Eliahs lidt dramatiske ankomst

[fru holden]

Fødselsberetning

Søndag d. 2. sept. Fødslen går så småt igang

Jeg har en tid på fødegangen tilen hindeløsning for at sætte gang i fødslen, for jeg er nemlig gået 10 dageover tid og havde derved termin d. 23 aug. Jeg møder op kl. 11 og da jeg er”rigeligt en finger åben” som jordemoderen siger, så kan hun lavehindeløsningen. Da jeg kommer hjem får jeg nogle ret kraftige plukveer, vil jegkalde dem.

Hele søndag går med disse veer,men mandag morgen er de forsvundet og ventetiden er på dette tidspunkt ved at være alt for meget, og selvom folk siger at man glemmer det så snart ungen er ude, så kan jeg næsten ikke bære at tænke på de dage hvor jeg bare lå og lå ogventede og synes det var snyd at alle andre fik deres små i armene, og jeg tænkte seriøst at der nok ikke var en til mig alligevel.. hehe..

Tirsdag d. 4. sept. Tillykke medfødselsdagen Julie

Tirsdag kl. 00.15 er min fødselsdag lige begyndt og det er mine veer også efter en omgang hygge i sengen,som jeg bestemt ikke regnede med ville virke, for lige netop den dag måtte hanbare ikke komme..! Jeg synes det er lidt synd for de børn som skal dele deres dag med andre, så jeg var godt irriteret!.. veerne var ikke slemme, men slemme nok til at jeg ikke kunne andet end at ligge i sengen hele natten og dagen med,og det endte med at vi tog ind på fødegangen, for at få en sovepille så jeg ikke skulle føde fuldstændigt drænet for energi.

Onsdag d. 5. sept. Igangsættelse

Jeg vågner efter en god nats søvn bedøvet af piller, men nu er veerne så godt som væk og jeg ringer ind til fødegangen, for nu vil jeg altså gerne have at de tager vandet, hvilket jordemoderen fra aftenen før sagde var muligt allerede der. Så jeg ringer eftermin veninde som skal køre os, vi køber noget morgenbrød hos bageren og hygger lidt, pakker de sidste ting, og så kører hun ellers min mand Julian og jeg afsted i ro og mag. Klokken er 9 da vi ankommer til fødegangen.

På fødegangen bliver vi mødt afen ung jordemoder og en studerende. De starter med at undersøge mig, begge to selvfølgelig! Og jeg er godt 3 cm åben. De scanner mig også lige hurtigt for at være sikre på at hovedet er nederst og de fumler noget med teknikken, og allerede der er Julian ved at blive usikker på de to. Den studerende er enormt akavet og genert og kan ikke finde på noget at sige, så der er en underlig stemning imellem os fra start af.

Vi bliver installeret på den fødestue som jeg ønskede mig, nemlig den med det store badekar, og jeg ser fremtil en helt naturlig stenalderfødsel, kun med vand som smertelindring… og jeg skulle tage så grueligt fejl!..

De tager vandet på mig som er klart og meget varmt, hvilket jeg ikke havde tænkt over, men jeg synes bestemt ikke det var som at tisse i bukserne som alle siger, men mere bare som meget vandigt menstruation. De giver mig nu 2 timer til at udvide mig, ellers står den på vedrop og så er der ingen badekar, så jeg beder til Gud i himlen om at der må ske noget inden og jeg føler mig lidt presset til at præstere noget nu og her! Jeg får koblet CTG scanner på og jeg havde aldrig troet at jeg skulle komme til at hade en plastik-dims SÅ meget. Der sidder sådan en dut på vemåleren som bare borede sig ind i mit i forvejen ømme maveskin og jeg skulle ende med at have den på i, i hvert fald 10 timer!

