Single og gravid

[Guest baby2011]

Skønt at høre cæcilie, tror og håber også jeg hurtigt kommer ind i en hverdagsrytme med den lille. Lidt vildt at tænke på hvad der vokser i ens mave lige nu :7himmel

Men hold da fast jeg ville ønske den fædrene situation var noget anderledes :blush Hvornår kan man egentligt blive skannet første gang? spørger fordi jeg føler mig allerede større om maven, min menstruationscyklus var svingende den sidste til, så er kommet i tvivl om, om jeg reelt er lidt længere henne end 6+2.

Da vi ventede nummer to blev jeg scannet 6+0 og 7+2 og allerede 6+0 var der hjerteblink :loveshower :loveshower Da jeg var 7+2 var arme og ben så småt under udarbejdelse :7himmel

[Missgravid]

Er det egen læge der henviser til skanning, og skal man have en særlig grund til det eller hvordan fungere det?

[Guest baby2011]

Er det egen læge der henviser til skanning, og skal man have en særlig grund til det eller hvordan fungere det?

Når det er så tidligt skal du som ofte selv betale for det :) Grunden til jeg blev scannet så tidligt er fordi vi har været i behandling og den scanning jeg fik da jeg var 6+0 betalte jeg selv for ( Fordi jeg ikke kunne vente til 7+2 ) :rolleyes :rolleyes

[Missgravid]

hvad koster det?

[Guest baby2011]

hvad koster det?

Pyyhha, ja hvad gav vi ? Mener vi gav lige omkring 500 kroner :)

[Guest cmbk]

Jeg synes ikke at det er hårdt at være enlig mor(Nu bor jeg jo så pt hos min mor, som dog arbejder i KBH og først er hjemme efter syv) Hun hjælper hjertens gerne når tiden er til det, og elsker sit barnebarn.

Det jeg synes er hårdt er, at jeg siden maj har haft en faderskabssag kørende mod hendes far som konstant ignorere henvendelser fra statsforvaltningen. En ting er, at jeg mister børnebidraget fra ham, men hvad MEGET værre er, fatter jeg simpelthen ikke hvordan man kan glemme sit eget barn. Sit eget kød og blod. Han har endda en datter i forvejen, som Caroline jo er lillesøster til. Og Caroline er planlagt... Jeg bliver ked ved tanken om, at man kan fravælge sit barn som han gør, men så stadig skal jeg dele forældremyndigheden med ham..

Jeg var også i tvivl om, min familie ville elske min datter, fordi de jo kender historien med hendes far. Men... De elsker hende SÅ højt og hun er bare totalt midtpunkt her i familien. Loves it :loveshower

Som tiden går og din mave vokser vil du ikke mærke andet end kærlighed til dit barn. Jeg elskede at være gravid, elskede hver dag hvordan maven udviklede og jeg synes stadig det er vildt surrealistisk, at den lille baby der lå i min mave nu (i skrivende stund) ligger og snorkbobler ved siden af mig...It's love, mere kan jeg ikke sige. :biglove

[Guest cmbk]

Mister du børnebidraget? Jeg troede faktisk at du kunne søge kommunen om at lægge ud indtil faderskabssagen er afgjort, og de så bare eftersender regningen til ham når det er afgjort? For du er da slet ikke i tvivl som jeg husker det - og så burde det jo være lige ud af landevejen? Og hvis kommunen puster ham i nakken og han risikerer renter på det børnebidrag de lægger ud for ham, så kunne det jo være en motivation for at nosse sig sammen til at få taget den blodprøve?

Nej, jeg er slet ikke i tvivl. Jeg har forhørt mig hos kommunen, og de udbetaler ikke børnebidrag så længe faderskabet ikke er fastslået(proceduren varierer åbenbart fra kommune til kommune) Jeg får altså ikke pengene, indtil faderskabet er fastslået/vedkendt, og når det er gjort får jeg alle pengene udbetalt fra de manglende måneder... Så mister er måske så meget sagt. :rolleyes

[Annemb]

Jeg er alene med min søn på 3 måneder, og jeg vil også sige, at det kan man altså sagtens klare :-). Det er da små-hårdt ind i mellem, men det er det nu nok også når man er to. Til gengæld er det langt det meste af tiden fantastisk dejligt med sådan en lille størrelse i sit liv!

