Erfaringer med 3 børn

[Bima0906]

Hej alle. Vi skal lige om ganske kort tid til at igang med projekt baby nr 3.

Vi har allerede en dreng på snart 6 år og en dreng på snart 3 år. Og jeg er super glad for at vi skal i gang, har været skruk længe men manden skulle også lige med på ideen :-)

Men som alting er nu tingene så er ved at blive virkelighed så tænker man jo over de ting det fører med sig. Er jo bange for at komme til at overse nogen af børnene, hvad med tid og overskud til sig selv og til det at være mand og kone og ikke kun mor og far. Har jo nok alting tænkt at forskellen på at have 2 og 3 børn ikke var så stor som da man gik fra 1 til 2. Og da alderforskellen på mine børn er rimelig stor så vil de store jo være pænt selvhjulpne når den lille kommer. Men samtidig er børnene også på vidt forskellige udviklingstrin så det kræver jo mere af os som forældre at tilgodese alles behov.

Men der må være nogle kloge mødre herinde som hjælpe mig med nogle erfaringer. Hvad er de største glæder og hvad er de største udfordringer ved at have tre børn? Er det meget sværere end blot med to?

Med venlige hilsen forhåbentlig snar mor til tre :-)

[Guest]

Jeg er ikke mor til 3 men har kun den første på vej - men som en del af en søskende flok på 4 hvor jeg er nr 2 i rækken kan jeg da give lidt erfaringer videre fra "børne højden".

Det Aller aller vigtigste er at når det lykkes og i fortæller børnene at der er en lille på vej så SNAK med dem om hvad de tænker og føler og lad dem have lov til at føle at det er lidt træls at skulle dele jer med en mere, og tag derefter udgangspunkt i det og snak om tingene så de føler sig set og hørt.

Tag dem med i planlægningen, spørg dem hvad de syntes fx hvilken bamse de syntes lillebror/søster skal have

Lad dem hjælpe med at pusle og brug tid med dem

Mine forældre tog os med ud på hygge dage alene - uden søstre fx bare mor og mig og en is i centret og hygge i BR og føtex eller hvad vi nu fandt på.

Fortæl dem at de er elskede

Jeg elsker hver og en af mine søstre og har haft SÅ meget ud af dem, min storesøster er fra 81, jeg er fra 83, så har jeg en søster fra 89 og en fra 94 - så der er STOR alders spredning mellem os, men vi har godt nok haft meget godt ud af hinanden på tværs af alder. Mine forældre havde meget alene tid for ofte legede vi sammen på et værelse, måske hyggesnakkede vi, måske bagte vi en kage sammen, så en film sammen eller fandt på narrestreger sammen. 5 ud af ugens 7 dage blev brugt på hygge og leg - max 2 blev brugt på konflikt håndtering, og nogle gange løste vi det selv.

Vi passede hinanden fra da min storesøster var 13, jeg 11 og Vi har aldrig set det som et problem at være barnepiger for de yngste, det var jo MEGA hyggeligt. Men det er jo ikke sikkert dine børn vil se det på sammen måde.

Den sværeste rolle i en søskende flok er nok den/de mellemste - det er altid enten den yngste eller ældste - den mellemste kan have en usynlig rolle i børneflokken. Det skal i lige være opmærksom på. Og så skal i også tænke over at selvom den ældste er ret selvhjulpen så har han stadig brug for jer og jeres opmærksomhed og for at være lille engang imellem! Det er røv at lillebror/søster bliver puttet og sunget for, men DU er så stor så det behøver DU ikke - nej men man kan kan godt have lyst til den opmærksomhed alligevel!

håber du kan bruge mine svar :)

[Bima0906]

Majs:

Ja det kan jeg i hvert fald. Det er da rigtig rart at høre fra barne-siden af også. Og nogle rigtig gode betragtninger, mange tak :super

[Mommy]