Ingen udvikling = vedrop

Nå men de to timer går som på 5 min. og nej nej jeg har ikke udvidet mig overhovedet. Jeg overtaler dem til atgive mig en time mere og da den næsten er gået, vil de undersøge mig igen, men jeg vil virkelig ikke have drop fordi veerne lige er taget til, (selvom det ikke er noget de har lagt mærke til da al deres opmærksomhed er rettet mod computeren, hvor den studerende skal lære at skrive notater!) så de kalder en læge ind som så forklarer os risici ved ikke at få drop og hun er rigtig god til at forklare og da der nu er gået en halv time mere, undersøger de mig og deer selvfølgelig ikke sket en skid! Stadigvæk 3 cm åben.

Nu er den normale fødsel slut prut ude af vagten, og jeg må overgive mig til de skide elastikker rundt om minmave plus vedroppet, som også strammer og spænder i min hånd. Nu er jeg lænket til sengen, hvilket jeg hadede.

Under hele forløbet indtil videre har min babys hjertelyd drillet. Først var den for hurtigt i et godt stykke tid for så at begynde at dykke hver gang jeg fik en ve, og Julian blev heltstresset af at kigge på hjerterytme helt ned til 70 når den havde lagt så fint på 130-40 de andre gange jeg var blevet scannet. Jeg var ikke lige så nervøs,da jeg lå med ryggen til skærmen og kun kunne høre lyden, plus at jeg havde veer, som også tog meget af min opmærksomhed.

Droppet bliver sat til og nu begynder cirkus! Føj for katten hvor skal jeg ALDRIG opleve det igen, der gik ikke mange minutter så lå jeg ude af stand til at komme i kontakt med, og det hele føltes som en lang ve og lige pludselig siger jordemoderen, ”Nu er der vagtskifte” og jeg kan huske at jeg siger ”Thank God!” til Julian da de er gået ud.. hehe..

Den nye og meget mere erfarne jordemoder kommer ind med endnu en studerende, og det første hun gør er atskrue op for droppet og den smerte som jeg ikke turde tænke på, skyllede indover mig. Jeg husker bedst min irritation over dem alle sammen som sagde at jeg skulle trække vejret heelt ned i maven, og jeg vidste jo godt at det var det jeg skulle, men jeg kunne bare ikke og jeg hulkede så meget at det gjorde det helt umuligt. Efterfølgende har jordemoderen fortalt mig at jeg rent faktisk lyttede til hende når hun befalede mig at trække vejret, men jeg føler ikke selv at jeg gjorde det rigtigt og smerterne blev kun værre af det.

Smerteklimaks

Vemåleren viste at mine veer var uregelmæssige og at de ikke sådan rigtig dykkede og min babys hjertelyd dykkede nu endnu mere, og ind og ud kom læger og andet godtfolk som skulle tage blodprøver på hans hoved, som oven i købet havde fået en stor fødselssvulst. Jeg husker det som om jeg hele tiden havde nogen til at rage op i mig og allede studerende skulle selvfølgelig have finger med i spillet (haha dobbeltbetydning),, baaah!

Ca. på det her tidspunkt gårJulian ud og græder på toilettet og han har mest lyst til at løbe sin vej. Han skriver frustreret til sin far og mor og prøver også at holde min mor underettet.

Min jordemoder siger så endelig”Har du overvejet smertelindring” og jeg hyler ”det veeed jeg ik’” (havde skrevet en ønskeliste hvor der stod ”vil helst ikke tilbydes medicinsksmertelindring") ”Kunne du tænke dig det?” ”Jaaa” vræler jeg og hun foreslår epiduralblokade og jeg accepterer med det samme.

Jeg kan huske at jeg ikke troede at jeg måtte få den allerede. Jeg følte stadigvæk at det hele lige var startet, selvom klokken var ved at være 17 tror jeg. Men der gik kun 10 min. så kom en spøjs kvindelig narkoselæge ind, og de måtte nu også slukke for droppet, fordi hjertelyden ikke ville rette sig selvom blodprøverne var perfekte på ham. Blokaden bliver lagt og i løbet af 5 min. har jeg det meget bedre og griner nærmest da jeg bliver hjulpet ud på toilettet med vaklende ben under mig og slanger og drop og elektroder overalt hængende ud af min krop og på et rullestativ. På dette tidspunkt har jeg stadigvæk ikke udvidet mig.. pølle altså.

