Hvad hvis dit barn var/blev homoseksuel?

[Barbamama]

Hmm, den her tråd er inspireret af to ting. For det første en samtale, som min mand og jeg havde, der lød nogenlunde sådan her:

Mette (til Valdemar): Du charmer os ALLE sammen, ja du gør! Du kan score alle pigerne, når du bliver stor. Ja og også alle drengene, hvis du har lyst.

Brian: Ja lige pludselig, så er der kærester over det hele :D

Mette: Årh, jeg håber bare ikke, at han kommer hjem med sådan en dum dåset tøs en dag

Brian: Det er da bedre, end hvis han kommer hjem med den dum dåset FYR en dag

Det er ikke fordi min mand er homofobisk eller noget, men jeg kunne lidt fornemme, at det et eller andet sted ville ramme ham, hvis hans søn blev bøsse.

Den anden ting, som inspirerede mig til tråden var en kommentar herinde, der nogenlunde gik på, at fortælle sine børn at det er ok, at være homoseksuel, selvom man ikke ønskede at de selv blev det (jeg kunne ikke læse af kommentaren om vedkommende ønskede at de IKKE blev det, eller om de bare var "ligeglade")

Nå... Men jeg synes egentlig, at det kunne være et interessant emne, eller "debat" om man vil :)

Hvordan ville DU have det, hvis dit barn viste sig at være homoseksuel? Ville det bare være 100% ok? Ville du ligefrem være glad? Ville du være ked af det? Ville du blive vred? Ville du gøre noget anderledes (for at støtte? eller for at prøve at "omvende" dit barn måske?)? Og til det hele: Hvorfor? :)

Kom frisk. :) Statistisk set vil nogle af vores børn jo nok blive homoseksuelle ;)

(Og ps. jeg ved ikke, om det her er et potentielt "farligt" emne, eller om alle bare har et stille og roligt forhold til homoseksualitet, men lad os uanset hvad huske at tale pænt om det :balloons )

[Guest]

uha jeg tænker at mange har frygten, fordi det evt. kan betyde tab af børnebørn, men også af hensyn til den unge, som evt. vil få nogle problemer i forhold til at det stadig kan været et tabu.

Men altså skulle vores kommende barn være homoseksuel, så er der jo ikke andet end at støtte det unge menneske. De kan jo have det svært nok i forvejen ved at være anderledes end største delen af familien.

Min mands bonusfætter er homoseksuel og de er altså bare noget af det sødeste, men kan godt se det der med børnebørn, er jo et problem.

Mange gange har jeg hørt, at forældrene godt har vidst det længe før den unge selv, så jeg tror ikke at det vil være et chok, hvis ens barn er homoseksuel.

Vores hund er vist også til hanhunde, han er i hvertfald ikke interesseret i tæver :) , men det findes vel også i dyreverdenen.

[MLM]

Jeg ville tænke op i låsen ( arrrgghh er det ok når jeg har en dreng :whistling ) med det sålænge han er lykkelig.

Og så ville jeg blive rigtig ked af det, hvis han har følt sig " anderledes" imens han har fundet ud af det. Men det er på hans vegne.

Jeg ville da også blive ked af det mht. Børnebørn, fordomme, osv, men det er ikke mit liv men hans.

Og jeg ville som forældre blive stolt over at min søn " tør" stå ved sig selv, og følge sit hjerte og være stolt af sig selv.

Det vil for mig til at føle jeg har gjordt et godt forældrearbejde :balloons

[Mistel]

Jeg har rigtig mange homoseksuelle venner, så på den måde har jeg, som du siger "et stille og roligt" forhold til det. Men altså. Jeg tror nu alligevel, jeg med det første ville blive lidt ked/bange/urolig, hvis mit barn kom hjem med en kæreste af samme køn. Jeg er helt sikker på, det ikke ville vare ved, og at vedkommende ville blive accepteret lige så godt ind i familien som en partner af modsat køn - og jeg ville blive en lige så skrækkelig svigermor ;)! Men jeg ville skulle synke et par gange - ingen tvivl om det.

Ville I så have det anderledes, om det var jeres datter, der kom hjem med en pige, eller jeres søn kom hjem med en fyr?

