kan i helt forstå det?

[Frøen]

Første indslag fra mig.... jeg er bange for det bliver noget seriøst.... :( forhåbentlig hjælper det at kunne dele lidt....

Jeg er nu i uge 14 pluds 3 og syntes det er vældigt svært det der med at få forventninger og virkelighed til at passe sammen.

Jeg har drømt om at være gravid siden jeg var 15, altid vidst jeg ville være mor, og har haft så mange forestillinger om at "når jeg bliver mor vil jeg..." "når jeg bliver gravid vil jeg" men også vidst jeg ville have en familie og ikke bare et barn med hvem som helst. Nu er det endelig sket - drømmen er gået i opfyldelse jeg er gravid, jeg er endelig blevet gift (d. 04.08.12) med manden i mit liv gennem 10 år, jeg har det job jeg altid har drømt og jeg lever et spændende liv som udenlandsdansker i luxembourg......

MEN jeg syntes ikke helt jeg kan mærke sådan rigtig MÆRKE glæden over graviditeten?

Jeg syntes det virker som om min mand er langt mere involveret og entusiastisk omkring graviditeten end jeg er, hvilket jeg jo egentlig bare skulle være glad for, men syntes også jeg mærker en snært misundelse.

Men hvordan kan man også det - hvordan mærker i jeres glæde?

Måske er det bare fordi der har været så meget run på med bryllup osv så det ligesom har taget over?

Måske er det fordi jeg har oplevet så mange store skuffelser og sorg i mit liv at jeg har svært ved at rigtig give mig lov til at være glad for noget før jeg har 110% sikkerhed for at det er helt rigtigt og for at blive?

(min egen mor døde bla af kræft da jeg var 7 år)

Måske er det fordi jeg sidder i Luxembourg meget meget langt væk fra mine veninder?

Måske måske, måske..... har i også måske´er?

Én god ting ved at være gravid i Luxembourg er at man kommer til scanning ca hver måned - så jeg har scanningsbilleder fra jeg var 14 dage henne med blommesæk og prik, og hjertelyd allerede fra 2 måneder og her i 4 måned kunne vi se ret tydeligt at det er en lille dreng. jeg troede indtil nu alle disse milepæle ville tømrer mig tættere på min lille baby - min lille dreng (jeg prøver nu at bruge "dreng hver gang for at personalisere ham mere og dermed gøre det virkeligt???).

Jeg tænkte uh når vi kan høre hjertelyd SÅ bliver det virkeligt - men det er som om det bare er en andens, det er vildt hyggeligt og jeg ELSKER babyer - men MIN næææh.....?

Min næste milepæl tænker jeg må blive når jeg mærker liv - måske Dér vil jeg så forstå det er rigtig? men hvad hvis jeg ikke gør?

Ender jeg med at blive sådan en mor der ikke kan elske sit barn (skriver jeg med tårer i øjnene) MIG der ELSKER alle andres børn MIG der er leder i en børnehave?

Er der andre derude der også er usikre, bekymrede og bange?

når alt det så er sagt er der alligevel ikke et sekunds tvivl om jeg vil have barnet eller ej - min lille dreng, om jeg vil have min familie eller ej........ men ??????????????????????????????????????????????

[Pips28]

Ih hvor jeg kender den følelser rigtig meget... Jeg har selv en dejlig kæreste som virkelig sætter sig ind i hvad der sker i min krop og hvordan den lille udvikler sig hele vejen igennem. Men jeg kan ikke selv nyde det, jeg hat desværre dage hvor jeg overvejer om jeg i det hele taget burde være gravid nu..

Jeg har i forvejen 2 dejlige drenge på 5 og 8½ med min ex-mand, så jeg ved hvad det handler om at være gravid. Men for fanden hvor ville jeg ønske at jeg kunne nyde det noget mere... Jeg var rørt til tåre da vi var til NF men det er jo langt fra at være overlykkelig og nyde at maven vokser.

