Hvordan blev i enige om at i var klar til næste barn?

[MuttiT]

Hej,

Jeg spørg fordi at vi her hjemme slet ikke er enige om vi skal have flere!!!!!!

Vi har en dejlig dreng, som jeg længe har været klar til at give en lillesøster eller bror, men manden er desværre ikke enig. Han mener jeg bare vil have en til fordi andre får flere end en, hvorfor ødelægge noget der er godt osv. Han vil vide hvorfor jeg vil have en til - hmmm det er ikke nemt sådan at sige.

Der høre til historien at min mand havde det rigtig svært i starten fordi han følte sig som en dårlig far, fordi han helt naturligt ikke kunne trøste, give mad mv. han trak sig væk fra vores gjorde bare de ting han skulle med ham. Det er blevet meget bedrevefter mange lange snakke.

Var i bare enige om at i skulle have en mere (hvorfor kan han ikke bare som andre mænd) ???

Jeg vil jo hellere ikke bare forlange det, vi skal være enige om det. Synes bare snart det er tid, da jeg ikke synes der skal være for langt mellem mine børn, da der er 7 år mellem min søster og jeg. Og der er også lige en produktionstid og leveringstid!! De skal have glæde af hinanden og vi skal til og i gang, hvis vi skal nå det inden min grænse for hvor lang tid der må være imellem dem, er nået.

Har i nogen gode råd, nogen gode argumenter jeg kan give ham eller andet, tager imod det med kys hånd ;0)

Er ved at ære godt frustreret, for når jeg siger til ham: Vil det sige du ikke vil have flere børn? Siger han nej det har han ikke sagt, synes bare ikke at vi skal have flere fordi andre får - ahhhhhh det er sku da heller ikke derfor.

Hjælp mig,, ;0)

[nr3]

Jeg er ikke i tvivl om at søskende er den største gave man kan give sit barn - derfor ville jeg aldrig bevidst vælge kun at få 1 barn.

Og så noget andet: Da vi fik barn nr 2 var det fedt at opleve at det var noget man havde erfaring med. Vi var meget mere rolige og afslappede, så selvom der var meget at se til med to børn med to år imellem, så var den store omvæltning sket med barn nr 1. Barn nr 2 gled bare ind i vores rytme.

[frøken79]

Jeg er ikke i tvivl om at søskende er den største gave man kan give sit barn - derfor ville jeg aldrig bevidst vælge kun at få 1 barn.

Og så noget andet: Da vi fik barn nr 2 var det fedt at opleve at det var noget man havde erfaring med. Vi var meget mere rolige og afslappede, så selvom der var meget at se til med to børn med to år imellem, så var den store omvæltning sket med barn nr 1. Barn nr 2 gled bare ind i vores rytme.

Ditto ... Vi lod det bare ske

Nr 1 var et uheld men set i bakspejlet et heldigt et. Min mand var slet ikke far lykkelig da nr 1 kom, han var også meget ærlig om at kærligheden er kommet og vokset i takt med at hun begyndte at se på ham og han var helt smeltet da hun begyndte at kunne kravle hen til har og kalde paaar.

Men de første 3mdr var det j ikke ham der kunne bruges overhovedet. Vi er meget ærlige om det og afslappede overfor at små børn inder 2 helst vi, have deres mor og sådan er det...det er ok. Jeg kan rumme deres klammeri og manden kan rumme at han ikke er førstevalget så ofte.

Vi fik nr. 2 efter præcis 2 år.

Så blev vores nr 1 hans barn....han skiftede ble og trøstede om natten og puttede og jeg tog helt over med nr. 2. Dermed ikke sagt at vi ikke hjalp hinanden, men vi var bare bevidste om hvem der havde behov for hvad og en nyfødt vil bare være ved sin mor og ingen andre...så vi har også været meget fedtede med vores børn når vi har været ude blandt fremmede. Det er ikke vores barns tarv at være vandrepokal.

Nu har vi så sørget for at jeg har haft alene aftaler med vores store pige og når babyen sov sørgede jeg for at hun fik en kæmpe dosis mor, så hun bedre kunne rumme mor sad med babyen så meget.

Jeger til gymnastik med hende og far med den lille...hver deres hold.

Nu er de bare de sødeste små.... De krammer og leger og griner og laver hemmelige ting....de bliver snart 2 og 4. Og har siden sommer leget meget med hinanden

Jeg/vi vidste med det samme at der skulle være mindst 2. Børn skal have en fælle, en søskende man kan stå sammen med når mor og far er dumme eller søge trøst og selskab ved når verden byder på udfordringer og en sikker ven i barndommen, der er med til alt hvad livet byder og som man har fælles minder med.

Sofie fortæller ofte Andreas om de ferier vi har været på sammen og spørger om han ikke også glæder sig til sommer, campingvogn og bjergene og bade.