[mino]

Hé hé og det var så mig der når jeg forklarede min 8 årige hvad bøsse er så siger jeg at det er ok hvis man er det ;)

Overvejede faktisk at det kunne blive en spændende debat men du kom først ;)

Grunden til jeg selvfølgelig ikke ønsker for mine børn at de bliver homoseksuelle er at jeg tror det er et svært liv at leve specielt i de unge år og sådan som verdenen er idag hvid mine børn en dag kom og fortalte mig at de var homoseksuelle så ville det være helt ok for mig ( nok lige efter jeg havde fordøjet nyheden ) men jeg kunne aldrig finde på at forsøge at omvende eller andet hvis det er sån de er så er de stadig mine børn og vil altid være det og deres vælg ville være 100 procent ok med mig

Jeg har så en eller anden nok fuldstændig åndssvag ide om at jeg heller ville have en datter der var lesbisk end en søn der var bøsse men det bunde udelukkende i min teori om at lesbiske ville kunne få børn hvor dette ville være meget sværere for bøsser men jo jeg ville da ikke ønske for mine børn at de bliver homoseksuelle men det er udelukkende fordi at jeg tænker at det kan blive svært for dem og jeg ønsker ikke at se mine børn miste venner og div pga de var bøsser ;) men hold da op hvor er det egentligt svært at forklare for ligeglad er man jo ikke også alligevel ;) håber det giver bare lidt mening ;)

[Myliona]

To af mine gode venner er homoseksuelle - Og min elskede lillesøster, lever sammen med den sødeste pige :) Min lillesøster fandt hendes kæreste da de var 17 og 14 år gammel... Og de har været sammen i 5-6 år nu :)

Jeg ville være fuldstændig ligeglad med, hvilken seksualitet mit barn havde - så længe de befandt sig godt og så længe de var "afklaret" med det...

Jeg går da ikke og HÅBER mit barn bliver homoseksuel.. Jeg er ikke i tvivl om at det kan give en del knubs. Min aller første kæreste, gik fra mig fordi han var til fyre ( <_< ) og vi havde været sammen i 2 år.. Og han måtte erkende at han nok kun havde været sammen med mig,f or at undgå mobning (vi var 16->18 da vi gik fra hinanden).. Avs ;) Men jeg håber virkelig at jeg kan "opdrage" mit barn til at have så stor tiltro, så de aldrig behøver "lade som om" de er "andet end de er"...

Jeg kan lige nu, ikke forestille mig at Camille kunne gøre noget, så jeg kunne elske hende MINDRE... Hun kunne bestemt gøre ting, som jeg ville være forfærdelig ked af hun gjorde(ikke nu, men med tiden.. Det er begrænset hvor forfærdelige ting en baby på 4 måneder kan gøre ;) )..

[Bolsin]

Åhh... emnet som herhjemme ofte bliver diskuteret lystigt.

Som baggrund skal det nok siges, at min mand kommer fra en MEGET homofobisk familie, og nok også derfor selv hælder dén vej. Jeg er derimod opdraget til at det er HELT OK - uanset hvad/hvem man er til, og man skal acceptere alle uanset deres sexualitet. Derudover er min far erklæret bisexuel, og det er jeg egentlig ok med (er mere omstændighederne det kom frem over der gør mig gal - han var min mor utro og brugte ikke beskyttelse - hun er heldigvis ikke blevet smittet med noget, og jeg ved ikke om min far er).

Med hensyn til David har jeg det sådan, at selve hans sexualitet kan jeg i bund og grund ikke være mere "ligeglad" med - og det skal forstås som at hvis dét er det rigtige for ham, så er det sådan det skal være. MEN jeg vil da helt sikkert have nogle bekymringer. I forhold til børnenbørn har jeg det ikke så slemt, da jeg forventer at jeg selv skal have flere børn end David (og gerne 4 styk :7himmel ), og sandsynligheden for at de alle er homosexuelle mener jeg altså er nærmest ikke eksisterende. Det der mest bekymrer mig er andre folks syn på det. De psykiske kvaler han måske kan have ved "at springe ud" og hvordan det må være for ham selv at skulle acceptere det. Derudover vil jeg selvfølgelig være bekymret for om han vil blive smittet med HIV, da det jo desværre er forholdsvis udbredt i "bøsse-verdenen".