Jeg håber du snart kan nyde at maven vokser og jeres lille dreng bliver stor inde i hulen :loveshower

[Frøen]

det er svært - især hvis du helt er i tvivl? :boo

jeg håber din kæreste også kan støtte op om det, samtidig med at holde styr på udviklingen så i sammen kan finde hen et sted hvor især DU kan komme til at nyde graviditeten. :gravid

Jeg tør slet ikke forestille mig hvordan det har været at være gravid da der slet ikke fantes alle de scanninger, det hjælper sådan en som mig/nogle som os :) - DET er en af de ting der gør mig glad for at være i Lux og ikke i DK :)

Min mand siger jeg så meget rørt ud og betaget til scanningerne, men jeg synes ikke selv jeg mærker det rigtigt, mere sådan en følelse af at se en spændende film som du ikke har lyst til at gå glip af... jeg ved ikke måske forestiller jeg mig bare for meget alt det her med denne fantastiske moderbinding osv.

Jeg prøver i det små at "connecte" til det at være gravid, nusser maven (som helt klart allerede er der og ikke er til at skjule i hvert fald om aftenen)koncentrerer mig meget efter at mærke liv (hvilket er svært når man ikke helt ved HVAD man mærker efter "bobler"???? hmmmm) begynde at omtale "Frøen" som det har været indtil nu (eller genouille på fransk) som HAM og enda i det små øve på det drengenavn vi er landet på.

Måske skal jeg bare lige give mig tid til at komme over bryllup og synke den store begivenhed først, få styr på arbejdssitutionen - jeg får snart at vide hvem der skal vikariere for mig på jobbet og så har jeg mulighed for at gå fra ret tidligt i forhold til i Danmark og så får jeg jo masser af tid til bare at være mig-dig- og os tre :)

.....HOV.... lige nu i skrivende stund VAR der bobler, sådan ligesom bare tja mavelyde eller gas eller noget....måske

det giver nu alligevel et smil på læben og en varmen om hjertet.

Min lille niece på 5 er ælde vild og bruger hvert et øjeblik til at mærke maven (vi har lige været på ferie sammen hele familien i nogle uger) og hver gang hun hører en lyd kigger hun på mig med store øjne og siger "det er frøen der snakker" :) hun prøvede enda at bruge det som en del af hendes "jeg-vil-ikke-sove-rutine-så-jeg-finder-på-alt-muligt-bare-for-at-snakke-og-slippe-for-at-sove" i et overtræt tudeflip sagde hun "Jeg saaavner frøøøen" :)???

det er både rart og lidt trist at min 5 årige niece er mere interesseret og investeret i min graviditet end mig - men på den anden side så hjælper det jo også mig til at flytte fokus på maven og fokusere på det fede ved det. :)

[Mommy]

Først rigtig mange gange tillykke med graviditeten og din lille dreng i maven. Og tillykke med brylluppet også. Ihh nogle skønne begivenheder.

Jeg husker tydeligt fra min første graviditet at jeg blev ganske overvældet over trætheden og kvalmen og de andre gener man kan have i starten. Jeg syntes det hele var meget surrealistisk som om det ikke helt ville trænge ind. Jeg vidste ikke hvad jeg havde i vente og selvom jeg nok trods alt glædede mig lidt mere end dig over graviditeten, så synes jeg det var svært at glæde sig over og til noget som man ikke 100% vidste hvad var.

MEEEEN, den dag jeg for alvor mærkede spark i maven var jeg glad, selvom jeg stadig ikke kunne visualisere barnet.

