Oprettet December 16, 2010 Jeg har svært ved at fejre fødselsdag, også fordi min "ikke biologiske" morfar døde på dagen, for 15 år siden. Og også fordi min 30 års fødselsdag gik op i hat og briller, da familien røg i et skænderi, om hvorvidt min far var en god far eller ikke. Nu er det 10 år siden og jeg besluttede mig for at det ikke længere skulle overskygge det hele og jeg holdte derfor min fødselsdag i god stil. Og det gik smadder godt. Det var en super aften! Men i går havde jeg så rigtig fødselsdag. Det der betyder allermest for mig er at nogen kommer ind og siger "Der er morgenmad" og så er der en gave og tændt stearinlys og æg og brød. Men hvert år bliver jeg skuffet. Manden har altid haft en undskyldning af en eller anden karakter. Og det er ikke fordi han ikke kan lave morgenmad. Det går fint i weekenderne. Og hvert år når han har sin undskyldning, fortæller jeg ham at jeg er skuffet og ked af at han ikke lige kunne gøre den ene ting. Sidste år fik han det gjort og det var en stor glæde. I år havde jeg nok for store forventninger, for nu blev jeg jo fyrre. Men morgenen gik ikke efter mit eller mandens hoved. Lillemanden vågnede kl. 5:15 og manden var så træt. han satte ham ud i køkkenet og lagde sig til at sove igen. Men hvert 2. sekund råbte lillemanden at han manglede et eller andet. Ligepludselig var klokken 7 og så råbte han at jeg skulle komme ud i køkkenet. Lyset var tændt, der stod en kop kaffe og ikke andet. Der var ingen gave. Det var også ok, for jeg havde jo fået en gave om lørdagen. Men ej heller en tegning fra lillemanden. Det plejer jeg jo at opmuntre ham til at lave når farmand har fødselsdag. Så altså ingenting, bare kaffe. Men så er man jo dum og går hele dagen og håber på et eller andet. F.eks. en blomst. Og blomst kom der. Fra min moster og onkel. Det viste sig også at han havde sagt ja til at tage en vagt, så han skulle arbejde aften og nat. Men det fik jeg ham til at lave om. Heldigvis fik jeg besøg af en god veninde, der havde morgenbrød med og om aftenen hentede vi kina mad og kørte ud til mine forældre med det og det var hyggeligt. Vi var hjemme kl. 20 og så så vi bare et afsnit CSI og så gik jeg i seng. Men jeg var bare så ked af det. Jeg havde hele dagen håbet på bare en lille ting fra ham. Bare en lille sød seddel eller noget. Jeg fortalte ham jeg var ked af det og skuffet. Og det var han ked af... Men det er han jo hvert år. Og selvom jeg elsker ham og ikke nogensinde vil forlade ham, så er jeg bare så ked af at resten af mit liv skal være sådan, at der ALDRIG er højdepunkter. Det er 6 år siden han sidst lavede noget for min skyld. Det var også sødt. Han ringede til chefen og bad om at jeg fik fri en dag, så vi kunne tage på en 3 dages tur. Og jeg ved godt at man ikke må være skuffet og at det er ufint at jeg er det. Men det sidder bare så dybt i mig at jeg er ked af det. Jeg laver altid morgenmad til ham og arrangerer ting der gør ham glad. Hvordan får jeg mig taget sammen til ikke at lægge så meget i sådan en dag? (Beklager hvis det blev lidt langt) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 Jeg har svært ved at fejre fødselsdag, også fordi min "ikke biologiske" morfar døde på dagen, for 15 år siden. Og også fordi min 30 års fødselsdag gik op i hat og briller, da familien røg i et skænderi, om hvorvidt min far var en god far eller ikke. Nu er det 10 år siden og jeg besluttede mig for at det ikke længere skulle overskygge det hele og jeg holdte derfor min fødselsdag i god stil. Og det gik smadder godt. Det var en super aften! Men i går havde jeg så rigtig fødselsdag. Det der betyder allermest for mig er at nogen kommer ind og siger "Der er morgenmad" og så er der en gave og tændt stearinlys og æg og brød. Men hvert år bliver jeg skuffet. Manden har altid haft en undskyldning af en eller anden karakter. Og det er ikke fordi han ikke kan lave morgenmad. Det