Men min største bekymring går faktisk på forholdet mellem Michael og David i tilfælde af at David er homosexuel. Michael tager MEGET afstand fra det, og jeg er bange for at David vil have svært ved at komme til ham og sige det i tilfælde af at han er homosexuel. Ja, jeg tvivler faktisk på om han overhovedet ville fortælle det, men i stedet gå og holde det for sig selv og være ulykkelig. Derudover er jeg bekymret for hvordan Michael vil tage det, og om han vil "slå hånden af" David, hvis det skulle ske.

Derfor er det et emne vi snakker meget om herhjemme, og nok også kommer tl i fremtiden.

[Guest]

Jeg har i mit liv mødt mange flere lesbiske end bøsser (underligt nok) og når nu jeg har en datter er det da nok også mest relevant for mig.

Jeg ville som andre være ked af de udfordringer hun skulle igennem hvis hun var lesbisk, men så håber jeg at jeg har givet hende så meget kærlighed, en kæmpe tro på sig selv og en stærk nok personlighed til at hun kan komme igennem det.

Selve seksualiteten er jeg helt ok med - og tror helt ærligt også det er lettere og lettere at springe ud.

Hvis jeg får en søn der er bøsse så tror jeg ikke det vil være anderledes.

Hvordan Anders vil tackle det er jeg faktisk i tvivl om. Han er ikke homofobisk, men derfor kan han jo godt syntes det er en kamel at sluge!

[Mistel]

Nu vover jeg mig ind i løvens hule og siger noget som er 100% politisk ukorrekt...

Jeg ville faktisk blive ked af det! Jeg tror ikke på at homoseksualitet er "naturligt", men at det opstår senere i livet på baggrund af forskellige ting. Kender selv en som ærligt fortæller at han tror på, at en af grundende til at han er homoseksuel, er fordi han livet igennem blev kaldt "bøsse" som mobning fordi han var en lille spinkel dreng.

Jeg tror på at mennesker altid søger accept, uanset hvem de er og hvordan de oplever livet. Hvis du altid føler dig udenfor eller anderledes vil du søge en forklaring, og du vil tit identificere dig med den gruppering som tager imod dig. Jeg mener også der er folk i kirkerne som er der for at finde accept, men hvor hjertet reelt ikke er med. I mine øjne er det den samme ting... Man er udenfor, bliver måske mobbet, har ikke fundet den eneste ene, og pludselig kommer man måske i kontakt med nogen som er karismatisk, nogen som viser opmærksomhed, som accepterer ens særheder, og så tror jeg at der er gode muligheder for at man stille og roligt bliver ligesom den man blev fascineret af. Om det så er en homoseksuel, en religiøs eller for den sags skyld "bare" ens partner.

Hvis en af mine børn på et tidspunkt identificerede sig selv om homoseksuel ville jeg blive ked af det, ja, men der er ingen tvivl om at jeg vil stadig elske ham / hende betingelsesløst, og vil ihvertfald forsøge at lade kærligheden til min barn være styrende. Vil jeg være i konflikt? Absolut! Men det er ikke mit barns skyld.

Mit menneskesyn er, at homoseksualitet er forkert, men at den homoseksuelle er et menneske som skal have den samme kærlighed og respekt som ethvert andet menneske. Jeg har homoseksuelle venner, og i mine øjne er de absolut lige så fantastiske mennesker som mine andre venner. Jeg mener også det er forkert at bo sammen som ægtefolk før man reelt er gift, og flere af mine venner boede også sammen med deres kærester før de blev gift. Jeg er uenig, men det er ikke mit valg.

Jeg kan leve det liv som jeg tror er rigtigt, og respektere at andre også gør det samme, selvom vi slet ikke er enige om hvad det "rigtige" liv er.

Selv fandt jeg min mand da jeg var 30, og har haft ufattelig mange nætter hvor jeg har grædt i frustration over at ingen kunne lide mig eller viste interesse, og hold da fast hvor har jeg ledt efter forklaringer: min vægt, mit udseende, min personlighed o.s.v. Jeg finder nok aldrig svaret, for jeg er nødt til at tro på at jeg er ok. Og sådan skal mine børn også have det, uanset hvad de træffer af valg i livet: De er okay, de er elskede, og de er mine børn!

