Hvor tidligt i et forhold...

[Glossi]

Hej allesammen! :)

Jeg er helt ny herinde, så jeg bør jo lige præsentere mig selv. Jeg er 21 og har for få måneder siden fundet MANDEN :loveshower Han er 26 og bare alt, jeg kunne ønske mig, og giver ofte udtryk for, at han ønsker vi skal være sammen i det helt lange løb. Vi har haft snakken om børn, og er blevet helt enige om, at der bestemt ikke skal gå 10 år, inden det skal være.

Jeg har haft lysten til at få en baby i enormt lang tid, men har altid sagt, at jeg ville finde den helt rigtige mand først og ikke bare "få børn for at få børn". Jeg drømmer om en lille familie med far, mor og børn. :rolleyes

Vi snakkede den anden dag om, hvor tidligt i et forhold det ville være for tidligt. Vi har som sagt kun været sammen et par måneder, selvom det føles som om vi har kendt hinanden i årevis. Alle de gængse tanker og bekymringer har vi jo haft oppe og vende; kan forholdet holde til det? Er vi stærke nok sammen til at kunne klare alle op- og nedture? Er vi VIRKELIG the real deal?

Hvad synes I? Hvor tidligt er "for tidligt"? Eller kan det ikke defineres? :bed

[MP <3]

Jeg mener ikke det kan defineres - det må være individuelt.

Min mand og jeg har også snakket om vi skulle have børn i lang tid, men først nu gør vi alvor af det.

Det er helt bevidst, fordi vi begge har det sådan, at vi ikke vil have børn der får skilsmisse forældre. Jeg har vidst siden dag 1, at han var manden i mit liv. Men derfor skal man stadig kende hinande ud og ind, synes jeg.

Man skal også prøve at bo sammen, og løse alle hverdagens problemer. Den første tid svæver man altid på en lyserød sky jo :)

Vi ville også gerne giftes før, vi begyndte på at forsøge at lave baby..

Men igen, det er sådan vi har det. Vi har nu været sammen i 3 år, og flyttede sammen da vi havde været sammen i 14 dage.

Der er sikkert mange andre der har en HELT anden holdning, men det er bare hvad jeg/vi synes :)

Og stort tillykke med at du har fundet manden i dit liv - det er jo skønt! :loveshower

[Bamse&Kylling]

Det er virkelig svært at sige, hvad der er FOR tidligt.! Dog mener jeg, at man skal have prøvet at bo sammen i hvert fald nogle måneder, før man ved, om man rigtigt passer sammen. Man kan være sammen i nok så mange år, men så går det galt, når man bor sammen. Kan ikke læse mig frem til, om I bor sammen eller ej?? Det vil jeg hvert fald mene er en start! :)

[Mette]

Jeg vil umiddelbart synes at det er for tidligt at få børn når man kun har kendt hinanden i to måneder. ALLE svæver på en lyserød sky der og tror de har fundet den eneste ene men man kender først virkelig hinanden efter længere tid. Synes man skylder kommende børn at sørge for at man kender hinanden lidt bedre. Dermed ikke sagt at det er forkert eller i ikke ender op sammen, jeg mødte min mand for hundrede år siden da jeg bare var teenager og vi holder stadig sammen selvom folk nok troede det gik over pga vores unge alder. Giv jeres forhold lidt tid og nyd hinanden - det med børn ville jeg vente med et par år endnu :) men det er bare mig der ville gøre sådan måske ;)

[SarahDK]

Jeg lærte min mand at kende da jeg var 20 og han 24 - det er nu 13 år siden og vi har lige fået vores første barn.

Vi har har fra start af vist at vi gerne ville hinanden og vi har boet sammen næsten fra start af. Men vi har virkelig ikke haft travlt, har nydt at blive voksne sammen og kunne prioritere os. Jeg har gået på universitetet, min mand har taget den uddannelse han aldrig troede han ville få, vi har begge startet vores karriere, vi har rejst, vi har boet forskellige steder og vi har lært hinanden rigtig godt at kende. Først sidste år blev vi gift og købte hus. Og i januar blev vi overrasket af en positiv graviditetstest og nu har vi den smukkeste prinsesse.

