Stor aldersforskel på søskende

[Forunderligt]

.

[Guest Sebastians-mor]

Jeg forstår godt det er svært at læse og forholde sig til, man gør sig jo så mange tanker om sine børn og vil bare have at alle har det godt :kram

Jeg har en søster som er 18 år yngre end mig. Hun kom som lidt af en overraskelse for mine forældre, de havde ikke troet de skulle have flere børn, men min søster ville det altså anderledes :) Jeg var 17 år da min mor blev gravid og jeg fik det at vide, i australien og igang med mit ungdomsliv. jeg havde altid ønsket mig en søskende, men havde affundet mig med at det ikke skete.

Det var lidt af en mundfuld at få det at vide og forholde sig til det. Jeg må ærgerligt sige, at det var med blandede følelser jeg så frem til hendes ankomst, for hvad ville det betyde for mig og vores lille familie med mor, far og 1 barn. Jeg kunne ikke rigtig forholde mig til det, men da det snart er 16 år siden hun blev født nu, så er det svært at huske alle følelserne omkring det.

Jeg kan tilgengæld huske hvordan det var da hun kom. Hun var denne dejlige uskyldige baby og hun fangede mig med det samme og jeg elsker hende utrolig højt og hun mig. Vi har et ritig godt søskendeforhold, selvføgelige anderledes og jeg har været med til at drage omsorg om hende, opdrage på hende, hente hende fra dagpleje og få blikkende af især ældre damer som troede jeg var ung mor.

Jeg vil ikke bytte hende for noget, jeg fik lov at være en del af hendes barndom og liv og jeg passede hende ikke 100 % på lige fod med mine forældre, men heller ikke langt fra :)

Jeg kunne forestille mig at din søn har svært ved at forholde sig til det hele nu, han er teenager og er måske ikke så optaget af børn pt. han er nok lidt delt i sine følelser. Der kan jo være forskel på folk og piger og drenge, men mit bud er at når lillesøster er der, så har han det helt anderledes, men det er selvfølgelig vigtigt at se og høre ham og have overskud til ham også :kram

[A.K.]

Det ER noget af en mundfuld for så store børn, at de skal ha' mindre søskende. Jeg fik selv en lillebror da jeg var 17, og i starten af min mors graviditet var jeg også noget skeptisk. Mine tanker var at jeg var bekymret for om den lille "snotunge" overhovedet ville kunne li' mig, fordi jeg var så mange år ældre end ham. Vi ville jo ikke ha' noget til fælles, og aldersforskellen gjorde jo, at vi nok ikke liiiige fandt Duplo klodserne frem og legede.

Da min lillebror så kom til verden, endte det med jeg forgudede ham, og han forgudede mig. I dag har vi stadig et meget specielt forhold, og jeg er helt sikker på det skyldtes vores første år sammen.

Som du ved, har jeg jo en dreng på 19, men han har reageret meget modsat din søn. Min glæder sig som en gal til at få en lillesøster, og jeg er ret sikker på han ender ud med at få samme forhold til hende, som jeg har til min lillebror. Nu kender jeg jo ikke din søn, men jeg tror ikke du skal være bekymret. Når først den nye lillesøster er der, vil han ikke undvære hende, og måske ender han med at blive den person, der bare skal beskytte sin lillesøster for alt i verden. Det kan godt ske der går et stykke tid, men lad ham endelig bruge den tid der skal til.. :kram

[blomst27]

Hejsa,

Min soester er 8 aar yngre end mig, saa det er jo ikke SAA meget, men stadig ikke det helt normale paa 2 aar ;)

Jeg kan ikke rigtig huske hvordan jeg reagerede da jeg fandt ud af jeg fik en soester, men jeg ved til gengaeld at hun blev min oejesten da hun blev foedt!!! :loveshower

En 17 aarige dreng, og jeg tror her kan man generalisere er jo ikke interesseret i graviditet etc, de har andre ting at taenke paa og det jo helt normalt, men jeg tror, som de andre, at naar han ser hende, en lille hjaelpeloes baby der har brug for sin familie, saa kan han ikke staa for hende, maaske ikke fra dag 1, men det skal nok komme.