Jeg ved at min holdning er ilde set, og mange herinde sikkert vil se mig som snæversynet, men det er sandheden, og personligt mener jeg at det er lige så snæversynet at mene at min holdning er forkert...

Jeg vil sige sådan, at jeg er ikke enig med dig i dit syn på homoseksualitet eller samliv før ægteskab. Men jeg er 100% enig i, at der skal være plads til os alle omend vi er homoseksuelle, religiøse eller vælger en særlig livstil. Jeg synes, det er skønt at høre fra en person, der siger, sådan er jeg, og jeg har det fint med, at I andre er som I er. Supercool!(Jeg kan ikke finde den der respekt smiley-ting)

[Verdier]

Ville elske mine børn uanset hvad, men ville nok lige skulle tænke over den en ekstra gang hvis Max kom hjem med en fyr (Og ja, ved godt jeg er dobbelt!)

[Guest]

Jeg er fuldstændig ligeglad med hvilken seksualitet Lina har/får - hvad man nu siger om en 7mdrs baby :-)

Hovedsagen for mig er, at hun finder en at elske, og at hun bliver lykkelig :7himmel

Min mand siger tit, at han faktisk håber, at hun bliver lesbisk, så han ikke skal spekulere på dumme teenagerdrenge; men det er vist lidt useriøst :rolleyes

Dog vil jeg nok indrømme at jeg lige ville skulle vænne mig til det, men jeg tror at jeg uanset hvad køn hendes kæreste har, vil skulle vænne mig til at se min lille pige være sammen med en kæreste, kysse ham/hende osv.

[Trine H]

Jeg ville have det fint med det. Virkelig. Jeg kan slet ikke se hvorfor det skulle være et problem. Min mand er 100% enig, heldigvis, for jeg har det rigtig svært med homofobiske mennesker. (og visse af dem jeg har mødt, har jeg kraftigt mistænkt for at have nogle issues i forhold til emnet ;) )

Med hensyn til børnebørn, så findes der jo også heteroseksuelle mennesker som ingen børn får. Enten fordi de vælger det eller fordi de ikke kan.

Så det er jo ingen garanti.

Og snart har jeg tre børn, så mon ikke jeg nok skal få et par børnebørn, trods alt? :)

Mine børn ved godt at to af samme køn godt lån være kærester, og at det er helt normalt. Og jeg håber, at det at de kender vores holdning vil gøre at de ikke vil være bange for at komme til os hvis det skulle vise sig at de var homoseksuelle.

I øvrigt, så er der ikke noget som helst unaturligt ved homoseksualitet. Det forekommer også blandt dyr ;)

[Sandie]

Jeg vil være fløjtende ligeglad.. men jeg vil være bange for min mand ville have noget imod det.

[Stbaby]

Med 5 børn så skal jeg nok få børnebørn, selvom en en enkelt bliver homoseksuel, en anden vælger børn fra og en tredje ikke kan få børn ;)

Jeg håber mine børn tager den person de bliver forelskede i uden at se til kønnet. Jeg har selv været 100% sikker på at jeg skulle have børn, men samtidig vidste jeg også at hvis jeg ikke blev forelsket i en mand, så er der så mange andre måder at få børn på i dag, så jeg nok skulle få et på en eller anden måde.

Og bare fordi mine børn bliver heteroseksuelle er der stadig mange ting der kan gøre at de hverken kan eller vil få børn.

De fleste homoseksuelle par jeg kender har børn. Enten via adoption eller kunstig befrugtning - eller fordi de fandt hinanden efter et heteroseksuelt forhold der medbragte børn.

[Kamillawn]

Jeg vil 100% støtte op om min datter hvis hun finder ud af at hun er homoseksuel, og det ved jeg min mand også vil. Min svigerinde er homeseksuel, så vi har det tæt på i forvejen.

