Oprettet August 17, 2012 Jeg skriver til jer fordi jeg er fuld af forvirring og tvivl. Jeg er en 32 årig pige som er (relativ) single og gravid i 6 uge. Faderen til barnet er min ex kæreste som jeg i en kort periode boede sammen med. Han er en mand fuld af forvirring, tvivl og som forsvinder og bliver ukontaktbar (kan ikke engang svare en sms) i uger af gangen -> vores forhold de sidste par måneder har været meget on/off hvor han det ene øjeblik vil mig og det andet øjeblik, nå ja... Så kan jeg regne med ham som far - eller vil han også forsvinde ift. vores barn i perioder, og dermed i bedste fald blot være far i periferien.. Jeg har fast job, ok økonomi og ejer et rækkehus og har altid drømt om at få lov at blive mor (som det største i livet), men kan jeg forsvare at sætte et barn til verden som sandsynligvis ikke får en far i hverdagen - eller måske ligefrem i sit liv? Kan jeg klare at stå med det hele alene? Aner ikke hvordan min familie reagere på min graviditet da de ikke er super glade for min ex da han i perioder ikke har behandlet mig optimalt. Og så er jeg bare så grådlabil for denne situation er bestemt ikke som den jeg drømte om jeg ville sidde i ifald jeg fik lov at have en guldklump i min mave. Da jeg fandt ud af at jeg er gravid hældte jeg mest til at få en abort, men nu.. Begynder at kunne mærke små forandringer i kroppen, og følelserne er overvældende (på den gode måde). Håber der er nogen derude som har været i samme situation som kan komme med et godt råd :blush Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2012 Det er en svær situation at stå i, men fantastisk at du er gravid. Stort tillykke med det. :7himmel Jeg hverken kan eller vil komme med en løsning, men blot ytre mine tanker om det. Det er en svær situation - både fordi du har haft ønske om at få en guldklump - ja måske flere, og nu er det lykkedes. At omstændighederne så ikke er som du havde håbet, er der jo ikke noget man kan ændre. Men at du allerede nu gør dig tanker om hvordan det skal være synes jeg at der er gode tegn. Respekt for det. Jeg har selv 3 børn med den samme mand, så på den front kan jeg ikke hjælpe, men jeg er vokset op med en mor, hvor min far bestemt ikke har været en særlig positiv del af mit liv. Nogle gange ville han mig - og som de fleste år ønskede han at jeg ikke eksisterede.. Det er hårdt.. virkelig hårdt, men min mor har efter bedste evne hjulpet mig. På den anden side, så har det været med til at gøre mig til den person jeg er i dag. Men jeg vil ikke lægge skjul på at det i den grad har påvirket mig. Min mor har støttet mig i de beslutninger jeg har taget om at kontakte ham - og trøstet mig når det ikke gik som jeg havde ønsket. Hun har senere fortalt mig at det har været meget svært at se hvordan det har påvirket mig. Hun har følt sig skyldig i de slag jeg har fået på den front. Men når det nu ikke kunne være anderledes, at vi ikke blev en kernefamilie, så har hun tacklet det rigtig flot. Jeg tror det vigtiste i dette er, at du er klar på at tage de udfordringer der er, og det vil der være uanset hvilket valg du foretager dig. Der er ingen let løsning på dette, men jeg håber du træffer det valg du kan forenes med resten af livet. Mange hilsner Nica Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2012 Jeg tænker han har vist hvad han består af, jeg ville ikke satse på han forandre sig. Man kan håbe, men helt ærlig så tror jeg sjældent på sådan noget, men man kan jo give ham chancen. Men man skal nok ikke forvente at han skal have meget mere end et par forsøg, ellers så er der kun, efter min mening, en vej. når det så er sagt så ville jeg finde ud af om din familie kan være der for dig. fødselen, undersøgelser, når den bette evt. kommer osv. osv. totalt alenemor er muligt, men sikkert ikke let. Jeg ved ikke hvilket forhold du har til din familie, men jeg ville tale med dem om det også tage din beslutning derfra, dermed fortælle dem det ASAP inden uge 12. Ham ville jeg på ingen måde regne med. Dit barn vil nok ønske at prøve at få kontakt og med risiko for kæmpe skuffelse, skal du jo overveje om du vil og er klar til at håndtere dette. Det lyder hårdt der her, men du skal tænke på at det her barn forbinder dig til ham resten af dit liv, og barnets. Vælger du abort, så har du muligheden for at kabbe ALLE tråde til