mino

Større søskende vil ikke have baby ??

5 indlæg i dette emne

Vores ælste søn på næsten 8 vil absolut ikke have flere søskende som han selv siger så har han nok i en lillebror ( 3år ) de ved ikke endnu at vi skal have en mere til januar det får de af vide efter nf

Jeg er sikker på at når vi når så langt at baby kommer så skal han nok blive glad for den men je er dælme spændt på at skulle sige det til ham vi snakkede lidt om hvis vi fik en baby mere den anden dag og der sagde han at hvis han ikke kunne blive fri så ville han have en lillesøster ;) men nu må vi jo se

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Vi har været igennem det samme. Inden vi startede projekt baby, mærkede vi stemningen af - ikke for at de 2 andre skulle bestemme - men for at vi kunne være forberedt på en situation.

Og ganske rigtigt, vores dreng (på 9) som havde gjort indsigelser, blev rigtig ked af det - da vi fortalte om den lille ny der var på vej.

Vi var meget imødekommende for hans måde at reagere på. Vi spurgte ind til hvilke følelser han havde omkring det, og accepterede at han havde det sådan.

Vi fandt ud af at det hele bundede i, at han synes vores familie var perfekt som den var og derfor ikke skulle ændres. Jeg sagde at jeg så godt kunne forstå at han blev ked af det, og at det var ok at han havde det sådan.

Vi fik en rigtig god snak ud af det - og efter bare knap 10 minutter, hvor han ligesom havde slugt nyheden, vendte hans humør sig. Og efterfølgende er han virkelig glad for at der kommer en lille ny.

Jeg ved at han kan have det lidt svært ved forandringer - og ved at have den viden kunne og kan vi møde ham hvor han er.

For hans følelser og tanker er jo helt ok, vi som forældre skal bare møde ham hvor han er og acceptere det, og hjælpe ham igennem. :)

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har ikke direkte fået den besked fra mine børn. Jeg har i forvejen en dreng på 17 og piger på 15 og 7. Den ældste kan jeg godt mærke er ikke sådan begejstret eller særlig interesseret, så jeg er egentlig lidt spændt på hvordan han vil reagere overfor sin nye lillesøster når først hun er her. Min store pige er for det meste interesseret og spørger til graviditeten og mærker på maven osv. Min 7 årige var den som umiddelbart blev mest begejstret over nyheden, hun har længe ønsket sig små søskende og blev især glad da vi fik at vide det blir en pige. Men der har været lidt "kriser" for hende, hvor hun blev ked af det og ikke syns vi sku få lillesøster alligevel. Så har jeg talt med hende og spurgt ind til hvad der bekymrede hende, og hun har været ret god til at sætte ord på - for hende handlede det om at hun var bange for at blive overset og at alle ville syns at lillesøster var sød og glemme hende. Så vi har talt meget om hvad vi ku gøre, så hun kan lave ting som en stor pige kan og at jeg fx godt kan tale med hende og læse historier selv om lillesøster skal ammes, og at babyer sover meget, så der også blir tid til at lave noget store piger syns er sjovt. Det som var den bedste opmuntring for hende var dog da jeg sagde til hende, at små babyer faktisk syns at børn er meget mere spændende og sjove end voksne, så lillesøster helt sikkert gerne vil lege med hende, og hun kan få lillesøster til at le og kan hjælpe med at passe hende, når hun har lyst. Det glæder hun sig meget til, mærker jeg.

Jeg tænker at vejen frem for jer også blir at snakke meget med jeres søn om det som skal ske, og hvordan I kan sørge for at han ikke føler han mister noget ved at få en lille bror/søster. :goodluck

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg kan huske da min mor ventede nr 4 blev jeg edder spændt rasende, jeg var SÅ ked af at skulle dele mine forældre IGEN. Jeg tordnede ind på værelset og havde vist et mindre hysterisk anfald. Mine forældre snakkede ikke med mig om det og jeg kan huske at jeg ønskede mig at babyen bare forsvandt igen - jeg følte mig usynlig fordi jeg bestemt ikke delte deres glæde.

skæbnen ville at min mor mistede barnet omkring 12 uge - jeg gik helt helt ned fordi det jo helt bestemt var min skyld, min mor græd og jeg turde ikke sige noget så jeg gik med det inde i mig selv - det tog mange mange år før jeg kunne fortælle nogen om det. Har aldrig sagt det til mine forældre.

Da min mor blev gravid igen med min søster bad jeg til gud hver aften om at babyen blev derinde indtil den skulle fødes.

Tjah hvad jeg prøver på at sige er vel at det Nica har gjort ville jeg ønske mine forældre havde gjort. Det kunne have sparet mig for rigtig meget dårlig samvittighed og usikkerhed omkring mig selv og mine følelser og hvilken ret jeg havde til de følelser.

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg kan huske da min mor ventede nr 4 blev jeg edder spændt rasende, jeg var SÅ ked af at skulle dele mine forældre IGEN. Jeg tordnede ind på værelset og havde vist et mindre hysterisk anfald. Mine forældre snakkede ikke med mig om det og jeg kan huske at jeg ønskede mig at babyen bare forsvandt igen - jeg følte mig usynlig fordi jeg bestemt ikke delte deres glæde.

skæbnen ville at min mor mistede barnet omkring 12 uge - jeg gik helt helt ned fordi det jo helt bestemt var min skyld, min mor græd og jeg turde ikke sige noget så jeg gik med det inde i mig selv - det tog mange mange år før jeg kunne fortælle nogen om det. Har aldrig sagt det til mine forældre.

Da min mor blev gravid igen med min søster bad jeg til gud hver aften om at babyen blev derinde indtil den skulle fødes.

Tjah hvad jeg prøver på at sige er vel at det Nica har gjort ville jeg ønske mine forældre havde gjort. Det kunne have sparet mig for rigtig meget dårlig samvittighed og usikkerhed omkring mig selv og mine følelser og hvilken ret jeg havde til de følelser.

Pyha her var da lige et eksempel på hvad man IKKE skal gøre. Ret hårdt at du selv måtte håndtere alle de følelser så tidligt :kram2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Please sign in to comment

You will be able to leave a comment after signing in



LOG IND HER