Jeg synes ikke man skal vente så længe som os, det har bare været det rigtige for os. Men jeg ville nok vente lidt længere end et par måneder inden jeg prøvede at blive gravid. Men hvor længe ved i bedst selv. Hvad har i ellers af drømme og planer for fremtiden. Er der noget i gerne vil inden i skal have børn eller er det drømmen om en familie der fylder det hele. (og hvorfor er det det?).

Prøv at bo sammen, tal med hinanden om jeres drømme og planer, lær hinanden at kende. Så ved i også hvornår I er klar til at starte projekt baby.

[Miss.Tang]

Jeg synes ikke man skal vente så længe som os, det har bare været det rigtige for os. Men jeg ville nok vente lidt længere end et par måneder inden jeg prøvede at blive gravid. Men hvor længe ved i bedst selv. Hvad har i ellers af drømme og planer for fremtiden. Er der noget i gerne vil inden i skal have børn eller er det drømmen om en familie der fylder det hele. (og hvorfor er det det?).

Prøv at bo sammen, tal med hinanden om jeres drømme og planer, lær hinanden at kende. Så ved i også hvornår I er klar til at starte projekt baby.

Jeg er ret enig. Prøv at finde ud hvad i gerne vil hver især og sammen. Hvad er drømmen om fx uddannelse? Det er jo ikke billigt at have børn og det kan være svært at få til at hænge sammen hvis indkomsten ikke er så stor. Dermed ikke sagt det ikke kan lade sig gøre ;) jeg tror bare ikke det er så sjovt som forældre at skulle vende ALT. En ting er når man bare er sig selv, men der er unægtelig noget andet når der er børn. Jeg er selv vokset op under trange økonomiske vilkår, min mor var enlig, med to børn og det meste af tiden uden job. Det var ihvertfald ikke altid lige sjovt som barn.

Når men når det så er sagt, så er det KUN jer der kan afgøre om det er for tidligt nu, efter et par mdr. Jeg ville nok personligt vente til den helt store forelskelse har lagt sig. For selvom det er det fedeste i verden, så tænker man altså ikke altid liige rationelt ;) og man ser heller ikke de ting, man måske har svært ved hos sin partner, men som dukker op når 'fornuften' vender tilbage. Og som nogen af de andre skriver ville jeg også synes det var en god ide at flytte sammen og se om det fungerer. Og her skal det være all in. dvs at den ene part opgiver sin lejlighed, enten helt eller måske sælger/fremlejer den, så man ikke lige har et sted af flygte hen.

Vi har været ret hurtige mig og min mand. Da jeg mødte ham i maj 2011 var jeg lige gået fra min ex 12 dg før og var bestemt ikke klar til at skulle have en ny kæreste og være forelsket. Jeg glædet mig til at være single og have lidt tid for mig selv. Men han slog benene væk under mig :7himmel Jeg stod og havde solgt min lejlighed med overtagelse 14 dage efter og skulle bo hos min far indtil jeg fandt en anden lejlighed. MEn det endte med jeg flyttede ind hos min kæreste i stedet for - kun 14 dage efter jeg havde mødt ham :D Mht børn, var vi dog enige om at vi skulle se om vi kunne fungere som par og lige lære hinanden af kende først. Også selvom vi begge to vidste det var det vi ville. Men i efteråret skulle jeg have fjerne min spiral pga den genret mig og vi blev enige om at der jo så ikke var nogen grund til at starte på P-piller ;) at det så var en udfordring at få det fjernet, var så noget andet. det lykkedes efter nogen mdr og jeg blev gravid lige efter nytår ved 1. ÆL.

Mine svigerforældre og en venindes forældre begge været gravide med den 1. efter 3-4mdr og er stadig sammen idag hhv 33 og 41 år efter. ved godt det var lidt anderledes den gang, men alligevel succes historier :7himmel

Held og lykke :biglove

[Myliona]

Det er virkelig svært at sige, hvad der er FOR tidligt.! Dog mener jeg, at man skal have prøvet at bo sammen i hvert fald nogle måneder, før man ved, om man rigtigt passer sammen. Man kan være sammen i nok så mange år, men så går det galt, når man bor sammen. Kan ikke læse mig frem til, om I bor sammen eller ej?? Det vil jeg hvert fald mene er en start! :)

Det er jeg helt enig i :) Og jeg mener "bo sammen", ikke "han sover ved mig hver dag"..