Det er bestemt ikke noget jeg vil være ked af. Det eneste jeg kan finde "negative" tanker omkring ifm. at være homoseksuel er familieforøgelse. Jeg ved godt at det sagtens kan lade sig gøre, men jo ikke helt naturligt. Fordi det for mig er mit livs største oplevelse at blive mor, er det også noget jeg ønsker for min datter - hvis hun da selv ønsker det (håber jeg da :rolleyes )

[Fru-Nielsen]

Jeg er ærlig talt fuldstændig lige glad med om mine børn er til det ene eller det andet - så længe de er glade. :) Men der er da ingen tvivl om, at det er "nemmest" at være heteroseksuel - både for barnet og for forældrene. Det er nok aldrig helt nemt at være anderledes, så jeg tror det er en vigtig snak at tage med sine børn, mens de vokser op. Og her tænker jeg både anderledes i forhold til fx. homoseksualitet, men også at man som dreng ikke behøver at være interesseret i fodbold og biler osv.

Min storebror er bøsse. Kan ikke forestille mig ham være til kvinder. Og jeg har altså set det fungere rigtig godt. :)Og det er nok også en af grundene til at det ikke skræmmer mig.

Efter min bror sprag ud, har min mor indrømmet at hun så den komme. Min far kom det vist heller ikke bag på, han var dog noget bange for om min bror havde følt sig ramt over nogle af de platte homo-jokes min far var kommet med i tidens løb.

Men min brors seksualitet har aldrig været et problem her i familien. Tror endda det var en lettelse for min mor, at hun slap for en svigerdatter ;)

Men her i huset kommer det jo meget naturligt at snakke med vores knægt (og andre kommende børn) om det at være homoseksuel, når nu der er en "morbror C og tante H" ;) Og snakke om det, det skal vi! :P Vi fandt nemlig ud af at min søsters mindste knægt, som lige er fyldt 7 år, faktisk aldrig helt havde forstået familieforholdene. Han troede at min brors kæreste var vores bror. :P Han blev klogere. ;) Men det er vel nogle gange hvad der sker, når noget er så "normalt" for os andre. Men i en lille drengs hoved, så er det jo klart nok ikke en selvfølge..

[casw]

Må indrømme at jeg ikke har læst alle kommentarerne, men vil lige komme med mit syn på sagen.

Jeg er hjemmefra blevet bakket op i ALT jeg gjorde´og det var uanset om de var bragende uenige i min beslutning, f.eks. da det gik skævt med svigerfamilien og min mand (dengang kæreste) overhovedet ikke støttede mig. JEg blev og kæmpede og mine forældre sagde direkte til mig, at de ikke kunne forstå jeg fandt mig i det, men at de selvfølgelig støttede mig og var der når jeg havde brug for det.

- sådan vil jeg være overfor mit barn! Og det er uanset om det er homoseksuelt, om det vil skifte trosretning eller måske endda flytte til Kina, det vigtigste er at elske sit barn, for den det er - det er vejen frem :biglove

P.s. jeg har f.eks. et meget tættere forhold til mine forældre (ja det har vi egentlig begge), som støtter mig end min mand har til sine forældre, som ikke laver andet end at løfte pegefingre og være skeptiske (nok derfor der ikke er nogen kontakt mere)

ELSK JERES BØRN :loveshower

[Maustique]

Åhh... emnet som herhjemme ofte bliver diskuteret lystigt.

Som baggrund skal det nok siges, at min mand kommer fra en MEGET homofobisk familie, og nok også derfor selv hælder dén vej. Jeg er derimod opdraget til at det er HELT OK - uanset hvad/hvem man er til, og man skal acceptere alle uanset deres sexualitet. Derudover er min far erklæret bisexuel, og det er jeg egentlig ok med (er mere omstændighederne det kom frem over der gør mig gal - han var min mor utro og brugte ikke beskyttelse - hun er heldigvis ikke blevet smittet med noget, og jeg ved ikke om min far er).

Min mand er katolik, og vi kan nogle gange have nogle ophedede diskussioner om homoseksualitet. Han mener at det er en sygdom - og jeg er bestemt ikke enig.

Hvis en af vores børn kom og sagde at han/hun var homoseksuel, ville jeg blive ked af det. Ikke fordi der er noget som helst galt i at være det, eller fordi jeg ville elske barnet bare en millimeter mindre - men simpelthen fordi jeg tænker at man som homoseksuel skal igennem SÅ mange uretfærdige kampe! Især bøsser bliver seriøst chikaneret af andre mænd. Derudover vil det selvsagt være problematisk at få børn, som jeg mener er en af livets store glæder...

