Hvornår føler du dig voksen?

[Guest Sebastians-mor]

Hvornår føler du dig voksen? :)

Jeg følte at jeg havde fået et enormt ansvar da jeg fik mine børn, men ikke nødvendigvis voksen. Skræmt til tider, gør vi nu det rigtige med de små. Kan også kigge på min søn og tænkte når jeg har en dreng der efterhånden er så stor så må jeg jo være lidt voksen :D

Voksen følte jeg mig for alvor da vi for 2 mdr siden mistede min mands bedste ven. Han begik meget overraskende selvmord. Der følte jeg mig pludselig voksen, på den ikke fede måde, men følte for alvor livet havde lært mig nogle ting. Jeg lærte af den sorg det der kom ind i vores familie og den sorg jeg så hos andre. Der slog det mig i en alder af 33 år, at nu var vi voksne og havde oplevet livets skyggesider for alvor. Ærgerligt at det lige er en dårlig oplevelse der skal få den følelse og ikke en glædelig oplevelse, men sådan var det for mig.

Hvad får dig til at føle dig voksen og kan du huske hvornår du sidst har følt det?

[MforMor]

En god tråd at tage op - det giver anledning til overvejelser.

Jeg kunne godt sige, at jeg følte mig mest voksen, når jeg udfylder de lange rækker af blanketter og formularer og alt muligt andet bureaukratisk.

Men jeg følte mig helt usædvanlig voksen forleden, da jeg tog mig af min mor, som var blevet ked af noget, min mormor havde sagt og gjort. Og dér følte jeg mig faktisk voksen, fordi min mor var så sårbar, og jeg måtte trøste hende. Det vendte ligesom verden på hovedet.

[Guest LouiseB]

Jeg føler mig voksen når...:

Jeg beregner skat, ser opsparingen vokse, og træffer kun gennemtænkte økonomiske beslutninger

Når 95 % af alt på vores badeværelse er mærket sådan:

Når jeg oplever hverdagen som festen i mit liv!

Når jeg er på arbejde, får løn og bliver belønnet for ekstra

Når jeg pludselig er den voksne der bliver spurgt til råds

[Guest Majkat]

Jeg føler mig meget voksen og mor-agtig når jeg kigger på mine varer på kassebåndet i Føtex : marmelade med hello kitty, plaster med junglebogen, æg med Rasmus Klump, riskiks, vådservietter, pålæg som hedder "frække Frederik", shampoo med Mickey Mouse og rugbrød med Pixeline!

[Mette A.]

For mig har det nok været en trist begivenhed, der for alvor har gjort en forskel, ligesom for dig Christina. Da jeg i en alder af 20 år mistede min far til kræft - jeg har altid været fars pige og helt op til at jeg mistede ham sad jeg meget på skødet af ham. Det gjorde at jeg stadig følte mig lidt som et barn i hans selskab. Efter jeg har mistet ham synes jeg at jeg meget hurtigt er blevet voksen.

En anden skelsættende begivenhed var da kæresten og jeg købte hus og bil sammen. Og generelt når vi lægger budget og snakker økonomi.

[Guest]

Jeg følte tidligt jeg blev voksen, jeg har mistet rigtig mange familiemedlemmer i min barndom, det startede med min far som begik selvmord da jeg var 7 år gammel, og nogle år derefter min Onkel og efter det, faldt de ældre om på række. Jeg har en mormor tilbage det er alt. og så selvfølgelig min mor og mine 2 søskende

generelt synes jeg livet har været meget hårdt ved mig, og det er bestemt ikke blevet lettere med årene, jeg skal tit kæmpe for at finde glæden ved hverdagen, så ja alt det har nok bare gjort mig tidligt voksen. jeg længtes tit tilbage til da jeg var meget lille barn, uden bekymringer, nu har jeg nærmest ikke andet Jeg er glad for at min mand, formår at finde barnet frem i mig nogen gange, og altid har noget beroligende at sige når jeg synes livet er helt umuligt at se lyst på Jeg har selvfølgelig tænkt mig at kæmpe videre for at få en liv jeg føler er værd at leve, og jeg håber efterhånden også at medgangen kommer til mig... Jeg har en dejlig mand, og vi venter en dejlig lille bebs, som vi ikke havde problemer med at lave. Vi har hus og bil og hest, og klarer os også rimeligt økonomisk, selvom jeg ikke har arbejde lige nu.

men jeg har følt mig voksen meget længe.