Jeg følger lige lidt med her, da jeg også snart er mor til 3 :biglove

Åhh Majs, jeg kom sgu helt til at tude da jeg læste dit indlæg. Jeg har selv haft mange af de samme tanker som du beskriver. Jeg har selv "kun" en lillesøster, så jeg har altid været den ældste. Der er ingen i vores familie, der har været den mellemste og den der kunne blive glemt. Så det er bestemt noget jeg skal være opmærksom på nu hvor den lille kommer til jan/feb 2013. Vores yngste søn er på det tidspunkt kun knap 3 år, så han er stadig "lille" og vil helt sikkert have meget brug for mor og far. Den ældste er 5½ når babyen kommer, så der er også rigtig mange ting han stadig skal have hjælp til. Jeg håber virkelig jeg vil kunne se alle de individuelle behov de har og at vi kan finde en god måde, så alle børn får den portion opmærksomhed og alene tid de har brug for :kram

[Guest]

Bare det at i gør jer tanker om det syntes jeg viser at i er nogle gode mødre!

Jeg er glad for at i kan bruge mine erfaringer til noget så jeg tilføjer lige noget (take it or leave it ;) )

Der er forskel i en søskende flok:

Den lille vil altid være den lille - når jeres ældste er 6 år er de SÅ store og kan klare en masse selv, men når jeres yngste bliver 6 år er i stadig over dem som en høg :lol sådan vil det altid være - man har et lod i livet og det lod lever man med :lol

I min familie har jeg og min storesøster oplevet en større frihed og en tillid, som min mor aldrig rigtig tillægger min yngste søster - SELVOM hun fuldt ud fortjener det. og min anden lillesøster har også min mor hængende konstant, ikke fordi hun ikke stoler på mine søstre, men hun skal da LIIIIGE se hvordan det går og LIIIIGE give et råd med på vejen. Min storesøster og jeg ser dem næsten aldrig. Det er ikke fordi mine forældre elsker os forskelligt, men fordi (især) min mor har været mor med hjemmeboende børn i 31 år - tror det er svært at slippe DEN rolle!

Men der er ingen af os der har sure miner over det - vi har hver især fået nogle ting med på vejen som VI er stolte af, og det skal I have i baghovedet - selvom i kommer til at lave fejl hen af vejen så er i stadig gode mødre - en fejl kan ALTID korrigeres og bare i elsker jeres børn lige meget så er der ikke noget at sætte en finger på!

Mine forældre har lavet MANGE fejl gennem min barndom, men det er ikke det jeg husker - jeg husker mest alt det gode og det sjove. Og her i graviditeten har jeg egentlig ikke tænkt så meget på hvad jeg vil gøre anderledes end mine forældre (selvom der helt sikkert er meget) men mere på alt det jeg vil gøre LIGE som mine forældre.

Håber i syntes at det at have 3 børn er super fantastisk - jeg vil i hvert fald gerne give mine børn noget af det samme med på vejen som jeg fik ved at have mange søstre (4 børn bliver det DOG ikke - men det er mest fordi min mand kun vil have 2 MEEEN jeg skal nok få ham overtalt til 3 :badgirl , min ene søster og hendes mand (som er den ældste i en søskende flok på 4)vil gerne have mellem 3 og 6 :lol så det har ski nok været meget fedt at være mange :whistling )

[pigebørn]

Jeg er så heldig at have 3 børn - 3 piger på 6 år, 4 år og 9 mdr. Jeg syntes det var piece of cake at få den første, afsindigt hårdt at få nr. 2 selvom hun var lige så nem at have med at gøre som vores ældste (faktisk syntes jeg det var så hårdt at vi var meget tæt på at droppe den store drøm om at få 3 børn), men det at få nr. 3 gik bare som smurt! En stor del af det var nok også at storesøstrene var så store at de kunne meget selv og så gled lillesøster altså bare ind i familien let og elegant :)

Vi er vældigt opmærksomme på at give børnene individuel tid - med den yngste kommer det jo af sig selv pga. at jeg er på barsel. De 2 store tager jeg så sommetider med ned for at handle hver for sig, en tur til tandlægen sker med hvert barn enkeltvis osv. Det er bestemt også planen at vi vil tage dem alle 3 med på små udflugter hver for sig.

