Fravælge amning på forhånd..

[Fru-Nielsen]

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre fra nogen, der har fravalgt amning på forhånd. Hvad har grunden været og hvordan er det blevet modtaget af jordemoder m.fl.?

Jeg ved ikke om jeg er ude i at fravælge amning, men jeg tror sgu det bliver svært for mig, må jeg efterhånden sande.. Jeg har to gange prøvet at kigge lidt i de foldere jeg har fået omkring amning, og begge gange er jeg blevet fysisk dårlig og meget, meget ked af det. :unsure Jeg kan ikke sætte ord på hvorfor. Jeg aner det virkelig ikke.

Jeg har altid set amning som det mest naturlige i hele verden. Så jeg er virkelig forundret over jeg har det sådan her med det, og det får mig selvfølgelig til at tænke over min "amme-karriere".

Jeg vil selvfølgelig snakke med min jm om det. Og jeg er nok heller ikke afvisende over for at give det en chance når bettemanden er kommet til verden.

En anden ting er også, at jeg faktisk ikke ved om det er muligt for mig at amme i forhold til medicin og sådan - men det er noget helt andet, som jeg lige skal have talt med min reumatolog om på et tidspunkt.

Jeg vil meget gerne høre om jeres erfaringer, piger :balloons

[Guest cmbk]

Jeg fravalgte ikke amning fra starten af, men det har aldrig tiltalt mig særlig meget(Og jeg havde på ingen måde lyst til at amme) og jeg var mildest talt LETTET da det så heller ikke fungerede mere. Hvis jeg skal have barn nr 2, bliver "den" fra start af flaskebarn.

[Guest]

Jeg fravalgte den ikke på forhånd men, efter hektiske dage, efter hård fødsel og en dreng indlagt på neonatal med sultefeber, valgte jeg at han skulle være flaskebarn, jeg orkede ikke at kæmpe for mælk i brysterne mere... og da jeg sagde det til sygeplejerskerne, så sagde de at det var helt i orden, og at så skulle vi da bare se at få helt lidt flaske på knægten nattevagten som havde opdaget at min søn havde sultefeber, sagde til mig at hun synes det var et godt valg.... Så kunne vi jo snart komme hjem og få lidt ro på og nyde det som man nu helst skal

Så jeg synes faktisk at da jeg først fik sagt fra overfor det amning, så tog de der rigtig pænt på sygehuset... og jeg vil egentlig tro at Jordemoderen også nok skal tage det helt fint, hvis det er det du vælger. En god mor sidder ikke i brysterne, og man skal jo have det godt med det, for at det er godt for alle..

Jeg er ikke så sikker på at jeg vil forsøge mig med amning i det heletaget ved det næste barn.... men der er nogle år til, så det kan jo være jeg om bestemmer mig..

Håber du finder den rette løsning for dig du skal gøre hvad du føler bedst, og det skal fagfolkene acceptere

[Guest Felixmor]

Jeg ammede i 16 dage og gør det aldrig igen ! Det er slet ikke mig.

Jeg tror det er meget normalt i dag at man fravælger amningen så det skal du ikke være nervøs for. Få du dig en god snak med din JM om det og så tag det stille og roligt derfra :) som der allerede er sagt. En god mor sidder ikke i brysterne. Mht imunforsvar så er der børn der er mere syge sammenlignet med Felix som er blevet ammet længe. Tænker at der er mere der spiller ind end bare om de bliver ammet eller ej. Vores dreng er bestemt heller ikke kræsen selv om de siger flaskenørm bliver mere kræsne da MME smager end hver gang. Men når de bliver 4 mdr og starter på mad ved de da ikke hvad det er så tror nu det er em skrøne.

Held og lykke med det.

[Malouski]

Jeg har altid syntes, at amning var klamt! Og gennem hele graviditeten havde jeg haft det virkelig underligt med tanke for, hvad mine bryster skulle bruges til. Jeg var dog helt på det rene med, at det skulle prøves af for at vide, hvad det rent faktisk handler om, når man står i det. Et eller andet sted tror jeg faktisk, jeg håbede, at amningen ikke ville fungere, så vi var nødt til at give flaske - bare så jeg ikke ville stå med det dilemma.