Udover det, tror jeg det er vigtigt at man virkelig har afstemt drømme, håb og forventninger for fremtiden :)

Jeg tror det vigtigste måske er at man har været i en presset situation sammen.. Altså - Har man set den andens "sorte side".

Jeg har kendt min kæreste i 6 år, og vi har lige fået vores første barn. Jeg troede jeg kendte ham, men der er dukkede helt nye sider frem... ;) Man bliver mere presset, og vi har da vrisset mere af hinanden de sidste 9 uger, end vi overhovedet har gjort resten af vores forhold! Og jeg tror bare det er SÅ vigtigt at man har prøvet op og nedturene - ikke bare talt om dem :) Men at man virkelig ved at man vil være sammen - også når han ikke gider stå op om natten, og man selv står alene midt i en bæ-eksplosion, for 3 nat i streg uden at have fået søvn i flere uger! ;)

[Barbamama]

Man vil jo aldrig kunne sige, at xxx antal måneder (eller dage for den sags skyld) er for tidligt og dermed går det galt... Man kunne blive gravid 2 minutter efter at have mødt faderen og leve lykkeligt resten af livet, og man kunne vente med at få børn til at man havde været sammen i 20 år og gå fra hinanden så snart bebsen var født. Så der er jo ingen garantier, og mig bekendt ikke engang nogle statistikker.

Jeg tror, at de fleste nyforelskede tror (eller føler at de "ved" - men nogle vidste det så ikke alligevel...), at det skal være de to resten af livet, og en del får jo ret! Men selvom man måske har ret, så tror jeg, at det er en god idé at spørge sig selv, hvad det ville skade at vente lidt - udover at det er øv at vente, når man har mega lyst :D

Personligt synes jeg at det er fornuftigt, at have boet sammen et fuldt kalenderår, før man begynder at få en baby. Så har man været igennem alle årets "faser" (fødselsdage, jul, påske, sommerferie, når sneen falder, når blomster springer ud, når edderkopperne kommer ind, når man bliver forkølet, osv...) og har helt naturligt haft lejlighed til at tale om, hvordan man gør i de situationer, og så kender man da i hvert fald hinanden så meget bedre. :)

Det er jo som sagt ingen garanti, og hvis man får barn efter at have kendt hinanden få måneder, så kan man jo stadig være "heldig" at det viste sig, at man stadig passede sammen i de situationer, man endnu ikke har oplevet sammen. :)

Nå, long story short, så synes jeg, at det er mest fornuftigt at have boet sammen minimum 1 år, før man begynder at prøve at blive gravid, men omvendt "dødsdømmer" jeg ikke dem, der går igang før. :balloons

Ps. Min mand og jeg havde boet sammen i ca. 4 år, og været kærester i ca. 5½, da vi startede pb. :)

[Klitgaard1990]

Mig og min forlovede startede med at skrive sammen over nettet. Efter 5 dage havde han slået benene væk under mig og vi begyndte at komme sammen. Vi beskyttede os ikke overhovedet andet end de første 3 gange. Vi blev forlovet efter 2 mdr og 9 dage. Og den dag blev vores skønne datter lavet.. Så efter 3 mdr sammen stod jeg med en positiv test. Vi flyttede først sammen da jeg var 6 mdr henne. Da Kira var 7 mdr gik jeg fra ham fordi problemerne havde hobet sig så meget op og vi glemte at snakke om tingene. Men efter 4 mdr fandt vi sammen igen (6. Marts i år) fordi vi ikke kunne undvære hinanden alligevel og sidst i marts flyttede vi sammen igen og jeg venter nu vores andet barn til december. Så der blev jeg gravid lige efter vi fandt sammen igen. Vi er nu blevet forlovet igen og har aldrig haft det bedre sammen. Jeg ville ikke have gjort noget anderledes hvis jeg fik valget. Han er bare "the one" og det vidste jeg med det samme. Vi sprang ud i det fordi det føltes rigtigt og det gør det stadig. Det har været hårdt for forholdet men også skønt. Så hvis det føles rigtigt, så spring ud i det hvis det er det i begge ønsker. :) og 1000 gange held og lykke

[girly1988]

Synes som så mange andre at i lige skal lære hinanden at kende og vente med PB til den lyserøde forelskelse har lagt sig og jeres forhold er blevet hverdag :)