går fint i weekenderne. Og hvert år når han har sin undskyldning, fortæller jeg ham at jeg er skuffet og ked af at han ikke lige kunne gøre den ene ting. Sidste år fik han det gjort og det var en stor glæde. I år havde jeg nok for store forventninger, for nu blev jeg jo fyrre. Men morgenen gik ikke efter mit eller mandens hoved. Lillemanden vågnede kl. 5:15 og manden var så træt. han satte ham ud i køkkenet og lagde sig til at sove igen. Men hvert 2. sekund råbte lillemanden at han manglede et eller andet. Ligepludselig var klokken 7 og så råbte han at jeg skulle komme ud i køkkenet. Lyset var tændt, der stod en kop kaffe og ikke andet. Der var ingen gave. Det var også ok, for jeg havde jo fået en gave om lørdagen. Men ej heller en tegning fra lillemanden. Det plejer jeg jo at opmuntre ham til at lave når farmand har fødselsdag. Så altså ingenting, bare kaffe. Men så er man jo dum og går hele dagen og håber på et eller andet. F.eks. en blomst. Og blomst kom der. Fra min moster og onkel. Det viste sig også at han havde sagt ja til at tage en vagt, så han skulle arbejde aften og nat. Men det fik jeg ham til at lave om. Heldigvis fik jeg besøg af en god veninde, der havde morgenbrød med og om aftenen hentede vi kina mad og kørte ud til mine forældre med det og det var hyggeligt. Vi var hjemme kl. 20 og så så vi bare et afsnit CSI og så gik jeg i seng. Men jeg var bare så ked af det. Jeg havde hele dagen håbet på bare en lille ting fra ham. Bare en lille sød seddel eller noget. Jeg fortalte ham jeg var ked af det og skuffet. Og det var han ked af... Men det er han jo hvert år. Og selvom jeg elsker ham og ikke nogensinde vil forlade ham, så er jeg bare så ked af at resten af mit liv skal være sådan, at der ALDRIG er højdepunkter. Det er 6 år siden han sidst lavede noget for min skyld. Det var også sødt. Han ringede til chefen og bad om at jeg fik fri en dag, så vi kunne tage på en 3 dages tur. Og jeg ved godt at man ikke må være skuffet og at det er ufint at jeg er det. Men det sidder bare så dybt i mig at jeg er ked af det. Jeg laver altid morgenmad til ham og arrangerer ting der gør ham glad. Hvordan får jeg mig taget sammen til ikke at lægge så meget i sådan en dag? (Beklager hvis det blev lidt langt) Puhh jeg kender det kun alt for godt, det du skriver om der... Vi kvinder hopper på tungen for at vores mænd skal få en fantastisk dejlig fødselsdag og vi gør det for dem, lige præcis som vi gerne selv ville have, at de gør for os... Går din mand meget op i sin egen fødselsdag? Min mand gør ikke, han hader at blive ældre og vil helst bare glemme dagen helt og holdent (han bliver 30 til januar) og derfor kan han ikke se grunden til at gøre noget specielt ud af min fødselsdag heller... Han synes nok i bund og grund, at det er lidt noget pjat, at jeg gerne vil fejres, men jeg har jo været vant til hjemmefra, at når jeg er stået op om morgenen, så har alle mand været oppe, morgenmaden står på bordet (omend det kun var havregryn og cornflakes på hverdage), der har været tændt lys for mig og ligget gaver på bordet. Dertil hørte også, at man måtte bestemme, hvad aftensmaden skulle bestå af, men det gør jeg jo alligevel hverdag nu, så denne dag kan jeg da få lov til at lave alle mulige fede nye retter uden hans brok ;) Det har jeg også haft svært ved at undvære, men sådan er min mand bare ikke... Jeg har så fundet ud af, at når jeg gør noget ud af hans fødselsdag, så er det i bund og grund fordi, jeg gerne vil have det gengældt og det er jo ikke helt fair, når han egentlig bare gerne vil have sig frabedt al den opmærksomhed. Han synes da, det er hyggeligt, men det kunne lige så godt være en helt almindelig hverdag for ham og det at jeg forventer, at han så vil gøre det samme for mig, det må jo stå for min egen regning et eller andet sted. Det lyder hårdt og uretfærdigt, men i bund og grund bør man jo ikke gøre noget