Gi ham plads til at vaere sammen med hende, holde hende etc. saa han ikke foeler han ikk er god nok til at bade hende, holde hende etc. men giver ham en foelelse af at han rent faktisk er super god til dette og baby nyder f.eks at blive badet af ham- der greaeder de faerreste jo;) Saa mit "raad" at inkludere ham fra starten af, at den lille baby ogsaa har "brug"for hans opmaerksomhed og gi dem begge to plads til at laere hinanden at kende :)

Held og lykke, det skal nok gaa soede!!! :kram

[reka]

jeg har søskende der er hhv. 2.5, 12 og 14 år mellem os, hvor jeg er den ældste.

jeg har fået fortalt og kan egentlig huske episoder hvor jeg havde meget store problemer med min første søster dette skyldes helt klart at jeg gik fra at være enebarn til at skulle dele pladsen og opmærksomheden. faktisk hang dette ved til at jeg flyttede hjemme fra (som 18 årig)ellers havde jeg egentlig aldrig gidet hende, hvad var totalt synd for hun ville gøre alt for min bekræftelse.

med de to efternølere, kan jeg desværre ikke huske hvordan jeg havde det med det at mor var gravid, men det er ikke noget jeg var ked af, men måske til tider irriteret over for folk havde det med at spørge "er det så din mor OG far" og det kan jeg huske at jeg syntes var ret pinligt (problemer får heldigvis et andet perspektiv senere i livet)

men som jeg ser det nu elskede jeg mere de to sidste end min ældste søster, mens vi var børn. men havde et helt andet forhold til mine søskende grundet aldersforskellen og kunne godt lide at "passe på" de to små, hvor det kunne jeg ikke rigtig med søsteren der også gik sammen med venner jeg kunne havde haft.

I dag elsker jeg jo alle mine søskende lige meget, og har fået et kanon forhold (venindeagtigt tiltider) med min største søster.

ved godt at jeg ikke kommer med et svar som sådan, men håber at kunne give et billed af hvordan man godt kan have det og hvordan man også kan ændre helt holdning i løbet af lidt tid.

:balloons :goodluck

[Guest]

Altså Sags, du er simpelthen en fantastisk mor, tænk sig alt det du gør for dine børn!

Jeg ved din søn har haft det lidt svært men du gør så meget godt for ham og det er det der tæller i længden.

Det jeg umiddelbart tænker er at han har lidt svært ved forandringerne, det ér svært for en ung fyr, som din søn jo er ved at være, at forholde sig til en lille baby og ens mors graviditet m.m. Men tag da og snak med ham, ikke spørge hvorfor eller hvad der gør det svært, men acceptere at det er sådan han har det. Spørg ham stedet HVORDAN i kan komme igennem det bedst muligt, fordi du ønsker at HAN har det godt. Så er fokus fremadrettet og løsnings orienteret, og min erfaring siger mig at det ofte er lettere for fyre/drenge/mænd at snakke om det, frem for det der foregår inden i.

Men det er dig der kender ham bedst så jeg tror du selv ved om det ville kunne fungere.

Og mon ikke de andre har ret i at når først hun kommer så elsker han hende? Det der familie bånd skal man ikke under vurdere.

[Forunderligt]

.

[rusternille]

Hej Saga, -jeg har ikke rigtig nogen erfaring med sådan noget... Men sidder og tænker over at det nok ikke handler så meget om at der kommer en lille ny, men mere om at der sker forandringer, -han er ved at blive 18 (som jo anses som omdrejningspunktet til voksen) og dette kan vel godt ses som meget skræmmende, at du er gravid forstærker det pres han måske føler ligger på hans skuldre til at blive voksen.. Tanker om hvor længe han kan få lov til at blive i jeres hus, eller måske føler han selv at han bør give plads! -men inden i er han nok ikke klar (det er vi vel de færreste der er som 17-18 årig), selvom han ikke har det store behov for sin moar mere, så kan det alligevel være ret så skræmmende at tænke på at hun ikke er det samme for en mere (det er du jo absolut, men jeres forhold ændrer sig jo gevaldigt i ungdomsårene) Og mon ikke den lille nye minder ham kraftigt om alle de splittede følelser man har til sine forældre i den alder??

Jeg tror bestemt ikke at han vil lade den lille mærke hans følelser på det punkt, og han skal nok knuselske hende!

Hvad angår dig, så gør du helt sikkert alt hvad du kan og bør og er en fantastisk mor, -det er bare svært at være i den alder, og der er sindsygt meget der flyver rundt i hans hovede :(

Stort :kram herfra, det hele skal nok løse sig når han har en så omsorgsfuld mor :D

[Maybe]

jeg har søskende der er 7, 13 og 16 år yngre end jeg.

