Fødselsdepression?

[rusternille]

Hej Piger..

Jeg frygter ikke rigtig selve fødslen, men jeg er utrolig bange for at havne i en fødselsdepression efter!? Jeg har haft en lidt hård graviditet rent psykisk, hvor der er blevet rodet op i en smertefuld fortid, min morfar og barndomshund er begge gået bort.. :boo Jeg har følt mig meget ensom omkring graviditeten, og har ikke følt at der helt har været plads til at jeg bare kunne gå og være ked af det, -for man er jo gravid og omgivelserne forventer lidt at man er ufattelig lykkelig!

Jeg har tidligere oplevet at ende i kulkælderen, -så det med at være depressiv ligger mig ikke sindsygt fjernt!

Jeg vil derfor meget gerne høre om der er nogen af jer der har oplevet det? hvordan kan man mærke at det er en fødselsdepression og ikke bare de overvældende ambivalente følelser som jeg har hørt næsten alle får på et tidspunkt? Hvad har jeres omgivelser sagt om jeres opførsel og væremåde? -for jeg vil gerne forberede min mand og mor på hvad der kan ske, -så de måske kan prøve at hjælpe mig op og væk fra den, hvis det skulle ske!

Måske er der nogen af jer der kender til en rigtig god hjemmeside om emnet??

Tuuuuusind tak til jer der ønsker at dele dette lidt ømme emne! :kiss

Kærlige hilsner fra Pernille

[Guest]

Forstår godt du er bekymret, og tror det er rigtig godt at du er åben omkring det, og erkender at der er en risiko. :kram2

Jeg kender ikke noget til det personligt, men jeg fandt denne side, som måske kan hjælpe.. www.foedselsdepression.dk

Der er også et afsnit til de pårørende. Håber det kan hjælpe! :) :kram

[A.K.]

Jeg oplevede det i forbindelse med min søns fødsel. Han kom for tidligt, holdt op med at trække vejret flere gange, blev helt blå kort tid efter fødslen og det gav mig en rigtig rigtig skidt start som mor.

Da han endelig kom hjem, tog jeg mig selvfølgelig af ham som enhver bekymret mor ville gøre, men det var ikke pga bekymring omkring ham, jeg gjorde det. Det var pga bekymringer om, hvad andre sagde om min måde at være mor på. Jeg havde nemlig ikke de fjerneste følelser for ham. Frygten for at han skulle dø fra mig havde udviklet sig til en decideret depression, og ved ikke at elske ham, kunne jeg beskytte mig selv.

Dengang var jeg så dum, at jeg gemte mine følelser overfor andre, for jeg var så flov over dem. Hvor elendig mor var jeg ikke lige?? Jeg elskede ikke mit eget barn, men gav udtryk for - overfor alt og alle - at jeg elskede den bette røv (der iøvrigt var ved at ødelægge mit liv, og derfor var et røvhul i miniature format)

Det var først da jeg erkendte, at der nok var et problem, jeg gjorde noget ved det. Det er jo ikke normalt, at man i næsten et år ikke kan fordrage sin øgleunge. Et af mine største problemer er, at jeg er så pokkers stædig, og derfor har svært ved at modtage hjælp fra andre. Jeg gjorde dengang det, jeg fandt mest rigtigt (men som jeg i dag ALDRIG kunne drømme om at gentage), nemlig at arbejde - alene - med mine problemer. Hver dag sagde jeg til mig selv, at han var mit barn, at jeg elskede ham, at han levede og at jeg skulle få det bedste ud af det. Desværre troede jeg det virkede, og gjorde egentlig ikke meget mere ved det, dengang det gik op for mig at jeg rent faktisk elskede den skide øgle.

Min fødselsdepression blev aldrig bearbejdet, og det resulterede i, at jeg et par år efter fik endnu en depression (som heller ikke blev bearbejdet... af andre end mig selv). Efter jeg flyttede sammen med min mand, gik det så skidt, at jeg fik en 3. depression, som var så slem, at jeg var på renden af selvmord. Det var først da jeg begyndte at føre dagbog, det gik op for mig, hvor slemt det egentlig stod til (jeg havde jo indtil da gemt alle mine følelser for andre), og på et tidspunkt måtte jeg bide i det sure æble og kontakte min læge. Det er det bedste jeg har gjort for mig selv, for han sendte mig videre de rigtige steder.

Konklusionen var, at min ubehandlede fødselsdepression var skyld i, at jeg 12 år senere var på renden af et selvmord.

EEN ting vil jeg godt sige, og det er: Hvis du har den mindste mistanke om du er ved at få en depression, så er det afsted til læge (eller andre du kan snakke med) MED DET SAMME..) Jeg oplevede år i helvede, fordi jeg gemte mine følelser/ikke snakkede med nogen om det. Det er simpelthen ikke det værd, at gemme på sine inderste følelser, så der er kun en ting at gøre, og det er at snakke med andre om det.