for andre i den forventning om at få noget igen. Jeg har skruet ned for alt hurlumhejet omkring hans fødselsdag og det samme med mine forventninger ned til ham omkring min egen fødselsdag - så skete der faktisk det dejlige sidste år, at han overraskede mig totalt og jeg havde en rigtig god dag og det var en dag, som han også synes var dejlig at planlægge for mig... Håber det kan sætte tingene i et lidt andet perspektiv, for jeg forstår udmærket, at du er ked af det og skuffet. Jeg har så tit været dig og du skal helt bestemt have en :kram2 med på vejen... Du kunne også bare gøre gode ting for dig selv på sådan en dag - vi er jo ikke for gode til at værne og pleje om os selv i forvejen, så kunne du måske lave en tradition ud af at gøre det til en årlig selvforkælelsesdag og så lade manden stå med den lille derhjemme, mens du nyder DIN fødselsdag... Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 Først lige et :kram2 og et tillykke med fødselsdagen.. Jeg synes ikke du skal have dårlig samvittighed over at du føler sådan, det er helt fair og okay at du gør det.. Hvert år til hans fødselsdag sørger du jo for "de små ting" til hans fødselsdag som gør en kæmpe forskel og han elsker det jo med garanti. Jeg må ærligt indrømme at hvis det var mig der stod i dine sko, så ville jeg allerede nu melde ud, at til hans næste fødselsdag, ville jeg IKKE sørge for de ting til ham. Ikke ment som en hævn, men mere for at han kunne få øjnene op for, hvor trist det er, når de ting ikke er der. Ting han tager for givet og ikke er klar over hvor meget betyder, også for ham. (At der så måske nok ville dukke lidt forkælelse op om aftenen, efter at pointen er sunket ind, er så en anden ting - jeg ville nok ikke helt kunne lade være ;) ) :kram Maria Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 Jeg tog for et par år siden en lang snak med min mand. At når jeg gjorde noget specielt fik jeg tak / ros, men de daglige ting fik jeg aldrig tak / ros for. Jeg prøvede derfor at lade være med at gøre rent i en uge (hvor han ikke havde tid) og da jeg så gjorde det blev han så glad og jeg fik masser af tak og ros. Forklarede ham så at jeg fremover ikke vil gøre rent, vaske tøj, købe ind osv. i lang tid - hvis det er den eneste mulighed for at jeg får anerkendelse for det jeg gør. Det hjalp! Han indså at alle de små daglige ting ikke blev værtsat nok, og så begyndte han at sende søde sms, lægge en lille seddel, tegne hjerter på vores køleskab, sende en buket blomster ind imellem osv. Jeg ELSKER det!!! Ind imellem skal han lige mindes om det men så plejer han at være god til at huske det igen. Det er ikke hver dag, men ca. en gang om ugen der er et eller andet (blomster dog kun et par gange om året, men så er det til gengæld også butikkens største!) Jeg ved ikke om sådan en metode med efterfølgende snak vil virke på din mand? Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 Ved du hvad, Pernille? Jeg var denundelyneme også blevet superduper skuffet! Og jeg var blevet sur og vrissen! Og det er muligt at man så er en tøs, men på ens 40 års fødselsdag, der har ens bedre halvdel sgu bare at oppe sig lidt, hvis han ikke gør det ellers. Fra mig får du alle de kram, du vil have! :kram :kram :kram :kram :kram :kram :kram Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 Øv :kram kan helt sikkert godt forstå du er skuffet, og især når han ved hvor meget det betyder for dig, du beder jo ikke om dyre gaver, men bare den ene gang om året lidt forkælelse og opmærksomhed. Hvis det var mig ville jeg simpelthen boykotte alt på hans fødselsdag næste gang, vise ham at det skal gå begge veje, når det var gjort ville jeg sætte mig ned og tage en snak med ham om hvor vigtigt det er at gøre lidt for hinanden engang imellem, for ligesom at vise at man stadig elsker hinanden :) jeg har heldigvis selv en mand der forkæler mig i hoved og mås, og det