Hvilke tanker har/havde du omkring fødslen?

[Martin]

Hej alle gravide

Jeg vil høre hvilke tanker I har omkring den forestående fødsel?

Er du nervøs, angst, bange eller glæder du dig lige frem til fødslen.

Har du nogle tanker omkring hele fødselsforløbet med særlige ønsker og lignende?

Hvad med din mand. Hvordan har han det med den forestående fødsel?

Skriv meget gerne dine/jeres tanker og følelser. :)

Til jeg som har født. Hvordan var fødslen i forhold til jeres forventninger og tanker?

Del meget gerne ud af jeres erfaring

:lovebk

Mange venlige hilsner

Martin

[Sandie]

Jeg glædede mig meget til fødslen, var selvfølgelig lidt nervøs for hvor ondt det skulle gøre, men min frygt lå mest i om jeg skulle tvinges til at få rygmarvsbedøvelsen, for er skrækslagen for nåle. Har faktisk ingen ide om hvad min mand tænke inden (tænk jeg har glemt at indvie ham i snak om det)

Jeg blev noget overraskede over jeg ikke havde mere kontrol over mig selv da fødslen virkelig var igang... Jeg var en af dem der skreg og hvor ville jeg have ønsket jeg kunne styre mig selv lidt bedre.

Jeg havde hørt om lattergas så det var en ting jeg virkelig gerne vil have mod smerter og det synes jeg virkelig også var lige så godt som folk beskrev.

Tror allerede få dage efter fødslen tænkte jeg " det skal opleves igen " Synes det er en super smuk oplevelse at føde og glæder mig meget til næste gang.

Manden havde det meget dårligt under fødslen, rent psykologisk kunne han ikke have at se mig i smerter, og selvom det nu er et år siden vil han stadig ikke være klar til at jeg skulle føde og vi skal i den grad bruge næste graviditet på at gøre ham klar psykisk.

[Stbaby]

Har tre kejsersnit hvoraf det ene (det sidste) var en god oplevelse. Må hellere lade være med at fortælle om de andre da jeg ikke vil skræmme nogen ;)

Og grunden til at det sidste var godt var at jeg vidste 100% hvad jeg gik ind til, var MEGET forberedt og selvom det var godt tvivler jeg på det var lige så godt som at have født selv. Jeg føler mig i hvert fald snydt for nogle af de ting man oplever ved at føde vaginalt :(

[TroldeMor]

Jeg glæder mig faktisk rigtig meget til fødslen... Selvfølgelig er jeg lidt nervøs for smerterne, men jeg tror bare det er en stor oplevelse, og jeg ved jo at det betyder jeg snart skal se min lille skat :kuller

Det eneste jeg sådan set går med en lille frygt om, er hvis jeg skulle sprække slemt... Det vil jeg virkelig gerne være fri for!

Jeg håber at kunne komme til at føde i vand, da jeg tror det vil være godt for mig.

Jeg er en rigtig vandhund, og føler mig utrolig godt tilpas i vand.

Og så kan jeg rigtig godt lide ideen om at den lille får en lidt blødere overgang til verden...

Mht til min mand... Han har bedt om at få lov til at blive fri for at være med til fødslen, og da jeg i forvejen ikke var vild med tanken om at have ham der... Ja så skal han simpelthen ikke med :o

Jeg tror ikke han vil være til nogen hjælp for mig, for han kan slet ikke tåle at se mig i smerter, og jeg ved at han bare vil have det rigtig dårligt med det.

Og jeg er meget gammeldags, og synes ærlig talt ikke det er "mande-business" det med fødsler... Jeg vil gerne beholde lidt kvindelig mystik ;)

I stedet skal jeg have min bedste veninde med... Hun er uddannet pædagog, og arbejder indenfor specialområdet... somme tider med stærkt handicappede... Så hun har set lidt af hvert, og kan holde hovedet koldt når det gælder. Desuden var hun med da hendes søster fødte, så hun har været der før. Så det har jeg slet ingen bekymringer omkring.

[Martin]

Tak for jeres tanker. :super

Sandie sjovt at du ikke havde tænkt/talt med din mand omkring fødslen og følelserne omkring dette.

Trolde Cool at du tager din veninde med som støtte. Det bliver du sikkert rigtig glad for. :)

Smil

Martin

[Prinsessemor]

Min første fødsel endte i aktur kejsersnit efter 12 hårde timer, og jeg kan huske jeg bagefter følte mig snydt for at føde selv, så 2 gang jeg skulle føde var jeg meget nervøs for om jeg kunne føde selv.