I dag har jeg det pragtfuldt, er kommet 100% ovenpå og er egentlig ikke så bekymret mere. Dog ved jeg, at hvis noget begynder at bide indvendigt, er det med at få snakket med en eller anden om det OMGÅENDE. Jeg ønsker nemlig ikke at leve det helvede igen, og har fundet ud af, at det gør livet meget lettere, hvis bare jeg ikke stædigt holder på mine følelser.

[Verdier]

Jeg fik en depression sidst og jeg søgte læge.. Mit humør svingede enormt meget og jeg havde ingen overskud - overhovedet! Følte mig meget ensom og ikke forstået af nogen.. Havde dumme tanker omkring at jeg ikke slog til, min kæreste elskede mig ikke mere, jeg var en belastning for familien osv.. Jeg elskede min datter højt og hun var det største for mig.. Det eneste der holdt mig oppe på det tidspunkt.. Jeg kom på medicin og fik nogle samtaler og kom på den måde hurtig ovenpå igen.. Jeg inddrog min kæreste i hvordan jeg havde det og han blev en god støtte..

Denne gang er jeg meget obs på hvordan jeg har det..

[rusternille]

:kram Hvor er i bare dejlige TAK!!!!!

[Camillat]

Jeg gaar ikke ud fra at jeg har en foedselsdepression, men jeg VAR faktisk ved at vaere bange for at have en ca. 2 uger efter Noah var foedt.

De to foerste uger var bare saa haarde og jeg graed virkelig meget - paa den hulkende og utroestelige maade. Ikke at jeg ikke elskede Noah, men jeg havde det fysisk skidt i understellet, var bundet til sofaen og havde smerter. Jeg var dybt afhaengig af min mand og havde meget lidt overskud paa babykontoen. Jeg kunne slet ikke klare, hvis Noah graed(hvilket han heldigvis ikke gjorde saa meget i), saa jeg graed ogsaa, hvis han graed. Jeg havde en overgang skyldfoelelse over at han var lille ved foedslen og foelte skyld med skyld paa, fordi jeg ikke havde super meget overskud til ham. Jeg havde en kort krise med min mand, som lige pludselig arbejdede alt for meget i forhold til det, vi havde talt om og jeg havde forventet, hvor jeg faktisk naaede at soerge over tabt droem om at gaa med barnevognen sammen og vaere en familie....

Naar alt det saa er sagt, saa havde jeg flere vendepunkter, hvor det gradvist gik bedre. Jeg graed, naar det traengte sig paa, og fik hurtigt sat ord paa, hvordan jeg gik og havde det. Ikke mindst herinde, hvor en perleraekke af fantatsiske og skoenne kvinder bar mig igennem de dage

Jeg tror det er vigtigt ikke at braende inde med noget og vigtigt at goere det saa behageligt for sig selv at vaere til i de foerste uger. Jeg lavede en ammerede med alt noedvendigt indenfor raekkevidde. Havde internet, telefon, TV, chokolade og tudeklude lige ved haanden, sammen med lift, ammepude og min dejlige baby. Det hjalp mig ogsaa at tage Noah med rundt i vores hjem, vise ham alle rum og byde ham velkommen. Saa undskyldte jeg ogsaa, for hvis det nu var min skyld, at han var lille... og tudede saa meget i samme stund. Whatever it takes - ud med det, om det saa er under bruseren - ikke gaa i panik over de foerste 5-6 dage, hvis det foeles som om det aldrig bliver godt

[rusternille]

Altid gode råd fra dig camillat.. Tuuusind tak! :kiss

[Guest Felixmor]

Jeg har nu været medicinfri i 2 mdr efter en fødselsdepression. Min historie er meget li din. Var utrolig ensom i min graviditet og har før faldet i kogle små sorte huller. Jeg blev screenet af lægen ved 8 uger undersøgelsen og alt ok. 2 uger efter startede alle små bekymringer der bare voksede sig større i mit hoved, hjertebanken og gråd. Jeg var stærk nok til selv at bede om hjælp og gjorde meget ud af at Felix ikke skulle straffes for det og han har ikke mærket meget til det, hvilket jeg har fået stor ros for. Næste gang vil jeg tjekkes for en evt fødselsdepression igen 12 uger efter fødslen.

Var erklæret rask sidste åre i november men blev først af medicineret da lyset kom til foråret.

Håber min historie kan bruges men hver stærk og vær ikke bange for at bede om hjælp. Depression er meget almindelig og hvis man er åben omkring det viser det sig sikkert, at du kender flere der har eller haft det.

Jeg valgte at være åben omkring det, for så vidste folk hvis jeg sad og hang hvad der var galt og kunne hive mig op igen.