[Verdier]

Jeg blev voksen da jeg for snart 6 år siden, sagde farvel til et liv med fest, stoffer og alkohol. Har efter endt behandling fået så mange ting i mit liv, der gør at jeg er blevet en, uden at prale , fornuftig og ansvarsfuld kvinde.. Uddannelse, børn, fantastisk kæreste, fedt arbejde og masser af gode venner er blot nogle af de ting der gør min hverdag fantastisk.. Og hvad vildere er at vi faktisk nu er nået dertil hvor vi er begyndt at kigge på hus - hvilket jeg synes er vildt voksent!

[Ezri]

Jeg følte mig voksen da min svigerfar døde 8 dage efter min mand og jeg blev gift i 2010. Det var den første krise vi gik igennem. Ikke forstået på den måde at vi var ved at gå fra hinanden, men det var første gang at vi som par skulle gå gennem en svær tid og stor sorg. Vi skulle pludselig til at tage beslutninger om gravstene, begravelser, arv osv. Der blev jeg voksen...

[Guest Sebastians-mor]

Det lyder som om at størstedelen lige som jeg selv har følt sig mest voksen når man har været i sorg/krise.

Det er vel meget forståeligt da man der skal forholde sig til nogle svære ting.

Forstår dog også godt man føler sig voksen ved de mere "kedelige" voksne ting og have ansvaret for børn med paraben fri cremer :) og børneindkøb :)

[Mistel]

Da jeg havde fået både en advokat og en galdesten.

[MLM]

Da jeg havde fået både en advokat og en galdesten.

Begge dele kan du slippe af medigen :balloons :badgirl

[MLM]

Da jeg/ vi skulle tage nogle belutninger omkring Astrid som ingen forældre burde tage.

At vi nu gør alt hvad der står i vores magt for at August skal fungere

[Susanne]

Jeg følte mig voksen, da det var min storesøster og jeg der måtte være hos min farmor de sidste dage af hendes liv, passe hende, være hos hende når hun havde ondt, give hende moste piller med vand i sprøjte og holde hendes hånd når hun var ked af det og bange for at dø. Hun døde 75 år gammel af kræft i 2004 :( Min far var ikke i stand til at gøre noget som helst brugbart - det var også min søster og jeg der stod for alt med bedemand og at pakke farmors lejlighed ned. I samme åndedræt, så følte jeg mig voksen, da jeg endelig (efter mange års kamp, sorg og tårer) kunne sige, at jeg ikke ville have mere kontakt med min far og dybt inde kunne mærke det var rigtigt.

Jeg følte mig også voksen, da jeg blev kærester med Søren og han var i behandling for en depression de første 1½ år - det var hårdt, men alligevel så rigtigt.

Jeg følte mig voksen, da vi købte et hus og da jeg kunne sige jeg havde båret og født et barn og kunne kalde mig selv for mor :biglove

[girly1988]

Puha piger i har været meget igennem synes jeg.... :kram

Jeg føler mig til tider stadigvæk ikke voksen, selvom jeg ved jeg er voksen og self. os somme tider føler jeg er voksen...

Der hvor jeg føler mig mest voksen, er i forhold til at jeg sidste sommer mistede min kære farmor, og hvor min "papmormor" forlod min morfar samtidig, så idag har jeg kun min morfar og farfar tilbage. Det år har lært mig hvad det betyder at holde sammen i en familie og tilbringe tid med hinanden imens vi har hinanden.

Ellers vil jeg sige at jeg føler mig voksen, når vi taler om PB, men samtidig skræmmer det mig også på mange måder...men er sikker på jeg bliver endnu mere voksen med tiden :)

[tville1978]

Jeg følte mig meget voksen, da jeg var i banken og oprette en kapitalpension.

- Da jeg støttede min mor, da min morfar var syg.

For det meste føler jeg mig som 20årige der er fanget i en 34 årige krop :D

[Sandie]

Jeg føler mig mest voksen når vi er hos mine forældre og jeg fortæller hvordan de skal gøre med hensyn til mine børn, at stå der og sige hvad de må og ikke må.