Men synes ikke der er noget i vejen for at det kan være snart, hvis i føler det er det rigtige for jer :)

Selv fandt jeg sammen med min mand, 1 1/2 uge efter jeg slog op med min eks...og ja min mand og jeg har boet sammen siden dag 1...han blev bare hos mig og 1 måned senere sagde jeg min lejlighed op så vi kun havde et sted at bo i stedet for to steder :)

Vi blev forlovet på 13 mdr. dagen og blev gift 31. marts i år og nu har vi været sammen lidt over 3 år....:) er sikker på han er the one and only for mig :biglove

Vi har afstemt vores drømme om fremtiden, og lagt en "plan" for hvad vi vil og det går vi så efter, selvom vi os skal kæmpe for tingene :)

PB. startede til nytår...og vi prøver stadig og håber der snart er gevinst :)

Det var lige vores historie !

[Guest]

Jeg blev gravid 9 mdr efter vi mødte hinanden ;-)

Vi flyttede sammen 1½ måned efter vi mødte hinanden og blev gift på vores 1 årsdag, og selvom min mand indimellem rejser med arbejdet - messer i tyskland plus han har været på forretningsrejse i Hong Kong en uges tid efter vi mødte hinanden, tror jeg ikke engang vi har sovet hver for sig i mere end 14 dage - andet end da jeg som højgravid snorkede helt vildt :whistling DER valgte han altså sofaen :lolhit

Så hos os har det fungeret, hos min søster har det fungeret - tror de var sammen i 3 mdr inden hun blev gravid. Plus min mor og stedfar blev gift efter et par mdr og de har sølvbryllup i år :btopic

I må bare lytte til jer selv; afstemme værdier og så er det jo ikke altid at man bliver gravid bare fordi man har lyst!

(ellers var jeg da i hvert fald gravid med nr. 2 :7himmel )

[tazdiginez]

J og jeg mødte hinanden for første gang i juni '10, flyttede sammen i oktober '10, blev kærester sidst i november '10, forlovede i december '10 og i december started pb og i januar '11, fandt vi ud af at jeg var gravid.

Jeg vidste fra start at han var MANDEN. :)

Så der var ingen tvivl.

Love has no boundaries :7himmel

Men! Hvis jeg skulle give jer et råd, vent!

Kom ud og se verden sammen, udforsk hinanden og lær alle de små deltaljer at kende før i bliver far og mor. For det er ikke nemt at skulle være forælder på samme tid stadig skulle lære sin partner at kende.

Det tærer meget at være forældre og det tærer meget på forholdet. Man skal være forberedt på MEGET og man skal virkeligt kunne kommunikere og finde kompromiser som aldrig før.

Nyd i hinanden før i får baby! :)

[Guest]

J og jeg mødte hinanden for første gang i juni '10, flyttede sammen i oktober '10, blev kærester sidst i november '10, forlovede i december '10 og i december started pb og i januar '11, fandt vi ud af at jeg var gravid.

Jeg vidste fra start at han var MANDEN. :)

Så der var ingen tvivl.

Love has no boundaries :7himmel

Men! Hvis jeg skulle give jer et råd, vent!

Kom ud og se verden sammen, udforsk hinanden og lær alle de små deltaljer at kende før i bliver far og mor. For det er ikke nemt at skulle være forælder på samme tid stadig skulle lære sin partner at kende.

Det tærer meget at være forældre og det tærer meget på forholdet. Man skal være forberedt på MEGET og man skal virkeligt kunne kommunikere og finde kompromiser som aldrig før.Nyd i hinanden før i får baby! :)

Jeg synes faktisk at Taz. er inde på noget af det rigtige i det, som jeg har markeret. At det kan være rigtig svært at skulle lære hinanden rigtig at kende, når der er et lille barn i mellem jer. Jeg har endnu ikke selv børn, men mange af mine veninder fortæller, at en baby kan rigtig nemt ødelægge et parforhold, fordi der ikke på samme måde er tid til at dyrke hinanden, og samtidig er moren ofte meget optaget af babyen, og den symbiose, som de nærmest lever i, og faren nogen gang kan føle sig overset.

Desuden synes jeg at huske, at du heller ikke er helt så gammel, jeg vil sige husk nu at lev livet (ikke at man ikke kan leve livet med et barn, men man er mere forpligtet som forældre). Lev i nuet og tag ud og opleve en masse, for der bliver ikke helt de samme muligheder, når man har et lille barn.