ham. ingen fortjener sådan en mand. Jeg tænker også en person som ham kan finde på at spørge: "Er jeg virkelig faren?" Gøre en masse vrøvl over at skulle betale børnepenge, og uden jeg selv har prøvet det, kender jeg flere der har, og det cirkus er ikke sjovt, men han må jo stå ved hvad han har lavet. held og lykkei hvad du end vælger Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2012 Tillykke med graviditeten. Jeg synes sagtens du kan byde dig barn et liv uden far. Jeg synes du skal lade ham sejle i sin egen sø - og så involvere ham når (og hvis) han beviser han er stabil nok. Ellers er der maaange børn, der vokser op uden kontakt til deres far. Måske kommer der senere i dit liv en mand, som vil "overtage" farrollen, måske ikke. Synes du skal afklare med dig selv, om faren er stabil nok til at være der fra starten - og ellers "vælge ham fra" inden du fortæller din fammilie det. Det kan godt være, at de skal have lidt tid til at fordøje det, men man kan altså godt være lykke, selvvalgt singlemor. Held og lykke med det hele :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2012 :kram det er en svær beslutning at skulle tage. Men som du selv siger så har du ønsket dig et barn og nu vokser det et i din mave! Jeg syntes du burde orientere den kommende far om situationen og lade det være op til ham om han ønsker barnet eller ej - altså deltage 100% eller forsvinde helt, så du har ro til at tage dig af barnet alene, uden han kommer og går som det passer ham. Jeg er sikker på barnet nok skal få det godt uanset, så længe DU vil barnet og giver det alt den kærlighed og støtte du kan :) Jeg ville personligt foretrække en lykkelig alene mor end en mor og far der sammen er ulykkelige :kram Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2012 Det er kun dig der kan svare på om det er ansvarligt at fortsætte graviditeten. Et spørgsmål du kan stille dig selv er om du ønsker dit barn skal have ham som far? Man skal virkelig tænke sig om når man "vælger" far til sit barn (hvis man kan sige det sådan). I den her situation er det ikke kun dig der i perioder bliver svigtet, men også barnet på sigt. Du siger at han i perioder ikke har behandlet dig optimalt?? Hvad skal det sige?? Er det en mand du vil lade være alene med barnet? For vælger han at han gerne vil lege far (måske kun i perioder), har han jo mulighed for at ville have samvær med barnet. Der er mange kvinder der vælger at få barn uden en mand (her tænker jeg med sæddoner) og her kender barnet jo ikke faderen. Så det sker jo og tænker at de børn klarer det fint uden faren (men alle børn har i min verden krav på at have en faderfigur). Og muligheden for at han ændre sig er også tilstede, men det er bare ikke noget du kan regne med. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2012 Tusind tak for alle besvarelser, er stadig hamrende i vildrede men hjælper at høre om at andre i min situation har fået barn og kunnet give barnet en god opvækst - også evt. uden en far i hverdagen. Har fortalt faderen det og han foreslog ret hurtigt at vi satte os ned og fik talt om det - hvilket vi skal i aften. Han har endnu ikke nævnt abort eller om det er hans barn eller lignende, faktisk har han taget det ret stille og roligt. Han har et barn i forvejen som han ser tit, så han ved selvfølgeligt hvad det handler om. Den måde han ikke altid har behandlet mig ok på har mere været i retningt af hans forsvindingsture, overdreven flirt - og udenomsleg, så vil altså ikke være bekymret for at efterlade et barn hos ham - men mere i retning af om han svigter barnet. For en ting er at han engang imellem svigter mig (jeg er voksen), men skal vide at jeg kan regne med ham ift. et barn.. Men som en af jer nævner, så har jeg jo lidt tid til at "teste" ham i inden den endelige beslutning skal falde.. Men nu må vi se hvad han siger i aften. Kan bare mærke at jeg bliver mere og mere glad ved tanken om barnet, undersøger ting på nettet om graviditet - har endda købt GraVitamin, mens mine undersøgelser om abortmuligheder med mere kan ligge på et meget lille sted :whistling Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2012 Det er kun dig der kan svare på om det er ansvarligt at fortsætte graviditeten. Et spørgsmål du kan stille dig selv er om du ønsker dit barn skal have ham som far? Man skal virkelig