Ellers har jeg bestemt ikke den følelse til hverdag.

[Barbamama]

Hmm, jeg har luret en del på den her tråd, og har det vist lidt anderledes end de fleste af jer... Jeg har ikke sådan et bestemt tidspunkt eller en bestemt ting, der gjorde at jeg følte mig voksen, det er bare på en eller anden måde kommet? Det er kommet efter at jeg er flyttet hjemmefra, men ikke sådan med det samme efter at jeg flyttede hjemmefra. Så jeg er nok "vokset ind i at føle mig voksen" :D

Jeg har været relativt skånet for forfærdelige oplevelser med dødsfald og alt det der bureaukratiske har jeg altid taget som det kom og bare spurgt min bankrådgiver/skat/elselskabet/hvem-det-nu-har-været, hvis jeg var i tvivl... Jeg føler mig voksen i og med at jeg er gift og skal have et barn, men jeg følte mig voksen inden det...

Jeg tror, at jeg føler mig voksen fordi jeg til syvende og sidst mener at jeg SELV har ansvar for mit liv. Jeg kan selvfølgelig sagtens spørge om hjælp, men hvis noget kikser, så er det min fejl, og så kan jeg ikke bare komme rendende til mor eller far og få dem til at fikse det (eller det kunne jeg sikkert godt - men jeg har ikke planer om at gøre det ;)). Så for mig er det nok noget "mentalt" og mere "hvis nu..."-præget, der får mig til at føle mig voksen, end hvad der konkret er sket i mit liv. Ved ikke om det giver mening? :blush

Og så er der lige undtagelsen (som pt. ikke så meget er en undtagelse, men noget der sker ret tit) hvor jeg IKKE føler mig voksen: Og det er når jeg er totalt sølle og min mand henter alt til mig/hejser mig op af sofaen/trøster mig når jeg er ked af ingenting eller noget ligegyldigt/står for langt det meste af madlavning og rengøring. - Så føler jeg mig sgu mest af alt som en forvokset baby :rolleyes Men det stopper forhåbentlig og formodentlig meget snart, når jeg holder op med at være gravid ;)

[Linda77]

Hver dag når jeg kører på arbejde føler jeg mig voksen og drømmer mig tilbage til barndommen!

Har heldigvis stadig mit barnligevæsen i mig.

Linda

[tullemor87]

Jeg er nok også modsat i forhold til mange af de svar der er kommet...

For mit vedkommende har ingen sørgelige begivenheder gjort mig "voksen"... Nok fordi jeg altid har behandlet det på samme måde, også da jeg var yngre. Et arbejde som kirkesanger gør at man oplever døden på en anden måde. Dermed ikke sagt at man ikke rammes af sorg og savn, men man behandler emnet og omstændighederne omkring det på en helt anden måde, når man også har det inde på livet i kraft af ens arbejde...

Til gengæld er jeg "voksnet" enormt gennem min læreruddannelse, fordi jeg i min praktik har oplevet på min krop hvad det vil sige at skulle være en "professionel voksen". Når jeg står foran f.eks. En 9.klasse med drenge der er højere og bredere end jeg nogensinde bliver, er jeg nødt til at skabe en distance, som gør at jeg kan blive til "den voksne" - også selvom det ikke er særlig længe siden jeg selv sad der....

Og så føler jeg mig rigtig meget voksen nu når jeg skal med mit orkester til Italien denne sommer. Vi plejer at have mange forældre med til at hjælpe, og alle orkestermedlemmer får tildelt en forælder som kontaktperson gennem turen. Men fordi der i år ikke skal lige så mange forældre med som der plejer og fordi mange forældre er med for første gang, er jeg blevet bedt om at være kontaktperson for nogle af de små. Et kæmpe ansvar føler jeg selv, og her bliver jeg jo virkelig betragtet som en voksen...

Så i det øjeblik at jeg har ansvaret for andres børn, så "voksner" jeg sgu lidt...

[tsecret]

Jeg føler mig voksen de dage hvor jeg tager på arbejde selvom jeg har mest lyst til at blive hjemme.

Ellers er det meget forskelligt alt efter hvilke voksne ting det er snak om.