Himlen af bedøvelse!

Så, nu er det værste overstået så tillykke hvis du har kæmpet dig igennem. Jeg har ingen smerter længere og vi ender med at hyggesnakke musik og tv-serier med jordemoderen og den studerende, som begge er rimelig cool og sjove så der går et par timer med det, indtil de undersøger mig igen og minsandten om mine egne veer ikke har udvidet mig til hele 6 cm!.. Så var der lidt håb for en nogenlunde normal fødsel! Hjertelyden retter sig noget efter at droppet er blevet slukket, men han driller stadigvæk og der bliver igen taget blodprøve på ham som igen er helt fine. En time mere går og de undersøger mig og der er desværre ikke sket yderligere.

Allerede da jeg havde fået epiduralen, tænke jeg at jeg godt kunne tænke mig et kejsersnit, for jeg orkede ikke flere smerter eller kamp og jeg havde det jo så godt på de stoffer!.. hehe

Kejsersnit

En udenlandsk overlæge, som jeg ikke rigtig kan forstå hvad siger, kommer ind for at vurdere situationen og det bliver nu besluttet at han skal ud med kejsersnit, fordi det ikke er forsvarligt at sætte vedroppet til igen så jeg kan udvide mig og jeg siger bare ”fint!” med et smil på læben, og jeg går selv ud på gangen i bar mås kun med en hospitalsskjorte på og rundt om hjørnet til operationsstuen, hvor et rum fyldtmed kvinder venter. Ikke en eneste mand har vi mødt hele dagen, så det er lidt specielt synes jeg, men også meget rart.

Jeg ligger mig op på briksen ogtingene bliver sat op og forhæng og afspritning af min mave og det hele, somman ser det i tv. Min kære Julian havde det ikke så godt med hele sceneriet,fordi han får kvalme af bare synet af blod og nåle og operationer og den slags,og nu sad han lige ved siden af det!.. den stakkel.

Den spøjse narkoselæge fra før sprøjter mere bedøvelse ind i kroppen på mig men det virker ikke i højre side af maven hvor jeg kan mærke at de niver. Hun giver mig et skud mere, men lige meget hjælper det og jeg må desværre i fuld narkose. Øv bøv, men jeg tager det ret pænt, sikkert rimelig påvirket af medicin og Julian bliver til sin egen lettelse sendt ud og jeg får masken med sovehalløj over mund og næse. En, to,tre og så er jeg væk og i det næste øjeblik hører jeg forskellige stemmer dersiger ”Tillykke de du har fået en dejlig dreng, og han har det rigtig godt!”,og jeg spørger om forskellige ting som: ”Hvordan ser min mave ud” og en svarer ”Det har du spurgt om mange gange, man kan næsten ikke se at du har født.” og ”Hvor er min mand? Jeg elsker ham så meget!” og så tuder jeg af glæde og hormoner og stoffer. Det varer måske 2 min. før jeg falder i søvn igen og det er det eneste jeg har oplevet af den der lykkerus, som folk beskriver når babykommer op i deres arme.

Hallooo!

Jeg bliver kørt hen på en anden stue til opvågning og da de får liv i mig siger de at jeg skal sove. Jeg forstår det ikke og spørger hvorfor jeg skal sove ”Fordi så har du det bedre senere” siger en dame, jeg siger så ”Jeg gider ikke sove, hvor er min baby?” ”Han er sammen med sin far, nu skal du prøve at sove” ”Nej, jeg har ikke lyst, jeg er helt vågen. Hvorfor skal jeg sove når jeg ikke er træt?” (hvilket jeg jo var, helt vildt, men bestemt ikke i stand til at falde i søvn lige på det tidspunkt!)