går selvfølgelig også den anden vej, men jeg syntes også det er sådan det bør være, når man er to mennesker der elsker hianden og har valgt at leve livet sammen. han skulle haven nogle :klap og du skal have et stort :kram Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 Jeg tog for et par år siden en lang snak med min mand. At når jeg gjorde noget specielt fik jeg tak / ros, men de daglige ting fik jeg aldrig tak / ros for. Jeg prøvede derfor at lade være med at gøre rent i en uge (hvor han ikke havde tid) og da jeg så gjorde det blev han så glad og jeg fik masser af tak og ros. Forklarede ham så at jeg fremover ikke vil gøre rent, vaske tøj, købe ind osv. i lang tid - hvis det er den eneste mulighed for at jeg får anerkendelse for det jeg gør. Det hjalp! Han indså at alle de små daglige ting ikke blev værtsat nok, og så begyndte han at sende søde sms, lægge en lille seddel, tegne hjerter på vores køleskab, sende en buket blomster ind imellem osv. Jeg ELSKER det!!! Ind imellem skal han lige mindes om det men så plejer han at være god til at huske det igen. Det er ikke hver dag, men ca. en gang om ugen der er et eller andet (blomster dog kun et par gange om året, men så er det til gengæld også butikkens største!) Jeg ved ikke om sådan en metode med efterfølgende snak vil virke på din mand? Ej hvor kan du altså bare skrive tingene på den helt rigtige måde!! Jeg har siddet og kigget på Pernilles tråd her i lang tid... Og haft svært ved at formulere et svar... Og så kommer du der og skriver alt det jeg tænker... :loveshower Jeg har nemlig haft det på samme måde... Følte jeg gjorde SÅ meget for at gøre manden glad hver dag... Både store og små ting... Og fik bare ikke særlig meget igen... Jeg har snakket med ham om det af flere omgange... og nu er vi nået dertil, hvor jeg føler jeg bliver præcis lige så forkælet, som jeg forkæler ham (ikke fordi vi holder styr på det på en blok eller noget :D ... Men jeg føler mig værdsat) Og manden nyder det jo egentlig... Han har en glad og lykkelig kone... OG han bliver forkælet :) -------------------------------------------------------------------------------------------------------- Men søde Pernille! :kram2 Jeg kan GODT forstå du er skuffet over ham... Du beder jo ikke om alverden... Prøv at snakke med ham om det, og hvis du har muligheden, så giv ham lidt af samme skuffe. Jeg tror ærlig talt der er mange mænd, som ikke aner hvor meget der egentlig bliver gjort for dem... Og mange mænd har jo sådan en lidt "bonderøvs-holdning" hvor de bliver sure hvis andre mænd giver konen blomster el. lign. for "du skal sgu ikke give dem gode ideér... Så tror de bare alle mænd skal give blomster" (sagt med dyb manderøvs-stemme ;) ) Jeg ved ikke rigtig hvad jeg ellers skal sige... Men jeg kan virkelig godt forstå dig, og du er ikke spor urimelig!! :kram2 Hvis bare man kunne forklare de mænd hvor meget det EGENTLIG betyder for os med de her :loveyou Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 Kan virkelig godt følge dig søde... og kan godt forstå du er skuffet... Lige disse dage har jeg det på akkurat samme måde :( Jeg VIDSTE at der helt sikkert IKKE ville ske noget specielt da vi havde bryllupsdag i juni (grundet dyreskue og han skulle arbejde)... det var bare en lang weekend :/ MEN så havde jeg sgu os forventet han gav en lille gave eller noget i forgårs... :( Jeg gav ham en gave - mens vi stod og lavede mad (han fik en fin dyr filofax kalender) - han virker ikke særlig glad for den.. så det er jo bare super fedt... :( Der dukkede INGENTING op til mig.. men tænkte det kom nok i går så - da vi jo skulle til københavn og bare have en hygge dag... Men nej... INTET - det var kun med nød og næppe jeg fik ham overtalt til vi kunne gå på Jensens bøfhus og spise aftensmad... Hold da ferie hvor føler man sig "glemt"... KÆMPE kram til dig søde... Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 Åhhhh hvor jeg føler med dig Pernille :kiss: Du har al ret til at være sur, især når han VED det betyder noget for dig at få en tegning fra jeres søn, plus blomster eller gave... Men ak...jeg har ikke de gyldne råd, for min mand er fuldstændig magen til :( Jeg får ikke engang kaffe!! :( Her hjælper det heller ikke at lade være med at gøre rent - vaske tøj etc. Han ser ikke bunkerne :( Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 Tak for jeres gode svar piger og I kan tro at jeg er glad for at høre at det ikke kun er mig der bliver ked af det her. Jo manden går rigtig meget op i hans egen fødselsdag. Det skal helst være sådan at huset bliver fyldt op med venner, men da de bor for langt væk, så vil han gerne at jeg laver den helt store menu til hans familie. Og jo morgenmaden er vigtig MEGET! Så det er mig uforståeligt hvorfor han ikke gør det samme for mig. Den snak, tog jeg mig med ham i går. For ellers kunne jeg ikke være glad om aftenen hvis ikke jeg fik luft. Så han fik det råt for usødet. Og han er bestemt ked af det og flov over det. Var jeg i hans sko. ville jeg snarest komme med et eller andet frisk forsøg, på at glæde modparten. Men ak vi har været det igennem før. For det er det samme på vores bryllupsdage og årsdage. Manden gør intet ud af noget. Men ih han ville så gerne gøre det godt, men så kom der lige det og det i vejen. (Det gælder desværre også sex - samme undskyldning - han vil så gerne, men sååå er han jo lige træt osv.) Og jeg tror I har ret. Den eneste vej for mig, er at vise ham hvordan det føles at ingen har gjort noget for en. Som f.eks. Stina siger, intet tøj er vasket osv. Næste år til hans fødselsdag vil jeg se om jeg kan lade være med at stå op og gøre noget ud af det. Og han kan selv arrangere sin egen fødselsdag. Men der skal jeg nok hjælpe ham, for han hjalp også mig ved min. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 Ummm han kom hjem med en pakke toffefee som plaster på såret. Det gør mig lidt gladere Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 Min søde Pernille - jeg var virkelig også blevet gal!!! En ting er en "ikke rund" fødselsdag, men en anden ting er altså en rund en af slagsen, så kan man altså godt forvente lidt mere. Herhjemme er det faktisk kun mig der fastholder traditionerne (det vil sige min mors, for de var så hyggelige) og det kan jeg kun blive skuffet over! For Dennis er ikke min mor, og jeg kan heller ikke forvente han gør for mig som jeg gør for ham, han er simpelthen ikke skabt til det der. Jeg skal selv vække ham for at lave morgenmad på min fødselsdag - sådan er det, men det er en kamp hver gang. For jeg forventer noget jeg ikke får, desværre! Men han forsøger så at gøre resten af min dag hyggelig! Åhhh en lang smøre, men jeg håber du forstår, og det er ikke noget ondt ment! Men vi forventer måske for meget af vores mænd og derfor bliver vi skuffede! :( Godt du fik lidt at opmuntre dig på min skønne! Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 David har aldrig serveret morgenmad på sengen til min fødselsdag Hvis han overhovedet er hjemme siger han tillykke og så suser han ud og gør sig klar til jobbet.. Er han ikke hjemme ringer han og siger tillykke. I år var min gave en buket blomster som også skulle gælde for vores bryllupsdag, som er dagen efter min fødselsdag *ss* Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 Min søde Pernille - jeg var virkelig også blevet gal!!! En ting er en "ikke rund" fødselsdag, men en anden ting er altså en rund en af slagsen, så kan man altså godt forvente lidt mere. Herhjemme er det faktisk kun mig der fastholder traditionerne (det vil sige min mors, for de var så hyggelige) og det kan jeg kun blive skuffet over! For Dennis er ikke min mor, og jeg kan heller ikke forvente han gør for mig som jeg gør for ham, han er simpelthen ikke skabt til det der. Jeg skal