Første gang jeg følte mig voksen, kan jeg ligesom mange andre relatere til en tragisk begivenhed. Da verden væltede for mine forældre, fordi min mormor, morfar og faster alle døde indenfor et år, og min far samtidig blev indlagt på hospitalet med hjerteproblemer. Det var første gang jeg var voksen overfor mine forældre.

Men samtidig, så boede jeg stadig hjemme der. Jeg betalte stort set ingen regninger selv. Jeg havde ingen husleje. Jeg gik jo kun i gymnasiet.

Så det er nok der jeg føler mig mest voksen. Altså når jeg betaler mine egne regninger. Når jeg har styr på vores egen økonomi og tager gennemtænkte beslutninger. Når jeg kigger på vores hus (og hvor er det egentligt vildt voksent at vi bor i hus!), og ser på alle de forbedringer som vi - og kun vi - har taget alle beslutninger omkring.

[Pumpkins]

Synes faktisk det er svært lige at udpege situationer, hvor jeg føler mig voksen.

Jeg har en lillebror der er 13 år yngre end mig. Da han var helt lille hjalp jeg utroligt meget til, hvad angik ham. Mine forældre havde begge arbejde, hvor de skulle møde tidligt, så det var mit job at få ham vækket, i tøjet, give ham morgenmad og aflevere ham i vuggestue inden jeg selv skulle i skole. Det var dermed også mig, der opdagede om morgenen, hvis han var syg, og derfor også mig, der måtte passe et sygt barn, til jeg kunne få fat på mine forældre og de kunne komme hjem.

Der er da helt klart tidspunkter der, hvor jeg har følt mig mere voksen end jeg måske burde.

Jeg har også som spejder fra en tidlig alder fået ansvar for en håndfuld andre børn eller unge på min egen alder, og nogle gange været alene om ansvaret en hel weekend. Stået for at leje hytte, sørge for transport, pakket førstehjælpskit, sørge for, at der blev købt mad ind etc. allerede fra jeg var omkring 14. Der følte jeg mig ret voksen.

Da jeg flyttede hjemmefra som 17 årig følte jeg mig da voksen.

De sidste par år har jeg ikke haft så mange "nu er jeg voksen"-oplevelser. Er ikke engang sikker på, at det at blive gift fik mig til at føle mig voksen. Jeg følte mig ansvarlig og følte, at det var en stor, vigtig og meget rigtig beslutning, men ved ikke om jeg følte mig voksen. Måske mere ansvarlig.

Jeg føler mig heller ikke rigtig voksen fordi vi skal have et barn. Jeg føler mig ansvarlig og moden, men jeg har ikke den der "det er godt nok voksent at få et barn"-tanke i baghovedet

Så måske er jeg bare voksen og det er blevet en del af min identitet, så jeg ikke tænker over det mere. Nu er det bare et spørgmål om situationer hvor jeg føler mig mere eller mindre ansvarlig. :)

[Trumpf]

Jeg føler mig mest voksen når jeg afleverer eller henter smuksakken i børnehaven - jeg er voksen med det store ansvar jeg har, ikke kun for mig selv, men også for Isaac.

[Guest baby2011]

Jeg føler mig voksen når jeg er på arbejde på skolen som vikar og kommer gående med alle lærerbøgerne i favnen og har små børn rendende om benene på mig :biglove

Eller da jeg fik opdaget en åreknude på mit lår :whistling Men når jeg skal tage stilling til en masse ting i hverdagen om ungernes SFO eller vuggestue eller om min mand skal have sort eller blå skjorte på osv :blush :blush Det er nogle helt banale hverdagsting der gør mig voksen..

Min datter er lige inviteret til en fødselsdag hos en af drengene i hendes klasse, så da jeg skulle ringe og sige hun gerne vil komme og hvad drengen ønskede sig, så følte jeg mig også voksen..

Jeg kan blive ved, der er rigtig mange ting nemlig..

Men når jeg så sætter mig godt til rette i vores sofa med et stort glas cacaomælk og jeg og manden spiller Wii sammen, så får jeg følelsen af at være barn igen og det er fedt !! Eller når jeg står i kø med vores store datter til en rutsjebane i Tivoli, så kommer der en rest barndom op i mig igen..