Det gik dog over alt forventning, og på trods af jeg ikke havde udvidet mig ordentlig i første fødsel, gik det stærkt 2 gang (5 timer)

jeg havde hele tiden sagt jeg ville gå ind til begge fødsler med et åbent sind og ikke sætte mig på en bestemt form for smertelindring før jeg lå i det.

første gang fik jeg epidural og endte som sagt i akut kejsersnit anden gang fødte jeg naturligt uden andet end lidt ilt, selvom det jo gjorde sindsygt ondt er jeg så glad for at jeg klarede det uden noget og at jeg fik lov til at opleve en naturlig fødsel, med alt hvad det indebære :)

[Abelka]

Jeg har lært at forventninger skal holdes nede (det står helt for egen regning ^_^ )

Under min første graviditet gjorde jeg mig masser af tanker om barnet, fødslen og tiden op til.

Min mand og jeg talte rigtig meget om det der ventede os .. eller jeg gjorde.

Jeg glædede mig rigtig meget til selve fødslen og mindes ikke andre negative tanker end angsten for at miste inden vi nåede så langt.

Jeg prøvede at forberede mig ved at tænke alverdens scenarier igennem, især i forhold til at gå over tid.

Havde så bare lige glemt at tænke at man også kan føde for tidligt :rolleyes

Og det gjorde jeg så - fødte for tidligt.

En fantastisk fødselsoplevelse, hurtig og nem, men jeg følte mig snydt for den sidste tid.

Det kom også til at have betydning for tiden efter hvor jeg havde mere travlt med at se frem til næste graviditet/fødsel end med at glæde mig over det barn jeg lige havde fået.

Anden graviditet gik hurtigt. Jeg gjorde mig ikke så mange tanker under selve graviditeten, den fyldte ikke så meget i min bevidsthed som første gang.

Dog var jeg spændt på / nervøs for om jeg igen ville føde for tidligt.

Jeg så i dén grad frem til fødslen fordi det første gang var en virkelig god oplevelse.

Min første fødsel tog 4 timer, og nu hvor det var anden gang ville det gå endnu hurtigere.

Fødslen startede med vandafgang som ved den første. Vi tog det stille og roligt og med højt humør.

På fødemodtagelsen fik jeg vestorm men glædede mig over at jeg var godt igang.

Jordemoderen skuffede mig ved at fortælle at jeg praktisk talt ikke var i fødsel endnu.

Det blev et langt, sejt og meget smertefuldt forløb som tog mere end dobbelt så lang tid som første gang.

Føj en oplevelse - aldrig flere børn til mig! - ja det var min tanke i lang tid efter.

Tredje graviditet blev en realitet fordi jeg lovede mig selv at den skulle ende med et kejsersnit.

Jeg var afsindig nervøs for fødslen nærmest fra dag 1.

Vi talte meget om det herhjemme men også sammen med jordemoder og læge.

Jeg skiftede fødested for at få mest mulig tryghed i forløbet.

Det sygehus tilbød aktiv ledet fødsel som betød mindst 1 cm fremgang pr time eller tilbud om hjælp / kejsersnit.

Jeg kunne også frit vælge kejsersnit, men det var alligevel heller ikke så tillokkende.

Min veninde som var under uddannelse til doula blev spurgt om hun ville med til fødslen, og trådte med det samme til.

Vi havde mange lange snakke omkring fødslen.

Jeg lavede desuden en fødselskontrakt i samråd med jordemoderen.

Selve fødslen kom bag på mig.

Jeg endte med at ankomme alene til fødemodtagelsen, bede om kejsersnit pga modbydelige veer, men blev afvist fordi jeg var fuld åben.

Hverken min mand eller min veninde nåede at komme ind på sygehuset, og fødselskontrakten var der heller ikke tid til at kigge på.

Alligevel blev det en stor stor oplevelse som jeg ser tilbage på med glæde.

Summasummarum - forventninger kan ikke bruges til andet end at stresse over ^_^

[Annaperenna]

Jeg er SINDSYGT spændt! Hvordan mon en ve føles? Går jeg død, kan jeg klare det? Hvordan bliver det? Hvordan tager Axel det?

Jeg er slet ikke bange for det skal gøre ondt selvom jeg ved det kommer til dig - jeg er bare spændt på det nye jeg snart skal opleve....!

Er begyndt at blive nervøs for at det ender med at jeg føder på sygehuset... Drømmen er virkelig hjemmefødsel og jeg hååååååååber stadig det er muligt!

[baby2012]

Min fødsel tog sammenlagt 18 timer, dog med små 4 timers aktiv fødsel (4 cm åben)..

Jeg synte det gjorde sindssygt ondt - men glæder mig vildt til at få lov til det igen, for nøj det er så stort og fantastisk :loveshower :loveshower

Jeg gjorde meget ud af at forberede mig, fødselsforberedelse osv., så jeg vidste, hvad der skulle ske og så havde jeg besluttet mig for, at der ikke var noget at være bange for og det var vigtigt at lade kroppen gøre arbejdet!! Tror min mand syntes det var kæmpestort at være med til, men jeg ved ærlig talt ikke, hvad han tænkte inden - tror vi begge havde det lidt, at det nok skulle gå og så måtte vi forholde os til det hen af vejen...