så går de alle sammen bag en skærm og jeg ligger og kalder på dem ”hallooo halloo” så højt jeg kan med min ynkelige lille stemme, rimelig mange gange, før nogen endelig kommer hen og snakker med mig. Nu begynder jeg så at få rimelig mange smerter ved arret og så meget at jeg begynder at græde og bare ligger og klager ”av, av, av”. De giver mig piller og et par skud med morfin og en dame kommer hen og spørger, hvor ondt jeg har på en skala fra 1 til 10 og det spørgsmål kan jeg slet ikke forholde mig til og hun vurderer at det er en 5’er,, hehe.. Der går nok 20 min. til en halv time før det virker og jeg endelig er parat til at blive kørt overpå vores nye stue på mor barn-centeret, hvor Julian venter med vores lilledreng.

Det første møde

Det er en mand som kører mig og jeg fortæller ham at han er den første mand jeg møder den dag og han spørger om der ikke var nogen ved operationen, men nej det var der ikke..

Ind på stuen kommer jeg groggy og næsten uden stemme og alt flimre for øjnene af mig, men jeg er glad og så kom min baby over på mit bryst, hvilket jeg faktisk ikke kan huske, men Julian har taget billeder af det så det er rart. Han sutter og alt er godt

Julian fik den første kontakt oghan var lidt ulykkelig over ikke at kunne give ham bryst som var det eneste det lille pus ville have, men han har også fået en unik og sjælden oplevelse og det har helt sikkert bundet dem sammen på en speciel måde.

Det viste sig at baby stod helt skævt i mit bækken med hovedet ned langs skulderen og så kiggede han lige op i lægens ansigt da hun åbnede mig. Det havde simpelthen været umuligt at føde ham vaginalt. (det er dette billede jeg ser for mig, når jeg tænker på operationen. Hans lille fine ansigt på skrå, som kigger lige op i verden)

Selvom han havde haft det godt under hele forløbet så dykkede hans hjertelyd rigtig meget lige da han kom udog han holdt op med at trække vejret. Han scorede kun 1 på apg-scalaen og demåtte give ham hjertemassage og ilt. Efter 2 min. scorede han 6 og efter 5 min,10, så han kom sig hurtigt og det er ikke noget som har påvirket ham. Min lille skat.

Afrunding

Ja, det var så min noget turbulente og lidt langtrukne beretning, jo mest til mig selv, men nu har du også fået chancen for at læse om sådan en fødsel og jeg vil bare sige, at selvom man har en forestilling om hvad en god fødsel er, og hvad ens værste mareridt er, så forholder tingene sig ofte helt anderledes. Alle de skrækhistorier jeg har hørt om igangsættelse, epiduralblokader og kejsersnit kom ikke til at gælde formig, og jeg er bare super glad for at have sluppet for et revnet underliv,hæmorider og flere problemer med mit allerede skrøbelige haleben. Jeg var oppe at gå efter 1 dag og er nu kun lidt øm. Arret er så tyndt og sidder så langt nede at jeg ingen problemer kommer til at have med det, jeg ville ærgre mig mere over et strækmærke, som jeg heldigvis ikke har fået nogle af :)

Det er selvfølgelig træls at jegskulle i fuld narkose, men nu fik min mand den fantastiske oplevelse af få sit barn på sit bryst, som den første, og han har bare forandret sig så meget fraat være noget tvivlende omkring hans ønske om det her barn, til at elske ham højt. Han er blevet så ansvarlig og tager sig rigtig godt af os.

En ekstra bonus var at vi kunne være på sygehuset indtil vi selv ville hjem, og det ville jeg ikke havde været foruden. Vi fik vores eget lille værelse med toilet og bad hvor Julian også kunne sove, og vi blev der i alt i 5 dage, hvor vi blev hjulpet og fodret ogtaget os af. Alle sygeplejersker og læger og jordemødre og kantinedamer har været så søde og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle have været taget hjem dagen efter, hvis jeg nu havde haft en normal fødsel. (hvilket man skal på Esbjerg sygehus, hvis alt forløber normalt, selv som førstegangsfødende! Absurd siger jeg bare!) Vi ville havde været gået ud af vores gode skin hvis vi ikke havde været der fordi vi er total noops når det kommer til spædbørn. Ingen a fos havde holdt et før!