Det er så skønt at se hvordan de 2 store har taget mod deres lillesøster. De er vilde med hende, selvom de selvfølgelig også sommetider bliver trætte af hende, især nu hvor hun kravler over det hele og vil pille ved deres legesager :P Samtidig er tanken om at vores familie nu er fuldendt simpelthen så fantastisk - jeg har en stor indre ro når vi alle 5 sidder omkring spisebordet og jeg kan føle langt ind i sjælen at alle mine piger er ønskebørn, men at familien nu er helt komplet!

Det hårdeste er sådan set kun at jeg tror det vil være svært at bede andre om at passe dem alle 3 - altså, vores forældre vil helt sikkert gerne, men jeg tænker at det må være hårdt for dem at have 3 på én gang, så det bliver nok ikke helt så tit som tidliger at vi bryder os om at spørge selv. Men, det er da til at komme over tænker jeg :)

Held og lykke med projektet.

[Bima0906]

Jeg er så heldig at have 3 børn - 3 piger på 6 år, 4 år og 9 mdr. Jeg syntes det var piece of cake at få den første, afsindigt hårdt at få nr. 2 selvom hun var lige så nem at have med at gøre som vores ældste (faktisk syntes jeg det var så hårdt at vi var meget tæt på at droppe den store drøm om at få 3 børn), men det at få nr. 3 gik bare som smurt! En stor del af det var nok også at storesøstrene var så store at de kunne meget selv og så gled lillesøster altså bare ind i familien let og elegant :)

Vi er vældigt opmærksomme på at give børnene individuel tid - med den yngste kommer det jo af sig selv pga. at jeg er på barsel. De 2 store tager jeg så sommetider med ned for at handle hver for sig, en tur til tandlægen sker med hvert barn enkeltvis osv. Det er bestemt også planen at vi vil tage dem alle 3 med på små udflugter hver for sig.

Det er så skønt at se hvordan de 2 store har taget mod deres lillesøster. De er vilde med hende, selvom de selvfølgelig også sommetider bliver trætte af hende, især nu hvor hun kravler over det hele og vil pille ved deres legesager :P Samtidig er tanken om at vores familie nu er fuldendt simpelthen så fantastisk - jeg har en stor indre ro når vi alle 5 sidder omkring spisebordet og jeg kan føle langt ind i sjælen at alle mine piger er ønskebørn, men at familien nu er helt komplet!

Det hårdeste er sådan set kun at jeg tror det vil være svært at bede andre om at passe dem alle 3 - altså, vores forældre vil helt sikkert gerne, men jeg tænker at det må være hårdt for dem at have 3 på én gang, så det bliver nok ikke helt så tit som tidliger at vi bryder os om at spørge selv. Men, det er da til at komme over tænker jeg :)

Held og lykke med projektet.

Puha det letter lidt at høre dig sige sådan, for det er det jeg virkelig håber.

Synes nemlig også at det var supernemt med nr 1, pænt hårdt med nr 2, og så håber vi at nr 3 forhåbentlig bliver knap så svært.

Har også haft tankerne om man skulle droppe ideen om nr tre men jeg føler virkelig ikke at min familie er komplet... Der mangler en :rolleyes og jeg er slet ikke tvivl om at det er meget arbejde og meget jongleren for at kunne varetage alle tre børns behov, men det i siger letter lidt.

Jeg tænker også bare på om vi kan få tid til bare at være mand og kone, men det er nok altsammen et spørgsmål om vilje og planlægning :biglove

[Meyer]

Jeg er så heldig at være mor til tre vidunderlige piger. De er i dag 7, 5 og 3. Da vi gik fra to til tre var de henhold vis 3 og 2 år. Jeg synes det har været nemt at gå fra to til tre der har aldrig været nogen for jalousi dem i melllem.

I dag nyder vi tre piger der bare har så meget glæde af hinanden. Amalie har bare været en del af familien fra dag et. Hun var så også en super nem baby, de to store har elsket hende fra dag et.