Efter hård opstart med mælk, der kom sent, så vi var nødt til at supplere med erstatning i den første uge og efter 2 x brystbetændelse, hvor jeg var ved at kaste håndklædet i ringen mange gange... jamen så fungerer det faktisk nu! Jeg synes endda, det er en hyggestund, Mads og jeg har :wub Og så kan jeg ikke komme udenom, at jeg er lidt stolt over, at han er blevet sådan en kæmpe basse kun på min mælk :rolleyes

Jeg er rigtig glad for, at jeg gav det en chance, selvom det er røvhårdt arbejde, og jeg føler mig nogle gange som et omvandrende mejeri og er træt af at skulle lægge krop til. Men de der veltilfredse lyde, min søn laver, når han sultent suger sig fast, og vi får øjenkontakt, og han griner til mig, når han ligger der... ej men det er det hele værd :loveshower

... jeg vil dog også sige, at jeg er blevet skrupforvirret i forhold til mine bryster i erotisk sammenhæng :blush Det er sgu bare ikke super kinky med sådan et par mælkefyldte bryster, der er polstret med ammeindlæg, når vi prøver at have en romantisk stund :D

[Myliona]

Jeg VILLE amme, og kæmpede hårdt for det..

I dag, når jeg kigger tilbage er jeg rigtig ked af at have ødelagt de første uger, med den kamp - for jeg havde det bare IKKE godt, og nød slet ikke min nyfødte datter..

Får vi flere børn, forsøger jeg igen - Giver det 2 ugers tid, og de de to uger, vil jeg kæmpe - men får jeg det på nogen måde "trælst", så stopper jeg. For mig, var det bare ikke det værd!

[MamatilJ&M]

Jeg valgte amningen på forhånd. Jeg er meget sky og genert og kunne slet ikke arbejde med tanken om det. Også fordi baby kan jo mærke usikkerheden og frustrationer med det samme. Så jeg blev enig med mig selv at det var både bedst for mig og baby.

JM accepterede det med det samme og hun skrev det i min vandrejournal og markerede det med gul tusch. Så skønt. Under fødslen blev det skrevet på tavlen og der var ikke nogen der prøvede på noget som helst mht at jeg skulle prøve det. JM fandt bare helt automatisk en flaske til Marius og fik også med det samme pillerne til at ende mælkeprodoktionen.

Og hvor er det skønt med flaske. Vi har allerede fet Marius passet med overnatning. Og far hjælper med flasken hvilket betyder, vi begge kan trøste :)

[Pumpkins]

Jeg ville rigtig gerne have ammet, men det kom aldrig til at fungere, så da hun var 1 1/2 måned blev hun ammet for sidste gang efter en laaaaang kamp. Selv om jeg godt kan mærke, at det giver et lille stik i maven, når jeg ser andre børn blive ammet, er jeg fint afklaret med, at det bare ikke er mit lod.

Jeg vil sige at det at give flaske også har sine fordele. Jeg er meget blufærdig, og selv over for min egen mor havde jeg det svært ved at lægge hende til. For os var det en lettelse i forhold til hvor meget arbejde der blev lagt i et måltid, at opgive flasken. Fra at skulle amme med suttebrik og amme-bh'er og ammeindlæg, kunne vi nu kun nøjedes med flaske-rutinerne som vi alligevel havde fordi hun blev suppleret op med mme efter hvert måltid.

Jeg synes også det er en helt klar fordel at far kan være med til måltidet, og så har jeg nu 3 gange givet hende flaske mens hun sad i autostolen i bilen - og det ville jeg jo ikke kunne, hvis jeg ammede.

En anden ting, jeg også synes er værd at fremhæve er, at man tit kun hører fordelene ved at så meget bliver udskilt gennem mælken. Nok får den lille alt det gode til imunforsvaret, men den får også alt kemien vi selv har lagret, og det får de ikke gennem mme. Så jeg kan fx farve hår eller tage et glas rødvin uden at bekymre mig om, at det går i hendes mad.