[Barbamama]

Nu vover jeg mig ind i løvens hule og siger noget som er 100% politisk ukorrekt...

Jeg ville faktisk blive ked af det! Jeg tror ikke på at homoseksualitet er "naturligt", men at det opstår senere i livet på baggrund af forskellige ting. Kender selv en som ærligt fortæller at han tror på, at en af grundende til at han er homoseksuel, er fordi han livet igennem blev kaldt "bøsse" som mobning fordi han var en lille spinkel dreng.

Jeg tror på at mennesker altid søger accept, uanset hvem de er og hvordan de oplever livet. Hvis du altid føler dig udenfor eller anderledes vil du søge en forklaring, og du vil tit identificere dig med den gruppering som tager imod dig. Jeg mener også der er folk i kirkerne som er der for at finde accept, men hvor hjertet reelt ikke er med. I mine øjne er det den samme ting... Man er udenfor, bliver måske mobbet, har ikke fundet den eneste ene, og pludselig kommer man måske i kontakt med nogen som er karismatisk, nogen som viser opmærksomhed, som accepterer ens særheder, og så tror jeg at der er gode muligheder for at man stille og roligt bliver ligesom den man blev fascineret af. Om det så er en homoseksuel, en religiøs eller for den sags skyld "bare" ens partner.

Hvis en af mine børn på et tidspunkt identificerede sig selv om homoseksuel ville jeg blive ked af det, ja, men der er ingen tvivl om at jeg vil stadig elske ham / hende betingelsesløst, og vil ihvertfald forsøge at lade kærligheden til min barn være styrende. Vil jeg være i konflikt? Absolut! Men det er ikke mit barns skyld.

Mit menneskesyn er, at homoseksualitet er forkert, men at den homoseksuelle er et menneske som skal have den samme kærlighed og respekt som ethvert andet menneske. Jeg har homoseksuelle venner, og i mine øjne er de absolut lige så fantastiske mennesker som mine andre venner. Jeg mener også det er forkert at bo sammen som ægtefolk før man reelt er gift, og flere af mine venner boede også sammen med deres kærester før de blev gift. Jeg er uenig, men det er ikke mit valg.

Jeg kan leve det liv som jeg tror er rigtigt, og respektere at andre også gør det samme, selvom vi slet ikke er enige om hvad det "rigtige" liv er.

Selv fandt jeg min mand da jeg var 30, og har haft ufattelig mange nætter hvor jeg har grædt i frustration over at ingen kunne lide mig eller viste interesse, og hold da fast hvor har jeg ledt efter forklaringer: min vægt, mit udseende, min personlighed o.s.v. Jeg finder nok aldrig svaret, for jeg er nødt til at tro på at jeg er ok. Og sådan skal mine børn også have det, uanset hvad de træffer af valg i livet: De er okay, de er elskede, og de er mine børn!

Jeg ved at min holdning er ilde set, og mange herinde sikkert vil se mig som snæversynet, men det er sandheden, og personligt mener jeg at det er lige så snæversynet at mene at min holdning er forkert...

Jeg er ikke enig med dig i dit syn på homoseksualitet, men jeg har SÅ stor respekt for din "måde" at have holdningen på. At der skal være plads til os alle, og at mennesket skal have samme kærlighed og respekt uanset seksualiteten, selvom du synes den er forkert :super Og jeg synes det er FEDT at du kommer med din mening selvom du står en anelse alene. Ellers er der ikke meget debat i det :D

Der er én ting i dit indlæg, som jeg gerne vil "udfordre": Såvidt jeg kan læse, siger du, at du mener at homoseksualitet opstår senere i livet f.eks. pga. mobning. Og du sammenligner med kirkegængere, der ikke har hjertet med sig, men blot er i kirken for at få accept. Men som et religiøst menneske går jeg ud fra, at du tror på, at man også kan være i kirken og have hjertet 100% med i det og være kristen (det er kristen du er, ikke?) helt ind til benet? Kunne man så ikke forestille sig det samme om homoseksuelle også? Altså at de ikke kun er det, fordi de er blevet mobbet, men fordi de helt naturligt bare har hjertet mere med i deres eget køn end i det modsatte? :)

