre skulle lytte til det og give mig et barn de ikke selv ønsker! STOOOOP!

Niks, det vil jeg slet ikke rodes ud i. Jeg vil ikke tage ansvaret for at mine forældre synes de skal levere en maskot eller dukke til mig...

Og den med at være forkælet som enebarn. Det er for mig at se en myte skabt af egoistiske søskendebørn der selv ønskede de var enebørn for at få mere opmærksomhed (måske endda legetøj) af deres forældre. Familier er ikke ens, jeg observerer flere familier i nabolaget som har mere end 4 børn, der alle er mere priviligerede og forkælede materielt set end mit enebarn er.

Men generelt er der selvfølgelig en logik i at en families økonomi har bedre betingelser med færre børn. Det betyder bare slet ikke at enebørn får mere. For der findes også noget der hedder opdragelse og principper om ikke bare at give sine børn alt, men lade dem tjene lommepenge, spare op, værdsætte tingene og ikke tage alt for givet.

Den socialisering man lærer ved at være del af en flok kommer ikke kun ved at være søskende. Den lærer børn også i dagplejen, vuggestuen, skolen og fritidshjemmet. Og i disse sociale arenaer observerer jeg med mit professionelle øje møgforkælede søskendebørn der ligner "enebørn" og opdragne enebørn der ligner "søskendebørn". Og min pointe er netop her at det afgørende ikke er antallet af børn men alle øvrige forhold som sætter betingelserne for barnets adfærd.

Jeg synes det er trist at høre, at der stadig er folk, der hænger sig i sådan noget pjat. For det er hvad sådan en fordom er, pjat. Det er der heldigvis mange i den her debat der lyder til at være enige om :rolleyes

[stilletten]

En kommentar til det med trofæ børn!

Jeg har stødt på en del trofæ-børn. Men jeg har ikke set et af dem endnu, der var enebarn. Jeg tror årsagen er at trofæ-børn ofte har mødre og fædre der har set i damebladene at de lykkelige kernefamilier er dem med en dreng og en pige, eller måske endda 3 børn....

[Guest]

Nej det er ikke synd at undvære noget man ikke har prøvet at have - det giver sig selv. Og jeg siger heller ikke valget om kun at få et barn er forkert - JEG ville bare aldrig vælge det!

Måske er det fordi jeg selv ville savne noget og VED hvad jeg vil gå glip af hvis jeg manglede bare en af mine søstre.

Men forstå mig ret! JEG syntes det er fair at sige "Vi vil kun have et barn" - herregud der er sikkert lige så mange fordele ved det, dem kender jeg bare ikke for det har JEG aldrig prøvet.

Men jeg forstår godt dem der står i et lykkeligt søskende forhold og ikke forstår at man ikke vil give sit barn det med på vejen, det er jo velment og med kærlighed man stiller spørgsmålstagn ved det. De føler jo de står med vejen til "the happy ending" og så er der en der står og siger nej tak!

For mig handler spørgsmålet om barn nr. 2 (og 3) om flere ting, alt sammen baseret på hvad JEG har oplevet og hvad JEG drømmer om:

for det første er det EGOISME:

- Det handler om at jeg ikke kan nøjes med en - helt egoistisk så vil jeg opleve mindst én baby mere, jeg har mere at give af og jeg ØNSKER den oplevelse det er at blive mor mindst en gang mere - jeg ØNSKER at se en baby udvikle sig og blive et selvstændigt individ mindst én gang til

- Det handler om at jeg ikke vil stå uden arvinger hvis der (gud forbyde det) skulle ske noget med et af mine børn

- Jeg ved manden bliver alvorligt syg på et tidspunkt og jo flere man er til at gennemleve det sammen med, jo lettere bliver det.

- igen egoistisk så ønsker jeg at have noget at leve for og med, hvis manden skulle nå livets ende før mig, og igen er det jo flere jo bedre princippet.

- JEG ønsker en familie med mangfoldighed, jeg ønsker at se ned over bordet på mine BØRN og tænke DET har VI skabt.

For det andet er mit HÅB:

- at de oplever den fælleskabs ånd som jeg har oplevet i min familie

- at de som små får noget ud af hinanden i samme omfang som mine nevøer gør lige nu og som jeg gjorde da jeg var barn

- at de som voksne stadig står sammen

- at de oplever den kærlighed til hinanden jeg kender

- at de aldrig kommer til at stå alene

- at de går til hinanden.

- at de deler oplevelser og minder.

- at de skændes og lærer at tackle det og løse konflikten for det bliver man sku NØD til.

Måske kan man opleve det samme med mange venner men for mig ville det bare ALDRIG være det samme.

[Mette A.]

Jeg synes ikke personligt at enebørn er et tabu. Jeg kender flere som har valgt kun at få ét barn, og det synes jeg er helt fint, hvis de synes det er det rigtige for dem. Jeg har endda 2 i min MG som ikke vil have flere end deres første, og det bliver fint respekteret af os andre i gruppen, så for mig virker det ikke særlig sjældent eller tabubelagt.

Når det så er sagt, så vil jeg selv minimum have 2 børn, og har aldrig nogensinde overvejet kun at få 1. Det bunder nok også mest i mine egne erfaringer med min egen søster, som jeg ikke villet have undværet for alt i verden og har haft utrolig meget glæde af. Men derudover er det også af egoistiske grunde - jeg synes ikke jeg har nok i én :D jeg vil gerne finde ud af hvilke andre vidunderlige børn vi kan producere sammen udover Lise! Et eller andet sted føler jeg det som om at jeg allerede ER mor til flere børn, men jeg har bare ikke mødt dem endnu! Så jeg er mega spændt på at komme igang med PB2, så jeg kan møde mit næste barn og lære det at kende :D Det lyder måske lidt weird :rolleyes

[Fru-Nielsen]

Jeg er godt nok kold i røven når det kommer til det her emne, så jeg indrømmer gerne at jeg har ondt af enebørn. Det kan godt ske de/I ikke har prøvet andet, og jeg har aldrig prøvet ikke at have søskende. Men fra min snævre vinkel kan det kun være træls ikke at have søskende, og det skal virkelig være nogle vilde omstændigheder der gør, at jeg ikke giver min kommende søn en lillebror eller -søster..

Jeg er helt ærligt en af dem der rynker på næsen, hvis nogen med et enkelt barn fortæller at de ikke vil have flere.

Så jeg tror gerne på at nogen kan føle at det er tabu.