[MLM]

Da jeg blev gravid kunne jeg slet ikke tænke det til ende at drengen skulle ud jeg levede bare så meget i nuet og glædede mig over hver dag.

Indtil min JM sad og skrev FØDEGANG på mit vandrejournal gik jeg i panik, jeg troede jeg var totalt cool.

Men for en i helv.... det var jeg ikke jeg blev total skør, men var til en masse fødselsforberedelse og mental træning.

Jeg havde ingen forventinger udover at jeg vidste det ville komme til at gøre nas, jeg havde lavet en kontrakt sammen med min JM og mand.

Jeg blev sat i gang, og fik den første v et par timer efter og blev på sygehuset for derefter at blive sendt hjem.

Sådan forgik det indtil mit vand gik (på daværende tidspunkt havde jeg haft veer fra tirsdag til fredag.

Der var så meger forvirring omkring min situation og jm havde mere fokus på deres strejke end at tage sig af mig.

Jeg havde utrolig dårlig jm og læger at min mand ringede til min mor ( som har arbejdet på en fødegang for at få af vide hvordan han skulle håndtere det)

Jeg fik afvide at de troede at August var død, imens en anden stod og sagde ej det troede hun ikke og sådan foregik det.

Der kommer bare lidt panik i en når sådan en besked glider hen over knolden på en.

Men til sidst fik jeg en totalt sej og cool jm ind på stuen og hun klarede det hele undtagen at presse (det gjorde jeg jo )

Men det blev slet ikke en skøn oplevelse, og min mand troede han var total afklaret og rimlig cool til alt det her noget.

Men han blev nødt til at gå ud og trække vejret for at kunne fokusere og efter hans mening vil vi gerne have flere børn men han skal bare ikke med og det er ok for mig, tager sgu min mor

[Martin]

Tak for jeres besvarelser det er virkelig brugbar læsning for mig...og sikkert også for andre :)

:biglove

Vi tager selvfølgelig gerne imod endnu flere tanker ;)

Venligst

Martin

[Guest baby2011]

Jamen min fødsel med Mille gik lige modsat end jeg ville hele vejen igennem.. Alt gik galt og pigen trak ikke vejret da hun kom ud :( Jeg åbnede mig i rekordfart, så hun stod skævn med hovedet og efter to timer med presseveer blev hun "taget" med metalkoppen :o :o Jeg gik hele fødslen igennem uden det der ligner bedøvelse.. Kun en lille smule morfin lige da vi kom ind.. Så det var for mig et sandt mareridt og jeg havde lovet mig selv jeg ALDRIG skulle føde vaginalt igen..

Så vi har lige været til fødselssnak på sygehuset, alene af den årsag jeg er pisse hamrende bange og enormt angst for det gentager sig :( Så jeg forlangte et kejsersnit, hvilket min læge også gjorde, men efter vi havde snakket lidt frem og tilbage er aftalen at jeg bliver sat igang, ca en uge inden terminsdatoen :)

MIn mand er helt vild og glæder sig enormt til fødslen.. Han har bedt om at få lov at tage imod hende og det får han også lov til, hvis alt går som det skal.. Det ville han også gerne sidst, men som skrevet tidligere, var det en kaotisk fødsel, så han fik ikke lov til noget som helst og det gør ham bestemt heller ikke noget.. det vigtigste var jo at der kom liv i hende igen :) :)

Så jeg håber han denne gang får lov at deltage meget mere, for det er hans store drøm, at forløse hende.. For mig er det helt fint, da jeg ved det vil være hans livs oplevelse..

Så på sin vis glæder jeg mig rigtig meget til fødslen, fordi jeg ved der bliver taget meget mere hånd om mig denne gang, så nu skal hun bare snart komme ud :wub

[marmari]

Jeg har altid været SKRÆKSLAGEN for alt der kan risikere at gøre ondt eller som har med nåle at gøre. (havde fx aldrig fået taget en blodprøve før jeg blev gravid) Så jeg var mildest talt skrækslagen i starten af graviditeten.

Efterhånden aftog den her skræk dog (måske efter jeg fandt ud af at man IKKE dør af at få taget blod ;) ) og blev afløst af en masse andre spekulationer jeg havde, pga den situation vi stod i med at bo i USA og jeg skulle tage valget føde der eller her i DK.

Da alt det kom på plads, var jeg overraskende COOL og afklaret omkring det hele. Jeg skulle bare ind og ha en epidural med det samme - og så sku det nok køre...

... Det gjorde det så osse, endda så stærkt at manden jo ikke nåede hjem fra USA. Heldigvis havde jeg min mor.

Men jeg endte med at føde uden nogen form for bedøvelse - jo, det gjorde sQ nas, men jeg er SÅ glad for at jeg slap for epien.

Og bagefter havde jeg det ikke værre end at jeg kækt udtalte (efter ½ times tid) "det her ku jeg da godt gøre igen" :)