Jeg snakkede i uge 29 med min jordemoder om, at jeg gene ville have, at hun blev delvist flaskebarn - dog gerne med min mælk, fordi jeg skulle fortsætte skolen, og derfor tit kunne komme ud for at være væk fra hende i flere timer. Hun har ikke begejstret, og fik at vide, at det skulle jeg ikke tænke på, før der var kommet gang i amningen. Men på barselsgangen da vi kæmpede med det, fik vi at vide at det var helt ok at hun fik mme, bare hun havde det godt

[Turboline]

Jeg er helt enige med de andre om, at den gode mor ikke sidder i brysterne.

Jeg havde det fra starten sådan, at amningen skulle fungere for både barnet og mig, ellers skulle der ikke ammes. Jeg havde absolut ikke et stort behov for at amme, men på den anden side så er det jo godt for ham, så...

Det viste sig så, at mælken var klar fra dag 1 og henover de næste 2 dage var produktionen bare oppe. Jeg havde svært ved at få det til at fungere, indtil SP anbefalede ammebrik, så kom den del til at fungere. Desuden havde jeg det frygteligt de første 2-3 uger, jeg blev så stresset af at være bundet til sofaen/stolen al den tid som det tog at amme. Følte mig som en vildt dårlig mor over at kunne sidde med tåre i øjnene af den grund. Det hjalp at få snakket med en god veninde.

Jeg var også overbevist om, at jeg ville være alt for blufærdig til at amme, når der var andre til stede, men det er slet ikke noget problem. Har købt amme-bluser, så jag kan amme næsten uden at blotte bryst. Og jeg har da ammet på færger, i BabySam, hos familien, sågar diskret i kirkern til hans dåb (men det var aftalt med præsten ;))

Stille og roligt er det begyndt at fungere rigtigt godt:)

Min lille dreng og jeg har nogle fantastiske stunder sammen, som jeg meget nødig vil undvære :kuller

Noget af det, der har fået det til at fungere er, at han nu kan klare at få en flaske indimellem, og det har givet mig frihed! Jeg har været hjemmefra hele dage et par gange. Det har været fantastisk. Og jeg ved, at herhjemme har en fantastisk far :biglove til at tage sig af ham. De har hygget sig :)

Så mit råd er, giv det en chance, det kan vise sig at være fantastisk, men opgiv, hvis det slet ikke virker. Det er meget bedre for den lille at få flaske, end at skulle ammes, hvis ikke det fungerer.

Jeg blev "omvendt" da han lå på mit bryst lige efter fødslen og næsten med det samme begyndte at søge. Det at han indenfor den første time drak mælk hos mig smeltede mit hjerte totalt, både hvad angik amning og helt generelt :7himmel

[betina88]

jeg ammede fra starten af og nød at have hyggestunden med lucas, men så efter en måned, fra den ene dag til den anden så var der bare ikke mere mælk og lucas skreg og skreg fordi han ik fik noget efter 2 min... prøvede først med en pumpe for a ku øge produktionen af mælk, men det hjalp ikke, så han blev flaskebarn og trives rigtig fint.. men synes det var hårdt da der pludselig ikke var mere mælk og det var hårdt at tage beslutningen om at han sku være flaskebarn.. men nu er jeg glad for at have tage beslutningen, for det er bare skønt at se hvor meget han trives... :loveshower

[TroldeMor]

Jeg havde det præcist som dig da jeg var gravid med min første.... Alt det der med amning kunne jeg ikke rigtigt rumme, og faktisk holdt jeg mig langt væk fra de pjecer osv. der omhandlede emnet. Og som dig havde jeg ellers også en indstilling med at amning var det naturligste i verden.

Jeg blev enig med mig selv om at give det en chance, og hvis det føltes forkert eller ikke ville lykkes, ville jeg ikke tøve med at gå over til flaske.