selv vække ham for at lave morgenmad på min fødselsdag - sådan er det, men det er en kamp hver gang. For jeg forventer noget jeg ikke får, desværre! Men han forsøger så at gøre resten af min dag hyggelig! Åhhh en lang smøre, men jeg håber du forstår, og det er ikke noget ondt ment! Men vi forventer måske for meget af vores mænd og derfor bliver vi skuffede! :( Godt du fik lidt at opmuntre dig på min skønne! Tak Tina Jo i dag blev så en god dag. Jeg købte en bluse til mig selv. Inviterede min mor på stjerneskud og fik 2 flasker vin fra vores bank :) og jeg havde fået 1000 kr. fra min biologiske morfar og mormor og de blev brugt på en ny læsepen :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 jeg har ikke så meget at sige, andet end at jeg sender et trøste :kram Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 jeg har ikke så meget at sige, andet end at jeg sender et trøste :kram :kram2 :kram2 Tak søde Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 Har du set mit indlæg?? Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 Har du set mit indlæg?? nej det havde jeg ikke. Suk stakkels dig. :kram :kram :kram (men bare rolig, jeg ville læse tråden igen i morgen hvor jeg er mere frisk) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 :kram til dig Pernille - uden at skære alle over en kam så tænker jeg bare .. Mænd! De fås så i forskellige grader og nogle af os er mindre heldige end andre hvad den slags betænksomhed angår <_< :rolleyes Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2010 :kram til dig Pernille - uden at skære alle over en kam så tænker jeg bare .. Mænd! De fås så i forskellige grader og nogle af os er mindre heldige end andre hvad den slags betænksomhed angår <_< :rolleyes Tak Louise - ja det ved jeg. Og jeg bliver også så sur på mig selv over at jeg beklager mig, når han nu er så sød at komme med the og knækbrød her til aften og nulre mine fødder i sofaen Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 17, 2010 :kram Jeg kan absolut godt forstå, at du er/var ked af det og skuffet! Man skal da fejres og nusses om på sin fødselsdag! :kram Det undrer mig lidt, at han ikke kan finde ud af det på din fødselsdag, når han godt kan finde ud af at nusse om dig ellers (med te knækbrød, toffifee og tå-nulren og det :)). Kunne det tænkes, at han måske troede at du helst ville glemme din fødselsdag? (Nogle kvinder er jo touchy med de runde fødselsdage... Og ja, også mænd) Kunne det være noget med, at han ikke helt ved, hvad han skal gøre på din fødselsdag? Altså, hvad der er "for meget"? En anden i tråden nævnte bonderøvs-attituden med at man som mand ikke skulle forkæle for meget - måske hænger det lidt i ham at hele fødselsdagsmorgenmaden lidt er en kvindeting. Ikke forstået på en "Han vil have og du skal give"-måde, men måske er han bange for at gå over stregen, og pludselig stå med blondeforklæde på og med hjemmelavede blomsterdekorationer? ;) Han kunne måske også frygte, at han havde gjort for lidt? Altså, at han ville blive såret, hvis han gjorde noget, og du ikke synes det var nok, og at han så derfor havde det bedre med helt at lade være... Kunne han være stresset eller usikker for tiden? Det ville også forklare, hvis han også hele tiden har en eller anden undskyldning med sex.... Jeg synes, du skal tage dig en nysgerrig snak med ham, måske finder du ud af hvad det er, der bremsede ham. Måske skal han bare have lidt guidance i hvad det perfekte morgenfødselsdagsbord er for dig (det er jo ingen selvfølge at det er det samme, som du giver ham) :) Og så håber jeg, at han gør det bedre næste år!!! :kram Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 18, 2010 Jeg kan også sagtens forstå dig, jeg var også blevet rigtig skuffet :( Men jeg synes der er blevet givet så mange gode råd, så vil blot sende en masse :kram2 Del dette indlæg Link to post Share on other sites