[Barbamama]

Jeg tror faktisk, at jeg ville blive lidt glad, hvis Valdemar kom og sagde at han var bøsse. Ikke som sådan fordi han var bøsse, men fordi han så vidste, hvad han var og hvad han ikke var. :)

Og jeg er totalt ligeglad med hans præferencer i forhold til køn. (Måske ville jeg endda nyde at være den eneste kvinde i hans liv, HAHAH :badgirl ). Og jeg tror næsten, at jeg ville tage det for givet, at han alligevel gav mig de børnebørn som jeg har krav på :D (- Sagt med et stort glimt i øjet ;) Børn er selvfølgelig OGSÅ hans valg, men jeg ville nok ikke kunne lade være med at presse på uanset hans seksualitet :blush)

Jo, jeg ville bekymre mig omkring mobning og fordomme. Men det vil jeg nok også, hvis han vokser op og bliver/viser sig at være heteroseksuel. :rolleyes

Jeg ville måske også være bekymret for hans far (altså min mand). Jeg er ikke i tvivl om at Brian ville elske Valdemar akkurat lige så højt, men jeg kunne måske frygte, at han troede at han havde gjort noget forkert. At han ikke havde lært Valdemar at være en rigtig mand eller sådan noget i den stil.

Så det ville nok give anledning til lidt mere snak end hvis Valdemar bare kom hjem med tøser, men i det ville ikke være noget problem overhovedet. :)

Og om der er forskel på om det er datteren eller sønnen, der kommer hjem og erklærer sig homoseksuel? Hmmm... Nej, det tror jeg ikke. I hvert fald ikke sådan, at jeg kan sige, at jeg hellere vil det ene end det andet.

[mino]

Nu er jeg altså lige nød til og høre om det er mig der er helt tabt bag en vogn men jeg tænker lesbiske kan blive insimineret eller finde en og donere klatten naturligt så de bliver gravide for adoptere kan de vel ikke ??? Men bøsser kan de egentligt få børn i dagens Danmark altså hvis de altid har været til mænd ??? Jeg kan ikke lige helt gennemskue den men igen det kan sagtens være mig der er gået glib af et eller andet ;)

[Stbaby]

Jeg ved faktisk ikke om de kan adoptere. Det par jeg kender der har børn har børn med fra et ungdomsægteskab og er først sprunget ud midt i 30'erne.

Sjovt nok er den enes tidligere kone blevet lesbisk, efter han blev bøsse. De har i dag et kanon forhold :)

[Bolsin]

Jeg ved faktisk ikke om de kan adoptere. Det par jeg kender der har børn har børn med fra et ungdomsægteskab og er først sprunget ud midt i 30'erne.

Sjovt nok er den enes tidligere kone blevet lesbisk, efter han blev bøsse. De har i dag et kanon forhold :)

Hehe... Det minder lidt om en pige jeg gik i parallelklasse med. Hendes forældre var homoseksuelle og havde valgt at få børn med hinanden. Og det fungerede SUPER godt for dem :)

[Barbamama]

Jeg vil sige nej, men jeg tror heller ikke på at man kan fødes til at tro. Jeg tror absolut på at mange i kirke har hjertet 100 % med i troen, det mener jeg da selv jeg har! Og jo, jeg er kristen :) Men det er ikke noget du fødes som. Jeg tror på, at ethvert menneske på et tidspunkt i livet skal træffe et valg - tror jeg eller gør jeg ikke. Det er ikke noget der bare "kommer". Jeg tror helt klart på at det er Gud som kalder os til at tro, men det kræver at ethvert menneske tager aktivt stilling, og det vil alle mennesker gøre på et tidspunkt.

Jeg tror ikke på at Gud vil lede nogen mod homoseksualitet, fordi det ikke er Hans vilje. Jeg tror på at Han ønsker at alle skal leve som mand og kvinde, fordi Han har skabt os til det, med det formål at reproducere os selv, og det er jo ikke muligt i et homoseksuelt forhold uden ude-frakommende.