Da jeg fødte, blev Marlon straks lagt på mit bryst, og begyndte hurtigt at søge..... Og allerede der kunne jeg mærke det var enormt grænseoverskridende for mig at "udstille" mig selv sådan, og jeg følte der var bryster ud over det hele. Udover den del af det, så har jeg også flade brystvorter, og han havde meget svært ved at få fat, så der var hele tiden nogen som kom og gramsede på mig, og ville "hjælpe".

Jeg holdt ud 3-4 dage.... Fordi jeg synes jeg ville give det en chance, også med om jeg måske kunne vænne mig til tanken/følelsen. Men han kunne stadig ikke rigtig få fat, og der blev introduceret suttebrikker, hvilket yderligere besværliggjorde processen fordi jeg så skulle malke ud efter hver amning. Og den der malkemaskine fik mig virkelig til at føle mig som et dyr, og det føltes ydmygende,både overfor personalet, og også min mand.

Til sidst bad jeg om at få en flaske, og piller til at stoppe mælkeproduktionen, for jeg var led og ked af at være Maren Malkeko, og følte mig bare så klar til at vælge en anden vej!

Jeg følte det på ingen måde som en fiasko, for jeg havde jo hele tiden vidst at der var en risiko for at jeg ikke kunne forlige mig med det, og man kan nu engang ikke ændre på hvem man er.

Derfor virkede jeg nok også meget afklaret overfor personalet, og jeg hørte da heller ikke noget imod min beslutning, de var faktisk utroligt søde, og forstående heldigvis :)

Marlon blev et glad og sundt flaskebarn, og jeg har aldrig fortrudt min beslutning.

Da jeg blev gravid anden gang, måtte jeg jo så til at tænke over hvad jeg ville denne gang, og det faldt ret naturligt at vælge endnu et flaskebarn :biglove

Så Charlie har fået flaske fra første øjeblik, og det er jeg rigtig glad for :)

..... Jeg må indrømme at der var nætter, da Charlie var helt nyfødt, hvor jeg drømte lidt om at have den der ultimative tætte kontakt med ham, i stedet for at sidde der i mørket med en flaske. Men 99% af tiden har jeg været glad for det, og nu hvor han er blevet lidt større, savner jeg aldrig at amme!

Med Charlie har jeg måttet svare div. jordemødre o. lign. RIGTIG mange gange på hvorfor jeg ikke ønskede at amme, både under graviditeten og efter fødslen. Jeg har ikke følt det bebrejdende, men mere som at det lige skulle med i nogle papirer, eller i den stil.... Altså fordi det lige skulle på plads.

Jeg fik mine piller nogle timer efter fødslen, og mærkede ingen problemer.... Dog har jeg stadig lidt mælk, som under graviditeten, men ingen egentlig mælkeproduktion.

Jeg håber mine erfaringer kan hjælpe, og at du får taget den beslutning du har det bedst med :)

[TroldeMor]

Hov...., bliver altså lige nødt til at tilføje at det også er en skøn hyggestund at give en flaske, og helt vidunderligt at sidde med sit lille barn helt tæt, og med intens øjenkontakt..... Charlie kan kigge mig i øjnene gennem et helt måltid, og det giver en helt særlig sammenknytning som jeg ikke ville være foruden, og man bliver næsten hypnotiseret af de dejlige øjne :biglove

[Barbamama]

Jeg har godt nok ikke fravalgt at amme, men tillader mig at blande mig alligevel :badgirl

Jeg havde det nemlig lidt som dig, at jeg synes det var så naturligt og jeg glædede mig til det, men lige inden det begyndte at blive aktuelt fik jeg det alligevel underligt med det :unsure Måske gik det lige pludselig op for mig, at der seriøst var nogen der skulle have MAD fra mine bryster, og det syntes jeg egentlig var enormt underligt. :unsure Og jeg kom i tanke om, at alle pludselig ville se mine bryster hvilket jeg synes var dybt angstprovokerende :unsure Men efter lidt startbesvær er jeg rigtig glad for at jeg valgte at amme, og vil gerne amme mine næste børn også. Så hvis du har lyst til at amme, så fat mod, det kan sagtens lade sig gøre selvom du ikke er 100% lykkelig ved tanken til at starte med. Det er OK at føle at det er underligt :)