Når man er alene fra start finder man sine egne rutiner, hvor man fint kan klare tingene uden at have en mand, der kan hjælpe til. Jeg er overbevist om, at det er en fordel, at man aldrig har prøvet andet. Jeg tror, det er meget værre, hvis man først bliver alene, når barnet er nogle måneder gammelt eller fx ved barn nummer to. Jeg synes tit man oplever at nybagte mødre går helt i panik, når deres mænd skal tilbage på job efter de første par ugers barsel eller hvis deres mænd fx skal være væk en hel dag og aften. Der bliver man altså noget mere selvstændig, når man er alene og det føles faktisk ret rart. Det er bare et spørgsmål om at gøre det så nemt for sig selv som muligt. Fx er en slynge guld værd, så man kan have armene fri en gang i mellem og få klaret nogle praktiske gøremål, selv om baby fx ikke er pjattet med at sove lure om dagen. Jeg har en lille bil, så jeg valgte også at købe en barnevogn, der kunne være i bagagerummet og som var nem at slå sammen. Jeg troede først at jeg ikke kunne leve uden en Odder-barnevogn, men fornuften sejrede, og jeg købte en City Elite Babyjogger, som egentlig bare er verdens smarteste klapvogn, men som man så også kan købe en barnevognskasse til. Den er ikke bare super-nem at komme omkring med, når man fx er ude at handle og har en indkøbskurv i den anden hånd, men den kan altså også pakkes ned på ingen tid og smides i mit meget lille babagerum. For mig har det været vigtigt at have udstyret i orden til at jeg nemt kan tage ud og besøge familie og venner med sønnike uden at det bliver for bøvlet. Når der ikke er en mand, der kommer hjem fra arbejde om eftermiddagen, har man hårdt brug for at komme ud og få lidt voksen-input jævnligt :-).

Det værste ved at være alene er helt klart at man mangler den der anden person, der synes det er lige så fantastisk som en selv, når man mærker babyen sparke, hikke osv. i graviditeten og efterfølgende når han/hun bliver i stand til noget nyt eller sender en et kæmpe-smil :-). For mit vedkommende var det så ikke lige forventet, at jeg skulle være alene i det her. Jeg blev gravid (planlagt) 3 måneder efter jeg blev gift med min søns far. Da jeg var ca. halvvejs i graviditeten kom han pludselig hjem og fortalte at han havde mødt en anden og så smuttede han ellers for at flytte sammen med den her pige, som han havde kendt i et par uger. Det var naturligvis et kæmpe-chok og jeg følte pludselig slet ikke, jeg kendte den mand jeg havde levet sammen med de sidste 6 år. Når det så skulle være, var det trods alt rart at det skete på et tidspunkt hvor jeg stadigvæk havde nogle måneder til at komme ovenpå og indstille mig på et liv som enlig mor. I dag har jeg det faktisk okay med at være alene. Det var selvfølgelig ikke det, jeg havde forventet, men min dejlige lille søn er det hele værd. Hans far kommer indtil videre på besøg med jævne mellemrum for at være sammen med sin søn, og det er selvfølgelig godt for min søns skyld, for jeg ønsker da virkelig for ham, at han vil få en eller anden form for forhold til sin far, men jeg har ikke den store tiltro til ham efter det han har gjort. Jeg vælger at prøve ham af nu, hvor min søn er for lille til at blive skuffet, hvis han svigter, for det er min største frygt, at han skal stå om nogle år og blive bundulykkelig fordi hans far har brændt ham af. Selvfølgelig er det optimale at et barn har en stabil mor OG far, men jeg er overbevist om, at man også kan opfostre et godt menneske uden en far i billedet. For mit eget vedkommende har jeg tænkt meget på hvilke andre mænd, der kan agere mandlige rollemodeller for min søn, og jeg tænker, at i mangel på en far, kan fx morfar og onkel vel være det næstbedste. Derudover håber jeg selvfølgelig at jeg en dag møder en dejlig mand, der vil tage min søn til sig som sin egen, men det ved man jo aldrig...

Det blev en lang smøre, men jeg håber du kan bruge mine erfaringer til noget. Tillykke med graviditeten og held og lykke med det hele. Du er velkommen til at skrive, hvis du har spørgsmål :-)