Og endnu et MEN: Den dag jeg efter mange timers smerte fødte vores lille søn.... DA følte jeg den største kærlighed verden har kendt. En kærlighed der var så stor at jeg troede det var umuligt for ET menneske at føle denne kærlighed :biglove Og den kærlighed er vokset hver eneste dag siden og vokser stadig for hver dag der går. Nu venter jeg nummer 3 og jeg synes ikke det er spor lettere at være gravid denne gang, for nu ved jeg pludselig hvad jeg skal glæde mig over og til og hvad jeg har i vente, men nu er frygten for der skal gå noget galt bare endnu større.... <_<

Ønsker dig alt det bedste og glæder mig til at "følges" med dig herinde :)

[esm84]

jeg tror vi kvinder skal huske på at det er helt normalt at føle som vi nu gør, om det er evig altid positivt eller ej, så er vi fulde af hormoner, tanker og følelser.

det med ikke rigtig og føle noget første gang tror jeg er ganske naturligt, ligegyldigt hvor meget du altid har vidst du skulle være mor, og hvor meget du elsker andres børn er det bare ikke det samme.

Ikke nok med at din krop forandrer dig, kommer hele dit liv til det, du får endnu en ny titel/ rolle at skulle finde dig tilpas i. Nu er du ikke kun datter, kæreste, kone og dig næ du skal lige tilføre mor også. Den rolle kommer med barnet, og med tiden finder du dig til ro i den og kommer til at elske den. (det jeg helt sikker på).

Når man får barn ændrer ens hverdag sig, du ændrer dig, og ikke mindst dit forhold til manden. Og man skal finde sig selv oveni alt det, så for mig er det ganske naturligt, hvis du enlig bare har bare har brug for at nyde det nu, du har, hvor det bare er dig og din mand lidt. (tillykke med brylluppet forresten).

Når der kommer spark bliver det mere virkeligt, men ligegyldigt hvor meget vi prøver (tror jeg), kommer vi aldrig i nærheden af hvad det vil sige at få dette lille vidunder op på maven, som du lige pludselig vil gå i døden for. Jeg lover dig at at alle dine drømme og mere til bliver opfyldt med familie forøgelsen, + en bunke natteroderi, amning som ikke er lige sjov for alle og en masse, mange flere følelser end du har nu.

Det hele skal nok komme og du har mange måneder endnu til at vænne dig til det hele. Rigtig mange gange held og lykke med graviditeten :loveshower

Og husk nu også at nyde den sidste alene tid med din mand, og hvor du kan være helt alene hvis du har brug for det inden længe er der en der kræver dig næsten 24/7.

kram herfra

[Frøen]

tak skal i have, det hjælper at høre - nogle ting skal man bare høre igen og igen før de begynder at sætte sig lidt fast.

jeg tror mange af tingene også har med at gøre at der bare har været fart over feltet i mange uger med bryllup efterfølgende ferie med svigerfamilien og 2. fest med dem i frankrig så der har ikke været noget MIG og OS tid, men nu her den første weekend efter vi er kommet hjem og jeg er kommet igennem en hel arbejdsuge kan jeg godt mærke der begynder at blive lidt mere plads til at mærke efter hvordan jeg har det og tænke over hvad der kommer.

kvalme og ubehag har jeg faktisk sluppet for med undtagelse af 14 dage som var lidt hårde med et par opkastninger omkring 2 måned men ellers ingenting og mht træthed så har jeg tværtimod MERE energi nu som gravid end før, jeg har svært ved at falde i søvn om aftenen hvor jeg før gik omuld mellem kl 20.30 og 21. og jeg vågner af mig selv 6-7 timer senere udhvilet hvor jeg før gerne sov 9 timer. De eneste gener jeg har er at jeg tisser "hele tiden" i hvert fald en gang i timen, og at jeg er oppe 2-3 gange om natten for at tisse. og at jeg har fået bumser på ryggen og skuldre... altså ikke nogle uoverskuelige gener.

måske er det også derfor jeg tænker jeg bare burde være over lykkelig - jeg kan ikke tillade mig at være trist eller beklage mig osv.???? tja tankeroderi og tankespind har jeg altid været alt for god til. :)

men tak for støtten/lytningen herinde det hjælper og varmer.