tænke sig om når man "vælger" far til sit barn (hvis man kan sige det sådan). I den her situation er det ikke kun dig der i perioder bliver svigtet, men også barnet på sigt. Du siger at han i perioder ikke har behandlet dig optimalt?? Hvad skal det sige?? Er det en mand du vil lade være alene med barnet? For vælger han at han gerne vil lege far (måske kun i perioder), har han jo mulighed for at ville have samvær med barnet. Der er mange kvinder der vælger at få barn uden en mand (her tænker jeg med sæddoner) og her kender barnet jo ikke faderen. Så det sker jo og tænker at de børn klarer det fint uden faren (men alle børn har i min verden krav på at have en faderfigur). Og muligheden for at han ændre sig er også tilstede, men det er bare ikke noget du kan regne med. Enig i overstående :) Og husk på at du for altid vil være forbundet med ham. Og at han i barnets første 18 år hvert år kan søge forældremyndighed, hvis det kommer helt derud. Bare så du har dette i mente også :kram Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2012 Tillykke med graviditeten. Jeg synes sagtens du kan byde dig barn et liv uden far. Jeg synes du skal lade ham sejle i sin egen sø - og så involvere ham når (og hvis) han beviser han er stabil nok. Ellers er der maaange børn, der vokser op uden kontakt til deres far. Måske kommer der senere i dit liv en mand, som vil "overtage" farrollen, måske ikke. Synes du skal afklare med dig selv, om faren er stabil nok til at være der fra starten - og ellers "vælge ham fra" inden du fortæller din fammilie det. Det kan godt være, at de skal have lidt tid til at fordøje det, men man kan altså godt være lykke, selvvalgt singlemor. Held og lykke med det hele :) Er enig her. Kan andre kan du også. Mange børn vokser op uden en far og klare sig udenmærket. Godt nok mangler der en faderfigur, men heller dit barn mangler en far end at stå med en far der svigter konstant og løber fra sit ord hele tiden. Det er et barn slet ikke tjent med. Så go for it, hvis du føler for det. Og mon ikke din familie vil nyde at få en lille ny i familien. Held og lykke med det hele :kram Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2012 Aller først, så stort tillykke med graviditeten - det er stort at ruge på et nyt liv :loveshower Derefter så vil jeg sige at den eneste der kan svare dig på om det er ansvarligt at foresætte graviditeten er dig. Andre kan råde og vejlede, men beslutningen er udelukkende din. Egentlig også faderens, men i dette tilfælde så tror jeg det er op til dig. Det er være alenemor er hårdt, men også utrolig givende. Jeg blev alene med min søn, da han var 1½ og selvom det ændrede hverdagen meget, så er jeg på ingen måde i tvivl om at det var den rette beslutning. Isaac er dog ved sin far fast hver anden weekend, for på trods af andre mangler, så er han en rigtig god far for ham. Med hensyn til din eks, så kunne jeg forestille mig at du på et tidspunkt bliver nød til at stille ham stolen for døren og stille ham et ultimatum om at enten så er han der ellers er han ikke. Jeg har ingen kloge ord, men brug os endelig herinde, vi er mange som gerne lytter! Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 17, 2012 Tillykke med graviditeten :) Jeg kan godt forstå du er ked af det og frustreret, men hvis du virkelig ønsker dette barn så skal du nok klare det :) Jeg er selv lidt i samme situation, gravid og halv single hvis man kan sige det, jeg er bare i uge 24 og glæder mig rigtig meget til bettemanden kommer til verden til dec. Jeg synes jo, det at få et barn er guds gave og fra den dag jeg så lillemanden på en scanning, var jeg jo allerede totalt forgabt i ham :) og er glad for jeg valgte ham til :biglove Det havde selvfølgelig været rart, hvis vi havde været 2 om det, både støtten igennem graviditeten, men bestemt også bagefter, men jeg har en god opbakning fra min familie, så jeg er sikker på det nok skal gå... Du må sige til, hvis du har brug for en snak :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 18, 2012 Jeg smuttede fra min datters far i uge 15 - og har aldrig fortrudt! Min familie har eller aldrig brudt sig om manden( og jeg forstår nu hvorfor!) men de har været så fantastiske igennem graviditeten, og de er ellevilde med Caroline Caroline er så planlagt som man overhovedet kan være, men hendes far har alligevel efter bruddet valgt hende fra. Han vil vist ikke vedkende sig faderskabet, og trækker tiden ud.... Jeg elskede at være gravid, også som "enlig" og jeg elsker at være mor ligeså - det er det største! Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 18, 2012 Jeg smuttede fra min datters far i uge 15 - og har aldrig fortrudt! Min familie har eller aldrig brudt sig om manden( og jeg forstår nu hvorfor!) men de har været så fantastiske igennem graviditeten, og de er ellevilde med Caroline Caroline er så planlagt som man overhovedet kan være, men hendes far har alligevel efter bruddet valgt hende fra. Han vil vist ikke vedkende sig faderskabet, og trækker tiden ud.... Jeg elskede at være gravid, også som "enlig" og jeg elsker at være mor ligeså - det er det største! Hvor er det skønt at hører de positive historier :) Det er selvfølgelig hårdt at være enlig mor, men til tider også nemmere :lolhit Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 18, 2012 Først og fremmest tillykke og :kram2 det er en svær situation du står i, og naturligt at du gør dig en masse tanker om det. Jeg har selv fået et barn med en mand som var et meget ustabilt indslag i mit liv i årevis. En skøn og dejlig lille pige, som nu er 7 år. Jeg har ikke et sekund fortrudt at få hende, selv om der var tidspunkter hvor det var rigtig hårdt - men jeg vil sige at det som var værst var det første år, hvor jeg stadig prøvede at give hendes far en chance, både som kæreste og som far, fordi jeg naivt troede at når vi nu havde et barn måtte han da forbedre sig og blive mere stabil. Det skete bare ikke, jeg måtte gang på gang indse at jeg reelt var alene med ansvaret og alting omkring vores datter, da han bare "forsvandt" både under graviditeten og i perioder fra hun var nyfødt... og det kørte mig virkelig ned psykisk. Set i bakspejlet havde jeg stået mig meget bedre ved slet ikke at regne med ham, men blot lade ham se vores datter, for hendes skyld, men det kan være svært med følelser... I dag er han "weekend far" og desværre meget svær at kommunikere med, men han er der hvor han hele tiden skulle ha været: Den far som tar sig af sin datter når hun er hos ham og ellers ikke er en del af vores liv og hverdag. Jeg tænker af og til mit liv ville ha været mere simpelt hvis han simpelthen var ude af billedet, men for barnets skyld er jeg nu glad for han har valgt at være en del af hendes liv. Jeg ved ikke om du kan bruge min historie til noget, det jeg i virkeligheden vil sige er, at man sagtens kan få og opdrage et barn som enlig, især hvis der er venner og familie man kan støtte sig til undervejs. Og selv om din familie ikke bryder sig om din ex vil de da forhåbentlig ønske at støtte dig og din baby. Held og lykke fremover. :balloons Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 18, 2012 Dejligt at han tager det serøst og synes det er en god idé med en snak. En sidste ting du skal tænke på er at han jo godt kan love guld og grønne skove om at være der for barnet uden at det er det han er det på sigt. Uanset hvor meget han svigter og ikke dukker op til samvær, vil han altid have ret til nyt samvær. Du vil aldrig kunne nægte ham at se barnet (selvom det er i dets tarv), hvis han gerne vil se det. Men det lyder som om at du er ved at have besluttet dig. Og jeg vil ønske dig tillykke med graviditeten :) Det er en fantastisk tid og jeg er sikker på at du nok skal klare det. Der ER mange andre der har prøvet det før dig, så du er bestemt ikke alene. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 19, 2012 Tusind tak for alle jeres svar og alt jeres hjælp og støtte. Giver meget at vide at mange andre har været hvor jeg er - og har klaret den. Snakken med faderen i fredags gik faktisk godt, han tog det stille og roligt. Selvom hverken jeg eller ham var sikre på hvad vi skulle gøre - igår røg han så i et ukontaktbart hul igen. Ved nu at jeg ihvertfald ikke kan regne med ham ift. mig - men håber stadig han er moden nok til at blive far igen og stå ved sit ansvar. Ellers må jeg jo være alene om det.. Kan mærke at jeg i min underbevidsthed nok har taget beslutningen om at beholde barnet - selvom beslutningen ikke ligefrem er rationel og fornuftpræget (og måske lidt egoistisk) :blush Men synes omvendt også at jeg har meget at tilbyde barnet mht. kærlighed, stabilitet m.m.. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 19, 2012 Jeg kan komme med min erfaring som barnet uden den stabile far. Mine forældre blev skilt da jeg var to år gammel. Han har været der i perioder, men aldrig været stabil. Jeg er vokset op med min mor, som har givet mig et dejligt hjem, masser af kærlighed og samtidig lært mig at slå søm i. Det betyder ikke, at jeg ikke har været ked af min manglende far. Men så har det altså heller ikke været værre. :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 19, 2012 Tillykke med graviditeten. Jeg står ikke selv i samme situation som dig, men jeg er om man så kan sige "barn af samme situation" Min mors graviditet med mig var et ønskeligt uheld. Hun blev som 18 årig gravid, men valgte på det tidspunkt at få en abort. Hun havde på daværende tidspunkt spiral, men de fik ikke taget spiralen ud, inden de udførte aborten, så derfor blev hendes underliv ødelagt og de vidste ikke, om det overhovedet kunne lade sig gøre for hende at blive gravid igen. Da hun så 10 år senere blev gravid med mig, var hun lykkelig. Min "far" var en mand hun hvade kendt lige siden hun var lille og de havde set hinanden on/off. Han ville ikk have børn på det tidspunkt - han havde selv været ansvarlig som storebror til sine fire yngre brødre. Så nu da han var blevet voksen var han ikke klar til det ansvar igen. Det har jeg altid haft fuld forståelighed overfor og jeg har aldrig bebrejdet hverken min mor eller "far" noget som helst. Han blev aldrig "registreret" som min far (hvilket man vist ikke an i dag) og min mor har altid været meget bevidst om sit valg. Hun ville have mig, og derfor fik hun tingene til at fungere. Så til dine spørgsmål: Kan du regne med ham som far? Det er kun dig, der ved det bedst. Men børn har ikke godt af at have ustabile primære voksne i deres liv. Så jeg tænker at han må tage et valg, og det må du også. Hvad vil han være en del af, og hvor meget vil du kræve fra ham? Kan du forsvare at sætte et barn til verden som sandsynligvis ikke får en far i hverdagen - eller måske ligefrem i sit liv? ABSOLUT!!! Så længe at barnet får kærlighed, støtte og omsorg og du gør dit absolut bedste, så kan du sagtens forsvare at sætte et barn i verden, hvor faderen ikke er en del af barnets liv. Det kommer helt sikkert til at være hårdt, men hvis det er det, du vil, så må du arbejde hårdt for det. Jeg har altid vist, hvorfor min "far" ikke var en del af mit liv og jeg har altid accepteret det. Han har aldrig været ond eller blevet beskrevet med grimme ord. Han har bare ikke været der, og sådan var realiteten. Men selvfølgelig kommer det til at være hårdere for dig, fordi du er alene om det hele, og ikke har nogen at støtte dig til. Kan du klare at stå med det hele alene? Det er igen kun dig selv der ved det. Men i og med at du i det hele taget har alle disse overvejelser om din graviditet, faren og dig selv, synes jeg du lyder til at være en rigtig stærk person. Men jeg tror det vigtigste er, at du er indforstået med det valg du tager og står ved det! Min mor er det stærkeste menneske jeg overhovedet kender og jeg håber at jeg også har fået noget af hendes styrke. Jeg har altid respekteret hende for det valg hun tog, og jeg har ALDRIG savnet at have en far i mit liv. Jeg har haft andre nære voksne i mit liv, som har været en del af min opvækst. Held og lykke med din beslutning :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 20, 2012 Tusind tak for alle jeres søde og støttende svar, så fantastisk at høre så positive beretninger fra jer - både ift. at være barn et uden far og ift. at være den enlige mor. :D Er stadig meget i tvivl, men i takt med at jeg kan mærke de små tegn fra kroppen om at den er igang med at producere et lille vidunder, ja så har jeg svært ved tanken om at skulle få en abort. Selvom jeg ikke er i tvivl om at hverdagen alene med et barn vil blive hårdt, men vokser man ikke lidt med opgaven også? Mht. min ex gør det mig ret ked af at han agere som han gør. Jeg holder stadig meget af ham, men forstår ganske enkelt ikke hans handlinger når han bare forsvinder mentalt og ikke vil svare på sms eller noget. Frustrere mig og gør mig ked af det. Hvorfor handler en mand sådan? Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 20, 2012 hvorfor en mand, eller bare et menneske reagere sådan er ikke til at sige. Nogen bliver klar til at ændre sig, nogen gør det aldrig, fordi det kræver enorm selvindsigt at kunne gøre det, og modet til at gøre det. men jeg tror du skal passe meget på du ikke bliver det man kalder en fralser pige, en som tror hun kan redde "fortabte" personer. Du skal virkelig tænke på at det ikke er sjovt at være barn i konstant on/off forhold. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 20, 2012 Stort tillykke med det lille vidunder :loveshower :loveshower Jeg står ikke i samme situation, og jeg synes egentlig der er givet så mange gode råd og svar, at jeg ikke rigtig har så meget at indbyde med :) Men ville ikke forlade tråden uden lige at sende dig et :kram :kram og jeg er sikker på du nok skal klare den.. Min mand er i forsvaret og har været udsendt og været "væk" fra os i 6 måneder og skal det snart igen, så jeg ved godt hvordan det er, at stå alene med et barn i perioder og jeg vil sige, at jeg lynhurtigt er kommet ind i "alenerollen" og så går hverdagene bare i mit tempo og vores døtre får masser af kærlighed alligevel :kuller Der går så kort tid før man er inde i sin egen rytme og så går det hele alligevel.. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 20, 2012 Du har fuldstændigt ret maybe, mit barn skal ikke udsættes for et on/off forhold, det fortjener bedre - og det gør jeg egentligt også ;-) Har givet udtryk overfor ham at jeg har forstået at han ikke interessere sig for mig mere, men at han må sige til hvis han bliver interesseret i vores barn, og så må vi tage den derfra. Aktuelt er han som sagt ret meget tavs.. Han er iøvrigt også ved forsvaret, bliver udsendt i februar og skal være væk i 6 mdr., så han er heller ikke hjemme når jeg har termin i april. Så godt at høre at man kommer ind i en hverdagsrytme baby2011, er noget af det jeg tænker meget på - samt livet med et barn generelt, om man kan opfylde barnets behov, får det nogensinde en faderfigur i sit liv,hvordan min familie reagere på nyheden m.m.. Mange mange tanker - og følelser er i spil. Og samtidigt mærker man forandringerne i sin krop (i det små) og har det supergodt (fraset træthed) og så føler man sig bare så velsignet :7himmel Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 20, 2012 Du har fuldstændigt ret maybe, mit barn skal ikke udsættes for et on/off forhold, det fortjener bedre - og det gør jeg egentligt også ;-) Har givet udtryk overfor ham at jeg har forstået at han ikke interessere sig for mig mere, men at han må sige til hvis han bliver interesseret i vores barn, og så må vi tage den derfra. Aktuelt er han som sagt ret meget tavs.. Han er iøvrigt også ved forsvaret, bliver udsendt i februar og skal være væk i 6 mdr., så han er heller ikke hjemme når jeg har termin i april. Så godt at høre at man kommer ind i en hverdagsrytme baby2011, er noget af det jeg tænker meget på - samt livet med et barn generelt, om man kan opfylde barnets behov, får det nogensinde en faderfigur i sit liv,hvordan min familie reagere på nyheden m.m.. Mange mange tanker - og følelser er i spil. Og samtidigt mærker man forandringerne i sin krop (i det små) og har det supergodt (fraset træthed) og så føler man sig bare så velsignet :7himmel Min mand tager afsted i starten af marts og du er velkommen til,at skrive til mig, jeg ved så ude mærket hvordan det er <_< Til april bliver vores datter 2 år, så der er han muligvis heller ikke hjemme, så der vil være nogle dage der er øvdage, men det går nok alligevel alt sammen.. Du kan sende mig en PM hvis du vil :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 21, 2012 Ærligt, så er det ikke hårdere end man gør det til. Ja, jeg fortryder i hvert fald intet :-) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret August 21, 2012 Skønt at høre cæcilie, tror og håber også jeg hurtigt kommer ind i en hverdagsrytme med den lille. Lidt vildt at tænke på hvad der vokser i ens mave lige nu :7himmel Men hold da fast jeg ville ønske den fædrene situation var noget anderledes :blush Hvornår kan man egentligt blive skannet første gang? spørger fordi jeg føler mig allerede større om maven, min menstruationscyklus var svingende den sidste til, så er kommet i tvivl om, om jeg reelt er lidt længere henne end 6+2. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