[Guest]

min mand snakker til gengæld om 5 :o Meeeeen det er vist mest for sjov. Jeg synes, der har været fine indlæg her, og jeg har ikke engang fået nr. 1 selv endnu, MEN jeg vil bare sige, at de fleste enebørn jeg kender, de giver udtryk for, at de ikke selv ville nøjes med kun ét barn, hvis de havde valget, da de har savnet at have en bror/søster. Det mærker man ikke så meget, når man er lille, men når man kommer i skolealderen begynder det at fylde, og som voksen kan det også være en stor glæde at have en bror/søster. Min mand mistede sin mor i sommer og er enebarn, så vi stod alene med ALT det praktiske med at snakke med præst, bedemand, arrangere gravøl osv., og vi er nu også alene om at få solgt et hus. Man skal selvfølgelig ikke tænke i dødsfald, men hos os er vi slet ikke i tvivl om, at vi ikke kun skal have én...

I øvrigt synes jeg, det er meget relevant, at ud nævner din mands problemer med at knytte sig til nr.1. Mon ikke hans modstand bunder i det? Jeg tænker, at det handler om, at I får jer en lang snak, hvor du lytter til hans bekymringer men samtidig er klar til at imødekomme bekymringerne med konstruktive forslag og salgsargumenter :)

[Guest]

Jeg ønsker ikke William skal være enebarn, og har egentlig haft en stor frygt om det vil lykkes igen. Jeg synes man har så meget af at have søskende, og den "gave" vil jeg ikke William skal være foruden...

[Guest]

Min mand ønskede sig slet ikke børn da jeg mødte ham. Jeg ville have børn, så han fik at vide at det var mig og børn eller ingen af delene. Han overvejede det længe og sagde så ja til et barn også kunne vi se hvordan det gik før han tog stiling til flere.

Vi fik Sebastian og min mand fandt ud af hvor fantastisk det er at være far :), men han ville stadig ikke love en 2 'er, da Sebastian var ca 1 år sagde han ja til en 2'er, men at der skulle være en del år i mellem. Der er 13 mdr. imellem min mand og hans lillebror og tro mig, søskende har ikke været lykken her og min mand har derfor meget svært ved at se værdien heraf. Det har ikke været sjovt at være så tætte aldersmæssigt.

Så jeg accepterede at der var en del år imellem, jeg ville oprindeligt gerne have 3 år imellem, min mand 5 år, så vi landede på et kompromis og der blev 4 år og 3 mdr. i mellem vores søn og datter.

Jeg lod tiden gå og lod ham finde ud af sine egne følelser omkring det og så kom lysten til nr. 2 helt af sig selv. Idag er han meget glad for han har sagt ja til begge og de er begge 2 ønskebørn.

[Guest Felixmor]

Jeg tror bare vi har en fælles enighed om at vi gerne vil have 2 børn. Til trods for møg graviditet og fødselsdepresion er jeg klar til at give Felix en søskende. Spørgsmålet har ikke været om vi skal have flere men hvornår psyken var klar igen.

[mino]

Jeg spurgte lige manden hvornår og hvordan vi var blevet enige om børn og hans svar var bum bum bum er vi nogensinde blevet enige om at vi skulle have børn eller hvor længe der skulle være mellem dem ups her sidder jeg og er gravid med nr 3 ;) som min mand siger er at han har aldrig været klar til at sige nu skal vi have børn så det har været mig der ar taget beslutningen og så har han jo måtte pakke sig ind hvis han ikke ville have børn og det har han så ikke sørget for vi er så enige om at manden skal forbi lægen nu når lillepigen er ude da vi ikke vil have flere end de 3 og jeg ved at bliver jeg gravid ved et uheld så bliver det ikke fjernet

[TroldeMor]

Vi var helt enige om at vi slet ikke skulle have børn, men pludselig meldte lysten sig alligevel, og jeg blev hurtigt gravid. Manden vil nu have 4 børn, og måske er jeg også med på den idé. :rolleyes Det var nok manden der pressede lidt på for at jeg skulle være gravid igen, og selv om jeg havde det svært med at være blevet mor i starten, og kærligheden kom langsomt krybende, som hos din mand, så var jeg klar på en 2'er...... Og det har bare været SÅ meget nemmere anden gang!! Selv om vores lille faktisk er et mere "besværligt" barn, så var kærligheden og tilknytningen der lige med det samme, og man VED bare hvad man har med at gøre! Så det behøver slet ikke være så svært anden gang, selv om man har haft svært ved at knytte sig til den første :kram2

[Dorita]

Mit råd til dig er at begynde at tale om alle de ting der er dejligt ved at have en baby. Altså ikke sætte jer ned og have en "snak" men diskret lade ham forstå at det ikke bare handler om at man skal. F.eks fortælle hvor meget du savner at have en baby i armene, hvis I kender nogen med babyer, fortælle ham hvor skønt du synes det er at være sammen med sådan en lille en eller at det klæder ham med sådan en i armene. Snakke om det fantastiske ved det første smil, første gang den vender sig, kravler, går osv. Hvis han i virkeligheden gerne vil have flere, skal han nok indse det.

Held og lykke :)

[MuttiT]

Hej igen

Tak for i vil dele jeres historier, oplevelser og gode råd.

Som Mino skriver så tror jeg også at det nok er mig der skal tage intiativ til, at nu skal det være, da han så sent som i går sad og snakkede med nogen af vores venner om hvad def skulke ske i 2013 for os og de snakkede barn nummer 2.