[Miss.Tang]

Nu har jeg ikke født endnu, så har ikke haft fødselsdedepression ;) Men jeg har haft en depression som skulle have været behandlet 6-7 år før den blev det, for 3 år siden. Grunde til dette var at jeg dengang det startede, ikke havde råd til en psykolog.. Men jeg gik hos en i ca 6 mdr har for 3 år siden. og det er penge jeg aldrig fortryder jeg har brugt. Jeg er rigtig god til at skubbe mine 'dårlige' følelser væk i min hverdag, så de samler sig sammen og bærret flyder over. Så jævnligt min 1 gan om mdr havde jeg store tude ture uden at vide hvorfor og det intime forhold til min daværende kæreste var ikke eksisterende. Jeg skiftede ofte job og havde 3-4 sygedage om mdr!!

Jeg synes det lyder rigtig fornuftigt du snakker med din mor og kæreste om hvilke tanker du gør dig. Læs om emnet og fortæl dem om symtomerne, så i sammen kan være obs. Hvis du har svært ved at snakke og sætte ord på dine følelser, kan det måske hjælpe at skrive det ned i stedet for. Det hjalp mig rigtig meget. Og ofte får man 'det hele med' frem for når man prøver at omsætte tanker til ord.

Men første skridt er helt klart at erkende man har brug for hjælp. Jeg er af den opfattelse at samtale er langt at foretrække frem for medicin. ikke for at dømme jer der har taget det. Men jeg synes nogen gange lægerne er for hurtige til 'bare' at give medicin. Man kan klare SÅ meget med en psykolog som pillerne ikke kan gøre for dig. En psykolog for dig til at tænke anderledes uden at dømme dig. Første gang jeg var hos min, synes jeg var enormt grænseovreskridende! Og jeg havde ret svært ved at åbne mig. Så det blev meget overfladisk, synes ihvertfald selv. Men hun fornemmede godt at den var helt gal. I en perioder var jeg der hver 2-3 dag over 2 uger.

Held og lykke :7himmel

[rusternille]

Nu har jeg ikke født endnu, så har ikke haft fødselsdedepression ;) Men jeg har haft en depression som skulle have været behandlet 6-7 år før den blev det, for 3 år siden. Grunde til dette var at jeg dengang det startede, ikke havde råd til en psykolog.. Men jeg gik hos en i ca 6 mdr har for 3 år siden. og det er penge jeg aldrig fortryder jeg har brugt. Jeg er rigtig god til at skubbe mine 'dårlige' følelser væk i min hverdag, så de samler sig sammen og bærret flyder over. Så jævnligt min 1 gan om mdr havde jeg store tude ture uden at vide hvorfor og det intime forhold til min daværende kæreste var ikke eksisterende. Jeg skiftede ofte job og havde 3-4 sygedage om mdr!!

Jeg synes det lyder rigtig fornuftigt du snakker med din mor og kæreste om hvilke tanker du gør dig. Læs om emnet og fortæl dem om symtomerne, så i sammen kan være obs. Hvis du har svært ved at snakke og sætte ord på dine følelser, kan det måske hjælpe at skrive det ned i stedet for. Det hjalp mig rigtig meget. Og ofte får man 'det hele med' frem for når man prøver at omsætte tanker til ord.

Men første skridt er helt klart at erkende man har brug for hjælp. Jeg er af den opfattelse at samtale er langt at foretrække frem for medicin. ikke for at dømme jer der har taget det. Men jeg synes nogen gange lægerne er for hurtige til 'bare' at give medicin. Man kan klare SÅ meget med en psykolog som pillerne ikke kan gøre for dig. En psykolog for dig til at tænke anderledes uden at dømme dig. Første gang jeg var hos min, synes jeg var enormt grænseovreskridende! Og jeg havde ret svært ved at åbne mig. Så det blev meget overfladisk, synes ihvertfald selv. Men hun fornemmede godt at den var helt gal. I en perioder var jeg der hver 2-3 dag over 2 uger.

Held og lykke :7himmel

:kram Tusind tak... Jeg er MEGET MEGET enig med dig, og jeg har også noget terapeut-agtigt jeg går til når det ser sort ud, jeg kommer ofte bare afsted liiiidt for sent, og jo værre det er jo længere går der som regel, så jeg ved at jeg har brug for et spark..

Jeg har taget den første snak med min mor og mand, -som dog gjorde det lidt sværere fordi deres første reaktion var, at de umiddelbart synes at det var dybt forkert af mig allerede at tænke på sådan noget (lidt ala, hvis du tænker det så får du det), men de kunne begge godt forstå i sidste ende at jeg var nød til at forberede dem, og de kunne også godt se at det åbenbart var vigtigt for mig at få luftet det (jeg er jo lige omvendt, og mener at jo mere jeg udtrykker det, jo mindre er chancen for at jeg ender der).. Det var virkelig hårdt at kæmpe, med tårer, for at få dem til at forstå det, men jeg fortryder virkelig ikke at jeg gjorde det, og jeg vil anbefale alle at sludre med nogen om det, hvis de også går med en lille angst for fødselsdepression..

Glæder mig lidt til forhåbentlig at skrive herinde om 2 måneder, at alt gik som det skulle, og at frygten for det, ikke behøver betyde at man er i større risiko!

Endnu en gang tak for al jeres støtte!