Men jeg kan samtidig sagtens se grunde til at fravælge amning på forhånd, og da Valdemar var HELT ny og vi lige havde en træls start med at jeg "sultede" ham, der tænkte jeg en del på, at næste barn skulle være flaskebarn fra day-one. Jeg kunne ikke holde tanken ud om nogensinde at komme til at sulte mit barn igen :boo Jeg tror nu nok at jeg "tør" give amningen en chance igen, når vi skal have nr 2, men frygten for at sulte sit barn kunne i hvert fald have været min grund til at fravælge det... Og hvis jeg havde det skidt med at amme (uanset grund) så ville jeg også stoppe. Det skal være rart for både mor og baby ellers bliver det noget skidt.

Mht. det intime og nære i at amme sit barn, hmm, jeg ved ikke rigtig. På den ene side, så var der en fra min mødregruppe, der idag sagde, at hun savnede at amme, fordi man var så tæt på sit barn, så hun må vel have savnet et eller andet. På den anden side, så sidder jeg personligt ikke ALTID og stirrer Valdemar ind i øjnene mens jeg ammer. Nogle gange kan jeg faktisk godt finde på at spille tetris på mobilen imens :badgirl

Jeg har hørt om mange, der har mødt fuld accept og forståelse ved JM, SP osv. når de har fravalgt amning, men omvendt må jeg sige, at jeg har fået rigtig meget ros af JM og SP for at jeg fuldammer. Jeg tror måske godt at især min SP kunne have været lidt "efter mig" hvis jeg havde stoppet amningen. :unsure

[lill88]

Her var det en nødvendighed med flaske da Sif ikke kan amme... Jeg var rigtig ked af det til at starte med da jeg følte at jeg manglede den der kontakt som mange af mine veninder havde med deres børn... Det ændrede sig dog hurtigt da jeg følte en enorm frihed ved bare at kunne give hende til manden o lade ham give hende mad... Det blev faktisk sådan at mine veninder misundte mig for min frihed da de tit følte at de ikke kunne lave andet end at sidde i en stol med brysterne fremme... Jeg har været så glad for det at jeg godt kunne overveje et flaskebarn igen næste gang!

[Fru-Nielsen]

Tak for alle tilbagemeldningerne, men virkelig mange af jeres svar rammer fuldstændig forbi det jeg eftersøgte.

Det var altså ikke historier om hvor fantastisk I synes det er at amme jeg ville høre om. Jeg er godt klar over at en god mor ikke sidder i brysterne - har ikke den mindste smule af dårlig samvittighed over at jeg overvejer at fravælge amning. Og at man stopper med at amme fordi mælkeproduktionen ikke er optimal er noget langt fra de overvejelser jeg står med her.

Men tak for svarene..

[Fru-Nielsen]

Jeg valgte amningen på forhånd. Jeg er meget sky og genert og kunne slet ikke arbejde med tanken om det. Også fordi baby kan jo mærke usikkerheden og frustrationer med det samme. Så jeg blev enig med mig selv at det var både bedst for mig og baby.

JM accepterede det med det samme og hun skrev det i min vandrejournal og markerede det med gul tusch. Så skønt. Under fødslen blev det skrevet på tavlen og der var ikke nogen der prøvede på noget som helst mht at jeg skulle prøve det. JM fandt bare helt automatisk en flaske til Marius og fik også med det samme pillerne til at ende mælkeprodoktionen.

Og hvor er det skønt med flaske. Vi har allerede fet Marius passet med overnatning. Og far hjælper med flasken hvilket betyder, vi begge kan trøste :)

Den med at babyen kan mærke usikkerheden og frustationerne havde jeg slet ikke tænkt på.. Det er selvfølgelig også en faktor.