Synes bare at når det er sådan, at jeg "trækker" det ned over hovedet på ham- hvis i forstår, men samtidig med, så må han jo sige klart og tydeligt, hvis han ikke ønsker flere børn.

Er også sikker på at det at få nummer 2 vil give ham en kæmpe boost af faderlig følelse, som han sådan søger efter, men det kan han ik se. ;0)

Jeg krydser finger for at vi bliver enige og jeg får lov til at gå med en lille spunk i maven.

Endnu en gang mange tak.

Kram og godt nytår.

[CNN]

Min kæreste gik fra IKKE at skulle have børn, til måske engang, - så blev jeg gravid, uplanlagt - så var han frisk på 2 børn. Han vil gerne have børn inden han bliver 30 og han er lige fyldt 28 i okt, så det skal jo snart være så ;)

[frøken79]

Min kæreste gik fra IKKE at skulle have børn, til måske engang, - så blev jeg gravid, uplanlagt - så var han frisk på 2 børn. Han vil gerne have børn inden han bliver 30 og han er lige fyldt 28 i okt, så det skal jo snart være så ;)

Jamen er den der så, de to II, kan se på din ticker at et er idag....

[Henriette1980]

vi nåede ikke at blive klar. en enkelt smutter uden beskyttelse mellem 2 præventionsmidler og tøsen var under vejs.Vi havde snakket om at skulle igang med at på at få nr 2 når knægten var 2,5 år... Men sådan blev det ikke knægten var 2 år og 4½ måned da lillesøster blev født. Nu kan vi se det er en fin forskel

[lill88]

Puha... Det bliver en lang historie:

Jeg fik at vide som 11 årig at jeg ikke skulle regne med at få børn da jeg led af en hormon sygdom hvor man normalvis ikke kan få børn.. Mine teenage år gik med at kigge misundeligt efter alle de kvinder der rendte rundt med gravid maver og barnevogne... Jeg mødte min mand da jeg var 15... Jeg er af en lidt bestemt karakter og er meget kræsen med mænd, så manden var min første kæreste og jeg kunne mærke at ham ville jeg gerne være sammen med resten af livet... Så jeg meldte klart ud efter 14 dage at jeg altså ikke kunne få børn, så hvis han ville have sådan nogle var det ikke med mig! Det var vist ret voldsomt for en 19 årig knægt at skulle tage stilling til, men efter noget tid meldte han ud at han ikke ønskede børn så det var fint med ham... Da jeg fyldte 21 skulle jeg igennem et tjek for sygdommen ved en specialist... Hvad der er sket er der ingen der ved, men sygdommen var forsvundet (hvilket ikke sådan lige sker) og de snakker om hvorvidt der kan være sket en fejl og jeg ikke har haft sygdommen... Det var meget underligt pludselig at stå der og få at vide at jeg godt kunne få børn alligevel... Med det samme begyndte æggestokkende at kradse og klø... Manden var dog bestemt ikke glad og sagde blankt nej tak... Nåh, men jeg er af den opfattelse at man ikke skal gøre noget uden begge er enige... Jeg har aldrig brugt prævention da jeg jo ikke kunne blive gravid, så hva pokker... Pludselig udebliver min mens og jeg går lettere i panik... Må krybe til korset og fortælle min mand at den nok var "gal"... Han blev ellevild og var oven ud lykkelig... Jeg var forvirret... Det viste sig dog at der bare var koks i systemmet, men nu var manden tændt og projekt baby gik igang... Det tog dog sin tid, men vi fik vores datter i maj (den bedste dag i mit liv) og jeg er så småt begyndt at snakke nr to... Først var han meget afvisende... det ville han ikke... Men så her til aften, efter godt 3 måneder med små hints og stik, kommer han og spørger om vi ikke skal lave tvillinger! :rolleyes

Min pointe med denne lange historie er at det kan være han bare lige skal vende sig til tanken... Lige smage lidt på ideen... Min mand skal lige have lov til at få ideen serveret et par gange til overvejelse før han ordenligt bestemmer sig!

[MuttiT]

Tak Lill88 det var den lange historie værd med den pointe ;0)

[MuttiT]

Fuldstændig overrasket, der tog manden min sku bagdelen på mig.

Har siden jeg skrev oplægget prøvet jeres forskellige tips og her mens vi lavede aftensmad siger han sku, med et kæmpe smil: når vi skal til at have nummer 2...... undskyld hvad siger du???? Den var god nok, jeg hørte rigtig og nu har vi aftalt hvornår vi smider regnfrakken ;0)

Det er så vildt jeg fatter det ikke. Tålmodighed har virkelig givet pote, de gode snakke og hints ;0)

Hvad sker der lige???

Tusinde tak ;0)

[Dorita]

:yay :yay :yay

Hvor er det bare godt at høre. Fedt som mænd kan overraske :)

[MuttiT]

Jeps er helt uforstående, men det er lige meget. Hans ord betød ALT og er nok for mig OG følelsen af at jeg "tvang" ham er væk ;0)

[frøken79]

:wee tillykke <3