Jeg mener ikke det kun er mobning, men jeg mener at mobning kan være en grund. Vi vælger jo forskellige veje på baggrund af mange faktorer - positive oplevelser, negative oplever, indflydelse fra familie og venner, indflydelse fra medier og den generelle stemning i "tiden".

Det er interessant at høre :)

Personligt tror jeg ikke at hverken tro eller seksualitet er et valg. Ville du kunne holde op med at tro på gud, hvis du ville? Jeg har selv længe ØNSKET mig at tro på gud og være kristen. Jeg synes der er noget smukt over det at være kristen, jeg ønsker mig brændende et liv hvor man kan "tro" og ikke altid skal "bevise", og jeg har en forestilling om at kristne (og andre religiøse) ofte er lykkelige mennesker. Og jeg ville meget gerne have en gud i mit liv. Men jeg tror ikke. Jeg kan højest svinge mig op til, at jeg ikke kan modbevise, at der er en gud og dermed ikke afvise det hundrede procent. Men jeg kan ikke tro, uanset hvor gerne jeg end ville...

Derimod tror jeg godt, at man kan fødes kristen. Nogen må vel have "opdaget" gud, hvor det er kommet til dem, uden at nogen har fortalt dem om gud og stillet dem valget om de ville tro?

Mht. at lede folk til homoseksualitet, kunne man så ikke forestille sig at gud havde skabt adoption og rugemødre netop som et signal om at homoseksualitet er okay?

Jeg håber ikke, at mine tanker støder dig, og de er bestemt ikke ment som et angreb. Jeg synes bare det er interessant at udforske tankegangen om at homoseksualitet er forkert fordi gud ikke ønsker det. Jeg forestiller mig, at hvis det nogensinde lykkes mig at tro på en gud, så ville jeg tro om ham, at han favnede og ønskede alle former for kærlighed. :biglove

Edit: Tillægsspørgsmål: Hvis homoseksuelle kunne få børn med hinanden (hvilket jeg bestemt tror, at de vil kunne en dag vha. de rette fertilitetsbehandlinger - dog evt. med rugemor, hvilket jeg ikke tænker er anderledes end hvis en mand og en dame brugte rugemor), tænker du så at gud ville synes at homoseksualitet er iorden? :)

[Fru-Nielsen]

Det er interessant at høre :)

Personligt tror jeg ikke at hverken tro eller seksualitet er et valg. Ville du kunne holde op med at tro på gud, hvis du ville? Jeg har selv længe ØNSKET mig at tro på gud og være kristen. Jeg synes der er noget smukt over det at være kristen, jeg ønsker mig brændende et liv hvor man kan "tro" og ikke altid skal "bevise", og jeg har en forestilling om at kristne (og andre religiøse) ofte er lykkelige mennesker. Og jeg ville meget gerne have en gud i mit liv. Men jeg tror ikke. Jeg kan højest svinge mig op til, at jeg ikke kan modbevise, at der er en gud og dermed ikke afvise det hundrede procent. Men jeg kan ikke tro, uanset hvor gerne jeg end ville...

Derimod tror jeg godt, at man kan fødes kristen. Nogen må vel have "opdaget" gud, hvor det er kommet til dem, uden at nogen har fortalt dem om gud og stillet dem valget om de ville tro?

Mht. at lede folk til homoseksualitet, kunne man så ikke forestille sig at gud havde skabt adoption og rugemødre netop som et signal om at homoseksualitet er okay?

Jeg håber ikke, at mine tanker støder dig, og de er bestemt ikke ment som et angreb. Jeg synes bare det er interessant at udforske tankegangen om at homoseksualitet er forkert fordi gud ikke ønsker det. Jeg forestiller mig, at hvis det nogensinde lykkes mig at tro på en gud, så ville jeg tro om ham, at han favnede og ønskede alle former for kærlighed. :biglove

Edit: Tillægsspørgsmål: Hvis homoseksuelle kunne få børn med hinanden (hvilket jeg bestemt tror, at de vil kunne en dag vha. de rette fertilitetsbehandlinger - dog evt. med rugemor, hvilket jeg ikke tænker er anderledes end hvis en mand og en dame brugte rugemor), tænker du så at gud ville synes at homoseksualitet er iorden? :)

Sådan er den gud jeg tror på - og jeg er også kristen! :)