Er glad for at høre om dine JM's måde at tackle dit ønske.. HVIS jeg fravælger amning, frygter jeg sådan at skulle dømmes af min JM.

Jeg kan virkelig også se mange fordele med flaske.. Øøj der er masser af tænke over :) Hehe.

:kram2

[Fru-Nielsen]

Jeg havde det præcist som dig da jeg var gravid med min første.... Alt det der med amning kunne jeg ikke rigtigt rumme, og faktisk holdt jeg mig langt væk fra de pjecer osv. der omhandlede emnet. Og som dig havde jeg ellers også en indstilling med at amning var det naturligste i verden.

Jeg blev enig med mig selv om at give det en chance, og hvis det føltes forkert eller ikke ville lykkes, ville jeg ikke tøve med at gå over til flaske.

Da jeg fødte, blev Marlon straks lagt på mit bryst, og begyndte hurtigt at søge..... Og allerede der kunne jeg mærke det var enormt grænseoverskridende for mig at "udstille" mig selv sådan, og jeg følte der var bryster ud over det hele. Udover den del af det, så har jeg også flade brystvorter, og han havde meget svært ved at få fat, så der var hele tiden nogen som kom og gramsede på mig, og ville "hjælpe".

Jeg holdt ud 3-4 dage.... Fordi jeg synes jeg ville give det en chance, også med om jeg måske kunne vænne mig til tanken/følelsen. Men han kunne stadig ikke rigtig få fat, og der blev introduceret suttebrikker, hvilket yderligere besværliggjorde processen fordi jeg så skulle malke ud efter hver amning. Og den der malkemaskine fik mig virkelig til at føle mig som et dyr, og det føltes ydmygende,både overfor personalet, og også min mand.

Til sidst bad jeg om at få en flaske, og piller til at stoppe mælkeproduktionen, for jeg var led og ked af at være Maren Malkeko, og følte mig bare så klar til at vælge en anden vej!

Jeg følte det på ingen måde som en fiasko, for jeg havde jo hele tiden vidst at der var en risiko for at jeg ikke kunne forlige mig med det, og man kan nu engang ikke ændre på hvem man er.

Derfor virkede jeg nok også meget afklaret overfor personalet, og jeg hørte da heller ikke noget imod min beslutning, de var faktisk utroligt søde, og forstående heldigvis :)

Marlon blev et glad og sundt flaskebarn, og jeg har aldrig fortrudt min beslutning.

Da jeg blev gravid anden gang, måtte jeg jo så til at tænke over hvad jeg ville denne gang, og det faldt ret naturligt at vælge endnu et flaskebarn :biglove

Så Charlie har fået flaske fra første øjeblik, og det er jeg rigtig glad for :)

..... Jeg må indrømme at der var nætter, da Charlie var helt nyfødt, hvor jeg drømte lidt om at have den der ultimative tætte kontakt med ham, i stedet for at sidde der i mørket med en flaske. Men 99% af tiden har jeg været glad for det, og nu hvor han er blevet lidt større, savner jeg aldrig at amme!

Med Charlie har jeg måttet svare div. jordemødre o. lign. RIGTIG mange gange på hvorfor jeg ikke ønskede at amme, både under graviditeten og efter fødslen. Jeg har ikke følt det bebrejdende, men mere som at det lige skulle med i nogle papirer, eller i den stil.... Altså fordi det lige skulle på plads.

Jeg fik mine piller nogle timer efter fødslen, og mærkede ingen problemer.... Dog har jeg stadig lidt mælk, som under graviditeten, men ingen egentlig mælkeproduktion.

Jeg håber mine erfaringer kan hjælpe, og at du får taget den beslutning du har det bedst med :)

Kæmpe tusind tak for dit svar, det er lige sådan noget jeg kan bruge :) :kram2

Jeg synes det er virkelig flot at du gav det en chance.. Kan lige nu slet ikke finde ud af om jeg kan gøre det. Men har da heldigvis også lidt tid til at tænke over det endnu ;)

Tusind, tusind tak!! :kram2