Så, jeg håber du nåede til enden,ellers kan man jo altid skimte :) tak fordi du læste med og vær ikke bange for et kejsersnit!

Og et lille billede af Eliah kun et par timer gammel:

[Forunderligt]

Sikke en fin beretning, endnu engang stort tillykke med jeres lille søn :loveshower Jeg syns du klarede det hele så flot, det er monster belastende at gå over tid, jeg har altså ikke glemt den del af det, selv om jeg er fuldt optaget af min baby nu :rolleyes :7himmel

[Guest]

tak fordi du ville dele dine beretning med os, også selvom det hele var noget kaotisk.

Og sikke en dejlig og smuk prins i har fået jer

[rusternille]

Rigtig god og udførlig fødselsberetning, tuuuuuusind tak fordi du delte! Det er virkelig rart at læse at du havde en god oplevelse, selvom din fødsel indeholdte mange af skrækscenarierne..

Hvor er han kær lille Eliah, stort tillykke med ham, ønsker jer alt det bedste!! :loveshower

[Fru SP]

Sikke en god beretning. Jeg sidder med tårer i øjnene og tænker at det er så fedt at du skriver at man ikke nødvendigvis skal frygte at det ikke går som man har planlagt.. Det gør det jo sjældent og skønt at det kan være en dejlig oplevelse alligevel.

Hvor er det fantastisk, at din mand har fået et så stærkt bånd til jeres lille søn og at han fik lov til at få den tid med ham, selvom du så mistede det.. I må bytte næste gang ;)

Og sikke en skøn lille søn :loveshower :biglove

[Guest]

Tak fordi du delte, din fødsel har mange træk som jeg kan sammenligne med min fødsel så det går lige i hjertet på mig at læse din beretning! Jeg skulle også have haft ve-drop men fik dem overtalt til at give mig piller, jeg ønskede naturlig vandfødsel, men måtte op af karet og have ve drop og epiduralen, Mie stod også mega skævt, havde en fødsels svulst, skulle have taget en masse prøver og der var en milliard mennesker på stuen. kejsersnit var på tale men de skruede hende ud ved hjælp af koppen. Men jeg havde som dig en god fødselsoplevelse.

[Camillat]

Skoenne kvinde, dejl beretning, og hvor er det fantastisk, at du har oplevet alt det foedselshejs som en positiv oplevelse. Det er ogsaa roerende, som du fortaeller om din mand og Eliah er bare en smuk baby

[Guest]

Tillykke med ham endnu engang og tak for fin beretning.... jeg var også igennem epiduralen og ve-droppet.. en millieard mennesker på stuen, og sugekop og til sidst styrtblødning... så min mand fik også æren af vores søn de første par timer.. det gør noget helt specielt ved dem.. dejligt at du synes det har været en god oplevelse på trosd af de hårde betingelser

[Dorita]

Stort tillykke med dejlige Eliah :loveshower

Det lyder godt nok som noget af en omgang, men dejligt du er så positiv :)

[somummy]

Tusind tak for beretningen :biglove

[Mommy]

Sikke en dejlig beretning. Eller ihvertfald en dejlig slutning. Puha for en gang smerter du har været igennem. Godt du var i gode hænder og kunne få foretaget et kejsersnit så hurtigt.

Sikke en skøn lille dreng. Stort tillykke med ham

[Secrets]

Skøn men hård og barsk beretning fuld af følelser. Men hvor er enden god :loveshower :loveshower

Det lyder så dejligt med den far og søn kontakt :7himmel Han ser rigtig skøn ud din søn - STORT TILLYKKE MED HAM :hurra :hurra

:balloons

[Havbaek]

Stort tillykke med bettemanden, hvor er han dejlig :loveshower

Skøn og meget beskrivende beretning. Ikke alt går som man ønsker altid..

Men godt du tog/tager det så positivt :kram