I dag er jeg glad for dem, og har været en del af deres opvækst og er hvad jeg i dag vil kalde ½ søster ½ mor, dvs. at jeg tit bidrager med gode råd og snak om fremtiden, og at jeg stadigvæk er så ung at jeg kan forstå det at være ung.

når men med den på 7 år imellem blev jeg meget glad, dog udviklede det sig til et helvede for mig da barnet kom, jeg følte jeg mistede alt, den lille smugle opmærksomhed der i forvejen ikke var for af, og jeg følte mig meget alene.

da den første kom på 13 år imellem, blev jeg tosset, og skældte min mor ud, jeg kunne nemlig ikke lide hendes kæreste, óg med go grund har det senere vist sig.

Da nr. 3 kom på 16 år imellem, var det samme tur, men jeg holdt da af dem. men tænkte også OMG nu må kvinden bare stoppe, jeg er ved at få nok af hel- halv- og bonussøskende. Jeg savnede trykhed, forståelse og imødekommendehed.

jeg ved godt det ikke var noget jeg skulle bestemme, men jeg kan måske godt følge dig søn lidt i at, nu er vi altså mange. Jeg ved ikke med hans far, men der er måske også bonussøskende der skal tages hensyn til?

jeg vil så sige at den dag i dag elsker jeg mine søskende og især de 2 "små" har jeg et godt forhold til, især den hvor der er 13 år imellem, vi kan få os nogen heftige gode debatter om samfundet og fremtiden.

jeg kan kun sige hvad jeg selv trængte til.

Jeg trængte til at min mor brugte lidt tid på mig og kun mig, ingen små søskende på slæb, eller kæreste der skulle med, jeg taler ikke om fede oplevelser eller andet, bare det at være kun os, over en god film, eller en kop te og kage.

men held og lykke med det hele :)

[Michelle]

Nu ved jeg ikke hvor gammel du er. Men da jeg var på alder med din søn, ville jeg syntes at det var pinligt hvis min mor skulle til at have en mere..Pga jeg ville synes at hun var for gammel i mine øjne ' hvis det giver mening' Men tror det bliver mere og mere normalt idag, hvor der både er dine og mine børn..

[Filikus]

Jeg har ingen forstand på det eller kendskab til det. MEN har læst et sted at teenagebørn kan have det rigtig svært ved at mor er gravid, da det jo indebærer at mor har et aktivt sexliv. Og ja, kan da ikke finde noget mere ulækkert når man er teenager.

Tænker at han får et andet forhold til det hele når baby kommer, det er mere realistisk og nemmere at forholde sig til baby uden for maven.

[Forunderligt]

.

[tsecret]

Min ældste storebror er 12 år ældre end mig - så det er jo alligevel noget mindre end der er mellem din søn og lillesøster.

De første år af mit liv havde min storebror ikke så meget med mig at gøre - han siger selv at han syntes der var så mange der forkælede mig, så det behøvede han ikke at være en del af. Jeg tror nok kærligheden var der, han var bare meget anderledes i sit forhold til mig, end min anden storebror (10 år ældre, som glædeligt passede mig alt det han kunne og fik mig til at forgude ham).

Men fra ca. 5 års alderen begyndte vores forhold at ændre sig, og han begyndte at blive en større del af mit liv. Da jeg blev teenager havde vi de vildeste skænderier - så på den måde føler jeg, at jeg har haft en helt normal barndom med søskendekærlighed og søskendeuenighed som alle andre - på trods af at jeg er en efternøler ;) I dag, hvor vi begge er voksne, har vi det mest fantastiske forhold og vi glæder os til hver gang vi skal se hinanden.

Jeg er sikker på, at det kommer til at gå godt med dine børn og deres forhold til hinanden. Du er opmærksom på det og vil gøre hvad du kan for at hjælpe forholdet. Din søn har allerede sat ord på sine forbehold - og det er jo meget bedre end at han går helt selv med det. Lad ham beholde de forbehold - jeg tror det kan være sundt nok. Forvent ikke mirakler lige med det samme hun bliver født - måske er han typen ligesom min storebror, at det først bliver sjovt når han bedre kan interagere med sin lillesøster? Uanset er jeg sikker på at det nok skal komme på et tidspunkt - så længe du giver ham tid og plads - og masser af opmærksomhed som din søn og ikke kun som den nye storebror.