Og så vil også sige, at i skal så heller ikke gå i den anden grøft, og vente alt for længe med PB, hvis det skal være jer, og i har været sammen noget tid, og evt. klaret nogle kriser sammen. For det er jo mens vi er unge vi er mest frugtbare.

Til slut vil jeg også lige huske på, at det er jo heller ikke sikkert, at pb lykkes det første lange stykke tid, hvilket også kan være ret opslidende på et forhold.

[stilletten]

Hej!

Jeg gjorde det du lige nu spekulerer i at gøre.... så jeg kan fortælle dig min version af det.

Jeg mødte mit barns far i august 2001, vi "undlod prævention" uden aktivt at arbejde i baby projekt fra nov. 2001, men der var først gevinst i november 2002 - og heldigvis for det! For vi var slet ikke færdige med blot at være par. Jeg havde ikke fået en uddannelse på det tidspunkt heller. Jeg var 19-20 år, og havde taget mig studentereksamen og arbejdede et år.

Jeg vil sige det sådan her: forholdet holdt ikke! Og det gjorde det ikke fordi min mand var ældre end jeg, og selv om jeg godt kunne lide babyer og alt det der, så var han som 30-årig klar til det. Det var jeg også mentalt på alle planer. Men! I dag ærger jeg mig jeg faktisk at jeg ikke ventede. Jeg fortryder ikke mit barn, for hende elsker jeg. Jeg fortryder at have så travlt med at gå fra teenager til voksen, og glemte de unge år i farten. Jeg fortryder at jeg tog så vigtig en beslutnin gså tidligt, ikke fordi jeg ikke magtede opgaven, men fordi jeg også godt kunne have tænkt mig at opleve hvad andre unge oplever. Jeg kan bare mærke at alle de veninder jeg har, der tog et halvt år i London, fik deres drømmeuddannelse osv. de har nogle oplevelser med sig, jeg gladelig valgte fra, men i dag havde ønsket at give mig selv. Så jeg savnede det aldrig dengang, men kunne i dag have haft godt af det. Ting ændrer sig når man får børn. Jeg troede vi var som skabt for hinanden -og det viste sig at han var et decideret dårligt bekendtskab for mig med tiden.

Det så jeg ikke da jeg mødte ham, for de sider af ham dukkede først op da vores datter var næsten et år. Jeg tog konsekvensen, vi flyttede fra hinanden og i dag er jeg lykkeligt nygift med en mand jeg har kendt i næsten 5 år, og vi er først ved at bevæge os ud i babyprojekt. Jeg er på vej mod 30 år nu.

Jeg ændrede mig meget fra 19-årig til 23-årig, så meget at min daværende mand faktisk ikke kunne kende mig igen, når han tænkte tilbage. Det er også værd at overveje; som 20-årig er man ikke en helt færdig voksen endnu... de fleste er ikke, men modnes i løbet af 20'erne.

Jeg vil ikke sige til dig, at jeg synes du skal vælge baby fra nu. Men jeg har skrevet hudløst ærligt om de tanker jeg har måttet gøre mig om og om igen de sidste 3 år. Jeg fortryder ikke, men det havde sin pris. Jeg mistede veninder og socialt netværk fordi jeg var et helt fundamentalt anderledes sted i livet qua baby end andre på min alder og dermed selv valgte dem fra som de valgte mig fra. Jeg kunne ikke tage hvor som helst hen for at søge uddannelse, jeg måtte have familie tæt på mit barn for at få uddannelsen til at hænge sammen i forhold til afhentning i børnehave osv. Udlandsture, studieophold, kæresteferier osv. det har jeg aldrig været på. Min første kæresteferie var vores bryllupsrejse i år. Foreningsliv; jeg måtte sælge min hest for at få det hele til at hænge sammen, og eftersom jeg var single med barn nogle år har jeg ikke gået til kor/sport/andet lignende indtil min datter blev 6 år gammel, så det blev også fravalgt i en periode.

Nu lyder det som om jeg er fuld af selvmedlidenhed. Sådan er det ikke

Jeg har altid været glad for mit valg og tilfreds med mit liv.

Håber en hands on beretning kan bruges