negative tanker?

[JMK-Baby]

Hej piger

Et lidt mere følsomt emne - vil gerne høre fra jer hvis I føler for det..

Hvordan forholder I jer til de noget mere negative tanker? Hvis I får dem?

Jeg kan mærke at de ting jeg tumlede lidt med inden graviditeten, kommer til mig med forstærket kraft nu her under graviditeten. Det er f.eks. forholdet til min familie og tanker omkring hvordan vi skal klare at starte vores egen familie, økonomien der ikke er for god, forholdet til veninder og i den dur...

Jeg kommer ind i en dum spiral af dumme tanker ind imellem, og min kæreste har efterhånden svært ved at forholde sig til det og hjælpe mig.. Jeg føler det går lidt ud over vores kærlighed til hinanden :( og det er bare det værste...

Jeg håber I er nogle derude som kan bakke op om mig.. Trænger sådan til et godt råd :huug

[Frøen]

Jeg har haft de samme tanker og haft mange snakke med min mand.han har lovet at holde oeje med om det tager overhaand. Har foer haft depression og behandling og var lige kommet godt ud paa den anden side syntes jeg, og saa begyndte de gamle tanke moenstre at dukke op igen og jeg skulle igen bruge meget tid paa de vaerktoejer jeg har laert igen coache mine tanker positive hvilket har vaeret skraemmende for jeg vil ikke tilbage til hvor jeg var. Min mand har derfor "holdt oeje" med mig for at se og sikre sig jeg ikke dykker men han har ogsaa vaeret meget forstaaende (mere end mig selv) om at hele kroppen jo aendrer sig og det ikke er permanent saa I stedet for at kaempe imoed mine foelser ogsaa de negative saa accepter dem saa laenge de ikke er for voldsomme. Accepter et lille set back for livet er altid bakkedale og jeg skal nok komme op igen. Det har hjulpet at kunne slappe af og ikke panikke over det men bare lade det vaere en lidt svaerere og anderledes periode I mit liv.

Det blev vist lidt rodet. Det er svaert at skrive fra mobilen men ville lige sige "du er ikke alene"

[Fru-Nielsen]

Her dukker der også negative tanker om ind i mellem.. Men bare fordi man er gravid, behøver man vel ikke svære rundt på en lyserød sky hele tiden? ;)

Jeg har tumlet/tumler med en håndfuld problemstilling. Bl.a. forholdet til min egen far, som i lidt over et år har været ikke eksisterende - lang historie, MEGET lang.. For når man pludselig selv skal til være være forælder, kan man jo ikke undgå at reflektere lidt over sine egne.

Så har jeg nok kronisk sygdom at spekulere over. Lige i starten af min graviditet fik jeg min diagnose - SLE. Det kan påvirke vore barn, hvilket giver bekymringer. Men jeg tænker også på mig selv. Jeg aner endnu ikke hvordan det er for mig at være syg UDEN at være gravid. Jeg spekulere over hvilken behandling jeg skal have når jeg ikke er gravid mere, for jeg har det SÅ godt med min nuværende medicin.

Der er generelt bare rigtig mange aspekter at tænke over i forhold til min sygdom.. Det er lige til at blive rundtosset af! :)

Jeg tænker over mit arbejde. Som igen hænger sammen med sygdom. Har været sygemeldt siden starten af september. Så jeg er allerede spændt på og nervøs over hvordan det bliver at komme tilbage. Igen også i forhold til sygdom..

Økonomien har da også strejfet mig. Men der er jeg heldigvis fortrøstningsfuld :)

Og så er jeg også lidt ramt på min selvtillid.. Hvilket er fjollet, for jeg ser ærlig talt fantastisk ud som gravid. Hehe. Og jeg har kun taget omkring tre kg på. Men samtidig bliver min mand mere og mere slank og lækker, og det kan godt nogle gange frustrere mig at vi kommer tættere og tættere på samme vægt. Ikke at vi ER tæt på, men vi er hvertfald tættere på end før.

Men samtidig synes jeg også selv at jeg er total åndssvag på det punkt..

Min mand er god at snakke med. Eller, han er hvertfald god til at lytte og kramme :) Derudover ser jeg også lidt til en psykolog. Det er primært pga. min far og sygdom. Jeg håber det kan hjælpe mig, så jeg kan få den bedst mulige start på min nye tilværelse som mor.

Det er i min verden SÅ vigtigt, at man har nogle at snakke med, og jeg ville virkelig være knust hvis ikke min mand kunne finde ud af at være der for mig. Vores kærlighed er faktisk vokset her i graviditeten.

Jeg har en enkelt gang oplevet min mand ikke kunne holde til mine nedture. Der blev jeg faktisk rigtig gal på ham, og jeg fik ham forklaret, at han bliver NØDT til at holde til det, når jeg er røget i et hul. Så kan vi dagen efter snakke om at han synes det er hårdt, når jeg er kommet op af hullet igen. Det forstod han :) Der skal selvfølgelig være plads til at vi begge har det hårdt, men jeg er den stress ramte, så han må vente når jeg har det skidt.

Puuuh det lyder virkelig som meget når jeg sådan får listet det hele op. Men jeg har nu altså ikke så slemt som det vist lyder :)

Jeg håber det hjælper lidt, at du ikke er den eneste, som har bekymringer i denne ellers lykkelig tid. Hvis din mand ikke kan snakke MED dig, så må du snakke TIL ham.. For han skal sgu vide hvad du går og tumler med.

Det er bare SÅ vigtigt at få tingede ud.

:kram2